auktionsliv nr. 6 endelig.indd - Bruun Rasmussen

Herved får jeg hele spektret dækket,
og jeg følger med i katalogerne
for at vide, hvad der sker.
I mit tidligere hjem havde vi
møbler, købt på auktion. Corbusier,
Starck og hvad de nu hedder.
I mit barndomshjem havde
vi også noget kunst på væggene.
Oluf Høst, Olaf Rude og Hagedorn-Olsen,
den generation af
malere. Min far var embedsmand,
så der var ikke råd til at købe så
meget. Men han malede lidt selv
og lavede skulpturer.”
Arbejde og privatliv
Var kendingsmelodierne til TV- og
filmsucceserne Matador og Olsenbanden
komponeret efter et bestemt
mønster?
”Jeg arbejder ikke bevidst på at
tilfredsstille publikums behov. Jeg
tænker ikke, hvordan skærer jeg
nu den kage bedst, jeg tænker
mere på det samlede produkt. Når
det er en kendingsmelodi til en
tv-serie, skal den klæde serien,
ramme atmosfæren. Man kan
aldrig sige, om den bliver et hit,
det tager år, men jeg har været
heldig, at mange af mine melodier
holder godt. Når jeg er ude at
spille, siger folk ofte, at de kender
melodierne, men at de ikke vidste,
at jeg havde lavet dem. Melodierne
indgår i deres dagligdag og er
ofte knyttet til bestemte situationer.
Trenden med at man gerne
vil lytte til de gamle melodier af
f.eks. Simon og Garfunkel og Paul
McCartney siger noget om, at
mange godt kan lide den nostalgiske
følelse".
Bliver du nogensinde slået ud af kurs?
”Jeg bruger ikke energi på noget,
jeg alligevel ikke kan ændre. Det,
der er sket, er sket. Det kan højst
tage en dag at skubbe det ud af
systemet. Jeg går ikke rundt og
ærgrer mig. Forretningsmæssigt
har jeg altid arbejdet for egne
penge. Filmbranchen er meget
risikofyldt, og det kan ende med
en katastrofe, hvis man har lånt
alle pengene. Men kommer man
sine sparepenge i filmen, kan man
i værste fald tabe dem, men man
skylder ikke noget væk af den
grund. Vi kom nogenlunde heldigt
ud af forlystelsescentret Scala.
Det var en stor satsning, og vi
tabte mange penge, men det har
ikke påvirket min privatøkonomi.”
Heller ikke den megen omtale af
penge og privatliv kan vælte dig?
”Det, at der bliver skrevet om min
person, er med til at holde mig i
live på en eller anden måde. Det
gør, at jeg stadig får opgaver, er
aktiv. Jeg sætter mig ikke uden
videre hen og skriver en symfoni,
jeg løser altid opgaver. Det er den
måde jeg arbejder på.
At der så bliver skrevet noget irri-
terende pjat en gang imellem, er
bagsiden af medaljen. Det irriterer,
når det faktuelle er forkert, at
tingene ikke er tjekket. Mine børn
er ligeglade, de er vant til det.
Men min mor på 102 år kan ikke
forstå det. ”Hvad er nu det, du
går og laver?” spørger hun, og
jeg må fortælle, at det er sludder
fra ende til anden.”
Din stærke vilje – er det noget, du
fik med i bagagen hjemmefra?
”At jeg har det så godt, som jeg
har det, på trods af min høje alder,
BRUUN RASMUSSEN KUNSTAUKTIONER
er nok genetisk bestemt. Jeg føler
egentlig ikke, at jeg er gammel.
Jeg føler mig, som jeg altid har
følt mig. Jeg løber ikke helt så
hurtigt mere, og man skal snakke
lidt højere til mig, men ellers er
der ingen gener. Men måske er
det noget, jeg har fået fra min mor.
Hun har en meget stærk vilje.
Hun ved, hvad hun vil, og kan
selv. Stadigvæk.”
Kan du holde arbejdstempoet?
”Jeg forsøger at være flink mod
kroppen. Tænker over, hvad jeg
spiser, og dyrker en del sport. Jeg
spiller tennis, det er rart at snakke
med andre, samtidig med at man
får motion, og så rider jeg et par
gange om ugen sammen med et
af mine børn. Hvis jeg er i god
fysisk form, føler jeg mig godt tilpas.
Og jeg er meget til orden på
tingene. Jeg har altid rent skrivebord.
Der skal ikke være noget,
der ligger, noget som jeg ikke har
nået. Det holder mig fri for stress.
Jeg sætter mig til klaveret hver
dag. Hvorfor skulle jeg trappe ned?
Man dør ikke af at arbejde. Man
dør højst sandsynligt af ikke at
gøre det.”
Hvad vil du helst huskes for?
”Jeg er glad, hvis nogle af mine
melodier lever lidt længere end
jeg selv. Så har jeg været med til
at sætte spor, men det gør i øvrigt
alle mennesker, hver på deres område.
Det er en hyggelig tanke, at
man ikke er helt borte den dag,
man dør. En måde at leve længere
på, ikke så meget til glæde for en
selv som for andre.”
AUKTIONSLIV 31