Syng som folk - Romsdal Sogelag

78
I verden indtræde vi nøgne og spæde
ukjendte til alt på den slibrige vei
Ukjendte til sorrig, ukjendte til glæde,
Betræde vi livets ustadige sti.
O, du skjønne ungdoms år
Som så hastig bortgår
De blideste dage hensvinder så sage,
så ubestandig er menneskets kår.
Lykkelig er den, som verden forlader,
førend han lærer at kjende den rett:
Hans død vel begrædes av moder og fader,
og andre, som haver hans levned vel kjendt.
Men vi som leve må
Omkring i verden gå
Hos andre må slæbe, for føde og for klæde,
de tider ere lange av dage og år.
Jeg mindes tilbage fra ungdommens dage,
Ifra min spædeste alder og år,
da kjendte jeg hverken til sorg eller plage
hos mine foreldre jeg stedse da var;
De meg oppdrage lod,
med all formaning god,
Jeg ærlig skulle vandre, men nu må jeg angre,
at jeg haver gjort dem så ilde imod.
Jeg haver ei rikdom, ei gods eller velde
jeg haver ei penge, jeg haver ei guld,
jeg haver ei midler jeg kan meg tilholde,
i verden jeg er som en vildende fugl;
Dog trøster jeg mig igjen
Når Gud han er min venn
Ja han er min Fader, meg aldrig forlader
Han hjelper så mangen en sorrigfuld ven.
Så råder jeg alle i ungdommens dage
at de uti tiden vil tenke seg om;
man kan ikke kalle de dage tilbake
man kan ikke vite når Gud holder dom
Når lyset blir utslukt
og døren tillukt
Ja, dagen er omme, og natten mon komme
Da er det for silde at tenke seg om
Thi nu må jeg slutte og bede av min klage
O Gud, vær meg nådig og redde min sjel,
da frykter jeg ikke for sorg eller plage,
du erjo min glede, du hjelper mig vel.
Om jeg ei bliver fri,
Jeg må dog nøie mig,
Såvelsom de andre i verden at vandre
Når jeg kun omsider kan blive hos dig.
Nu må jeg da slutte med Salomons tanke
hans ord er sande og lyder til oss:
Ofte at flytte for dem som vandre
Ofte at flytte han kalder ei godt;
Men at engang vel er
Den beste flyttetid
At flytte til Herren, når vi går fra verden
Når vi våre venner skal sige farvel.