F O R FA TTER EN - Dansk Forfatterforening

artikel
gruberne her er, at fortælleren
kan komme til at fremstå som
upålidelig og dermed underminere
hele bogens præmis.
Læseren kan sagtens acceptere,
når Guldager lader
en parallel handling foregå i
Dantes ’Inferno’, eller når Sabroe
bruger en gennemgående
figur, han kalder ”paintballmanden
med insektbrillerne”
som viser sig i forbindelse med
sygdom og dødsangst, for det
er tydeligt, at disse ting bruges
symbolsk og metaforisk og
ikke skal tages for pålydende.
Vi kan også acceptere, at
Sabroe hævder, at Barack Obama aldrig
kan blive præsident i USA. Det rokker
ikke ved fortællerens troværdighed,
for det var Sabroes faktiske vurdering,
mens han skrev. Der, hvor det kan blive
problematisk, er, når fortælleren fremlægger
sin egen fortolkning af andre
menneskers opførsel, som om den er
sandheden.
Lad os tage endnu et eksempel fra
Sabroes ’Du som er i himlen’. Fortælleren
citerer sin mor for udsagnet ”din far
ville altid”, og ud fra det opbygger han
en anekdote om, at moderen gemmer
sig i køkkenet eller badeværelset om
natten, indtil hun ved faderen sover, for
at undgå seksuelle tilnærmelser. Han
konkluderer, at moderen er aseksuel
og frigid, hvilket passer til billedet af,
at han selv har følt sig afvist af hende.
Imidlertid kan han ikke vide, hvad der
foregår hverken i hendes hoved eller i
soveværelset mellem forældrene. Denne
anekdote fortælles i alt seks gange i
næsten enslydende ordvalg gennem
bogen. Gentagelsen er et greb, der giver
den særlig vægt og er med til at etablere
Navneforvirring
Ofte kommer debatten til at handle om, hvad det
egentlig er, når det hverken er fakta eller fiktion. Hvis
vi som i udlandet havde et begreb for det, kunne vi
måske starte et andet sted:
•Autofiktion/selvfiktion: Fiktionssættelse af privatlivet
– neutralt, balance mellem autenticitet og æstetik.
•Misery memoir: Oftest negativt ladet, beskriver
genren som patetisk.
•Livsfortælling: Her er det æstetiske nedtonet – som
et uddrag af en selvbiografi.
10 FORFATTEREN·5·2010
et fasttømret billede af moderen. Langt
senere i bogen afsløres det imidlertid,
at moderen var faderens elskerinde
i otte år, hvor de begge var gift med
andre, inden de blev gift med hinanden.
Denne oplysning synes at underminere
fortællerens beskrivelse af moderen
som sexforskrækket og frigid, men idet
den kun nævnes én gang og først langt
inde i forløbet, hvor billedet af moderen
allerede er etableret, får den ikke
samme vægt og kommer til at stå som et
tomrum i teksten, hvor potentialet ligger
til en modfortælling om moderens
seksualitet.
Fortællerens prioritering demonstrerer
den magt, han har over teksten. Hvis
det var en af forældrene, der fortalte
om deres fælles seksualliv, ville historien
have udformet sig anderledes. Her
overskrider jeg-fortælleren sin fokalisering
og redegør for, hvad moderen og
faderen foretager sig, tænker og føler i
nattens løb for at overbevise læseren om
sin empati og gøre de øvrige karakterer
nuancerede, idet deres motivation forklares.
I ren fiktion er der ikke nødvendigvis
noget problematisk i en fortæller,
der skifter fokalisering undervejs. Men i
den autofiktionelle genre underminerer
denne form for fabulering eller spekulation
sandhedsidealet. Det fremstår som
sandhed, men er det ikke alligevel.
Problemer og gevinster
Det kan være en svær balancegang at
skrive autofiktion, men hvis man er
opmærksom på farerne og omhyggelig
med at opbygge sin fortæller, er det
samtidig en berigende og interessant
genre. At vælge det allermest smertelige
og traumatiske fra sit eget privatliv som
emne, gør, at der virkelig er noget på
spil for forfatteren. Og når en forfatter
Udpluk af autofiktionelle bøger
virkelig brænder for sit emne, smitter
det af på det litterære værk og giver det
en betydning. Læseren kan mærke, hvor
nødvendigt det var, at det blev skrevet.
Forfatteren skriver ikke for sjov, men
har virkelig noget på hjerte.
Det, at autofiktionelle bøger handler
om virkelige og ofte nulevende mennesker,
gør naturligvis, at mange forfattere
bruger en vis forsigtig selvcensur for
at beskytte sig selv og de mennesker,
der indgår i handlingen. De ændrer og
udelader visse ting. Og det kan være
fornuftigt, for hvis vi for eksempel ser
på Knud Romer, kalder han nok sin bog
’Den der blinker er bange for døden’
en roman, men udtalte alligevel i flere
interviews efter udgivelsen, at den var
sandheden om, hvordan han og hans
tyske mor blev udstødt fra samfundet og
mobbet. Dette udløste protester fra adskillige
tidligere klassekammerater, der
fremviste billeder og breve m.m., der
beviste, at de havde været gode venner
og Romer en populær dreng i klassen.
Risikoen er således, at forfatteren
kommer til at såre mennesker, der føler
sig (fejlagtigt) udstillet, og i ekstreme
tilfælde kunne det føre til juridiske
problemer. På den anden side har debatten
omkring Romers bog måske været
medvirkende til at øge nysgerrigheden
og dermed salgstallene, og så er det jo i
sidste instans op til den enkelte forfatter,
om hun eller han kan stå inde for
den historie, der fortælles, og hvordan
balancen skal være mellem fakta og
fiktion. Der må være etiske overvejelser
og en vis grad af selvcensur, men det afgørende
bliver derefter, om den autofiktionelle
bog fungerer som god litteratur,
der på en medrivende måde og med et
godt sprog fortæller en tankevækkende
historie. ·
Suzanne Brøgger: ’Creme Fraiche’, Margurite Duras: ’Elskeren’, Annie
Ernaux: ’Pladsen’, Katrine Marie Guldager: ’Lysgrænsen’, Lone Hørslev: ’Jeg
ved ikke om den slags tanker er normale’, Kristian Ditlev Jensen: ’Det bliver
sagt’, Morten Kirkskov: ’Kapgang’, Karl Ove Knausgård: ’Min kamp’, Camille
Laurens: ’I disse arme’, Brigitte Lozerec’h: ’Vikaren’, Catherine Millet: ’Catherine
M’s seksuelle liv’, Amélie Nothomb: ’Tokyo min elskede’, Georges Perec:
’W eller erindringen om en barndom’, Odile Poulsen: ’Hustler’, Knud Romer:
’Den som blinker er bange for døden’, Morten Sabroe: ’Sidste tog’, ’Du som
er i himlen’, Christel Wiinblad: ’Min lillebror’.