Vejledning om Habitatbekendtgørelsen - Naturstyrelsen

Set ud fra en bredere økologisk betragtning vil yngleområdet omfatte hhv. et netværk af vandhuller
for padder, de dele af et vandløbssystem, som odderen udnytter i yngletiden samt den gamle
løvskov, hvor der findes eremitter.
Rasteområder defineres som områder, som er vigtige for at sikre overlevelsen af enkelte dyr eller
bestande, når de er i hvile.
Rasteområder er således områder, hvor arten i eller udenfor yngletiden:
• opholder sig for at hvile, sove eller overvintre (dvale)
• opholder sig i skjul i større koncentrationer (flokke)
• opholder sig for f.eks. at opfylde vigtige livsfunktioner (f.eks. solbadning el.lign.)
Rasteområder, som benyttes løbende hvert år eller med års mellemrum, skal beskyttes, selv når
de ikke aktuelt benyttes af de relevante arter.
Eksempler på rasteområder kan være træer med hulheder eller kalkminer for flagermus, vinterhiet
for hasselmus, de solvendte skrænter, hvor markfirbenet opholder sig, eller vandhuller, hvor
paddeyngel vokser op, men ikke er udklækket. Rasteområder kan ofte være vanskeligere at
stedfæste i praksis, men også rasteområder kan som regel defineres ud fra en bredere økologisk
betragtning og kan omfatte netværk af lokaliteter, med eller uden sammenhæng til
yngleområderne.
Fælles for områderne er at
• de regelmæssigt bliver anvendt af arten. Der kan gå halve og hele år imellem arten
udnytter en given lokalitet, men området kan godt være i regelmæssig brug og essentielt
for den art, der skal beskyttes. Det gælder f.eks. overvintringslokaliteter for flagermus, der
ikke anvendes om sommeren, og ynglevandhuller for padder, der ikke anvendes om
vinteren. Det kan også gælde lokaliteter, som ligger i udkanten af yngle- og rasteområdet.
• spontane og tilfældige forekomster af arter i områder, der ikke regelmæssigt udnyttes af
arten, f.eks. strejfere af bilag IV-arter fra andre lande, som udgangspunkt ikke er omfattet af
beskyttelsen, medmindre der er tale om individer i en bestand, hvis lokale
udbredelsesområde krydser landegrænser.
• områderne skal være nødvendige for bestandene af de pågældende arter, dvs. at de skal
vurderes at have betydning for at opretholde den bestand, der kan berøres af en given
aktivitet.
• områderne skal kunne stedfæstes og med rimelighed afgrænses.
Se også afsnit 6.6.1 nedenfor og Kommissionens vejledning om artikel 12.
6.3.2. Afgrænsning af områderne – enkeltlokaliteter eller funktionelle
enheder?
Ynglelokaliteter er for flere bilag IV-arter lette at afgrænse (vandhullet, træet, reden, hulen, evt. de
nærmeste omgivelser). Det kan dog være svært at registrere artens forekomst. Det kan bl.a. være
svært at finde markfirbenets nedgravede ægsamlinger, flagermusenes tilholdssteder eller
eremitten, der findes inde i træstammerne.
For nogle arter er yngle- og rasteområder sammenfaldende. Det gælder f.eks. hasselmusen, som
typisk overvintrer i samme område, hvor den har sin sommerrede, eller markfirbenet, som solbader
38