Bornholmske Samlinger - Bornholms Historiske Samfund

More documents

Recommendations

Info

Bornholmske Samlinger, Tolvte Bind, Rønne 1918 38 i sin Tid havde hørt til Trandbergs Menighed, kom jeg ikke i nogen Berøring med, hverken venlig eller fjendtlig. De var ikke udtraadte af Folkekirken, men holdt deres egne Forsamlinger og søgte aldrig Kirkerne. Forøvrigt var der kun meget faa af dem i Persker Sogn. - Pastor Trandberg derimod stod jeg i et meget venligt Forhold til, skjøndt han nærmest var indremissionsk. Den Indre Mission som særlig kirkelig Retning existerede den Gang ikke paa Bornholm. - Pastor Trandberg og hans Hustru, en født Frøken Liittichau fra Tjele, var et af de smukkeste Ægtepar jeg har set. Trandberg var jo indfødt Bornholmer. De boede lidt uden for Aakirkeby i et Hus, hvor der baade var Kirke og Beboelsesleilighed. Noget kirkeligt Samarbejde eller nogen videre personlig Forbindelse var der ikke mellem den grundtvigske Menighed og Trandbergs. Men vi betragtede hinanden, - for at bruge et af Datidens grundtvigske Udtryk -, med "milde Øine", og Trandberg og jeg hjalp gensidig hinanden, naar en af os var paa Reise. Jeg har nogle Gange prædiket i hans Kirke og han i min. Hver Sommer reiste jeg gerne med hele Familien til mit gamle Hjem paa Sjælland, og saa overtog Trandberg ikke alene mit Embede, men nogle Gange ogsaa Persker Præstegaard. Han flyttede derind med hele Familien - der var forøvrigt ingen Børn, men saa vidt jeg husker et Par Pleiebørn - Hest og Vogn og det hele. Sagen var den, at han og hans Hustru gerne vilde bruge Bade. Men fra deres eget Hjem var der over en Mil til Stranden, - Aakirkeby ligger som bekendt "inde i Landet" -, fra Persker Præstegaard var der kun en lille Fjerdingvej til en Badestrand med den deiligste Sand- 39 bund. - I et Brev, jeg for kort Tid siden havde fra Fru Trandberg, der nu opholder sig i Norge - mindedes hun endnu sine Sommerophold i Persker Præstegaard. Mit Ophold paa Bornholm faldt jo paa den Tid, da det trak stærkt op til den storpolitiske Strid, som i Firserne naaede sit Høidepunkt og bl. a. kostede mig mit Embede i Stenmagle. Naturligvis var vi grundtvigske Bornholmere stærkt interesserede i Begivenhedernes Gang. Jeg havde ved den Leilighed min Debut som Journalist. Min første Avisartikel, - som senere er efterfulgt af adskillige Tusinde andre - fremkom i "Bornholms Tidende", som den Gang redigeredes af Folketingsmanden for Bornholms 2 Kreds, Borgmester og Postmester i Aakirkeby Dam. Anledningen hertil var følgende: Høiskoleforstander Julius B6n havde i "Bornh. Tid." skrevet en politisk Artikel i hvilken han bl. a. havde kaldt Grundloven af 5 Juni 1849 "et Hastværksarbeide". Bon var selv Venstremand og vi stod i et personligt venligt Forhold til hinanden. Der var derfor ikke mindste Grund for mig til at fare op, især da jeg ikke kan afgøre om det nævnte Udtryk om Grundloven er historisk berettiget. Men jeg var ung og hidsig; og da jeg desuden, som temmelig nybagt Venstremand, havde en overmaade følsom demokratik Samvittighed, følte jeg mig krænket paa Grundlovens Vegne, og skrev altsaa en Artikel imod ham. Jeg husker ikke et Ord af Indholdet; men jeg tvivler ikke om, at den har været unødig hvas. B6n var heller ikke af de blide og gav mig naturligvis www.vang-hansen.dk
Bornholmske Samlinger, Tolvte Bind, Rønne 1918 40 taat for usødet. Vi vexlede, saavidt jeg husker, adskillige, Hug, men Resultatet blev naturligvis det samme som efter alle politiske Artikler, at enhver beholdt sin Mening. Men nu havde jeg faaet politisk Blod paa Tanden, og skrev ret jævnligt politiske Artikler i det af Høgsbro udgivne "Dansk Folketidende" . Ved den Lejlighed opdagede jeg, at jeg havde en vis Evne til at skrive saadan at Folk gad læse det, en Evne, som jo baade kan bruges og misbruges, og som af mig ganske utvivlsomt er benyttet paa begge Maader, skjøndt jeg er mig bevidst aldrig at have skrevet noget om hvis Rigtighed jeg ikke i 0ieblikket var overbevist. En anden Sag er det jo, at man i et langt Liv mange Gange kommer til Erkendelse af, at det man en Gang skrev kan være - om ikke pinende galt - saa dog i høi Grad ensidigt, og at man tit har gjort sine Modstandere Uret. Denne Erkendelse viser, - forekommer det mig -, at jeg som Menneske betragtet maaske ikke er helt forfeilet, men at jeg derimod, som Politiker betragtet, er ganske umulig; thi en Politikers første Pligt er det jo at hævde, at hans Parti har hele Retten, og de andre hele Uretten. Efter at jeg er kommen til den Erkendelse, at Retten og Uretten under normale politiske Forhold er nogenlunde ligelig fordelt mellem de forskellige Partier, har jeg ganske opgivet at skrive om Politik. Men den Gang var jeg altsaa ivrig i Tjenesten, og nogle af de Foredrag jeg holdt blev mere politisk farvede end før; men rent politiske Foredrag har jeg aldrig holdt før jeg selv blev Folketingsmand. Forøvrigt var det en af de store Feilgreb i 41 mit Liv, at jeg nogensinde blev Politiker; jeg egnede mig endnu mindre til det end til at være Præst. Da den første provisoriske Finanslov blev given 1877 strammedes Baandene mellem Høire og Venstre yderligere, og det blev nu paalagt de respektive Politimestre at overvære alle politiske Møder. Da man nu gik ud fra, at de Foredrag jeg holdt altid var politiske, saa fremstillede Politimesteren i Nexø, Hr. Petersen, sig stadig ved Møderne. Forøvrigt var Hr. Petersen en skikkelig Mand, som vistnok ikke tænkte paa at gøre en Kat Fortræd. Men naturligvis irriterede det os, at vi saaledes var sat under Politiets Opsigt som mistænkelige Personer, og jeg undlod heller ikke lejlighedsvis i Foredraget at give Politimesteren en eller anden ondskabsfuld Spydighed. Saavidt jeg husker begyndte jeg en Gang mit Foredrag omtrent saaledes: "Politimesteren maa undskylde, at der i det Foredrag jeg vil holde ikke er mindste Gran af Politik; han har altsaa i Virkeligheden ikke det mindste at gøre her, - hvis han da ikke er kommet kun for at høre et godt folkeligt Foredrag, hvad han naturligvis kun kan have Gavn af." Selvfølgelig var det ondskabsfuldt, da Politimesteren jo i og for sig kun gjorde sin Pligt. Men vi tog jo ikke paa hinanden med Glacehandsker den Gang; og Regeringens Ordre til at sende Befolk· ningen Politiet paa Halsen var jo en saa uhyre Dumhed, at den nok fortjente, at vi der talte ved Møderne slog igen det bedste vi kunde. Mange Aar efter, da jeg boede her i København, gik jeg en Dag i Frederiksberg Alle, da der kom en Mand bagved mig og slog mig venskabeligt paa Skulderen. Jeg vendte mig om og saa paa Man- www.vang-hansen.dk
Page 1 and 2: Bornholmske Samlinger, Tolvte Bind,
Page 3: Bornholmske Samlinger, Tolvte Bind,
Page 74 and 75:
Bornholmske Samlinger, Tolvte Bind,
Page 76 and 77:
Page 79:
Page 82 and 83:
Page 84 and 85:
Page 86:
Page 90:
Page 95:
show all

Bornholmske Samlinger - Bornholms Historiske Samfund

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?