del 3 - Gaderummet

med man så beskriver det psykiskes fremkomst, dets
funktion, dets udvikling og dets organ.
Filosofihistorien og den senere udspaltede psykologiske
videnskab har utallige eksempler på løsningsforslag
til problemet om forholdet mellem sjæl og legeme.
Det har været et uløseligt problem, som har
ledt ud i forskellige forsøg, enten på at negligere problemstillingen
eller at spalte den op og beskrive fæ·
nomenerne hver for sig.
net er netop her genspejlingsteorien kommer ind
som den metafor, der beskriver forholdet mellem
subjekt og objekt som et aktivt, virksomt forhold.
Dette forhold er ikke symmetrisk således, at det kan
vendes om, men subjektet udstyret med erJ psykisk
formåen er et afledet jorhold aj det objektive. Dette
er det almene udgangspunkt for 1. del af Leontjews
bog, hvor denne del efter vores mening er den mest
videnskabeligt konsistente og mesr betydningsfulde
del. Genspejlingsmetaforen ligger implicit til grund
for hele eksperimentet og viser således konkret den
marxistiske forståelse af filosofibegrebet som værende
de mest generelle lovmæssigheder, som udgør ledetrådene
for de enkeltvidenskabelige analyser og
eksperimenter.
Med den dialektiske materialisme som udgangspunkt
er det derfor muligt for Leontjew at give en
enhedsmæssig fremstilling af det psykiskes fremkomst,
lige fra sensibilitetens fremkomst over det
pereeplive og det intellektuelle stade til den menneskelige
bevidsthed.
Man kan stille sig det spørgsmål, hvorfor næsten
alle sovjetpsYkologiske værker begynder med almene
overvejelser over det filosofiske standpunkt og de almene
psykiske processer, perception, sansning og
sensibilitet, når det er menneskets bevidsthed og
646
sen? Hvis man ikke anskuer det psykiske som resultat
af en lang udviklingsproees, men anser det for
et resultat, som man derefter skal finde baggrunden
for, så vil man meget hurtigt ende i den idealistiske
grøft. Begynder man oppe fra med det udviklingsmæssige
resultat, en psyke, bevidsthed og et legeme,
en fysiologisk materiel realitet, så vil det være umuligt
i nedadstigende linie at argumentere for deres
overensstemmelse. Der er opstået en udviklingsrnæssig
kløft, et kvalitetsmæssigt spring, som det er umuligt
at ræsonnere sig frem til i nedadstigende linie.
Man opnår derved ikke ved videnskabelige teorier at
skulle analysere det asymmetriske forhold mellem
subjekt og objekt og de dermed forbundne lovmæssigheder
for deres vekselvikning, hvor de lovmæssigheder,
der virker, skifter alt efter de relationer, subjektet
står i til objektet. Man henvises til at beskrive
sine indre bevidsthedsmæssige oplevelser, evt. korrelleret
med den ydre adfærd, som man ikke ved, om
mRn skal tilskrive realitetsstatus eller ej, alt efter ens
filosofiske standpunkt. (Leontjew kommer ind på
dette side 33),
Den repræsentationalistlske realisme ender i denne
blindgyde, selvom den som mål netop havde Rt løse
dette problem. Denne anskuelse er karakteriseret
ved, at den adskiller afbillede og objekt og sAledes
betragter de sekundære egenskaber som subjektive
(smag, farve), medens de primære (f.eks. størrelse,
rumlig placering) havde direkte forbindelse med om·
verdenen. De sekundære egenskaber har kun forbindelse
med omverdenen via »kræfter«, der fremkalder
»sensations« i os, som ikke har lighed med
objektet.
Således forholder det sig Ikke. Egenskaberne fremtræder
bundet til objekterne, og vi erkender egenskaberne
gennem objekternes vekselvirkning med hin­
647
" ,