Syng som folk - Romsdal Sogelag

Bedrøveligt i disse Dage,
nu Verden er så fuld af Svig.
Her er en Jammerdal at vandre,
et Snaregarn den blev for mig.
Af Moder er jeg født og båren.
Antaget har min dåbes pagt.
Men finder nu med Suk og Tårer,
Hvor ilde jeg den har frembragt.
Dig Øvrighed, jeg bør at takke.
Du stedse villet har mig vel,
Skjønt jeg har været dig hårdnakket,
Så har du sørget for min Sjæl.
Nu sidder jeg for Lovens Svøbe,
Nu krympes jeg med Skrig og Skrål.
Nu vil jeg til min Jesum løbe.
O, han er Trøstens rette Mål.
O Kone kjær! jeg Dig forlader,
Et Farvel jeg Dig byde må.
Den sæd jeg såde i din Ager,
Den ser jeg nu med Suk og Gråd.
Jeg ser min’ Børn ved Moders Side,
Som vilde Fugle svæve må.
O Ve! O Ve! hvad skal jeg sige?
Jeg som er Fader til de små!
Hvad hjelper, om jeg er opdraget?
Hvad hjelper vel et dydigt Navn?
Hvad hjelper, om jeg er begavet
af Gud med Sandser og Forstand?
Hvad hjelper, om jeg Bogen lærte?
Om jeg som Salomon var klog?
Hvad hjelper, om jeg Pennen røde,
Når Jorden drikke skal mit Blod.
Men om jeg her den Død skal lide
At Jorden drikke skal mit Blod,
Så håber jeg i Dødens kvide,
at gå fra Jammer md til Ro.
Mit Suk jeg her til Herren sender
Om Trøst at gå fra Verden ud.
Du ene selv mit hjerte kjender,
Skjøndt jeg er Jord, så er Du Gud.
Hermed så vil jeg Farvel sige,
Til Alle siger jeg Godnat.
De, som på Torvet findes ledig,
Til våben nu må tage fat.
Bevæbnet bør Du stedse være.
I Dag Du er som Rosen Rød.
Hvo ved hvo længe Du kan være
Forinden Morgen bleg og Død?
51