eu som international aktør

UKLASSIFICERET
hold forstærkes af de komplicerede beslutningsprocesser såvel indenfor som udenfor den
militære ”søjle” af EU. Alene det faktum, at beslutningen om indsættelse af styrker i krisestyringsindsatser
skal vedtages mellemstatsligt og tildelingen af styrker til indsats, besværliggør
en rettidig og effektiv militær indsats.
Idet den militære kapacitet ikke er de facto opstillet m.h.p. at varetage unionens territoriale
forsvar samt ydre sikkerhed vil en yderligere forstærkning af styrkerne til en krisestyringsindsats
i hegemonimodellens teoretiske forudsætninger aldrig opfylde kravet til en international
aktørs muligheder for angreb og forsvar og i sidste ende ”War Fighting Capability.”
Man kunne argumentere for, at denne evne ikke er nødvendig, idet EU gennem sin krisestyringskapacitet
på det politiske, økonomiske og militære område netop søger at hindre
konflikter i at opstå ved en målrettet indsats i tid og rum. EU eliminerer ved en sådan udadvendt
indsats på krisestyringsområdet potentielle trusler imod unionens territorium. Unionen
har ofte fremført, at den bedste løsning på potentielle konflikter måtte være ”opdragelse”
til demokrati samt fredelig samhandel.
Det vurderes dog, at EU med de mål, som man har sat sig m.h.t. opnåelse af militære kapaciteter,
ikke er tilstrækkeligt ambitiøse, idet der kun vil være styrker til rådighed til løsning
af én til to mindre konflikter samtidigt.
EU har således på nuværende tidspunkt ingen Warfighting Capability, som vi indledningsvis
ønskede at undersøge. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at se denne kapacitet
udbygget indenfor den nærmeste fremtid, da dette ville overskride mandatet i Petersbergaftalen.
Først når krisestyringsberedskabet jf. Petersbergopgaverne er på plads, vil
EU politisk være i stand til at foretage det næste skridt i retning af en egentlig Warfighting
Capability, som både kunne omfatte et eventuelt territorialt forsvar af Europa (forsvar)
samt evnen til en eventuel magtprojektion på globalt plan (angreb).
En af de vigtigste kapaciteter, der er blevet identificeret i f.m. den hegemoniske model er
viljen til at foretage de nødvendige tiltag i f.m. den politiske, økonomiske og militære beslutningsproces.
Ved gennemførelse af Peterbergaftalen har unionen vist vilje til at anskaffe
militære kapaciteter, som gør organisationen delvis i stand til at gennemføre en krisestyringsoperation
i det europæiske nærområde. Viljen til at gennemføre Peterbergopgaverne,
som de er defineret, vurderes at være fast, og det er indtrykket, at organisationen i
øjeblikket ser sig om efter udfordringer, som vil kunne bekræfte unionens handlekraft indenfor
dette område. Dette er så meget mere vigtigt, som det vil befæste EU’s rolle som
international aktør med potentiale til at styre begrænsede udfordringer på krisestyringsområdet
ved såvel politiske, økonomiske men ikke mindst med militære midler.
Det kan derfor konkluderes, at EU ud fra den anvendte hegemonimodel for nærværende
ikke lever op til kravene i modellen m.h.p. at kunne tilskrives de relevante karakteristika,
som er gældende for en international aktør.
Man kan ud fra empirien og de teoretiske overvejelser forestille sig tre overordnede scenarier.
Spændende fra et scenarium, som beskriver en tilbagegang for unionen – måske ligefrem
opløsningstendenser – over en fastfrysning af de nuværende forhold til en videreførelse
og eventuelt redefinering af den påbegyndte proces. De to første scenarier forekommer
for nærværende ikke sandsynlige, hvorfor det ville være af ren akademisk interesse
at videreudvikle disse. Alt tyder på, at den påbegyndte proces vil fortsætte. Oven i
købet vil man kunne tænke sig, at visse aktiviteter vil accelerere ud over det allerede aftalte.
Dette har været kendetegnende for udviklingen af EU i den seneste årrække, og et
UKLASSIFICERET
98