del 3 - Gaderummet

i
Fig. 37: Knudeskriftea (efter Thumwald)
»Kvipuen« - inkaernes »knudeskrift« - kan tjene
som eksempel for et sådant fuldkommengjort ydre
mnemoteknisk middel. Knuderne kan ikke sammenlignes
med det nutidige skriftsprog; der mangler den
en gang for aHe fastlagte betydning. For at kunne
dechiffrere dem, var det påkrævet at få supplerende
mundtlige kommentarer fra »skriveren«.' Den fremstår
udelukkende som en yderst differentieret hukommelseshjælp,
og adskiller sig ikke i princippet fra de
mere enkle mnemotekniske tegn. Imidlertid danner
de begyndelsesetapen for udviklingen af den egentlige
skrift. Havde disse knuder eHer tegn, som blev
tydet konventionelt, nemlig efterhånden fået en mere
konstant semantik, da ville de være elementer i en
piktografisk skrift, som efterhånden ville blive afløst
af mere fuldkomne former.
Udviklingsprocessen fra primitive mnemotekniske
hjælpemidler til skrifttegn, er ikke uden virkning på
hukommelsen: den ændrede betingelserne for dens
funktion, og hver ny udviklingsetape for disse tegn.
460
nøjagtig reproduktion for et menneske, der lider af
amnesi som for en eidetiker. Der findes endnu en
anden linie, som hukommelsen udvikler sig ad, der
udfolder sig parallelt med den første og som sammenvirker
uophørligt med denne.
Idet vi benytter et hjælpemiddel, ændrer vi også
hukommelsesaktens struktur. Vores førhen umiddelbare
indprægning bliver til en middelbar indprægning,
der støtter sig på to systemer af stimuli: på de
direkte stimuli, som vi betegner som stimulerende
objekter, og på de stimulerende midler, der yderligere
forbindes med dem.
Som vi så. optrådte dette stimulerende middel oprindeligt
i form af en ydre stimulus. Der skal blot
mindes på knuderne, snitmærkerne i træ eller en legemsdel.
I sidste tilfælde støder vi alleredc på vanskeligheder:
Dette middel er lidet specialiseret. det er
ikke dannet med indprægning for øje, det tilhører os
til stadighed og befinder sig altid inden for vores perception.
Mens reproduktionen ved helt specialiserede
og differentierende hjælpemidler, eksempelvis ved
skrifttegn, tilsyneladende forløber uafhængig af vores
hukommelse. er det fortrinsvis hukommelsen, der arbejder
ved indsættelsen af udifferentierede midler, i
alle tilfælde på den måde som er speciel for den middelbare
indprægnings struktur. Ofte kan et utilstrækkeligt
specialiseret middel næsten eller slet ikke honorere
en opgaves krav. Men opfylder det sin funktion,
så må tegnets ufuldstændighed kompenseres
gennem den indre side af operationen.
461