Fra radioroman til bestseller. En tekstsociologisk ... - Klaus Nielsen

Fra radioroman til bestseller.
En tekstsociologisk undersøgelse af Martin A. Hansens roman Løgneren, 1950
af Klaus Nielsen
Københavns Universitet
Det Humanistiske Fakultet
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab; Dansk
Vejleder: Johnny Kondrup
Afleveret september 2007

Indholdsfortegnelse.........................................................................................................1
1. Indledning ...................................................................................................................3
1.1. Problemformulering.................................................................................................3
1.2. Begrebsapparat, teori og metode..............................................................................4
2. Recension....................................................................................................................6
2.1. Polyformer ...............................................................................................................6
2.1.1. Oplæsningen, A.........................................................................................7
2.1.2. Avisføljetonen, B ....................................................................................10
2.1.3. Bogudgaven, C........................................................................................12
2.2. Monoformer ...........................................................................................................13
2.2.1. Oplæsningsmanuskriptet, ROPL ...............................................................15
2.2.2. Gennemslagskopien, RKOPI .....................................................................21
2.2.3. Afskriften, Afsk .......................................................................................23
2.2.4. Forholdet mellem original og gennemslagskopi.....................................25
3. Varians ......................................................................................................................27
3.1. Ekstern varians.......................................................................................................30
3.1.1. C sammenlignet med B ...........................................................................30
3.1.2. C sammenlignet med O1965 og O1976 .......................................................31
3.2. Intern varians .........................................................................................................33
3.2.1. ROPL .........................................................................................................34
3.2.2. RKOPI og Afsk...........................................................................................40
3.3. Bestemmelse af de genetiske forhold ....................................................................40
3.3.1. C’s forlæg ...............................................................................................41
3.3.2. B’s forlæg................................................................................................42
3.3.3. Afsk’s forlæg ...........................................................................................43
3.3.4. Stemma ...................................................................................................45
1

3.4. Paratekstuel varians ...............................................................................................47
3.4.1. C..............................................................................................................48
3.4.2. B ..............................................................................................................48
3.4.3. A ..............................................................................................................50
4. Tekstsociologiske bidrag til en læsning af romanen.................................................53
4.1. Indledning ..............................................................................................................53
4.2. Tekstuelle elementer ..............................................................................................57
4.2.1. Auditivitet ...............................................................................................57
4.2.2. Udsigelsen...............................................................................................58
4.2.3. Rester af føljetonformen .........................................................................64
4.3. Paratekstuelle elementer i forbindelse med A........................................................65
4.3.1. Kern som paratekst .................................................................................65
4.3.2. Udsendelsestidspunktet og radioformatet...............................................72
4.4. Afsluttende betragtninger.......................................................................................73
5. Bidrag til en auditiv tekstkritik .................................................................................76
5.1. Bibliografiske problemstillinger ............................................................................76
5.2. Problemer ved sammenstillingen af skriftlige og auditive tekstkilder...................79
5.3. Visuel kollationering af de auditive tekstkilder.....................................................82
6. Konklusion................................................................................................................86
7. Abstract.....................................................................................................................89
8. Litteratur ...................................................................................................................90
Bilag findes i separat kompendium
2

1. Indledning
1.1. Problemformulering
Martin A. Hansens roman Løgneren mødte første gang offentligheden i form af en oplæsning
i radioen ved skuespilleren Pouel Kern, som over tolv søndage fra 15.1.1950 – 2.4.1950 lagde
stemme til fortællingen om Johannes Vig og Sandøs beboere. Omtrent en uge forskudt blev
de enkelte kapitler trykt i Berlingske Aftenavis med illustrationer af Ib Spang Olsen, og først i
august samme år udkom selve bogudgaven. Allerede inden årets afslutning havde bogens tre
første oplag tilsammen solgt 20.000 eksemplarer, hvilket gjorde Løgneren til Hansens største
publikumssucces. Det er vanskeligt at forestille sig andet, end at romanens første optræden i
radioen har haft en gunstig virkning på bogudgavens succes. Hensigten med specialet er at
undersøge dette tidlige udgivelsesforløb med særligt henblik på, hvordan radioen som medie
og selve føljetonformen har påvirket romanens tilblivelse og reception, samt hvordan
inddragelsen af denne bibliografiske ramme kan bidrage til fortolkningen af værket.
Martin A. Hansen (herefter MAH) havde stor tiltro til Kern som oplæser og tillagde
»Tolkningskunsten«, som han kaldte oplæsningen af litteratur, en stor betydning for lytternes
tilegnelse af et værk. 1 Efter afslutningen af radioføljetonen skrev MAH følgende i et brev til
Kern, hvori man kan ane, hvilken væsentlig rolle oplæsningen og arbejdet med denne havde
spillet i romanens tilblivelse:
Ja, det var helt underligt da det var forbi med Oplæsningen. Det var forøvrigt
en lærerig Tid. Saa nær en Forening af flere Kunstarter har jeg ikke oplevet
før, og i adskilligt, særlig gennem Samtalerne om Stoffet opdagede man et og
andet nyt om Ordenes Liv. Det er jeg taknemmelig for. 2
Løgnerens udgivelsesforløb giver anledning til en række spørgsmål: hvad er forskellen
mellem de tre første udgaver? Hvordan har oplæsningen påvirket lytternes fortolkning?
Hvilke friheder tog og fik Kern med hensyn til at ændre i teksten, og i hvilket omfang har
Kern påvirket romanens endelige bogform? Vi kan ud fra ovennævnte brev og andre fastslå,
1 Jf. brev til Kern af 31.1.1948; brevet findes bevaret på Det Kongelige Biblioteks Håndskriftsafdeling
under signaturen (acc.) 1993/111. Kapslen bærer titlen Pouel Kerns Martin A. Hansen Materiale vedr.
Romanen Løgneren (herefter PKM); en gennemslagskopi af brevet findes bevaret sammen med
MAH’s øvrige korrepsondance i Martin A. Hansen Arkivet (herefter MAHA) 71.
2 Brev til Kern af 2.5.1950, PKM; gennemslagskopi i MAHA 71.
3

at et samarbejde omkring udformningen af oplæsningen har fundet sted, men omfanget heraf
er svært at afgøre. Hertil føjer sig et andet interessant problem, idet radioromanen som genre
var en belastet form set ud fra et finlitterært synspunkt. Hvordan spillede modsætningen
mellem føljetonformen og det folkelige medie på den ene side og MAH’s position som
finlitterær kunstner på den anden ind i teksten og den samtidige reception? Behandlingen af
disse spørgsmål vil kunne sætte tilblivelsen af Løgneren i et nyt tekstsociologisk lys og
opstille en historisk og fortolkningsmæssig ramme, som har betydning for læsningen af
romanen.
Fokus for specialet er det, man kan kalde romanens offentlige tilblivelseshistorie, dvs.
de tre første offentliggjorte former og forholdet mellem dem. Som konsekvens af denne
afgrænsning vil jeg kun inddrage kladder og udkast i begrænset omfang og dermed
koncentrere mig om de yngste renskrifter. Ud over disse primære tekstkilder vil jeg inddrage
breve og journaloptegnelser, hvori udgivelsesforløbet omtales.
1.2. Begrebsapparat, teori og metode
Specialets teoretiske grundlag er tekstsociologien, således som den findes beskrevet i den
amerikanske tekstkritiker Jerome McGanns bog The Textual Condition, 1991. Her fremhæver
McGann bl.a., hvordan bøger oftest bliver til under indflydelse fra en lang række instanser
uden for forfatteren selv. I Løgneren’s tilfælde har især Statsradiofonien og oplæseren med al
sandsynlighed påvirket værket betragteligt. Hertil fremhæver McGann den væsentlige
betydning af det, han kalder værkets bibliografiske koder, dvs. alle de aspekter af bogen, som
ikke er brødtekstens lingvistiske indhold. 3 Dog opstiller han ikke et begrebsapparat, som i
nærværende undersøgelse er videre anvendeligt. I den henseende har jeg fundet det mere
nærliggende at operere med den franske litterat Gerard Genettes begreb om parateksten fra
bogen Paratext. Thresholds of Interpretation, 2001. 4 Parateksten er grundlæggende værkets
materialitet, dvs. dets fysiske gestalt med hvilken værket præsenterer sig selv for læserne, fx i
form af en bog, og det er min hensigt bl.a. at påvise, at det man kunne kalde den materielle
eller paratekstuelle varians er lige så betydningsbærende som forskellen mellem de
forskellige tekstkilders ordlyd.
3 Jerome McGann: The Textual Condition, Princeton: Princeton University Press 1991, fx s. 13f.
4 Først trykt på fransk: Seuils, Editions du Seuils, 1987; her anvendt i oversættelsen Gerard Genette:
Paratext. Thresholds of Interpretation, Translated by Jane E. Lewin, Cambridge: Cambridge
University Press 1997; 2. udg. 2001 (herefter Paratext).
4

Specialets behandling af Løgneren indledes med en recension af tekstkilderne, hvor
hver vil blive beskrevet grundigt ud fra en analytisk bibliografisk tilgang. Derefter vil jeg i
afsnit 3 udlægge variansen mellem de forskellige udgaver, dels den lingvistiske varians, dvs.
forskellen i ordlyd, dels den paratekstuelle varians. På grund af det store antal overleverede
tekstkilder og specialets pladsmæssige begrænsninger har jeg valgt kun at udarbejde et
komplet variantapparat for kapitlerne 3 og 9. Selve apparatet henvises til bilagene B.1. og
B.2. Afsnit 2 og 3 vil i stor udstrækning forme sig som det indledende editionsfilologiske
arbejde forud for foranstaltningen af en tekstkritisk udgave. 5 I afsnit 4 vil jeg derefter
illustrere, hvordan dette arbejde kan inddrages i en læsning af romanen. Til sidst vil jeg i
afsnit 5 opstille en række editionsfilologiske betragtninger omkring de problemer, som opstår
ved inddragelsen af auditive tekstkilder som fx en oplæsning i det tekstkritiske arbejde.
Grundlæggende kan specialets tekstsociologiske tilgang til værket siges at tjene to
formål: først og fremmest er det bibliografiske og tekstkritiske arbejde forankret i de
forskellige tekstkilders materialitet, dvs. at analyserne ikke begrænser sig til kildernes
lingvistiske indhold. Hertil kommer, at forfatterens indgreb i manuskripterne ikke vægtes
højere end påvirkningen fra andre involverede som fx Kern. For det andet har jeg med den
litterært analytiske del af specialet forsøgt at genindsætte værket i dets historiske, tekstuelle
og sociale kontekst. Her vil jeg påvise, hvordan romanen indeholder tydelige referencer til
dens tidlige udgivelsesforløb og til de kulturelle konnotationer, som var forbundet hermed.
Med MAH’s radioroman som eksempel mener jeg at kunne påvise, hvordan et stykke
moderne boghistorie kan kædes sammen med det editionsfilologiske arbejde og bidrage
væsentligt til den litterære læsning. MAH tillagde selv oplæsningen en stor betydning, og til
trods for at den samtidige reception drog et lettelsens suk, da bogudgaven udkom – og løftede
værket ud af dets folkelige medie – bør efterfølgende læsninger af romanen ikke gøre sig
blinde over for udgivelsesforløbets mangfoldighed og de betydninger, som er indlejret heri.
5 Det er hensigten med specialet, at arbejdet på længere sigt skal føre til en sådan udgave.
5

2. Recension
Tekstkilderne opdeles i to hovedkategorier, polyformer og monoformer. Disse termer
stammer fra den svenske bibliograf Rolf E. DuRietz’ bog Den tryckta skriften, 1999, og
repræsenterer her en grundlæggende bibliografisk distinktion, som bedst kan oversættes til
skellet mellem mangfoldiggjorte og ikke-mangfoldiggjorte tekstkilder. 6 Trykte og
publicerede bøger hører således til polyforme tekstkilder, og manuskripter, breve, dagbøger
og lignende til de monoforme. Grunden til at benytte netop DuRietz’ termer i forbindelse
med Løgneren frem for en mere almindelig skelnen mellem fx offentliggjorte og private
kilder eller trykte og ikke-trykte kilder er, at man herved ikke på samme måde indkredser og
problematiserer den særlige karakter, som oplæsningen har i bibliografisk og tekstkritisk
forstand. Først og fremmest kan oplæsningen hverken siges at være trykt eller ikke-trykt. For
det andet ville forskellen mellem oplæsningen og de to trykte udgaver ikke fremstå
tilstrækkelig tydeligt, hvis man blot opererede med skellet mellem offentliggjorte og private
kilder, idet de alle er offentliggjorte. Det særlige ved oplæsningen er netop, at den befinder
sig midt imellem DuRietz’ kategorier. Den er på den ene side polyform i kraft af sin
æterbårne spredning og sit høje antal modtagere, men på den anden side monoform, idet den
gik tabt samtidig med sin offentliggørelse, og lytterne havde ikke mulighed for at vende
tilbage til teksten. For recensionens vedkommende har jeg valgt at lade denne tekstkilde
optræde som polyform. En mere udførlig og diskuterende behandling af denne problematik
vil blive givet i afsnit 5.1.
2.1. Polyformer
Gennemgangen af de enkelte polyformer gør ikke krav på fuldstændighed, men vil
hovedsagelig begrænse sig til følgende elementer:
– Udgivelses- eller udsendelsesdato
– Materielle karakteristika
6 Rolf E. DuRietz: Den tryckta skriften. Termer och begrepp. Grunderna till bibliografin för
biblioteken och antikvariaten, för bibliografer och textutgivare, för bokhistoriker och boksamlare,
Uppsala: Dahlia Books 1999, s. 27-32 (herefter Den tryckta skriften); se også Rolf E. DuRietz:
»Böcker, texter och editioner – av alla de slag« i: Dag Hedman og Johan Svedjedal (red.): Fiktionens
förvandlingar, Uppsala: Avdelingen för litteratursociologi vid Litteraturvetenskapliga institutionen i
Uppsala 1996, s. 89-107; s. 97.
6

– Oplagsstørrelse og pris
Rækkefølgen for behandlingen af de tre polyformer er rent kronologisk, men afspejler
samtidig specialets fokus. Heraf kommer også sigleringen. Trods de bibliografiske
vanskeligheder forbundet hermed tildeles oplæsningen rollen som førsteudgave og angives
ved sigelen A. Avisføljetonen sigleres B, og selve bogen, som almindeligvis anses for at være
førsteudgaven, sigleres C svarende til tredje udgave.
2.1.1. Oplæsningen, A
Pouel Kerns oplæsning af romanen blev sendt i Statsradiofonien fordelt over tolv søndage fra
januar til april 1950. Til hvert kapitel var afsat 30 minutters sendetid fra kl. 21.30-22.00 –
dog med undtagelse af 6. kapitel, som blev tildelt 35 minutter. Denne tidsbegrænsning
medførte, at hhv. kapitel 6 og 12 måtte beskæres i forhold til oplæsningsmanuskriptet
(herefter ROPL) og de to øvrige polyformer. Nedenfor angives dato og sendetid for de enkelte
kapitler: 7
Kapitel Dato Sendetid
1 15.1.1950 21.30-22.00
2 22.1.1950 21.30-22.00
3 29.1.1950 21.30-22.00
4 5.2.1950 21.30-22.00
5 12.2.1950 21.30-22.00
6 19.2.1950 21.25-22.00
7 26.2.1950 21.30-22.00
8 5.3.1950 21.30-22.00
9 12.3.1950 21.30-22.00
10 19.3.1950 21.30-22.00
11 26.3.1950 21.30-22.00
12 2.4.1950 21.30-22.00
Fig.1. Tabel over dato og sendetid for hvert kapitel i A.
7 Oplysningerne stammer fra Berlingske Aftenavis’ programoversigt for de pågældende datoer.
7

Desværre findes tilsyneladende ingen kopi af indspilningen bevaret hverken i Danmarks
Radios arkiver, Det Kongelige Bibliotek eller Statens Mediesamling på Statsbiblioteket i
Århus. Førsteudgaven af romanen kan altså vise sig at være gået tabt. 8 Til trods for at Kerns
oplæsningsmanuskript findes bevaret, kan ordlyden af A ikke med nogen overbevisende
sikkerhed rekonstrueres, idet manuskriptet efterfølgende er blevet revideret. Disse forhold vil
der blive redegjort for i afsnit 2.2.1. og yderligere i afsnit 3.
To senere indspilninger ved Kern findes dog bevaret, og man kan ved hjælp af disse
danne sig et indtryk af, hvordan A formentlig har lydt. Den ene blev indspillet 4.12.1964 –
7.4.1965, sendt i Danmark Radios P1 15.3.1965 – 9.4.1965 og genudsendt 14.4.1993 –
12.5.1993. 9 Denne version (herefter O1965) var tilsyneladende underlagt samme
tidsbegrænsning som A, og det kan formodes, at Kern har benyttet sig af samme beskæringer
af teksten som i forbindelse med A. Den anden indspilning blev udgivet som lydbog i 1976 af
Bibliotekscentralen, men de bibliografiske oplysninger på selve udgaven er meget
sparsomme. Indspilningen skulle ifølge Dansk Bibliotekscenters database, DanBib, være
foretaget efter C, men ingen indspilningsdato angives. 10 Ud fra en analyse af den samlede
varians kan det dog fastslås, at indspilningen er foretaget efter O1965 (se afsnit 3.2.1.). Denne
version (herefter O1976) var ikke underlagt nogen tidsbegrænsning, og kapitel 6 og 12
optræder derfor her i deres fulde længde. Som det vil fremgå af afsnit 3 er der ikke tale om
samme indspilning i en hhv. beskåret og ubeskåret udgave, idet de to kilder indeholder
forskellige varianter mod C. Denne kendsgerning kan dog fastslås allerede inden en manuel
kollationering foretages vha. en særlig visuel kollationeringsteknik, som vil blive redegjort
for i afsnit 5.3.
8 Udover de nævnte instanser er følgende institutioner blevet adspurgt: Nordisk Bibliotek på
Københavns Universitet; universitetsbibliotekerne i Roskilde, Odense, Århus og Aalborg; Bruun
Rasmussen Kunstauktioner. MAH’s arvinger Hans-Ole Hansen og Mette Lise Rösing, som forvalter
den private MAH-samling, har heller ikke udgaven.
9 Oplysningerne stammer fra DR’s databaser og er mig oplyst i et brev af 2.3.2007 fra Berit Jørgensen
ved DR Arkiv og Research Center. Tilsvarende indspilningstider for A kendes i øvrigt ikke. Det
anvendte eksemplar af 1965-indspilningen er en optagelse på kassettebånd af genudsendelsen udlånt
fra Statens Mediesamling på Statsbiblioteket i Århus.
10 I 1984 udgav Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde yderligere en lydbogsudgave, som if.
DanBib skulle være indspillet af Kern i 1965 og oplæst efter C. If. telefonsamtale med Karen Friis,
bibliotekar ved Danmarks Blindebibliotek (herefter DBB), som Statens Bibliotek og Trykkeri for
Blinde nu hedder, er denne overgået til et elektronisk format, og selve udgivelsen fra 1984 er kasseret.
Pga. særlige regler for rettighederne har det ikke været muligt at få adgang til DBB’s elektroniske
udgave.
8

Af tabellen nedenfor ses det, at varigheden af de enkelte afsnit i hhv. O1965 og O1976
nogenlunde stemmer overens med Kerns noter fra ROPL, hvor han fra og med kapitel 6 noterer
sine tidtagninger på kapitlernes sidste side. 11 For kapitel 6 og 12 angives to tidtagninger: først
med sletninger i teksten og derefter for den komplette tekst:
Kapitel O1965 O1976 Note i ROPL
1 27:06 28:35 –
2 27:05 27:23 –
3 29:01 29:49 –
4 27:53 27:44 –
5 29:43 29:35 –
6 35:00 39:19 33:35-34:20 / 39:00
7 28:05 29:24 28:25
8 28:10 27:59 28:30
9 28:06 28:23 28:45
10 27:10 28:18 28:00
11 27:23 27:07 28:05
12 29:40 31:34 29:45 / 31:30
Fig.2. Tabel over kapitlernes varighed samt Kerns noter herom.
De to senere oplæsninger indgår ikke i specialets fokus, men må tages i betragtning i det
bibliografiske arbejde og især i forbindelse med udredningen af de genetiske forhold
tekstkilderne imellem. Grunden hertil er, at begge oplæsninger – trods DanBibs påstand i
forbindelse med O1976 – med stor sandsynlighed er foretaget ud fra ROPL. Kollationeringer af
de tre tekstkilder afslører en række fælles varianter mellem C på den ene side og ROPL, O1965
og O1976 på den anden (se afsnit 3.1.2). Konsekvensen af dette forhold er, at ROPL’s genetiske
status er blevet temmelig uklar, idet Kern til brug for de senere oplæsninger har revideret
manuskriptet efter, arbejdet med A var afsluttet. 12
11 Oplysningerne om kapitlernes varighed for O1965 og O1976 stammer fra egen tidtagning.
12 På sin vis er her tale om en anderledes applikation af reglen recentiores, non deteriores fra den
klassiske filologi, jf. fx Britta Olrik Frederiksen: »Under stregen – lidt om det eksterne variantapparat
i historisk perspektiv« i: Pia Forssell og Rainer Knapas (red.): Varianter och bibliografisk
beskrivning, Nordisk Nätverk för Editionsfilologer, Skrifter 5, Helsingfors: Svenska
9

Det kan ikke lade sig gøre at tale om en oplagsstørrelse i forbindelse med A, men man
kan danne sig et indtryk af, hvor mange lyttere oplæsningen kan have haft ud fra antallet af
licensbetalere i 1950 samt resultaterne af en lytterundersøgelse, som blev foretaget ved Århus
Universitet samme år. Tilsammen kan disse oplysninger bruges til at beregne det, som man
med et af Genettes begreber kan kalde A’s potentielle læsere. 13 Statsradiofonien havde i 1950
1.216.586 licensbetalere, hvilket svarede til ca. 28% af den samlede befolkning eller ca. 92%
af det samlede antal husstande. 14 I lytterundersøgelsen, som var baseret på 13.000
spørgeskemaer og 11.000 mundtlige interviews, indgik radioromanen som genre ikke
specifikt. Derimod viste undersøgelsen, at ca. 29% af de adspurgte lyttede til hørespil. 15
Overføres denne procentsats til antallet af licensbetalere kommer man til det resultat, at ca.
352.800 licensbetalere lyttede til hørespil. 16 Tager man det forhold i betragtning, at hver
licens formentlig har repræsenteret en husstand med mere end én lytter, kan antallet have
været adskillige gange større. Det skal dog understreges, at disse beregninger udelukkende er
gætværk, og man kan derfor kun med en vis forsigtighed anslå A’s lytterskare til at have haft
en lignende størrelsesorden.
2.1.2. Avisføljetonen, B
Omtrent en uge forskudt i forhold til A blev de enkelte kapitler trykt i Berlingske Aftenavis
med illustrationer af Ib Spang Olsen. Første kapitel blev trykt i sin helhed lørdag 21.1.1950,
dvs. knap en uge efter første radioudsendelse, mens de følgende kapitler blev opdelt i to
litteratursällskapet i Finland 2003, s. 13-78; s. 48. Reglen understreger, at en tekstkildes unge alder
ikke nødvendigvis gør den mindre værd i det tekstkritiske arbejde, idet dens forbindelse til arketypen
kan være kortere end ved ældre kilder. De to senere oplæsninger bringer os formentlig ikke tættere på
den ikke-bevarede A, men deres slægtskab med ROPL gør dem uundværlige i udredningen af dette
manuskripts interne varians og genetiske status.
13 Genette: Paratext s. 110.
14 Oplysning vedr. antal licensbetalere er at finde på http://www.dr.dk/OmDR/Licens/Licenstal/
20061009153652.htm, og antallet er opgjort pr. 1.4.1950. Det samlede befolkningstal var 4.281.275,
og det samlede antal husstande 1.318.328; oplysninger if. Statistisk årbog 1954, København: Det
statistiske Departement 1954, s. 7. Antallene er opgjort pr. 7.11.1950.
15 If. Kortfattet Rapport vedrørende Radioundersøgelsens Resultater, København: Statsradiofonien
1952, hhv. s. 3 og s. 17. Undersøgelsen var geografisk inddelt, og resultatet for hørespillenes tilhører
var således 37% i Århus, 28% i Varde og 21% i landdistrikterne, dvs. i gennemsnit ca. 29%.
16 Til sammenligning kan nævnes, at de mange bogudgaver af Løgneren først i 1971 opnår et samlet
oplagstal på 311.000, se Ole Wivel (udg.): Omkring Løgneren, København: Hans Reitzel 1971, s.
351. If. Hans Hertel nåede oplaget samme år helt op på 320.000, se Robert Escarpit: Bogen og
læseren. Udkast til en litteratursociologi. Udvidet dansk udgave – med tillæg om Det litterære system
i Danmark ved Hans Hertel, oversat af Marianne Hedetoft, Ulf Hedetoft og Hans Hertel, København:
Hans Reitzel 1972, s. 283 (herefter Bogen og læseren).
10

afsnit og bragt hhv. onsdag og lørdag. Således kunne søndagens kapitel læses i løbet af den
efterfølgende uge, inden næste kapitel blev sendt. I alt blev romanen fordelt på 23 afsnit:
Dato Sidetal Løbenummer Indhold Sidetal i C
21.1.1950 s. 7 – Kap. 1 s. 5-16
25.1.1950 s. 5-6 2 Kap. 2 (1) s. 17-23,15
28.1.1950 s. 5-6 3 Kap. 2 (2) s. 23,16-28
1.2.1950 s. 5-6 4 Kap. 3 (1) s. 29-35,30
4.2.1950 s. 5-6 5 Kap. 3 (2) s. 35,31-41
8.2.1950 s. 5-6 6 Kap. 4 (1) s. 42-48,21
11.2.1950 s. 5-6 7 Kap. 4 (2) s. 48,22-54
15.2.1950 s. 5-6 8 Kap. 5 (1) s. 55-61,30
18.2.1950 s. 6 9 Kap. 5 (2) s. 61,31-66
22.2.1950 s. 5-6 10 Kap. 6 (1) s. 67-75,22
25.2.1950 s. 6 11 Kap. 6 (2) s. 75,23-81
1.3.1950 s. 5-6 12 Kap. 7 (1) s. 82-88,2
4.3.1950 s. 5-6 13 Kap. 7 (2) s. 88,3-94
8.3.1950 s. 5-6 14 Kap. 8 (1) s. 95-101,10
11.3.1950 s. 7-8 14 Kap. 8 (2) s. 101,11-107
16.3.1950 s. 5-6 15 Kap. 9 (1) s. 108-114,25
18.3.1950 s. 5-6 16 Kap. 9 (2) s. 114,26-120
22.3.1950 s. 5-6 17 Kap. 10 (1) s. 121-127,5
25.3.1950 s. 5-6 18 Kap. 10 (2) s. 127,6-133
29.3.1950 s. 5-6 19 Kap. 11 (1) s. 134-140,28
1.4.1950 s. 7-8 20 Kap. 11 (2) s. 140,29-145
5.4.1950 s. 5-6 20 Kap. 12 (1) s. 146-152,13
8.4.1950 s. 5-6 Sidste Afsnit Kap. 12 (2) s. 152,14-157
Fig.3. Tabel over dato, sidetal og konkordans med C for hvert afsnit af romanen i B.
Løbenummeret er avisens egen nummerering af afsnittene. Første kapitel havde intet
nummer, og sidste afsnit blev præsenteret som angivet. De to fejlagtige dobbeltforekomster
af hhv. nummer 14 og 20 stammer fra avisen. Den faste fordeling af kapitlerne på hhv.
onsdage og lørdage blev brudt i et enkelt tilfælde, idet 16.3.1950 var en torsdag. Dagen
11

forinden havde avisen adviseret udskydelsen, som skyldtes pladsmangel pga.
kommunevalgenes resultater. 17
Teksten var sat i samme spaltebredde som avisens øvrige stof og placeret øverst til
højre på rectosiden og til venstre på den følgende versoside, dvs. op ad bladets ydermarginer
og dermed nemt at klippe ud. Hvert afsnit indledtes af en rummelig rubrik med følgende
tekst: »LØGNEREN / Radioroman af / Martin A. Hansen / Illustreret af Ib Spang Olsen«. 18
Fra og med femte afsnit, 4.2.1950, blev en underrubrik tilføjet med et kort resume af de
foregående afsnit. Denne tekst var sat med en mindre skriftgrad og linjeafstand end
brødteksten.
Til hvert afsnit tryktes en illustration af Ib Spang Olsen, som fremstiller en central
scene fra det pågældende afsnit. På nær illustrationen af et par skrivende hænder, som også
blev anvendt som omslagsillustration til C, er alle motiverne af Johannes Vigs omgangskreds.
Der sættes med andre ord ikke ansigt på fortælleren på noget tidspunkt. Hver illustration
havde som billedtekst et citat fra afsnittet. Ud over Olsens tegninger blev et af MAH’s
håndtegnede kort over Sandø trykt 22.2.1950 (s. 6). Kortet er ikke identisk med det, som
pryder bagsiden af C. 19
Berlingske Aftenavis havde i første halvår af 1950 et gennemsnitligt oplagstal på
33.315. 20 Med samme forbehold som i forbindelse med antallet af licensbetalere
repræsenterer dette tal kun B’s potentielle læsere. Avisen kostede i løssalg kr. 0,20 og kr.
4,50/md. eller kr. 13,-/kvartal i abonnement.
2.1.3. Bogudgaven, C
Første oplag af bogudgaven udkom 29.8.1950 på Gyldendal til kr. 8.75 i hæftet stand.
Formatet er oktav, og bogen består af ti helark. I alt indeholder bogen 160 sider, hvoraf s. 6-
17 Berlingske Aftenavis, 15.3.1950, s. 5. Det er en almindelig, fejlagtig antagelse, at afsnittet blev trykt
15.3.1950, se fx Henrik Kettel: Martin A. Hansens Forfatterskab, Gyldendal 1966, s. 56; Wivel
(udg.): Omkring Løgneren s. 349; og Martin A. Hansen: Kætterbreve. Martin A. Hansens
korrespondance med kredsen omkring Heretica 1-3, udg. Anders Thyrring Andersen, Gyldendal
2004; bd. 3, s. 1535.
18 Kun 1. kapitel har en anderledes formulering. Olsens arbejde blev her præsenteret som »Tegning af
Ib Spang Olsen«, Berlingske Aftenavis, 21.1.1950, s. 7.
19 Dog ligner det i højere grad end dem, som findes optrykt i Wivel (udg.): Omkring Løgneren s. 25.
Wivels påstand om identitet mellem den nederste af disse to tegninger og C’s bagside er i øvrigt ikke
korrekt.
20 Oplagstallet er mig oplyst i en mail af 2.5.2007 fra analytiker Bjørn Nedergaard Jensen ved
Berlingske Bladsalg og Service A/S - Analysegruppen. Mere præcise tal kunne ikke findes.
12

157 er paginerede. Bogblokken er i ubeskåret stand ca. 218 mm høj x 146 mm bred og måler
17 mm i tykkelsen. Det faste omslag af tyndt karton er ca. 4 mm bredere og prydes af
førnævnte tegning af Ib Spang Olsen trykt på forpermen og MAH’s kort over Sandø på
bagpermen. Derudover har bogen et løst smudsomslag af tyndt og delvist transparent
pergamyn.
Oplaget var på 10.000 eksemplarer, hvilket var et for 1950 temmelig højt antal.
Oprindeligt havde kontrakten lydt på 6.000, men pga. store forudbestillinger fra
boghandlerne øgede forlaget tallet først til 8.000 og dernæst til 10.000. 21
2.2. Monoformer
Manuskriptmaterialet til romanen findes bevaret i forholdsvis stort omfang. Af dette vil
følgende tekstkilder blive inddraget:
1) Oplæsningsmanuskriptet (ROPL), den renskrift, som Kern benyttede sig af
ved oplæsningerne.
2) Gennemslagskopien af ROPL (herefter RKOPI).
3) En udateret afskrift af renskriften i gennemslagskopi (herefter Afsk).
Af MAH’s korrespondance med Gyldendal fremgår det, at et korrekturtryk til C (herefter c)
må have eksisteret. Dette og originalen til afskriften (herefter AfskORIG) udgør de ikke-
bevarede monoformer, som man med sikkerhed kan fastslå må have eksisteret. Flere
gennemslagskopier har dog med stor sandsynlighed eksisteret, hvilket vil blive behandlet i
afsnit 3.3.
Det bevarede materiale befinder sig på Det Kongelige Bibliotek (herefter KB) dels i
Martin A. Hansen Arkivet (herefter MAHA), dels i Håndskriftsafdelingens ordinære samling.
I MAHA findes renskrifterne RKOPI og Afsk og forskelligt kladdemateriale til Løgneren
samlet under opstillingssignaturen 425. Signaturen dækker over tre kapsler, hvoraf første
kapsel indeholder maskinskrevne forarbejder og renskrifter til kapitlerne 1-4, anden kapsel
21 If. brev af 16.6.1950 til MAH fra Carl Bergstrøm-Nielsen ved Gyldendal, MAHA 71. Oplysningen
om første forøgelse til 8.000 eksemplarer modtog MAH først i korrekturens kolofon if. brev af
13.6.1950 fra MAH til Bergstrøm-Nielsen, afskrift i MAHA 71. Det kunne være interessant at
undersøge Gyldendals arkiver for oplysninger om, hvornår boghandlernes forudbestillinger indgik.
Det er ikke usandsynligt, at A’s popularitet blandt lytterne påvirkede boghandlerne.
13

indeholder samme for kapitlerne 5-8 og tredje kapsel for kapitlerne 9-12. Derudover
indeholder tredje kapsel også de bevarede håndskrevne udkast og kladder samt tre versioner
af novelleforlægget »Isen bryder«. 22 Håndskriftsafdelingens Registrant over Martin A.
Hansen Arkivet, 1969, er som indholdsfortegnelse over MAHA 425 for upræcis og i enkelte
tilfælde fejlbehæftet. 23 En ny og komplet registrant over de tre kapslers indhold var derfor
nødvendig at foretage og gives her i bilag A.1.
Uden for selve arkivet findes enkelte originalmanuskripter. I forbindelse med
samarbejdet om A forærede MAH bl.a. ROPL og den kladde, som gik under navnet
»Novemberversionen« (herefter KNOV) til Kern. I 1993 blev dette materiale overdraget til KB
og findes nu under signaturen (acc.) 1993/111 med titlen Pouel Kerns Martin A. Hansen
Materiale vedr. Romanen Løgneren (herefter PKM). 24
Behandlingen af de monoforme tekstkilder er opdelt i renskrifter og kladdemateriale.
I manuskriptbeskrivelserne af det anvendte materiale vil følgende elementer blive behandlet:
– Titel og type
– Manuskriptets materielle karakter
– Datering
– Indgreb og lag
22 Hvorvidt et maskinskrevet dokument kan kaldes et manuskript i ordets egentlige forstand kan
debatteres. Ganske vist er teksten nedfældet vha. hændernes betjening af tastaturet, men det kan
normalt ikke siges at indeholde personlige og individuelle karakteritika på samme niveau som en
håndskreven tekst gør. For et korrektiv hertil se afsnit 2.2.3. Alligevel grupperer jeg både håndskrevne
og maskinskrevne dokumenter under samme kategori og følger heri DuRietz’ behandling af
terminologien i Den tryckta skriften s. 26f. Her fremhæver han, at når der er tale om monoforme
maskinskrevne dokumenter – dvs. dokumenter produceret på skrivemaskine, eller en enkeltstående
udskrift af et elektronisk tekstdokument, også når sådanne findes i et mindre antal ens eksemplarer –
har de inden for biblioteksvæsenet samme bibliografiske status som håndskrevne og havner som
følger heraf også på bibliotekernes håndskriftsafdelinger. Dog giver han ikke yderligere teoretisk
begrundelse herfor, og det kan synes, at grupperingen mest af alt har en praktisk karakter. Yderligere
kan nævnes, at som tyopgrafisk term, dvs. i betydningen trykforlæg, omfatter manuskript både
håndskrevne, maskinskrevne og trykte dokumenter, jf. Christian Petersen: »Manuskript« i: O. Hassing
og C. Volmer Nordlunde (red.): Bogtrykkerbogen. Lærebog ved Mesterprøven, København: Nyt
Nordisk Forlag og Arnold Busck 1946, s. 231-234; især s. 231. I Tyskland bruges inden for
bogvæsenet termen Typoskript om maskinskrevne dokumenter, som har funktion af trykforlæg, se fx
Reclams Sachlexikon des Buches, hrsg. von Ursula Rautenberg, 2. verbesserte Auflage, Stuttgart:
Philipp Reclam jur. 2003, s. 500. Dog kan manuskript også her bruges om både hånd- og
maksinskrevne dokumenter.
23 Registranten er foretaget af Carl Bergstrøm-Nielsen og dateret juni 1969.
24 Dette er selve kapslens titel. I REX er titlen: Materiale omkring Poul Kerns oplæsning i Danmarks
Radio af romanen Løgneren. Det manglende e i Kerns fornavn er KB’s forglemmelse.
14

2.2.1. Oplæsningsmanuskriptet, ROPL
Til oplæsningen modtog Pouel Kern af MAH en maskinskreven renskrift, som han med al
sandsynlighed brugte ikke kun ved den oprindelige oplæsning, men også ved de to senere.
ROPL findes i dag bevaret sirligt samlet i en mappe, men blev formentlig modtaget og anvendt
kapitelvis, idet enkelte noter i venstre margen delvist er dækket af mappens lås. Ligeledes
bærer hvert kapitel tydelige præg efter papirklips i form af rustaftryk på første side og
ensartede foldninger på de efterfølgende.
Manuskriptets materielle karakter
Mappen er af falmet grønt karton og måler 317 x 243 mm. Ryggen måler i udstrakt tilstand
23 mm. Papirets format er 225 x 290 mm. 25 Bladene er forsynet med to huller i venstre
margin og holdes sammen af en lang metallås. På mappens forside står »MARTIN A.
HANSEN / LØGNEREN / (A) / (MANUSKRIPT TIL OPLÆSNINGEN I 1950 –)«. 26
Forrest i mappen er to af MAH’s originale håndtegnede kort indført: det første af Sandø og
det andet af Sandøs beliggenhed med titlen »Farvandet omkring Sandø«. Begge er tegnet på
langs ad papiret, og begge er de limet på en papirstrimmel således, at låsen ikke dækker det
nederste af tegningerne. 27
Manuskriptets i alt 150 blade er alle beskrevet på rectosiden med dobbelt linjeafstand,
og alle på nær kap. 3 s. 6-13 er skrevet på samme maskine. 28 De sidste fem sider i kap. 3 er
skrevet på en maskine, som har en mindre skriftgrad, men det har ikke været muligt at
identificere denne ud fra fx den bevarede maskinskrevne korrespondance. Der er fx ikke tale
om den maskine, hvormed Kern skrev til MAH. Manuskriptet er ikke fortløbende pagineret,
men internt for hvert kapitel.
25 Oplmålingerne angiver højde x bredde og er alle foretaget på bladets midte. Dermed undgås i videst
muligt omfang unøjagtigheder pga. slidte kanter, jf. Tone Modalsli: »Manuskriptet som gjenstand –
om manuskriptbeskrivelse« i: Pia Forssell og Rainer Knapas (red.): Varianter och bibliografisk
beskrivning, Nordisk Nätverk för Editionsfilologer, Skrifter 5, Helsingfors: Svenska
litteratursällskapet i Finland 2003, s. 131-151; s. 143.
26 Betegnelsen »A« refererer kun til det interne system i PKM og har ingen bibliografisk betydning.
Mappen, som indeholder KNOV, tildeles fx betegnelsen »B«.
27 Begge blade er beskåret få mm på tværs i forhold til førnævnte format.
28 Ved sammenligning med MAH’s samtidige breve er der med stor sandsynlighed tale om
forfatterens egen maskine.
15

Datering
ROPL er dateret 19.12.1949 – 27.3.1950. De enkelte sider er dog dateret individuelt, og jeg
angiver derfor den nærmere datering – opsummeret for de enkelte kapitler – i tabellen
nedenfor:
Kap. Antal sider Datering
1 12 19.12.1949 – 20.12.1949
2 12 20.12.1949
3 13 23.12.1949 – 26.12.1949
4 12 28.12.1949
5 12 28.12.1949 – 30.12.1949
6 15 31.12.1049 – 2.1.1950
7 12 2.1.1950 – 3.1.1950
8 12 3.1.1949
9 13 4.1.1950
10 12 5.1.1950
11 12 6.1.1950
12 13 26.3.1950 – 27.3.1950
Fig.4. Tabel over omfang og datering af de enkelte kapitler i ROPL og RKOPI.
Hver side er forsynet med et nummer, som formentlig angiver det antal revideringer, den
pågældende side har gennemgået. 29
Indgreb og lag
ROPL indeholder et stort antal håndskrevne ændringer og oplæsningsnoter foretaget med i alt
fem forskellige skriveredskaber. 30 Overordnet kan altså seks lag udskilles, hvoraf det første
ROPL 1 udgøres af manuskriptets maskinskrevne tekst. De fem lag med håndskrevne indgreb er
som følger:
ROPL 2 ; ændringer i en mørkeblå kuglepen.
ROPL 3 ; oplæsningsnoter og ændringer i blåt blæk.
29 If. Kerns formodning omtalt i brev af 11.1.1968 til Ole Wivel, gennemslagskopi i PKM.
30 Jeg lader i specialet ændringer betegne indgreb i manuskripterne, hvad enten de kan tilskrives
MAH, Kern eller andre. Begrebet rettelser reserveres således til den tekstkritiske emendation af
teksten.
16

ROPL 4 ; ændringer i en tynd, lyseblå (tangerende lilla) kuglepen.
ROPL 5 ; oplæsningsnoter og ændringer i blyant.
ROPL 6 ; sletninger foretaget i lilla farveblyant.
Når jeg i det efterfølgende refererer til ROPL, skal dette forstås som summen af de forskellige
lag og den interne varians, de repræsenterer. Sagt med andre ord svarer ROPL til manuskriptets
endelige ordlyd, alle ændringer inklusive. Det bør også bemærkes, at det i enkelte tilfælde er
nødvendigt at dele ROPL 1 op i yderligere to lag, ROPL 1.1 og ROPL 1.2 , idet manuskriptet
indeholder maskinskrevne ændringer og dermed en lagspecifik intern varians, som det er
nødvendigt at kunne behandle. Igen gælder det, at ROPL 1 skal forstås som det maskinskrevne
lags endelige ordlyd, dvs. summen af ROPL 1.1 og ROPL 1.2 . Det kan nævnes, at der er ikke så få
maskinskrevne ændringer, hvilket siger noget om den hast, hvormed dokumentet blev til.
Dette stiller for så vidt spørgsmålstegn ved betegnelsen renskrift i forbindelse med ROPL, idet
der snarere er tale om en gennemgribende omarbejdning af forlægget, KNOV.
Ændringerne i ROPL 2 begrænser sig for størstepartens vedkommende til et eller to ord
og oftest i overensstemmelse med C. Håndskriften synes ikke umiddelbart at ligne hverken
Kerns eller MAH’s, men er anderledes kluntet og ubehjælpsom. En mulig forklaring herpå er,
at laget kunne være indført, mens papiret sad i skrivemaskinen. Laget indeholder kun få
indgreb, som til tider er af temmelig substantiel karakter. Dog findes også enkelte opklarende
ændringer som fx tilføjelse af punktum og manglende bindestreger ved orddeling i
forbindelse med linjebrud. Laget er formentlig tilført ROPL som en af de første evt. inden det
blev overdraget til Kern, og kan formodes at have MAH som ophav. Det ses blandt andet
ved, at ROPL 3 , som Kern har tilført, er kommet til senere, idet ændringer over linjen i ROPL 2 er
indført vha. hak i ROPL 3 . Det kan også fremhæves, at for både kapitel 3 og 9 stemmer
ændringer i ROPL 2 overens med alle øvrige tekstkilder, hvilket også tyder på, at disse er
kommet til tidligt i forløbet (se fx også afsnit 3.2.1.). 31 Tilmed stemmer både redskab,
håndskrift og ændringer ofte overens med indgreb i RKOPI, hvilket kunne tyde på, at MAH har
tilført disse to lag samtidigt (se også afsnit 3.3.3.).
Oplæsningsnoterne i ROPL 3 er for størsteparten opklarende ændringer. Herunder findes
fx tydeliggørelse af en del maskinskrevne »overstregninger«, dvs. fejlslag, som er blevet
31 Den eneste undtagelse hertil er et tilføjet komma: s. 38 »Han er fremskuende han«. Her har ROPL
»Han er fremskuende, han«.
17

overskrevet med x’er. En del af disse er blevet overstreget i blåt blæk for at fremhæve
sletningen. Et antal uhensigtsmæssige orddelinger i forbindelse med linjebrud er streget ud og
afskrevet oven over, og et mindre antal banale stavefejl som fx Herrgud > Herregud (C, s.
114) og Uddenfor > Udenfor (C, s. 115) er rettet. Laget anvendes også til at angive replikker
ved streg i indrykningens tomme felt. 32 Håndskriften er Kerns, og for de fleste ændringers
vedkommende er der tale om en mere læsevenlig tilrettelægning af manuskriptet. Dog findes
også en række mere substantielle og tekstkritisk set mere kontroversielle indgreb i dette lag,
især i kapitel 3. Her bliver fx antallet af skolebørn, som modtager undervisning af Johannes,
ændret fra femten til tolv (C, s. 31). Håndskriften er entydigt Kerns, men netop dette
eksempel stiller spørgsmålstegn ved, om Kern kan formodes at være ophavsmand til
ændringerne, eller om han her snarere har fungeret som en art sekretær for MAH. Øvrige
eksempler og en nærmere udredning af de forskellige lags genetiske status gives i afsnit
3.2.1.
Ændringer i ROPL 4 er alle foretaget i Kerns hånd. De fleste indgreb begrænser sig til et
eller to ord og oftest i overensstemmelse med ordlyden i C. Ændringerne er for størstedelens
vedkommende mere eller mindre substantielle. Til illustration kan et eksempel fra kapitel 9
nævnes, hvor Johannes indrømmer, at Annemaris søn, Tom, ikke har figureret i noget særligt
omfang i beretningen: »Og paa disse Blade har der heller ikke staaet noget videre om lille
Tom som jeg plejer at være saa meget sammen med« (C, s. 111). Oprindeligt lød
formuleringen »Og paa disse Blade har ikke staaet noget videre [...]«, som de øvrige
tekstkilder, men dette er ændret i ROPL 4 i overensstemmelse med C. Ændringerne ROPL 4 er
tekstkritisk set de mest interessante og vil blive analyseret uddybende i afsnit 3, hvor det vil
fremgå, at laget både indeholder ændringer, som er kommet til inden A, og ændringer, som er
kommet til efter udgivelsen af C.
Oplæsningsnoterne i ROPL 5 består hovedsageligt af pause- og intonationsmarkører. Fx
markerer skråstreger mindre ophold i teksten, og der kan være flere af disse i en enkelt linje.
Ligeledes noterer Kern til tider i parentes, om en replik skal læses højt eller ligefrem råbende.
Hertil kommer et fåtal opklarende ændringer, dvs. afskrifter af ROPL 1 , som ved fejlslag på
maskinen er blevet utydelig. For enkelte siders vedkommende tilføjes nederst til højre en
slags kustode, dvs. gentagelse af det første ord fra næste side, som dog her har fungeret som
hjælp ved sideskift i oplæsningen. Håndskriften er Kerns, og efter noternes karakter at
32 I første kapitel markeres replikker dog ved anførelsestegn i ROPL 3 .
18

dømme må man formode, at han selv står som ophavsmand til ROPL 5 . MAH havde netop
udtrykt stor tiltro til Kern som oplæser og fortolker, og det virker usandsynligt, at Kern skulle
have indført dette lag efter diktat fra MAH. Eksempelvis må pausestregerne stamme fra
Kerns arbejde i forbindelse med indøvelsen af teksten, idet intonation og tempo er personlige
aspekter, som MAH ud fra den bevarede korrespondance at dømme ikke har ønsket at
influere. MAH’s indstilling til oplæserens rolle vil blive behandlet i afsnit 4.3.1. Til
oplæsningsnoterne i ROPL 5 bør formentlig regnes tilføjelsen af enkelte kommaer, som ikke
findes i C og som kan formodes at have fungeret som pausemarkører. Ligeledes er enkelte
ord blevet sat i anførelsestegn for at indikere overført betydning.
ROPL 5 er dog også blevet brugt til mere kontroversielle ændringer. I kapitel 6 angives
de i alt 14 sletninger i teksten på to forskellige måder: 1) med »lang« kantparentes i venstre
margin i tynd blyant, umiddelbart svarende til den i ROPL 5 i øvrigt anvendte; og 2) med
almindelig parentes i selve linjen i en blødere blyant. På første side af hhv. kapitel 1 og 2 har
MAH brugt en lignende blyant til at skrive »Klar til uds.« Alle sletninger er markeret med
kantparentes, men kun 9 er markeret med almindelig parentes. Sidstnævnte er alle sletninger
af forholdsvis lange passager, hvorimod de sletninger som kun er markeret med kantparentes
er forholdsvis korte som fx sletningen af kapitlets afsluttende udråb, »Tiro! Tiro!« (C, s. 81).
I et brev til Kern af 9.2.1950 skriver MAH:
Der skulde i Kapitel VI være sat Klamme om saa mange Linjer at de
tilsammen udgør noget over en Side. Men iøvrigt vil jeg give Dem frie
Hænder til at stryge det fornødne (maaske De under Øvelsen mærker at
Strygning er bedre andre Steder) saa Stoffet ikke skal blive pakket for Dem.
Men som Læsestof er det sværere at stryge noget end jeg egentlig troede. 33
Den mest nærliggende tolkning er, at de 9 sletninger med almindelig parentes kan tilskrives
MAH, og at Kern må have tilføjet de resterende 5.
Både sletninger og føromtalte oplæsningsnoter er formentlig kommet til inden A, men
ROPL 5 indeholder også indgreb, som må stamme fra en eller flere senere revisioner i
forbindelse med O1965 og O1976. Her er tale om en række tilbageførelser af tidligere
foretagede ændringer, hvilket vil blive behandlet i afsnit 3.2.1. Her skal blot fastslås, at siglen
33 PKM; afskrift i MAHA 71. »Klamme« kan if. ODS også bruges om almindelig parentes.
19

ROPL 5 er en samlende betegnelse for ændringer foretaget med blyant, og at disse ikke
nødvendigvis stammer fra en og samme revision af manuskriptet. I dette henseende kan
siglen siges at være misvisende og burde muligvis have været delt op i flere separate lag.
Dette ville dog ikke være hensigtsmæssigt, idet langt fra alle indgreb med blyant kan
bestemmes genetisk.
ROPL 6 findes kun anvendt i kapitel 12, hvor sletningerne er foretaget med både blåt
blæk, ROPL 3 , og med lilla blyant, ROPL 6 . Hvilket af de to lag, som er kommet til først at svært
at afgøre.
Sigleringen af de enkelte lag afspejler lagenes kronologiske forhold til ROPL 1 , således at fx
ROPL 2 er blevet tilført manuskriptet tidligere end ROPL 3 , ROPL 3 før ROPL 4 og så fremdeles. 34
Dog er denne genetiske bestemmelse kun omtrentlig for en stor del af indgrebene, hvilket
grundlæggende skyldes to forhold: 1) MAH, Kern og evt. andre ophavsmænd til indgrebene
har tilsyneladende ikke været tro mod redskaberne. Hermed menes, at ændringer foretaget
med samme redskab – og altså i nærværende undersøgelse grupperet i et og samme lag – ikke
nødvendigvis stammer fra samme gennemarbejdning og derfor ikke nødvendigvis har samme
genetiske status. Et eksempel herpå findes i ROPL 5 , hvor Kern ved enkelte lejligheder har
måtte minde sig selv om udtalen af Annemaris navn og sat trykmarkør over a’et i -mari. 35 Vi
ved fra Erhardt Larsens anmeldelse af romanen, »Martin A. Hansens Roman om Hjertets
Ufred«, 1950, som var foretaget på baggrund af A og B, at navnet blev udtalt således af Kern,
og det må formodes, at en oplæsningsnote herom ikke er kommet til ved Kerns senere arbejde
med manuskriptet i forbindelse med O1965 og O1976. 36 Heroverfor kan man ud fra en analyse
af den samlede varians fastslå, at enkelte ændringer i ROPL 4 er blevet ført tilbage til deres
oprindelige ordlyd i overensstemmelse med C mellem de to senere oplæsninger. Disse
tilbageførelser er også foretaget i ROPL 5 og kan kun stamme fra Kerns senere arbejde med
ROPL, hvilket fører os frem til det andet grundlæggende forhold: 2) arbejdet med ROPL
afsluttes ikke med fremførelsen af A, men fortsættes efter udgivelsen af C, med det formål at
34 Dette er dog med undtagelse af siglen ROPL 6 , som formentlig er kommet til inden A.
35 Der er sågar eksempler på denne påmindelse så sent som i kapitel 9.
36 Erhardt Larsen: »Martin A. Hansens Roman om Hjertets Ufred« i: Berlingske Aftenavis, 3.4.1950,
her fra Wivel (udg.): Omkring Løgneren s. 28-35; s. 28.
20

eliminere variansen mellem ROPL og C. 37 En sådan forplumring af tekstkildens genetiske
status gør det tekstkritiske arbejde vanskeligt. De to forhold tilsammen åbner for den
mulighed, at enhver korrektion, hvis tilkomst ikke entydigt kan bestemmes, kan være
kommet til efter C og dermed falde uden for nærværende undersøgelses interesse for værkets
tilblivelse og oplæserens rolle heri. Det centrale spørgsmål er netop, om indgrebene i ROPL er
et produkt af MAH og Kerns samarbejde i forbindelse med A, som forfatteren lod indgå i
bogudgavens tekst, og dermed ægte tilblivelsesvarianter, eller om de blot er kommet til
senere. Ud fra analysen af den interne varians og tekstkildernes indbyrdes forhold kan man
dog fastslå, at ROPL har indeholdt ændringer, da A blev indspillet. Jeg vil i afsnit 3 redegøre
uddybende herfor og give eksempler på, hvordan det tekstkritiske arbejde kan bruges til at
bestemme en række tekststeders genetiske forhold. Med de her opridsede forbehold kan man
opstille en omtrentlig bestemmelse af lagenes genese: ROPL 2 og ROPL 3 er formentlig kommet
til før A, hvorimod ROPL 4 og ROPL 5 både indeholder ændringer, som tydeligvis er kommet til
før A, og andre, som tydeligvis er kommet til efter C.
2.2.2. Gennemslagskopien, RKOPI
MAH benyttede sig flittigt af gennemslags- eller karbonpapir, når han skrev på maskine, både
til breve og til det litterære arbejde. På denne måde kunne adskillige ens kopier af fx en
renskrift foretages på en gang og fremsendes til de forskellige involverede i det litterære
kredsløb. 38 Kapitel 1 af Afsk er et eksempel på, at op til tre ens gennemslagskopier kunne
laves foruden originalen. Samtidig åbner dette muligheden for, at de enkelte kopier ikke
udsættes for redigering i samme omfang og tilmed tilføres forskellige ændringer til samme
tekststed.
Manuskriptbeskrivelsen for RKOPI kan med fordel benytte sig af det fysisk nære
slægtskab mellem original og gennemslagskopi og for en del oplysningers vedkommende
henvise til beskrivelsen af ROPL. Således er både datering, omfang, paginering, primært
37
Om dette arbejde også involverede MAH, eller om det kun var Kern, som foretog de nødvendige
ændringer kan ikke afgøres.
38
Begrebet, det litterære kredsløb, skal forstås som en fri oversættelse af den amerikanske
boghistoriker Robert Darntons communication circuit, som bl.a. findes beskrevet i hans artikel »What
is the history of books?« fra The Kiss of Lamourette: Reflections in Cultural History, rev. ed., New
York: W.W. Norton & Company 1990, s. 107-136; her fra David Finkelstein and Alistar McCleery
(ed.): The Book History Reader, London og New York: Routledge 2006; s. 9-26. Kredsløbet består af
alle de involverede i produktionen af bøger og deres videre offentlige liv, dvs. forfatter, forlægger,
trykker, forhandlere og læsere.
21

skriveredskab og papirets fysiske dimensioner ens for begge renskrifter (se bl.a. Fig.4). 39
Mere overordnet kan man sætte lighedstegn mellem de to tekstkilders maskinskrevne tekst,
således at ROPL 1 er lig med RKOPI 1 , hvilket også gælder for den lagspecifikke interne varians
omtalt i afsnit 2.2.1., dvs. ROPL 1.1 = RKOPI 1.1 og ROPL 1.2 = RKOPI 1.2 .
Dog er der en række materielle forskelle mellem de to dokumenter. Først og fremmest
findes RKOPI ikke bevaret for kapitlerne 1-4 og 12. Om disse er gået tabt, eller om de aldrig
har eksisteret, kan ikke afgøres. For det andet er RKOPI bevaret kapitelvis som det øvrige
materiale i MAHA 425 og fremstår derfor ikke som et samlet, fysisk manuskript. De enkelte
kapitler er her samlet med papirklips i øverste højre hjørne. For det tredje er papiret tyndere
end det brugt til ROPL. Lignende forhold gør sig gældende for fx de breve fra MAH til Kern,
hvor både original og gennemslagskopi findes bevaret.
Indgreb og lag
RKOPI indeholder langt færre ændringer end ROPL, og udover den maskinskrevne tekst, RKOPI 1 ,
findes kun to lag håndskrevne indgreb:
RKOPI 2 ; ændringer i mørkeblå kuglepen
RKOPI 3 ; ændringer i sort blæk
Ændringerne i RKOPI 2 består hovedsageligt af ukontroversielle tilføjelser af komma,
spørgsmålstegn mm. samt ændringer af åbenlyse stavefejl. Hertil kommer et fåtal ændringer,
som ikke skyldes fejl i teksten, men må stamme fra forfatterens revision af det pågældende
sted, og som ofte begrænser sig til enkelte ord. Et eksempel ses til festen på Næs, hvor
Johannes fortæller Annemari om hans møde med ingeniøren i skolestuen kapitlet forinden (C,
s. 118):
Din Ven har gjort mig en Tjeneste, og jeg er ham sandelig taknemmelig. Han
har sagt mig nogle storartede Sandheder.
Jeg haaber det var Sandheder, sagde hun.
Det var Pletskud, min Pige.
39 Idet MAH tilsyneladende har brugt løse karbonark, er det dog ingen selvfølge, at originalen og
kopien har samme størrelse.
22

Og det kunde du ikke taale?
Nej, jeg blev fornærmet, min Pige.
Her er fornærmet blevet rettet fra krænket i RKOPI 2 . Ændringen stemmer som de fleste af
indgrebene i RKOPI 2 overens med dem i ROPL 2 og er sågar foretaget med samme redskab og
med samme hånd.
Ændringerne i RKOPI 3 er meget færre og for det meste af formelle og ukontroversielle
fejl. Dog findes også her enkelte særdeles substantielle indgreb som fx Tag lidt fastere du. Og
fortæl saa > Ja, fortæl (C, s. 116). 40 Skriften er lettere kluntet, men kunne godt være MAH’s.
Det har ikke været muligt at afgøre, hvilken indbyrdes genetisk status de to lag har.
2.2.3. Afskriften, Afsk
Afsk er ligesom RKOPI en gennemslagskopi, men ingen original findes bevaret. I MAHA 425
findes tre kopier for kapitel 1-2, to kopier for kapitel 3-4 og én kopi for kapitel 5-11. Ligesom
tilfældet er med RKOPI, findes kapitel 12 ikke bevaret i denne tekstkilde. Sideantallet for de
enkelte kapitler i Afsk svarer til det for ROPL (se Fig.4). Papiret er en anelse tyndere end RKOPI
og ellers af samme type. For kapitel 1-2 gælder, at den ene kopi er af kraftigere papir end de
øvrige. De enkelte kapitler er hæftet sammen med papirklips i øverste højere hjørne, og
manuskriptet findes bevaret kapitelvis som RKOPI og det øvrige materiale i MAHA 425.
Afskriften er formentlig ikke begået af MAH, hvilket kan begrundes ved en række
observationer. Først og fremmest er brugen af mellemrum efter komma nogenlunde
konsekvent i Afsk, hvorimod MAH i ROPL og samtidige breve konsekvent undlader dette. For
det andet er afskriften tastet ind med en meget blidere hånd. Gennemslaget er svagere, og
punktum og komma har ikke sat præg på papirets bagside, som tilfældet er i ROPL og RKOPI. 41
For det tredje kan man fremhæve en række varianter mellem Afsk og dets forlæg, formentlig
ROPL jf. afsnit 3.3.3., som kunne tyde på, at forfatteren ikke selv har fungeret som afskriver.
Fx har afskriveren sandsynligvis fejllæst eller intentionelt rettet det for vedkommende
ubekendte ord yre, som betyder øre eller svimle, til det mere almindelige ydre i forbindelse
40 Eksemplet findes også omtalt i afsnit 3.1.1.
41 Hermed findes konkret belæg for den terminologiske praksis omtalt tidligere i note 22 vedr.
behandlingen af maskinskrevne dokumenter som manuskripter. Afsk kan faktisk siges at udvise
personlige og individuelle karakteristika, som muliggører en moderne pendant til den palæografiske
analyse.
23

med Johannes’ betragtninger over de dansende til festen: »Ja se, hvor hver ældre Kvinde
blive en Mona Lisa naar hun danser. Smil der er Gaader. Sjælen er vendt mod fjerne, yre
Minder.« (C, s. 116). En sådan fejllæsning kunne ganske vist være begået af forfatteren, men
sammen med de øvrige tekniske forskelle synes det mere nærliggende at tillægge fejlen en
fremmed afskriver. Derudover er Afsk formentlig ikke foretaget på samme maskine som ROPL.
Skrifttypen ligner til forveksling, men dels er mellemrummene mellem bogstaverne en anelse
større i Afsk, dels er linjeafstanden en anelse mindre. Afsk er ligesom ROPL skrevet med
dobbeltlinjeafstand, men over en hel side, dvs. 32 linjer, er der 2 mm til forskel. 42
Afsk er udateret på nær kapitel 1-2, hvor kopierne på det kraftige papir er dateret hhv.
20.12.1949 og december 1949. For 1. kapitels vedkommende er datoen skrevet øverst til
højre med maskine i original – dvs. ikke med gennemslag – og med blå kuglepen er tilføjet
»1. Kap. Endelig Form«. 43 Øverst på kapitel 2 står i sort blæk: »2. Kap. Endelig Form. Dec.
49«.
Indgreb og lag
Afsk indeholder kun ganske få og for det meste ukontroversielle ændringer. Alligevel er
adskillige redskaber brugt, og man kan udover den maskinskrevne tekst, Afsk 1 , identificere
følgende lag håndskrevne indgreb:
Afsk 2 ; ændringer i blød blyant
Afsk 3 ; ændringer i blåt blæk
Afsk 4 ; ændringer i sort blæk
Afsk 5 ; ændringer i blå kuglepen
Sidstnævnte optræder kun i kapitel 5, og Afsk 2 og Afsk 3 er langt de hyppigst brugte.
Indgrebene begrænser sig til ændring af stave- eller tastefejl som fx manglende mellemrum
mellem to ord. Sigleringen afspejler for Afsk’s vedkommende ikke en kronologisk
rækkefølge, idet en bestemmelse af de enkelte lags genetiske status ikke har været mulig at
foretage.
42 Til sammenligning skal nævnes, at linjeafstanden i ROPL er konstant, dvs. at forskellen mellem Afsk
og ROPL ikke kan skyldes en enkelt maskines egen variation.
43 Det kan nævnes, at den ene kopi af 1. kapitel har følgende håndskrevne besked øverst på siden: »Til
Ib Spang Olsen / Martin A. Hansen«.
24

For kapitel 1-4 gælder, at de forskellige gennemslagskopier indeholder samme
ændringer. Dvs. at når der henvises til en intern variant i fx 2. kapitel foretaget i Afsk 2 , vil den
fx også findes i det, som kunne kalde AfskKOPI-2 2 . Den eneste undtagelse hertil er tilføjelsen af
et komma i kapitel 3, som kun findes i den ene kopi. Af den grund har jeg tilladt mig kun at
operere med én afskrift, Afsk, i det tekstkritiske arbejde. På samme måde som for den
lagspecifikke interne varians for ROPL 1 er det ved enkelte steder nødvendigt at redegøre for
den interne varians for Afsk 1 , idet også afskriften indeholder maskinskrevne ændringer af
interesse. Laget deles i disse tilfælde i Afsk 1.1 og Afsk 1.2 , og jeg vil i afsnit 3.2.2. give et
eksempel på et interessant tilfælde af intern varians i Afsk 1 .
2.2.4. Forholdet mellem original og gennemslagskopi
Brugen af gennemslagspapir i forbindelse med maskinskrevne dokumenter er ikke helt
uproblematisk i bibliografisk forstand. De foregående manuskriptbeskrivelser har fastslået, at
der med et manuskript bevaret i både original og gennemslagskopi er tale om to separate
dokumenter. I den udstrækning begge disse dokumenter er bærere af præcis samme tekst,
som tilfældet fx er for de tre bevarede gennemslagskopier af Afsk, kunne det være fristende at
tale om én og samme tekstkilde. Ifølge DuRietz kan en monoform tekstkilde sagtens findes i
et mindre antal ens eksemplarer som fx en udskrift af et elektronisk dokument, jf. note 22.
Pga. den lingvistiske varians mellem fx ROPL og RKOPI synes dette dog ikke at kunne lade sig
gøre i forbindelse med Løgneren. Ud fra en tekstsociologisk betragtning virker det ligeledes
uhensigtsmæssigt, idet hvert dokument formentlig har haft deres egne funktioner i romanens
tilblivelse og cirkuleret uafhængigt af hinanden i det litterære kredsløb.
Situationen kan minde om den, hvor en forfatter bruger mere end ét læse- eller
håndeksemplar af en trykt bog til at foretage ændringer i teksten til en senere revideret
udgave. Den tyske editionsfilolog Elisabeth Höpker-Herberg omtaler i sin artikel
»Synoptische Variantenverzeichnung«, 1971, Klopstocks samtidige brug af to forskellige
håndeksemplarer i sin gennemarbejdning af Der Messias. 44 Her tildeles den trykte udgave
siglen D3, og ændringerne i de to håndeksemplarer sigleres hhv. D3H1 og D3H2. Her er altså
tale om tre forskellige tekstkilder, som optræder på lige fod i variantapparatet. Den centrale
44 Elisabeth Höpker-Herberg: »Synoptische Variantenverzeichnung« i: Günther Martens und Hans
Zeller (Hrsg.): Texte und Varianten. Probleme ihrer Edition und Interpretation, München: C.H.
Beck’sche Verlagsbuchhandlung 1971, s. 219-232; s. 228f.
25

forskel mellem Klopstocks brug af to håndeksemplarer og forholdet mellem original og
gennemslagskopi er dog udgangspunktet. I Höpker-Herbergs tilfælde findes udgangspunktet,
D3, stadig efter at de to håndeksemplarer er taget ud af det samlede oplag. I MAH’s tilfælde
kan udgangspunktet siges at forsvinde, idet papiret tages ud af maskinen, adskilles og påføres
ændringer i forskelligt omfang. Det fælles udgangspunkt for fx ROPL og RKOPI findes kun som
en overensstemmelse mellem dokumenternes oprindelige lag, ROPL 1 og RKOPI 1 . Hvor
Klopstock gør et eksemplar af en polyform tekstkilde, D3, til et monoformt dokument, fx
D3H1, forbliver MAH’s renskrift(er) monoform(e).
Grunden til at fremhæve denne problematik er, at det i forbindelse med bestemmelsen
af de forskellige tekstkilders indbyrdes slægtskab ikke er muligt at afgøre præcis hvilket
dokument, der har fungeret som forlæg for hhv. Afsk, B og C. Som det vil fremgå i den
følgende behandling af variansen kan man fx slutte, at C er blevet sat efter et eksemplar af
afskriften, men uden kunne komme en bestemmelse af det fysiske dokument nærmere, dvs. vi
kan ikke afgøre, om der er tale om den bevarede Afsk, originalen til denne, eller en evt. anden
gennemslagskopi. I denne henseende kunne det være hensigtsmæssigt at operere med en
slags abstrakt betegnelse for det manuskript eller den tekstkilde, som ved adskillelsen af
original og gennemslagskopi(er) veg pladsen for de fysiske dokumenter. Denne
bibliografiske problematik bliver formentlig blot mere central i takt med, at editionsfilologer
begynder at udgive nyere værker fra det 20. århundrede, og man kan forestille sig, hvordan
kopimaskinernes og printernes anvendelse i nyere tid må gøre en bibliografisk praksis
uundværlig. Dog har en løsning ikke præsenteret sig i forbindelse med nærværende arbejde,
og jeg vil i de efterfølgende slægtskabsbestemmelser blot henvise til eksisterende og evt.
eksisterende fysiske dokumenter.
26

3. Varians
I dette kapitel skal den samlede varians mellem de forskellige tekstkilder behandles, herunder
både den eksterne og den interne. Ved ekstern varians forstås forskelle i ordlyden mellem to
tekstkilder, og ved intern varians forstås ændringer foretaget i ét og samme dokument. Det
kan fx være håndskrevne sletninger eller tilføjelser indført i et trykmanuskript af forfatteren
selv eller af andre. 45 I Løgneren’s tilfælde vil dette også indbefatte maskinskrevne ændringer
i de maskinskrevne manuskripter.
Analysen af den samlede varians har grundlæggende to formål: 1) et bibliografisk
eller genetisk, og 2) et fortolknings- eller læsningshistorisk. Behandlingen af den
paratekstuelle varians i afsnit 3.4. har primært sidstnævnte i sigte. Afsnit 3.1.-3.3. vil derimod
hovedsageligt behandle de bibliografiske forhold mellem tekstkilderne, men der vil undervejs
blive givet eksempler på betydningsbærende varians mellem de polyforme tekstkilder, som
kan illustrere, hvordan værket har set ud på forskellige tider i dets udgivelseshistorie.
Formålet med den bibliografiske tolkning er at kunne afdække slægtskabsforhold mellem
tekstkilderne, som ikke kan afgøres ud fra ydre tegn som fx Kerns oplysninger på forsiden af
mappen indeholdende ROPL, jf. afsnit 2.2.1. Ved at undersøge forskellene og lighederne
mellem manuskripterne og de to trykte polyformer kan man sandsynliggøre hvilke
manuskripter, der har fungeret som trykforlæg.
I dette forehavende er det vigtigt ikke kun at basere konklusionerne på antallet af
varianter, men at foretage en kritisk skelnen mellem ubetydelige varianter, som kunne være
opstået uafhængigt af hinanden, og mere vægtige varianter, som sandsynligvis ikke kan være
opstået uafhængigt. Kun i forbindelse med de sidste kan man påvise et slægtskab.
Distinktionen svarer grundlæggende til forskellen mellem substantieller og accidentalier,
men har dog et andet formål her end både den svenske og den amerikanske anvendelse. 46 Til
45 If. Petra Söderlunds artikel »Filologpedanteriets höga visa?« i: Pia Forssell och Rainer Knapas
(red.): Varianter och bibliografisk beskrivning, Nordisk Nätverk för Editionsfilologer, Skrifter 5,
Helsingfors: Svenska litteratursällskapet i Finland 2003, s. 79-97, er der uenighed om, hvorvidt
ændringer foretaget af andre end forfatteren kan kaldes interne varianter, jf. s. 90f. Som Söderlund
pointerer, er denne skelnen ikke altid mulig at foretage og er tilmed ikke interessant i et
tekstsociologisk øjemed. Jeg grupperer derfor her alle former for dokument-interne ændringer under
intern varians.
46 Betegnelserne er de svenske »oversættelser« af den amerikanske tekstkritiker W. W. Gregs
begreber substantives og accidentals og findes bl.a. beskrevet i Paula Henriksons Textkritisk
utgivning. Råd och riktlinjer. Stockholm: Svenska Vitterhetssamfundet 2007, s. 78f. Greg brugte
skellet som led i argumentationen for det eklektiske emendationsprincip, dvs. hvor varianter fra flere
27

substantieller regnes her forskelle i ordvalg og større sletninger eller tilføjelser. Til
accidentalier regnes bl.a. forskelle i interpunktion, ortografi og mindre sletninger af fx
enkelte bogstaver, som med stor sandsynlighed skyldes sætters eller afskrivers
forglemmelser. Formålet med at lade skellet indgå i analysen af varianterne er, at man
dermed minimerer risikoen for at begå fejltolkninger af materialet, så at fx et sammenfald
mellem tilfældigt opståede varianter i to tekstkilder ikke anvendes til at påvise et slægtskab. 47
For at kunne analysere variansen mellem et så stort antal tekstkilder, som findes i
dette tilfælde, må de opstilles i et hensigtsmæssigt variantapparat. Varianterne indsamles ved
at kollationere de enkelte kilder med C, dvs. sammenligne på tegnniveau, og for hver
afvigelse mellem de to notere forskellen i variantapparatet. 48 På den måde vil man ud fra
disse optegnelser også kunne identificere variansen mellem to andre kilder end C. Har fx B
og Afsk på et givet tekststed samme variant mod C, eller er begge invariante med C, dvs. har
ens ordlyd, er de også invariante med hinanden. Har de derimod hver sin variant mod C, eller
er kun den ene variant mod C, er de også indbyrdes variante. Således undgår man at foretage
en kollationering for hvert tekstkildepar, hvis varians man ønsker at analysere, idet hver
tekstkildes ordlyd er kendt fra kollationeringen med C. 49
Varianterne er opstillet i et almindeligt lemmatiseret apparat, dvs. at for hver variant
angives det pågældende tekststed i C ved side- og linjetal efterfulgt af selve ordlyden og
afgrænset ved lemmategn. Herpå angives den variante tekstkildes ordlyd og sigel, og findes
yderligere varianter angives disse på samme vis. Apparatet er positivt, dvs. at alle tekstkilder,
forskellig tekstkilder stykkes sammen for at opnå en bedre og mere autoriseret tekst. I den store
svenske Almqvist-udgave har skellet dannet grundlag for en opdeling af variantfortegnelsen i selve
værket, se fx Bertil Romberg og Johan Svedjedal: »Carl Johan Love Almqvists Samlade Verk. Planer
och principer« i: Samleren 114, Uppsala 1993, s. 15-26; s. 23.
47 Britta Olrik Frederiksen opstiller i artiklen »Håndskriftet og stamtræet« i: Jørgen Hunosøe og
Esther Kielberg (red.): I tekstens tegn. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og C. A. Reitzels
Forlag 1994; s. 33-64, en lignende skelnen mellem signifikante og insignifikante læsemåder i sin
beskrivelse af den genealogiske metodes anvendelse inden for klassisk filologi, jf. s. 44f. Slægtskab
kan kun påvises ved signifikante sammenfald mellem to kilder, hvilket bl.a. kræver, at de ikke kan
være opstået uafhængigt af hinanden.
48 Af tidsmæssige hensyn er denne komplette kollationering af samtlige tekstkilder med C kun
foretaget for kapitel 3 og 9.
49 For at kontrollere denne metode er Afsk og RKOPI blevet kollationeret for kapitel 9, da netop denne
sammenstilling indgår i afsnit 3.3.3. Resultatet af den manuelle kollationering var i fuld
overensstemmelse med den ved variantapparatet frembragte fortegnelse, som gengives i bilag B.13.
Metoden, hvormed variansen mellem et ikke-kollationeret tekstkildepar udledes af kollationeringerne
med en fælles kilde, formodes ud fra denne stikprøve at være holdbar også for de fortegnelser, som
ikke er blevet kontrolleret, dvs. bilagene B.14 og B.15.
28

også invariante, angives for hvert tekststed. Kilder, som er invariante med C, angives ved
sigel efter lemmategnet, og kilder med fælles variant mod C angives efter hinanden og adskilt
af komma. Til sidst angives evt. intern varians adskilt fra den eksterne ved semikolon. I
nedenstående eksempel har C og ROPL altså samme ordlyd, og B og Afsk hver deres variant.
Ydermere indeholder ROPL en ændring foretaget i ROPL 4 :
s. 111,19 Og paa] ROPL, Nej, paa B, RKOPI, Nej paa Afsk; Nej, paa ROPL 1 , Og paa ROPL 4
Apparatet er opstillet i Microsofts databaseprogram, Access, idet søgemulighederne her er
bedre egnet til analysens formål, end fx en liste skrevet i et almindeligt Word-dokument ville
være. I databasen udgør hvert tekststed, hvortil der findes varians, en post. Denne består af
eller indeholder et felt for hver af de følgende elementer: sidetal, linjetal, lemma (inklusive
invariante kilder), ekstern varians (fordelt på to felter), og intern varians. 50 Ved udskrift af
databasen tildeles hvert felt sin egen kolonne, hvilket øger det umiddelbare overblik (se fx
bilag B.1.).
Fordelen ved at bruge en database er, at man kan sortere sine poster ved at opstille
forskellige kriterier for de individuelle felter. Vil man fx vide hvilke poster, der har varians
mellem B og ROPL, kan man opstille et kriterium, som kun finder de poster, hvori de to sigler
ikke optræder sammen i samme felt. Ud fra denne søgning kan programmet generere en
variantfortegnelse over de to tekstkilder (se bilag B.15.).
Inden for hvert af de tre centrale felter, dvs. lemmafeltet og de to felter for ekstern
varians, optræder tekstkilderne i baglæns kronologisk rækkefølge med udgangspunkt i C,
dvs. B, Afsk, RKOPI og ROPL. Den eneste undtagelse er de to senere oplæsninger, O1965 og
O1976, som angives til sidst. 51 For den interne varians gælder, at lagene angives i numerisk
rækkefølge, dvs. fx ROPL 1 før ROPL 4 og dermed i kronologisk rækkefølge.
At apparatet er positivt gælder ikke for de to senere oplæsninger. Problemet er, at man
kun kan påvise varians på ordniveau ved oplæsningerne. Det kan fx ikke afgøres, om O1976
har komma i ovennævnte eksempel. Ligeledes kan ortografisk eller typografisk varians
50 Derudover indeholder hver post en række felter med øvrige oplysninger, som ikke optræder i de
endelige udskrifter. Eksempler på denne type usynlige felter er angivelse af rækkefølge ved flere
poster til samme linje, og egne notater til den interne varians.
51 Skulle disse indgå efter samme princip måtte udgangspunktet, C, nødvendigvis rykke ind imellem
oplæsningerne og de øvrige tekstkilder, hvilket ikke ville kunne lade sig gøre.
29

sjældent påvises, og derfor optræder oplæsningerne kun i de tilfælde, hvor de afviger fra C
ved ordvalg, endelser og lignende hørbare elementer. Dette problem vil blive behandlet
yderligere i kapitel 5.2.
3.1. Ekstern varians
Her skal kun behandles variansen mellem de polyforme tekstkilder. Forholdene mellem C og
de monoforme vil blive behandlet i afsnit 3.2. i forbindelse med den interne varians og
yderligere i afsnit 3.3.
3.1.1. C sammenlignet med B
Variansen mellem de to trykte udgaver er temmelig omfattende. Det skyldes især, at avisen
har forsøgt at normalisere teksten bl.a. ved en række ortografiske ændringer, fx Ens < ens (C,
s. 34,22), tredie < tredje (C, s. 114,23) og ved tilføjelsen af kommaer efter det grammatiske
system. Derudover bør nævnes, at alle lyriske citater i B er sat med kursiv og med lang
indrykning, hvilket ikke fremgår af variantapparatet.
Den substantielle varians er dog relativt begrænset. Mest interessant er en række
ekspliciteringer, som er blevet strøget i bogudgaven. I kapitel 9 findes et eksempel, hvor
Rigmor bekender til Johannes, at hun ikke føler sig elsket, hverken af ham eller af sin mand,
og at hun ville ønske, at hun kunne få nogle børn. Johannes afværger og vender tilbage til sin
beskrivelse af den åndelige oplevelse i skolestuen tidligere på dagen:
Skal jeg fortælle om Skolestuen?
Ja, fortæl saa! (C, s. 116)
I B lyder Rigmors svar »Tag lidt fastere du. Og fortæl saa!« (B, 18.3.1950, s. 5). Samtalen er
præget af en tydelig flirten, men i C kan denne dog tolkes, som foregik den udelukkende på et
verbalt plan. I B derimod er det tydeligt, at Johannes må have handlet som opfordret af
Rigmor, da hun kort forinden sagde: »Hold lidt om mig du!« (C, s. 115). Med formuleringen
i C udgår det eneste håndgribelige bevis på, at Johannes og Rigmors flirten her ikke kun
består af ord. I kapitel 11 ses samme forhold. Rigmor opfordrer Johannes til at kysse hende
»Jo. Kys mig!« (C, s. 135), men i B fortsætter hun »Gør det igen« (B, 29.3.1950, s. 5) og
30

efererer dermed til et tidligere kys. Læseren kan ikke på samme måde som i C være i tvivl
om, hvor vidt Johannes reagerer på Rigmors flirten.
Et lignende tilfælde findes i kapitel 6, hvor Johannes’ alkoholiske tilbøjeligheder er
fremhævet i B. Søndag morgen sover Johannes for længe, vågner med hovedpine og gør sig
følgende betragtninger: »Da føler man sig ogsaa gammel, og den sure, rustne Fornemmelse i
Skroget varsler en om de kommende Skrøbeligheder. Det hjalp lidt med en lille Dram.« (C, s.
68) Derpå spekulerer han over, hvad der ville ske, hvis isen brød og Oluf vendte hjem til
Annemari: »Sæt nu Oluf kommer i Dag? Hvad saa?« (C, s. 69). I B følges denne spekulation
af en sætning indrykket som et selvstændigt afsnit: »Jeg tog en lille Hjertestyrkning til« (B,
22.2.1950, s. 5). Der findes adskillige lignende tilfælde, hvor B er mere eksplicit i udsagnet
end C, og i behandlingen af den paratekstuelle varians i afsnit 3.4. gives yderligere et par
eksempler på ekspliciteringer af denne type.
3.1.2. C sammenlignet med O1965 og O1976
Varians mellem C og de to senere oplæsninger vil her blive behandlet, selvom O1965 og O1976
ikke indgår i specialets fokus. Grunden er, at der heri findes belæg for den påstand fremsat i
afsnit 2.1.1., at ROPL har fungeret som forlæg for oplæsningerne. Ligeledes kan analysen af
variansen fastslå, at ændringer er blevet foretaget i ROPL efter fremførelsen af A, hvilket
betyder, at ROPL i sin nuværende form ikke uden videre kan bruges til at rekonstruere den
ikke-bevarede oplæsning.
Indledningsvis bør det bemærkes, at Kerns oplæsninger er umådeligt tekstnære, og
antallet af varianter er bemærkelsesværdigt lavt. Mellem O1965 og C findes i kapitel 3 kun to
varianter og i kapitel 9 kun seks. For O1976’s vedkommende er tallet lidt højere. Her findes
hhv. seks og syv varianter. 52 Ser man nærmere på disse varianter, fremstår et tydeligt
mønster. Man kan skelne mellem fejllæsninger og varians grundet et fælles forlæg. Ved den
første type skal her forstås varianter, som ikke findes i andre tekstkilder end den pågældende
oplæsning fx
s. 29,12 Skolebørnene] B, Afsk, ROPL, Børnene O1976.
52 For en komplet fortegnelse over variansen mellem C og de senere oplæsninger se bilag B.16.
31

Her er det mest sandsynligt, at Kern blot har glemt sammensætningens første led, da
varianten ikke kan skyldes nogen af de øvrige tekstkilder. Ved den anden type skal her
forstås varianter, som optræder i begge oplæsninger og som pga. deres substantielle karakter
må stamme fra et fælles forlæg fx
s. 108,25 Ret. Du] Ret, Natanael. Du B, Afsk, RKOPI, ROPL, O1965, O1976.
For O1965’s vedkommende optræder i kapitel 3 og 9 kun én enkelt fejllæsning, s. 109. Her
læser Kern »Bordene« frem for »Skolebordene«, som de øvrige tekstkilder har. I O1976
optræder i alt fem fejllæsninger, hvilket kunne tyde på, at Kern ikke foretog denne tredje
udgave af oplæsningen med samme omhu.
I forbindelse med bestemmelsen af slægtskabsforholdene mellem oplæsningerne og
de øvrige tekstkilder kan varianter grundet forlægget bidrage væsentligt. Ser man på de i alt
syv varianter af denne type i kapitel 3 og 9, fremgår det, at ROPL i alle tilfælde har samme
ordlyd som oplæsningerne. Til sammenligning har B kun samme ordlyd i fire af tilfældene,
og Afsk kun i to. Den mest nærliggende tolkning er, at ROPL også har fungeret som forlæg for
de senere oplæsninger.
I kapitel 8 findes et godt eksempel på en substantiel variant, som meget entydigt peger
på, at begge oplæsninger har ROPL som forlæg. Ved deres møde i skolestuen taler Johannes og
Harry bl.a. om jagt, hvilket fremprovokerer stærke følelser hos den unge ingeniør. På s. 102
står: »Jeg kan ikke fordrage det, sagde han. Og hans Stemme kom til at dirre.« Ordlyden
findes også i B, RKOPI, Afsk og tilmed i ROPL 1 , men i ROPL 4 og oplæsningerne er sidste sætning
ændret til »Stemmen dirrede.« Her har ROPL og de senere oplæsninger en fælles variant, som
ingen anden tekstkilde har, og det er vanskeligt at forestille sig, at ROPL ikke har fungeret som
forlæg. Eksemplet er i øvrigt interessant i forbindelse med udredningen af de genetiske
forhold for den interne varians, som vil blive behandlet i afsnit 3.2.1.
Som det fremgik af afsnit 2.1.1. er O1965 for kapitel 6’s vedkommende beskåret i
forhold til C. En redegørelse herfor gives i afsnit 3.2.1. i forbindelse med den interne varians
for ROPL.
32

3.2. Intern varians
Formålet med analysen af den interne varians er især at kunne afdække de genetiske forhold
for de individuelle interne lag. Heri følger jeg til dels formålet for den angivelse af intern
varians, som anvendes i Søren Kierkegaards Skrifter (herefter SKS), men dog med en
væsentlig forskel. Formålet med den genetiske bestemmelse for udgiverne af SKS er at
afgøre, om en ændring er foretaget øjeblikkeligt, dvs. »i flugt med det umiddelbart
forudstående«, eller senere. 53 For nærværende undersøgelses vedkommende er dette dog en
mindre interessant skelnen, idet alle håndskrevne ændringer foretaget i et maskinskrevet
dokument per definition er af senere tilkomst. Kun maskinskrevne ændringer kan i særlige
tilfælde klassificeres som øjeblikkelige. 54
Af den grund må den genetiske bestemmelse af den interne varians bero på en
anderledes systematisk tydning, og her er variantapparatet en stor hjælp. Netop analysen af
den samlede varians kan i en del tilfælde være med til at tidsfæste en given ændring i
udgivelsesforløbet. Især er det af stor interesse at afdække de genetiske forhold for de mange
ændringer i ROPL, som er foretaget i Kerns hånd. Hvilke kan være kommet til, inden A blev
fremført, og således kategoriseres som egentlige tilblivelsesvarianter, og hvilke er resultater
af Kerns senere arbejde i forbindelse med O1965 og O1976, hvor formålet var at eliminere
variansen mellem ROPL og C? Derudover vil analysen af den interne varians sammenstillet
med den eksterne også i enkelte tilfælde kunne bruges ved bestemmelsen af de genetiske
forhold mellem tekstkilderne. Grunden hertil er, at bl.a. ROPL har fungeret som forlæg for
mere end én tekstkilde, men på forskellige tidspunkter eller stadier, dvs. med ændringer i
forskelligt omfang. Derfor kan slægtskabsforholdene ikke til hver en tid udledes af
manuskripternes endelige ordlyd, og man må nødvendigvis tage lagenes genetiske forhold i
betragtning.
I behandlingen af den interne varians vil jeg skelne mellem to hovedgrupper: simpel
og kompleks varians. Simpel varians består af et enkelt indgreb, fx en ændring af et ord
53 »Tekstkritiske retningslinier for Søren Kierkegaards Skrifter. Journaler, notesbøger og papirer« i:
Søren Kierkegaards Skrifter, bd. 17, udgivet af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, København:
G. E. C. Gad 2000, s. 301-343; s. 313 (herefter »Tekstkritiske retningslinier«).
54 Her er kun tale om det, som i SKS kaldes »sletninger med erstattende variant placeret i linien
umiddelbart efter det slettede«, »Tekstkritiske retningslinier« s. 315. Det kan nemlig ikke afvises, at
en manuskriptside kan være kørt igennem maskinen mere end én gang, og sletning uden erstattende
variant og tilføjelser uden for linjen kunne således være indført på et senere tidspunkt. Ligeledes kan
MAH have »rullet« papiret tilbage og foretaget lignende indgreb længere oppe på siden, inden siden
var færdigskrevet.
33

foretaget med ét redskab og kun én gang. Kompleks varians består derimod af flere indgreb,
dvs. her er tale om ændringer af tidligere foretaget ændringer. Denne type kan både være
foretaget med flere redskaber eller med et og samme. 55 Især i forbindelse med kompleks
varians kan en forholdsvis entydig bestemmelse af de genetiske forhold foretages, idet
rækkefølgen af ændringerne oftest fremgår tydeligt.
3.2.1. ROPL
Kompleks varians
Ved en gennemgang af hele manuskriptet blev i alt fundet 33 tilfælde af kompleks varians (se
bilag B.3.). Heri er ikke medregnet tilfælde, hvor en tilføjelse i ROPL 2 over linjen er indført
med hak i ROPL 3 (jf. afsnit 2.2.1.), samt tilfælde, hvor samme ændring er foretaget i flere
forskellige lag, dvs. hvor en ændring i ét lag fremhæves eller tydeliggøres i et andet. Antallet
er ikke højt, men tydelige mønstre fremgår, og analysen af disse tilfælde afslører bl.a., at
ROPL 4 indeholder flere genetiske lag, dvs. at ændringerne er kommet til ved forskellige
gennemarbejdninger af manuskriptet.
Mest interessant er de i alt 14 tilfælde, primært fra kapitel 8 og frem, hvor
tilstedeværelsen af kompleks varians falder sammen med varians mellem C og O1976 på den
ene side og O1965 på den anden (se bilag B.4.). Som eksempel kan nævnes Johannes og
Rigmors samtale i kapitel 11 efter deres møde i gæsteværelset på Næs. Rigmor beklager sig
over Johannes’ distancerede holdning til deres forhold og siger: »Men saa er det altsaa
alligevel ikke Alvor for dig paa den Maade jeg tænker, Johannes.« (C, s. 138). I O1965
fortsætter hun sin beklagelse med sætningen: »Så forstår du mig alligevel ikke«. Ingen af de
øvrige kilder har denne fortsættelse, men i ROPL findes den tilføjet i ROPL 4 og er efterfølgende
slettet i ROPL 5 , dvs.:
ROPL 4 = O1965; og C = ROPL 1 = ROPL 5 = O1976
55 Differentieringen er en adaption af den klassiske filolog James Willis’ begreber simple og complex
corruptions fra bogen Latin Textual Criticism, Urbana, Chicago, London: University of Illinois Press
1972, se især s. 133. Willis’ begreber vedrører ganske vist tekstfejl ved afskrivning af manuskripter,
men den principielle skelnen mellem tilfælde opstået ad én eller flere gange er højst anvendelig ved
behandling af intern varians.
34

ROPL 5 tegner sig således for en tilbageførelse af ændringen til den oprindelige ordlyd i ROPL 1 i
overensstemmelse med C. Den mest nærliggende genetiske tolkning af dette forhold er, at
ROPL 4 i disse tilfælde må være kommet til inden fremførelsen af A, hvilket skal forsøges
påvist ved følgende argumentation.
At ROPL 4 og O1965 har samme variant må betyde, at ændringen af ROPL er foretaget
inden fremførelsen af O1965. Ændringer imod C kan formentlig kun være kommet til inden
udgivelsen af C, idet Kern næppe kan have haft brug for at ændre ROPL imod C i tidsrummet
mellem C og O1965. Ligeledes kan Kern heller ikke have haft brug for at ændre ROPL mellem
A og C, og ændringen må derfor være foretaget inden A. Rationalet er altså, at ændringer i
ROPL altid må være foretaget umiddelbart forud for en af de tre oplæsninger, og at ændringer
imod C formentlig ikke kan være foretaget efter udgivelsen af denne.
ROPL 1 = C A C O1965 O1976
Ændringer i ROPL 4 imod C Tilbageførelse i ROPL 5
Fig. 5. Tidslinje til illustration af tilbageførelser af ROPL 4 .
Eksemplet kan også bruges som belæg for yderligere tre genetiske tolkninger: 1)
tilbageførelserne beviser, at ROPL er blevet ændret efter udgivelsen af C, og dermed at A ikke
kan udledes af ROPL’s endelige ordlyd; 2) ROPL 5 må her være kommet til mellem de to senere
oplæsninger, (jf. afsnit 2.2.1.); og 3) den kronologiske rækkefølge af ændringerne fastslår, at
O1965 er indspillet før O1976, hvilket ikke kunne afgøres med sikkerhed pga. de mangelfulde
oplysninger på omslaget af O1976.
De samme genetiske forhold gør sig gældende for 11 ud af de 14 tilfælde. Af de
resterende 3 tilfælde er en enkelte ændring i ROPL 4 delvist bevaret i ændringen i ROPL 5 (se
optegnelsen for s. 150,19 i bilag B.4.), og ved de to sidste tilfælde, begge fra kapitel 1, er
tilbageførelsen udført i ROPL 4 , dvs. i samme lag som den tidligere ændring.
Lignende forhold gør sig gældende for yderligere 9 tilfælde af kompleks varians. Her har C,
ROPL, O1965 og O1976 samme ordlyd, men ROPL har tidligere været ændret og er derefter
35

tilbageført til ROPL 1 i overensstemmelse med C. De kasserede ændringer er alle foretaget i
ROPL 3 , og tilbageførelserne for størsteparten foretaget i ROPL 4 , i enkelte tilfælde dog i ROPL 5 .
Som eksempel kan nævnes de indledende beskrivelser i kapitel 2, hvor der i C står:
»Skolestuen er endnu temmelig mørk« (C, s. 17). ROPL 1 har samme ordlyd, men sætningen
har været ændret i ROPL 3 til »Selve Skolestuen er temmelig mørk« og er derpå tilbageført i
ROPL 5 . Ved hjælp af samme argumentation som før kan man fastslå, at ændringer af denne
type i ROPL 3 må være kommet til inden O1965 og dermed også inden fremførelsen af A, idet
Kern med al sandsynlighed ikke har foretaget ændringer imod C efter dennes udgivelse.
Derimod kan det ikke afgøres, om tilbageførelserne i ROPL 4 og ROPL 5 er foretaget inden A eller
inden O1965. De tidligere eksempler viste ganske vist, at ROPL 4 havde været brugt inden A,
men de to eksempler på tilbageførelser i samme lag påviste samtidig, at laget også har været
brugt senere i forløbet. Ligeledes blev det påvist, at ROPL 5 i de tidligere tilfælde var kommet
til efter O1965, men her må samme lag være kommet til inden O1965, idet tilbageførelsen har
været anvendt i samme oplæsning. Tilbageførelserne kan med andre ord ikke tidsfæstes, idet
Kern ikke har været tro mod redskaberne i bibliografisk forstand.
ROPL 1 = C A C O1965 O1976
Ændringer i ROPL 3 imod C
Tilbageførelse i ROPL 4 og ROPL 5
Fig. 6. Tidslinje til illustration af tilbageførelser af ROPL 3 .
Ud fra analysen af den komplekse varians er det muligt at fastslå, at et antal ændringer i ROPL 4
og ROPL 3 er blevet tilført manuskriptet inden fremførelsen af A, og disse kan dermed
klassificeres som egentlige tilblivelsesvarianter. Alle var de ændringer imod C, hvilket gjorde
den genetiske bestemmelse mulig, men det synes at åbne op for den mulighed, at andre
ændringer foretaget i de pågældende lag i overensstemmelse med C også kan være kommet
til inden A. Disse ville da være tilblivelsesvarianter af særlig interesse, idet Kern således
kunne have været ophav til ændringer, hvis ordlyd er blevet optaget i C. Analysen kan dog
36

også fastslå, at både ROPL 4 og ROPL 5 indeholder flere genetiske lag, dvs. indeholder ændringer
tilført manuskriptet på forskellige tidspunkter i forløbet. En ændring, hvis genetiske status
ikke kan afgøres, kan således både være kommet til før A og efter C. Ydermere kan det
fastslås ud fra analysen af den komplekse varians, at hverken ROPL 2 eller ROPL 3 har været
brugt til tilbageførelser af tidligere foretagede ændringer, dvs. at disse to lag med stor
sandsynlighed er kommet til inden ændringerne i ROPL 4 og ROPL 5 og formentlig også inden A.
Heri findes altså også belæg for den kronologiske rækkefølge, som jeg med sigleringen af de
interne lag har fremsat i afsnit 2.2.1.
Til sidst skal det fremhæves, at det ud fra analysen af den komplekse varians ikke har
kunnet påvises, om tilbageførelserne foretaget inden O1965 er kommet til før eller efter A. Det
betyder, at der ingen beviser findes for, at ROPL er blevet ændret i tidsrummet mellem A og
O1965. Der er højst sandsynligt foretaget ændringer, men det kan ikke afgøres med sikkerhed,
og A og O1965 kunne således betragtet være forholdsvis ens.
Simpel varians
Eksemplet omtalt i afsnit 3.1.2., hvor Johannes og Harry diskuterer jagt, kan også bruges som
en illustration af, hvordan tilfælde af simpel varians kan bidrage til bestemmelsen af lagenes
genetiske status. I eksemplet havde ROPL 4 , O1965 og O1976 den fælles variant »Stemmen
dirrede« mod »Og hans Stemme kom til at dirre« (C, s. 102), hvilket må betyde, at ROPL 4 her
er kommet til før begge de senere oplæsninger. Med samme argument som i forbindelse med
den komplekse varians kan det her sandsynliggøres, at ROPL 4 også her er kommet til før A,
idet der er tale om en ændring imod C.
I kapitel 3 og 9 findes ingen yderligere eksempler på simple ændringer i ROPL 4 , hvis
genetiske status kan afgøres ud fra sammenfald med den eksterne varians. For alle på nær et
enkelt tilfælde stemmer ændringer i ROPL 4 overens med C (se bilag B.9. og B.10.). 56
Et par eksempler på ændringer foretaget i ROPL 4 skal her nævnes. Efter mødet i
skolestuen med Harry sidder Johannes og grubler over den »skygge«, som ifølge den unge
mand står i vejen for ham og Annemari. Johannes når frem til følgende:
56 Undtagelsen udgøres af et tilføjet komma: s. 37,33 er det ogsaa at] Afsk, er det ogsaa, at B, ROPL; er
ogsaa at ROPL 1 , er det ogsaa, at ROPL 5 , ROPL 4 .
37

Det er maaske Annemaris lidt gammeldags og besværlige Samvittighed. Helt
fri føler hun sig nok alligevel ikke, før hun har gjort ordentlig op med Oluf.
(C, s. 110)
I ROPL 1 har Johannes været mere sikker i sin formodning, idet passagen indledes med »Det er
naturligvis Annemaris [...]«. I Johannes’ beskrivelse af gensynet med sin ungdomskæreste,
Birte, er foretaget enkelte mindre sletninger som fx hans omtale af Birtes udseende:
En Dag sagde jeg til hende: Birte, du har faaet Rynker ved Øjnene. Og hun saa
paa en som var hun ved at synke i Vand. Birte, sagde jeg, nu er du ved at blive
smuk. (C, s. 119)
I ROPL 1 lød det oprindeligt om Birte: »du har faaet fine Rynker«, og adjektivet er derefter
blevet slettet i ROPL 4 . Disse to eksempler på ændringer, som modererer de pågældende
udsagn, er ikke ualmindelige, men størsteparten af ændringerne i ROPL 4 er dog af mindre
substantiel karakter.
De fleste ændringer foretaget i ROPL 3 er temmelig ukontroversielle og skal ikke
behandles her (se bilag B.7. og B.8.). Dog findes i kapitel 3 en enkelt passage, som
indeholder en række substantielle ændringer, hvoraf et eksempel skal nævnes. I Johannes’
beskrivelse af skolens hverdag er bl.a. antallet af skolebørn ændret; i ROPL 1 stod oprindelig, at
de var »femten, otte Piger og syv Drenge«, men dette er i ROPL 3 ændret til »tolv. Syv Piger og
fem Drenge« svarende til C og de øvrige kilder (C, s. 31).
Ændringerne i ROPL 3 og ROPL 4 er alle foretaget i Kerns hånd, men om han også har
været ophavsmand for ændringerne kan ikke afgøres. Han kan lige så vel have handlet på
MAH’s foranledning. I et brev til Kern af 30.12.1949 skriver MAH om arbejdets fremskridt
og refererer til kapitlerne 1-11 af KNOV og de to første kapitler af ROPL, som Kern havde
modtaget fra radioen. 57 Om den endelige version står, at han stadig gerne vil »foretage
Detailrettelser«. Det vil med andre ord sige, at Kern havde disse to første kapitler, mens
arbejdet fortsatte på teksten, og MAH kan dermed have bedt Kern om selv at foretage
bestemte ændringer.
57 PKM; gennemslagskopi i MAHA 71.
38

Sletninger i kapitel 6 og 12
På grund af den tidsbegrænsning, som Statsradiofonien havde pålagt de enkelte afsnit, var
MAH nødt til at skære omtrent en manuskriptside ud af kapitel 6 og sammenlagt 10 linjer af
kapitel 12. I føromtalte brev af 30.12.1949 til Kern beskriver MAH længden af afsnittene
som sin »store Plage«, og især kapitel 6 voldte ham problemer. 58 Som omtalt i afsnit 2.2.1.
skrev MAH i et brev af 9.2.1950 til Kern, dvs. 10 dage inden kapitel 6 skulle sendes, om
besværet med at slette i stoffet og opfordrede Kern til selv at slette, hvad han under øvelsen
fandt mere oplagt. Det samlede resultatet af disse sletninger blev, at en række af Johannes’
filosofiske betragtninger måtte udgå. Et eksempel herpå er Johannes tirade omkring
forskellen på det unge og det modne menneskes livsopfattelse foran barberspejlet søndag
morgen. I det afsnit, som indledes »Mens jeg stod foran Barberspejlet« (C, s. 69), er godt og
vel den sidste halvdel slettet fra »Hans Livsklogskab vil bare sige at der er Smaabedrag« til
og med »Han er Dødens fortrolige«. Scenen har formentlig sagtens kunnet fungere uden det
store tab for lytterens forståelse, og det samme gælder for de øvrige sletninger. Der er oftest
tale om uddybende betragtninger til en allerede omtalt problemstilling. I den slettede passage
fra eksemplet foran spejlet slår Johannes fast, at den modnes erfaringsgrundlag er løgnen og
giver således en klar hentydning til sig selv og til den konklusion omkring det fortalte, som
han når frem til i kapitel 12, hvor det kronologiske bedrag afsløres.
I kapitel 12 er sletningerne af meget mindre omfang. Oftest er der tale om korte
sætninger eller sætningsdele, som tages ud uden videre tab for forståelsen. I ROPL er disse
sletninger foretaget meget grundigt både i ROPL 3 og ROPL 6 , og de har formentlig været for
svære at læse i forbindelse med O1976, hvor passagerne igen skulle indgå. Derfor er ordlyden
af de slettede passager skrevet ovenover linjen i ROPL 4 og kun med ortografiske afvigelser.
Her kan ændringerne i ROPL 4 også bestemmes genetisk, idet de må formodes at være kommet
til i forbindelse med den sidste af oplæsningerne. Ligeledes er sletningerne i ROPL 3 og ROPL 6
formentlig kommet til inden A ud fra rationalet, at ændringer imod C ikke kan være foretaget
efter denne.
58 I sit brev til Ole Wivel af 11.1.1968 beskriver Kern MAH’s syn på tidsbegrænsningen anderledes
positivt: »Jeg veed – og De veed det måske også – at M.A.H. betragtede denne spændetrøje, som en
interessant udfordring«, gennemslagskopi i PKM.
39

3.2.2. RKOPI og Afsk
Den interne varians for de to øvrige monoformer er mindre interessant, idet de indeholder
ganske få og oftest relativt ukontroversielle indgreb. I RKOPI stemmer størstedelen af
tilfældene overens med ændringer i ROPL 2 , jf. afsnit 2.2.2., og for Afsk’s vedkommende findes
i kapitel 3 og 9 i alt kun 29 tilfælde af intern varians. Hovedsagelig er der tale om ubetydelige
ændringer af stave- eller tastefejl som fx manglende mellemrum eller bogstaver.
Det eneste egentligt substantielle tilfælde er dog temmelig kuriøst og skal nævnes her,
idet ændringen i Afsk kan være blevet fejlfortolket ved trykningen af C og dermed have
påvirket bogens ordlyd. Til festen på Næs taler Johannes med nogle af øens ældre mænd og
påstår i samtalens løb at have set en sneppe tidligere på dagen i kirken:
Hvor saa du den?
Ovre i Kirken. Det var en Sneppe, saa sandt som jeg var et Menneske.
Han er nok ikke helt tørlagt, Skolelæreren.
Ja, tænkte I paa .. Jeg syntes nok det var lidt sært i Kirken ..
Hvorfor tier de nærmeste pludselig, saa her bliver en stille Ø af Stilhed
i Snakken og Larmen? Hvad betyder det? (C, s. 113)
I alle andre kilder er der tale om en »lille Ø af Stilhed«, men i Afsk har oprindeligt stået
»stille«. Ændringen til »lille« er foretaget på maskine, dvs. i Afsk 1.2 ; s er overskrevet med x,
og t er overskrevet med l. Muligvis har sætteren fejllæst denne ændring og troet, at »lille« var
blevet erstattet med »stille«. MAH kan derefter bevidst eller ubevidst have godtaget og
dermed passivt autoriseret sætterens læsning. Afsk’s endelige lag må nødvendigvis være
»lille«, idet afskriveren ikke kan formodes først at have skrevet bogstavsrækken xlille for
derefter at erstatte dette med stille.
3.3. Bestemmelse af de genetiske forhold
Som det fremgik af fx afsnit 3.1.2., kan en analyse af den samlede varians til tider bruges til
at afgøre slægtskabsforholdene mellem de forskellige kilder, og samme princip kunne bruges
til at fastlægge den genetiske status for enkelte af de interne lag i ROPL, jf. afsnit 3.2.1. I dette
afsnit skal variantapparatet så at sige udtømmes for oplysninger, som kan bruges til
40

estemmelse af de øvrige slægtskabsforhold og spørgsmål om de interne lags genetiske
status.
3.3.1. C’s forlæg
At afgøre hvilken tekstkilde, der har fungeret som forlæg for C, er yderst vanskeligt. Dels er
det fysiske dokument formentlig ikke bevaret, og vi kender dermed ikke til det omfang af
ændringer, som kan have været tilført forlægget. Dels har det ikke-bevarede korrekturtryk, c,
formentlig også indeholdt en række ændringer, hvilket betyder, at forlægget kunne have haft
en relativ høj grad af varians mod C. 59
MAH sendte manuskriptet til Gyldendal 11.2.1950. I det medfølgende brev til Carl
Bergstrøm-Nielsen står om manuskriptets fysiske karakter følgende oplysninger: »Den er paa
ca 147 Manuskriptsider, men med større Linjemellemrum end jeg normalt bruger.« 60 Denne
beskrivelse peger i høj grad på ROPL, RKOPI eller Afsk. 61 I et brev til Bergstrøm-Nielsen af
13.6.1950 skriver MAH om c, af hvilken han på dette tidspunkt havde rettet og returneret de
første seks ark: »Da der kun har været meget faa Rettelser er det ikke nødvendigt at jeg faar
2. Korrektur«. 62 Denne oplysning kan være en hjælp ved bestemmelsen af forlægget, idet det
tyder på, at forlægget kun har indeholdt et minimum af håndskrevne ændringer. Disse giver
almindeligvis anledning til fejlfortolkninger eller fejllæsninger af sætteren, som derefter skal
ændres i korrekturen. Går man ud fra dette, må forlægget kunne afgøres ud fra en simpel
optælling af Afsk’s og RKOPI’s varianter mod C. Heraf kan man udlede den oprindelige ordlyd
59 Ole Wivel giver i andet bind af sin biografi en liste over manuskriptmaterialet med en interessant og
delvist fejlbehæftet påstand om de genetiske forhold, jf. Ole Wivel: Martin A. Hansen. Fra Krigens
Aar til Døden, Gyldendal 1969, s. 386 (herefter Martin A. Hansen). Wivels »trykforlæg« er udateret
og formentlig identisk med Afsk. Dateringen af »P.K.« er identiske med ROPL og betegnes også som
»Kerns oplæsningsversion«. Wivels påstand om, at ROPL og trykforlægget skulle være identiske for
bl.a. kapitel 9, kan dog afvises ud fra variantapparatet. Ligeledes hører kapitel 12 fra 7.1.1950 til KNOV
og ikke som påstået til den endelige form. Man kan med undren bemærke, at Wivel giver oplysninger
om et udateret kapitel 12 på 12 sider, dvs. en side mindre end ROPL, som ikke findes bevaret i MAHA
eller PKM. Her kan være tale om den tidligere version af kapitel 12, som findes omtalt i et brev til
Carl Bergstrøm-Nielsen på Gyldendal af 7.6.1950, afskrift i MAHA 71. MAH sender den endelige
version af kapitlet fra 27.3.1950 til Bergstrøm-Nielsen og beder ham kassere den tidligere, men denne
skulle dog være af samme længde. Fejlen i forbindelse med dateringen af KNOV går i øvrigt igen i
MAH: Kætterbreve bd. 3, s. 1535.
60 Gennemslagskopi i MAHA 71.
61 Forskellen i sideantal – 147 overfor 150 – kan skyldes, at MAH her refererer til en gennemsnitsside
ud fra linjeantal.
62 Afskrift i MAHA 71.
41

af forlægget, hvad enten det måtte være den ikke bevarede original af Afsk, en evt.
gennemslagskopi af denne, eller en evt. gennemslagskopi af ROPL.
For RKOPI’s vedkommende resulterer en gennemgang af apparatet for kapitel 9 i 58
tilfælde af varians mod C, hvoraf 40 er mere eller mindre substantielle. 63 For Afsk’s
vedkommende findes 53 tilfælde i kapitel 3, hvoraf kun 4 er substantielle, og 27 tilfælde i
kapitel 9, hvoraf kun 16 er mere eller mindre substantielle. Således har originalen til Afsk
eller en evt. gennemslagskopi formentlig fungeret som forlæg for C. Om selve ROPL kan have
været forlæg for C, kan ikke afvises, men virker dog usandsynligt. I så fald skulle Kern have
afsluttet indspilningen af A allerede inden 11.2.1950, hvilket ikke kunne lade sig gøre for
kapitel 12, som først fik sin endelige form 27.3.1950.
3.3.2. B’s forlæg
Som tilfældet var i forbindelse med C findes forlægget for B formentlig heller ikke bevaret.
Det fremgår ikke af de bevarede monoformer, at en af disse skulle have fungeret som
trykmanuskript for B. Det eneste man med sikkerhed kan sige er, at avisen havde modtaget
alle romanens kapitler senest den 13.2.1950. I et brev til MAH af samme dato takker Erhardt
Larsen, litteraturanmelder og kronikredaktør ved Berlingske Aftenavis, for modtagelsen af det
samlede manuskript umiddelbart inden. 64
Det faktum, at RKOPI ikke findes bevaret for kapitel 3, kunne tyde på, at netop denne
gennemslagskopi er blevet sendt til avisen. Med det som udgangspunkt kan man undersøge
variantapparatet for sammenfald mellem B og ROPL 1 og således udnytte overensstemmelsen
mellem ROPL 1 og RKOPI 1 . På den måde kommer man den ikke-bevarede RKOPI’s ordlyd
nærmest. Ser man på de tilfælde, hvor B og ROPL har fælles varians mod C, vil man kun finde
relativt uinteressante accidentalier. Ser man derimod på variansen mellem B og ROPL, vil man
opdage, at i langt de fleste tilfælde stemmer B overens med ROPL 1 (se bilag B.15.). Variansen
udgår primært fra ændringer i ROPL 4 og ROPL 3 . Ud fra listen fremgår det desuden, at Afsk i
63 I forbindelse med kollationeringen af C og RKOPI bør følgende bemærkes. Arbejdet bestod i at
optegne den interne varians for RKOPI, idet manuskriptets oprindelige ordlyd, RKOPI 1 , stemmer overens
med ROPL 1 og kan dermed udledes af variantapparatet. Hvor fx ROPL er variant mod C og er uden
intern varians, har RKOPI samme variant mod C med mindre der findes en intern variant i RKOPI. Er
ROPL fx invariant med C, men indeholder intern varians, stemmer RKOPI overens med ROPL 1 .
64 MAHA 71. Hermed må menes kapitlerne 5-12, idet føljetonens første syv afsnit, dvs. kapitel 1-4,
allerede havde været trykt, og derfor må have været modtaget forud. Yderligere oplysninger eller
korrespondance i forbindelse med B har ikke kunnet findes. If. telefonsamtale med Jørgen Larsen,
arkivar ved Berlingske Tidende, findes intet materiale i avisens interne arkiver.
42

mange af tilfældene også afviger fra B og ROPL 1 , og det synes dermed ikke sandsynligt, at B
skulle være sat efter Afsk, men efter en ikke-bevaret RKOPI, som formentlig ikke har indeholdt
ændringer i noget særligt omfang. 65
For kapitel 9 derimod synes slægtskabsforholdet at være et andet. Her stemmer B
bedre overens med Afsk end med den bevarede RKOPI. Ser man i variantapparatet på de poster,
hvor B afviger fra RKOPI (bilag B.14.), vil man finde 37 tilfælde, hvor B og Afsk har fælles
variant mod RKOPI, og mere end halvdelen af disse er af substantiel karakter. Til
sammenligning kan det nævnes, at en fortegnelse over varians mellem B og Afsk kun
resulterede i accidentalier.
Formentlig er B således blevet sat efter den ikke-bevarede RKOPI for kapitlerne 1-4, og
efter originalen eller en ikke-bevaret gennemslagskopi af Afsk for kapitlerne 5-12. Denne
bibliografiske tolkning støttes især af føromtalte brev fra Erhardt Larsen af 13.2.1950. Heraf
kan man udlede, at avisen modtog trykforlægget i mindst to ombæringer. Sidste afsnit af
kapitel 4 blev trykt den 11.2.1950, og da RKOPI netop ikke findes bevaret for de fire første
kapitler, er det nærliggende, at skæringspunktet må ligge her. 66
3.3.3. Afsk’s forlæg
Første kapitel af Afsk er dateret 20.12.1949. Første kapitel i ROPL er færdiggjort på samme
dato, og det må formodes, at Afsk er foretaget med ROPL (eller RKOPI) som forlæg og ikke
omvendt. Andre egenskaber peger på samme tolkning, fx Afsk’s fremmede hånd og det færre
antal ændringer. Spørgsmålet er, om ROPL eller RKOPI har fungeret som forlæg, og om hvilke
ændringer forlægget har indeholdt, da afskriften blev foretaget?
For både kapitel 3 og 9 gælder det, at ændringer foretaget i ROPL 2 stemmer overens
med Afsk, og for kapitel 9 ledsages ændringer i ROPL 2 hver gang af tilsvarende ændringer i
RKOPI 2 og i enkelte tilfælde RKOPI 3 . Dette tyder på, ændringerne i ROPL 2 , RKOPI 2 og RKOPI 3 er
blevet indført, inden Afsk blev foretaget. Eksempelvis indeholder beskrivelsen af den syge
Kaj i slutningen af kapitel 3 en ændring, som formentlig er foretaget, inden den blev
65 Hvis A’s afsnit alle var blevet indspillet inden 12.2.1950, kunne selve ROPL evt. have været brugt
som B’s forlæg. Dette er dog ikke sandsynligt, idet ændringerne i ROPL 4 , som if. argumentet fra afsnit
3.2.1. allerede have været indført inden A, ikke stemmer overens med B. Sætteren skulle altså have
overset disse ændringer i forlægget under sit arbejde.
66 Denne tolkning ville kunne støttes yderligere ved en komplet kollationering af kapitel 4 og 5, som
det dog ikke har været muligt at foretage i forbindelse med dette speciale.
43

videreført i Afsk. I ROPL 1 står: »Han var faldet i Søvn med en Bog i Sengen«. I ROPL 2 er blevet
ændret således, at Kaj har bogen »i Favnen« (C, s. 41), hvilket også er at finde i Afsk. 67
Hvis ROPL har været forlæg for Afsk, må det overvejes, om de mere substantielle
ændringer i ROPL 3 og ROPL 4 var indført ved afskrivningen. Ser man på ændringerne foretaget i
ROPL 3 , er der for kapitel 3 en del sammenfald mellem disse og Afsk (se bilag B.7. og B.8.).
Mange er ubetydelige accidentalier, men især i Johannes’ beskrivelse af skolen på s. 31
findes en række substantielle sammenfald. Om det betyder, at Afsk er foretaget efter ROPL 3 ,
eller om ændringerne nærmere er indført på baggrund af Afsk, er svært at afgøre. For kapitel
9 er de få ændringer foretaget i ROPL 3 alle accidentalier og kan således ikke bruges til en
afgørelse.
Ser man derimod på de tilfælde af kompleks varians, hvori ændringer i ROPL 3 er blevet
tilbageført, tegner der sig et anderledes billede. Her stemmer tilbageførelserne overens med
den oprindelige ordlyd i ROPL 1 , som også svarer til Afsk. Det vil altså sige, at her må Afsk
være foretaget, før ændringerne i ROPL 3 blev indført, eller efter tilbageførelserne i ROPL 4 og
ROPL 5 .
Hvad angår ændringerne i ROPL 4 , ser det ud til, at Afsk er foretaget, før disse blev
indført, men billedet er temmelig uklart, idet ROPL 4 , som påvist i afsnit 3.2.1., indeholder flere
genetiske lag. Ser man på de tilfælde af kompleks varians, hvor ændringer i ROPL 4 er blevet
ført tilbage til ROPL 1 i tidsrummet mellem O1965 og O1976, stemmer ændringerne i ROPL 4 ikke
overens med Afsk (se bilag B.4.). Ser man samlet på ændringer foretaget i ROPL 4 , kan man
konstatere, at variansen mellem Afsk og ROPL 4 er af temmelig substantiel karakter (se bilag
B.9. og B.10.). Som eksempel kan nævnes Johannes’ betragtninger over Annemaris brev til
Oluf fra kapitel 3. Han tager her afstand til hendes måde at gøre forholdet forbi på og siger:
Jo, der er flere Maader, man kan prøve at gøre sig fri paa. Annemari gør sig
fri, en-to-tre, med et Pennestrøg. Fri til en ny Kærlighed der svulmer. Men
herregud, hun er jo bundet. (C, s. 30)
I Afsk og ROPL 1 står dog en sætning mere. Umiddelbart efter »Pennestrøg« står »Fri fra Oluf«,
hvilket er slettet i ROPL 4 . Hvis ROPL har fungeret som forlæg for Afsk, kan denne sletning ikke
have været foretaget inden selve afskrivningen. I 8 ud af 14 tilfælde af varians mellem Afsk
67 Se bilag B.5. og B.6. for en komplet oversigt over ændringer foretaget i ROPL 2 .
44

og ROPL 4 er der tale om lignende forhold; ROPL 1 har indeholdt mere tekst, som i ROPL 4 er blevet
slettet, og Afsk, som stemmer overens med ROPL 1 , må derfor været foretaget inden sletningen.
Ud fra analysen af variantapparatet kan det sandsynliggøres, at ROPL har fungeret som
forlæg for Afsk, og at størstedelen af ændringerne i ROPL 4 og formentlig også ROPL 3 er kommet
til efter afskrivningen. Afsk kan formentlig ikke været foretaget ud fra den bevarede RKOPI,
idet der alene for kapitel 9 i alt findes 55 varianter, hvoraf 32 er mere eller mindre
substantielle (se bilag B.13). Derimod kan det ikke afvises, at en ikke-bevaret
gennemslagskopi med et større antal ændringer end RKOPI kan have fungeret som forlæg for
Afsk.
3.3.4. Stemma
Tekstkildernes genetiske forhold er sammenfattet i nedenstående stemma. De i kantparentes
markerede tekstkilder findes ikke bevaret. For Afsk’s vedkommende bruges siglen AfskORIG
som betegnelse for den ikke-bevarede original, og AfskKOPI som betegnelse for den ikke-
bevarede gennemslagskopi, som formodes at have eksisteret. Slægtskabsforbindelser
markeret med stiplede linjer angiver, at forbindelsen ikke kan afgøres med sikkerhed, og der
er i stemmaet således taget hensyn til de i det foregående omtalte forbehold. Yderligere
gennemslagskopier af Afsk og ROPL, som evt. kan have eksisteret, men som formentlig ikke
har fungeret som forlæg for andre tekstkilder, indgår ikke.
45

ROPL
KNOV
[AfskORIG] Afsk [AfskKOPI] RKOPI
[c]
[A] C B
O1965
O1976
Fig. 7. Stemma.
46

3.4. Paratekstuel varians
Det, som indtil nu er blevet behandlet er det, man kunne kalde den lingvistiske varians,
hvormed menes afvigelser i ordlyd mellem de forskellige tekstkilder. Dog afviger kilderne
også på mange andre punkter, som potentielt er mindst lige så betydningsbærende som den
sproglige. Som samlende betegnelse benytter jeg her Genettes begreb paratekst, hvilket
omfatter det grænseland af tærskeltekster, som omgiver en bogs litterære eller lingvistiske
indhold. Begrebet bruges dog her i lidt bredere forstand, idet A og B også må siges at have en
relevant paratekst, og der tages således også højde for tekster, som ikke er i bogform.
Paratekst er en meget bred betegnelse og omfatter alt det, som ikke er selve
brødteksten, dvs. omslag, kolofon, indholdsfortegnelse, forord, efterskrift og lignende.
Ligeledes omfatter begrebet de materielle aspekter af teksten, dvs. bogens fysiske dimension,
papir og typografi, men ville også kunne bruges om de materielle aspekter i forbindelse med
andre tekstbærende dokumenter som fx A. 68 Interessen for parateksten er således beslægtet
med den materielle filologi eller New Philology, som bl.a. fremhæver den betydningsmæssige
værdi af tekstens præsentation og af den sociale og kulturelle kontekst, den enkelte udgave
indskriver sig i.
Man kan også vælge at se den samlede overlevering som paratekst til C frem for at se
mere isoleret på de enkelte udgaver og deres paratekst. Der er dog tale om samme situation;
Løgneren som et værk har på forskellige tidspunkter i dets offentlige liv været omgivet af
forskellige paratekstuelle elementer, der på samme måde som den lingvistiske varians kan
have ansporet læserne til forskellige fortolkninger. Genstanden for analysen af den
paratekstuelle varians bliver hermed også kun de polyforme tekstkilder, da kun disse har haft
mulighed for direkte at påvirke læserne. I forbindelse med læsningen i afsnit 4 vil jeg komme
yderligere ind på betydningen af de paratekstuelle elementer.
68 Genette skelner yderliger mellem to underkategorier af paratekst: peritekst og epitekst. Den første
type omfatter alle paratekstuelle elementer, som findes inden for rammerne af samme udgave. De
nævnte eksempler er dermed alle peritekster, og afsnittet vil hovedsageligt behandle denne type
paratekst. Epitekst omfatter derimod ydre elementer som fx forfatterinterviews, litterære forskræp og
læserens viden om forfatterpersonen selv. For nærværende analyses vedkommende er denne
distinktion dog ikke væsentlig.
47

3.4.1. C
Et væsentligt paratekstuelt element i forbindelse med bogudgaven er oplagstallene. Allerede
to dage efter udgivelsen af C modtog MAH besked fra Gyldendal om, at et andet oplag på
yderligere 5.000 var sat i arbejde. 69 Denne udkom 8.9.1950, dvs. kun 10 dage efter første
oplag, og et tredje oplag også på 5.000 udkom 24.11.1950. 70 Ved udgangen af april året efter
havde romanen opnået sit 5. oplag og var hermed udgivet i alt 30.000 eksemplarer. Ingen af
MAH’s tidligere udgivelser havde opnået et første oplag på over 5.000 eksemplarer. I sin
kommenterede oversættelse af Robert Escarpits Sociologie de la littérature, 1958, giver
litteratursociologen Hans Hertel et bud på, hvornår en bog kan klassificeres som en bestseller
i Danmark. Hvor Escarpit sætter grænsen ved 100.000 eksemplarer, skriver Hertel, at 10.000
herhjemme synes, at være
punktet hvor en bog kommer til at ligne en »best-seller«: den springer uden for
det finlitterære kredsløb (se s. 102), og en selvaccelererende proces synes at
tage fart og trækker dels nye oplag med sig, dels ofte ekstra bogklub- og
billigudgaver, og disse virker atter stimulerende på backlistsalget af
ordinærudgaven. 71
Det er især interessant, at bestselleren ifølge Hertel bevæger sig uden for det finlitterære
kredsløb. Som det vil fremgå af analysen i afsnit 4 er netop skellet mellem trivial- og
finlitteratur et væsentligt tematisk element i Løgneren, og romanens succes kommer således
til at fremstå som en art udlevelse af en tematik, som MAH allerede havde foregrebet eller
forudset.
3.4.2. B
De mest markante tilfælde af paratekstuel varians i B knytter sig alle til den føljetonform,
som romanen blev tildelt ved avisens trykning af de enkelte afsnit. Oplæsningen var ganske
vist også en føljeton, men med de paratekstuelle signaler i B kunne romanen i højere grad
69 If. brev af 31.8.1950 fra Ingeborg Andersen ved Gyldendal, MAHA 71.
70 Oplysninger om udgivelsesdatoer stammer fra Kettel: Martin A. Hansens Forfatterskab s. 58-61.
71 Escarpit: Bogen og læseren s. 203.
48

forbindes med den litterære genre, som fra midten af 1800-tallet har været med til at tegne
skellet mellem den folkelige og den finkulturelle litteratur.
De paratekstuelle elementer som især fremhæver føljetonformen er resuméet og
illustrationerne med deres billedtekst. Ud over at være typiske bestanddele af føljetoner,
repræsenterer de også en eksplicitering af elementer i teksten, som læseren ellers må stole på
sin egen tolkning for at udlede. Man kan forestille sig, at MAH og Berlingske Aftenavis heri
har haft et mere folkeligt henseende med formen og dermed har taget hensyn til en bredere
skare af læsere, end MAH hidtil havde henvendt sig til. Det samme kunne observeres i den
lingvistiske varians, hvor B i flere tilfælde har en mere eksplicit formulering end C, jf. afsnit
3.1.1.
I resuméet optræder især én bestemt eksplicitering, som grænser til det afslørende.
Alle resuméerne indledes med få afvigelser på følgende vis:
Fortælleren, som stundom i Dagbogsform betror sig til en opdigtet Ven,
Natanael, hedder Johs. Vig og er Lærer og Sjælesørger paa en lille Ø, en
Ungkarl i 40erne, som paa Grund af en Skuffelse er søgt hertil. Efter en
vinterlig Isolation befries Sandø nu for Isen – »og hvad saa, Annemari«,
sukker J. Han har været forelsket i Pigen fra hun var Elev. Men Oluf kom
imellem og blev hendes Kæreste; sammen har de Drengen Tom, men er ikke
gift. (B, 4.2.1950, s. 5)
Her får læseren temmelig klar besked om Johannes’ følelser for Annemari, hvilket
fortælleren ellers bruger størstedelen af bogen på blot selv at forstå. Fra og med afsnit 14
bliver formuleringen »Han har været forelsket i Pigen« dog ændret til det mere moderate
»Han har haft en Svaghed for Pigen«. 72 Dette synes bedre at stemme overens med den grad af
usikkerhed, hvormed Johannes generelt beskriver sine egne følelser. Hvem der har forfattet
resuméet, og hvem der har foranlediget ændringen ville være interessant at vide, men
oplysninger herom har ikke kunnet fremskaffes.
Et sidste paratekstuelt element, som fremhæver den føljetonistiske karakter af B kan
findes i opdelingen af de enkelte kapitler. Til hver onsdag var avisen nødt til at vælge et
skæringspunkt omtrent midt i kapitlet, og ved især tre ud af disse i alt elleve tilfælde bærer
72 B, 8.3.1950, s. 5.
49

valget præg af at være foretaget med særlig henblik på at øge spændingen. En føljeton, hvis
afsnit ender uvist med det formål at bevare spændingen for læseren indtil næste afsnit, kaldes
en cliff hanger, og det er især opdelingerne af kapitel 3, 8 og 10, som synes at være foretaget
med dette for øje. Fx befinder Johannes sig mod slutningen af B’s afsnit 4, dvs. midt i kapitel
3, pludselig på vej mod Næs nærmest imod sit eget ønske. Forholdet mellem Rigmor og
Johannes er allerede blevet omtalt af Annemari i kapitel 2 (C, s. 26), han er just gået forbi en
filmplakat med titlen »Min Vens Hustru«, og afsnittet slutter med betragtningen: »Jeg vil
haabe hun ikke er alene hjemme. Ja, jeg ved ikke hvad jeg vil!« (C, s. 35). Afsnit 4 kunne
uden store problemer være afsluttet før fx ved linjeskiftet mellem »Ellehaven« og »Der var i
Alleen«, men dette ville ikke på samme måde have øget spændingen.
3.4.3. A
En af Genettes pointer ved paratekstbegrebet er, at der ikke findes en tekst uden en paratekst.
Så snart en tekst skrives ned eller blot udtales tilføres den en materialitet og dermed en
paratekst. Derimod kan en paratekst sagtens eksistere uden en tekst. 73 Førsteudgaven af
Løgneren er netop et eksempel på en paratekst uden tekst, idet indspilningen ikke findes
bevaret, og vi kender kun til A i kraft af dens paratekst, fx avisernes programoversigter,
anmeldelser mm. A’s paratekst vil primært blive behandlet i forbindelse med læsningen af
romanen i afsnit 4, men her skal enkelte overordnede elementer nævnes.
Radioromanen som genre eller serie indledtes i 1940 ved initiativ af den daværende
radiorådsformand, politikeren og forfatteren Julius Bomholt. 74 Fra begyndelsen havde
Statsradiofonien udstukket et sæt retningslinjer, som skulle sikre, at teksterne kom til at egne
sig til så bredt et lyttersegment som muligt. En radioroman skulle bestå af 10-12 afsnit af et
omfang svarende til en halv times oplæsning, og hvert afsnit skulle kunne høres uden
kendskab til det foregående. I et brev fra Statsradiofonien til Mogens Klitgaard, som skrev
den første radioroman, Elly Petersen, 1940-41, fremhæves seriens folkelige hensigt:
73 Genette: Paratext s. 3f.
74 Hanne Marie Svendsen: »Omkring radioromanen« i: Ernst Trautmann (red.): Tidsskrift for Radio
og Fjernsyn, 29. årg. nr. 4, Danske Lytteres og Fjernseeres Fællesforbund 1976, s. 29-31; artiklen
findes også optrykt i en lettere udvidet version under titlen »Originalt stof i oplæsninger.
Radioromaner og radionoveller« i Felix Nørgaard m.fl. (red.): De musiske udsendelser. DR 1925-
1975, bd. 3, København: Nyt Nordisk Forlag & Arnold Busck 1978, s. 151-155.
50

der lægges vægt paa, at Handlingen faar en vis Spænding, idet man ikke først
og fremmest tænker denne Roman skrevet for et litterært kræsent Publikum,
men for Lytternes store Flertal. 75
Ud fra den tidlige reception af hhv. A og B kan man konstatere, at radioromanen som genre
netop blev opfattet som folkelig grænsende til det litterært kedsommelige, og at Løgneren i
dette henseende repræsenterede et bemærkelsesværdigt brud. I Berlingske Aftenavis optrådte
hver dag i forbindelse med aftens programoversigt en klumme under titlen »Fra Radioen«
med kommentarer til et udvalg af gårsdagens programmer, og her bliver Løgneren hurtigt
fremhævet som et eksempel på stor kunst. 76 Om oplæsningen af kapitel 3 lød det, at Løgneren
ikke tog hensyn »til de Krav, der almindeligvis stilles fra den brede Lytterbefolkning«. 77
Efter afslutningen af A fik radioromanen som genre følgende kommentar:
Radioroman? Saaledes som de fleste Lyttere kræver denne Form for
Aftenunderholdning? Nej, det har det ikke været, men straalende Poesi, fin
Psykologi! Lad være, at de fleste Lyttere er blevet mere mætte og tilfredse
med de Soldaterbrød, der ved tidligere Lejligheder er blevet budt paa. 78
Selv ledelsen af radioens dramatisk-litterære afdeling mente, at Løgneren næppe kunne
kaldes en radioroman. Ifølge afdelingens daværende programredaktør, Felix Nørgaard, havde
bl.a. Bomholt efter oplæsningen af tredje kapitel dømt Løgneren til at være uinteressant. 79
Erhardt Larsens skriver ligeledes i sin anmeldelse i Berlingske Aftenavis 3.4.1950
efter oplæsningen af sidste kapitel, at Løgneren ikke passer ind i genren. Her afvises den
almindelige radiolitteratur som uden berettigelse i finlitterær forstand, og andre anmeldere
ytrede lignende holdninger, da romanen i august udkom i det, man opfattede som en for
75
Her citeret efter Svendsen: »Omkring radioromanen« s. 29; brevet findes umiddelbart ikke blandt
Mogens Klitgaards efterladte papirer på KB, NKS 2839 2°.
76
Klummen var signeret »H.H.L.«, men det har ikke været muligt at identificere personen.
77
Berlingske Aftenavis, 30.1.1950, s. 7.
78
Berlingske Aftenavis, 3.4.1950, s. 7.
79
Felix Nørgaard: »En afdeling opbygges« i: Felix Nørgaard m.fl. (red.): De musiske udsendelser. DR
1925-1975, bd. 2, København: Nyt Nordisk Forlag og Arnold Busck, 1976, s. 95-104; s. 99.
51

kunstværket lødig (bog)form. 80 For MAH’s forfatterskab repræsenterer Løgneren dermed
ikke kun et interessant tværmedielt eksperiment i form og arbejdsproces, hvor radio og
litteratur mødes, men måske i højere grad en bevægelse ud i grænselandet mellem den
finkulturelle og den folkelige litteratur. MAH havde før fået læst op af sine tekster i radioen,
men Løgneren var den første, som decideret var skrevet til radioen, og dermed skulle
henvende sig til et anderledes bredere publikum end før. Som jeg vil påvise i den
efterfølgende læsning var dette en problematik, som MAH tilsyneladende var ganske bevidst
om, og man kan finde den tematiseret i romanen især i udsigelsesforholdet mellem Johannes
og Natanael. Man kan med andre ord sige, at MAH lader A’s paratekst indskrive i romanen,
og at denne står tilbage langt efter, at selve A er gledet i baggrunden for eftertidens reception
af værket i bogform. Ved at inddrage A’s paratekst i læsningen opnår man dog en bedre
forståelse for dele af romanen.
80 Jf. Larsen: »Martin A. Hansens Roman om Hjertets Ufred«, her fra Wivel (udg.): Omkring
Løgneren s. 28-35; s. 29. Wivels udvalgte anmeldelser vidner om en mistillid til, om hvorvidt
radioformen var egnet til formålet og til lytternes evner til at forstå romanen; se fx Hakon Stangerup:
»Fremragende roman« i: Fyens Stiftstidende og Aalborg Stiftstidende 28.8.1950, samt Jydske Tidende
3.9.1950; her fra Wivel (udg.): Omkring Løgneren s. 35-39, s. 35; Hans Brix: »Jeg Ordet lod virke
paa gammeldags Vis« i: Berlingske Aftenavis 29.8.1950, her fra Wivel (udg.): Omkring Løgneren s.
39-43, s. 39; Richardt Gandrup: »Nu kan Martin A. Hansens Radio-roman læses« i: Aarhuus
Stiftstidende 29.8.1950, her fra Wivel (udg.): Omkring Løgneren s. 43-45, s. 44f.; Tom Kristensen:
»Skumle løgne« i: Politiken 31.8.1950, her fra Wivel (udg.): Omkring Løgneren s. 50-53; s. 53; og
Sven Møller Kristensen: »Fanden og hans lavendler« i: Land og Folk 10.9.1950, her fra Wivel (udg.):
Omkring Løgneren s. 59-61; s. 61.
52

4. Tekstsociologiske bidrag til en læsning af romanen
4.1. Indledning
I dette afsnit skal udgivelsesforløbet og de bibliografiske oplysninger, som i det foregående
er blevet behandlet, inddrages i en læsning af romanen. Afsnittet vil illustrere, hvordan den
tekstsociologiske tilgang opstiller en fortolkningsmæssig ramme, som kan tilfører læsningen
nye aspekter. Læsningen gør ikke krav på at være fyldestgørende, men vil fokusere på de dele
af teksten, som synes at henvise til udgivelsesforløbet.
En af de centrale pointer i specialet er, at Løgneren i stor udstrækning forholder sig til
sin oprindelige form og medie og til de kulturelle konnotationer omkring trivial- og
finlitteratur, som er forbundet hermed. Læsningen i dette afsnit vil kunne underbygge min
påstand herom og påvise, hvordan romanens bibliografiske bevidsthed til tider fremstår som
et umotiveret element i teksten. Læsere af C eller senere bogudgaver tilbydes ingen
forklaring på, hvorfor disse elementer optræder, og det er min påstand, at en sådan først
opnås, når værkets bibliografiske mangfoldighed tages i betragtning.
Min brug af begreberne trivial- og finlitteratur støtter sig hovedsageligt til Erland
Munch-Petersens disputats Romanens århundrede. Studier i den masselæste oversatte roman
i Danmark 1800-1870, 1978. Hertil vil jeg supplere med betragtninger fra to øvrige tekster:
Svend Møller Kristensens essay »Avantgarden og hæren«, 1988, og Gert Smistrups
Fortsættes i næste nummer... Masselæsningens mekanik, 1971. 81 Ifølge Munch-Petersen er
den fremherskende forestilling bag skellet mellem trivial- og finlitteratur udelukkende en
kvalitativ vurdering af »en række tydeligt adskilte produktioner for forskellig litterær
cirkulation«. 82 Skellet er en konsekvens af kulturkløften mellem det dannede borgerskab og
de udannede masser, og der har til enhver tid fra den finkulturelle side af kløften været en
negativ vurdering af triviallitteraturen som en kunstnerisk underlødig genre. Når denne
forestilling lægges til grund for en akademisk læsning, vil den oftest være til hinder for en
egentlig historisk og sociologisk forståelse af litteraturens funktion i dens samtid, og det er
bl.a. Munch-Petersens formål med sin disputats, »at vise den nære sammenhæng, den ofte
81 Kristensens essay var først trykt i samlingen Litteratursociologiske essays, 1970, men er her taget
fra Avantgarden og hæren – Litteratursociologiske essays, 2. reviderede og udvidede udgave,
Forlaget Fremad 1988, s. 101-117; Gert Smistrup er tidligere journalist og sprogchef ved Det
Berlingske Hus.
82 Erland Munch-Petersen: Romanens århundrede. Studier i den masselæste oversatte roman i
Danmark 1800-1870, København: Forum 1978, s. 7 (herefter Romanens åhundrede).
53

næsten umærkelige overgang mellem kunstnerisk kvalitet og rutine, mellem accept og
fornyelse i den ideologiske overbygning«. 83 Hans eget bud på skellet mellem de to litterære
typer er derfor anderledes neutralt:
Helt enkelt og foreløbigt kunne man formulere det sådan, at avantgarden som
regel befinder sig i opposition til væsentlige elementer i tiden og miljøets
overbygning, mens kvantitetsforfatteren som regel accepterer og forkynder
tidens og miljøets herskende tanker. Avantgarden når er fåtal, og dens protest
vil virke på længere sigt, om overhovedet; mens kvantitetsforfatteren når et
stort publikum straks og vil fungere samtidigt. 84
Netop denne skelnen mellem opposition og accept synes at være væsentlig ikke kun i
forbindelse med Løgneren, men for MAH’s forfatterskab som en helhed. I sin artikel om
MAH i Danske digtere i det 20. århundrede, 2001, fremhæver Anders Thyrring Andersen,
hvordan forfatterskabet både repræsenterer en tidstypisk modernisme og en bagudvendt
traditionsbundethed. MAH’s særlige dialektik, som Andersen betegner det, udmønter sig i en
kristen modernisme, dvs. en forening af det kristne livssyn og et modernistisk formsprog,
som med »modernitetens sprog anvendes og videreudvikles for at modsige modernitetens
livsanskuelse« – eller med andre ord en blanding af opposition og accept. 85 Andersen
forbinder MAH’s udbredte succes i 1950’erne med disse dialektiske bestræbelser og påpeger,
at der heri lå et for samtiden centralt element, som fængede hos både kultureliten og det
masselæsende publikum. MAH giver i sit essay »Romanens Forfald«, 1948, en lignende
beskrivelse af en række danske hjemstavnsdigteres popularitet i starten af det 20. århundrede.
Hans beskrivelse er møntet på Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø, Johan Skjoldborg
og Jeppe Aakjær, men kunne også bruges om flere af hans egne fortællinger heriblandt
Løgneren:
83 Munch-Petersen: Romanens århundrede s. 22.
84 Munch-Petersen: Romanens århundrede s. 21.
85 Anders Thyrring Andersen: »Martin A. Hansen« i: Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20.
århundrede, København: Gads Forlag 2001, s. 31, sp. 2.
54

Skønt adskillige af disse Digtere med stor Kraft opponerede mod gammelt
Livssyn, gammel Tro, gammel folkelig Fordom, er det aabenbart, at de som
Kunstnere, Fortællere, sugede Kraft til sig fra just Gammellivet. De sang dets
Svanesang. 86
I Løgneren finder man overgangen fra »Gammellivet« til modernitet tematiseret med en
lignende blanding af opposition og accept. Moderniteten som et eksistensvilkår er rykket
øens beboere nærmere, og de har svært ved at fortsætte deres tilværelse uden at tilpasse sig i
en eller anden grad. Oluf og de andre fiskere må tage statslån til større fiskerkuttere og gå ud
i Nordsøen (fx C, s. 114 og s. 127f.). Frederik, som sammen med ingeniøren repræsenterer
den nærmest udelte begejstring for modernitetens fremskridtstankegang, vil udvinde kalk på
øen og får udbygget molen for at større både vil kunne lægge til og laste. Andre har dog
sværere ved at indordne sig. Johannes’ påbegyndte beskrivelse af Sandø kan ses som et
forsøg på at bevare en del af gammellivets historie og kundskab. Da han fik Rasmus
Sandbjerg til at pryde skolestuens paneler med sin »Almuekunst«, var det ligeledes i
opposition til den nye »Smag der var ringere« (C, s. 32).
I sin beskrivelse af skellet mellem opposition og accept understreger Munch-Petersen
imidlertid også, at der ikke er tale om to gensidigt udelukkende størrelser. Svend Møller
Kristensen fremhæver på lignende vis, at skellet mellem trivial- og finlitteratur er en
forenkling af det kulturelle landskab, som han kalder det, og taler i stedet om kunstnerens
valg mellem tre veje: underholdningsindustriens, samfundskritikkens eller kunstens for dens
egen skyld. Man vil ofte opleve, at disse veje »filtrer sig ind i hinanden i de skiftende tider og
hos de enkelte forfattere.« 87
For Løgnerens vedkommende kommer den samtidige opposition og accept bl.a. til
udtryk i romanens forhold til skellet mellem trivial- og finlitteraturen. Føljetonformen har for
A og B’s vedkommende givet læseren associationer til triviallitteraturen, og som beskrevet i
afsnit 3.4.3. var radioromanen allerede i 1950 en belastet genre, set ud fra et finlitterært
synspunkt. I nærværende læsning vil jeg bl.a. udpege det, man kunne kalde tekstuelle rester
af føljetonformen, dvs. spor i C, som peger på tekstens oprindelige form. Et andet væsentligt
86
Martin A. Hansen: »Romanens Forfald« i: Heretica 1. årg. nr. 1, København: Wivels Forlag 1948,
s. 24-35; s. 33.
87
Kristensen: »Avantgarden og hæren« s. 106.
55

element er, at romanen inddrager eller spiller på de forventninger, læserne kan formodes at
have haft til triviallitteraturen. Egentlige udsagn om læsernes forventninger er ikke
tilgængelige for analyse, og MAH har ikke i det bevarede materiale beskrevet sine
formodninger herom. En tilsnigelse til sådanne læserforventninger må derfor udledes af
sekundærlitteraturen. Munch-Petersen giver følgende karakteristik: »Det masselæsende
publikum læser »med dårlig smag«, dvs. viger uden om for store vanskeligheder og læser
anerkendte og ikke-anerkendte værker i flæng«. 88 Kristensen fremhæver lignende træk: »En
del af triviallitteraturens succes beror på at meningen er tydelig, at der ikke skabes
usikkerhed, ikke stilles spørgsmål«, og at »fremstillingsmåden er simpel fortællende, uden
vanskeligheder med hensyn til forståelsen af personernes adfærd og uden at efterlade tvivl og
uro hos læseren.« 89 Især forestillingen om læsere, der skyer det svære, er interessant. I de
foregående afsnit 3.1.1. og 3.4.2. blev det påvist, at teksten i B i enkelte tilfælde er mere
eksplicit i dens udtryk end C, og det er nærliggende at tilskrive dette forhold en bestræbelse
fra avisens og MAH’s side på at målrette teksten til et anderledes publikum end
forfatterskabs hidtidige læserkreds.
Den følgende læsning af romanen vil blive inddelt i to sektioner: 1) en værkorienteret
læsning og 2) en udgavespecifik læsning af A. I første sektion behandles det, jeg har valgt at
kalde tekstuelle elementer, dvs. elementer i selve (brød)teksten, som kan findes i en hvilken
som helst udgave af romanen, og som dermed potentielt kan have påvirket samtlige udgavers
læsere. Anden sektion vil derimod begrænse sig til at undersøge betydningen af de
paratekstuelle elementer i A, som kan formodes at have påvirket dette læsernes første møde
med romanen.
88 Munch-Petersen: Romanens århundrede s. 19.
89 Kristensen: »Avantgarden og hæren« s. 110 og s. 111f. En lignende forklaring gives i Gert
Smistrup: Fortsættes i næste nummer... Masselæsningens mekanik, København: Berlingske Forlag
1971 (herefter Fortsættes i næste nummer): som læser søger man grundlæggende finlitteraturen, »når
man har trang til at blive aktiviseret, populærfiktionen, når man har trang til at blive passiviseret, og
begge behov eksisterer vel i alle mennesker til skiftende tider«, s. 126. Netop denne skelnen mellem
aktiv og passiv tilegnelse fremhæves også af Richardt Gandrup i hans anmeldelse af C, »Nu kan
Martin A. Hansens Radio-roman læses« fra Aarhuus Stiftstidende 29.8.1950, optrykt i Wivel (udg.):
Omkring Løgneren s. 43-45. Her får A en afvisende og negativt ladet vurdering, og lytterne opfordres
til at læse C, idet »et betydeligt Digterværk kræver personlig og aktiv Tilegnelse, hvis det skal frigive
sine Værdier«, s. 45.
56

4.2. Tekstuelle elementer
4.2.1. Auditivitet
Et vigtigt tematiske element i romanen er forskellen mellem stilhed og lyd. Vinterisens
isolation af øen bringer en stilhed med sig, som ikke kun fornemmes i naturen, men også
blandt beboerne, hvis fiskeri må indstilles, mens isen pakker omkring øen. Johannes
beskriver stilheden som ondsindet: »Der har været stille paa Øen de sidste fyrretyve
Morgener. Man har ikke hørt Motordrønet fra Kutterne. Ja, der kom en ond Tysthed over
Sandø, da Isen havde lagt sig om os« (C, s. 20). Også om skoven, Risene, hedder det: »Den
lille Skov var fuldstændig stille [...] Jeg mærkede intet levende Væsen. Ikke en Solsort. Ikke
en Bogfinke. Ingen Fært af Ræv. Skoven var død« (C, s. 44f.). Inden isen og stilheden satte
ind, var braget fra minen, som sprængte Erik i luften, det sidste øen hørte. Voldsomheden ved
denne overgang fremhæver, hvilken markant betydning skellet mellem lyd og stilhed,
aktivitet og inaktivitet, har for øen. Nu da isen bryder, bebudes forårets komme atter med lyd,
og Johannes forudser, at aktiviteten ligeledes vil bluse op på øen med endnu en afsked til
følge – denne gang Annemaris.
Forårets komme kan først og fremmest høres på de mange trækfugles lyde, som
Johannes ikke blot nøjes med at omtale, men gengiver for læseren med lydord: agerhønsenes
»Bllullull!« (C, s. 11); svanernes vingeslag »jym, jym, jym« (C, s. 18); strandskadernes »Pli,
pli, pli« (C, s. 44); og vibens træk »Gyv, gyv, gyv« (C, s. 56). 90 Lørdag nat hører Johannes så
isen bryde op:
Der kom ude fra Havet et langt Hyl, der ligesom blev trukket over Himlen fra
det ene Hjørne til det andet [...] Lidt efter fornam jeg en fjern Brusen. Ligesom
dybt nede. Som kommende fra Huler under Jorden [...] Siden lød det som de
trak Skindet af en uhyre Flynder langt borte. Saa et underjordisk Skud, hvis
Dunder rullede over mod Golø. Brusen af Vande hinsides. Og nu blussede
Fugleskrigene op ude i Vester. (C, s. 64)
90 Johannes gengiver også andre lyde på lignende vis: støvlerne i mudderet »Sjip, sjip« (C, s. 10) og
hans egne eller ingeniørens puls »Dydy – dydy – dydy – dydy« (C, s. 51).
57

4.2.2. Udsigelsen
Det er dog ikke kun i forbindelse med forårets bebudelse, at Johannes benytter sig af auditive
beskrivelser. Også i hans betragtninger omkring den særlige udsigelsessituation spiller lyd en
vigtig rolle. Løgneren er bygget op som en dagbogsberetning, som i sidste kapitel viser sig at
være skrevet et år efter selve begivenhederne fandt sted. Johannes er den eksplicitte jeg-
fortæller, der nedfælder beretningen om sig selv og hændelserne på den lille ø, Sandø, i sine
kollegiehæfter, og som hjælp til dette formål henvender han sig til den eksplicitte, men
opdigtede modtager, Natanael. Johannes kender ikke denne modtager, men gør sig adskillige
forestillinger herom. Han eksisterer kun i kollegiehæfterne og repræsenterer dermed en for
Johannes stum og passiv modtager. Den eksplicitte udsigelsessituation kommer dermed til at
minde om den (implicitte) mellem forfatter og læser. 91 Johannes’ mange henvendelser til
»Natanael« og »min Ven« kan således ses som læserhenvendelser af samme type som MAH
tidligere i sit forfatterskab har gjort brug af bl.a. i Lykkelige Kristoffer, 1945, og i særlig
udbredt grad i dialogerne mellem forfatteren og læserinden i »Midsommerfesten« fra
Tornebusken, 1946.
Johannes’ betragtninger omkring forholdet mellem ham selv og Natanael peger dog i
højere grad i en anden retning. Selvom der er tale om en skrivende fortæller, omtales
udsigelsessituationen oftest som auditiv. Allerede i første kapitel erkender Johannes denne
tvetydighed og siger, at han muligvis sidder og taler højt med sig selv samtidig med eller i
stedet for at skrive:
Men det er saa mørkt herinde, havde jeg nær sagt, at man ikke kan se, hvad
man selv siger. Jeg sidder jo og skriver, Natanael. I et nyt Kollegiehæfte.
Skriver, hvad der falder En ind. Men det kan godt være, jeg i Virkeligheden
sidder og snakker højt for mig selv. Det er en Vane man faar. Jeg lægger ikke
selv Mærke til det, uden naar jeg hører noget banke blødt mod Væggen ovre
91 I enkelte passager kunne man få det indtryk, at Natanael svarer på Johannes’ spørgsmål, fx i kapitel
7, hvor Johannes rekapitulerer hændelserne i kirken fra det foregående kapitel: »Blev du ikke henrykt,
Natanael? Eller tror du ikke et Ord af det? Ha! Hvad tror jeg selv. Jaja, du siger maaske, Natanael,
hvad jeg sad og sagde til mig selv i Sakristiet« (C, s. 82). Tavsheden brydes på lignende vis i
beskrivelsen af skolestuens åbning i kapitel 8: »Men som jeg sad der og tvivlede hændte der det,
Natanael, at Skolestuen lukkede sig op som det ikke er sket før. Hvordan? Jeg kan ikke forklare det«
(C, s. 101). Der er dog formentlig tale om Johannes’ foregribelse af modtagerens evt. undren frem for
egentlig dialog.
58

ved Kakkelovnen. Det er Pigro, der ligger i sin Kasse og slaar med Halen.
Hunden kikker op paa mig. Jaja, saa har man igen snakket højt med sig selv.
(C, s. 6)
Hundens logren indikerer, at lyden af hans stemme ikke blot er indbildning fra Johannes’
side. Samtidig med at MAH tillægger Johannes dette karaktertræk, har det i forbindelse med
A henledt lytternes opmærksomhed på den særlige auditive udsigelsessituation, som de
befandt sig i, dvs. som lyttende modtagere af en talende fortællers beretning. Da Johannes lidt
senere siger, at en modtager, eller forestillingen herom, vil virker fordrende på hans
fortælling, er det med lignende auditive termer:
Nej, ser du, Natanael, man opdager jo, at man ikke fortæller saa godt for sine
Vægge her i Stuerne eller for Bogreolerne eller for Støvet paa Bordet. Ikke
engang for Pigro [...] Men Natanael, jeg fik alligevel Brug for dig. Til at høre
paa. (C, s. 7)
Natanael kommer på denne måde i højere grad til at fremstå som en lyttende modtager frem
for en læsende, og som udsigelsesinstans refererer han dermed snarere til A’s lyttere end til
læserne af B, C eller senere trykte udgaver. Dette forhold fremhæves tydeligst i Johannes’
indledende betragtninger til kapitel 6:
Vi to kan ikke slippe for hinanden. Jeg i hvert Fald ikke for dig. Hvad
jeg fortæller er bestemt for dit Øre, bundet til dit Øre, Natanael. Men jeg vil
ikke være bundet til dine Ønsker. Jeg synes stadig jeg kan mærke, du forlanger
at Fortælleren rigtig skal udlevere sig, blussende ved det Ler han kryber i. Du
vil have Bekendelser der damper som varme Indvolde. Jo du vil. Og du har
Magt. Men kom ikke for nær. Tre Skridt fra Livet! (C, s. 67)
Citatet er også væsentligt i forbindelse med romanens tematisering af skellet mellem trivial-
og finlitteratur og vil blive behandlet igen senere. Det centrale i forbindelse med Natanael
som billede på lytteren er passagen »Hvad jeg fortæller er bestemt for dit Øre, bundet til dit
Øre.« Verbet fortælle kan ganske vist referere til både skriften og stemmen, men referencen
59

til Natanaels øre peger på én bestemt del af det menneskelige sanseapparat, hørelsen. Særlig
interessant er passagens sidste del. Hvor en nedskreven tekst kan siges primært at være
bundet til papiret og blækket, dvs. til det tekstbærende dokument og den materielle tekst med
DuRietz’ termer, er den kun sekundært eller på et mere eller mindre filosofisk plan bundet til
den læsende modtager. 92 En auditiv tekst derimod er afhængig af en lyttende modtager for at
kunne få bekræftet sin eksistens og dermed i egentlig forstand bundet til modtagerens øre.
Dette gælder også i A’s tilfælde, idet de nødvendige tekniske apparater, dvs. mikrofon,
radiosender, radiomodtager og højtaler, ikke ændrer forholdet mellem den auditive tekst og
den lyttende modtager. Teksten er afhængig af en lyttende modtager for ikke blot at fortabe
sig og forsvinde som lydbølger i luften. Det er tilmed dette afhængighedsforhold som
refereres til først i citatet: »Vi to kan ikke slippe for hinanden. Jeg i hvert Fald ikke for dig.«
Lytteren kan fx godt slippe for Løgneren ved blot at slukke radioen, men Johannes kan ikke
undvære lytteren. 93
Som et supplerende belæg for denne læsning af Natanael som et billede på lytteren
kan nævnes en novelle af den tyske forfatter og medieteoretiker Walter Benjamin, som netop
giver et bud på, hvordan forholdet mellem oplæser og lytter skal forstås. I »Auf die Minute«,
1934, skal en skribent for første gang læse op i radioen af sin egen tekst. Inden selve dagen,
hvor oplæsningen skal sendes direkte, giver afdelingslederen den vordende oplæser følgende
råd:
»Anfänger«, sagte er, »begehen den Irrtum zu glauben, sie hätten einen
Vortrag vor einem mehr oder weniger großen Publikum zu halten, das nur
eben, zufällig, unsichtbar sei. Nichts ist verkehrter. Der Radiohörer ist fast
92
Jf. DuRietz: Den tryckta skriften s. 53; se også DuRietz: »Böcker, texter och editioner – av alla de
slag« s. 97.
93
Det bør bemærkes, at romanen indeholder en anden type lytter, som på sin vis også kan
sammenlignes med A’s lyttere, men dog adskiller sig markant fra Johannes’ åbenlyse forhold til
Natanael. Her er tale om smuglytterne: 1) rengøringskonen Margrete, som står med »Overkroppen
inde i Nøglehullet« (C, s. 24) og lytter til Johannes’ og Annemaris samtale i kapitel 2. Johannes
beskriver hende således: »Margrete er ikke kommet med Kaffen, men hun maa undskyldes, hun er
langsom og hun skal lytte« (C, s. 28); og 2) pigen på telefoncentralen, som Johannes forestiller sig
lytter med, da Rigmor erklærer sin kærlighed for ham over telefonen i kapitel 8: »Naa, nu strakte
Telefonpigen Øren« (C, s. 97). En sidste type bør også kort nævnes: menigheden. Der kan utvivlsomt
udledes en interessant parallel mellem de to udsigelsesforhold, Johannes’ prædiken for menighedens
»runde, slappe og dumme« ansigter (C, s.78) og Kerns fortællen for radioens lyttere. Forbindelsen
mellem søndagsgudstjeneste og søndagsføljeton vil dog ikke blive behandlet i nærværende læsning.
60

immer ein einzelner, und angenommen selbst, Sie erreichen einige Tausende,
so erreichen Sie immer nur tausende Einzelner. Sie müssen sich also
verhalten, als wenn Sie zu einem einzelnen sprächen – oder auch zu vielen
einzelnen, wenn Sie wollen; keinesfalls aber zu vielen Versammelten. 94
I Løgneren er de mange tusinde lyttere på en lignende måde uskiftet med den enkelte lytter.
Johannes taler ikke til mange, men til én. På denne måde afspejler Johannes’ og Natanaels
udsigelsessituation den mellem Kern og lytterne, og hverken Kern eller Johannes har kendt
eller kunnet se deres lyttende modtager(e). En af resultaterne af denne udskiftning af lytterne
med den enkelte lytter er, at den intime tone, hvormed Johannes udleverer og bekender sig til
Natanael, fremmes.
Det er dog ikke kun det auditive aspekt af udsigelsessituationen, der tyder på, at
Natanael skal tolkes som et billede på A’s lyttere. Han repræsenterer ikke blot den enkelte
lytter foran sin radio, men synes at være møntet på en ganske bestemt gruppe modtagere.
Johannes’ beskrivelse af Natanael indeholder en række formodninger omkring dennes ønsker,
som ikke synes at henvise til den eksplicitte udsigelsessituation. Disse skal nok snarere
forstås som MAH’s egne forestillinger om det publikum, som han med sin radioroman ville
nå ud til. Første gang Johannes introducerer sine forestillinger om disse ønsker er i kapitel 4.
Her står om Natanael:
Jeg kan fornemme at du er kommet nærmere, min fremmede Ven, Natanael.
Du er ved at komme nær paa en Maade jeg ikke ynder. Jovist, du vil sidde og
kikke ind i mit mørke Indre. Derfor vil du have lukket bedre op. Du ønsker
vist at jeg skal være mere aabenhjertig og bekende op ad Stolper alt hvad der
rører sig af dyrisk og mindre pænt i én? I Dybet af én. Er det da det du vil
have? Tre Skridt fra Livet, min fine Ven! Tre Skridt væk, min Ven. (C, s. 44)
Efter Johannes’ grædetur lørdag aften i sakristiet spørger han Natanael i lignende vendinger:
»Men nu maa du vel være tilfreds, min nysgerrige Ven, nu har jeg bekendt en lumpen
94 Walter Benjamin: »Auf die Minute« i: Gesammelte Schriften IV 2, Hrsg. von Tillman Rexroth,
Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag 1972, s. 761-763; s. 761. Novellen blev trykt første gang i
Frankfurter Zeitung 6.12.1934 under pseudonymet Detlef Holz.
61

Svaghed, vist mig uværdig som jeg er. Jeg haaber saa du har nydt det« (C, s. 55). Johannes
forestiller sig, at Natanael på lignende vis har nydt søndagens besynderlige prædiken og
spørger i kapitel 7: »Frydede du dig ikke over den Bekendelse? [...] Blev du ikke henrykt,
Natanael?« (C, s. 82).
Johannes er ikke begejstret for Natanaels krav om udleveringer og svælgen i
fortællerens bekendelser. I førnævnte citat fra kapitel 6 nægter Johannes at være bundet til
Natanaels ønsker, som han er det til dennes øre: »du forlanger at Fortælleren rigtig skal
udlevere sig, blussende ved det Ler han kryber i. Du vil have Bekendelser der damper som
varme Indvolde« (C, s. 67). Johannes bemærker også, at hvad disse krav angår, har Natanael
en stor magt. Her kan næppe være tale om, at Natanael blot skal ses som repræsentationen af
den enkelte lytter hjemme foran radioen. Den magt, som ligger i at kunne stille sådanne krav,
synes kun at kunne stamme fra en større gruppe, en masse, eller nærmere bestemt det brede
flertal af Statsradiofoniens lyttere. Johannes refererer her til de markedsøkonomiske kræfter,
som den industrielle litteratur, eller triviallitteraturen, er underlagt, hvor det i højere grad end
for finlitteraturens vedkommende er forbrugerne, som afgør produktets værdi. Salgs- og
oplagstal er for triviallitteraturen de bedste indikatorer på succes. Smistrup understreger fx, at
det masselæsendes publikums magt ligger i deres illoyalitet:
Efter eksperimenter inden for den genre af pressen, både i Skandinavien og i
andre lande, har man konstateret, at læserne med ret stor sikkerhed ved, hvad
de søger. De viser sig ikke loyale mod et bestemt blad hverken af sløv vane
eller under påvirkning af propaganda, men er kun loyale i den udstrækning,
bladet yder dem de forventede »satisfactions«. Udebliver de, foretrækker
læserne, selv de bofaste »holdere gennem en menneskealder«, et andet blad,
hvor de finder dem. 95
Det vil altså sige, at forfatteren er nødt til at levere det, han forestiller sig, at læserne ønsker,
for at produktet ud fra en markedsøkonomisk betragtning kan blive en succes. Det er samme
hensyn, som Statsradiofonien tager, når de i det tidligere citerede brev til Mogens Klitgaard
efterlyser »en vis Spænding« i handlingen (jf. afsnit 3.4.3.), idet man må formode, at de
hermed mener en spænding ud over det sædvanlige. MAH når selv en lignende konklusion i
95 Smistrup: Fortsættes i næste nummer s. 10.
62

sit essay »Romanens Forfald«. Her omtaler han romanen som »Hovedproduktet i den
merkantile Bogindustri« og mener, at mange forfattere vælger netop denne form af
økonomiske årsager: »Naar Romanerne i den Grad dominerer blandt de litterære Arbejder,
kan man ikke helt se bort fra, at Læsernes Efterspørgsel, altsaa det gunstigere Marked, spiller
en Rolle«. 96 Dette vidnesbyrd om en litteratursociologisk bevidsthed hos MAH er interessant.
Det synes at give yderligere belæg for læsningen af Natanael som et billede på det brede
flertal af lyttere, som i denne sammenhæng kan siges at være identisk med det masselæsende
publikum. Selvom Johannes kvier sig ved at opfylde Natanaels krav, udleverer han sig
alligevel om end ikke i så eksplicitte detaljer, men nok til at læserne fx kan regne ud, hvad
der foregår mellem Johannes og Rigmor længe inden deres stævnemøde i kapitel 11 (jf. fx
afsnit 3.4.2.).
Hvis man i modsætning til denne læsning af Natanaels rolle i stedet ser ham som en
udspaltning af Johannes’ eget selv eller som udtryk for et ønske om at få opklaret personlige,
psykologiske problemstillinger, hvis natur og forhold han dårligt selv er klar over, kan
læsningen stadig fungere. At Natanael på et tidligere stadie i romanens tilblivelse formentlig
har været således tiltænkt kan udledes af en journaloptegnelse af 27.11.1949. Her skriver
MAH om den i KNOV nyindførte figur, Natanael, at han er »en ødsel Lærersjæl« og at
formålet med denne er at fremme den »intime Tone«. 97 Er Natanael således en udspaltning af
Johannes, ville det betyde, at både de triviallitterære krav og afvisningen heraf stammer fra
fortælleren selv. Som omtalt er skellet mellem opposition og accept dog ikke gensidigt
udelukkende, og MAH’s forfatterskab kan siges at udspille sig netop mellem disse to
yderpunkter. Opstillingen af kravene og afvisningen af samme kan derfor sagtens udspringe
fra et enkelt individ. En sådan splittelse i hovedpersonens karakter har formentlig været en
medbestemmende faktor i romanens umiddelbare succes, idet splittelse og sammensathed var
og er en central del af modernitetens identitetsopfattelse.
Ser man Natanael som et billede på massen, må det følge, at Johannes på mærkværdig
vis er bevidst om en problemstilling, som ikke eksisterer inden for fiktionens rammer, nemlig
den splittelse, som skellet mellem trivial- og finlitteraturen har afstedkommet for Løgneren
som et værk. Skellet mellem de litterære kredse, som MAH hidtil havde begået sig i, og den
96 MAH: »Romanens Forfald« s. 27.
97 Notat om Radioroman Oktober 49, MAHA 425; også optrykt i Martin A. Hansen: Dagbøger 1-3,
udg. Anders Thyrring Andersen og Jørgen Jørgensen, København: Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab og Gyldendal 1999; bd. 2, s. 762f.
63

nye, det masselæssende publikum, med dets krav om underholdning, og dets magt til at stille
disse krav, er blevet skrevet ind i selve fiktionen og står tilbage som henvisninger til
romanens tidlige føljetonform. Værkets kanonisering har for længst fortrængt dens
oprindelige forbindelse til triviallitteraturen og i den forstand ekstraheret teksten ud af
værkets bibliografiske eller paratekstuelle kontekst, men netop vha. den særlige
udsigelsessituation og tematiseringen af Johannes’ forhold til Natanael har MAH indskrevet
en påmindelse til læseren om disse aspekters betydning for værket.
Som en art genetisk belæg for at tillægge auditiviteten og tematiseringen af skellet
mellem trivial- og finlitteratur en intentionalitet møntet decideret på A kan følgende
fremhæves. I novelleforlægget, Isen bryder, fra 1945 finder man ikke disse aspekter, som
først kommer til efter, at MAH havde modtaget bestillingen fra Statsradiofonien 18.2.1949. 98
Eksempelvis introduceres Natanael først i KNOV, som påbegyndtes 24.11.1949. 99 Det vil med
andre ord sige, at MAH har indført disse elementer med visheden om, at romanen skulle
læses op i radioen.
4.2.3. Rester af føljetonformen
Kapitlernes ensartede længde er ligesom udsigelsessituationen et levn fra romanens
oprindelige føljetonform. Kun kapitel 6 afviger med sine 15 sider over for de øvrige kapitlers
12-13 sider, og MAH’s problemer herved er blevet omtalt i afsnit 2.2.1. og 3.2.1.
Et mere påfaldende levn er den række af små resuméer, som MAH har flettet ind i
Johannes beretning. Disse optræder tydeligst i kapitlerne 2-5 og 7-9 og har tilsyneladende til
formål at rekapitulere det foregående kapitels begivenheder. De fleste af disse
rekapitulationer er henvendt direkte til Natanael og kommer dermed til at minde om en art
lytterservice svarende til B’s paratekstuelle resuméer (jf. afsnit 3.4.2.), som kunne gøre
afstanden til det foregående afsnit fra ugen forinden mindre. Et godt eksempel findes i kapitel
3, hvor afsnittet, som indledes med sætningen »Hvad mener du, Natanael, blev du klogere af
98 Novelleforlægget blev i 1969 udgivet af Ole Wivel; Martin A. Hansen: Isen bryder.
Novelleforlægget til Løgneren med forord af Ole Wivel, Gyldendals Bogklub, Gyldendalske
Boghandel Nordisk Forlag 1969; oplysning om dato for modtagelsen af bestillingen if.
journaloptegnelse angiveligt med titlen Notater om Arbejder fra 1/1 49; journalen er ikke lokaliseret,
men findes gengivet i en afskrift under signaturen (acc.) 1996/29, 3. kapsel, i sort springbind med
titlen 1949 + 1950 (1950’erne).
99 Natanael indgår fx ikke i første kapitel af den maskinskrevne version, som findes i original og
gennemslagskopi i MAHA 425, og som er dateret 20.11.1949, se bilag A.1.
64

vor lange Snak med Pigebarnet Annemari?« (C, s. 29f.), indeholder denne type resumé.
Johannes benytter ganske vist lejligheden til udlægge sine egne betragtninger om Annemari
og samtalen, men den grundige rekapitulation er påfaldende især i betragtning af, at den
pågældende samtale finder sted på de fire foregående sider. Resuméet optræder med andre
ord næppe af hensyn til C’s læsere, men snarere til A’s lyttere, som havde ventet en hel uge
på fortsættelsen.
4.3. Paratekstuelle elementer i forbindelse med A
4.3.1. Kern som paratekst
I afsnit 3.4.3. gav jeg enkelte eksempler på A’s paratekst, som kan formodes at have påvirket
lytternes modtagelse og fortolkning af oplæsningen. I dette afsnit skal fokuseres på
oplæsningens materielle aspekt som et paratekstuelt element. For lytterne har den mest
betydningsfulde paratekst formentlig været Kerns stemme, som har udgjort tekstens
umiddelbare materialitet, dvs. den »genstand« i overført betydning, hvormed teksten blev
formidlet til lytterne. Derfor har Kerns intonation, tempo, placering af tryk og lignende med
stor sandsynlighed påvirket lytternes oplevelse af teksten.
Af håndgribelige eksempler kan nævnes udtalen af Annemaris navn, som vi ud fra
Erhardt Larsens anmeldelse ved er blevet udtalt med tryk på -ma- (jf. afsnit 2.2.1.). På grund
af den manglende overlevering kan vi dog ikke afgøre, hvilken fortolkningsmæssig
indflydelse A kan have haft på lytterne. Derfor må følgende betragtninger bevæge sig på et
mere eller mindre overordnet niveau. Tillader man sig at tage et eksempel fra O1965, kunne
man pege på, hvordan Kern i kapitel 8 gengiver samtalen mellem Johannes og ingeniøren om
forholdet mellem mennesket og fremskridtet (C, s. 103f.). Her lader han ingeniøren tale
hurtigt og opildnet om fremskridtets og teknikkens fordele, hvorimod Johannes mistro
leveres i mere rolige og langsomme replikker, som for at understrege forskellen mellem deres
uforenelige standpunkter.
Som tilfældet var i forbindelse med analysen af variansen kan dette afsnit også tjene
to formål: et fortolkningshistorisk og et tilblivelseshistorisk. Grunden hertil er, at Kern ikke
kun i kraft af sin oplæsning påvirkede lytternes oplevelse, men at MAH formentlig også
inddrog Kern i udarbejdelse af oplæsningsforlæggets endelige form, ROPL.
65

Kerns betydning for fortolkningen
MAH tillagde selv den gode oplæsning en stor betydning for lytterens oplevelse af et værk. I
et brev til Kern af 31.1.1948 beskriver han oplæsning som en tolkningskunst:
Jeg mener, at en Forfatter ikke uden videre har nogen ideel Ret over for
Tolkningskunsten. Deri at den er Kunst maa den ogsaa have Frihed og give
Plads for Tolkerens Personlighed. Derfor er det i Grunden vigtigere, om
Skuespilleren ønsker at tolke Teksten. 100
MAH fik relativt ofte læst op af sine tekster i radioen. Fra 1947 og frem blev oplæsningerne
for det meste foretaget af Kern, og selvom MAH bl.a. i ovennævnte brev ofte udtrykte sit
forbehold over for at påvirke radioens valg af oplæser, synes Kern at have været hans
foretrukne. 101 I brevet, som er en taksigelse for Kerns oplæsning af novellen »Bogen« i
radioen 25.1.1948, lovpriser han Kerns tolkningskunst: 102
Jeg var glad for, De læste »Bogen«. Jeg har selv gjort det ofte, rundt om, men
De gør det da bedre! De er en fornem Tolker af nyere Digtning. Deres Form
vidner om dyb Forstaaelse. Ikke blot – og det er sjældent – lader De Formen,
Genren, helt bevare sin Karakter, Prosaen er Prosa. Verset er Vers, Ordet
staar, det organiske Formpræg udfoldes rent – Deres Tolkning er virkelig en
fin Form for Kritik, for en svag eller falsk Tekst vil uhjælpeligt røbe sig. Men
ved denne indlevende Fortolkning, streng i Stilen, bliver Oplæsningen fin
Kunst og føjer en ny Dimension til Teksten. Jeg hørte Dem for en Tid siden
læse Digte af Alex Garff og Mogens Jermiin Nissen. Ædelt. Og hvor det
glædede min Kone og mig, vi talte derom længe, at De læste netop de Digte af
de to fine Lyrikere.
Men altsaa Tak!
100 PKM; afskrift i MAHA 71.
101 If. Kettels Martin A. Hansens Forfatterskab var omtrent 2/3 af oplæsningerne foretaget af Kern, s.
125f. Kettels optegnelser går i parentes bemærket kun til udgangen af 1964.
102 Novellen blev trykt første gang i Arbejdernes Almanak 1946, 1945 og derefter i MAH’s
novellesamling Agerhønen, 1947. Den er en omarbejdning af »Mattis og Bogen« fra S.P. Fredebo og
Kaj Nielsen (red.): Vort Modersmaal, 1940, if. Kettel: Martin A. Hansens Forfatterskab, s. 22.
66

Brevet vidner om en stor tiltro til oplæseren som fortolker af værket. Især er det i forbindelse
med specialets fokus interessant, at oplæsningen i MAH’s øjne »føjer en ny Dimension til
Teksten«, hvilket i høj grad stemmer overens med specialets påstand. I forbindelse med
Løgneren er der dog tale om en ganske anderledes situation end den, som brevet henviser til,
hvor en tidligere udgivet tekst tilføjes noget nyt ved oplæsningen. For A’s lyttere blev denne
nye dimension ikke en tilføjelse, men en integreret del af værkets første møde med
offentligheden, uadskilleligt fra eller nærmere identisk med selve værket.
Til trods for den store tiltro til Kern insisterede MAH længe på ikke direkte at påvirke
radioens valg af oplæser. Hele forløbet omkring dette valg blev en forholdsvis tilspidset
affære og endte ikke med en afgørelse før i slutningen af december 1949. MAH havde ofte og
med varme anbefalinger foreslået radioen at bruge Kern som oplæser til Løgneren, og han
have tilmed talt med Kern om denne opgave. 103 Statsradiofonien havde dog haft to andre
skuespillere i tankerne, Elith Pio og Ebbe Rode, samt den mulighed, at MAH selv kunne læse
op. Ifølge journaloptegnelsen fra 27.11.1949 havde Felix Nørgaard opfordret MAH til selv at
aflægge en prøve, hvilket MAH først havde afvist, men derefter indvilliget i. 104 Han skriver
få dage efter til Kern og beklager, at han nu selv muligvis kommer til at tage opgaven fra
ham. 105 Af et brevfragment til Felix Nørgaard af 11.12.1949 kan man udlede, at MAH blev
prøvet 09.12.1949, men fundet uegnet til oplæsningen. 106 I samme brev giver MAH sin
mening til kende, hvad angår Pio og Rode, som på dette tidspunkt også må have været på
tale: Pio ville ifølge MAH lyde for gammel, hvorimod Rode bedre kunne fungere. 107 Igen
anbefaler han Kern, men lader stadig beslutningen være op til radioen.
Præcis hvornår afgørelsen træffes om at lade Kern læse op kan ikke siges. Da MAH
skriver til Nørgaard 29.12.1949, er valget truffet, og af brevet kan man udlede, at afgørelsen
103
Den tidligste anbefaling af Kern findes i et brev af 10.10.1949 fra MAH til Felix Nørgaard, som på
daværende tidspunkt var programsekretær for den dramatisk-litterære afdeling ved Statsradiofonien.
Brevet findes på KB’s håndskriftsafdeling under signaturen (acc.) 1998/37, Felix Nørgaard. Breve fra
div. forfattere, skuespillere mm; MAH havde i et brev fra til Kern af 30.11.1949 omtalt muligheden af
at Kern skulle læse romanen, PKM; afskrift i MAHA 71.
104
Notater om Radioroman Oktober 49, MAHA 425; også optrykt i MAH: Dagbøger s. 762f.
105
Brev af 30.11.1949 til Kern, PKM; afskrift i MAHA 71 og delvist transkriberet i Wivel: Martin A.
Hansen s. 384f.
106
Af MAH’s breve til Statsradiofonien i forbindelse med A findes kun tre gennemslagskopier i
MAHA 71, hvoraf to blot er fragmenter. Af det pågældende brev findes kun første side bevaret.
107
Pio var født i 1887, og Rode i 1910.
67

formentlig er foretaget umiddelbart inden. 108 Ligeledes kan man udlede, at Rode må have
været prøvet inden Kern, og at denne hændelse havde trukket i langdrag:
Jeg kan ikke sige andet end at Ebbe Rode-Episoden var en Smule enerverende
for Skriveriets Afslutning! Jeg forstaar sandelig udmærket Kunstnerens
Grundighed, men at der saa længe ingen Afgørelse forelaa paavirkede
Arbejdet!
Hvad denne episode egentlig indebar findes ikke yderligere beskrevet, hverken i MAH’s eller
Nørgaards korrespondance. Af samme grund kan det ikke afgøres, hvad der gjorde, at Rode
blev fundet uegnet. For MAH’s eget vedkommende har problemet formentlig været, at
oplæsningen blev for ensartet, dvs. at personernes forskellige sproglige karaktertræk ikke
fremstod i det omfang, radioen ønskede. I et læserbrev i Information 2.1.1950 svarede MAH
på en artikel fra 29.12.1949, som havde omtalt kasseringen, og skrev:
At man – som der stod – ved Oplæsningsprøven vilde have Repliker i Bogen
spillede, og at jeg nægtede det, er en lille dramatisk Overdrivelse af en
Situation, der artede sig sagligt og roligt paa den Vis, at jeg læste paa den for
mig naturlige Maade, hvad Fagfolkene fandt i Længden vilde trætte Lytterne.
Det kan jeg ikke bestride. Og da Oplæsningen af en hel Bog er en krævende
Opgave, hvis rette Løsning begribeligvis ikke ene er Forfatterens Sag, fandt og
finder jeg det i sin Orden med en Læseprøve, selv om det ikke var mig men
Radioen, der havde foreslaaet, at Forfatteren eventuelt selv kunde læse
Bogen. 109
108 Brev af 29.12.1949 til Nørgaard, gennemslagskopi i MAHA 71. Samme dag havde kasseringen af
MAH selv som oplæser været omtalt i en artikel på forsiden af Information i vendinger, som fik MAH
til at tage til genmæle i et læserbrev 2.1.1950.
109 MAH: »Rettelse vedrørende radioroman« i: Information, 2.1.1950, s. 2.; læserbrevet var et svar på
artiklen: »Radioen kasserede Martin A. Hansen« i: Information, 29.12.1949, s. 1. If. MAH’s brev til
Nørgaard af 29.12.1949 hed journalisten Blædel, og der har formentlig været tale om Leif Blædel,
som skrev kulturstof for avisen fra 1947-85, if. Jette D. Søllinge og Niels Thomsen: De danske aviser
1634-1989, Bind 3 1918-1991, Odense: Dagspressens Fond i kommision hos Odense
Universitetsforlag 1991, s. 238.
68

Da han umiddelbart efter valget af Kern skriver til denne, er det med en lignende begrundelse
for kasseringen. Samtidig beskriver han, hvordan han efter afgørelsen har skrevet anderledes
og mere målrettet mod en skuespillers evner:
Det er for mig en Glæde at De vil og skal læse »Løgneren«. Vi hørte
Dem i Aftes læse »Soldaten og Pigen«, og det var meget smukt. Jeg tænkte
paa at ikke mindst i sidste Del af denne Fortælling er der Former som gaar
igen i Romanen, og jeg var glad for paa saa overbevisende en Maade at høre at
visse Ting kan gøres enkelt og intimt, som jeg har haft mine Tvivl om – ikke
om de kunde læses, spilles, men baade eje dette enkle Stilpræg og alligevel
staa klart for Tilhøreren. Jeg har jo nemlig, ikke mindst mod Bogens Slutning,
forsøgt Former, som jeg umuligt selv kunde læse, en mere fri Skiften af
Stemmerne, hvad jeg først har tilladt mig efter at jeg selv blev kasseret [...]
Men efter den Historie har jeg ensidig tænkt paa Teksten, og da jeg udmærket
ved at jeg som Oplæser selv kun har faa Strenge, og en Tid arbejdede med det
for Øje, har jeg nu mere bestræbt mig for at udløse de Træk, som ikke jeg selv,
men en Skuespiller magter. 110
Formålet med denne ekskurs om valget af oplæser er bl.a. at illustrere, med hvilken alvor og
omhu MAH arbejdede frem mod A specifikt. Meget tyder på, at han ikke blot har anset
oplæsningen for en parentetisk tilføjelse til en roman, som i højere grad skulle vurderes ud fra
dens senere udgivne bogform, men at A ganske enkelt var værkets primære form. Det har
ikke kun været væsentligt at oplæsningen fungerede optimalt, men også selve teksten blev
gennemarbejdet med A for øje, hvilket kan ses i udsigelsessituationen og de øvrige rester af
føljetonformen, som findes i C. Ligeledes repræsenterer MAH’s interesse for A og hans
tilpasning af teksten til Kern og til mikrofonen et støttende argument for specialets auditive
læsning. Et sidste citat fra MAH’s korrespondance skal i denne forbindelse fremhæves, idet
110 Brev af 30.12.1949 fra MAH til Kern, PKM; gennemslagskopi i MAHA 71. Novellen »Soldaten
og Pigen« er fra Agerhønen, 1947, og blev læst op af Kern i radioen 28.12.1949. MAH’s påståede
skift i skrivestilen kan ikke verificeres ud fra det bevarede manuskriptmateriale. De tidligste udkast til
romanens sidste fire kapitler, hvor den »mere fri Skiften af Stemmerne« kan observeres, er dateret
09.12.1949-15.12.1949, dvs. efter at beslutningen om at bruge en skuespiller i stedet for MAH selv
var taget, jf. bilag A.1. Tidligere udkast findes kun for kapitel 1-7. Stilskiftet kan især observeres i
kapitel 9 ved festen på Næs, hvor de færreste replikker er angivet med inkvit.
69

MAH’s fokus på tekstens auditivitet præsenteres. I førnævnte brev af 11.12.1949 til Nørgaard
skriver MAH:
Ganske vist tror jeg at det er af Betydning for denne Bogs Fremførelse, at
Stemmen har et udtalt Karakterpræg, Stemme og Tekst vil vel her tættere
forenes, end Tilfældet er i renere episk Fortælling, og jeg har netop under
Arbejdet tænkt meget paa Mikrofonens særlige Virkemidler, og Røsten i
Fortællingen er vigtig for hele Illusionen. Jeg tror da ogsaa at Oplæseren og
hans Stemme i Alderspræg helst bør svare til Fortællerens, ca. 40 Aar, og
derfor tror jeg ikke at Elith Pio i dette Tilfælde er den bedste, saa fin en
Mikrofonkunstner han ellers er.
Kern, som var født i 1908, havde den rette alder, men hvad væsentligere er, formåede hans
stemme at levere det særlige »Karakterpræg«, teksten krævede. Citatet peger nemlig også på
et andet væsentligt aspekt af A’s paratekst, som var nødvendigt for, at oplæsningen skulle
fungere. Når MAH skriver, at »Røsten i Fortællingen er vigtig for hele Illusionen« kan der
formentlig kun sigtes til én bestemt illusion: lytterne skal i så høj grad som muligt identificere
Kerns stemme med Johannes’. Det er grunden til, at stemmen i »Alderspræg« skal svare til
Johannes’ alder. Fortællingen skulle ikke af lytterne forstås formidlet via en mere eller
mindre implicit fortællerstemme, men via Johannes selv, og oplæseren skulle derfor ikke
forholde sig distancerende til jeg-fortælleren, men forsøge at styrke illusionen om identitet.
Hvorfor var denne illusion dog så væsentlig for fortællingen? Grunden hertil skal
søges dels i fortællingens udsagnsmæssige karakter, dvs. den fingerede dagbogsform, dels i
udsigelsessituationen og dens auditivitet. Som et led i den dagbogsform, som fortælleren
lægger op til, er det nødvendigt, at lytteren delvist tror på de bekendelser, som nedfældes i
dagbogen. Det at han afsløres eller afslører sig selv som en utroværdig eller fejlfortolkende
fortæller kan kun have en egentlig effekt, hvis lytterne og Johannes’ egen omgangskreds
tidligere i fortællingens forløb har taget hans ord for sandhed. Et godt eksempel er det
kronologiske spring på tretten måneder fra kapitel 11 til 12 og oplysningen om, at Johannes
ikke, som først påstået, har skrevet hændelserne ned, som de fandt sted, men et helt år efter.
Denne afsløring har kun en effekt i kraft af dagbogsillusionen, dvs. netop fordi lytterne i de
første 11 kapitler har troet, at de fulgte Johannes, som hændelserne skred frem, får
70

afsløringen en omvæltende effekt. Springet er væsentligt, idet lytterne her for første gang
bliver konfronteret med, at Johannes også har løjet for dem. Indtil da har han kraftigt antydet
at have løjet over for øens beboere og sig selv, og lytterne kan muligvis have haft en mistro
til rigtigheden af beretningen, men grundlæggende er lytteren i fortællerens vold og må tage
hans ord for gode varer. 111 I sin bog Den falske dagbog, 1994, fremhæver Henrik Ljungberg,
at dagbogsfiktionen afsløres allerede på s. 10, da Johannes første gang lægger pennen fra sig
og tager Pigro med ud i naturen. 112 Dette synes dog at være en efterrationalisering på
grundlag af Johannes’ egne bekendelser i kapitel 12, hvor netop dette sted i fortællingen
angives som skillepunktet for de første nedfældninger og de efterfølgende et år senere.
Lytterne og læserne har formentlig ikke set diskrepansen mellem Johannes aktivitetsniveau
og den påståede samtidige nedfældning i kollegiehæfterne som et problem for
dagbogsformen, da det vel må siges at være vilkåret for enhver dagbogsfortegnelse, at
hændelserne sker forud for nedskrivningen.
Dagbogsillusionens bekendelser styrkes også ved den auditive udsigelsessituation.
Identifikationen mellem Johannes fortrolige, Natanael, og den enkelte lytter bag højtaleren
forstærker den intime tone, hvormed man forventer den dagbogsskrivende ærligt og oprigtigt
betror sig til papiret eller som i dette tilfælde til mikrofonen og lytteren. Til trods for at
Johannes i de to førnævnte citater s. 44 og 67 beder Natanael og dermed lytterne holde sig på
afstand, »Tre Skridt fra Livet«, har den intime tone formentlig alligevel højnet lytternes
indlevelse i Johannes fortælling og forstærket lytternes lyst til at trænge dybere ned i
Johannes’ sjæleliv.
Kerns rolle i romanens tilblivelse
Som det fremgik af de citerede breve i forbindelse med valget af oplæser, påstår MAH, at
hans skrivestil blev påvirket af beslutningen især mod slutningen af romanen. Ligeledes kan
man af korrespondancen mellem MAH og Kern udlede, at forfatteren til tider må have
inddraget oplæseren i arbejdet med romanens endelige form. I afsnit 2.2.1. citerede jeg et
brev fra MAH, hvori han giver Kern frie hænder til at stryge det i kapitel 6, som måtte virke
111 Dette forhold foregribes i øvirgt i selve teksten. I kapitel 9 fortæller Johannes Rigmor om sit besøg
hos Kajs forældre, Anders og Hansigne, og påstår, at han under besøget tænkte på hende. Til dette
svarer hun: »Saadan sad du og tænkte om mig derude?« hvortil JV svarer: »Nej, jeg lyver. Jeg tænker
det først nu og her« (C, s. 115).
112 Henrik Ljungberg: Den falske dagbog, København: Gyldendal 1994, s. 11.
71

mest naturligt i oplæsningen for at imødekomme den afsatte tidsbegrænsning. Derudover
foreslog MAH i sit føromtalte brev af 30.12.1949, at de to kunne tale sammen i forbindelse
med hans omarbejdning af teksten fra KNOV til ROPL, og at disse samtaler rent faktisk fandt
sted fremgår af to senere breve skrevet efter afslutningen af A. 113 Desværre lader
samarbejdets omfang sig ikke afgøre, og som det fremgik af recensionen og behandlingen af
variansen, findes heller ingen materielle eller genetiske spor i ROPL, som kan give en entydig
bestemmelse af de forskellige ændringers ophav. Langt størstedelen af de interessante
ændringer er foretaget i Kerns hånd, men om de er kommet til i forbindelse med MAH’s og
Kerns arbejde inden A og i så fald hvem, der har foreslået de enkelte indgreb, kan ikke
afgøres. Her må vi nøjes med at konstatere, at et samarbejde fandt sted, og at teksten med stor
sandsynlighed er blevet påvirket af dette.
4.3.2. Udsendelsestidspunktet og radioformatet
Endnu et paratekstuelt element i A, som kan have påvirket lytternes oplevelse af romanen, er
selve udsendelsestidspunktet. I kraft af A’s føljetonform opstod der en samhørighed mellem
forårets ankomst på Sandø og lytternes oplevelse af overgangen fra vinter til forår i de fire
måneder, hvori oplæsningen blev sendt. I sin anmeldelse af A (og til dels B) påpeger Erhardt
Larsen endda, at dette samspil kulminerer, idet både oplæsningen og fortællingen afsluttes en
dag i april. 114 Både A’s lyttere og B’s læsere har haft lejlighed til at følge samme forandringer
i vejret og naturen som dem, Johannes beskriver, hvilket kan have virket fremmende på hhv.
lytternes og læsernes indlevelse i Johannes beretning. Læsere af C, som ikke havde fulgt en
af de to føljetonformer, kan meget vel have fået et anderledes indtryk af romanen, da de læste
den i sensommeren eller efteråret samme år.
Hvad angår selve radioformatet, gør Smistrup sig en række betragtninger omkring
føljetonlæserens forhold til føljetonformen, som med fordel kan bruges til at indkredse det
særlige forhold mellem lytterne og A. Ifølge Smistrup er den samtidige lyst og irritation over
at skulle vente på fortsættelsen med til at gøre føljetonformen så populær blandt det
masselæsende publikum:
113 Kern skriver i et brev af 28.4.1950 til MAH, at han »savner Sandø og dens kære beboere. Og vore
hyggelige samtaler om dem«, MAHA 71; og MAH omtaler i det i afsnit 1 citerede brev af 2.5.1950 til
Kern tiden omkring A som »lærerig« især pga. »Samtalerne om Stoffet«, PKM; gennemslagskopi i
MAHA 71.
114 Larsen: »Martin A. Hansens Roman om Hjertets Ufred« s. 30.
72

Føljetonlæseren er et selvbestaltet offer for en læsningsmekanisme, som er
totalt afhængig af mediets omstændigheder. Modsat boglæseren kan
føljetonlæseren ikke selv råde over sin læsnings varighed, som fastlægges af
mediets struktur, og også denne omstændighed er medbestemmende for
læsningens popularitet. 115
For A’s lyttere er dette i endnu højere grad tilfældet. Her fjerner føljetonlæsningen sig fra den
almindelige boglæsning på yderligere to punkter: for det første bestemmes tempoet af
oplæseren, og for det andet har lytteren ikke mulighed for at bladre tilbage for at få opklaring
på spørgsmål eller genlæse teksten. A er med andre ord i særlig høj grad afhængig af mediet.
Man kan sige, at ansvaret for forståelsen af teksten ikke er overladt til læseren selv på samme
måde som ved en trykt udgave. Hvis ikke teksten formidles på en relativ hensigtsmæssig
måde, har lytteren kun ringe forudsætninger for at forstå den. Det kan evt. være af hensyn
hertil, at MAH i et brev til Nørgaard af 15.12.1949 skriver: »Jeg vil ogsaa til Radioformen
bestræbe mig for en Forenkling og mere Klarhed i mange Detailler.« 116 Lytterne kunne ikke
på samme måde som læserne dvæle ved teksten eller svælge i kunstfærdigt konstruerede
tvetydigheder. Deres tilegnelse må unægtelig have været anderledes umiddelbar og påvirket
af de paratekstuelle elementer, som formen og Kerns stemme repræsenterede.
4.4. Afsluttende betragtninger
Den franske boghistoriker Roger Chartier har i sin artikel »The Text Between the Voice and
the Book«, 2004, beskrevet problemerne ved vores tilegnelse af den klassiske litteratur i lyset
af det, han kalder læsningens etnocentrisme. 117 Nutidige læseres tilgang til litteraturen
overskygges ofte af en enerådende forestilling om den private og indvendige stillelæsning, og
Chartier mener derfor, at den klassiske litteraturs oprindelige mundtlige tradition må
fremhæves, for at vi kan opnå en forståelse for disse værkers særlige karakter. Han
understreger, at mundtligheden skal forstås som et konkret og indlejret element i teksten:
115 Smistrup: Fortsættes i næste nummer s. 18.
116 Brevfragment af 15.12.1949 til Nørgaard, gennemslagskopi i MAHA 71.
117 Roger Chartier: »The Text Between the Voice and the Book« i: Raimonda Modiano, Leroy F.
Searle & Peter Shillingsburg (ed.): Voice, Text, Hypertext: Emerging Practices in Textual Studies,
Seattle og London: The University Press of Washington 2004, s. 54-71; s. 54.
73

These indicators of orality, inscribed within the texts themselves, are not
representations of oral practices but implicit or explicit devices that destine
texts to addressees who will read them aloud or listen to them being read. 118
På en lignende måde kan udsigelsessituationens auditivitet i Løgneren siges ikke blot at være
en repræsentation af beretningens mundtlighed, men at være grundlæggende knyttet til
romanens oprindelige form. Auditiviteten er med andre ord skrevet ind i romanen med
henblik på fremførelsen af A.
Chartier omtaler yderligere overgangen fra den mundtlige til den skriftlige tradition
som et skift i vores anskuelse af litteraturen fra hhv. værket som et event eller en fremførelse
til værket som et monument. 119 I Løgnerens tilfælde foretager MAH en modsat bevægelse
tilbage mod værket som et event, der skal opleves, og som i al dets auditive og kulturelle
paratekst ikke kan nedskrives og bevares for eftertiden uden tab. Værket som monument
eksisterer ganske vist i form af C og senere bogudgaver, men der er tale om to vidt
forskellige versioner. En skriftlig repræsentation af den fremførelse, som lytterne oplevede i
fra januar til april 1950, kan ikke gives. Chartier giver et lignende eksempel fra den moderne
litteratur. I den argentinske forfatter Jorge Luis Borges’ novelle »El espejo y la máscara«,
1975, beskrives en digters arbejde med et digt og dets udvikling gennem flere stadier fra et
skrevet dokument til en enkeltstående oplæsning, fra monument til fremførelse, hvilket
Chartier betegner som et nostalgisk retræte. 120 Således anskuet kan Løgnerens oprindeligt
mundtlige form kædes sammen med den indholdsmæssige tematisering af »Gammellivet«
omtalt i afsnit 4.1., og MAH’s grundlæggende placering mellem opposition og accept ville
dermed også kunne ses afspejlet i A’s formeksperiment. A repræsenterer på én og samme tid
et nostalgisk retræte til den mundtlige tradition og en omfavnelse af den for litteraturen nye
teknologi og medieform. A er et møde mellem »Gammellivet« og fremskridtet, eller
anderledes formuleret en opposition imod og en accept af fremskridtet og dermed en
formmæssig udlevelse af tematikken.
118 Chartier: »The Text Between the Voice and the Book« s. 63.
119 Chartier: »The Text Between the Voice and the Book« s. 57.
120 Chartier: »The Text Between the Voice and the Book« s. 61. Borges novelle er fra samlingen El
libro de arena, 1975, og er oversat til dansk: »Spejlet og masken« i: Bogen af sand, 1998.
74

Det er dog ikke blot som formeksperiment, at Løgneren kan siges at pege i to
retninger. Som det er fremgået af læsningen spiller skellet mellem trivial- og finlitteratur en
lignende væsentlig og ikke entydig rolle. Både føljetonformen og den mundtlige fremførelse
kan siges at stå i opposition til finlitteraturen, og alene C’s oplagstal repræsenterede ifølge
Hertel et spring ud af det finlitterære kredsløb, jf. afsnit 3.4.1. Alligevel fremstår Løgneren
langt fra som et stykke triviallitteratur, idet romanen i lige så høj grad kan siges at stå i
opposition til »tidens og miljøets herskende tanker«, som Munch-Petersen formulerer det. 121
Hvordan man end betragter det, sikredes Løgneren med C en status som et regulært
litterært værk. I takt med den voksende popularitet, som bogformen fik, er romanen blevet
fjernet mere og mere fra dens oprindelige bibliografiske kontekst. Erhardt Larsen synes
grundlæggende at have haft en for samtiden sjælden tekstsociologisk forståelse for
førsteudgavens værdi og status for værket som en helhed. Som en afrunding af specialets
læsning af romanen skal her citeres hans betragtninger over A’s immaterialitet:
Hvad om Radio og Forfatter havde holdt paa, at Fortællingsformen var baade
første og sidste Udgave, ladet Johannes, Annemari (med Trykket paa ma, et
helt nyt Kvindenavn i Litteraturen), Oluf, Rigmor og alle de andre leve videre
som mundtlig overleverede Skikkelser, noget, der var blevet fortalt engang, og
som den ene havde opfattet paa den Maade, den anden paa den. I Tidens Løb
vilde noget blive digtet til, andet blive glemt, det vilde gaa som med de gamle
Sagaer – og det er ikke godt at vide, hvad Løgneren kunde udvikle sig til,
inden den en Dag – hinsides alle Forfatterrettigheder, og naar de, som
oprindelig havde hørt den, var døde – blev skrevet ned. 122
121 Munch-Petersen: Romanens århundrede s. 21; jf. afsnit 4.1.
122 Larsen: »Martin A. Hansens Roman om Hjertets Ufred« s. 28.
75

5. Bidrag til en auditiv tekstkritik
Det har ikke været muligt at finde eksempler på tekstkritisk teori- eller begrebsdannelse
omkring de særlige problemer, som opstår ved inddragelsen af lydindspilninger som
tekstkilder. I dette afsnit vil jeg derfor præsentere et udsnit af disse problemstillinger og
opstille en række teoretiske betragtninger, der vil kunne fungere som bidrag til en auditiv
tekstkritik. De tre hovedområder, som vil blive behandlet er: 1) lydindspilningernes
bibliografiske status; 2) sammenstillingen af skrift og lyd; og 3) kollationeringen af to
lydindspilninger.
5.1. Bibliografiske problemstillinger
Som nævnt indledningsvist i afsnit 2 er det problematisk at bestemme A som enten en
monoform eller polyform tekstkilde, idet den både synes at være mangfoldiggjort i kraft af sit
høje antal lyttere og ikke-mangfoldiggjort pga. dens immaterialitet og umiddelbare
forsvinden som radio- og lydbølger i luften. Da det har været specialets formål at påvise,
hvilken stor indflydelse A har haft på romanens reception, vil det i receptionshistorisk
sammenhæng være mest nærliggende at behandle A som en polyform. En ikke-
mangfoldiggjort tekstkilde vil næppe kunne siges at have haft en så direkte og åbenlys
indflydelse på læsernes oplevelse og romanens succes. I en bibliografisk sammenhæng synes
det dog at være mere nærliggende at behandle A som en monoform tekstkilde.
For bedre at forstå denne problematik må vi se nærmere på de to betegnelser. En
væsentlig forskel mellem mono- og polyformer er, at kun polyformer er det, som DuRietz
kalder art- eller editionsdannende, dvs. er blevet mangfoldiggjort og kan findes i et antal
mere eller mindre ens eksemplarer. Skellet kan også betragtes ud fra de to typers
overlevelsesmuligheder:
Skillnaden är blott att polyformens »art« består helt oberoende av de enskilda
exemplarens öden, under det att monoformens öde är helt knutet till sin
materiella gestalt och går under med denna. En art (som är en abstraktion,
möjliggjord av exemplarens ursprungliga mångfald) kan sägas bestå även när
den är »utrotad« eller »utdöd«, men en utplånad monoform (som är ett unikt
konkret föremål) är och förblir icke-existerande, vilket förstås inte hindrar att
mer eller mindre utförlig och korrekt information om den, lika väl som om en
76

försvunnen art, kan leva vidare i det mänskliga minnet eller genom bevarat
källmaterial. 123
Ud fra disse betragtninger bliver spørgsmålet, om man vælger at se A som en uddød art eller
edition, hvis samtlige eksemplarer ikke findes bevaret eller et tilintetgjort monoformt
dokument, som derefter kan siges at være ikke-eksisterende?
En anderledes måde at anskue problematikken på er vha. DuRietz’ opdeling af
tekstbegrebet i dokumenttekster og ikke-dokumentariske naturaltekster. Ifølge DuRietz’
terminologi er alle de bevarede og ikke-bevarede tekstkilder naturaltekster (eller
realtekster). 124 De bevarede tekstkilder, monoformerne ROPL, RKOPI og Afsk, så vel som
polyformerne C, B og O1976, er alle dokumenttekster, hvilket vil sige, at de er båret af en
fysisk og materiel genstand, et dokument, hvad enten det er håndskrevet, trykt eller indspillet
på bånd. 125 Heroverfor findes de ikke-dokumentariske tekstkilder, som altså ikke er knyttet til
et fysisk dokument. DuRietz opregner flere typer, men især de såkaldte interpretationstekster
og afspilningstekster er interessante.
Interpretationstekster opstår bl.a. ved opførelser og oplæsninger, og DuRietz
bemærker, at disse »går vanligen förlorade, såvida de inte spelas in (varvid dokumenttexter
uppstår)«. 126 Hermed skelner DuRietz altså mellem på den ene side oplæsningen som en
ikke-dokumentarisk interpretationstekst og på den anden side den dokumenttekst, som en evt.
indspilning af samme repræsenterer. De to er i bibliografisk forstand ikke identiske. Den
tekst, som Kerns stemme frembragt i oplæsningsøjeblikket, er en ikke-dokumentarisk
naturaltekst og forskellig fra det resulterende indspilningsdokument. Herefter opstår en ny
type tekst i det øjeblik indspilningen blev afspillet og transmitteret i radioen. Denne
afspilningstekst er også en ikke-dokumentarisk naturaltekst og repræsenterer den tekst, som
123 DuRietz: Den tryckta skriften s. 29.
124 DuRietz: Den tryckta skriften s. 46f. DuRietz skelner grundlæggende mellem ideal- og
naturaltekster. Idealteksten er en slags abstraktion svarende til forfatterens intenderede tekst og vil
aldrig kunne blive repræsenteret i form af et dokument, idet der således blot vil opstå en ny
naturaltekst. Fx kan tekstfejl ikke forekomme i idealtekster, men er forbeholdt naturaltekster; se også
DuRietz: »Böcker, texter och editioner – av alla de slag« s. 96.
125 O1965 er i løbet af specialet blevet omtalt som en polyform tekstkilde, men er i bibliografisk
forstand lige så meget en hybrid som A. Forskellen er blot, at O1965 findes bevaret og er offentligt
tilgængelig i hhv. DR Arkiver og Research Center og i Statens Mediesamling på Statsbiblioteket i
Århus.
126 DuRietz: Den tryckta skriften s. 46f.
77

mødte lytterne første gang i januar 1950. Denne type går ligesom interpretationstekster tabt
med mindre en indspilning foretages, hvormed en ny dokumenttekst opstår.
DuRietz’ skelnen mellem dokumenttekst og afspilningstekst er i Løgnerens situation
yderst væsentlig. Normalt er vi vant til at tænke på en dokumenttekst som en genstand
indeholdende en tekst, man kan læse uden tekniske hjælpemidler. En trykt bog er en sådan
dokumenttekst, og forudsat vi forstår det pågældende sprog og skriftsystem, kan vi læse
bogen, som den er. For dokumenttekster som i A’s tilfælde, dvs. tekster som er båret af
indspilningsdokumenter, er situationen dog anderledes. Lydbånd, lp-plader, cd’er, videobånd
og lignende kræver alle sammen tekniske apparater, for at læseren kan »læse« teksten. Dog er
det ikke selve dokumentteksten, som man via afspiller, højtaler eller lignende læser, men en
ny ikke-dokumentarisk afspilningstekst, som forsvinder i samme øjeblik, den bliver afspillet.
Fx får højtaleren ikke status af et dokument ved blot at udsende afspilningstekstens
lydbølger. Den forbliver et teknisk apparat. Situationen er at sammenligne med en elektronisk
tekst lagret på et eksternt medie som fx en cd-rom eller USB-stick. Når denne læses på en
computer skal selve skærmen ikke forstås som et dokument, men blot en afspilning af
dokumentets for os udechifrerbare kombination af ettaller og nuller. 127
Dette forhold kan give en forklaring på, hvorfor A tilsyneladende er både mono- og
polyform og dermed give et bud på, hvordan A adskiller sig fra de øvrige tekstkilder.
Situationen kan beskrives således: Kerns oplæsning repræsenterede en monoform
interpretationstekst, som gik tabt i det øjeblik, den blev ytret. Forudsat at Statsradiofonien
ikke transmitterede oplæsningen direkte, blev Kerns stemme indspillet på bånd, hvormed en
monoform dokumenttekst blev skabt. Dette indspilningsdokument blev derefter afspillet og
transmitteret i radioen, hvormed en polyform afspilningstekst blev skabt, som også gik tabt
samtidig med dens afspilning. Det var denne tekst, som lytterne modtog hjemme i stuerne
foran radioen (se fig. 8). Det, som jeg i min videre eftersøgning af A håber at kunne finde, er
en privat optagelse af denne afspilningstekst, hvilket således ville repræsentere et nyt
monoformt indspilningsdokument. 128
127 DuRietz skelner andetsteds mellem dokumenter, som kan læses umiddelbart, og dokumenter som
fx filmruller, bånd, cd’er og lp-plader, som kræver at blive afspillet for at kunne læses, men uddyber
dog ikke distinktionen, se DuRietz: Den tryckta skriften s. 48.
128 Det eksemplar af O1965, som jeg har arbejdet med, er et eksempel på et sådanne indspilningsdokument.
Her blev genudsendelsen fra 1993 indspillet på adskillige kassettebånd af Statens
Mediesamling på Statsbiblioteket i Århus. Derudover findes det oprindelig indspilningsdokument på
DR Arkiv og Research Center, dvs. den dokumenttekst hvoraf afspilningsdokumentet blev til.
78

Mikrofon Båndoptager Radio
indspilning afspilning og
transmission
Ikke-dokumentarisk Dokumenttekst Ikke-dokumentarisk
interpretationstekst afspilningstekst
Monoform Monoform Polyform
Fig. 8 Illustration af oplæsningens bibliografiske forhold.
Således anskuet er det kun den afsluttende og flygtige afspilningstekst, som kan siges at være
en polyform tekstkilde. Overlevelsen af denne ikke-dokumentariske afspilningstekst er dog
afhængig af bevarelsen af et monoformt indspilningsdokument, dvs. enten den
dokumenttekst, som Statsradiofonien afspillede og transmitterede eller en privat indspilning
af denne foretaget af en lytter. Løsningen på de bibliografiske problemstillinger i forbindelse
med A ligger således i at se A ikke som en hel og selvstændig tekstkilde i lighed med C, B og
andre dokumenttekster, men at opløse tekstkilden i dens materielle bestanddele.
5.2. Problemer ved sammenstillingen af skriftlige og auditive tekstkilder
Adskillige problemer opstår, når to tekster båret af forskellige medier skal sammenstilles.
Begge dokumenter er bærere af vidt forskellige paratekstuelle elementer, som er af stor
betydning for lytternes og læsernes oplevelse. Disse paratekstuelle elementer er dog også tæt
knyttet til det pågældende medie og lader sig oftest kun vanskeligt sammenligne på tværs af
medierne. Det mest nærliggende sammenligningsgrundlag for to tekster båret af hvert sit
medier er derfor selve teksten, dokumentets lingvistiske indhold. Dog er dette heller ikke
uden vanskeligheder, hvilket skal behandles i det følgende. Ved sammenstillingen af en
skriftlig tekst med en oplæsning opstår en række særegne problemer i forbindelse med
kollationeringen, som efterfølgende får konsekvenser for variantfortegnelsen.
Vanskelighederne i forbindelse med kollationering beror primært på de lingvistiske
elementer i C, som ikke er mulige at identificere eller verificere i oplæsningerne. For det
første kan man ikke udtale sig om en oplæsnings ortografi, dvs. at man ved kollationering
ikke kan verificere den trykte teksts stavemåder i oplæsningen. Som en konsekvens heraf kan
79

man heller ikke i tilfælde af homonymi, dvs. enslydende ord med forskellige betydninger,
afgøre, hvilket ord oplæsningen egentlig indeholder. I forbindelse med O1965 og O1976 kan
man i kollationeringen støtte sig til oplæsningsforlægget, ROPL, og dermed give et kvalificeret
gæt på oplæsningernes sproglige indhold og til dels også deres ortografi. Forestiller man sig
derimod en situation, hvor forlægget ikke findes bevaret, ville man i tilfælde af homonymi
ikke kunne træffe lige så kvalificerede gæt.
Det samme gælder for uegentlige homonymer, hvilket her skal forstås som ord, der
udtales forskelligt, men som pga. hurtig eller uklar udtale kommer til at lyde ens. Et eksempel
herpå er konjunktionen at, som i infinitiv-forbindelser ofte kan være umulig at skelne fra den
sideordnende konjunktion og. 129 Ligesom tilfældet er for egentlige homonymer kan man ud
fra oplæsningen ikke afgøre, om et evt. ikke bevaret forlæg har og frem for at. Et kuriøst,
men dog ganske sigende eksempel på problemerne i forbindelse med uegentlig homonymi
skal nævnes her, idet der muligvis kan være tale om en tekstfejl i C. I kapitel 3 giver
Johannes følgende naturbeskrivelse:
Se, hvor der er Sol i Dag! Solen er kommet hjem fra en afrikansk Rejse. Staar
pyntet med lange Straaler i sit Haar. Nu er der kun Rim i Skyggen udenfor.
Markerne staar i Bløde, Smeltevandsøer med Holme i, sejlende, skinnende
Tundra. 130
Det er billedet »Smeltevandsøer med Holme i«, som er problematisk. Man kunne have
forventet »Smeltevandssøer«, som også B og ROPL 1 har, idet ordet smeltevand i
sammensætninger kræver s-komposition, dvs. at de to led føjes sammen ved indsættelse af s,
da det i sig selv er en sammensætning. 131 I C bliver der således tale om øer af smeltevand
frem for søer som i B, idet s’et afsættes til selve sammenføjningen. Billedet kan ganske vist
fungere med lidt besvær i overført betydning som en beskrivelse af jord og vand i ét. Øer af
smeltevand kan i den sammenhæng formentlig godt siges at indeholde holme af land. 132
129 Se fx Paul Diderichsen: Elementær Dansk Grammatik, Gyldendal 1957, s. 72. Et eksempel kan
høres i kapitel 3 af O1965 (3:40): »Jo, der er flere Maader, man kan prøve at gøre sig fri paa« (C, s. 30).
130 C, s. 32; O1965 (7:06) og O1976 (7:17).
131 Se fx Peter Skautrup: Det danske Sprogs Historie I-IV, Det danske Sprog- og Litteraturselskab og
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag 1968-1970, bd. 3, s. 377f.
132 Det besynderlige billede og den mere nærliggende variant vil dog formentlig ikke medføre en
tekstrettelse i den kommende udgave.
80

Problemet i forbindelse med kollationeringen er dog, at »Smeltevandsøer« i almindelig, ikke-
distinkt udtale er vanskelig at skelne fra »Smeltevandssøer«. Dette skyldes den særlige form
for assimilation, som kaldes haplologi, hvormed en lyd, som skal udtales to gange efter
hinanden, kun udtales én gang. 133 Det betyder, at s’et kun udtales én gang selv i
»Smeltevandssøer«, og det kan derfor ikke afgøres, om rettelsen i ROPL 4 til »Smeltevandsøer«
svarende til C er kommet til fx før eller efter O1965. De to senere oplæsningers ordlyd indgår
derfor ikke i variantapparatet for det pågældende tekststed.
For det andet findes en række elementer, som kun delvist kan identificeres i en
oplæsning, herunder interpunktion og typografiske fremhævelser. I mange tilfælde afslører
oplæserens intonation brugen af punktum og udråbstegn, men brugen af komma, kolon og
semikolon er vanskeligere at høre. Kursiveringer og brugen af anførelsestegn til at angive
overført betydning kan i nogle tilfælde identificeres, men ikke i andre. 134 Grundlæggende kan
man ikke udtale sig om en oplæsnings brug af interpunktion og fremhævelser. Selv ikke i
tilfælde, hvor forlægget findes bevaret, idet det ikke kan afgøres, fx hvilke
interpunktionstegn, oplæseren har registreret ved læsningen og dermed gengivet i sin
oplæsning.
Omvendt kan man sige, at der også opstår vanskeligheder i modsat retning, dvs. ved
elementer i oplæsningerne, som umiddelbart ikke har en modsvarighed i C. Eksempler herpå
er Kerns intonation, tempo og pauser. Også de personlige karaktertræk i Kerns stemme, som
blev omtalt i afsnit 4.3.1., repræsenterer betydningsbærende elementer ved oplæsningen, hvis
modsvarighed ikke kan findes i C. Til sidst skal nævnes, at interjektioner af typen hm, argh,
øh og lignende, som optræder hyppigt i oplæsningerne uden modsvarighed i C, ikke er blevet
registreret i variantapparatet, hvilket de ved nærmere eftertanke formentlig burde have været.
Vanskeligheden ved transskriptionen har været en medbestemmende faktor i udeladelsen af
disse udråb, men en løsning herpå kunne være at vælge en normaliseret gengivelse og evt.
angive disse i diakritiske klammer.
133 Se fx Otto Jespersen: Fonetik. En systematisk Fremstilling af Læren om Sproglyd, København: Det
Schubotheske Forlag 1897-1899, s. 504. I øvrigt har Afsk samme ordlyd som C, »Smeltevandsøer«,
hvilket kunne tyde på, at afskriveren har begået den typografiske modsvarighed til haplologien,
nemlig en haplografi eller begravelse, dvs. hvor det ene af to ensudseende elementer, dvs. bogstaver,
stavelser, ord eller hele passager, oversees og udgår.
134 Som eksempel kan nævnes, at Kern i ROPL har indført anførelsestegn, som ikke findes i C. Når
Johannes i kap. 9 taler om »Ellefolket« (C, s. 112), står ordet i anførelsestegn i ROPL. Disse er vel at
mærke tilført i ROPL 5 . Samme forhold gør sig gældende for Johannes’ brug af ordet »Lavendler« (C, s.
114).
81

De problemer, som opstår i forbindelse med kollationeringen af C med de senere
oplæsninger, får en række konsekvenser for variantapparatet og oplæsningernes inddragelse
heri. Mest grundlæggende er den tidligere nævnte beslutning om ikke at lade apparatet være
positivt for oplæsningernes vedkommende (jf. afsnit 3). Kun de tekststeder, hvor der ikke kan
være nogen tvivl om varians, indgår i apparatet. Således registreres kun hørbar varians som
fx ordvalg, endelser, tilføjelser og udeladelser (se fx bilag B.16). Tvivlstilfælde som er
opstået pga. homonymi – egentlig så vel som uegentlig – registreres ikke, hvilket fx betyder,
at de tekststeder, hvor at umiskendeligt lyder som og ikke angives som en variant i apparatet.
Den problematiske kollationering har dog også en konsekvens for de få poster, hvori
oplæsningerne optræder. Gengivelsen af de hørbare varianter i oplæsningerne må
nødvendigvis være baseret på gætværk, hvad angår den ortografiske repræsentation af
ordlyden. For Kerns fejllæsninger (jf. afsnit 3.1.2.), hvor jeg ikke direkte har kunnet støtte
mig til forlægget eller andre kilder, bliver gengivelsen et gæt. I tilfælde af varians grundet
forlægget benytter jeg mig af samme gengivelse som i ROPL. Grundlæggende er gengivelser
af denne type dog mindre vederhæftige end apparatets øvrige poster, idet en kollationering på
tegnniveau ikke er mulig mellem en trykt tekst og en oplæsning.
5.3. Visuel kollationering af de auditive tekstkilder
Behandlingen af den eksterne varians mellem C og de senere oplæsninger i afsnit 3.1.2. viste
tydeligt, at der er tale om to forskellige indspilninger, idet fx O1976 indeholder et antal
varianter mod C, som ikke forekommer i O1965. Yderligere beviser er for så vidt ikke
nødvendige. Havde man derimod ingen lingvistisk varians fundet imellem de to
indspilninger, ville man ikke omvendt kunne have sluttet, at de to var identiske. Som nævnt i
recensionens afsnit 2.1.1. kan man allerede inden den manuelle kollationering foretages sikre
sig, at de to indspilninger er forskellige vha. en særlig visuel kollationeringsteknik, som skal
beskrives i det følgende.
Grundlæggende går teknikken ud på at undersøge tidsintervallerne mellem de enkelte
ord på indspilningerne. Dette gøres nemmest vha. en computer, som kan fremstille en grafisk
gengivelse af lyden og dermed giver mulighed for at forstørre billedet. Således kan selv
ganske små tidsintervaller måles med stor præcision. Kollationeringen består i at
sammenligne disse intervaller, og kun hvis disse er fuldstændig ens, kan identitet mellem de
to indspilninger påvises.
82

Først må de to indspilninger overføres til en computer. Dette gøres på samme måde,
som når man optager fra fx en cd- eller pladespiller til kassettebånd, dvs. ved at forbinde
lydkildens udgang via et kabel til optagerens indgang. De fleste computere har et
lydredigeringsprogram, som kan optage lyd fra en ekstern kilde, og det analoge signal
konverteres dermed til digitalt, der kan gemmes på harddisken som enhver anden type
elektronisk dokument.
Når begge indspilninger er overført, kan kollationeringen foretages. Hertil kræves et
lydredigeringsprogram, som kan afspille flere lydspor samtidig. Jeg har anvendt Steinbergs
program Cubase LE, men andre af samme type kan også bruges. Det eneste krav er, at
programmet kan repræsentere lydsporene grafisk som såkaldte waveforms. Som eksempel
vises her første sætning i kapitel 3 fra O1965 (C, s. 29):
Lør - dag Ef - termiddag var jeg først en Tur i Nord - grønland
Fig. 9. Grafisk gengivelse af lydsporet for O1965 (0:01).
Udslagene repræsenterer indspilningens amplitude, dvs. lydstyrke, og svarer i grove træk til
de enkelte stavelser i ordene. Således kan man fx tælle seks udslag i udsnittets første del, som
svarer til antallet af stavelser i »Lørdag Eftermiddag«. I lydredigeringsprogrammet placeres
de to lydspor oven over hinanden således, at de starter på præcis samme tid. Man kan fx ved
at forstørre de to waveforms sikrer sig, at det første udslag i hvert lydspor er præcis ud for
hinanden. På denne måde vil forskelle i tidsintervallerne mellem ordene fremstå som tydelige
forskydninger af de enkelte udslag. Nedenfor er begge oplæsningers lydspor gengivet i et
udsnit fra kapitel 3 (C, s. 29) med O1965 øverst. De lodrette linjer markerer, hvor de tre
sætninger begynder i hhv. O1965 (hele linjer) og O1976 (stiplede linjer): 135
135 Fig. 9 er forstørret mere end fig. 10, hvilket gør, at de enkelte stavelser i sidstnævnte er sværere at
udskille fra hinanden.
83

og havde Hundeslæden med. Nu skal vi paa Rejse! tænkte jeg. Ja, jeg fandt alligevel noget at overraske Skolebørnene med i Dag.
Fig. 10. Grafisk gengivelse af lydsporene for O1965 (0:31) og O1976 (0:35).
Ud fra denne opstilling fremgår det, at de to sidste sætninger er forskudt i forhold til
hinanden, når første sætning anvendes som udgangspunkt. I O1976 starter anden sætning med
en lille forsinkelse i forhold til O1965, og sidste sætning starter markant tidligere. Disse
forskelle i tidsintervallerne mellem de enkelte sætninger ville man formentlig ikke have
registreret ved en manuel kollationering af de to indspilninger mod C. Til trods for det
identiske lingvistiske indhold er de to indspilninger altså ikke identiske.
Forskydninger mellem de enkelte udslag ville også kunne indtræffe, hvis de to
indspilninger blev afspillet med forskellig hastighed. Selv en minimal forskel i
båndoptagerens afspilningshastighed, som øret ikke ville kunne registrere, ville fremgå af den
grafiske gengivelse. Da ville udslagene dog forskyde sig i samme retning, dvs. at det ene
lydspor vil blive fortløbende mere og mere forsinket i forhold til det andet, hvilket ikke er
tilfældet i ovennævnte eksempel.
Ud over at kunne bruges til at undersøge to lingvistisk ens indspilninger kan
teknikken bruges som en indledende og tidsbesparende procedure for en auditiv tekstkritik.
Når fx Per Højholts Gittes monologer, 1980-84, en gang skal udsættes for en tekstkritisk
granskning, ville man med denne metode hurtigt kunne sammenligne de mange forskellige
indspilninger, som findes af forfatteren på hhv. lp-plader og i Danmarks Radios arkiver. På
84

sin vis svarer metoden til den type kollationeringsmaskiner, som bibliografer og tekstkritiker
længe har kunnet bruge til at sammenligne flere eksemplarer inden for samme oplag. Den
mest berømte af slagsen er formentlig den amerikanske tekstkritiker Charlton Hinmans the
Hinman Collator, som blev anvendt i hans undersøgelser af Shakespeares first folio.
Kollationeringsmaskiner af denne type kan vise to sider fra tilsyneladende ens bøger oven i
hinanden, hvormed en evt. varians fremstår tydeligt.
85

6. Konklusion
En af tekstsociologiens centrale pointer er, at et litterært værk sjældent kan ses som identisk
med den mere eller mindre tilfældigt valgte bogudgave, som bærer teksten. Et værk må
anskues som summen af dets forskellige udgaver, både hvad angår det lingvistiske indhold og
de paratekstuelle elementer, som omgiver dem. Hensigten med specialet har været at
undersøge Løgnerens tidlige udgivelsesforløb ud fra netop disse præmisser, og som det er
fremgået har den tekstsociologiske tilgang kunne bidrage væsentligt til forståelsen af dette
værk.
Arbejdet resulterede i en række oplysninger, som ikke før var almindelig kendt. For
det første kunne kortlægningen af tekstkilderne bidrage med væsentlige bibliografiske
oplysninger; bl.a. at selve førsteudgaven, A, ikke findes bevaret, og at den udgave, som
mange i nyere tid har hørt, er en senere indspilning. Ligeledes væsentligt viste ROPL sig at
have en yderst problematisk bibliografisk status, idet den blev brugt til de to senere
oplæsninger, O1965 og O1976, og er blevet ændret i overensstemmelse med C efter
fremførelsen af A. Det vil med andre ord sige, at A ikke kan rekonstrueres ud fra ROPL.
Ud fra analysen af den samlede varians i mellem de forskellige tekstkilder kunne det
imidlertid afgøres, at nogle ændringer i ROPL er kommet til før A, dvs. kan klassificeres som
tilblivelsesvarianter og dermed være interessante for en undersøgelse af værkets tilblivelse,
og andre er kommet til efter udgivelsen af C. Til den første type hører indgrebene i ROPL 2 og
ROPL 3 . Hvad angår ROPL 4 og ROPL 5 viste analysen, at begge indeholder flere genetiske lag, dvs.
ændringer fra forskellige tidspunkter i udgivelsesforløbet. Nogle er kommet til før A, andre
efter, men langt størstedelen af indgrebene kunne ikke bestemmes genetisk.
Størstedelen af de interessante ændringer i ROPL er foretaget af Kern, hvilket også
gælder for de egentlige tilblivelsesvarianter, men det har ikke kunnet afgøres, om Kern selv
har været ophav, eller om han har indført ændringerne på MAH’s foranledning. Dette
betyder, at omfanget af det samarbejde, som man ud fra korrespondancen mellem MAH og
Kern kan konstatere har fundet sted, ikke kan afgøres.
Ud fra den samlede varians kunne det sandsynliggøres, hvilke manuskripter, der har
fungeret som forlæg for de to trykte udgaver, B og C. Ligeledes gav undersøgelsen af
variansen mellem B og C for kapitel 3 og 9 et billede af, hvad forskellen mellem disse to
første trykte udgaver er. Ud over en stor ortografisk varians synes B at have et mere eksplicit
udtryk end C i en række passager.
86

For det andet kunne det tekstkritiske arbejde og den boghistoriske tilgang bidrage
væsentligt til læsningen af romanen. Som det blev påvist indeholder romanen tydelige spor
efter den oprindelige form både formelt, udsigelsesmæssigt og tematisk. MAH har bl.a. ladet
forholdet mellem Johannes og Natanael afspejle forholdet mellem Kern og lytterne, idet den
fiktive udsigelsessituation fremstår som auditiv. Natanael bliver således et billede på den
enkelte lytter hjemme foran radioen, frem for et billede på den læsende modtager af B, C eller
senere bogudgaver. Hertil kunne det påvises, at Natanael også kunne ses som et billede på et
særligt publikum, som MAH ikke tidligere havde henvendt sig til. Udlægningen af Natanaels
ønsker synes at referere til det masselæsende publikum eller Statsradiofoniens brede flertal af
lyttere. Skellet mellem trivial- og finlitteraturen er skrevet ind i romanen, og for en nutidig
læser med et begrænset kendskab til romanens tidlige udgivelsesforløb kan denne tematik
virke besynderlig og umotiveret.
Hvad angår specialets tekstkritiske metode, bør følgende betragtninger nævnes.
Valget af variantapparat er stærkt præget af materialet, dvs. af den interne og den eksterne
varians’ omfang. Forskellene mellem de forskellige tekstkilder er ganske vist mange, men
dog forholdsvist lokale, dvs. de strækker sig sjældent over mere end 2 eller 3 ord. Havde jeg i
specialet inddraget KNOV eller de øvrige kladder, ville apparatet formentlig ikke have
fungeret, idet variansen mellem fx C og KNOV er langt mere substantiel og omsiggribende.
Som arbejdsredskab for nærværende analyse fungerede apparatet imidlertid udmærket.
Da arbejdet med kollationeringen indledtes, besluttede jeg at udelade en række
forskellige tilsyneladende trivielle varianter, som jeg efterfølgende har fortrudt. For
manuskripternes vedkommende blev en del tilfælde af intern varians udeladt, når der var tale
om fejlslag på maskinen, som er blevet overskrevet med det rigtige bogstav eller slettet med
x. Idet nogle af disse tilfælde var betydningsbærende og således blev optaget – se fx
ændringen stille > lille i Afsk (jf. afsnit 3.2.2.) – burde alle have været inddraget. I forbindelse
med kollationeringen af de senere oplæsninger med C burde Kerns talesprogsprægede
interjektioner omtalt i afsnit 5.2. også være optaget i apparatet.
Desværre er der stadig en del ubesvarede spørgsmål i forbindelse med Løgnerens
tidlige udgivelsesforløb. Arbejdet er dog ikke indstillet, og jeg vil bl.a. fortsætte min
eftersøgning af A i en privat indspilning. Næste skridt i denne henseende er en annonce på
bagsiden af Politiken. Dertil er en række arkiver endnu ikke blevet undersøgt for materiale i
forbindelse med A. Ifølge KB skulle Statsradiofoniens officielle korrespondance befinde sig
87

på Rigsarkivet, og i forbindelse med C har Gyldendal stadig en del korrespondance liggende,
som jeg heller ikke har haft mulighed for at undersøge endnu. For at det bibliografiske
arbejde kan siges at være så komplet som muligt, må disse arkiver gennemgås fx i
forbindelse med en kommende tekstkritisk udgave.
88

7. Abstract
Title: From Radio Novel to Best Seller –
Author: Klaus Nielsen.
A Book Historic Analysis of Martin A. Hansen’s Novel The Liar.
University of Copenhagen, Department of Scandinavian Studies and Linguistics 2007.
In 1950, Martin A. Hansen published the novel The Liar, which immediately became his
biggest commercial success. Prior to its first publication in book form in august, the novel
had met the public in the form of a serial read by the actor Pouel Kern on national radio. This
version ran for twelve Sundays from January the 15 th to April the 2 nd , and thousands of
listeners tuned in every week to follow the confessions of the narrator, Johannes Vig.
In the course of the thesis, I will investigate how this first broadcast publication
affected the genesis and the reception of the novel’s final book form. The reading from 1950
has not been preserved, but two latter versions read by the same actor and the manuscript
from which he read still exists. Kern made many corrections in the manuscript, and several of
these were made before the first reading. Often Kern’s corrections are in agreement with the
first published book form, and the question then arises: how big an influence did Kern have
on the final version of the novel? We know from the correspondence between Kern and
Hansen that the two worked together on the reading manuscript, but establishing the extent of
this collaboration is difficult.
The theoretical background for this investigation is founded in textual scholarship and
book history. Jerome McGann’s book The Textual Condition, 1991, serves as an awareness
of the sociological aspects of book production and the potential of a book’s material aspects
as carriers of meaning. It is my argument that determining what one might call the material
or paratextual variance is as productive an enterprise as the examination of the textual or
linguistic variance.
When the book historic angle is applied to the interpretation of the novel in its final
book form, strong allusions to its first broadcast publication appear. It becomes evident not
only that Hansen wrote for the microphone in particular, but that he was aware of the
dichotomy between the cultural elitist literature, to which Hansen’s work had normally been
associated, and the audience of the entertainment industry that he was addressing through the
form and media of the radio novel.
89

8. Litteratur
Kortfattet Rapport vedrørende Radioundersøgelsens Resultater, København: Statsradiofonien
1952.
Reclams Sachlexikon des Buches, Hrsg. von Ursula Rautenberg, 2. verbesserte Auflage,
Stuttgart: Philipp Reclam jur. 2003.
Statistisk årbog 1954, København: Det statistiske Departement 1954.
»Tekstkritiske retningslinier for Søren Kierkegaards Skrifter. Journaler, notesbøger og
papirer« i: Søren Kierkegaards Skrifter, bd. 17, udgivet af Søren Kierkegaard
Forskningscenteret, København: G. E. C. Gad 2000, s. 301-343.
Anders Thyrring Andersen: »Martin A. Hansen« i: Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i
det 20. århundrede bd. II, København: Gads Forlag 2001, s. 24-39.
Walter Benjamin: »Auf die Minute« i: Gesammelte Schriften IV 2, Hrsg. von Tillman
Rexroth, Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag 1972, s. 761-763.
bl. [formentlig Leif Blædel]: »Radioen kasserede Martin A. Hansen« i: Information,
29.12.1949, s. 1.
Roger Chartier: »The Text Between the Voice and the Book« i: Raimonda Modiano, Leroy F.
Searle & Peter Shillingsburg (ed.): Voice, Text, Hypertext. Emerging Practices in
Textual Studies, Seattle & London: Walter Chapin Simpson Center for the
Humanities & University of Washington Press 2004, s. 54-71.
Robert Darnton: »What is the history of books?« i: David Finkelstein & Alistar McCleery
(ed.): The Book History Reader, London & New York: Routledge 2006; s. 9-26.
Paul Diderichsen: Elementær Dansk Grammatik, 2. udg., Gyldendal 1957.
90

Rolf E. DuRietz: »Böcker, texter och editioner – av alla de slag« i: Dag Hedman & Johan
Svedjedal (red.): Fiktionens förvandlingar. En vänbok till Bo Bennich-Björkman den
6 oktober 1996, Uppsala: Avdelingen för litteratursociologi vid
Litteraturvetenskapliga institutionen i Uppsala 1996, s. 89-107.
Rolf E. DuRietz: Den tryckta skriften. Termer och begrepp. Grunderna till bibliografin för
biblioteken och antikvariaten, för bibliografer och textutgivare, för bokhistoriker och
boksamlare, Uppsala: Dahlia Books 1999.
Robert Escarpit: Bogen og læseren. Udkast til en litteratursociologi. Udvidet dansk udgave –
med tillæg om Det litterære system i Danmark ved Hans Hertel, oversat af Marianne
Hedetoft, Ulf Hedetoft & Hans Hertel, København: Hans Reitzel 1972.
Britta Olrik Frederiksen: »Håndskriftet og stamtræet« i: Jørgen Hunosøe & Esther Kielberg
(red.): I tekstens tegn. Ord & Tekst. Skriftserie udgivet af DSL. Nr. 1, Det Danske
Sprog- og Litteraturselskab & C. A. Reitzels Forlag 1994; s. 33-64.
Britta Olrik Frederiksen: »Under stregen – lidt om det eksterne variantapparat i historisk
perspektiv« i: Pia Forssell & Rainer Knapas (red.): Varianter och bibliografisk
beskrivning, Bidrag till en konferens anordnad av Nordisk Nätverk för
Editionsfilologer 4-6 oktober 2002, Nordisk Nätverk för Editionsfilologer, Skrifter 5,
Helsingfors: Svenska litteratursällskapet i Finland 2003, s. 13-78.
Richardt Gandrup: »Nu kan Martin A. Hansens Radio-roman læses« i: Aarhuus Stiftstidende
29.8.1950; her fra Ole Wivel (udg.): Omkring Løgneren, Tekstkritisk redaktion ved
Per Finn Jacobsen, København: Hans Reitzel 1971, s. 43-45.
Gerard Genette: Paratext. Thresholds of Interpretation, Translated by Jane E. Lewin,
Cambridge: Cambridge University Press 1997; 2. udg. 2001.
91

Martin A. Hansen: Dagbøger 1-3, udg. Anders Thyrring Andersen & Jørgen Jørgensen under
medvirken af Jørgen Hunosøe & Esther Kielberg, København: Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab & Gyldendal, 1999.
Martin A. Hansen: Isen bryder. Novelleforlægget til Løgneren med forord af Ole Wivel,
Gyldendals Bogklub, Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag 1969.
Martin A. Hansen: Kætterbreve. Martin A. Hansens korrespondance med kredsen omkring
Heretica 1-3, udg. Anders Thyrring Andersen, Gyldendal 2004.
Martin A. Hansen: »Løgneren« i: Berlingske Aftenavis 21.1.1950, s. 7; 25.1.1950, s. 5-6;
28.1.1950, s. 5-6; 1.2.1950, s. 5-6; 4.2.1950, s. 5-6; 8.2.1950, s. 5-6; 11.2.1950, s. 5-6;
15.2.1950, s. 5-6; 18.2.1950, s. 6; 22.2.1950, s. 5-6; 25.2.1950, s. 6; 1.3.1950, s. 5-6;
4.3.1950, s. 5-6; 8.3.1950, s. 5-6; 11.3.1950, s. 7-8; 16.3.1950, s. 5-6; 18.3.1950, s. 5-
6; 22.3.1950, s. 5-6; 25.3.1950, s. 5-6; 29.3.1950, s. 5-6; 1.4.1950, s. 7-8; 5.4.1950, s.
5-6; 8.4.1950, s. 5-6.
Martin A. Hansen: Løgneren, Gyldendal 1950.
Martin A. Hansen: Løgneren, indlæst af Pouel Kern, Bibliotekscentralen 1976.
Martin A. Hansen: Løgneren, indlæst af Pouel Kern; genudsendelsen af O1965 sendt i
Danmarks Radios P1 kl. 10:30 på følgende datoer: 14.4.1993, 16.4.1993, 19.4.1993,
21.4.1993, 23.4.1993, 26.4.1993, 28.4.1993, 30.4.1993, 3.5.1993, 5.5.1993,
10.5.1993, 12.5.1993.
Martin A. Hansen: »Rettelse vedrørende radioroman« i: Information, 2.1.1950, s. 2.
Martin A. Hansen: »Romanens Forfald« i: Heretica 1. årg. nr. 1, Thorkild Bjørnvig & Bjørn
Poulsen (red.), København: Wivels Forlag 1948, s. 24-35.
92

Paula Henrikson: Textkritisk utgivning. Råd och riktlinjer. Stockholm: Svenska
Vitterhetssamfundet 2007.
Elisabeth Höpker-Herberg: »Synoptische Variantenverzeichnung« i: Günther Martens &
Hans Zeller (Hrsg.): Texte und Varianten. Probleme ihrer Edition und Interpretation,
München: C.H. Beck’sche Verlagsbuchhandlung 1971, s. 219-232.
Otto Jespersen: Fonetik. En systematisk Fremstilling af Læren om Sproglyd, København: Det
Schubotheske Forlag 1897-99.
Henrik Kettel: Martin A. Hansens Forfatterskab. En bibliografi ved Henrik Kettel, Gyldendal
1966.
Svend Møller Kristensen: »Avantgarden og hæren« i: Avantgarden og hæren –
Litteratursociologiske essays, 2. reviderede og udvidede udgave, Forlaget Fremad
1988, s. 101-117.
H.H.L.: »Fra Radioen« i: Berlingske Aftenavis 30.1.1950, s.7; og 3.4.1950, s. 7.
Erhardt Larsen: »Martin A. Hansens Roman om Hjertets Ufred« i: Berlingske Aftenavis,
3.4.1950; her fra Ole Wivel (udg.): Omkring Løgneren, Tekstkritisk redaktion ved Per
Finn Jacobsen, København: Hans Reitzel 1971, s. 28-35
Henrik Ljungberg: Den falske dagbog, København: Gyldendal 1994.
Jerome McGann: The Textual Condition, Princeton: Princeton University Press 1991.
Tone Modalsli: »Manuskriptet som gjenstand – om manuskriptbeskrivelse« i: Pia Forssell &
Rainer Knapas (red.): Varianter och bibliografisk beskrivning, Bidrag till en
konferens anordnad av Nordisk Nätverk för Editionsfilologer 4-6 oktober 2002,
Nordisk Nätverk för Editionsfilologer, Skrifter 5, Helsingfors: Svenska
litteratursällskapet i Finland 2003, s. 131-151.
93

Erland Munch-Petersen: Romanens århundrede. Studier i den masselæste oversatte roman i
Danmark 1800-1870, København: Forum 1978.
Felix Nørgaard: »En afdeling opbygges« i: Felix Nørgaard m.fl. (red.): De musiske
udsendelser. DR 1925-1975, bd. 2, København: Nyt Nordisk Forlag & Arnold Busck,
1976, s. 95-104.
Christian Petersen: »Manuskript« i: O. Hassing & C. Volmer Nordlunde (red.):
Bogtrykkerbogen. Lærebog ved Mesterprøven, København: Nyt Nordisk Forlag &
Arnold Busck 1946, s. 231-234.
Bertil Romberg & Johan Svedjedal: »Carl Johan Love Almqvists Samlade Verk. Planer och
principer« i: Samleren 114, Uppsala: Svenska Litteratursällskapet 1993, s. 15-26.
Peter Skautrup: Det danske Sprogs Historie I-IV, Det danske Sprog- og Litteraturselskab og
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag 1968-70.
Gert Smistrup: Fortsættes i næste nummer... Masselæsningens mekanik, Berlingske Presse-
Bibliotek bd. 28, København: Berlingske Forlag 1971.
Hanne Marie Svendsen, »Omkring radioromanen« i: Ernst Trautmann (red.): Tidsskrift for
Radio og Fjernsyn, 29. årgang 1976, Nummer 4, Danske Lytteres og Fjernseeres
Fællesforbund, 1976; s. 29-31; artiklen findes let udvidet version optrykt under titlen
»Originalt stof i oplæsninger. Radioromaner og radionoveller« i: Felix Nørgaard m.fl.
(red.): De musiske udsendelser. DR 1925-1975, bd. 3, København: Nyt Nordisk
Forlag & Arnold Busck 1978, s. 151-155.
Petra Söderlund: »Filologpedanteriets höga visa?« i: Pia Forssell & Rainer Knapas (red.):
Varianter och bibliografisk beskrivning. Bidrag till en konferens anordnad av Nordisk
Nätverk för Editionsfilologer 4-6 oktober 2002, Nordisk Nätverk för
Editionsfilologer, Skrifter 5, Helsingfors: Svenska litteratursällskapet i Finland 2003,
s. 79-97.
94

Jette D. Søllinge & Niels Thomsen: De danske aviser 1634-1989, Bind 3 1918-1991, Odense:
Dagspressens Fond i kommission hos Odense Universitetsforlag 1991.
James Willis: Latin Textual Criticism, Illinois Studies in Language and Literature Vol. 61,
Urbana, Chicago, London: University of Illinois Press 1972.
Ole Wivel (udg.): Omkring Løgneren, Tekstkritisk redaktion ved Per Finn Jacobsen,
København: Hans Reitzel 1971.
Ole Wivel: Martin A. Hansen. Fra Krigens Aar til Døden, Gyldendal 1969.
95