eu som international aktør

UKLASSIFICERET
De grundlæggende retsakter om strukturfondene vedtages af Rådet med enstemmighed
efter samstemmende udtalelse fra Parlamentet. Proceduren med samstemmende udtalelse
er også gældende ved indgåelse af internationale aftaler, når disse indebærer ændring
af en retsakt, der er vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, eller når de har betydelige
budgetmæssige følgevirkninger eller skaber en særlig institutionel ramme.
Ud over disse 5 procedurer indeholder traktaten imidlertid i 40 tilfælde bestemmelse om
andre procedureforløb. Disse kan være meget specialiserede som f.eks. procedurerne om
budgettet eller udnævnelse af f.eks. kommissærer og dommere. De kan imidlertid også
være helt simple procedurer – f.eks. hvor Rådet træffer bestemmelse enten alene eller på
forslag fra Kommissionen.
4.5. SAMMENFATNING PÅ OPBYGNING OG BESLUTNINGSPROCEDURER
Beslutningsprocessen i Den Europæiske Union er resultatet af et samspil mellem forskellige
aktører, navnlig den "institutionelle trekant", der udgøres af Parlamentet, Rådet og
Kommissionen.
EU’s institutionelle opbygning/hierarki bærer tydeligt præg af, at der samtidig med EU’s
interesser, er behov for hensyntagen til de enkelte medlemsstaters. EU’s sammensætning
af kommitéer og udvalg samt den indbyrdes sammensætning i disse, medfører at organisationen
allerede på laveste udvalgsniveau er ”tvunget” ind i en kompromissøgende linie.
Dette kan eksemplificeres ved Kommisionen, som er tiltænkt at være initiativskaberen –
den udfarende del af EU.
Sagen er den, at Rådet i en retsakt fra juni 1999 har fastlagt de procedurer, der gælder for
Kommissionens udstedelse af regler. Der findes tre typer af udvalg eller komiteer, som
Kommissionen skal forelægge sine forslag for, før forslagene kan gennemføres, nemlig:
Det Rådgivende udvalg er – som navnet siger – alene rådgivende over for Kommissionen.
Kommissionen kan altid gennemføre sit forslag uanset udvalgets holdning. Rådet har
ingen rolle at spille.
I Forvaltningsudvalget derimod skal der stemmes om Kommissionens forslag, og Kommissionen
er forpligtet af afstemningsresultatet. Men der skal være kvalificeret flertal imod
Kommissionen (dvs. mindst 62 stemmer), hvis forslaget skal falde – og det kan være
svært. Rådet spiller også en rolle, idet forslag der ikke kan vedtages i udvalget overgår til
Rådet. Men det er også meget svært at bremse et forslag i Rådet. Så Kommissionen står
stærkt i forhold til medlemslandene.
I Forskriftsudvalget står medlemslandene imidlertid stærkt over for Kommissionen, idet
der skal være kvalificeret flertal for Kommissionens forslag, før det kan vedtages i udvalget.
Det kan være ret svært at opnå, hvis ikke Kommissionen allerede fra starten tager
højde for landenes synspunkter.
Hvis forslaget ikke opnår kvalificeret flertal i udvalget, overgår sagen til Rådet.
I Rådet er det imidlertid relativt nemt for Kommissionen, idet der her skal være kvalificeret
flertal imod forslaget, og det kan være svært for landene at mønstre så mange stemmer
imod forslaget.
Så allerede inden Kommisionens forslag fremsættes for Rådet og Parlamentet, er de underlagt
bureaukrati. Hertil kommer så de efterfølgende beslutningsprocedurer, hvor forslag
kan underlægges op til tre behandlingsrunder i Parlamentet før endelig vedtagelse, hvilket
i al sin tydelighed viser, hvor bureaukratisk EU’s opbygning er og hvor lang vejen fra idé til
beslutningstagen/udførelse er.
UKLASSIFICERET
39