Ikke plads til mænd i krise - Hus Forbi

NEDSLAGTET I BORGERKRIG:
Spiller
et-bens-fodbold
for at glemme
Ti år efter at en af verdens blodigste borgerkrige sluttede,
er kampen om en værdig tilværelse stadig i gang for mange
af dem, der mistede arme og ben i krigens rædsler.
Diskrimination og arbejdsløshed hører til hverdagen i
Sierra Leone, men det har blot fået en gruppe unge mænd
til at kæmpe endnu hårdere for at bevise deres værd.
tekst og foto Anna Klitgaard
Sene eftermiddagssolstråler falder ned over
Lumley Beach. Havet skvulper stille ind mod
land her i den vestlige del af Sierra Leones
hovedstad, Freetown, der huser omkring
halvanden million mennesker. På stranden er
mylderet i midtbyen langt væk, selv om en del
nysgerrige er mødt op for at heppe. De står i
små grupper rundt om den hastigt optegnede
fodboldbane i sandet, hvor ti unge mænd lige
nu kæmper om bolden. Scenariet gentager sig
med jævne mellemrum langs hele stranden,
men alligevel får de ti spillere fra GGMAFC eller
Greatest Goal Ministries Amputee Football
Club mest opmærksomhed. I begge netløse
mål står nemlig et-armede målmænd, mens
spillerne på banen alle mangler det ene ben og
derfor spiller lige så meget med krykkerne som
med fødderne.
Borgerkrigens rædsler
Borgerkrigen i det vestafrikanske land Sierra
Leone, der varede fra 1991 til 2002, efterlod
mange mennesker med amputerede lemmer.
Over 10.000 menes at have fået fødder,
22 | HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
hænder, arme eller ben hugget af af oprørshæren
Revolutionary United Front (RUF),
mens mange andre mistede lemmer af kugler,
bomber eller landminer. Ens for dem alle er,
at de i dag bliver udsat for diskrimination, da
handicappede ikke er vellidte her, og det gør
den ugentlige træning eller kamp til noget,
som spillerne ser frem til, siger målmanden
Mohammed T. Kamara på 22 år.
- Rebellerne huggede min hånd af, fordi
jeg ikke ville kæmpe for dem, da jeg var 12 år
gammel. Der gik infektion i såret, så da jeg endelig
efter to uger kom på et hospital, amputerede
de det meste af armen. Jeg har siden lært
at klare mig med min ene arm og stumpen,
men alligevel er det svært at finde arbejde. For
ingen vil ansætte en handicappet her i landet,
siger han.
Kampene endte ikke med krigen
I en kort pause efter de første 35 minutter på
banen nikker de andre ni spillere, da Mohammed
fortæller sin historie. De er stort set alle
arbejdsløse, fordi ingen vil ansætte dem, når
arbejdsgiverne kan få masser af anden fuldgyldig
arbejdskraft. Problemet er stort, for de
unge skal selv betale for proteser og behandling,
da regeringen ikke længere er villige til
at poste penge i krigens ofre, siger forsvarsspilleren
Evanee Bayoh, der er holdets alderspræsident
på 49 år og talsmand. Han er en af
de eneste af de ti spillere, der har en protese og
normalt går uden krykker.
- De fleste uden et ben eller arm lever som
tiggere. Men vi vil mere. Vi kan stadig arbejde,
træne og leve et godt liv, men det er en kamp
at få lov. Jeg er uddannet håndværker, men
ingen vil ansætte mig, når de finder ud af, at
jeg mangler det ene ben. Der er heller ingen
piger, som vil gifte sig med mig, så det er svært
at få en normal tilværelse.
Udtagelse til OL
Igennem fodbolden er det dog lykkedes for de
unge mænd og Evanee at finde en form for mening
med tilværelsen, for i nogle timer en gang
om ugen kan de grine, pjatte, joke og være som
alle Freetowns andre indbyggere.