Syng som folk - Romsdal Sogelag

108
Julaften da maae,
Du selver grandgivelig passe derpaa,
At Kiørkors maa sættes paa Fjøs og paa Dør,
Paa Laden, Øltønden, saa fattes ei Smør
Ei heller forhiæt,
En Liaae i Høstaalet Julaften du sæt,
En Skiøre i Kornet du sætte og maa,
Og Øxen lad den over Fiøsdøren staa
Gaae ei uden Lys,
Julaften alene udi noget Huus
Sov ei i Udhuse der er ikke ret,
Men mit paa Stuvgulvet det passer sig net
Lad Bordet ogsaa,
Beprydet Julaften med Retterne paa
At de Underiordiske kan faae sig Mad,
Sæt Øl under Skabet saa gjiør de sig glad
Og Naar du opstaaer,
Julmorgen saa spis før i Fiøsen du gaaer,
En Karl maa først gaae i Fiøsen med hast,
Thi ellers er Lykken aldeles forkast
Julmorgen ogsaa,
Først Oxen, saa Koen, der hilses og maae;
Og dersom du Fiøsen den dag giører reen,
Da maae du dig vare, du faaer ei et Meen
Men Stephani Dag,
Giør Fiøsene rene med Lyst og Behag,
Men ganske betidlig før Dag bryder frem
For de Underjordisk’, fortørner ei dem
Men Kalver en Koe,
og du vil forandre, den have i Noe,
Den første Melk hiennem en Hamle Korssiil,
Saa skal hun bevares foruden al Tvivl
Forsigtig den er,
Hvor til alle Dievle nok har sin Begier,
At de skal studere paa Hexernes Konst,
Thi ellers er Lykken aldeles omsonst.
Og dersom din Koe,
sig tager ei Kalv paa et Aar eller to;
Saa tag en Mands Buxe giv hende et Slag,
Sligt skeer nok til Dievelens største Behag.
Men vadskes dit Haar,
Da maae du ei vende dit Hoved i Nord,
Slig Lærdom maae alle beflitte sig paa,
Som Pinen og Helvede tænker at faae
Tag ogsaa i Agt,
Hvad gamle Rungurri i fordum har sagt,
Lad Koerne over en Skierring gaae ud,
Naar de skal til Sætters det er hendes Bud
Forsøm ei dit Brød,
En kors giør derover med Ild eller Blod,
Meeltønden, med Tommelen korses og maae,
At den ubehindret i Lofter kan staae
Den daglige Konst,
Maae bruges thi ellers er alting omsonst,
At Døren maa lukkes før Slaaen er paa;
saa kan du jo Venskab med Hexerne faae