eu som international aktør

UKLASSIFICERET
dele af Alliancens kommandostrukturer og egne ressourcer til rådighed for WEU–operationer
udført af europæiske NATO–lande.
På NATO’s udenrigsministermøde i Berlin 1996 blev det slået fast, at NATO skulle være
omdrejningspunktet for ESDI’s videre udvikling, og at WEU kun ville påtage sig krisestyringsoperationer,
hvor NATO og USA som helhed afstod fra at handle. Beslutningen om,
hvorvidt WEU skulle handle, ville dermed forblive hos NATO. Der blev givet tilsagn om, at
NATO og WEU i fremtiden ville drøfte, hvorledes kommende kriser skulle håndteres. Som
en konsekvens heraf blev Combined Joint Task Force–konceptet introduceret. CJTF skulle
hovedsageligt i relation til FUSP sikre, at der blev skabt operative muligheder for WEU–
ledede operationer med anvendelse af NATO–aktiver.
Det blev således indirekte påpeget, at USA gennem NATO ville deltage i alle større fredsbevarende
og fredsskabende missioner, hvilket naturligt betød, at kun mindre humanitære
opgaver og evakueringsopgaver ville blive tildelt WEU.
Indgåelsen af Amsterdam–traktaten bevarede den mellemstatslige karakter af samarbejdet
om den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik. Visse beslutningsprocedurer og regeltyper
blev revideret, og nogle af de sikkerheds– og forsvarspolitiske opgaver præciseredes
yderligere. Gennem Amsterdam–traktaten opnåede EU enighed om, at give EU’s Ministerråd
mulighed for at ”benytte sig af WEU til at udarbejde og iværksætte de af Unionens afgørelser
og aktioner, der har indvirkning på forsvarsområdet”. Den største forskel fra Maastricht
til Amsterdam–traktaten bestod i, at Petersberg–opgaverne blev skrevet ind i selve
traktaten. Enstemmighedsprincippet blev opblødt med en paragraf om konstruktiv afståelse.
103 En vigtig nydannelse var oprettelse af stillingen som ”højtstående repræsentant for
den fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik”, der skulle varetages af generalsekretæren for
Ministerrådet. 104 I Amsterdam–traktaten gives den ”højtstående repræsentant” en særlig
rolle i forberedelsen og gennemførelsen af udenrigspolitiske beslutninger. Sigtet med oprettelsen
af denne stilling var at styrke EU’s ansigt udadtil, idet det dog fortsat var EU–formandskabet,
der repræsenterede EU udadtil. Sluttelig blev det besluttet at oprette en
analyse– og planlægningsenhed, der først og fremmest skulle monitere udviklingen på
områder og emner, der måtte interessere EU. Enheden skulle bl.a., som støtte for formandskabet,
kunne fremlægge optionspapirer som led i en fælles beslutningsproces. Oprettelsen
af enheden skulle således bidrage til, at der blev tilvejebragt et fælles beslutningsgrundlag
for ministrenes drøftelser og på denne måde fremme formuleringen af en
fælles europæisk udenrigs– og sikkerhedspolitik.
Hovedtrækkene i traktaten, udfra et FUSP perspektiv, var, at EU vil:
- Arbejde med en fælles strategi og dermed opnå den signalgivning dette medfører. I
denne relation fastholdes muligheden for at man kan blokere beslutningsprocessen via
konsensusprincippet, men det indføres tillige at man kan gennemføre konstruktiv afståelse
fra at stemme og dermed muliggøre udformningen af en fælles strategi i en given
situation.
- Oprette funktionen: Højtstående Repræsentant, som betragtes som EU udenrigsminister.
Til dennes rådighed oprettes et sekretariat (analyseenhed) for politikplanlægning,
hvis primære funktion er at nedsætte varslingstiden for EU samt vurdere latente eller
mulige scenarier som vil/kan medføre EU involvering.
103 Hvis et EU–medlem er imod en udenrigspolitisk aktion, har det med denne paragraf mulighed for at afstå
for deltagelse i aktionen. Medlemslandet skal til gengæld afholde sig fra at nedlægge veto imod, at de andre
lande gennemfører aktionen.
104 Stillingen beklædes først af Solana, der med rette kan kaldes Hr. FUSP.
UKLASSIFICERET
63