eu som international aktør

UKLASSIFICERET
uoverskuelig, og hvor beslutningstagere opfatter, at beslutninger skal træffes hurtigt, og at
de vil have afgørende betydning – ofte langt ud i fremtiden.
Krisestyring kan betegnes som bestræbelser for at holde en krise under kontrol, uden at
vitale interesser går tabt. Krisestyring kan indebære indsamling af troværdige information,
etablering af en effektiv beslutningsproces og en velovervejet anvendelse af aktørens militære
og ikke–militære ressourcer til imødegåelse af den opståede krise.
Krisestyring er en egenskab, som stater i modne anarkier bør være udstyret med for at
kunne fungere optimalt. Normalt har krisestyring været begrænset til at skulle kunne fungere
indenfor landet egne grænser, men i det moderne globaliserede samfund anses det i
højere og højere grad at være en nødvendighed at kunne udstrække krisestyringskapaciteten
til områder out–of–area, dvs. udover det nationale forsvar og som et led i en koordineret
regional eller international indsættelse. Som et led i krisestyringen bør aktøren kunne
løse fredsstøttende og fredsbevarende opgaver.
2.4.3. Warfighting capability
I modsætning til den oprindelige hegemonimodel (Friis) indgår ”Warfighting capability” som
en del af den nærværende anvendte model. De metodemæssige betragtninger for denne
egenskab er allerede angivet ovenfor. Realister understreger, at en aktør, som vil bestå i
det internationale politiske system skal besidde reel ”Warfighting Capability”. 28 Dvs. evnen
til afgørende at indsætte den fornødne militære styrke m.h.p. at matche andre stater i det
modne anarki. Desuden vil aktøren også kunne stå overfor stater udenfor regionen, som
må betegnes som stater i et umodent anarkisk system. Da stater i modne anarkier, dvs.
først og fremmest i demokratier, hævdes aldrig at ville bekrige hinanden – en påstand som
ikke er ubestridt – er der egentlig kun evnen til at matche stater i et umodent anarki tilbage.
Først og fremmest stater udenfor det europæiske område kommer her på tale. Derfor
er det essentielt, at aktøren besidder en militær kapacitet for indsættelse med overvældende
militære midler udenfor nærområdet. Man kunne kalde det ”Warfighting Capability”
Out–of–Area, dvs. uden for det regionale område, som aktøren normalt vil operere og finde
det naturligt at operere i.
28
Lektor Peter Viggo Jacobsen har bl.a. understreget dette under problemformulerings–seminaret på Forsvarsakademiet
26. november 2001.
UKLASSIFICERET
23