Vit governmentalitet. ”invandrarkvinnor” och textilhantverk – en ...

afslutte sin uddannelse. Hun led også af en umådelig rejselyst og en dyb fascination
af Karen Blixen. Faktisk var hun på udkig efter et væveværksted på en
kaffeplantage i Kenya, så en appelsinplantage i Tyrkiet var ikke umiddelbart
hendes kop te. Men ved nærmere eftertanke, besluttede hun at være mindre
wählerisch, hun kunne vel lige så godt udfolde sine talenter i Tyrkiet som i
Afrika. Hun reflekterede omgående på tilbuddet, fik et hurtigt ”ja” og rejste ned
til den danske dame of de indfodte vaevere. Alt ialt arbejdede hun sammen med
kvinderne i appelsinlunden i to år, med mindre pauser hvor hun kun var hjemme
på ufrivillige besøg. Væveren, der stadig hed Gitte Olsen og Viba kom godt ud af
det sammen. Gitte følgte sig hjemme på farmen, som godt nok var en plantage,
og hun følte sig dybt betaget af samarbejdet med de lokale kvinder, som vævede.
Så betaget at hun følte at hun måtte fortsætte sit unge liv i Tyrkiet. Sammen med
sine folk, kvinderne fra Balcova og omegn. Sådan var nu hemdes skæbne. Og
dog! For hun fik en bedere idé, Gudskelov. Hun ville nemlig prove at eksportere
Harem til Danmark, hun ville omplante menageriet i den danske muld. (Mark
Nielsen, René ”Harem. Et Harem i Danmark” 1991:72-76)
Ett Harem i Danmark
Gitte Olsen, initiator of Harem, Denmark: I know something I have seen and
experienced through Harem, that a lot of projects have started, and they were
inspired by Harem but none of them had exactly that idea that I had in mind. But
they had all looms, sewing machines, knitting machines. But I think that looms,
sewing machines, knitting machines are very little part of the idea. I think most
people got fascinated by the thought that “of course, traditional women they
should knit and weave and sew because their culture … develop good patterns and
things”. But in fact the idea of Harem was just to make a working place. It was a
very capitalistic way of thinking and it wasn’t to develop their culture or to save
the women from the men or … nothing of the kind. We didn’t think of that in any
aspect. But you know people take what they like and you can’t stop them. And
you can just say that you can be a bit proud they got inspired, and you can also get
a bit worried because they haven’t understood anything (Interview with Gitte
Olsen, initiator of Harem, Copenhagen 2002).
Historien varken börjar eller slutar med dessa tre utsagor om textilprojektet
Harem. Under 1990-talet initierades och avvecklades ett 40-tal projekt i Sverige
med inriktning på textilt hantverksarbete och undervisning i svenska språket.
Samtliga textilprojekt riktade sig till målgruppen ”invandrarkvinnor”. Formen för
projekten var arbetsmarknadspolitiska åtgärder samt utbildningar i regi av folkhögskolor
eller ideella föreningar. Projekten finansierades av olika källor –
statliga och kommunala medel, samt EU-bidrag. Parallellt med uppkomsten av
textilprojekten, har en rad projekt med inriktning på trähantverk uppkommit som
riktar sig till ”invandrare”. I dessa sammanhang har ”invandrare” likställts med
kategorin ”män” som har migrerat till Sverige. Dessa träprojekt har haft olika
3