F O R FA TTER EN - Dansk Forfatterforening

FoTo FANAN iMAD
interview
5skarpe…
til eksilirakeren,
oversætteren og forfatteren Duna Ghali
Duna Ghali er irakisk-dansk forfatter og oversætter,
født i Basra, irak og bosat i Danmark siden
1992. Duna Ghali har på dansk udgivet kortprosasamlingen
’Sene opdagelser små sejre’ (2004,
Samlerens forlag) og digtsamlingen ’en have med
duft af mand’ (2006, Samlerens forlag). Duna
Ghali har oversat både H.C. Andersens eventyr og
udvalgte digte af Peter Laugesen (1988-2007) og
har udgivet flere bøger på arabisk.
Hvordan har det været at komme i gang med at udtrykke dig
på et nyt sprog?
Det er stadig svært, men jeg bliver ved. Jeg kan stadig ikke helt uden
hjælp. Den polsk-danske forfatter Janina Katz, hvis forfatterskab jeg
holder af, sagde ved et møde for forfattere med anden etnisk baggrund
hos Dansk Forfatterforening, at det tog hende mere end 20 år at skrive
selvstændigt på dansk. Personligt kom jeg til Danmark som ”voksen”,
jeg var 28 år gammel, og jeg tænker derfor først på arabisk, når jeg vil
skrive en sætning på dansk. Det er en meget hård proces sammenlignet
med en forfatter med anden etnisk baggrund, der er kommet til Danmark
som barn, eller i en meget ung alder. Det danske sprog er mere direkte og
kontant, synes jeg, og tingene skal siges og beskrives på en anden, mere
bestemt, måde, ellers virker det enten forkert, lyder mærkeligt, eller får en
fremmed tone.
Hvad er den største udfordring for dig i at skrive her?
Det er bestemt sproget. Min passion for at lege med ordene bliver til tider
næsten smertefuld. Jeg bevæger mig i flere verdener, derfor føler jeg, at det
nogle gange er svært at få det hele med. Jeg skrifter konstant mellem prosa-,
digt- og romangenren, i et forsøg på at udtrykke mig mest fuldendt.
Ville du skrive anderledes, hvis du var forfatter i dit fødeland?
Det ved jeg ikke rigtig. Min far var i oppositionen og flygtede fra Irak, derfor
måtte jeg, mens jeg endnu boede i landet, holde lav profil så meget som muligt.
Under diktatoren Saddams Husseins regime var man enten med, og fik lov til at
skrive, eller ikke. Der var nogle enkelte, der kunne overvinde censuren og skrev
meget fine tekster med stærke symboler mellem linjerne. Tabuerne i den irakiske
litteratur lige nu afhænger meget af, hvem der for tiden har magten i Irak.
Føler du, at du kan udtrykke dig, som du vil, som forfatter i Danmark?
Lægger du bånd på dig selv? Eller gør andre?
Jeg føler, at skrivning giver en form for immunitet, og for mig er det at skrive også
et forsøg på at føle denne her frihed, at finde den og nyde den. I virkeligheden tror
jeg, at vi ikke er så fri i skrivningen, som vi selv tror, vi er, jeg tror, der er en grad
af selvcensur hos alle forfattere. Opdragelsen spiller en stor rolle i forhold til hvilke
tabuer, vi opererer med, og hvilken magt der er stærkest i os, om det er staten og
religionen eller samfundet og dens sociale overvågning. Men jeg kan ikke selv se det,
hvis jeg skriver anderledes i dag sammenlignet med i går. Det er ubevidst, tror jeg. For
mig er det at skrive også en kreativ proces, det handler ikke kun om at skrive frit. Det
er balancen mellem at være kreativ og være uden bånd, der ikke er lige nem.
Vi taler meget om ytringsfrihed her – men er vi gode nok til at lytte til det,
der bliver sagt?
Der er ikke tid nok til at lytte. Vi vil hellere have et resumé, en kort og enkel forklaring, interessen
er ofte uægte. I stedet for at uddybe nyheden og fordybe os i den, nøjes vi med
at læse manchetterne, domineret af medierne, som råber på majoritetens vegne, nuancerne
er meget begrænsede. Jeg føler ikke rigtig, at jeg kan råbe her, men med skrivningen
kan man komme til orde eller blive hørt, selv om man hvisker. -AB
FORFATTEREN·5·2010 7