Ikke plads til mænd i krise - Hus Forbi

h u s fo r bi 

nr. 12 december 2011 15. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort 

Køb Kun 

avIsen 

af sælgere 

med 

synlIgt Id 

Hus forbI må IKKe sælges I togene 

kampen for ligeværd 

Ikke plads 

til mænd 

i krise 

julegave fra dsb 

Hjemløse 

får billigt 

rejsekort 

årets 

mandelgave 

Hus 

forbis 

2012- 

kalender

h u s fo r bi 

REDAKTION 

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR 

Ole Skou 

ole@husforbi.dk 

REDAKTØR-VIKAR 

Thomas Hye-Knudsen 

thomas@husforbi.dk 

FORSIDEFOTO 

Holger E. Henriksen 

KORREKTUR 

Bro Kommunikation A/S 

LAYOUT 

salomet grafik 

KONTAKT REDAKTIONEN 

tlf. 5240 9069, redaktion@husforbi.dk 

SALGSAFDELING 

Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, jimmy@husforbi.dk 

Morten Munk Hansen, tlf. 8161 6689 

René Køhn, tlf. 5240 9079 

SÆLGERKONTAKT 

tlf. 5133 8128 

ADMINISTRATION 

Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, 

5240 9049, rasmus@husforbi.dk 

Ole Skou, formand, tlf. 4073 3537, ole@husforbi.dk 

Ruth Kristoffersen, bogholder, 5240 9089, 

ruth@husforbi.dk 

UDGIVER 

Foreningen Hus Forbi 

Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N 

Tlf. 8993 7471, www.husforbi.dk 

DISTRIBUTION 

Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere 

som distributør for Hus Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til 

sælgerne. 

Kontakt os på: tlf. 5133 8128 

(se listen af distributører på www.husforbi.dk). 

ABONNEMENT 

STANDARDABONNEMENT: 465 kroner 

(12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr). 

STØTTEABONNEMENT: 665 kroner 

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 eller dorte@notat.dk 

BIDRAG 

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind 

på kontonummer (9541)60028842. Mærk indbetalingen ’bidrag’. 

TRYK Dansk Avistryk 

OPLAG 110.000 

LÆSERTAL 402.000 (4. kvartal 2010 & 1. kvartal 2011) 

ifølge Index Danmark/Gallup 

ANTAL REGISTREDE SÆLGERE 844 

ISSN 1397-3282 

Næste nummer udkommer den 30. december 2011. 

OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af 

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. 

Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. 

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både 

via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere 

er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af 

Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel 

kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle 

freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale 

netværk af gadeaviser, INSP. 

vi støtter Hus forbi 

vil du også støtte Hus forbi? 

2 | HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang 

| leder | 

Velkommen 

på forsiden Johanne 

Det kan godt være, at vi ikke fik de gaver, som en ny regering havde stillet os i 

udsigt, hvis vi vippede de borgerlige af ministertaburetterne. Vi fik heller ikke det 

reelle socialpolitiske oprør eller en genopretningspakke for de mest udsatte mennesker. 

Vi fik noget andet – og nogle andre. 

De to partier, som begge har begrebet SOCIAL mejslet i deres partinavn fik ikke 

stemmer nok. Måske fordi de ikke hørte ordentligt efter og måske, fordi de ikke fik 

overbevist de socialt udsatte grupper om, at de reelt var et bæredygtigt alternativ 

til sikring af mere social og økonomisk lighed. Da det retoriske parløb mellem S og 

SF under valgkampen efterfølgende fik følgeskab af De Radikale, stod det klart, at 

regeringsgrundlaget ikke blev den røde klud, som nogen havde drømt om. 

At der trods alt blev plads til et vist opgør med den borgerlige udgave af ideen 

om den aktive socialpolitik, som under VKO blev styret af Claus Hjort Frederiksen, 

skyldes primært én person og et parti, som i Johanne Schmidt Nielsen holdt fokus 

på de sociale udfordringer. Hun knaldede budskaber ud i tv, så man måtte prise 

sig lykkelig over, at valgudsendelserne ikke blev sendt i 3D. Hun sagde, hvad hun 

mente. Og i et sprog, som stort set alle havde reel mulighed for at forstå og forholde 

sig til. Enig eller uenig. 

Og de gamle, garvede mænd i partiet havde tilsyneladende ingen problemer med 

at overlade primetime og spotlight til Johanne. For hun kunne dét der, som Pia 

Kjærsgaard efterhånden troede, hun havde patent på, nemlig at sige tingene lige 

ud – dog uden skinger retorik. At det også aftvang respekt i partiets hovedbestyrelse, 

der skulle nikke til, at partiet for første gang kunne stemme for en finanslov, 

taler sit eget sprog. Hvilket parti kunne ikke drømme om det? En(ig)hedslisten blev 

genfødt. 

Partiet fik afgørende indflydelse på afskaffelsen af starthjælpen, introduktionsydelsen, 

kontanthjælpsloftet og de umenneskelige beskæftigelseskrav til timetal. 

Lidt mere gulerod og i hvert fald mindre pisk. En anerkendelse af, hvad det på helt 

absurd vis lykkedes VKO at argumentere imod, nemlig at fattigdom giver dårligere 

udfoldelsesmuligheder og ringere livskvalitet. Desuden fremmer fattigdom hverken 

beskæftigelse eller integration, hedder det i aftaleteksten. Ud over at afskaffe fattigdomsydelserne 

er partierne enige om forsøgsvis at indføre en skattefri jobpræmie 

på op til 600 kroner per måned for kontanthjælpsmodtagere i håb om netop at 

få dem til at søge et arbejde. Endelig fjernes loftet over børne- og ungeydelsen for 

at tilgodese familier med de laveste indkomster. 

Måske det også er værd at anerkende, at Enhedslisten ikke tog skridtet fuldt 

ud – og deltog i satspuljeforliget, som reelt er finansieret af dem, der i forvejen har 

allermindst. 

Hus Forbi er stadig ikke et partipolitisk kampskrift, men en indsigtsfuld og stædig 

socialpolitiker må for en gang skyld godt komme på forsiden af vores avis. 

God læselyst – og husk at heller ikke juletræerne vokser ind i himlen. (ps – køb 

også Hus Forbi’s årskalender – sælgeren bliver SÅ glad) 

Thomas Hye-Knudsen, redaktørvikar 

Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk 

v/Annemette Lyngh

| indhold | 

4 

15 

16 

18 

26 

slut med bøderegn fra dsb 

stor jule-X 

nyt bud på mere socialt danmark 

anderledes juleønsker 

mænd i krise 

Mænd håndterer 

kriser helt anderledes 

end kvinder, og for 

mange er det svært at 

indrømme, at de har 

brug for hjælp. For det 

danske samfund er ikke 

indrettet til at håndtere 

mænd i krise. Her 

er normen stadigvæk, 

at rigtige mænd klarer 

deres problemer selv. 

10 

21 22 

fra junkie 

til ironman 

For 13 år siden tog 

Kenneth Carlsen, 37, sit 

sidste fix heroin. For tre 

år siden blev han færdig 

som fysioterapeut fra 

Skodsborg Fysioterapeutskole. 

I dag har 

han sin egen fysioterapiklinik 

i Helsingør, når 

han altså ikke sidder på 

racercyklen, er i vandet 

eller i løbeskoene for at 

træne til VM i triatlon. 

| et billede fra gaden | 

under huden 

på de hjemløse 

Tatovering, tusse, 

tegning, tusch, tattoo, 

udsmykning, kropskunst 

eller keglelort – kært 

barn har mange navne. 

Vi har kigget tæt på 

seks Hus Forbi-sælgeres 

kroppe, fået lov til at 

vise deres tatoveringer 

frem og fået historien 

bag. 

Krigsinvalider slås 

for værdighed 

Ti år efter en af verdens 

blodigste borgerkrige 

sluttede, er kampen om 

en værdig tilværelse 

stadig i gang for mange 

af de, der mistede arme 

og ben. Diskrimination 

og arbejdsløshed hører til 

hverdagen i Sierra Leone, 

men det har blot fået en 

gruppe unge mænd til at 

kæmpe endnu hårdere 

for at bevise deres værd. 

en ny mobil-app er på vej til 

landets hjemløse. den består 

af en stribe små informative 

videoklip, som skal hjælpe 

hjemløse med løse nogle af 

hverdagens mysterier og 

udfordringer – uden at skulle 

lede efter brugsvejledninger 

og manualer, som oftest også 

er uforståelige for mange. 

læs mere på side 29 

HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 3

Rigtige mænd 

klarer deres problemer selv 

Mænd håndterer kriser helt anderledes end kvinder, og for mange er det 

svært at indrømme, at de har brug for hjælp. For det danske samfund er ikke 

indrettet til at håndtere mænd i krise. Her er normen stadigvæk, at rigtige mænd 

klarer deres problemer selv. Alligevel er landets krisecentre for mænd proppet til randen. 

tekst og foto Lasse Telling 

På Mandecentret i København 

dukker der hver dag mænd op, 

der har brug for hjælp. Nogle 

har ramt bunden efter en hård 

skilsmisse, mens andre har levet 

med psykisk eller fysisk vold. 

Fælles for dem er, at de er ganske 

almindelige mænd, der har brug 

for hjælp og rådgivning. 

Men for mange af mændene 

har det været en stor overvindelse 

at komme hertil, fortæller 

Mark Hinchley, der er centerle- 


- Flere føler, 

at systemet er imod 

dem, og at der ikke 

er ligestilling, når 

det drejer sig om 

forældremyndigheds- 

og samværssager. 

Rikke Plauborg, sociolog 

der og hver dag rådgiver mænd, 

der på den ene eller anden måde 

er havnet i en krise. Centeret har 

160 aktive brugere, og ni af dem 

bor på selve centeret. 

- Der er en del mænd, der ikke 

kommer her, fordi mange synes, 

at kriser er noget, man skal løse 

selv. Det handler om, hvordan 

manden ser sig selv. For det at 

søge rådgivning betyder absolut 

ikke, at man smider håndklædet i 

ringen, men sådan er der mange, 

som føler, forklarer han. 

Mændenes tilbageholdenhed 

handler om vores traditionelle 

kønsroller. Her er kvinder det 

svage køn, og mænd klarer selv 

de problemer, de bliver rodet ud i. 

Sociolog Rikke Plauborg fra 

Statens Institut for Folkesundhed 

(SFI) har netop lavet en interviewundersøgelse 

om mænd, der 

udsættes for vold fra deres partner 

og de barrierer, de oplever i 

forhold til at søge hjælp. 

- For mange er en rigtig mand 

stadigvæk én, der hverken bliver 

slået eller søger hjælp. Han klarer 

tingene selv. Derfor er mange af

- Nogle af mændene, der har brug for hjælp, tror, at krisecentrene 

er som herberger, og at de er fyldt med misbrugere og alkoholikere. 

mændene bange for at komme 

til at fremstå mindre maskuline 

ved at opsøge et krisecenter for 

mænd. De er bange for at virke 

svage, siger hun. 

Hjælp er indrettet til kvinder 

Traditionelt set er det kvinderne, 

der har været i fokus, når der 

bliver talt om krisecentre og rådgivning. 

Derfor er vores samfund 

først og fremmest indrettet til 

at håndtere kvinder i krise, og 

vi er ikke vant til at tale højt om 

mænd, der kommer ud i en situation, 

de ikke selv kan håndtere, 

forklarer sociolog Rikke Plauborg. 

- Flere af de mænd, jeg har 

interviewet, oplever, at systemet 

er imod dem, og at der ikke er 

ligestilling, når det drejer sig om 

forældremyndigheds- og samværssager. 

Når de for eksempel 

henvender sig til Statsforvaltningen, 

føler de, at sagsbehandlerne 

automatisk tager kvindens parti. 

De mænd, Mark Hinchley 

møder som centerleder på Mandecentret 

i København, passer helt 

på den beskrivelse. 

- Mange vi møder her, har mistet 

alt. De har måske været gift 

i 10-12 år, og fra det ene øjeblik 

står de uden noget: uden kontakt 

til børn, uden tag over hovedet, 

og nogle har kun det tøj, de går 

og står i. Alt det, de har opbygget 

gennem et liv er forsvundet. Hvad 

skal der ske med mig nu, spørger 

de? Nytter det at starte igen? De 

føler, de falder ned i et dybt hul, 

hvor de ikke kan se bunden. Det 

er dét frie fald, vi hjælper med at 

stoppe, siger han og kommer med 

et eksempel: 

- Mange flere mænd er for 

eksempel selvmordstruede efter 

en skilsmisse. Det er blandt andet, 

fordi, kvinder er meget bedre til 

at bruge deres netværk til at løse 

deres kriser. Det er mændene 

dårlige til. 

Mandeforsker Kenneth Reinicke 

fra RUC forsker i kønsrollerne 

i samfundet, og han mener, 

at krisehjælpen til mænd bør 

være mere proaktiv og opsøgende, 

end den er i dag. 

- Vi skal opfordre mænd til 

at tale mere om deres personlige 

problemer. For at tale om sårbarhed, 

tab, ydmygelse, og indrømme 

og acceptere behovet for hjælp 

er ikke let. Mange vil nærmest 

hellere skyde sig selv end at 

spørge efter hjælp, siger han og 

understreger, at det ikke skal 

- Mange vi møder her, 

har mistet alt. De har 

måske været gift i 10- 

12 år, og fra det ene 

øjeblik står de uden 

noget: uden kontakt 

til børn, uden tag over 

hovedet, og nogle har 

kun det tøj, de går og 

står i . Mark Hinchley, centerleder 

på Mandecentret i København 

være en køns-konkurrence om, 

hvem der skal have mest hjælp. 

Pointen er, at mænd og kvinder 

har vidt forskellige behov. 

Den hurtige vej mod bunden 

En af de ting, Rikke Plauborg 

blandt andet har fundet ud af 

gennem sine undersøgelser, er, at 

mændene specielt gerne vil møde 

andre mænd, der er i samme 

situation som dem selv. 

- Det er en befrielse for dem at 

få mulighed for at tale med andre 

Rikke Plauborg, sociolog 

mænd som dem selv og opdage, at 

de ikke er alene om deres problemer. 

På den måde kan de også begynde 

at opbygge nye netværk, 

- Mange vil nærmest 

hellere skyde sig selv 

end at spørge 

efter hjælp. 

Kenneth Reinicke, 

mandeforsker på RUC 

for de gamle er ofte røget sig en 

tur under krisen. 

Mark Hinchley fra Mandecentret 

i København mener, at det er 

vigtigt, at mandekrisecentrene 

får gjort mere opmærksom på sig 

selv, så de bliver synlige. 

- Mange mænd, der har brug 

for os, har ikke overskud til at 

lede efter os. Men hvis vi slet ikke 

var her, er jeg overbevist om, at 

måske halvdelen af vores brugere 

ville gå i social deroute. Det hele 

vil blive værre. Mange af vores 

brugere er uarbejdsdygtige og 

kommer på sygedagpenge under 

deres krise, og uden os ville de 

være længere sygemeldte, miste 

deres job og ikke kunne få det 

igen, forklarer han. 

Den type hjemløse kan systemet 

ikke rumme, og hvis mandecentrene 

ikke var der, ville de 

ende på et herberg. Det vil være 

den hurtige vej mod bunden. Jeg 

vil tro, at halvdelen af de 160, vi 

hjælper her på centeret, vil falde 

hurtigt igennem og nedad, hvis de 

ikke kunne komme her, vurderer 

Mark Hinchley. 

Mangel på pladser 

Lige nu er der 10 krise- og rådgivningscentre 

til mænd fordelt 

i hele Danmark, og selvom det 

kræver overvindelse for mange 

mænd at opsøge hjælpen, må centrene 

afvise mange, der henvender 

sig. Hver uge afviser Mandecentret 

i København eksempelvis 

i gennemsnit tre mænd, der søger 

hjælp, og indtil videre har krisecenteret 

i Fredericia afvist 23 

mænd i år. 

Derfor vurderer mandecentrene, 

at der er mange mænd derude, 

der ikke får den hjælp, de har 

behov for. Både fordi der mangler 

pladser, fordi mange synes, det er 

pinligt at spørge efter hjælp, men 

også fordi mange mænd slet ikke 

er klar over, at de kan få hjælp, 

hvis de får en krise. 

Og så er der fordommene omkring, 

hvad krisecentrene egentlig 

tilbyder, fortæller sociolog 

Rikke Plauborg. 

- Nogle af mændene, der har 

brug for hjælp, tror, at krisecentrene 

er som herberger, og at de er 

fyldt med misbrugere og alkoholikere. 

De forestiller sig, at det er et 

- Mange flere mænd 

er for eksempel 

selvmordstruede 

efter en skilsmisse. 

Mark Hinchley, centerleder 

på Mandecentret i København 

lurvet, nedslidt sted, de ikke har 

lyst til at være. 

Men centrene er jo slet ikke 

som herberger, og de fleste bliver 

positivt overraskede, når de så 

endelig får taget sig sammen. De 

fleste føler sig godt hjulpet på 

mandekrisecentrene. | 

 


Når alt er kaos, er der ofte brug for fred og ro. Siden kommer de uløste problemer og udfordringer op til overfladen - og der bliver sat ord på. 

Ikke plads 

til mænd i krise 


På Fredericias krisecenter for 

mænd, Stedet, kommer mænd 

fra hele Danmark. 

Her får de støtte til at komme 

igennem en nedtur, som 

ellers kunne dømme dem 

ude af samfundet. 

Men hver måned må centeret 

afvise flere mænd, der søger 

hjælp.

tekst og foto Lasse Telling 

Lyden af børnefjernsynet siver ud under den 

lukkede dør, men ellers er der helt stille i den 

hvide gang. På knagerækken hænger en flyverdragt 

ved siden af en slidt herrejakke. 

- En af vores beboere har sin datter på 

samvær her i weekenden, forklarer Carsten 

Nicolaysen. Han er daglig leder af Stedet, krisecenteret 

for mænd i Fredericia. 

Lige nu bor her fem mænd. Én mistede sin 

bolig, fordi han ikke betalte husleje. En anden 

blev chikaneret, der hvor han boede, mens den 

- Herberget gav mig stress, 

og jeg tænkte alt for meget, 

uden at der kom styr på 

noget som helst. Her er jeg 

ved at finde mig selv igen. Morten 

tredje kommer fra et forsorgshjem, hvor han 

slet ikke passede ind. Så er der manden med 

datteren på samvær, som er gået fra sin kone. 

Og så er der Morten, der blev udsat for både 

psykisk og fysisk vold fra sin kone, inden hun 

smed ham ud. 

- De mænd, der kommer her, er vidt forskellige 

og har forskellige problemer. Men fælles 

er, at vi prøver at hjælpe dem, inden de ryger 

ud i den totale nedtur, siger Carsten Nicolaysen. 

Beboerne på krisecenterets fem værelser er 

lige nu fra 22 til 46 år. Den yngste beboer på 

centret nogensinde var bare 18 år, mens den 

ældste var 74. 

- Vores brugere er normale mænd, der er 

blevet smidt ud af konen eller kæresten, eller 

fyren, der af en eller anden grund ikke har 

fået betalt husleje, siger Carsten Nicolaysen og 

viser rundt i det røde murstenshus, som ligger 

tæt på byens centrum. For at komme til at bo 

her skal man have et boligmæssigt problem, og 

man må hverken have problemer med stoffer 

eller alkohol eller have psykiatriske diagnoser. 

Det er der ikke ressourcer til at klare på 

Stedet. 

Alle slags mænd 

Krisecenteret består af fem almindelige værelser 

og et handicapværelse, der lige nu bruges 

til kontor. Stedet har sine faste beboere, der 

som udgangspunkt kan være her op til tre 

måneder ad gangen. Det koster 85 kroner pr. 

nat. Men der er også mange mænd, der bruger 

stedet for at komme og tale om deres problemer, 

fortæller Carsten Nicolaysen. 

- For eksempel efter en skilsmisse har 

mange mænd svært ved at skaffe sig et nyt 

netværk, og så bliver de ensomme, og deres 

nedtur starter. Andre vil gerne have en snak 

om deres rettigheder, hvis for eksempel konen 

er skredet med børnene. 

I opholdsrummet i stuen er der spisebord, 

køkken og en stor fladskærm. Ved siden af er 

der legetøj og børnemøbler til de mænd, der 

har børn på besøg. Men de fleste af mændene 

foretrækker alligevel at blive på deres værelser. 

Her har de et tv og en seng, og det er nok 

for de fleste. Det eneste, beboerne er forpligtet 

til, er at deltage på Stedets fællesmøde hver 

mandag. 

Der arbejder fire andre på krisecenteret ud 

over Carsten Nicolaysen. De er alle sammen 

frivillige og fungerer både som rådgivere, 

bisiddere ved kommunen og som nogle, mændene 

simpelthen bare kan tale med. Indtil nu 

har der i alt boet 22 mænd på Stedet i år. 

Alternativ til herberg 

I hjørnet af fællesstuens store lædersofa sidder 

Morten og ser tennis på fladskærmen. Det er 

to måneder siden, han første gang talte med 

Carsten, og kort efter flyttede den 38-årige 

ind her. Da han blev gift i 2009, troede han 

ellers, at hans fremtid var sikker, fortæller han 

ubekvemt. Men snart begyndte hans kone at 

misbruge ham både fysisk og psykisk, og til 

sidst smed hun ham ud. Han bryder sig ikke 

om at tale om det. Uden noget sted at bo endte 

Morten på et herberg i sin hjemkommune i en 

midtjysk by. 

- Vores brugere er normale 

mænd, der er blevet smidt ud 

af konen eller kæresten, 

eller fyren, der af en eller 

anden grund ikke har fået 

betalt husleje 

Carsten Nicolaysen, daglig leder af Stedet 

I modsætning til de fleste herberger er børn også 

velkomne på mandecentre. Legetøj er en selvfølge. 

- Der var mange, der drak, og der var hele 

tiden misbrugere. Det var ikke et sted for mig, 

og der var ingen ro til at få styr på alle mine 

tanker, forklarer han forsigtigt. Så blev han 

anbefalet at tage kontakt til Stedet og Carsten 

Nicolaysen. 

- Her er jeg meget mere fri, der er roligt og 

rent. Herberget gav mig stress, og jeg tænkte 

alt for meget, uden at der kom styr på noget 

- Mange af mændene, 

jeg møder, afviser fuldstændig 

at tage på et herberg, 

hvis vi ikke har plads til dem 

her. For så langt ude ser 

de slet ikke sig selv. 

Carsten Nicolaysen, daglig leder af Stedet 

som helst. Her er jeg ved at finde mig selv igen. 

Hvad havde du gjort, hvis du ikke var kommet 

her? 

- Så ville mit liv være gået ned af bakke. 

Jeg har ikke lyst til hverken at tale om eller 

tænke på det, for så ville alt være værre, siger 

Morten. 

En vigtig pointe for Stedet er netop, at det 

netop adskiller sig og er et alternativ til et herberg, 

hvor mænd uden en bolig normalt ender. 

Ifølge Carsten Nicolaysen er det vigtigt, at 

Stedet giver et alternativt tilbud til herbergerne 

for de mænd, der ikke slås med misbrug 

eller har massive psykosociale problemer. Men 

som har brug for hjælp til at komme videre. 

- Mange af mændene, jeg møder, afviser 

fuldstændig at tage på et herberg, hvis vi ikke 

har plads til dem her. For så langt ude ser de 

slet ikke sig selv, forklarer Carsten Nicolaysen. 

Lige nu er Stedet fuldt booket op. Og på grund 

af mangel på plads har Carsten Nicolaysen indtil 

videre måtte afvise 23 mænd i år, der søgte 

hjælp. Sidste år var tallet 35. 

For få tilbud 

Mændene på centeret kommer fra hele Danmark. 

Det er, fordi der findes så få krisecentre 

til mænd rundt om i landet. Det er kun fra 

Bornholm, Carsten Nicolaysen endnu ikke har 

haft brugere fra. Han har netop fået en henvendelse 

fra Nordjylland om en mand, der er 

blevet henvist til centret i Fredericia. 

- Men mange mænd kan slet ikke overskue 

at tage helt hertil, når alt det, der plejer at 

være deres hverdag, for eksempel er i Nordjylland. 

Uden geografisk nærhed går de for længe 

uden at få hjælp til at løse deres problemer. 

Og så er det tit, at bajerne kommer i spil og 

bagefter derouten. På et eller andet tidspunkt 

går det helt galt for mændene, og det kunne 

vi undgå med mere hjælp og mere fokus på 

området. For der er altså langt at rejse fra Fjerritslev 

til Fredericia for at få hjælp, hvis hele 

ens liv med børn og arbejde er der. | 

 


Krisehjælp stoppede nedturen 

Da Jakobs parforhold 

gik i opløsning, mistede 

han grebet om sig selv. 

En depression kostede 

både jobbet og boligen, 

men et ophold på Mandecentret 

i København 

satte en stopper for 

nedturen. Her fik han 

både tag over hovedet 

og professionel hjælp til 

at komme videre med sit 

liv. 


af Trine Kit Jensen 

foto Lars Ertner 

Først et traumatisk samlivsbrud – så en 

tsunami af ulykker. Sådan beskriver Jakob 

den nedtur, der sendte ham til tælling. I april 

2009 opsøgte han Mandecentret i København 

for at få hjælp til at tackle en alvorlig krise. 

- Jeg var på det tidspunkt lige fyldt 50, og alting 

kogte over. Det hele ramlede, fortæller han. 

Jakobs parforhold har varet i 13 år, da det 

med ét slag går i stykker, fordi han finder 

ud af, at kæresten er begyndt at se en anden 

mand. Sammen har parret en søn, og hun har 

to børn fra et tidligere forhold, som også er 

en del af den familie, han nu må sige farvel 

til. Efter et opslidende juridisk slagsmål og 

en følelelsesmæssigt turbulent tid kommer 

Jakob ud på den anden side med en tro på, at 

han nok skal klare sig. Han får en lejlighed og 

senere også et nyt job i it-branchen. Men depressionen 

lurer lige under overfladen, og han 

sover stort set ikke om natten. 

Jobbet beholder han ikke længe. Han bliver 

fyret og havner på sygedagpenge, der kun lige 

rækker til huslejen og de øvrige faste udgifter. 

Intet andet. Så Jakob må give slip på lejligheden, 

og samtidig er forholdet til den 15-årige 

søn ved at glide ham af hænde. Sønnen er blevet 

boende hos sin mor, og Jacob ser ham hver 

anden weekend. Men psykisk er han så langt 

-Vi tror, vi skal være stærke og 

klare os selv. Men vi risikerer 

at gå helt ned med flaget, 

hvis vi ikke søger hjælp. 

ude i tovene, at han har svært ved at rumme 

en dreng i teenagealderen. 

- Ligegyldigt hvad jeg gjorde, gik det galt. 

Jeg kunne ingenting styre mere, og mit personlige 

netværk var brugt op. Jeg var derfor 

klar over, at jeg havde brug for professionel 

hjælp, siger han. 

I forbindelse med opløsningen af sit par-

- Efter at have været far, 

stedfar og partner i 13 år 

mistede jeg hele min identitet. 

Jeg var hjemløs oppe i hovedet 

og vidste ikke længere, 

hvem jeg var. 

forhold har Jakob trukket på Mandecentrets 

rådgivning. Men denne gang flytter han ind på 

et af stedets ti værelser og får en socialrådgiver 

som fast støtteperson. 

Otte måneders ophold 

- Den første måned brugte jeg på bare at falde 

ned. De lyttede og gav mig ro, og så tog vi fat 

på, hvor jeg nu skulle hen, beretter han. 

Jakob har én gang om ugen samtaler med 

sin støtteperson om alle de ting, han i sin 

miserable tilstand ikke kan overskue at tage 

fat på alene. 

Han er ikke bare ramt af depression, men 

har også et dårligt knæ, og socialrådgiveren 

fra Mandecentret er blandt andet bisidder på 

møder med sygedagpengekontoret. Her skal 

det afklares, om han kan sendes i fleksjob, 

løntilskudsjob eller virksomhedspraktik. 

Han får også hjælp til at blive skrevet op til 

en akutbolig, men samtalerne drejer sig ikke 

blot om boligsituation og økonomi. Forholdet til 

sønnen og til ekskæresten bliver vendt og dre- 

Usikker fremtid 

jet, og undervejs går det op for Jakob, hvorfor 

han efter bruddet er gået fuldstændig ned. 

- Efter at have været far, stedfar og partner 

i 13 år mistede jeg hele min identitet. Jeg var 

hjemløs oppe i hovedet og vidste ikke længere, 

hvem jeg var, siger han. 

Vendepunktet 

Den erkendelse bliver et vendepunkt, og lidt 

efter lidt genfinder Jakob sig selv. 

- Langsomt men sikkert fik jeg rekonstrueret 

mit liv, fortæller han. 

Efter fem måneder på Mandecentret får Jakob 

selskab af sin søn. Han får sit eget værelse 

på centeret, da situationen hjemme hos moderen 

er uholdbar. Tre måneder senere, i december 

2009, giver boligjagten pote. Jakob får 

tilbudt en treværelseslejlighed med en husleje, 

han har råd til at betale, og her bor de to nu. 

- Det går strålende, og det har helt klart 

hjulpet på min identitet, at min søn er hos mig, 

siger han. 

Også på andre fronter er det gået fremad. 

For nylig har Jakob afsluttet et års virksomhedspraktik 

i en stor organisation, hvor han 

stod for arbejdet med en ny hjemmeside. Her 

startede han på 20 timer om ugen, men trappede 

timetallet op til fuld tid, og det var en 

sejr. 

- Virksomhedspraktikken har været en 

succes, fordi det var et godt sted, og den har 

medvirket til at få mig ud af depressionen, 

siger han. 

De netop afsluttede satspuljeforhandlinger giver ikke meget håb for Mandecentrets umiddelbare overlevelse. 

Alle medarbejdere er derfor formelt opsagt. 

af Thomas Hye-Knudsen 

Det ser ikke godt ud for Mandecentret 

på Christianshavn. I 

modsætning til landets Kvindekrisecentre, 

er centre for mænd i 

krise ikke en del af serviceloven. 

Krisecentre for mænd er ikke 

sikret driftsstøtte, med mindre 

de skaffer midler via puljer eller 

private fonde. Mandecentret har 

frem til årsskiftet været finansieret 

via satspuljen, men den kilde 

ser ud til at være udtørret i forhold 

til driften. I 2012 er der blot afsat 

500.000 kroner til en undersøgelse 

af området. Sekretariatsleder Winnie 

Berndtson har dog ikke mistet 

håbet, selvom den umiddelbare 

fremtid ikke tegner alt for lys: 

- Da vores finansiering udløber 

med udgangen af dette år, så har vi 

formelt opsagt alle medarbejdere. 

Men vi holder åbent både juleaften 

og fejrer nytår med vores 

beboere. Men hvad der sker bagefter, 

ved vi reelt ikke. Vi har netop 

- Da vores 

finansiering udløber 

med udgangen 

af dette år, så har 

vi formelt opsagt 

alle medarbejdere. 

Sekretariatsleder Winnie Berndtson 

indskrevet en mand med fire børn, 

og jeg tør ikke tænke på, hvad der 

sker med dem, hvis ikke vi kan 

fortsætte. I værste fald vil de blive 

skilt fra alle vinde, da tilbuddene 

til hjemløse mænd ikke omfatter 

deres børn, siger hun. 

En af ideerne og tankerne bag 

Mandecentret består netop i at 

forebygge, at ægteskaber i krise 

behøver at få den konsekvens, at 

mandens situation skal udvikle sig 

så dramatisk, at han behøver at 

miste alt og gå helt i hundene og 

ende på et herberg. 

- Det er jo lidt af et paradoks, 

at en skilsmisse af samfundet 

vurderes som en såkaldt social 

begivenhed for kvinder, men at 

det ikke synes at være tilfældet for 

manden. Det samme gælder ofte 

i forhold, hvor der er børn, hvor 

man ikke generelt anerkender, at 

fædre også har følelser og behov 

for at være sammen med deres 

unger. Det handler for mig ikke 

så meget om ligestilling mellem 

kønnene, men det handler om lige 

værd, mener Winnie Berndtson. | 

I øjeblikket er Jakob jobsøgende, men nu på 

helt almindelige vilkår. Forholdet til det gamle, 

slidte netværk er bygget op igen, og sågar ekskæresten 

er han så småt begyndt at komme på 

talefod med. 

- Det kunne jeg først ikke se noget formål 

med. Men min søn er glad for, at vi taler 

sammen,og det er noget, der tæller, siger han. 

Jakob er stadig single. Men han hviler nu 

så meget i sig selv, at han ikke har voldsomt 

travlt med at finde en ny kæreste. 

- Jeg har altid skrevet digte og fiktion, men 

de sidste fire år er det ikke blevet til noget. 

Nu kan jeg skrive igen, og jeg har også fået en 

hel masse at skrive om. Så det brænder jeg i 

øjeblikket allermest for, siger han. 

Under sin nedtur var Jakob alvorligt bange 

for at havne på et herberg eller en lukket psykiatrisk 

afdeling. 

Da det stod allerværst til, indkøbte han et 

større lager af sovepiller, som dog heldigvis 

aldrig kom i brug. I stedet gik han til Mandecentret 

og tøver i dag ikke med anbefale stedet 

til andre kriseramte mænd. 

- Mænd er anderledes skruet sammen end 

kvinder, der er bedre til at tale om deres problemer. 

Vi tror, vi skal være stærke og klare 

os selv. Men vi risikerer at gå helt ned med 

flaget, hvis vi ikke søger hjælp, og jeg tør slet 

ikke tænke på, hvor mange sociale katastrofer 

dét medfører, siger han. | 

fakta 

| Pt. rådgiver Mandecentret 

cirka 2.000 mænd per år. 

| Hvert år skilles cirka 15.000 gifte 

par og det formodes, at et tilsvarende 

antal går fra hinanden. 

| 73 procent af samfundets 

misbrugere er mænd. 

| Tre ud af fire af de langtidsindlagte 

på psykiatriske hospitaler er mænd. 

| 78 procent af de hjemløse er mænd. 

| Dobbelt så mange mænd som 

kvinder har en ubehandlet depression. 

| Dobbelt så mange mænd som 

kvinder begår selvmord. 


Når hændelser i livet 

Tatovering, tusse, 

tegning, tusch, tattoo, 

udsmykning, kropskunst 

eller keglelort – 

kært barn har mange 

navne. Vi har kigget 

tæt på seks Hus Forbisælgeres 

kroppe, fået 

lov til at vise deres 

tatoveringer frem og 

fået historien bag. 

tekst Birgitte Ellemann Höegh 

foto Caspar C. Miskin 

Sætter man sig over for en hjemløs og falder i 

god snak, bliver der fortalt historier. Om det 

svære liv og døden og om sorger og savn. Men 

også skelsættende beslutninger i kærlighed, 

om tro og om håb. Nogle af historierne bliver 

aldrig glemt. De har sat sig på huden bag sweatersærmer, 

halskraver og helt ud på fingre og 

storetæer. Tatoveringer dukker op alle vegne. 

Som resten af den danske befolkning har de 

hjemløse taget denne permanente form for 

kropsudsmykning til sig. I dag mener man, at 

flere end 500.000 danskere har en tatovering, 

og der er sikkert lige så mange forskellige 

grunde til, at vi lader os tatovere, som der findes 

motiver. Nogle er hoppet med på et modefænomen, 

andre har oplevet en særlig begivenhed, 

som de har villet fastholde mindet om 

på deres kroppe, og andre igen har et behov 

for at udtrykke styrke eller et tilhørsforhold 

De sejlendes sømærker 

I Danmark har vi altid forbundet tatoveringer 

med sømænd, fordi det var søens folk, der 

herhjemme startede med at lade sig tatovere. 

ALLAN JAKOBSEN, 36 år. 

Har fået værelse på herberget Hillerødgade. 

Før da boede han på gaden, og 

hjemløsheden har gennem de sidste 16 år 

styret hans liv. 

Tatovering: Hus Forbis Avis-logo i 1:1. 

HVORFOR ER DENNE TATOVERING 

VIGTIG FOR DIG? 

-Fordi jeg har holdt mig ude af spjældet 

i de sidste otte-ni år – og det er blandt 


Forfatter og fotograf Jon Nordstrøm er ekspert 

i tatoveringens historie, som han indgående 

har beskrevet i to bøger med afsæt i Norden. 

- Da de første søfolk helt tilbage til engelske 

kaptajn Cook i begyndelsen af 1700-tallet 

kom rundt til de fjerne lande i Polynesien og 

New Zealand, så de, hvordan de lokale folk 

brugte tatoveringer som en udsmykningsform 

og status og tog dem til sig. De brugte så bare 

andre symboler fra deres egen verden som for 

eksempel Nordstjernen, korset og tro, håb og 

kærlighedstegnene. Søfolkene mente, at det 

bragte held, når de havde Nordstjernen på sig, 

for så kunne man altid finde hjem, og hvis de 

druknede, håbede de, at folk kunne genkende 

dem på tatoveringerne, når de skyllede i land, 

og give dem en ordentlig begravelse. Siden 

da er det bare blevet en tradition. Sømænd 

vil jo gerne være lidt seje, og når de er kommet 

i land efter flere måneder på havet, skulle 

de ned i havnen og have nogle ’kællinger’ og 

noget sprut, og så lå tatoveringsbutikkerne 

samme sted – man havde et behov for at gå 

amok, når man kom i land. 

Det blev med tiden til ankre, nøgne kvinder 

og pigenavne på overarmene, som man altså 

ikke behøvede at tage hele vejen til Polynesien 

for at erhverve sig, men bare kunne smutte 

ned i Nyhavn eller andre af storbyernes 

havnemiljøer for at få prikket fast i kødet. Et 

psykologisk bud på, hvorfor netop sømændene 

havde det behov, kan være, at de hele 

tiden var på farten – aldrig slog sig ned – og 

som kompensation for det faktum valgte at få 

tatoveret noget varigt på deres kroppe for at 

signalere en form for konstans. 

Tro, håb og kærlighed 

Hjemløse har som bekendt heller ikke for vane 

at slå sig ned særligt længe ad gangen. De bor 

på herberger, varmestuer, forsorgshjem eller 

gaden – nye steder med måneders mellemrum 

– så de minder, der er vigtige for dem at 

bevare, kan de ikke sætte ind i et reolsystem 

eller op på en væg, men i stedet tømre fast på 

deres kroppe. En måde at bevare erindringen 

andet, fordi jeg har solgt Hus Forbi. 

Det ville jeg gerne reklamere for, og så 

kunne jeg vel godt bruge fem timer på at 

få markeret det. Om sommeren har jeg 

korte bukser på, og så behøver jeg heller 

ikke at skilte så meget med, at jeg er 

avissælger. 

HVORDAN VAR DET AT Få DEN 

LAVET? 

-Det var hos en af mine venner i Odense, 

der er tatovør, og han rystede på hovedet 

og mente, at jeg var skør. Det tog fem til 

seks timer. 

HVAD BETYDER TATOVERINGER 

FOR DIG? 

-De er flotte, nogle har betydning for 

mig, andre kan jeg bare godt lide. Jeg 

har otte tatoveringer i alt. Blandt andet 

en indianer, manden med leen og én 

med dødningehoveder og djævlen på 

ryggen – den fik jeg lavet samtidig med 

Hus Forbi-logoet. Min hund, Piv, som lige 

om en kæreste, et familiemedlem eller nogle 

børn kan være som en tegning eller et navn 

på kroppen. Rigtig mange hjemløse har i deres 

bagage forliste ægteskaber og børn, som de 

ikke har kontakt til længere, så hvis de ønsker 

at signalere over for sig selv og omverdenen, 

at de tidligere har haft et mere stabilt indhold i 

deres liv, kan en tatovering være til hjælp. 

- Der findes jo en decideret hjemløsetatovering 

kaldet bumse-tegnet. Det er tre prikker, 

som bliver tatoveret mellem tommel- og 

pegefingeren. Der er mange bud på, hvad den 

betyder. Jeg har hørt, at bumsetegnet tilkendegiver, 

at man hjælper hinanden – står til 

rådighed – og så står de tre prikker også for 

tro, håb og kærlighed i sømandsverdenen. Men 

deres bevæggrunde for at lade sig tatovere 

tror jeg såmænd, er de samme som så mange 

- Der findes jo en decideret 

hjemløsetatovering kaldet 

bumse-tegnet. Det er tre prikker, 

som bliver tatoveret mellem 

tommel- og pegefingeren. 

Der er mange bud på, hvad den 

betyder. 

Jon Nordstrøm, forfatter og fotograf 

andres. Det er spændende og interessant. Men 

hjemløse er jo ofte tvunget ud i et kaos, hvor 

alting er faldet fra hinanden. Deres barrierer 

er brudt ned, så for dem er det nok ikke så 

grænseoverskridende en handling. Ligesom i 

fængslerne, hvor man tidligere, når man kedede 

sig, lavede tatoveringer på hinanden, så tror 

jeg også, at de hjemløse har lettere ved at lade 

sig tatovere og indimellem også lader vennerne 

gøre det. De får jo ikke som andre mennesker 

tatoveret en kæmpe drage til 40.000 kroner 

på ryggen for at udtrykke deres personlighed, 

men nok lavet mindre kostbare tatoveringer, 

siger Jon Nordstrøm. 

I de seneste år er tatoveringsmoden igen 

er blevet aflivet, er min tatovør-ven ved 

at tegne op, og den skal så laves til en 

’tusse’ – hvor ved jeg ikke endnu. 

HVORFOR TROR DU, AT FOLK FåR 

LAVET TATOVERINGER? 

-Nogle tror, at de er seje, andre gør det 

vel, fordi de synes, det er flot, kunst eller 

gode minder. Men det er ikke noget, man 

skal lave, uden man er 100 procent sikker.

sætter sig på huden 


gået i retning af store, farverige 

sømandstegninger eller nogle meget 

personlige og mærkværdige tegninger, 

som skal signalere individualitet 

og kreativitet – det kan være logoet 

fra en tankstation i USA, man engang 

har besøgt, eller et citat fra en bog. 

I 1980'erne fik tribal-tatoveringer 

inspireret af tidligere kulturer store 

aftryk på de danske kroppe - en af de 

mest kendte var en ornamenteret ring 

rundt om overarmen eller et kinesisk 

tegn hen over lænden. I 40'erne og 

50'ernes amerikanske motorcykelmiljøer 

brugte man tatoveringerne til 

at signalere, at man var en ’bad-boy’ 

– ligesom de danske bander har gjort 

længe. Herhjemme oplevede tatoveringskunsten 

sin første storhedstid i 

1960'erne, hvor fulde svenskere og 

stærke sømænd fik plastret kroppen 

til med ’tusser’ i det rå Nyhavnskvarter. 

Men hvad vælger de hjemløse at 

udsmykke sig med i dag? Se med her, 

og find ud af, hvorfor netop et thailandsk 

skrifttegn, dødningehoveder 

på stribe eller en FCK-løve skulle 

prikkes fast på huden. | 


- Jeg var selvfølgelig dybt ulykkelig og i sorg 

og fik, to dage efter jeg kom derned, lavet tatoveringen 

som et minde om den forfærdelige dag. 

Min bror og jeg var meget tætte. 

LINDA HANSEN, 35 år 

Har lige fået et værelse på herberget på Hillerødgade i 

København. Har været hjemløs igennem de sidste fire år. 

Tatovering: Dødningehoveder ned ad begge arme. 

HVORFOR ER DINE TATOVERINGER VIGTIGE FOR 

DIG? 

-Jeg havde før forbogstaverne på alle mine børns seks 

navne tatoveret ned ad armene. Det var min ekskæreste 

og børns far, der tvang mig til det, og han lavede dem 

selv med en maskine. Nu ville jeg bare have slettet de 

spor fra ham. 

HVORFOR SER DE LIGE PRÆCIS SåDAN UD? 

-Jeg kan godt lide dødningehoveder. De er bare min stil. 

Jeg synes, de ser rå ud. Jeg er gået fra et meget pro- 

Jeanette Olsen 

blemfyldt forhold, som var svært at slippe, men det har 

givet mig styrke – blandt andet til at turde få lavet dem 

her for en måned siden. Men de er ikke færdige endnu, 

der skal laves mønstre og flammer omkring dem. 

HVORDAN VAR DET AT Få DEM TATOVERET? 

-Jeg fik dem lavet ovre i Odense hos en vens ven. Han 

var god til det, og jeg følte mig tryg ved det. Højre arm 

tog fem timer, og venstre arm tre timer … og … det 

gjorde ondt. Det må man sige. Herreondt! Jeg ville hellere 

føde end få lavet en tatovering. 

HVORFOR VAR DET VIGTIGT FOR DIG AT Få 

SKABT DET MINDE SOM EN TATOVERING? 

-Det havde en stor betydning for mig at komme af med 

de gamle tatoveringer, men jeg gjorde det omsider, og 

jeg har ikke fortrudt.

JEANETTE OLSEN, 46 år. 

Bor på herberget Hillerødgade i København og 

flytter snart i et bofællesskab i Rødovre, som 

er tilknyttet Hillerødgade. Har været hjemløs 

de sidste fire år. 

Tatovering: Thailandsk tegn, der betyder 

’evig kærlighed’. Skal læses med hånden opad. 

HVORFOR ER DENNE TATOVERING 

VIGTIG FOR DIG? 

-Den 16. december 2008 kørte min storebror, 

Johnny, galt på en knallert i Thailand. Han 

kørte ind i et autoværn, fik knust brystkassen 

og døde. Jeg tog derned med det samme og 

hentede ham hjem i en kiste. Jeg var selvfølgelig 

dybt ulykkelig og i sorg og fik, to dage 

efter jeg kom derned, lavet tatoveringen som 

et minde om den forfærdelige dag. Min bror 

og jeg var meget tætte. 

HVORFOR SER DEN LIGE PRÆCIS SåDAN 

UD? 

-Jeg gik hen til en tilfældig tatovør og kiggede 

i nogle bøger og kunne lide netop den, fordi 

jeg syntes, den var smuk, og fordi den betyder 

’evig kærlighed’. Det hotel, min bror og hans 

kone boede på var ejet af en dansker, der 

var gift med en thailænder, og hende tog jeg 

med hen til tatovøren for at være sikker på, at 

tegnet virkelig betød ’evig kærlighed’ og ikke 

for eksempel ’tre forårsruller med soya’. Den 

rummede mine tanker og passede til det hele.. 

HVORDAN VAR DET AT Få DEN 

TATOVERET? 

-Jeg græd, mens jeg fik den lavet. Jeg havde 

jo lige været på hans værelse og rørt ved hans 

ting. 

HVAD BETYDER TATOVERINGEN FOR 

DIG I DAG? 

-Alt. Jeg tænker på ham, når jeg ser den, og 

når jeg er ked af det, kan jeg godt finde på at 

ae den. Det lyder måske underligt, men jeg er 

meget følsom overfor den. 

HVORFOR VAR DET VIGTIGT FOR DIG 

AT Få SKABT DET MINDE SOM EN 

TATOVERING? 

-Jeg kan godt lide at udsmykke min krop – 

synes, tatoveringer er utrolig flotte, og har 

også nogle andre i forvejen. Blandt andet en 

rose, som jeg fik lavet som 16-årig på skulderen, 

og siden en tiger på ryggen, en panter på 

benet, en rose med en kniv igennem på den 

anden skulder og tre prikker mellem tommel- 

og pegefinger, som jo står for tro, håb og 

kærlighed. Jeg kunne aldrig finde på at få dem 

fjernet, for de har alle sammen en historie. 

Nogle er falmede, og dem vil jeg gerne have 

tegnet over. For eksempel tigeren på ryggen 

– den ser så fjollet ud. Den fik jeg lavet 

skidefuld i Nyhavn. Jeg vil gerne have lavet en 

pistol ned ad låret, selvom jeg er så gammel. 

KARINA PHIL, 

34 år. 

Har i de sidste tre år boet i egen 

lejlighed med sin hund, Sif. Var før 

da hjemløs gennem fire år. 

Tatovering: Hjerte med familienavnet 

Pihl nedenunder. 

HVORFOR ER DENNE TATOVE- 

RING VIGTIG FOR DIG? 

-Det er mit mindehjerte, som jeg 

fik lavet, 14 dage før jeg blev 25 

år. Jeg havde mistet min farmor 

i 1999 og tænkte, at jeg gerne 

ville have lavet en tatovering, 

så jeg kunne mindes hende. Jeg 

savnede hende meget. I dag er 

min storebror og far så gået med 

ind under det! 

HVORFOR SER DEN LIGE 

PRÆCIS SåDAN UD? 

-Ja, men det med et hjerte og 

familienavnet passer jo meget 

godt til det, jeg bruger den til. Jeg 

tænker ikke over, at jeg har den 

i hverdagen, men når jeg savner 

min familie, så har jeg den. Siden 

jeg var 15 år, har jeg tænkt på at 

få lavet en tatovering, men jeg har 

altid været bange for nåle, så det 

tog nogle år, inden jeg turde. Og 

så lige et godt råd: Husk at bruge 

fed creme for at holde den! 

HVORFOR TROR DU, AT FOLK 

FåR LAVET TATOVERINGER? 

- Det ved jeg ikke. Nogle, fordi 

det er sjovt, og de tænker sig nok 

ikke om forinden, andre tænker 

sig om. 


TINA VENG ANDERSEN, 43 år. 

Har boet på herberget Hillerødgade siden juni 2010, hvor 

hun blev hjemløs. 

Tatovering: Tegning, hun selv har lavet. 

HVORFOR ER DENNE TATOVERING VIGTIG FOR 

DIG? 

-Jeg har altid lavet en markering på min krop, når jeg 

har forladt et forhold. Jeg har tre piercinger og ville ikke 

have flere, og så valgte jeg i stedet at få lavet denne her 

tatovering for ti år siden. Denne gang var det så lænden, 

det gik ud over. Jeg havde været i et forhold med en psykopat, 

og det var vigtigt for mig at få markeret, at det her 

brud var bestandigt. Nu skulle jeg videre i teksten. Selve 

tatoveringen betyder ikke noget bestemt, jeg ville bare 

have skønhed i stedet for noget negativt. 

HVORFOR ER DEN PLACERET På LÆNDEN? 

-På det tidspunkt havde jeg ikke lyst til, at den skulle være 

synlig, men jeg ville gerne have, at den var erotisk i modsætning 

til en Nyhavnstatovering. Det har jo noget med 

min krop at gøre. Jeg havde været i et voldeligt forhold, 

og hans forhold til min krop skulle viskes ud. 

HVORFOR SER DEN LIGE PRÆCIS SåDAN UD? 

-Jeg ville ikke bare få lavet en eller anden krusedulle, men 

har selv designet og tegnet den. Jeg satte mig ned en aften 

og lavede den, og så gik jeg til en tatovør i Esbjerg og 

spurgte, om han kunne ’flippe den over’, så den blev symmetrisk. 

Jeg har altid tegnet og malet, men er ikke rigtig 

kommet i gang igen efter den tid. Der skal tegnes videre 

på den på et tidspunkt, men jeg har endnu ikke fundet en 

grund til at få den lavet – og det synes jeg, at der skal til. 

Min mor synes, den ligner en fransk lilje – men den kendte 

jeg ikke, da jeg tegnede den. Jeg skrev også et digt den 

gang – i det hele taget holder jeg af at skrive og male. 

HVORFOR TROR DU, AT FOLK FåR LAVET TATOVE- 

RINGER? 

-Af mange forskellige grunde. Men vel for at udtrykke sit 

indre udadtil – både op- og nedture – eller markere en 

holdning. Indimellem ser man jo sådan nogle store gutter 

og tænker, at det er sådan noget machoshit, men hvordan 

de tænker, kan jeg jo ikke vide. Man må spørge ind til den 

enkelte. 


LILLE JOHN, 43 år. 

Bor i egen lejlighed. 

Tatovering: FCK-løven 

HVORFOR ER DENNE TATOVERING VIGTIG FOR DIG? 

-Fordi jeg har været FCK-fan de sidste fem år. Mine venner troede, jeg var 

Brøndby-fan, og så måtte jeg jo få lavet en tatovering, så de andre kunne 

se det. Det er jo et bevis, og jeg vil gå med den, til jeg dør. Jeg vil altid 

være FCK'er, uanset om de ligger i bunden eller er nummer syv. Men hvis 

jeg mødte en pige, som havde tatoveret Brøndbys klubmærke på skulderen 

eller ballen, så ville det være ok, hvis bare hun var sød. 

HVORDAN VAR DET AT Få LAVET TATOVERINGEN? 

-Jeg havde længe tænkt på at få lavet en ’tusse’. Mine venner troede ikke 

på, at jeg turde, fordi jeg besvimer, når jeg ser nåle. Men så sagde jeg bare: 

Jeg er jo en mand og hele lortet og tog for fem år siden ud til en tatovør på 

Amager, som var Brøndby-fan og sponsor – men det var ok med ham. Men 

da jeg så nålen, så sagde det 'bom', og så lå jeg og kyssede gulvet. Min 

kontaktperson var med og hev mig op, og i andet forsøg gik det ok, da jeg 

først have mærket nålen. 

HVAD BETYDER DEN FOR DIG I DAG? 

-Jeg er sgu glad for min tusse. Den er et godt minde, og jeg ser jo alle 

FCK's kampe. Jeg ser dem mest derhjemme, så har jeg et FCK-bånd, som 

jeg spiller og synger med på. 

HVORFOR TROR DU, AT FOLK FåR LAVET TATOVERINGER? 

-Fordi man holder af noget, eller fordi der er sket noget i de unge år, som 

man gerne vil have et godt minde om. Men får jeg børn, der vil have en 

tatovering, så vil jeg sige: 'Tænk jer om. Den er der altid, for får man den 

fjernet, er der jo et ar'.

Billigt rejsekort til hjemløse 

Tozoners togkort i tre måneder for 50 kroner. Det lød næsten for godt til at være sandt. Ikke desto mindre er det hvad 

DSB har tilbudt Københavns mest udsatte borgere – foreløbig i en tremåneders forsøgsperiode. Forsøget ventes at give 

både menneskelig og økonomisk gevinst. 

Hvert år skriver S-togs-revisorerne 

mellem 1.400 og 2.800 afgifter for at 

køre uden billet til de fattigste hjemløse 

i Danmark. Det bliver hurtigt til 

en endeløs spiral både for DSB, der 

må skrive rykker på rykker uden 

at se nogen penge, og for de hjemløse, 

der ofte ender ud i at skylde 

tusindvis af kroner uden nogensinde 

at kunne betale dem tilbage. 

Men nu rækker DSB en fremstrakt 

hånd mod de hjemløse misbrugere i 

samarbejde med de organisationer i 

nærområdet, der er i daglig kontakt 

med dem. Fra 1. november kan samfundets 

svageste som et forsøg køre 

med S-toget i zone 1 og 2 i hele den 

tre måneder lange forsøgsperiode 

for samlet 50 kroner. 

- Vi gør det her for at hjælpe 

nogle mennesker, der i forvejen har 

det rigtig svært, og for at skære 

ned på de mange udgifter, der er 

forbundet med afgifterne, siger en 

af initiativtagerne bag forsøget, inspektør 

i DSB Birger Søby Hansen. 

Han forklarer, at S-togs-revisorerne 

sparer en masse diskussioner 

med hjemløse uden billet, politiet 

sparer tid ved ikke at skulle 

tilkaldes til sagerne, DSB sparer tid 

og penge ved ikke at skulle sende 

rykkere ud igen og igen, og SKAT 

sparer tid og penge ved ikke forgæves 

at skulle forsøge at inddrive 

gælden hos dem, der i forvejen 

ingenting ejer. 

Samarbejde 

Det er organisationerne, der arbejder 

med de hjemløse omkring 

Københavns Hovedbanegård, der 

vurderer, hvilke hjemløse der kan 

få kortet, fordi de kender personerne, 

deres baggrund og økonomi. 

Med ordningen slipper de hjemløse 

brugere for at føle sig forfulgte og 

kan nu vise kortet frem til S-togs- 

revisorerne på sammen måde 

som DSB's øvrige kunder, S-togsrevisorerne 

slipper for en masse 

diskussioner, og kunderne slipper 

for at høre på det. Samtidig sparer 

både DSB og samfundet penge ved 

ikke at forsøge at inddrive afgifter 

hos nogen, der ingen penge har. 

Stolt kortejer 

Siden november er der bestilt 200 

kort, og godt halvdelen er blevet 

afhentet og betalt af de hjemløse. 

Foreløbig er der i perioden kun 

uddelt én kontrolbøde hos målgruppen, 

og et hold kontrollører 

oplevede inden for en halv time at 

møde en rejsende hele tre gange. 

Ifølge kontrollørerne havde personen 

med det nye rejsekort allerede 

i afgangshallen på Hovedbanegården 

vist sit nye kort til kontrollørerne. 

Kontrollørerne skulle senere 

gennemføre kontrol i et S-tog 

til Hundige, hvor de møder den 

samme passager, mens toget triller 

ind på Dybbølsbro. Han fremviser 

stolt sit kort, hvorefter han 

forlader toget og spurter to togsæt 

længere frem. Så da toget kommer 

til Ny Ellebjerg, og kontrollørerne 

omsider når frem til passagerens 

vogn, så sidder han og venter, indtil 

han igen med stolthed fremviser 

sit gyldige rejsekort. 

I januar evaluerer DSB, Hus 

Forbi, Mændenes Hjem, Gadejuristen, 

Sundhedsrummet og Hjemløseenheden 

forsøget sammen. 

Herefter er det håbet, at ordningen 

kan gøres permanent. 

Det nye kort bliver kaldt et 

CSR-rejsekort, fordi det er en del af 

DSB's Corporate Social Responsibility, 

virksomhedens sociale ansvar. 

I forsøgsperioden venter man mellem 

100 og 200 brugere. | 

hye 


off 

lIne 

Jule dusaduKu 

I anledning af julen får I kun én. 

til gengæld er den rigtig sprød 

og ’flæskesvær’. 

X-ord er kreeret af anne Jensen. 

Karsten fatum og søren franck har lavet 

dusaduKu. 


om du løser alle eller én opgave, gør ingen forskel. 

alle rigtige besvarelser deltager i lodtrækningen om 

2x2 boggaver – fra vores helt egen verden.

for at vinde X-ord, 

skal I finde alle 'nisse-udtryk' 

Hvis I kan komme på flere nisse-udtryk, 

end der er i krydsord – så send dem til os 

på mail eller sammen med besvarelsen. så 

trækker vi lod om fire cd’er med Høxbroe 

umpf – hans seneste album 'beat'. 

mail: redaktion@husforbi.dk 

vIl du vInde 

SEND LØSNINGER TIL: 

Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N 

senest 5. januar 2012. 

Mrk. kuverten 'OFFLINE' 

Navn _________________________________________ 

Adresse ______________________________________ 

Postnr ____ By ________________________________ 

vinderne får direkte besked og 

offentliggøres på www.husforbi.dk 


Ny luft under socialpolitikken 

Måske bliver 2012 året, hvor lighed, fællesskab og solidaritet genopstår som 

grundlæggende værdier i socialpolitikken, så alle borgere får en værdig plads og 

behandling i samfundet – uanset om de er hjemløse eller arbejdsløse, 

unge eller gamle, rige eller fattige. Det var konklusionen på en 

høring om fremtidens socialpolitik, 

som nu afleveres til regeringen. 

af Tina Juul Rasmussen 

- En god socialpolitik skal gælde alle 

– ikke kun dem, som kan råbe op og 

er i stand til at navigere i det sociale 

system. Den skal også gælde dem, 

som er allernederst i samfundet – de 

hjemløse, dem i ghettoerne. De har 

krav på værdig hjælp, men de bliver 

stadig mødt med forståelsen af, at de 

kun er ude på at snyde sig til noget, 

de ikke har krav på. Det skal vi have 

vendt om, så også de allerdårligste får 

en værdig plads i samfundet. 

Skulle man koge to dages ekspertoplæg 

og intens debat ind til en 

socialpolitik bouillonterning var det 

ordene fra Bo Lennart Heide-Jochumsen, 

opsøgende gadeplansmedarbejder 

blandt Københavns hjemløse, 

som rummede essensen. Han 

var en af otte eksperter i et socialpolitisk 

høringspanel, som ambitiøst og 

engageret brugte et par arbejdsdage 

i november på at tale sig frem til et 

bud på fremtidens socialpolitik, som 

nu afleveres til regeringen – i håb om 

at lette låget på mindst ti års indestængt 

frustration over fraværet af 

en værdig socialpolitik. 

- Der er et stort behov for, at socialpolitikken 

bliver revitaliseret og 

får en mere fremtrædende placering 

i det politiske rum. Og vi skal måske 

starte med at sige, at det værdimæssige 

udgangspunkt er, at lighed, fællesskab 

og solidaritet skal stå centralt 

– kombineret med retten til værdighed 

og integritet for den enkelte. 

Altså en balance mellem respekten 

for fællesskabet og for individet, slog 

Knud Aarup, social- og arbejdsmarkedsdirektør 

i Randers Kommune, 

fast på vegne af høringskomitéen. 

Fat om fattigdomsgrænse 

Og det var et solidt felt, som duellerede 

på fakta, holdninger og erfaringer 

fra det sociale arbejde for at nå frem 

til en ny socialpolitisk vision. Professorer, 

socialministeren, formænd 

og -kvinder for foreninger, råd og 


organisationer, politikere, forskere 

og socialarbejdere sad bænket for 

at byde ind med viden og holdninger 

– for: Hvad er der råd til, hvad 

ved forskerne og de unge frivillige, 

og hvilken socialpolitik i fremtidens 

velfærdssamfund drømmer vi om? 

Socialminister Karen Hækkerup 

(S) lagde hårdt for med en vision om 

et mere lige Danmark. 

- En fattigdomsgrænse har været 

på dagsordnen, og jo, lad mig bare slå 

fast: Der er fattigdom i Danmark. Og 

vi er ikke berøringsangste over for 

at blive målt og vejet i vores indsats 

over for de udsatte grupper. Så jeg vil 

spørge, hvordan vi kan udvikle en 

fattigdomsgrænse. Og vi vil afskaffe 

de særligt lave ydelser, som fastholder 

folk i fattigdom, sagde hun og 

fortsatte: 

- Vi vil nedbringe dødeligheden på 

gaden blandt narkomanerne, vi vil 

hjælpe de hjemløse og de prostituerede 

– ikke kun møde dem med pisk 

og straf, men med omsorg og nærvær. 

Så vi siger goddag til godt samarbejde 

om en god socialpolitik og et mere 

lige Danmark. 

Behov for social statskasse 

Lyttede man til professor i jura Kirsten 

Ketcher fra Københavns Universitet, 

var der ingen tvivl om, at den 

offentlige forsørgelse trænger til et 

seriøst serviceeftersyn. 

- I Danmark har vi én stor skattekasse, 

som man lægger alle pengene 

ned i, rører rundt og tager op til det, 

man nu lige synes er vigtigt. Det 

betyder, at den sociale sikring – at 

give dem, der ikke kan forsørge sig 

selv, et rimeligt eksistensgrundlag 

– og en nedslidt folkeskole bliver 

blandet sammen, fordi finansieringen 

kommer fra samme kasse. Men de 

har ikke et hammerslag med hinanden 

at gøre. Den model trænger til 

en grundlæggende sanering, så den 

sociale sikring bliver synlig. Det kræver 

en omlægning af skattebyrden, 

så hele regningen ikke tørres af på 

illustration: Morten Tang

efolkningen, men så også arbejdsgiverne 

er med til at betale, som 

man gør i de andre nordiske lande, 

sagde hun og slog fast: 

- Det er et stort problem i dansk 

ret, at vi ikke har en mindsteindkomst. 

Man er nødt til at gøre sig 

forestillinger om, hvad folk skal 

have for at overleve. 

Tiden er ikke til 

at flæbe 

Hanne 

Reintoft, 

socialrådgivernes 

'grand 

old lady', 

mindede 

med 

et historisk 

rids af 50-60 års 

socialpolitik om, at tidligere 

tiders sociale landvindinger 

ikke skal tages som en selvfølge. 

Kampen for anstændighed og værdighed 

stopper aldrig. 

- Tiden er ikke inde til at flæbe, 

men til at knokle, så det hele kan 

blive bedre igen. Sådan sagde min 

praktiklærer til mig i 1954, da jeg 

som ung socialrådgiver tudede over 

forholdene på børnehjemmene med 

50-sengs-stuer. Og siden, da vi 

fik muligheden for at udvikle det 

sociale arbejde i forvaltningerne, 

lå det altid i luften, at vi gjorde 

vores bedste – uden kontrol fra 

cheferne. Men det var ikke sjovt at 

administrere en kvindeundertrykkende 

abortlovgivning i 1950’erne, 

så der voksede en modstand frem 

fra gulvet, indtil loven blev ændret, 

huskede Hanne Reintoft. 

- Jeg have mine metoder til at 

snyde med disse aborter, og der opstod 

faktisk en direkte civil ulydighed. 

Det anbefales at tage metoden 

op, konstaterede hun tørt. 

- Vi er også det land, som overlader 

flest til ægtefælleforsørgelse. 

At vi skulle synke så dybt … Og 

kontanthjælpsloftet kaldte man ’en 

ny chance til alle’ – en nedladende 

måde, man vender tingene rundt på 

med sproget. Men: Her er ikke tid 

til jammer, kun til at knokle, så vi 

kan gøre det hele bedre igen. 

At stoppe eksklusionen 

Og der blev bestemt vejret morgenluft 

hos både høringskomité og 

deltagere i salen, selvom udfordringerne 

er mange. En af de helt store 

er at skabe en helhed i indsatsen, 

så borgerne ikke skal løbe spidsrod 

imellem systemets mange søjler og 

siloer. 

- Man kunne måske begynde 

at formulere en art socialpolitisk 

sektoransvarlighed. Ikke at se indsatsen 

inden for et bestemt reservat, 

rettet mod en bestemt gruppe 

af befolkningen, men prøve at 

anlægge en bred forebyggende og 

tidlig tilgang til bekæmpelse af sociale 

problemer, sagde Knud Aarup, 

Randers Kommune. Og visionerede 

videre: 

- Måske der godt kunne være en 

fælles overskrift: at stoppe eksklusionen 

– at man etablerer indsatser, 

som sikrer, at man på hvert enkelt 

område – forsørgelse, uddannelse, 

beskæftigelse og så videre – får 

inkluderet den enkelte som samfundsborger. 

Socialpolitisk Forening stod 

bag høringen, som fandt sted i 

København i midten af november. 

Høringskomiteens samlede forslag 

til en fremtidig socialpolitik bliver 

sendt til regeringen i starten af 

december. | 

h u s fo r bi 

RedaktøR 

til Hus FoRbi 

Stillingen som journalistisk redaktør på Hus Forbi 

er nu ledig, da den tidligere redaktør har valgt at 

fratræde. 

Foreningen Hus Forbi er et økonomisk uafhængigt 

socialt projekt, hvis kerneydelse er, at udgive hjemløseavisen 

Hus Forbi. 

Hus Forbi har over årene skabt sig både et markant 

brand i offentligheden og en stærk position på 

hjemløseområdet som kritisk, fagligt funderet talerør 

for de socialt udsatte. 

Hus Forbi har cirka 700 sælgere og udkommer 

månedligt i cirka 80.000 eksemplarer. 

Som redaktør af Hus Forbi har du ansvaret for 

avisens journalistiske indhold, og at dette er i 

overensstemmelse med foreningens vedtægtsbestemte formål. 

Redaktøren refererer til bestyrelsens formand, som er ansvarshavende 

redaktør. 

SOm RedaktøR Skal dU: 

| være ansvarlig for, at Hus Forbi udkommer hver måned 

| redigere artikler, udvælge fotos og have tæt kontakt til 

grafiker og trykkeri 

| afholde redaktionsmøder med en redaktionsgruppe, som 

primært vil bestå af relevante engagerede freelancejournalister, 

fotografer og hjemløse 

| udvikle tanker om avisens løbende udvikling i tæt samarbejde 

med bestyrelse, de hjemløse og sekretariatet 

| kunne manøvrere i et redaktionelt miljø på et sekretariat, hvor 

også avisens sælgere, salgsafdeling, bogholderi og foreningsledelse 

har til huse 

| have en tæt kontakt til vore sælgere, som er avisens sjæl og 

puls og forbindelsen mellem redaktionen, livet på gaden, de 

hjemløses organisationer og livet på boformer og væresteder 

for hjemløse. 

I praksis er din opgave også at være med til at sikre, at avisens 

sælgere til enhver tid føler sig klædt på til at gå på gaden med en 

avis, de er stolte af – og som de oplever som 'deres egen avis'. 

dU HaR: 

| Journalistisk- og redaktionel praksis-erfaring og erfaring med 

bladproduktion. 

| Et stort socialt engagement og har godt kendskab til det sociale 

område/hjem-løseområdet. 

Stillingen er på fuld tid, og arbejdsstedet er København. 

Løn baseret på kvalifikationer og forhandling. 

Tiltrædelse efter aftale, dog senest den 1. marts 2012. 

Læs mere om Hus Forbi på: www.husforbi.dk 

Ønsker du at vide mere om stillingen, kan du kontakte bestyrelsesformand 

Ole Skou på tlf: 4073 3537 

eller via mail: ole@husforbi.dk. 

Ansøgninger med relevante bilag og relevante referencer sendes 

med e-mail til: formand@husforbi.dk. 

Mrk. 'Ansøgning redaktør'. 

Ansøgningsfrist: 31. december 2011. 


Fra junkie til kropsmekaniker 

- Det var så mærkeligt 

at opdage, 

at til trods for 

at jeg har levet så 

hårdt, som jeg har, 

faktisk havde 

en rigtig god krop. 

Mit første maraton 

gik let, jeg kom i 

mål på tiden 3:27 

20 | HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang

For 13 år siden tog Kenneth 

Carlsen, 37, sit sidste fix 

heroin. For tre år siden blev 

han færdig som fysioterapeut 

fra Skodsborg Fysioterapeutskole. 

I dag har han 

sin egen fysioterapiklinik i 

Helsingør, når han altså ikke 

sidder på racercyklen, er i 

vandet eller i løbeskoene for 

at træne til VM i triatlon. 

af Christina Bølling 

foto Ulrik Jantzen 

Heroin, metadon og guldbajere. Det var hverdag 

for fysioterapeut Kenneth Carlsen indtil 

den 13. april 1998. 

Datoen står bøjet i neon for ham som den 

dag, han skiftede kurs. Det var dér, han 

erkendte, at han var junkie. Det, der startede 

helt uskyldigt med hashrygning, havde gradvist 

udviklet sig til et tungt misbrug. Stofferne 

havde overtaget styringen. Da Kenneth 

Carlsen gav op, kom forandringen. 

- Første skridt var afvænningscenteret 

Egeborg på Lolland. Vi var 35 på det tidspunkt, 

hvor jeg var indlagt. Af os er de 25 døde i dag, 

ni hænger stadigvæk fast i miljøet. Jeg er den 

eneste, der er clean, fortæller Kenneth Carlsen, 

som ikke har rørt stoffer siden den dag. 

Derimod har han taget to uddannelser: Én 

som psykoterapeut, som han har brugt til at 

hjælpe andre narkomaner ud af deres stofmisbrug. 

Og for knap tre år blev han så færdig 

som fysioterapeut. En rigtig god én af slagsen 

ifølge hans lærere på Skodsborg Fysioterapeutskole 

(UCC i Hillerød, red). 

Kenneth Carlsen var stadig lige så kvik som 

før stofferne, så han havde let ved at få anatomien 

og fysiologien på plads, og hans krop 

havde heller ikke taget skade. I hvert fald fik 

hvem: kenneth carlsen, 37 år. 

han appetit på at dyrke sport under fysioterapeutstudiet. 

Først løb, som han viste sig at 

have talent for, og siden triatlon. Hans aktuelle 

mål er at komme til Hawaii igen til næste år og 

placere sig højt i feltet i en af verdens hårdeste 

konkurrencer. 

- Det var så mærkeligt at opdage, at til 

trods for at jeg har levet så hårdt, som jeg har, 

faktisk havde en rigtig god krop. Mit første 

maraton gik let, jeg kom i mål på tiden 3:27 og 

var vildt overrasket. Jeg har siden samarbejdet 

med Anti-doping Forbundet, hvor vi blandt 

andet har prøvet at finde ud af, om det er, fordi 

jeg har gode 'gener' i form af en medfødt ekstra 

god iltoptagelse, eller om jeg bare er særlig 

god til at restituere. For der er langt fra junk 

til en jernmand, siger Kenneth Carlsen med 

charmerende underdrivelse af et liv, som han i 

dag betegner som et rent helvede. 

Købte egen klinik 

I dag ser hans hverdag helt anderledes lykkelig 

ud. 'Hver dag er en ny dag i mit nye liv, som 

lægger yderligere afstand til min fortid', som 

han siger: 'Jeg gør kun, hvad jeg har lyst til' 

Få måneder efter at Kenneth Carlsen havde 

fået papir på, at han var statsautoriseret fysioterapeut, 

fik han mulighed for at åbne sin egen 

klinik. 

- Der var nogle ledige lokaler i Helsingør, og 

den fyr, der havde dem, sagde: 'Sig mig, skal 

du ikke se at få din egen klinik?' Jeg var stadig 

våd bag ørerne, nyuddannet og fagligt usikker, 

men jeg vidste med mig selv, at sådan en 

chance kun kommer én gang, så jeg var nødt 

til at slå til, siger Kenneth Carlsen. 

Arbejdsugen i Kenneth Carlsens klinik 'Biomekanikeren' 

er på tre dage. Resten af tiden 

er helliget triatlon-træning, som er en timeslugende 

passion. 

- Du skal være god til at svømme, cykle og 

løbe, og de fleste triatleter er kun naturligt 

gode til én af disciplinerne. De andre skal der 

kæmpes for…, siger Kenneth Carlsen, der er 

bevidst om, at sporten giver ham det kick, han 

før skulle have stoffer til at give sig. 

- Jeg har altid haft helt vildt meget energi 

HVAD: Fysioterapeut og triatlet 

HØJDEPUNKT: Da jeg blev clean, og da jeg fik mulighed for at starte mit eget liv 

forfra igen. 

LAVPUNKT: Dagen før jeg tog skridtet til at blive clean. Jeg var verdens mest 

ulykkelige menneske og kun 23 år. Jeg blev tilbudt et gratis fix af min pusher, 

som skulle være mit livs sidste, men jeg var så færdig: 'Jeg kan ikke! Ikke én dag til…' 

OM TO åR: Der er jeg på Hawaii igen. 

og været på vej mod kanten. Ikke at jeg har 

fået en diagnose, men jeg tror ærlig talt nok, 

at der er lidt ADHD indover. Jeg kan køre 

de fleste andre trætte, fordi jeg mangler den 

bremseklods, andre mennesker har. Det er 

dødfarligt, når du har med stoffer at gøre, men 

i sportens verden er det jo en ressource, siger 

Kenneth Carlsen, der nu kører sin personlighed 

af på en sund måde i stedet for i en nedadgående 

dødsspiral. 

Kenneth Carlsen har fået en ny platform i 

sporten og fysioterapien. 

- Jeg kan godt lide mennesker, jeg kan godt 

lide at hjælpe andre med at få det bedre eller 

finde deres vej. Jeg samler på højdepunkter i 

hverdagen, både når jeg får løsnet en spændt 

muskel eller manipulerer et led, der sidder 

forkert, på plads, forklarer Kenneth Carlsen. 

Ironman i 45 graders varme 

Kenneth har suppleret fysioterapien med 

kurser i fysiske manipulationsteknikker og 

arbejder også som coach for andre atleter og 

underviser DGI-byens løbecoaches i fysiologi 

og træningslære. 

- Jeg elsker at hjælpe dygtige atleter med at 

nå deres højeste mål, siger Kenneth Carlsen, 

der har adskillige imponerende rekorder på sit 

sportslige cv. Blandt andet kvalificerede han 

sig til VM og kom ind som nummer seks til sit 

første kvalifikationsstævne. Sidste år til Ironman 

på Hawaii gik det ikke helt som forventet. 

Kenneth var ikke vant til at skulle præstere i 

45 graders varme. Alligevel har han aldrig følt 

sig så rolig og afbalanceret, som efter han har 

fundet sporten. 

- Det er, som om fluerne i styrehuset er faldet 

til ro, siger han med adresse til sit hurtige, 

men også over-aktive hoved, der har det allerbedst 

efter en træningstur på cyklen på 150 

kilometer på landevejene omkring Helsingør. 

- Jeg har selvfølgelig også lortedage som alle 

andre, men jeg er alligevel glad hver dag. Alt 

er bedre end det lort, jeg kommer fra, understreger 

han. | 

Artiklen har tidligere været bragt i TRUNCUS, 

studerende fysioterapeuters blad. 


NEDSLAGTET I BORGERKRIG: 

Spiller 

et-bens-fodbold 

for at glemme 

Ti år efter at en af verdens blodigste borgerkrige sluttede, 

er kampen om en værdig tilværelse stadig i gang for mange 

af dem, der mistede arme og ben i krigens rædsler. 

Diskrimination og arbejdsløshed hører til hverdagen i 

Sierra Leone, men det har blot fået en gruppe unge mænd 

til at kæmpe endnu hårdere for at bevise deres værd. 

tekst og foto Anna Klitgaard 

Sene eftermiddagssolstråler falder ned over 

Lumley Beach. Havet skvulper stille ind mod 

land her i den vestlige del af Sierra Leones 

hovedstad, Freetown, der huser omkring 

halvanden million mennesker. På stranden er 

mylderet i midtbyen langt væk, selv om en del 

nysgerrige er mødt op for at heppe. De står i 

små grupper rundt om den hastigt optegnede 

fodboldbane i sandet, hvor ti unge mænd lige 

nu kæmper om bolden. Scenariet gentager sig 

med jævne mellemrum langs hele stranden, 

men alligevel får de ti spillere fra GGMAFC eller 

Greatest Goal Ministries Amputee Football 

Club mest opmærksomhed. I begge netløse 

mål står nemlig et-armede målmænd, mens 

spillerne på banen alle mangler det ene ben og 

derfor spiller lige så meget med krykkerne som 

med fødderne. 

Borgerkrigens rædsler 

Borgerkrigen i det vestafrikanske land Sierra 

Leone, der varede fra 1991 til 2002, efterlod 

mange mennesker med amputerede lemmer. 

Over 10.000 menes at have fået fødder, 


hænder, arme eller ben hugget af af oprørshæren 

Revolutionary United Front (RUF), 

mens mange andre mistede lemmer af kugler, 

bomber eller landminer. Ens for dem alle er, 

at de i dag bliver udsat for diskrimination, da 

handicappede ikke er vellidte her, og det gør 

den ugentlige træning eller kamp til noget, 

som spillerne ser frem til, siger målmanden 

Mohammed T. Kamara på 22 år. 

- Rebellerne huggede min hånd af, fordi 

jeg ikke ville kæmpe for dem, da jeg var 12 år 

gammel. Der gik infektion i såret, så da jeg endelig 

efter to uger kom på et hospital, amputerede 

de det meste af armen. Jeg har siden lært 

at klare mig med min ene arm og stumpen, 

men alligevel er det svært at finde arbejde. For 

ingen vil ansætte en handicappet her i landet, 

siger han. 

Kampene endte ikke med krigen 

I en kort pause efter de første 35 minutter på 

banen nikker de andre ni spillere, da Mohammed 

fortæller sin historie. De er stort set alle 

arbejdsløse, fordi ingen vil ansætte dem, når 

arbejdsgiverne kan få masser af anden fuldgyldig 

arbejdskraft. Problemet er stort, for de 

unge skal selv betale for proteser og behandling, 

da regeringen ikke længere er villige til 

at poste penge i krigens ofre, siger forsvarsspilleren 

Evanee Bayoh, der er holdets alderspræsident 

på 49 år og talsmand. Han er en af 

de eneste af de ti spillere, der har en protese og 

normalt går uden krykker. 

- De fleste uden et ben eller arm lever som 

tiggere. Men vi vil mere. Vi kan stadig arbejde, 

træne og leve et godt liv, men det er en kamp 

at få lov. Jeg er uddannet håndværker, men 

ingen vil ansætte mig, når de finder ud af, at 

jeg mangler det ene ben. Der er heller ingen 

piger, som vil gifte sig med mig, så det er svært 

at få en normal tilværelse. 

Udtagelse til OL 

Igennem fodbolden er det dog lykkedes for de 

unge mænd og Evanee at finde en form for mening 

med tilværelsen, for i nogle timer en gang 

om ugen kan de grine, pjatte, joke og være som 

alle Freetowns andre indbyggere.

Der bliver gået til den, når GGMAFC eller Greatest Goal Ministries 

Amputee Football Clubs spillere mødes en gang om ugen for at træne 

eller spille kamp. Alle ti spillere på banen har enten mistet en arm 

eller et ben på grund af borgerkrigen, der hærgede Sierra Leone 

1991-2002, men det har ikke fået spillerne til at give op. I stedet 

for at acceptere diskriminationen fra det omkringliggende samfund 

forsøger de at spille sig til glæde og selvværd. 


Det sker på stranden i Lumley. Mellem to 

rustne mål mødes de, der kan, og sammen får 

de indstillet krykkerne, placeret proteser og 

tasker et sikkert sted og inddelt sig i hold. Der 

er ingen dommer eller bane, blot sandet mellem 

havet og vejen. 

- Vi kommer her for at glemme for en tid. 

Glemme arbejdsløsheden, diskriminationen 

og usikkerheden. Igennem fodbolden kan vi 

bevise, at vi kan noget, selv om vi mangler en 

arm eller et ben, og det bringer glæde i vores 

liv. Mange af os har spillet sammen i flere år, 

så vi er blevet gode venner og kan snakke om 

problemerne i hverdagen eller bare grine sammen, 

siger Mohammed. 

Snyd uden for banen 

Han er som den eneste på holdet og i Sierra 

Leone udtaget til at skulle med til Handicap- 

OL i London næste sommer. Her skal han feste 

og sprinte sammen med atleter fra resten af 

verden, og det er noget, den 22-årige virkelig 

ser frem til. 


Evanee Bayoh gør sig klar til at spille fodbold for GGMAFC eller Greatest Goal Ministries Amputee Football 

Club. Han har spillet fodbold, siden han var barn, men under borgerkrigen i Sierra Leone blev han offer for 

en bombe og mistede det ene ben. Dog har han som resten af holdet nægtet at give op, og derfor træner de 

hver weekend på stranden i forstanden Lumley i udkanten af hovedstaden, Freetown. 

Dog er det ikke nemt at skrabe pengene 

sammen til træningen, hverken for Mohammed 

eller de andre. Godt nok fik holdet for et 

år siden overrakt en check af FN's generalsekretær, 

Ban Ki-moon, og fik penge fra Spanien 

for at rejse dertil og spille, men korruption i 

klubbens ledelse gjorde, at holdet aldrig så 

en krone. Evanee er som resten af spillerne 

ærgerlig over dette. Men i stedet for at give op 

startede drengene deres egen klub for et halvt 

år siden, nemlig GGMAFC. 

- Før var vi en del af Single Leg Amputee 

Sport Club (SLASC), men de snød os. Vi er 

vant til at blive diskrimineret af folk uden for 

banen, men at vi også skulle opleve at blive 

snydt af vore egne, det havde jeg ikke regnet 

med. Nu prøver vi at klare os selv og håber, at 

vi kan få hjælp fra sponsorer eller andre til at 

få vores hold op at stå og tjene lidt på sporten. 

Men hvis vi ikke har penge til at spise, kan vi 

jo heller ikke spille fodbold, forklarer Evanee. 

Evanees drøm er at åbne et lille tømmerværksted, 

så han kan bruge sin uddannelse. 

Men han har ingen penge til værktøj, så i 

øjeblikket arbejder han som daglejer og håber, 

at hans forskellige arbejdsgivere ikke finder ud 

af, at han mangler et ben. 

Alle er vindere 

Midt i anden halvleg begynder målene at 

komme. Efter hvert bliver der jublet ved at 

slå krykkerne mod hinanden, men det er ikke 

kun spillerne på det scorende hold, der smiler. 

Sammenholdet i gruppen er så stærkt, at alle 

deltager, og bagefter fejres kampen, der endte 

2-1, med noget vand. Der er ingen penge til andet 

end transport i spillernes lommer, men lige 

nu er det at sidde trætte og svedige sammen 

i tusmørket også nok. Langsomt får Evanee 

protesen på igen, og Mohammed samler sine 

ting sammen. Det er tid til at bevæge sig den 

lange vej hjem igen, tilbage til hverdagen og 

den diskrimination, som de for et par timer har 

kunnet glemme igennem fodbolden på sandbanen 

i Lumley. |

Spillerne fra venstre mod højre: Chernoh Shaw (målmand), Evanee Bayoh, Sambu Kamara, Alfred Kamara, Mohammed Kamara, Daddy Mansanay, Sahr Lamin, Mohammed 

Fofanah og Alhonji Bah. Siddende forrest er målmanden Mohammed Kamara. 


Generøse 

sælgere og 

deres købere 

med anderledes 

bud på rigtig 

gode julegaver 

og nytårs- 

ønsker 

Det bliver ikke de hjemløse, 

som detailhandlen skal vende 

blikket mod, hvis der for alvor 

skal gang i gaveræs og julesalg. 

Bortset fra et par uldne sokker og 

nye sandaler er der helt andre ting, 

der tæller, når avisens sælgere skal 

komme med deres bud på, hvad de 

har brug for. 

Deres ønsker er ikke pakket ind, 

og de kan heller ikke ligge under 

noget kendt juletræ. Det samme 

gælder for ønskerne til det nye år. 

Læs selv med, og bliv inspireret til 

en anderledes jul med kærlighed 

og omtanke – for jer selv, for 

hinanden – og for resten af verden. 

af Hasse Kronkvist og Maria Nagel 

foto Holger E. Henriksen og Lars Ertner 


Peter, sælger nr. 335 

JULEØNSKER: Nogle flere tykke 

sokker og et par sandaler. Jeg går 

nemlig i sandaler hele året . 

NYTåRSØNSKER: At jeg får en bolig. 

Helst i stueplan eller med elevator og 

gerne med en lille have til. 

bIrgIt straube, sygeplejerske 

ØNSKER TIL JUL OG NYTåR: Bedre 

tider for alle. 

Karen szöllösI, pensioneret 

kontormedarbejder 

ØNSKER TIL JUL OG NYTåR: 

Fred og sameksistens. 

sIlvIa brandIüru, pensionist 

ØNSKER TIL JUL OG NYTåR: 

Retfærdig behandling af alle socialt 

udsatte. Mere hjælp fra myndighederne. 

ole P. Knudsen, pensioneret 

informationschef i Post Danmark 

ØNSKER TIL JUL OG NYTåR: Fred 

på jorden. God jul i familien og godt 

helbred. 

erIc, sælger nr. 745 

JULEØNSKER: Ikke at blive 

misforstået. 

NYTåRSØNSKER: Mere omtanke 

for mig selv og fra omverdenen. 

køB vOReS 

åRSkalendeR 

& vInd en RejSe 

værdI: 5.000 Kroner 

l æ s m e r e på 

w w w.h u s f o r b i.d k 

o g på f a c e b o o k 

lIff, sælger nr. 313 

JULEØNSKER: At jeg må se mine børn 

og børnebørn. Det er år siden, jeg har 

set dem. 

NYTåRSØNSKER: At få en beskyttet 

bolig, hvor jeg kan få støtte og hjælp.

lee, sælger nr. 641 

JULEØNSKER: En familie, som jeg kan 

drage omsorg for. Og dem for mig. 

At dem, der betyder noget for mig, har 

det godt. 

NYTåRSØNSKER: Et knap så 

stressende år, hvor jeg ikke skal rende 

det offentlige på dørene hele tiden. 

ragnar bylund, musiker 

ØNSKER TIL JUL OG NYTåR: Alt 

godt for alle, men især for Hus Forbisælgerne. 

gItte famme, frisør 

ØNSKER TIL JUL OG NYTåR: At blive 

rask! Og at børnene har det godt, og at 

verden bliver bedre. 

lInda brønd, pensionist 

ØNSKER TIL JUL OG NYTåR: En 

gymnastikbold! 

marIanne KvIst, pensionist 

ØNSKER TIL JUL OG NYTåR: Godt 

helbred og alt godt for familien. 

tIna, sælger nr. 315 

JULEØNSKER: Ingenting til mig selv, 

men at alle får en god jul. 

NYTåRSØNSKER: At Hus Forbi laver 

en julekalender, hvor overskuddet går 

til at give noget til de hjemløse, for 

eksempel en julekurv. Og at min kæreste 

og jeg får en lejlighed. Gerne i Nordvest 

eller på Nørrebro. 

JoHn, sælger nr. 456 

JULEØNSKER: Da jeg er ungkarl, 

ønsker jeg mig en sød kæreste. 

NYTåRSØNSKER: At alt går godt, at 

jeg får en sød pige, en familie og børn. 

Og så en bedre verden med fred og 

kærlighed. 

Karsten, sælger nr. 129 

JULEØNSKER: At vinde i lotto og 

verdensfred. At politikerne tager sig 

sammen, og at jeg får min tandprotese 

til at sidde rigtigt, så jeg igen kan tygge 

min mad. 

NYTåRSØNSKER: Mere samkvem med 

mine børn. Og at jeg får en samlever, jeg 

kan have et stabilt forhold til. 

K.e. nørgaard, musiker 

ØNSKER TIL JUL OG NYTåR: Jeg 

ønsker at flere mennesker ville være lidt 

mere medmenneskelige. 

HeIdI, sælger nr. 590 

JULEØNSKER: At blive ædru. 

Så ønsker jeg mig en stor suppegryde, 

så jeg kan lave en masse suppe til at 

fryse ned. Da min mor ikke længere 

laver mad, så jeg ville også kunne lave 

mad til hende. 

NYTåRSØNSKER: At blive ædru, og at 

min nye kat og jeg får det godt. 

i d e c e m b e r k a n d u på w w w.g r o p.d k 

se n o g l e a f d e g r at i s g l æ d e r i j u l e n. 

bo nIelsen, bogholder, selvstændig 

ØNSKER TIL JUL OG NYTåR: At der 

bliver fastsat en fattigdomsgrænse, og 

at der bliver gjort noget mere for de 

socialt udsatte. 

randombage, sælger nr. 734 

JULEØNSKER: Ønsker mig en lille 

legetøjsbil, jeg kan give min søn. 

Et headset, der er stort og kan dække 

mine ører, så jeg ikke taber dem hele 

tiden. En lille mp3-afspiller, så jeg kan 

høre min egen musik. 

NYTåRSØNSKER: En bil. Den behøver 

ikke være ny, men så jeg nemmere kan 

komme omkring. Selvfølgelig med GPS i. 

mIcHael, sælger nr. 644 

JULEØNSKER: At min ven, der har 

brækket armen, får det bedre. Og at vi 

sammen får en god jul med min far i den 

Grå Hal på Christiania. 

NYTåRSØNSKER: Jeg har fået 

lejlighed for to uger siden. Jeg ønsker, 

at det går godt, og at jeg får det godt i 

lejligheden. 


HUS FORBI-kalender 2012 

er på gaden nu!!! 

Se, hvad de drømmer om 

årskalenderen er ikke en del af avisen og må kun 

sælges efter særlig tilladelse i november, december og 

januar. Sælgerne investerer selv 20 kroner i hver kalender 

og tjener 30 kroner, hvis de får kalenderen solgt. 

Kalenderen er støttet af: 

HERBERGSCENTRET på SUNDHOLM 


Her er et smugkig af nogle af de medvirkende. 

og læs om hvorfor. 

køb kalenderen af 

din Hus Forbi-sælger 

Pris 50 kroner 

– sælgeren tjener 30 kroner

'førstehjælp’ på mobilen udsatte udsat for 

Hvordan finder jeg det rigtige 

vaskeprogram? Hvordan skifter jeg 

en sikring? Hvor meget medicin 

skal jeg tage? Alt sammen daglige 

gøremål, der kan synes små, men 

som godt kan udfordre hjemløse, 

der pludselig står og skal finde sig 

til rette i en bolig – eller skal klare 

flere ting selv på herberger og institutioner. 

På Det Sociale Døgncenter 

Sølyst bliver der for øjeblikket optaget 

masser af den slags små film 

på mobiltelefonen. Optagelserne er 

led i Projekt Den Mobile Hjemløse, 

som Sølyst har taget initiativ til i 

samarbejde med firmaet Lommefilm 

Aps. Projektet skal løbe i 2 1/2 år. 

ok at stikke 

20'eren i lommen 

Forleden fik Hus Forbi en henvendelse 

fra en oprørt køber, 

der netop havde købt avisen. Til 

køberens store undren, stak sælgeren 

de tyve kroner i lommen. 

Køberen stillede spørgsmålstegn 

ved, om salget nu var i overensstemmelse 

med reglerne. Og ja! 

Hus Forbi kan berolige alle. For 

sælgeren har selv investeret de 

12 kroner i avisen, og kan efterfølgende 

beholde tyveren, som 

er salgsprisen. Nogle sælgere 

vælger at stå med en kop eller 

kande, mens andre altså tyr til 

lommerne. 

Flere sælgere kombinerer de 

to opbevaringsmodeller for at 

undgå tyveri eller tab af penge. 

Og andre vælger at bruge den 

ene lomme til penge, der skal 

bruges til at reinvestere i nye aviser, 

mens resten kommer i foret 

som lommepenge. Til orientering 

er der i december tilladelse til 

også at sælge Hus Forbi’s årskalender. 

Også her har sælgeren 

investeret, men den koster vedkommende 

20 kroner i indkøb, 

men må altså sælges videre på 

gaden for 50 kroner. Måske nogen 

får brug for en lommeregner 

– og hvis ikke, så kan du købe 

både avis og kalender af samme 

sælger for 70 kroner. Sælgeren 

tjener i alt 38 kroner. 

hye 

- Brugerne har ofte svært ved 

at læse instrukser og huske dem. 

Det problem kan løses ved at give 

dem oplysningerne visuelt. Samtidig 

er det en win-win-situation 

for både brugere og personale. De 

hjemløse bliver mere selvhjulpne, 

og personalet får frigjort mere tid 

til at koncentrere sig om, hvordan 

brugerne rent faktisk har det, 

fortæller Marianne Larsen, der er 

konstitueret leder af Det Sociale 

Døgncenter Sølyst. Erhvervs- og 

Byggestyrelsen støtter økonomisk 

projektet gennem puljen Medarbejderdreven 

innovation. 

mænd tænker 

mest – også på sex 

Når tænketanke som Kraka, 

AE-Rådet og Cepos beriger 

samfundet med store tanker, kan 

man være helt sikker på, at der 

står mænd bag. Selvom det er 

bredt anerkendt, at de bedste 

beslutninger skabes i samarbejde 

mellem kvinder og mænd, er 

der kun en kvinde ansat til at 

skabe modspil til de 19 mænd, 

der udgør det tænksomme lag 

i Danmarks syv mest toneangivende 

tænketanke. Det skriver 

Ugebrevet A4. 

Men det er ikke kun begavet 

hjernegymnastik, mændenes tanker 

kredser om. En ny undersøgelse 

refereret i Metro Xpress fra 

analysefirmaet Onepoll lavet for 

avisen The Daily Telegraph afslører, 

at en gennemsnitlig mand 

tænker på sex hele 13 gange om 

dagen. På et år bliver det til hele 

4.745 frække tanker. Til sammenligning 

tænker kvinder kun 

på at have sex fem gange om 

dagen, eller 1.825 gange på et 

år. Det lykkes dog ikke for alle 

mænd at få deres seksuelle lyster 

udlevet. En gennemsnitlig mand 

har nemlig ifølge undersøgelsen 

kun sex 104 gange om året. I undersøgelsen 

deltog 3.000 mænd 

og kvinder, der også viste, at tre 

fjerdedele af alle mændene var 

tilfredse med den mængde sex, 

de rent faktisk havde. Ganske 

bemærkelsesværdigt var kun 

godt halvdelen af kvinderne i 

undersøgelsen lige så tilfredse. 

hye 

udsatte-retorik 

Hjemløse, skrøbeligt bosiddende, 

marginaliserede, psykisk sårbare, 

depressive, ulykkelige og misbrugende. 

Socialt udsatte mennesker har mange 

betegnelser, når forskere, medier og de 

forskellige sociale aktører skal sætte 

ord på mennesker, der stikker ud og er 

anderledes end de fleste. Hvis de selv 

bliver spurgt, tegner der sig imidlertid 

et noget andet billede. Det har Landsforeningen 

af Væresteder sammen med 

deres brugerorganisation SVID (Landsforeningen 

af Værestedsbrugere i Danmark) 

vist. En stor brugerundersøgelse 

med 700 værestedsbrugere afdækker, 

at over halvdelen ikke betragter sig 

selv som socialt udsatte, og 61 procent 

mener faktisk, at de er ret lykkelige, 

selv om de har problemer og daglige 

udfordringer. 48 procent drømmer om 

at blive gældfri, og selv om mange 

også har boligproblemer, så angiver 42 

procent, at de ikke ville bryde sig om 

at have stressede mennesker til naboer. 

Læs mere om undersøgelsen på 

www.husforbi.dk 

psykiatrien 

stadig puljefinansieret 

Brækker du en arm, behøver 

du ikke at afvente SATS-puljeforhandlinger 

og forlig. Penge 

til den slags ubehageligheder 

findes hvert år på finansloven. 

Sådan er det ikke, hvis du har 

ondt i sjælen eller sindet. 

Psykiatrien må også i årene 

fremover tage til takke med 

puljemidler. Efter SATS-puljeforliget 

i år er der afsat 830 

millioner kroner til psykiatrien. 

Ifølge landsforeningen SIND er 

der dog lang vej igen, før der 

er rettet op på års nedskæringer. 

Foreningen har beregnet, 

at psykiatrien har mistet op 

imod 1,8 milliarder kroner 

om året, hvorfor de godt 200 

millioner årligt i de næste fire 

år ikke er noget at råbe stort 

hurra for. hye 


| debat | 

Verdens lykkeligste folk? 

En større og større hær af danskere melder 

sig til at yde en uvurderlig indsats i det frivillige 

arbejde til trods for presset fra familie og arbejdsplads. 

Regeringen opfordrer alligevel til, at endnu 

flere melder sig – naturligvis fordi 'hvad der er 

sparet, er tjent'. 

Langt de fleste frivillige i Sct. Nicolai 

Tjenestens anonyme telefonrådgivning, hvor jeg 

nu har arbejdet i godt en halv snes år, kommer fra 

det grå guld. Mennesker, som efter et langt arbejdsliv, 

vil yde den ekstra indsats for ulykkelige 

og ensomme mennesker der, til trods for stigende 

velfærd, henvender sig. En større interesse blandt 

unge synes på vej, viser en ny undersøgelse fra 

Frivilligrådet, der er regeringens rådgivende 

organ. De unge udgør dog kun to procent på det 

sociale område indtil videre. 

Tankevækkende er det, at de hjælpsøgende 

bliver mere og mere belastede, udstødte og syge. 

Mange er overladt til deres egen elendighed på 

bosteder, hvor ensomheden er nærmeste nabo, 

og besøg indskrænker sig til den tilsynsførende, 

der skal uddele piller. 

I Sct.Nicolai Tjenesten er vores fornemmeste 

Et juleevangelium 

Det skete i de dage, at Maria skulle føde. Maria 

og Josef var kommet rejsende til det land, som 

de troede flød med mælk og honning. De havde 

rejst væk fra fattigdom og uro, og håbede på, at 

de skulle finde lykken i det forjættede land. De 

havde fundet lykken hos hinanden, men ikke så 

meget i landet. De havde ledt alle vegne efter arbejde, 

men de havde ikke fundet noget og havde 

ikke penge til at tage hjem igen. 

Nu var det blevet vinter, og Maria skulle snart 

føde. Maria og Josef tog til den store by og 

gik fra herberg til herberg for at finde et sted 

at overnatte. Alle steder skete det samme. Når 

ejerne hørte, at de var fremmede i landet, sagde 

de, at herberget var optaget. Hele aften og den 

halve nat gik de fra sted til sted, mens den kolde 

vind ubarmhjertigt føg mellem husene. Til sidst 

kunne Maria ikke mere. Hun halvt besvimede 

foran endnu et herberg, hvor de var blevet afvist. 

Så sagde en af de andre hjemløse, som stod 

udenfor og drak øl, at de skulle følge med ham. 

Han viste dem en skurvogn, hvor han og nogle af 

hans venner boede en gang imellem. Dér kunne 

Maria og Josef overnatte. 

Mens de prøvede at sove, kunne Maria mærke, 

at hun skulle føde. Til Marias store held havde 

en blandt de tilstedeværende været jordemoder, 

inden hun dulmede tilværelsens smerter med lidt 

for megen alkohol og medicin. Hun hjalp Maria 


opgave at lægge øre til og udtrykke empati. 

Det kan være svært ikke at smide røret på 

og kunne give klienten det knus, de allermest 

har brug for. Men vores anonymitet er jo netop 

garanti for, at de kan lette deres hjerte frit til os. 

Familien har i mange tilfælde opgivet at hjælpe 

– mange har nok i deres eget, og ofte er de 

spredt for alle vinde. Den gamle familiestruktur er 

i opløsning, og professionelle netværk fungerer 

ikke altid efter hensigten. 

Flere og flere har brug for psykolog eller psykiatrisk 

behandling. De unge, fordi uddannelse 

og udseende skal matche drømme, de slet ikke 

kan leve op til. Ældre, fordi ensomheden sniger 

sig ind på dem, efterhånden som vennerne falder 

fra, og familien ikke har tid eller bor for langt 

væk. 

I den sammenhæng er det da mærkeligt at 

forestille sig, at danskerne tilsyneladende skulle 

være verdens lykkeligste folk. 

Det er heller ikke den tanke, der strejfer mig, 

når jeg har en tidligere professionel soldat i røret. 

At vi overhovedet har sendt vores unge ud på en 

slagmark, hvor de ikke aner, hvem der er ven eller 

med at føde sit barn. I en skurvogn med byens 

hjemløse som vidner og hjælpere kom Maria og 

Josefs barn til verden. Begivenheden blev fejret 

med sang, øl og snaps til den lyse morgen. Da 

barnet var født og var lagt op til moderen, brød 

de hjemløse ud i sang: 

En rose så jeg skyde 

op af den frosne jord, 

alt som os fordum spåde’ 

profetens trøsteord. 

Den rose spired’ frem 

midt i den kolde vinter 

om nat ved Betlehem. 

Da lederne af landet hørte om, at de fremmede 

i deres land begyndte at føde børn, blev 

de bekymrede. De hidkaldte de skriftkloge og 

spurgte dem, om de fremmedes børn truede 

deres magt. De skriftkloge fremlagde alle mulige 

tal og kendsgerninger, som påpegede, at børnene 

måske engang i fremtiden udgjorde en lille trussel 

for ledernes magt. 

Lederne blev så urolig over at høre dette, at 

de indkaldte landets soldater og beordrede, at de 

skulle fange alle de fremmede mennesker i hele 

landet og smide dem ud – helt ud af landet. 

Maria havde lige ammet sit barn, da soldaterne 

stormede ind i skurvognen og trak hele familien 

udenfor. Maria og Josef frygtede meget for, hvad 

fjende, er da et paradoks af dimensioner. Afmagt 

er nærliggende, når jeg hører om de traumer, de 

hjemvendte skal leve med - måske resten af livet. 

Hver nat angsten for de billeder, der passerer revy i 

mareridt, ikke mange har fantasi til at forestille sig. 

Intet under, at mange foretrækker at sove i skoven 

frem for at vågne op badet i sved efter endnu et 

hæsligt mareridt, der ikke vil forsvinde. 

Efter en vagt, hvoraf den længste er på ni timer, 

kan man føle sig godt brugt. De sidste ord fra 

klienten bliver dog siddende længe og giver én 

håb om, at det nyttede – også denne gang. 

At vi som frivillig organisation har holdt 50årsjubilæum, 

er desværre kun en understregning 

af, at der er brug for langt flere frivillige, der vil 

bruge nogle timer om måneden på ulykkelige, 

ensomme eller marginaliserede mennesker. Den 

personlige tilfredsstillelse ved det frivillige hjælpearbejde 

bærer lønnen i sig selv. 

Mia Keinke 

– frivillig ved Sct.Nicolai Tjenesten Fyn 

der skulle ske med deres lille familie. Soldaterne 

anbragte dem på et skib, der sejlede dem ud af 

landet. 

Maria og Josef vidste ikke, hvor de skulle tage 

hen. De tilhørte hver sit folk, som var i krig med 

hinanden, og de kunne derfor ikke tage tilbage 

til deres familier. De gik fra by til by, men de blev 

afvist alle vegne. 

På en kold og forfrossen mark var de lige 

ved at give op, men så mødte Maria og Josef en 

sigøjnerflok på dens evige rejse. Den gav husly til 

den lille familie. Sigøjnerne opfattede dem ikke 

som fremmede eller farlige, men som mennesker 

i nød. 

Ikke alle var lige så heldige som Maria og 

Josef. Et skib med uønskede fremmede sank på 

åbent hav, og ingen overlevede. Da opfyldtes 

det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: 

I Rama høres råb 

gråd og megen klage; 

Rakel græder over sine børn 

Hun vil ikke lade sig trøste, 

For de er ikke mere. 

Gymnasielærer Bent H. Jørgensen, Hjørring. (Jeg 

er ikke hjemløs og har kone, børn, villa, Volvo og 

vovse. Men derfor kan man vel godt være solidarisk 

med dem, der er i nød og ikke har så meget).

HUS FORBI SamleR Ind tIl vaRmt tøj 

Hus Forbi samler igen i år penge ind til kvalitetstøj til vores sælgere: 

Jakker, bukser, undertøj og varme vinterstøvler. 

Indsæt et bidrag på konto: 9541 10155088 i Danske Bank 

’Gadens Konger’ er en enestående mulighed 

for få et indblik i et miljø, som ellers er helt lukket 

land for udenforstående. Fire hundrede fotos 

er der blevet plads til i bogen, og krydret med 

fotograf Holger E. Henriksens historier og 

anekdoter giver de et helt unikt billede af 

hjemløshed i Danmark. 

Holger har fotograferet på gaden i en årrække – 

og I kender bl.a. hans billeder fra Hus Forbi. 

Gadens Konger koster 159,- 

Alt overskud går til at hjælpe hjemløse. 

Beløbet (159,-) + porto (48,-) i alt 207,- kan indsættes på følgende 

konto: 

Reg. 4180, konto: 0040001697, mærket Gadens Konger. 

Husk at skrive din adresse – så sender vi bogen til dig. 

Se også www.sandudvalg.dk for salgssteder, 

eller ring til SAND på 89 93 70 60. 


Hus Forbis 

årskalender 2012 


køb kalenderen af 

din Hus Forbi-sælger 

Pris 50 kroner 

– sælgeren tjener 30 kroner 

Køb kalenderen og 

deltag i konkurrencen 

om et rejsegavekort. 

værdi: 5000 kroner. 

(se hvordan på www.husforbi.dk)

Ikke plads til mænd i krise - Hus Forbi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?