F O R FA TTER EN - Dansk Forfatterforening

More documents

Recommendations

Info

artikel Fiktionens indre logik måtte ikke blive forstyrret af dagbogsblade. Eller omvendt. Sådan forklarer Katrine Marie Guldager sit genrevalg i sin bog ’Lysgrænsen’ fra 2007. De sidste ti år har der været en stigende tendens til, at forfattere bruger traumatiske oplevelser fra deres eget liv som stof til en delvis fiktiv og delvis sand fortælling. Det er den genre, der hedder autofiktion. Begrebet blev introduceret allerede i 1977 af den franske forfatter Serge Doubrovsky og defineret som ”fiktionssættelse af privatlivet”. Det er, som om vi her i Danmark ikke rigtig har taget begrebet autofiktion – eller selvfiktion i fordansket udgave – til os, men heller ikke er blevet enige om at kalde fænomenet noget andet. Autofiktion kan noget andet end selvbiografi og noget andet end ren fiktion. Dens projekt er at forene to forskellige idealer, et sandhedsideal og et skønhedsideal. Denne fusion af to idealer åbner muligheder, men også faldgruber for litteraturen. En slags fortrolighed Forud for den autofiktionelle genres popularitet var en lang periode med postmoderne værker, hvor jeg’et er fraværende, hvor det enkelte menneske 8 FORFATTEREN·5·2010 Flere og flere forfattere bevæger sig i krydsfeltet mellem fakta og fiktion. Især bruger en voksende gruppe forfattere stof fra privatsfæren i fortællinger, som udvisker grænserne mellem virkeligt og opdigtet Autofiktion, er et lille ubetydeligt fragment i en stor, forvirrende verden uden faste holdepunkter, og hvor leg med sprog og formeksperimenter i høj grad dominerede litteraturen. Roland Barthes hævdede ligefrem, at forfatteren var død. Men enhver tendens udløser en modtendens, og autofiktionen afspejler en trang til at genetablere et stærkt og tydeligt jeg, der fylder teksten ud. Enhver bog indeholder en kontrakt mellem forfatter og læser. Læseren accepterer de præmisser og det univers, der præsenteres i bogen. I den autofiktionelle genre stiller kontrakten skærpede krav til læseren. Læseren Cindy Lynn Brown er født i 1973 og mag. art. Arbejder som oversætter, underviser og foredragsholder. Stifter af odense Forfatterskole og arrangør af odense Lyrikfestival. Seneste udgivelse digtsamlingen ’korrektur’, 2009, Forlaget Spring. må ikke bare læne sig tilbage, men skal være forfatterens fortrolige, acceptere det, der foregår i bogen og være villig til at træde ind i forfatterens privatsfære. Der er tale om et slags pseudovenskab, hvor forfatteren har behov for læserens opmærksomhed, selv om de to aldrig mødes i virkeligheden. Til gengæld får læseren så noget autentisk – sandheden – der gør, at bogen er mere ægte og relevant end en almindelig fiktiv roman. Samtidig får læseren ikke bare et vidnesbyrd om virkelige begivenheder, men en æstetisk bearbejdet, iscenesat og konstrueret sandhed. Ligesom i reality-tv er det et selektivt, subjektivt og iscenesat indblik i virkelige menneskers privatliv, der tilbydes. Men i modsætning til tv, hvor redaktører og producere har lavet manuskriptet og udvalgt, hvad vi får at se, er det her hovedpersonen selv, der har kontrollen og magten over det færdige produkt – bogen. Sandhed vs. skønhed Det kan være problematisk at ville fortælle sandheden og samtidig levere et æstetisk, bearbejdet produkt, og mange autofiktionelle værker kommer til at indeholde indbyggede modsætninger og selvmodsigende oplysninger på den
hvorfor nu det? baggrund. Nogle forfattere forsøger at imødegå dette dilemma. For eksempel skriver Kristian Ditlev Jensen i indledningen til sin beretning om de pædofile overgreb, han gennem barndommen blev udsat for, ’Det bliver sagt’, 2001, at bogen er tænkt ”etisk snarere end æstetisk. Det er meningen, at bogen skal være sand, snarere end smuk”. Der står ingen genrebetegnelse på omslaget, mens der for eksempel på Knud Romers ’Den som blinker er bange for døden’ 2006 står ”roman” og på Guldagers ’Lysgrænsen’ står ”en psykoanalyse”. Morten Sabroe kalder på omslaget ’Sidste tog’ 1996 for en ”roman”, men i efterfølgeren ’Du som er i himlen’ fra 2007 omtaler han ’Sidste tog’ som ”min selvbiografi”. I adskillige værker, der omhandler pædofile eller incestuøse overgreb, formulerer fortælleren selv undervejs, at en dag vil de fortælle sandheden om dette, fordi det er vigtigt, at nogen tør fortælle den. Det forekommer i Kristian Ditlev Jensen og Odile Poulsens bøger og også i franske forfatteres som Christine Angot, Brigitte Lozerec’h, og Othilie Bailly, der alle beskriver en barndom med incest. Samtidig giver den autofiktionelle form forfatteren mulighed for at arbejde bevidst med formen og det æste- tiske udtryk. Når Guldager skriver ”At Annes lig godt et år senere ville blive fragtet hjem fra Nicaragua i et militærfly, havde vi naturligvis ingen jordisk chance for at vide” er det en måde at opbygge suspense. Læseren oplever gysende et narrativt begær efter at vide, hvad der skal ske. Forfattere som Christel Wiinblad og Lone Hørslev arbejder ekstremt sprogbevidst og billedligt med deres autofiktionelle emner, henholdsvis selvmord og skilsmisse, på en måde så sproget i sig selv tilføjer merbetydning til de faktuelle begivenheder. En forfatter som norske Karl Ove Knausgård er derimod blevet kritiseret for at være for sløset rent sprogligt og bruge for mange klicheer i sit omfangsrige værk ’Min kamp’, der ikke som typisk autofiktion omhandler en livskrise, men fortæller om hele forfatterens liv fra barndom til nutid, og måske derfor er mere beslægtet med traditionel erindring, selv om han alligevel foretrækker den kunstneriske frihed, betegnelsen ”roman” giver. Fortællerstemmer De autofiktionelle forfattere har en tendens til at skifte mellem første og tredjepersonsfortællere. Sabroe skriver primært ”jeg”, men bruger også i pas- artikel sager ”man” og også ”drengen”. Odile Poulsen bruger i ’Hustler’ fra 2000 også primært en jeg-fortæller, men da hun springer fra nutidsplanet til en incestuøs beskrivelse fra barndommen, står der pludselig ”hun” i stedet. Camille Laurens skifter konsekvent i ’I disse arme’, 2000, mellem ”jeg” og ”hun” i hvert andet kapitel og udtaler i et interview: ”Det er et spil, der gør det ene lag i fortællingen mere direkte. De kapitler, der har en jeg-fortæller, er tættest på forfatteren. Hun-personen er mere fiktionaliseret og romanagtig. Der er distance, og hun er løsrevet fra forfatteren. Barnet og den unge pige er jo ikke den samme person som den voksne. De var hende, men er det ikke længere. Ligesom når man tager et foto. Det er dig på billedet og så alligevel ikke, det er en repræsentation af én, du var engang og ikke rigtig dig. Det er løsrevet. Disse to planer kan så blande sig og vikle sig ind i hinanden, for de er alligevel uadskillelige.” Skår i troværdigheden Graden af distance til det fortalte kan justeres undervejs ved brug af forskellige fortællerstemmer og også ved at udelade bestemte ting eller fremhæve andre som særligt vigtige. En af fald- FORFATTEREN·4·2010 FORFATTEREN·5·2010 9
Page 1 and 2: FORFATTEREN 5·2010 Fiktion fra vir
Page 3 and 4: “ Der er sgu ingen kernelæsere a
Page 5 and 6: muligheder Udviklingen af medierne
Page 7: FoTo FANAN iMAD interview 5skarpe
Page 11 and 12: BAGGRUNDSFoTo HeLLe viBeke JeNSeN P
Page 13 and 14: Illustrator: Giv ikke afkald på di
Page 15 and 16: debutanten I hvert blad sætter vi
Page 17 and 18: september oktober november 2010 sep
Page 19 and 20: nye medlemmer Claus Holm Thomsen F

F O R FA TTER EN - Dansk Forfatterforening

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?