eu som international aktør

UKLASSIFICERET
- Styrke det pragmatiske samarbejdet mellem EU og WEU og en yderligere operationalisering
af Petersberg–opgaverne.
Forløbet af Kosovo–krisen i 1998/99 og specielt NATO’s luftkampagne mod Jugoslavien
demonstrerede endnu engang EU manglende militære kapabilitet til at gennemføre en krisestyringsoperation,
hvilket initierede de europæiske bestræbelser på at opbygge en militær
krisestyringskapacitet i EU. En vigtig konklusion tegnede sig i relation til Kosovo– krisen,
nemlig det forhold, at EU som økonomisk og politisk magt ikke var tilstrækkeligt til at
blive taget alvorlig i rollen som en aktør, idet den militære kapacitet manglede. De erfaringer,
som man høstede under Kosovo–krisen i relation til USA, understregede behovet for
opbygningen af en europæisk forsvarsdimension. Yderligere manifesterede krisen uligevægten
mellem de europæisk og amerikansk militær kapaciteter. De europæiske mangler
fokuserede sig ikke alene om den teknologiske kløft mellem USA og EU’s medlemslande,
men også om at de europæiske landes evne til at udføre krisestyringsoperationer uden for
eget territorium. Det viste sig efter luftkampagnens afslutning, at EU–landene havde betydelige
problemer med at stille 40.000 soldater (hvilket svarede til 2% af landenes samlede
styrker) til den fredsbevarende landoperation i Kosovo, hvortil kom, at det ikke mindst på
grund af manglende løftekapacitet var vanskeligt at få disse styrker deployeret i et tilstrækkeligt
tempo. Disse erkendte forhold bidrog til, at debatten om genereringen af en
krisestyringsstyrke til rådighed for EU tog fart hen over sommeren og efteråret 1999.
I efteråret 1998 satte den britiske premierminister, Tony Blair, spørgsmålet om EU’s forsvarsdimension
på den politiske dagsorden. Han havde et ønske om, at England i højere
grad skulle indtage en lederposition i europæisk integration og derigennem øge sin indflydelse
og anseelse i EU ved at være drivkraften i udviklingen af en forsvarsdimension.
Man ønskede at omdanne den fransk–tyske akse til en trekant bestående af Europas
stormagter. Englands udspil repræsenterede et grundlæggende skift i britisk Europa–politik,
idet briterne tidligere konsekvent havde afvist at drage sit forsvar ind i EU–samarbejdet.
For Blair var løsningen et Europa, som kunne tale med autoritet, og som var rede til at
handle effektivt og hurtigt. Dette forudsatte en udenrigspolitik, der kunne bakkes op af en
troværdig trussel om magtanvendelse. Blair så således, at EU’s problemer kunne beskrives
indenfor tre dimensioner:
- Den politiske vilje.
EU måtte have viljen til at formulere en sammenhængende politik og viljen til at agere,
når det var nødvendigt.
- Den militære kapacitet.
Det var nødvendigt at have den nødvendige militære kapacitet til at understøtte
FUSP’en. Dette stillede krav om omstilling af styrker fra territorial forsvar til de nye
krisestyringsopgaver, investeringer i manglende kapaciteter samt effektivisering af den
europæiske forsvarsindustri.
- De institutionelle rammer.
Skabelse af effektive institutionelle rammer, der kunne understøtte den politiske vilje og
de militære kapaciteter, således at tiden fra beslutning til handling blev så kort som
muligt.
Opstillingen af EU’s forsvarsdimension måtte således ikke underminere NATO, der skulle
forblive hjørnestenen i europæisk sikkerhed og grundlaget for det territoriale forsvar af
Europa. EU’s forsvarsdimension måtte ikke tage udgangspunkt i kollektivt forsvar, men
UKLASSIFICERET
64