del 3 - Gaderummet

vi undersøgte i grupper, blev alle forsøgspersoner
prøvet enkeltvis. Disse enkeltforsøg bestod af fire serier,
hvor der i hver skulle indpræges 15 ord, med
undtagelse af den første serie, i hvilken der blev givet
ti meningsløse stavelser. I denne masseundersøgeise
fik vi herved omkring 4000 værdier, der karakteriserede
indprægningsforløbet på grundlag af
mere end 65.000 data.
Et sådant omfangsrigt materiale kan naturligvis
ikke indhentes af en enkelt forsøgsleder inden for
forholdsvis kort tid. Derfor brugte vi også studenter
fra det psykologiske laboratorium i Akademiet for
Kommunistisk Opdragelse som forsøgsvejledere. Dette
var muligt, fordi fremgangsmåden i vores eksperiment,
hvor hver instruktion var fastlagt til mindste
detalje, ikke bød på nogen vanskeligheder; heller ikke
ved bedømmelsen indeholdt den nogen momenter,
der krævede vidtrækkende erfaringer af forsøgslederen.
De studenter, som vi brugte til dette arbejde,
havde på den anden side også tilstrækkelig psykologisk
kundskab, og blev specielt undervist før begyndelsen
af eksperimentet.
Ved siden af udvidelsen af de eksperimentelle muligheder
(vi undersøgte også børn fra nationale minoriteter
i Sovjetunionens randområder) ligger værdien
af denne metode i de indvundne resultaters objektivitet.
Ved forsøgene deltog der altid flere forsøgsledere,
der kunne kontrollere hinanden. Vi formåede
derfor at sammenligne de forskellige forsøgslederes
resultater inden for hver gruppe, derunder også de
der var formidlet af os selv.
468
den serie foreslog vi forsøgspersonerne at benytte en
kollektion af 20 billeder (billedlotteri), som vi havde
lagt på bordet i begyndelsen af forsøget, til støtte
for hukommelsen. I denne undersøgelse sagde vi
normalt ikke, hvorledes de skulle betjene sig af billederne,
med undtagelse af de forsøg, hvor vi havde
at gøre med oligafrene drenge og piger fra folkekommissariets
medicinsk-pædagogiske klinik (NKP).
De i denne serie benyttede billeder stemte i deres
indhold ikke overens med de ord, der skulle indpræges.
Den tredje serie adskilte sig fra den anden for så
vidt som det stof, der skulle indpræges, var sværere.
Sammenhængen mellem billede og ord var her endnu
mere kompliceret.
Forsøgene i den anden og tredje serie forløb således.
Efter at have hørt et ord, udvalgte barnet det af
de foreliggende billeder, hvis indhold kunne hjælpe
det til at erindre det tilsvarende ord. Blev der oplæst
en helordrække. opfordrede vi forsøgspersonerne
til at gentage ordene, samtidig med de skulle
se ned på billederne. Ved afslutning af eksperimentet
spurgte vi barnet. hvorfor det netop havde valgt
dette billede til et givet ord. og hvorvidt det havde
hjulpet barnet til at indprente sig ordet. (»Hvordan
har du husket dette ord?« - »Hvorfor har du netop
valgt dette ord og ikke et andet?«) Forsøgspersonernes
svar blev ført til protokols. Endvidere registrerede
vi, hvilke billeder der blev valgt. noterede
de sproglige ytringer under udvælgelsen og den rig­
469