En for alle -alle for en - Forsvarskommandoen

Forsvaret 

- til Forsvarets medarbejdere 

ISSN: 1603-483X 

7. årgang nr. 2 april 2009 

Cold Response 2009 

Soldater øver 

vinterkrig 

Hjem fra Afghanistan 

Peter er 

den samme 

som før 

Ildkamp med taleban 

En oplevelse 

soldaten aldrig 

glemmer 

Frank Lissner 

En for alle 

-alle for en

12 

6 24 

18 

20 

28 31 

INDHOLD 

3 Forsvarschefen har ordet 

4 Brændpunkter 

Nyt om krig og fred kloden rundt 

5 I fokus 

Mediernes historier om Forsvaret 

6 Laserlysende fugleskræmsel 

Til kamp mod fugle på Flyvestation Aalborg 

8 Efter ildkamp med taleban 

En oplevelse soldaten aldrig glemmer 

10 Cold Response 2009 

Soldater øver vinterkrig 

12 En for alle – alle for en 

Interview med Frank Lissner 

15 Monument for danskere i mission 

Frivillige og faldne soldater æres 

16 1-NET gør det lettere 

Gå på internettet fra din FIIN 

18 Fotomontage 

Soldater i Green Zone 

20 Falken flyver over Baltikum 

Lejrkuller og højt beredskab 

23 Nyt ledelsesgrundlag 

Er det varm luft? 

24 Den samme som før 

Peter kom godt hjem fra Afghanistan 

28 Forsvarsløs igen 

Danmarks vej ind i NATO 

30 Pas på dig selv 

Vi har brug for dagslys 

31 Materiel 

Kammerherrenøglen 

32 Din dag 

En stor dag for dig eller din kollega 

33 www.forsvarskanalen.dk 

Konkurrence: Find fem fejl 

34 Kultur 

Nyt om bøger og film 

35 Dit foto 

Læsernes fotokonkurrence 

36 Vox pop 

Vil du bruge din uddannelse som 

sygepasser i det civile senere?

Foto: Sara Skytte 

Sidst på måneden 

Vi har den seneste tid arbejdet med Forsvarets økonomi for 2009, det sidste år i 

indeværende forlig. Jeg vil derfor benytte mit talerør her i ”Forsvaret” til at orientere 

lidt om økonomien. Jeg ved, det lyder kedeligt, men modsat ved jeg også, 

at Forsvarets økonomi har været meget omtalt gennem den seneste tid. Der har 

været en del skriverier i dagspressen, mange rygter på gangene, og jeg er sikker 

på, at emnet også er blevet drøftet godt og grundigt rundt omkring på Forsvarets 

tjenestesteder. Med god grund. Forsvarets økonomi berører os alle og hvad enten 

vi kan lide det eller ej, er økonomien styrende for, hvad vi kan, og måske især 

hvad vi ikke kan. 

Er det sidst på måneden, FC? Det spørgsmål stillede en medarbejder mig for 

nylig. Svaret på dette ligefremme og enkle spørgsmål er – ja, det kan man godt 

sige, det er. Sagen er i virkeligheden meget enkel. Når man kigger på alle de 

budgetter, myndigheder og enheder rundt om i Forsvaret har lagt for 2009, bruger 

vi simpelthen mere, end vi har i pengekassen. Vi har derfor været nødt til at 

gennemføre en række justeringer for 2009. Justeringer, som allerede er meldt ud 

gennem cheferne i Forsvaret og artikler på vores hjemmeside. Jeg vil derfor ikke 

bruge pladsen her på at gå disse tiltag detaljeret igennem. Tiltagene rammer bredt 

inden for de fleste områder af Forsvarets virke som f. eks. informatikområdet, 

personelområdet, bygnings- og etablissementsområdet osv. Men der er f. eks. 

ikke indført ”ansættelsesstop”, som enkelte medier har skrevet om. Der er heller 

ikke lukket for udbetaling af merarbejde. Men vi er nødt til, også inden for disse 

områder at prioritere vores ressourcer. 

Jeg vil gerne understrege, at det har været helt afgørende for mig og resten af 

Forsvarets ledelse at gennemføre disse justeringer på en sådan måde, at vores 

operative enheder i størst muligt omfang kan fortsætte som planlagt. Men når 

det er sagt, er det klart, at vi alle vil kunne mærke justeringerne på vores egen 

krop. Det er der ikke tvivl om. Jeg er også udmærket klar over, at I alle i forvejen 

arbejder hårdt for at få enderne til at mødes, og at hverdagen ikke bliver lettere 

af, at vi skal være ekstra sparsommelige i 2009. Men der er ingen vej udenom. Vi 

har de penge vi har. 

Så ja, lidt sidst på måneden er det for nu at blive i den terminologi. Det gode er, at 

vi i tide er opmærksomme på problemstillingerne, og dermed kan gøre en masse 

for at sikre, at vi holder os inden for de rammer, vi har til rådighed. Jeg håber, I 

alle fortsat vil gøre jeres yderste for at opretholde det høje niveau, dansk forsvar 

er kendt for både herhjemme og i udlandet. Vi ses derude. 

Tim Sloth Jørgensen 

forsvarschef 

Udgiver 

Forsvarskommandoen 

Danneskiold-Samsøes Allé 1 

1434 København K 

E-mail: komsek@mil.dk 

Internet: Forsvaret.dk 

Telefon: 45 67 30 30 

Telefax: 45 67 30 29 

Ansvarshavende 

redaktør 

Oberstløjtnant 

Lars Sønderskov 

Redaktør 

Karen Dahlin 

Skribenter 

Helle Holm Clausen 

Gudrun Hagen 

Mads Stenstrup 

Christina Jo Larsen 

Christian Reinhold 

Jan Schelbech 

Karen Dahlin 

Bianca Milther Nielsen 

Thomas B.H. Jerichow 

Bo Eriksen 

Lars Bøgh Vinther 

Sune Wadskjær Nielsen 

Anker Jensen 

Laura Lindskov 

Layout 

Bjarne Valdemar Jensen 

Forside 

Frank Lissner 

Foto: Birgit Baunehøj 

Tryk 

KLS Grafisk Hus 

Denne tryksag er produceret 

CO2-neutralt hos KLS Grafisk Hus A/S 

Oplag 

30.000/ seks gange årligt 

Produktion 

Redaktionen bestræber sig på at 

belyse aktiviteter i og relationer til 

Forsvaret. Stof, forslag og ideer kan 

sendes til redaktionen, der træffer 

beslutning om, hvordan indsendte 

kan bruges redaktionelt. Eftertryk 

tilladt med kildeangivelse. 

Forsvaret 5/2007 

3

Aktuelt 

Brændpunkter 

Forsvaret giver dig det hurtige overblik over udviklingen 

i nogle af verdens mere end 30 krige og voldelige konflikter. 

Zimbabwe 

Der er muligvis håb for en mere stabil 

fremtid for det plagede afrikanske 

land. Hvad der engang begyndte som 

en kamp for et mere lige og socialistisk 

samfund, er for længst endt 

som et diktatorisk mareridt under Robert Mugabes ledelse. 

De sidste ti år er det gået stødt ned ad bakke for landet, der 

er plaget af hungersnød og sygdomme. Middellevetiden er 

faldet fra 60 år til bare 37 år for mænd og 34 år for kvinder, 

og styret er berygtet for brugen af politisk vold. I 2008 skulle 

der være valg, men da det så ud, som om oppositionslederen 

Morgan Tsvangirais parti ville vinde, tilbageholdt Mugabe 

valgresultaterne. Efter omvalg og opsplitning af oppositionspartiet 

stod det i efteråret klart, at Tsvangirai var den mest 

populære, og han blev indsat som premierminister. Mugabe 

er imidlertid stadig præsident med kontrol over hæren, og 

det er endnu svært at se tegn på reel forandring. Først i 

marts blev Tsvangirais såret og hans kone dræbt i et biluheld. 

Mugabe har tidligere brugt fingerede ulykker til at skaffe sig 

af med modstandere, og i 2007 arresterede og torturerede 

han Morgan Tsvangirai. Men Tsvangirai mener ikke, at Mugabe 

stod bag ulykken, og den 11. marts begravede han sin kone 

Susan ved en mindehøjtidelighed med deltagelse af 30.000 

mennesker. 

Nordkorea 

Spændingerne tager til i det delte 

Korea. Det demokratiske Sydkorea 

indleder en årlig militærøvelse med 

USA, hvilket det totalitære Nordkorea 

opfatter som en klar provokation. 

Ifølge Nordkoreas statsideologi, Juche, er det vigtigt, at 

landet kan klare sig selv, og styret rasler også inden øvelsen 

med sablerne og taler om en decideret krig mod Sydkorea. 

Som svar på øvelsen lukker de grænsen mellem landene, 

så 500 sydkoreanske fabriksarbejdere bliver fanget på den 

forkerte side. Nu koncentrerer striden sig om, hvorvidt 

Nordkorea vil opsende en satellit eller et missil. 

Nordkorea holder stædigt fast i, at der er tale om en satellit, 

men efterretninger peger på, at det i virkeligheden er en 

test af et langtrækkende missil, der vil kunne bære atomvåben 

mod mål flere tusinde kilometer væk. 

Japanerne ser opsendelsen som et brud på en FN-resolution 

fra 2006 og truer med at skyde tingen ned, uanset om der 

er tale om en satellit eller et missil, hvilket Nordkorea vil 

betragte som en krigserklæring. Imens forsøger den amerikanske 

udenrigsminister Hillary Clinton at mane til ro og få 

stoppet det nordkoreanske atomvåbenprogram. 

4 Forsvaret 2/2009 

Sri Lanka 

Borgerkrigen i øriget Sri 

Lanka er blusset op igen. 

De Tamilske Tigre har 

siden 1983 kæmpet for 

oprettelsen af en tamilsk 

stat i øens nordøstlige del, men har for nyligt lidt 

en række nederlag til regeringsstyrkerne. De har 

kun et lille stykke land tilbage, men har i øjeblikket 

fanget 70.000 civile i kampzonen, som de 

bruger som menneskelige skjold. Desuden har de 

stået bag en række dødelige selvmordsangreb og 

sågar angrebet med fly. Verdens opmærksomhed 

blev vendt mod Sri Lanka, da det srilankanske 

landshold i cricket med nød og næppe slap 

levende fra et voldsomt attentat i Lahore i 

Pakistan. De Tamilske Tigre er under mistanke 

for at stå bag, men indtil videre er søgelyset 

rettet mod folk med forbindelse til den islamiske 

terrorcelle Lashkar-e-Taiba, der stod bag 

attentatet i Mumbai, og som har udstedt en 

fatwa mod sporten cricket. 

Madagaskar 

Øen øst for Afrika bliver 

oftest forbundet med peber 

eller tegnefilmene af samme 

navn, men nu er det anderledes 

triste begivenheder, 

der bringer tropeøen i rampelyset. Der har været 

fredeligt, siden præsident Marc Ravalomanana kom 

til magten i 1992, men den seneste tid har han 

mødt voldsom kritik fra Andry Rajoelina, der har 

været borgmester i hovedstaden Antananarivo. 

Spændingen brød ud i vold i januar, da præsidenten 

lukkede Rajoelinas radio- og tv-station, hvilket førte 

til voldsomme protester. 

Der er ikke helt overblik over dødsofrene, men de 

seneste måneders uro og plyndringer har kostet 

nogle hundrede mennesker livet. 

Præsidenten vil sætte militæret ind, men der er 

udbrudt mytteri i dele af militæret, og nu frygtes 

det, at Ravalomanana vil indkalde udenlandske 

lejesoldater. 

Tekst: Helle Holm Clausen, Forsvarets Mediecenter.

Tekst: Gudrun Hagen, Forsvaret Mediecenter. 

Der har været fokus på, at Forsvarets 

stjålne våben fra Antvorskov Kaserne 

med stor sandsynlighed benyttes i den 

særdeles omtalte bandekrig i København. 

Politiet taler om, at det er en ’nærliggende 

risiko’ idet kun omkring halvdelen 

af de 199 våben, der blev stjålet fra 

kasernen i begyndelsen af januar, er 

dukket op. Der er blandt andet tale om 

maskingeværer og granatkastere. Der har 

også været bred dækning af den tragiske 

trafikulykke i Karup, hvor tre soldater 

mistede livet. Soldaterne skulle have 

været til Afghanistan kort efter, men 

paradoksalt nok blev det hjemme i fredelige 

Danmark, at de endte deres dage. 

At endnu en dansk soldat er blevet 

hårdt såret i Afghanistan, har derimod 

ikke fået så meget omtale. Soldaten 

tilhører Bravo-kompagniets 1. deling 

og er tilknyttet Gardehusarregimentet 

i Slagelse. Han mistede det ene ben 

under et granatangreb og er nu kommet 

til Danmark, indlagt på Rigshospitalet. 

Selvom Danmark siden den 9. januar har 

været i krig i Afghanistan i syv år, fylder 

krigen ’forholdsvis lidt i mange danskeres 

bevidsthed’ ifølge DR’s mediedirektør 

Lars Grarup. Danmarks Radio havde derfor 

i hele uge 8 fokus på Afghanistan. 

Sabel og psykiske problemer 

Debatten om psykologhjælp til traumatiserede 

soldater har rullet, efter en 

Hvad har pressen skrevet om Forsvaret siden sidst? 

Forsvaret opsummerer de dele af nyhedsstrømmen, der vedrører os. 

psykisk syg krigsveteran angreb politiet 

på Nørrebro med en sabel. Betjentene 

ville anholde den tidligere soldat Torben 

Martin Bødker til tvangsindlæggelse, 

da den 32-årige mand gik amok. Han 

sårede betjentene med sin sabel, hvorefter 

de skød og dræbte ham. Martin 

Bødker led af PTSD (posttraumatisk 

stresssyndrom) efter at have været 

udstationeret i Bosnien. Ifølge familien 

blev hans krigstraumer ikke behandlet, 

fordi Forsvarets psykologer insisterede 

på, at det skulle ske frivilligt. Søsteren 

Jeanette Bødker kritiserer dette med 

ordene; ’Man får altså ikke Rambo til 

at erkende, at han har psykiske problemer.’ 

Ifølge overlæge Henrik Steen 

Andersen fra Rigshospitalets Krise- og 

Katastrofepsykiatriske Center er der flere 

ekssoldater med svære psykiske problemer, 

som efter deres udstationering ikke 

er i behandling. Forsvarsminister Søren 

Gade har i den anledning udtalt, at 

tvangsbehandling af krigsveteraner kan 

komme på tale. Foreløbigt overvejer han, 

om alle 2.000 Balkan-veteraner igen skal 

have et brev, der minder dem om, at de 

har ubegrænset adgang til behandling 

hos Forsvarets psykologer. I 2007, da 

Forsvaret sidste gang sendte sådan et 

brev ud, var der 221, som reagerede. 

Robotter og ufoer 

En måde at mindske antallet af sårede 

og dræbte soldater på kunne muligvis 

Aktuelt 

I fokus 

være at tage robotter i brug. En ny rapport 

fra det polytekniske universitet 

i Californien konkluderer, at militære 

robotter, ’der bruges rigtigt til kedelige, 

beskidte og farlige opgaver’, kan spare 

soldaterliv. Forsvarsudvalget har netop 

været i USA for at se på militærrobotter 

i det amerikanske forsvars testcenter 

Fort Bliss i Texas, og der er velvillige 

meldinger fra flere af forsvarsudvalgets 

medlemmer angående brugen af 

mindre, mobile, militære landrobotter. 

Endelig skal det nævnes, at flyvevåbnet 

har offentliggjort deres ufo-arkiv med 

en lang samling af rapporter fra ufoobservationer 

i dansk luftrum siden 

sidst i 1970’erne. Rapporten betegnes 

som ’rent guf’ af Kim Møller Hansen fra 

Skandinavisk UFO Information. Især er 

der ifølge ham flere interessante sager 

fra Grønland, hvor der blandt andet er 

blevet spottet ’noget’ på himmelhvælvingen 

nær Thule i 1981. Et billede, 

der angiveligt skulle forestille en ufo, 

har dog vist sig med stor sikkerhed at 

forestille vanddampe fra et varmeværk. 

Ufo-arkivet byder således på lidt af 

hvert, men mest på noget at trække på 

smilebåndet af. 


5

Laserlysende 

fugleskræmsel 

6 Forsvaret 2/2009

De fleste nordiske lufthavne var repræsenteret, da ansatte ved den birdstrike-belastede 

Flyvestation Aalborg fortalte om de positive erfaringer efter en uges prøvekørsel af det 

revolutionerende franske system, der hverken skader fugle eller miljø. 

Tekst: Mads Stenstrup. Foto: Forsvaret. 

155 passagerer og besætningsmedlemmer 

på US Airways-flyet, der 

nødlandede på Hudson-floden i 

New York den 15. januar, overlevede 

mirakuløst. Det var en gås i hver 

flymotor, der havde sendt Airbus 

320-flyet i floden, og siden nødlandingen 

er interessen for de frygtede 

”birdstrikes,” enhver pilots mareridt, 

steget markant. 

Af samme årsag var interessen 

stor på Flyvestation Aalborg, da 

det franske elektronikfirma, Lord 

Ingenierie, præsenterede et nyudviklet 

og højteknologisk ”fugleskræmsel” 

kaldet ”automatic laser bird repellent 

system,” model TOM500. Eller mere 

præcist: en fugleskræmmer, der hvert 

tiende minut nærmest fejer eventuelle 

fugle på landingsbanen på flugt 

på op til tre kilometers afstand ved 

hjælp af en skarp lysstråle med 

grønt laserlys. 

Hidtil har man verden over - for 

relativt store ressourcer og med 

begrænset succes - benyttet sig 

af blandt andet skræmmeskud 

og kørende højttalervogne med 

larmende rovfugleskrig i kampen 

mod de mange fugle, der giver problemer 

for flytrafikken. Sjældent går 

det så galt som på Hudson-floden i 

januar eller for den sags skyld endnu 

værre. Men ganske ofte forsinkes 

civile flyafgange med omkostninger i 

100.000-kroners-klassen til følge for 

flyselskaberne. 

Flyvestationen 

– en velvalgt adresse 

Problemerne lader oven i købet til 

at være voksende. På Flyvestation 

Aalborg noterede man eksempelvis 

31 birdstrikes sidste år, primært mod 

måger, der ramte startende eller 

landende fly, men også musvåger, 

tårnfalke, viber og fasaner skabte fare. 

Året før var der kun otte af den slags 

sammenstød. 

Flyvestation Aalborg og den 

civile Aalborg Lufthavn, der benytter 

samme startbaner, er statistisk 

set den flyveplads i Danmark, der er 

hårdest ramt, hvad angår antallet af 

årlige birdstrikes i forhold til antallet 

af flyvninger, så lokaliteten for fremvisningen 

ved Air Transport Wing 

Aalborg var ikke tilfældigt valgt. 

Oveni kan miljøbesparelserne alene 

på Flyvestation Aalborg gøres op i 

betydeligt færre antal kørte kilometer 

i højttalervognen end de nuværende 

50.000 km årligt og tilsvarende 

reduktion i antallet af affyrede 

skræmmeskud, som flyvestationen 

oplyser i dag er 15.000- 25.000 pr. 

år. Hvis altså flyvestationen anskaffer 

installationen permanent. 

Repræsentanter for stort set samtlige 

nordiske lufthavne, civile som 

militære, var mødt op for at høre 

nærmere om den revolutionerende 

opfindelse og erfaringerne fra prøvekørslen 

i Aalborg. Her havde 

en stationær, robotstyret udgave 

været opstillet og holdt startbanen 

så godt som fuglefri i en uges tid, 

ligesom den flyverspecialist, der som 

mågejæger forsøger at holde styr på 

problemet til dagligt, har haft lånt en 

mindre håndholdt udgave, som han 

kunne drage i felten med sammen 

med sit jagtgevær. 

Bedre end rovfugleskrig 

og varselsskud 

Erfaringerne var helt klart positive. 

Mågejægeren, Tommy Hagen, 

der i birdcontrol-rollen også to 

gange har været udsendt til baserne i 

Afghanistan, kunne fortælle, at antallet 

af noterede fugle på landingsbanen 

i perioden var reduceret til langt 

under 10 procent fra 5.000 til 300. 

- Det er imponerende, hvad disse 

apparater kan, fastslog Hagen. 

Brandchefen på flyvestationen, Kim 

Boen Lessèl, var ligeledes meget 

positiv og havde svært ved at se, at 

man ikke på et eller andet tidspunkt 

vil investere i udstyret. Det koster en 

million kroner pr. stationær robot, og 

der skal ideelt set to af disse robotter 

til for effektivt at dække en startbane 

af Aalborgs størrelse. 

Den håndholdte udgave, som naturligvis 

kun kan bruges i konkrete 

situationer og ikke til permanent 

dækning af hele banen, koster 

25.000 kr. 

Skal behandles som et gevær 

Også flyvestationschefen oberst Ole 

Ryberg var positiv, men også lidt 

bekymret: 

- Det ser meget lovende ud, selv om 

Forsvaret jo ikke er typen, der bare 

smider sig på ryggen den første dag, 

bedyrede obersten. 

Specielt den håndholdte laser var 

medvirkende til den tidligere transportpilots 

bekymring. 

- Den må man for alt i verden ikke 

stå og vifte ukontrolleret med, så 

man risikerer at blænde piloten ved 

et uheld, sagde Ole Ryberg. 

En repræsentant for producenten 

beroligede på det punkt med oplysningen 

om, at man opfordrer køberne 

til at behandle den håndholdte 

fugleskræmmer på samme måde som 

et gevær. Altså at man indskærper 

sikkerhedsregler og undlader at 

overlade opgaven til tilfældige og 

frem for alt ikke sigter på mennesker 

eller genstande, der reflekterer lyset. 

Fugleskræmsel med potentiale 

Der er næppe nogen tvivl om, at 

der ligger mange års ornitologisk 

forskning bag produktet og flere års 

erfaringer fra afprøvninger i blandt 

andet franske lufthavne, inden det nu 

lanceres verden over. Produktet har 

tilsyneladende et enormt potentiale 

med næsten 10.000 civile lufthavne i 

verden og endnu flere militære. 

Forsvaret 2/2009 7

Efter 

ildkamp 

med 

taleban 

Flere gange om ugen fortæller HOK’s hjemmeside om, at danske soldater 

har været i kamp et sted i Helmand. En kort notits om nogle timer, der 

for altid ændrer de mennesker, som var der. 

Tekst og foto: Christina Jo Larsen, journalist. 

Dagen begynder som så mange andre dage i Helmand. 

Den kolde ørkenvind går gennem marv og ben, himlen er 

blå som på en dansk sommerdag, og der er ørken, så langt 

øjet rækker. 

Tidligt om morgenen er de gået ud gennem porten. 

Ikke lang tid efter kommer de første meldinger. Taleban 

har indsigt på den danske patrulje, og de planlægger et 

baghold. Patruljen er klar over det. De forsætter, lader 

det ikke påvirke deres dialog med de lokale. Imens gør 

taleban klar. Ændringer i terrænet, civile der forsvinder, 

skærpet opmærksomhed. Alt sammen er med til at gøre 

patruljen klar til det, der er under opsejling. 

Da patruljen drejer op mod Armadillo-lejren – de kan se 

lejrens vagttårne og det store Dannebrog oppe på high 

ground – går det løs. Som altid er det taleban, der læg- 


ger ud. Patruljen har fået et varsel og ligger allerede ned. 

Den ene gruppe er fanget ude på den åbne mark – enhver 

infanterists mareridt. Mens de trykker sig, gør kampvognene 

sig klar til at hjælpe kollegaerne nede i zonen – daglig 

tale for Green Zone. 

Oppe i Armadillo beordres folk ind i bunkerne. Der 

sidder de så, mens den britiske kanonlinje og de danske 

mortérer skyder ud i området. Tiden bliver et vidt begreb. 

For dem på marken er et minut som en time, for dem på 

kanonlinjen ophører tiden, for dem, der ser på hjemmesiden, 

er det et sekund og et klik, og så er det væk. 

Patruljen derude har prøvet det før. De har været der før. 

De er kommet hele fra det. Det gør de også denne dag. 

I overraskende højt humør kommer de ind. Adrenalinen 

pumper rundt i kroppen. Selv timerne efter. 

En af dem henvender sig til mig for at fortælle.


9

- Jeg ramte en, fortæller han mig. Meget detaljeret beskriver 

han, hvordan det foregik. Så med et bliver 

han stille, kigger væk og siger – måske til mig, måske til 

sig selv: 

- De skal fandeme bare væk, de talebanere. 

Debriefing 

Senere på dagen samles patruljen for at evaluere dagens 

begivenheder. Det hele har lagt sig. Når man spørger 

dem, hvordan det var derude, svarer de, at der var gang 

i den. Det er militærsprog for frygt og mandsmod, der 

hånd i hånd har været derude sammen med drengene. 

Rummet er tykt af cigaretrøg. Rundt omkring sidder de 

med trætte øjne. 11 kilometer og dagens kamp har trættet 

dem, og det ses nu, ti en halv time efter de gik ud gennem 

porten. 

Alligevel har de overskud til jokes. Som ham, der midt i 

det hele havde overhalet sine kammerater, da der skulle 

løbes. 

- Jeg havde ikke regnet med at se dig der, 

lyder det fra en. 


- Det er. fordi jeg kører på knækbrød og remoulade, lyder 

svaret med et stort grin. 

Delingsføreren maner til ro med alvorlig mine. Han går i 

gang med at gennemgå kampen et trin ad gangen. Hvor 

lå grupperne, da det brød løs? Hvad gjorde de? Hvor blev 

de beskudt fra? Hvordan kom de derfra? Hvad skød taleban 

med? Fyrre hjerner tænker bedre end en, og på den 

hvide tavle bag delingsføreren tegner der sig langsomt, 

men sikkert et billede af dagens begivenheder. På tavlen 

ligner det en taktiktime på en af Forsvarets skoler. Men 

dette er ikke teori. Det er virkeligheden. 

- Ramte du ham, der lå her?, spørger delingsføreren den 

ene af sine soldater. 

- Det håber jeg, lyder svaret. Det er ikke et spørgsmål om 

at tage menneskeliv. Det er et spørgsmål om at overleve, 

at kæmpe for alt, hvad du har kært. 

Børn midt i kampen 

Alle dem derhjemme er så langt herfra. Hvordan vil de 

nogensinde kunne forstå? Kun øjet, der så gennem sigtet, 

ved, hvad der egentlig skete. Hvad der egentlig skete der-

nede, ved kun de, der var der. Vi andre må leve med deres 

overleveringer og fortællinger, hvor de selv bestemmer, 

hvad vi skal vide. 

Alvoren rammer igen, da det kommer til talebans stillinger. 

De skød blandt civile. Gemte sig blandt civile. Tvang 

de danske soldater til at rette deres våben i den retning, 

hvor de netop havde set et søskendepar – en bror og 

søster på ikke mange år – der havde vinket til de danske 

soldater. Det er første gang, delingen oplevede, at taleban 

gemmer sig der. 

- Jeg var tæt på at pelse dem, da de åbnede døren, fortæller 

en med henvisning til søskendeparret. Hvorfor var de 

børn der, spørger flere. Måske nåede de ikke ud. Måske 

var deres far en af dem, der skød. Ingen ved det. Men 

lettelsen var stor, da de danske soldater vendte tilbage til 

stedet, efter taleban havde trukket sig, og de to børn stadig 

stod der og vinkede, fortsatte legen, hvor de slap. 

Hundehvalpen 

Der er skulderklap til alle efter dagens indsats. Men 

også alvorlige ord fra delingsføreren, der påpeger, at dels 

har heldet været med dem, dels kan de takke kampvogne, 

kanoner og mortérer for, at de alle kom hjem. 

Delingsføreren påpeger desuden, at man ikke skal skyde 

vildt omkring sig, men tænke sig om. Det er en påmindelse, 

for alle tænkte sig om denne dag. 

Dagen er ved at gå på hæld, det samme med den fælles 

evaluering. Et kort øjebliks stilhed, så spørger en: 

- Hvad skete der med ham den gamle mand og hans 

hundehvalp, der stod oppe på high ground, da vi kom 

tilbage? 

- Det var en sød hundehvalp, siger en anden. Ikke et 

egentlig svar, mere en konstatering. 

- Den skulle vi have taget med. 

Derhjemme tikker en meddelelse ud på hjemmesiden 

om en dansk patrulje, der har været i kamp. Det tager et 

klik at se den, et klik at få den til at gå væk. For patruljen 

kommer netop denne dag til at være i deres erindring 

resten af livet. 

Det, som soldaterne oplever hernede, kan aldrig 

tages fra dem. Både det gode og det knap så gode 

må de tage med hjem og bære, indtil den sidste dag. 

Alligevel brokker de sig ikke. 


11

Cold 

Response 

2009 

Sneklædte fjeldtinder, tocifrede minusgrader og snefald i metermål. 

Hverken landskab eller klima lignede Kalles Mærsk hede eller andre 

danske øvelsesterræner, da 550 danske soldater i slutningen af marts 

var på øvelse Cold Response i det nordlige Norge. 

Tekst og foto: Christian Reinhold, Forsvarets Mediecenter. 

Sneen forsvinder først i maj, og allerede i 

oktober falder den på ny. Sommeren er kort 

og vinteren lang her adskillige hundrede 

kilometer nord for polarcirklen. Sneen lå 

højt i Troms, som den del af Norge kaldes, 

hvor øvelsen fandt sted, og de 550 soldater 

primært fra Den Kongelige Livgarde fik 

udleveret vinterudrustning og lærte blandt 

andet at stå på ski og gå med snesko inden 

øvelsen gik i gang. 

IKK’erne med 

To af hærens allernyeste køretøjer 

var udenlands for første gang: 

Infanterikampkøretøjet (IKK) og det nye 

spejderkøretøj Eagel 2. På øvelsen mødte 

de danske IKK’ere flere gange deres norske 

søsterkøretøjer. Nordmændene har haft 

IKK’erne i flere år, men her – og i Sverige – 

kaldes køretøjet for CV90, og udtales CV 

ni-ti. De norske og svenske erfaringer med 

køretøjet er bestemt ligeså gode som de 

foreløbige danske. 

Årlig tilbagevendende begivenhed 

Øvelse Cold Response holdes en gang om 

året i det nordlige Norge. Her er en meget 

stor del af det norske Forsvar garnisoneret, 


og hvert år inviterer nordmændene styrker 

fra NATO og Partnerskab for fred landene 

til at deltage i den store øvelse. Det giver 

lande, der ikke har de samme geografiske 

og klimatiske forhold som Norge en unik 

mulighed for at træne vinterkrig. I år havde 

14 nationer takket ja til invitationen. 

Hold 9 samlet 

Fra Danmark var det største bidrag til 

øvelsen en bataljon fra hæren. 550 soldater 

– de fleste fra Den Kongelige Livgarde – 

var sejlet og fløjet til Norge med al deres 

materiel. Bataljonen er i store træk den 

samme bataljon, som skal til Afghanistan til 

næste år som hold 9. Det bliver det første 

hold, der får de nye infanterikampkøretøjer 

med til Helmand. Der er stor forskel på 

Afghanistans Helmandørken og det nordlige 

Norge, men langt hen ad vejen er det 

faktisk nogle af de samme hensyn en militær 

enhed skal tage uanset, om den opererer 

i 55 graders varme og sandstorm, eller om 

den opererer i 25 graders frost og snestorm. 

Derfor gav det god mening, at hold 9 

til Afghanistan begyndte sin samlede 

uddannelse med en tur til det iskolde nord.

Sergent Niels A. Mejldahl 

og konstabel Jon Moseholm i 

stilling med skorstensrørene 

fra varmeapparaterne på skuldrene. 

Varme 40 

mod Fennec 

En af de historier fra Cold Response 

2009, der med garanti vil blive 

fortalt igen og igen handler om 

en sergent og otte konstablers 

snarrådighed. 

Bataljonens kommandostation var 

netop blevet flyttet, og de ni soldater 

var som de eneste ankommet til det 

nye sted. De var i gang med at stille 

telte, kortborde, tavler og radioer 

op, da de pludselig så 14 hollandske 

spejderkøretøjer af typen Fennec på 

en bakkekam tæt på. 

I bataljonens kommandostation 

fandtes alle oplysninger om 

kommende planer. Hvis de faldt 

i fjendens hænder ville det have 

alvorlige konsekvenser. 

De ni danske soldater havde kun 

deres M95 gevær, og med dem 

kunne de ikke forsvare sig mod de 

pansrede og velbevæbnede Fennec. 

En kvik soldat fik den ide, at man 

kunne tage skorstensrørene fra de 

varmeapparater, der blæser varmluft 

ind i kommandostationens telte. Der 

er et par håndtag på skorstenene, og 

med lidt held kunne de på afstand 

ligne panserværnsvåben, hvis man 

gik i stilling med dem på skuldrene. 

Det lykkes rent faktisk med disse 

våbenattrapper at skræmme 

hollænderne i første omgang. 

De trak sig lidt tilbage for at 

forberede et bedre koordineret 

angreb. Det gav danskerne en 

halv times tid til at få begravet de 

vigtige planer i sneen, så dem fik 

hollænderne ikke fat i, da angrebet 

endeligt kom. 


13

14 Forsvaret 2/2009

En for alle 

– alle for en 

Personligt ansvar, initiativ og sammenhold. Det er hvad chefen for den danske 

kampgruppe i Afghanistan Frank Lissner forventer af sine soldater – fra yngste 

konstabel og til de erfarne chefer. 

Tekst: Jan Schelbech, Forsvarets Mediecenter. Foto: Birgit Baunehøj. 

Støvet slider emaljen på tænderne. Hjelmen støder konstant 

mod taget i den pansrede mandskabsvogn. Jeg har 

trukket nitten. Jeg sidder som bagerste mand og vognen 

er fyldt godt op med soldater, der skal fra Camp Bastion 

til MOB Price i den afghanske Helmand-provins. 

Jeg hænger foroverbøjet over M95eren og forsøger at 

finde hvile. Vi ankom fra Kabul til Bastion i nat. 

Uden nattesøvn og små tre timers ventetid på kuffen 

med alt for meget kaffe. Jeg åbner øjnene for en 

stund og kigger op. 

I toplugen på PMVen står en garderhøj gråsprængt mand 

og skuer ud over det afghanske terræn. Det er Frank 

Lissner – den næste chef for den danske Afghanistanstyrke. 

Jeg tænker – hmm han har været her før. Hvorfor 

stå oprejst og udsætte sig selv for den massive mængde 

støv, der slider på gane, tunge og næsebor. Det er jo ikke 

første gang, han ser et compound. Svaret får jeg til gengæld 

senere, da vores veje krydses igen. 

Norske feltrationer og kamerafælder 

Det er november måned 2008. Frank Lissner er på 

chef-recce, og jeg er i Helmand for at lave en film om 

Cimic for Hærens Operative Kommando. Første gang 

jeg hilser på ham – sådan rigtigt - er i FOB Armadillo. 

Kommandodelingen har disket op med norske morgenmadsrationer. 

Den frysetørrede mad knaser. Min ration 

har ikke trukket længe nok i det kogende vand. 

Vi sidder og spiser og småsnakker i Hesco-møbler. Der 

bliver talt om patruljer, varmen i Green zone, og den 

generelle situation i området lige nu. Kaffen bliver serveret, 

og samtalen tager for mig en uventet drejning. 

” Jeg tænker på…… De der kameraer. Kan man ikke 

sætte fotofælder op i Green zone. Så vi kan få nogle billeder 

af taleban, når de bevæger sig rundt i terrænet, siger 

Frank Lissner med et smil på læben og med et glimt i 

øjet. 

Min kollega og jeg lytter forbavset til spørgsmålet, og jeg 

kan ikke finde ud af, om han tager gas på os. Der er ingen 

tvivl om, at der er en del humor bag, men den kommende 

danske styrkechef lytter interesseret i min kollegas svar 

på spørgsmålet. Og her slå det mig. Frank Lissner har en 

naturlig nysgerrighed. 

Hans baggrund i Jægerkorpset fornægter sig ikke. Jægere 

ser muligheder og ikke begrænsninger. 

Ansvar og initiativ 

Næste gang, vi taler sammen er på Børsmose skole i 

Oksbøl i januar 2009. ISAF 7 er på afsluttende øvelse 

inden afgang til Afghanistan. Her fanger jeg Frank 

Lissner til et kort interview. 

” Jeg skal forsøge at fatte mig i korthed, siger jeg”. ”Det 

er fint” svarer han. ”Jeg har den tid, der skal til”. Det leder 


15

naturligt snakken hen på ansvarsfordeling og chefens rolle 

i kampgruppen i Afghanistan. 

Frank Lissner har nogle meget klare holdninger, når det 

handler om at forvalte sit chefansvar. Som chef skal man 

vise tillid til sine folk. Og det gør han. 

- Hvis jeg forgriber mig på detaljer og kører mig selv 

ned, så er jeg ikke til gavn for nogen. Det vil også være 

manglende tillid til min stab og dem jeg har under mig. 

De skal vide, at jeg har tillid til, at de selvstændig kan løse 

en opgave. Hvis jeg blander mig i alt, tager jeg ansvar væk 

fra dem, så bliver de bare ligeglade. Chefen laver det jo 

altid om. 

Når chefen har det sidste ord 

Det lægger selvfølgelig også et vist pres på den enkelte. Det 

er Frank Lissner også bevidst om. Men langt hen af vejen 

tager han udgangspunkt i sig selv og sine egne erfaringer 

fra et langt liv i uniform. 

-Jeg har altid – nu som tidligere - selv været glad for at få 

ansvar; en opgave og nogle rammer og så selv fylde dem 

ud. Sådan arbejder jeg bedst. Det er også min tilgang, til 

dem, jeg er chef for nu. De få en opgave og nogle rammer, 

og så kan de boltre sig. Så vil jeg ikke blande mig i detaljerne. 

Der er dog et punkt, hvor Frank Lissner står stejlt på, at 

chefen har det sidste ord. Han vil under ingen omstændigheder 

tillade, at hans soldater løber unødige risici. Her slår 

han hårdt ned. 

- Når der er risiko for tab, vil jeg kigge hen over skulderne 

på mine svende og mine førere og blande mig. Jeg vil bevare 

min ret til at sige – det duer ikke, det er for risikofyldt. 

Et menneskeligt ansigt 

Soldaternes risiko i Helmand bliver desværre sat i perspektiv, 

dagen før min sidste samtale med Lissner på en 

telefonlinie fra MOB Price. En soldat er blevet hårdt 

såret under operationer på østsiden af Helmandfloden. En 

episode, der selvfølgelig også berører Frank Lissner på det 

personlige plan. 

- Jeg lægger meget vægt på, at mine folk ikke kun kender 

soldaten og ser soldaten, men også mennesket bag distinktionerne. 

Hvis man har et samlet billede af en person, så 

har man også en god mulighed for at vide, hvordan den 

pågældende vil reagere i en given situation. Det er vigtigt. 


Men Frank Lissner går ikke rundt i Price med følelserne 

udenpå uniformen. Selvom han ikke er bleg for at vise et 

menneskeligt ansigt. 

- jeg tænker først og fremmest på mine soldater. Min 

opgave er at sørge for, at soldaterne kommer videre. 

Selvfølgelig berører det også mig. Men min førsteprioritet 

er, at oplevelserne ikke sætter sig fast hos den enkelte. 

Derfor viser jeg mig ude hos enhederne. Det er vigtigt, 

at jeg er den sidste bastion overfor soldaterne. Soldaterne 

må godt tænke: ”Chefen kan godt knibe en tåre, men han 

er stærk og kan få os videre.” 

På spørgsmålet - hvem passer på dig, siger han: 

- Jeg kan tænke på mig selv, når jeg kommer hjem. Nu 

har jeg ansvaret. Jeg kan bearbejde mig selv senere. Sådan 

ser jeg på det. 

En for alle – alle for en 

I det hele taget har det topprioritet for Frank Lissner, 

at sammenholdet og hjælpsomheden er stor blandt hans 

soldater. Den holdning forlanger han af alle. Samtlige soldater 

i kampgruppen har deres vigtige rolle at spille, hvis 

målet for holdet og missionen skal lykkes. 

Det er måske også derfor, at bataljonen har valgt det 

noget overraskende og i virkeligheden klicheagtige, men 

også fremragende ordsprog - En for alle – alle for en. 

Ordene som Alexander Dumas har udødeliggjort i De 

Tre Musketerer fra 1844. Det er måske oplagt, men der 

er ingen tvivl om, at der er alvor bag ordene for Frank 

Lissner. 

- Vi er først færdige med en opgave, når alle er færdige. 

Man skal spørge sig selv – er der noget, jeg kan hjælpe 

med. Den holdning har jeg måske med fra Jægerkorpset. 

Vi er fælles om opgaverne. Ingen har fine fornemmelser. 

Den holdning vil jeg gerne have frem. 

Jeg tager også gerne en opgave, hvis det er det der skal til 

lige nu. Hvis det bidrager til en god samlet opgaveløsning. 

I sidste ende har det ingen betydning, hvem der gør hvad. 

Frank Lissner er selvfølgelig bevidst om, at det ikke 

er et hold specialoperations-soldater, han har med til 

Afghanistan denne gang. Men der er alligevel nogle ting, 

der går igen fra specialstyrkernes udsendelse i 2002. Her 

var Frank Lissner også chef. 

- Motivation, gåpåmod og drive. Viljen til at tage ud selv 

om der er en risiko. Den er det samme. Soldaterne lever 

op til mit motto. Der er ingen episoder overhovedet, der 

peger i en anden retning hernede.

Monument 

for danskere 

i mission 

Et nyt monument på Kastellet skal ære de mange frivillige 

og de omkomne soldater fra Danmarks internationale missioner. 

Det skal være et sted for eftertanke både for de pårørende 

og de tidligere udsendte. 

Tekst: Karen Dahlin, Forsvarets Mediecenter. 

Lige nu er Prinsessens Bastion og 

arealet foran, der rækker ud mod 

Langelinie, dækket af græs. Men 

om halvandet år skal området efter 

planen huse et helt nyt monument, 

der rejses for at synliggøre respekten 

for de mange, der har været ude, og 

minde os om de soldater, der mistede 

deres liv under udsendelsen. 

- Det er vigtigt, at der kommer en 

offentlig påskønnelse af den indsats, 

som omkring 93.000 mænd og kvinder 

frivilligt har ydet for at skabe 

fred og stabilitet i konfliktområder, 

siger tidligere forsvarschef Jesper 

Helsø, der er formand for komiteen 

for det nye monument. 

Fem kunstnere blev i marts måned 

bedt om at komme med deres forslag 

til monumentets udseende, men 

for Jesper Helsø er det ikke kun 

det kunstneriske udtryk, der har 

betydning. 

- Det er ikke bare en granitklump. 

Det skal ære de mennesker, der 

frivilligt tog ud, er ude og i fremtiden 

tager ud, men monumentet 

skal så sandelig også omfatte dem, 

der omkom under udsendelse, siger 

Jesper Helsø. 

Alle skal mindes 

Der har været lange og mange drøftelser 

om kriterierne for hvem, der 

kan få deres navn på monumentet. 

- Komiteen er kommet frem til en 

meget fornuftig og menneskelig 

løsning. Det er jo ikke et monument 

for de døde, men for de levende. 

De mennesker, der er omkommet 

under udsendelse, uagtet om det er 

af den ene eller anden årsag, vil være 

savnet af deres pårørende og kammerater. 

Derfor er der ikke krav om 

kamphandling eller vejsidebombe, 

understreger Jesper Helsø. 

- Vi har haft mange diskussioner 

om begreber som faldne, omkomne 

og dræbte. De levende har mistet 

et mennenske – og det er det mest 

tungtvejende argument. Men der er 

fuldkommen enighed i komiteen om, 

at monumentet ære alle, der enten 

kom hjem igen eller mistede livet i 

mission, siger Jesper Helsø. 

Synligt monument 

Der har været flere forslag til, hvor 

monumentet skal placeres. Et af dem 

var Mindelunden i Ryvangen. 

- Det har været vigtigt for os, at 

monumentet bliver synligt for de 

mange og adskilt fra en anden episode 

i landets historie. Derfor er vi 

glade for, at det kommer til at stå på 

Kastellet, der hver dag bliver besøgt 

af rigtig mange mennesker, siger 

Jesper Helsø. 

Kunstnerkonkurrencen forventes at 

blive afgjort i slutningen af juni, og 

hvis alt går efter planen, står monumentet 

færdigt i efteråret 2010, hvor 

Hendes Majestæt, der i øvrigt er 

protektor for monumentet, 

forventes at indvie det. 


17

Godt i gang 

18

Alle enheder fra hold 7 er nu på plads og 

fuldt operative i de danske lejre i det sydlige 

Afghanistan. Rejse, ankomst og overdragelse 

gik fint, og hold 7 har allerede nu gennemført 

en stribe operationer. 

Temperaturen runder denne måned 35 grader, 

så det er godt at have lidt tid til at vænne sig 

til de varme arbejdsforhold, inden foråret for 

alvor slår igennem. 

Medarbejderbladet Forsvaret er i Camp Price 

de næste måneder og bringer indtryk fra de 

danske lejre i Afghanistan. 


19

Falken flyver 

over Baltikum 

Den grå falk flyver hurtigt hen over træerne med sine lange, spidse vinger. 

Den overvåger sit område, klar til at slå ned, hvis der skulle være nogen, der kommer 

uanmeldt og forstyrrer freden. Sådan opererer det danske flyvevåbens falk, F-16, 

også, når den agerer flyvende politimand i de tre baltiske landes luftrum. 

Tekst: Bo Eriksen, Forsvarets Mediecenter. Foto : Forsvaret. 

Den lange snirklede vej gennem 

skoven fra byen Šiauliai og ud til 

den gamle sovjetiske flybase Zokniai 

får én til at tænke på gamle koldkrigsdramaer, 

hvor KGB liiige skulle 

snakke med en fremmed agent ude i 

skoven. 

De gamle hullede hangarer minder 

en om en tid, der var. I dag ser verdenssituationen 

helt anderledes ud, 

og gamle fjender er nu bedste venner. 

Væk er de 20.000 sovjetiske soldater, 

der tidligere var beboere på basen, og 

tilbage er der kun et par fly og helikoptere, 

som udgør Litauens samlede 

luftvåben. Derfor har man brug for 

NATO’s hjælp til at overvåge luftrummet 

over alle tre baltiske lande, 

og det er den opgave, som Danmark 

med fire F-16-jagere har haft siden 

5. januar i år. 

- Det er svært at sige, om vi operationelt 

kan bruge denne mission til 

noget, da det er den samme opgave, 

vi udfører derhjemme, men det er 

helt sikkert, at vi kan bruge den 

logistisk, da vi får trænet det at have 

en styrke af sted i et fremmed land, 

løse en opgave og få alt materiel og 

mandskab med tilbage igen, siger 


major Ole Jepsen, SOL, der til daglig 

er chef for det danske detachement. 

Selvom der er en skarp mission at 

klare, er der også megen ventetid, 

ikke mindst på grund af vejret, som 

ofte driller på dette tidspunkt af året. 

Men så er det jo godt, at kaffen er 

varm, og fjernsynet er tunet ind på 

de danske kanaler, så man får lidt 

tid slået ihjel på den måde. Og ellers 

skal kattene jo også nusses og fodbolden 

testes. 

Men hele tiden er mandskabet klar 

til at sende flyene på vingerne, hvis 

alarmen skulle lyde. 15 minutter 

må der maksimalt gå, før to fly er i 

luften, og indtil videre har reaktionstiden 

været væsentligt hurtigere på 

prøvealarmeringerne. 

Klar til kamp 

Fra den danske styrkes side planlægges 

der med to missioner om dagen, 

dog ikke i weekenden, med mindre 

det er yderst påkrævet. På de flyvninger 

skal piloterne træne anflyvninger 

til de alternative lufthavne i området, 

close air support (nærstøtte til jordstyrker) 

og træne med radarenheden 

i Kaunas i det sydlige Litauen. Men 

før flyene kan komme af sted op i 

skyerne, er der dog en række ting og 

personer, der skal på plads først. 

Styrken består af 51 personer, som 

hver især har deres helt unikke 

opgave. Fra chefen (DETCO) over 

piloterne til hele vedligeholdelsessektionen 

med mekanikere, tankere 

og klarmeldere. Faktisk er der så 

mange forskellige funktioner involveret, 

at enkelte personer har funderet 

over, om det var nødvendigt, at de 

i det hele taget var med i Litauen. 

Både klarmelder Allan Thomsen 

og tankvognsoperatør Egon Selch 

har mange års rutine, og begge er 

enige om, at de har været på skarpere 

opgaver end den her. 

- Den korte udgave er, at det er 

kedeligt, da vi hernede kun kører 

én funktion, hvor vi hjemme på 

Flyvestation Skrydstrup har flere 

kasketter på. Hernede er jeg med 

som klarmelder og intet andet, så 

jeg får læst en masse bøger, fortæller 

flyverspecialist Allan Thomsen. Han 

bliver suppleret af Egon. 

- Ja, det er lidt tamt, det her, i 

forhold til sidste år, hvor jeg var i 

Afghanistan og tankede helikoptere,

Forsvaret 2/2009 21

F-16 

Fighting Falcon 

Produceret af Lockheed Martin 

Fløj for første gang i 1974, i det 

danske forsvar fra 1980. 

Enkelt- og tosædede versioner. 

Bruges nationalt og international 

til kamp- og afvisningsopgaver. 

Længde: 14,32 meter, 

højde: 5,01 meter, 

spændvidde: 9,14 meter 

Bevæbning: 20-mm maskinkanon, 

diverse bomber, raketter 

og missiler. 

Maks. hastighed: 2.376 km/t 

men nu keder intelligente mennesker 

sig jo ikke, så selvfølgelig får vi tiden 

til at gå. Der bliver tid til at komme 

ud i landet og se det og møde de 

lokale. 

Men for chefen er der ingen tvivl om 

nødvendigheden af, at alle mand er 

klar til kamp. 

– Jeg vil gerne slå fast, at alle er vigtige. 

Vi har blot været i den heldige 

situation, at flyene og personellet 

ikke har haft de store skavanker, siger 

Ole Jepsen. 

Den danske tårnugle 

Det er først for nylig, at der er 

kommet en radar til kontroltårnet i 

Siauliai, så man klarer sig med positionsmeldinger 

over radioen, såkaldt 

procedureflyveledelse. Det kræver 

bistand fra det danske hold, og for 

seniorsergent Lotte H. Thomsen 

foregår arbejdsdagen som flyveleder 

i Siauliai-basens kontroltårn. Her 

arbejder hun sammen med to lokale 

flyveledere og skal assistere dem, hvis 

engelskkundskaberne på radioen ikke 

slår til over for de danske piloter. 

- Samarbejdet fungerer utrolig godt. 

Jeg ved, at de litauiske flyveledere er 

glade for, at danskerne er her, fordi vi 

kan vores procedurer. Jeg fornemmer, 

at jeg gør en forskel, og samtidig 

er det rart at vide, hvor godt vi har 

det derhjemme, fortæller Lotte H. 

Thomsen. 

Oppe i cockpittet i dag sidder piloten 

MUK, kaptajn Asger Wium, og 

modtager meldinger fra tårnet. Han 

er denne træningsturs ”Leader” og vil 

gerne have at vide, hvordan luftrummet 

ser ud, når han skal lave ”low 

level” henover basen. 


- Vi er jo ude og arbejde med andre 

nationer, så der kan være nogle 

sprogbarrierer i kommunikationen, 

så vi ikke er helt sikre på, hvad de 

mener. Det er derfor, vi træner sammen, 

så vi kan få justeret de procedurer 

og teknikker i, hvordan vi arbejder, 

og det har indtil videre fungeret 

rigtig godt, konstaterer MUK. 

Selvom alle piloterne er på vingerne 

så tit som muligt og dermed 

opretholder deres flyvestatus, er der 

stadigvæk en del ventetid, og den 

bliver fordrevet med computerspil 

og selvfølgelig en masse gas mellem 

hinanden. 

Hygge og højt beredskab 

For at der ikke skal gå for meget 

lejrkuller i den, bruger det danske 

detachement megen tid på sociale 

aktiviteter. Udover besøg rundt om 

i landet bliver der også tid til mere 

lokale ting. En af de ting er at udfordre 

de litauiske soldater til forskellige 

sportskampe. 

– Hvis folk ikke har noget at lave 

om aftenen, kan tiden her hurtig 

blive lang, så vi forsøger at arrangere 

forskellige ting, så der sker noget, og 

folk ikke keder sig. Vi har fået gang i 

et grillarrangement om onsdagen ude 

på basen, og så udfordrer vi litauerne 

i forskellige sportsgrene. Indtil videre 

er det ikke gået så godt, men vi skal 

nok få ram på dem på et tidspunkt, 

siger seniorsergent N.A.F.H. Staghøj, 

som blandt andet er velfærdsbefalingsmand. 

Det bliver formentlig 

ikke i fodbold, at danskerne skal forvente 

den store revanche. Litauerne 

vinder overbevisende, og der bliver 

ikke ført resultattavle efter stillingen 

16-4! Men humøret er højt og det er 

yderst vigtigt. 

– Selvom vi jo er taget af sted 

med en gruppe på 50 mand og er 

sammen i døgnets 24 timer i højt 

beredskab, får vi jo også et socialt 

og velfærdsmæssigt aspekt i det. Og 

der er ikke tvivl om, at de forskellige 

arrangementer gavner det daglige 

samarbejde mellem os og litauerne, 

siger major Ole Jepsen. 

Selvom forholdene i Litauen er blevet 

forbedret gennem de seneste år, 

er der stadigvæk områder, hvor der er 

brug for alt det samarbejde, der kan 

mobiliseres.. 

De lokale børnehjem har de danske 

soldater valgt at sætte fokus på. 

Det gøres blandt andet ved ofte at 

lægge vejen forbi og besøge børnene. 

Specielt for sygepasseren Kathrine 

Peiner-Bendsen er det mange timer 

om ugen, hun bruger på at skabe 

kontakt mellem hjemmene og detachementet. 

– Nu har jeg gudskelov ikke selv 

haft så meget at se til, så det er rart 

at have noget andet at kunne give 

sig til. Jeg kan bruge tiden på de her 

opgaver med at være forbindelsesled 

mellem det danske detachement og 

de lokale børnehjem. Det er utroligt 

givende, det er én af de bedste dage 

at være her, når vi besøger børnehjemmene. 

Det berører os alle sammen, 

og det betyder, at jeg går hjem 

som et gladere menneske, fortæller 

Kathrine. 

Glade mennesker og velsmurte 

maskiner, som hele tiden er med til 

at sørge for, at den danske falk kan 

lette fra den litauiske mark og overvåge 

sit luftrum i Baltikum.

En grønlandsk fisker bliver reddet fra druknedøden. En coasterbesætning skånes 

fra kidnapning. Hvad har det med anerkendende ledelse og nyt ledelsesgrundlag 

at gøre? Ja, for Søværnets Helikoptertjeneste er det begribeligt. For uanset om de 

blå Lynx-helikoptere bekæmper pirater i Adenbugten eller flyver redningsmissioner i 

Grønland, skal samarbejdet i søværnet fungere perfekt. . 

Tekst: Lars Bøgh Vinther, Forsvarets Mediecenter. 

Søværnets Helikoptertjeneste (SHT) var blandt de første 

enheder i søværnet, der kastede sig over implementeringen 

af Forsvarets nye ledelsesgrundlag. 

- Fordi min chef kommer hjem fra seminar med cheferne 

i søværnet og stikker mig en bog, som jeg læser, og vi 

holder et halv times briefing for hele enheden, ja, så det 

betyder det jo ikke, at man med et knips har indført anerkendende 

ledelse. For mig at se er der tale om, at kulturen 

skal ændres, så alle tænker ledelse per automatik, og alle 

forstår det. Og det er noget, der sker over lang tid, siger 

Henrik Boesdal, kaptajn og chef for teknikdivisionen i 

SHT. 

Han er netop blevet færdig med morgenbriefingen. Piloter, 

teknikere og mekanikere har fået en status over opgaver, 

operationer, personale og materielsituationen. 

Fotos af rustskader på en motordel, som har stået for 

længe i den salte luft ved Adenbugten, er et godt eksempel 

på SHT’s ledelse. Hvordan kan det undgås i fremtiden, 

spørger man hinanden i forsamlingen på små 30 personer. 

Svaret er at, mekanikere kan pakke bedre ind, speditører 

skal klarere gods anderledes, og så kan man forbedre kommunikationen 

mellem de udsendte og personalet hjemme 

på Flyvestation Karup. 

- Når vi snakker anerkendende ledelse, er der er nogle 

begreber, som handler om en positiv og konstruktiv tilgang 

til det at fungere som et team. Den anerkendende 

ledelse står ikke i modsætning til det, jeg hidtil har gjort 

– tværtimod – men den skærper opmærksomheden om 

den gode ledelse. Så implementeringen har bekræftet mig 

i, at vi er godt på vej. At jeg har gjort det rigtigt. Især at 

fokusere på det positive, at man ikke skal bruge dagen på 

at udrydde fejl, og være bevidst om, hvad man vil have 

mere af. Den slags er godt at bruge i det daglige, siger 

Henrik Boesdal, inden han går til morgenmad med resten 

af ledelsen i SHT. Ledelsesmødet foregår i åbent forum i 

kantinen, hvor de øvrige ansatte jævnligt dukker op for at 

få fyldt kaffekoppen. 

Det er næstkommanderende Martin Ole Thorup, der 

styrer, mens chefen midlertidigt sejler inspektionsskib i 

grønlandske farvande. 

- Vi prøver ikke aktivt at indføre anerkendende ledelse. 

For sådan leder vi i forvejen. Men når der kommer fokus 

på ledelse, så får vi genopfrisket noget, som vi måske har 

glemt. Så på den måde har implementeringen en positiv 

effekt, siger Martin Ole Thorup. 

Godt eksempel. 

Maria Martens er premierløjtnant i SOK og har helliget 

en stor del af sit arbejde på at få anerkendende ledelse og 

nyt ledelsesgrundlag ud til søværnets enheder. Som tidligere 

HR-konsulent i A.P. Møller og med en mastergrad i 

organisation og ledelse fra Aalborg Universitet har hun en 

klar fornemmelse af, hvad implementeringen kommer til 

at betyde for Forsvaret. 

- På bundlinjen vil det gavne virksomheden. De ansatte 

får mere energi, de bliver delagtiggjort og inddraget, siger 

Maria Martens. 

Og angående situationen i SHT tilføjer hun: 

- Det viser, at vi ikke er i gang med en revolution. Når 

chefer og medarbejdere får bekræftet, at meget at det, de 

altid har gjort, finder støtte i principperne om den anerkendende 

ledelse, er det ikke vanskeligt at komme videre 

ud ad den vej. De ansatte får mere fokus på den gode 

ledelse, og den proces giver resultater. 

I Forsvarskommandoen har specialkonsulent Stefan 

Thorbjørnsen været med til at skrive ledelsesgrundlaget og 

arbejder med at implementere det. 

- Målet er klart. Vi kan opnå en endnu bedre opgaveløsning 

ved at forbedre arbejdsvilkårene for de ansatte. 

Det er vigtigt, at der er en tydelig sammenhæng mellem 

ledelsesværktøjerne, siger Stefan Thorbjørnsen og påpeger, 

at det er vigtigt, at der er en tydelig sammenhæng mellem 

mission, vision og strategier, Forsvarets kompetenceudviklings- 

og bedømmelsessystem og ledelsesgrundlaget. 

- Det giver en balanceret og helhedsorienteret ledelsestilgang. 

Befalinger og regler må ikke tilsidesætte den personlige 

dømmekraft og erfaring, siger Stefan Thorbjørnsen. 

Han koordinerer den videre implementering af det nye 

ledelsesgrundlag til hele Forsvaret efter en ottepunktsplan, 

som strækker sig frem til midt i år 2010. 


23

Den samme 

som før 

Peter Krastins er lige vendt hjem fra Afghanistan. På trods af truslen fra 

vejsidebomber, talrige skudvekslinger med taleban og primitive forhold i 

lejren har de seks måneder i Afghanistan ikke forandret ham synderligt. 

Tekst: Sune Wadskjær Nielsen, Forsvarets Mediecenter. Foto: Jeppe Wahlstrøm, Forsvarets Mediecenter. 

– Han lavede gas og talte fuldstændig 

frit fra leveren, som han plejer, 

fortæller Peter Krastins mor, Jette. 

Hendes søn var lige vendt hjem fra 

ISAF hold 6 og sad hjemme hos sin 

far og lavede sjov. 

– Hvis der var noget, der trykkede 

ham, ville han ikke fortælle på den 

måde, fortsætter Jette Krastins, som 

var utrolig lettet over at se Peter virke 

helt normal. 

Sønnens valg af soldaterlivet som 

levevej havde været en hård kamel 

at sluge for den 53-årige sognemedhjælper, 

der er troende. Hun havde 

spekuleret meget over, hvad der ville 

ske med ham, hvis han slog et andet 

menneske ihjel under sin udsendelse 

til Afghanistan. 

Irriteret på Forsvaret 

Der er ingen militære traditioner i 

Krastins-familien, og det var også 

kun, fordi han ikke trak frinummer, 

at Peter kom i berøring med 

Forsvaret. Tilværelsen som soldat 

i livgarden passede ham dog glimrende, 

og allerede efter to-tre måneder 

som værnepligtig satte han sin 

underskrift på en HRU-kontrakt. I 

første omgang hed opgaven Kosovo, 

men Peter var glad, da missionen 

senere blev ændret til Afghanistan. 

– Det var en hårdere og mere udfordrende 

mission, og det kunne jeg 

godt lide, siger Peter Krastins, men 

samtalen med forældrene var svær, 

erkender han. Jette var i begyndelsen 

sur på Forsvaret over, at de havde 


”lokket” hendes søn til Afghanistan. 

Vreden lagde sig, da Peter forklarede 

om sine bevæggrunde. 

– Han havde truffet et modent 

og reelt valg. Han ville gøre noget 

godt for Afghanistan, forklarer Jette 

Krastins. 

Da sønnen skulle af sted, var Jette 

Krastins mest nervøs, mens han sad 

i flyvemaskinen. Så snart sønnen var 

landet i Helmand, kunne hun bedre 

følge med i, hvad han lavede, gennem 

bataljonens pårørendebreve og 

kontakten med sønnen via telefon 

og mail. De mange informationer fik 

hende til at falde mere til ro. 

Kugleregn i Green Zone 

Peter Krastins griner højt, da jeg 

spørger om, hvilke farlige situationer 

han oplevede. 

– Det var sjældent, jeg tænkte, nu går 

det galt. Det føltes rigtigt, hvad vi 

gjorde. Vores efterretninger og forudsigelser 

holdt som regel stik. Det var 

som at springe faldskærm. Selv om 

det er hamrende farligt, føler du dig 

tryg, når du har styr på det, forklarer 

Peter Krastins. 

Den mest dramatiske episode, han 

var udsat for, fandt sted i Green 

Zone. Mens Peter Krastins’ gruppe 

gik i stilling i en grøft, tydede alt 

på, at taleban ville åbne ild. Civile 

skyndte sig væk. Mistænkelige typer 

holdt øje med dem. Pludselig var 

luften tyk af salver fra kalashnikov 

og brag fra raketstyr. Grøften gik 

kun Peter Krastins til livet. Han gav 

nogle hurtige meldinger til de andre 

i gruppen og spænede hen til et sted, 

hvor grøften var dybere. 

– Skal jeg blive nede?, tænkte han 

et øjeblik, før han stak hovedet op 

i kugleregnen og skød igen. Fly, 

kampvogne og morterer fik talebanerne 

til at tage flugten. Da kampen 

var forbi, vendte Peter Krastins og 

hans makker sig om. Buskene lige 

bag dem var i bogstaveligste forstand 

savet over af fjendens kalashnikover. 

– Der var vi sgu heldige, sagde Peter 

Krastins og slog en latter op. 

Døden lurer i ørkenen 

Tit var det, når der ikke skete noget, 

Peter Krastins var mest bange. Især 

efter at tre soldater fra den danske 

bataljon 19. december 2008 blev 

dræbt i et vejsidebombeangreb, var 

han meget betænkelig, når han kørte 

i ørkenen. De havde mange gange 

kørt det samme sted, som soldaterne 

blev ramt. 

Også Jettes tanker kredsede om 

vejsidebomberne. Hun bad ofte for 

soldaterne. Samme dag, som de tre 

soldater døde, stiftede hun facebookgruppen 

”Bedre sikkerhed til 

danske soldater ude i missioner”. Her 

argumenterer hun for, at der snarest 

muligt kommer flere transporthelikoptere 

til Helmand, så soldaterne 

slipper for de farlige køreture i ørkenen. 

– Min koncentration og hukommelse 

var en by i Rusland. Heldigvis var 

mine kolleger overbærende, hvis jeg 

glemte noget. Når jeg kørte hjem,


25

strejfede tanken mig, at ”nu holder 

der en fremmed militærvogn ved 

min bolig”, fortæller Jette om den 

periode, Peter var i Afghanistan. 

Alligevel synes hun, de seks måneder 

gik hurtigere og nemmere, end hun 

havde forventet. 

– Jeg troede ikke, at jeg ville sove i 

seks måneder. Jeg har sovet som en 

sten, siger hun. 

Vemodigt farvel 

Det var med blandede følelser, at 

Peter Krastins sagde farvel til Camp 

Armadillo – lejren ved frontlinjen. 

– Det var et kapitel, der var afsluttet. 

Jeg kommer nok ikke til at 

gense Camp Armadillo eller opleve 

kammeratskabet med netop de 

mennesker igen. Det var underligt 

at se hold 7 køre af sted i ”vores” 

biler. Kunne jeg være i Afghanistan 

i hverdagene og holde weekend i 

Danmark, ville jeg gøre det, siger 

Peter Krastins. Så snart han kom til 

Camp Bastion, hvor han i halvanden 

uge skulle lave overdragelse til hold 

7, meldte hjemvéen sig for fuld 

styrke. 

– Jeg savnede alt. Min familie, mine 

venner og friheden til at gøre, hvad 

man vil. At løbe en tur for sig selv. I 

Armadillo er man, selv om man har 

fri, stadig sammen med de samme 

mennesker, har de samme overordnede, 

og man kun kan bevæge sig 

inden for lejrens snævre rammer. 

Da flyet landede i Karup blev der 

købt øl, men Peter Krastins var 

forsigtig, for efter to måneder uden 

alkohol kan man ikke tåle ret meget. 

Nu ventede tre-fire timers buskørsel 

til København 

Jette Krastins var utroligt lettet, da 

en af Peters venner ringede og sagde, 

at nu var han kommet til Karup. 


– Bare nu de kører ordentligt, tænkte 

hun. Den sidste uge var Jette ekstra 

urolig for, at der skulle ske Peter 

noget. Sammen med 12-14 venner 

og familiemedlemmer tog hun imod 

en halvfuld og glad Peter Krastins 

ved DGI-byen i København. 

Søvnproblemer 

Hjemkomsten har levet op til Peter 

Krastins forventninger, og han nyder 

friheden i fulde drag. Omstillingen 

til den fredelige hverdag i Danmark 

har dog givet visse gnidninger. 

– De første par uger sov jeg ikke 

rigtigt. Jeg vågnede mange gange. 

I Afghanistan kunne jeg hele tiden 

blive vækket og sov bare tre timer 

ad gangen. Det var svært at vænne 

sig til bare at lægge sig og sove så 

længe, man vil, siger Peter Krastins, 

der er i gang med den nyindførte tremåneders 

restitutionsperiode, hvor 

han er tilknyttet livgarden. 

I Afghanistan var Peter Krastins 

meget bevidst om, at han gjorde en 

forskel. Det fik ham til at føle sig 

nytteløs herhjemme, hvor andres liv 

ikke længere afhænger af hans indsats. 

Nu har han fundet en ny sag at 

kæmpe for. Peter er gået med i en ny 

støtteforening for soldater og pårørende, 

som har brug for økonomisk 

hjælp. 

Gladere for tilværelsen 

Kedsomhed ved dagligdags gøremål 

som tøjvask og madlavning rammer 

tit hjemvendte soldater, men det har 

Peter Krastins dog ikke problemer 

med. I Camp Armadillo kedede han 

sig tit bravt, eksempelvis når han var 

på vagt. Hjemme i lejligheden kan 

han trods alt se fjernsyn eller læse 

en bog, hvis tiden virker lang. Der 

var også rigeligt med praktiske ting, 

der skulle ordnes i den primitive lejr. 

Opgaver som tøjvask, opvask og rengøring 

er meget lettere nu, og Peter 

Krastins lejlighed bærer præg af, at 

han er et ordensmenneske 

– De ting, jeg har oplevet i 

Afghanistan, gør, at jeg tænker mere 

over tingene. Man har en tendens 

til at misunde folk, som er længere i 

karrieren end en selv. Jeg har lært at 

sætte pris på de ting, jeg har lige nu. 

Når jeg var på vagt dernede, havde 

jeg meget ondt af mig selv, men så 

sammenlignede jeg mig selv med de 

lokale, som spiste dårligere end os og 

stadig skal gå og være bange, når vi 

for længst er taget hjem. 

Det er ikke en sygdom 

Få uger efter Peter Krastins kom 

hjem, blev en psykisk syg tidligere 

soldat skudt og dræbt af politifolk, 

som vedkommende angreb med en 

sabel. Det får ikke Peter Krastins 

til at kritisere Forsvarets initiativer 

for hjemvendte soldater. 

–Det er ikke en sygdom at være 

udsendt. Jeg synes, det var tragisk 

med soldaten, der havde været i 

Bosnien, men man har lært meget 

siden 1990’erne. Forsvaret er på 

rette spor, mener Peter Krastins. 

Hans mor har indtrykket af, at 

soldaterne er gode til at debriefe, 

når der sker noget voldsomt. 

– Jeg har ikke afskrevet, at han 

kan få det dårligt senere, men jeg 

er meget lettet over at se, at han er 

sig selv. 

Jette Krastins indrømmer, at hun 

foretrækker, hvis sønnen lægger 

uniformen på hylden. Peter 

Krastins er gået i tænkeboks med 

hensyn til fremtiden. Han overvejer 

at tage på sergentskolen.

1-NET 

gør det lettere at 

arbejde i Forsvaret 

Fra medio 2009 bliver det lettere at arbejde i Forsvaret. 

Alle brugere af FIIN vil nemlig opleve, at 

de kan gå på internettet fra deres FIIN-arbejdsplads. 

Tekst: Bianca Milther Nielsen, FKIT. Foto Forsvaret. 

Løsningen hedder 1-NET og er i praksis blot en udvidelse af FIINarbejdspladsen 

med funktioner fra internet-maskinen. FKIT (Forsvarets 

Integrerede Informatiknetværk) har siden 2006 arbejdet på at finde en 

løsning, der både tager højde for brugervenlighed og it-sikkerheden. 

Ved indførelse af 1-NET sker der ingen ændringer af FIIN. Den eneste 

forskel er, at brugeren kan sende e-mails fra deres FIIN e-mailkonto til 

personer, der ikke er på FIIN, og gå på internettet fra FIIN-computeren. 

Det er en fordel for brugere, der har stor kontakt til personer uden for 

FIIN eller benytter internettet til informationssøgning. 

Begrænsninger 

1-NET fungerer sådan, at der er en ’snitflade’ (interface) mellem FIIN 

og internettet. Hele FIIN netværket er beskyttet af en mur (firewall) mod 

’fjendtlig’ indtrængen, der udgør en sikkerhedsrisiko for hele netværket. 

At ’bygge en mur’ er lettere og billigere end at beskytte hver enkelt computer 

mod uønsket indtrængen af f.eks. virus. Men det betyder også, at der er visse 

browserbegrænsninger, det vil sige sider, som brugere ikke kan gå ind på, og 

visse mails kan ikke åbnes fra pc´en. Det sker, fordi ’muren’ stopper dokumenter, 

filer, billeder og programmer, der enten ikke er kendte af systemet 

eller ikke er sikre. 

De almindelige funktioner og applikationer, der er arbejdsrelaterede, vil 

fortsat kunne anvendes på 1-NET, og derfor vil den enkelte medarbejder 

ikke blive påvirket af disse begrænsninger i det daglige arbejde. 

Her finder du information 

Der kommer mere information ud til den enkelte bruger om overgangen 

til 1-NET, herunder brugervejledninger. Indtil da kan du finde mere 

information om 1-NET på IT-INFO hjemmeside. 

1-NET sættes i søen med et pilotprojekt i løbet af maj måned og 

forventes implementeret på hele Forsvarsministeriets område medio 2009. 


27


Hans Hedtoft Hansen (1903-1955) 

var statsminister, da Danmark 

trådte ind i NATO 4. april 1949. 

Samarbejdet med de nordiske 

naboer stod hans hjerte meget 

nært. Han havde hellere set 

en nordisk forsvarsalliance, 

der var uafhængig af USA og 

Sovjetunionen, men da forhandlingerne 

med Norge og Sverige 

brød sammen, var Atlantpagten 

det eneste alternativ, der kunne 

garantere Danmarks sikkerhed. 

Kilde: Scanpix 

Forsvarsløs igen

Begivenhederne i foråret 1948 var afgørende for, at Danmark tilsluttede sig 

Atlantpagten for 60 år siden. Dengang satte regeringen med statsminister 

Hans Hedtoft i spidsen Forsvaret i højeste alarmberedskab for at vise Danmarks 

potentielle allierede, at 9. april 1940 ikke ville gentage sig. 

Tekst: Sune Wadskjær Nielsen, Forsvarets Mediecenter. 

– Tyskerne er her! De besætter 

Danmark i dette øjeblik! Sådan lød 

Hans Hedtofts ophidsede tyske 

ven i telefonen, da den søvndrukne 

partiformand for Socialdemokratiet 

stod op af sengen 9. april 1940. Først 

troede Hans Hedtoft, at vennen 

havde fået et nervesammenbrud, men 

da han så de tyske flyvemaskiner over 

København, var han overbevist. 

Den dengang 36-årige socialdemokrat 

var kendt som sit partis bedste 

taler, og hans velsmurte retorik var 

blevet brugt mod antidemokratiske 

bevægelser som nazismen og kommunismen. 

Det bragte ham på kant 

med de danske nazister og besættelsesmagten, 

og den 7. januar 1941 

blev han tvunget til at træde tilbage 

som partiformand. Til gengæld 

fremstod Hans Hedtoft efter krigen 

som en af de politikere, der var blevet 

mindre snavset til af samarbejdet 

med tyskerne. Den 13. november 

1947 blev Hans Hedtoft for første 

gang statsminister. 

Ordet endeligt frit 

Udenrigspolitisk satsede Hans 

Hedtoft på, at Danmark skulle leve 

op til sine forpligtelser i det nydannede 

FN, men ellers holde sig uden 

for de to blokke, der var ved at danne 

sig i øst og vest. I 1948 begyndte den 

udenrigspolitiske situation at spidse 

til. Sovjetunionen brugte i større og 

større udstrækning de vesteuropæiske 

kommunister til at protestere mod 

Marshallplanen, som Danmark havde 

tilsluttet sig. Den 21. januar 1948 var 

der møde i Udenrigspolitisk Nævn, 

hvor kommunisterne lige havde 

mistet deres pladser på grund af et 

elendigt valgresultat. Politikerne fra 

de andre partier turde nu igen diskutere 

sikkerhedspolitiske spørgsmål 

i udvalget. Forsvarsminister Rasmus 

Hansen gav en nedslående rapport 

om Forsvarets tilstand. Søværnet 

og hæren var svagere end 9. april 

1940. Selv om politikerne ønskede 

at yde modstand, hvis Danmark blev 

invaderet, var der meget lidt, man 

reelt kunne stille op. Ligesom i 1940 

lå Danmark hen som et fristende 

militært tomrum for aggressive lande 

med aggressive hensigter. 

Kuppet i Prag 

I februar tog kommunisterne i 

Tjekkoslovakiet magten ved et kup, 

og 11. marts døde landets vestligt 

sindede udenrigsminister Jan 

Masaryk under mystiske omstændigheder. 

Var Danmark det næste land, 

som Kreml håbede at få ind i folden, 

spurgte danske politikere sig selv. Nu 

blev Hans Hedtoft for alvor nervøs, 

for Danmark var jo nærmest forsvarsløst. 

Samme dag sendte han sin 

udenrigsminister hen til den amerikanske 

ambassadør, Josiah Marvel, 

for at bede om øjeblikkelig våbenhjælp 

til det svage danske militær. 

Påskeberedskabet 

Mens Hans Hedtoft afventede svar 

fra den amerikanske ambassadør, 

holdt præsident Truman den 17. 

marts tale i kongressen. Han sagde, at 

USA ville støtte de europæiske lande, 

der var parate til at forsvare sig selv, 

militært. Den bemærkning var man 

ekstra opmærksom på i Danmark. 

Hans Hedtoft håbede sandsynligvis, 

at man kunne få USA til at garantere 

det neutrale Danmarks sikkerhed, 

hvis danskerne viste, at de var klar 

til at kæmpe. Den 23. marts satte 

Hans Hedtoft og forsvarsminister 

Rasmus Hansen Forsvaret i forhøjet 

beredskab. Bevogtningen af tjenestestederne 

blev øget, flyvevåbnets 

Spitfire-jagere blev sendt på vingerne 

for at overvåge danske farvande, 

nogle af søværnets få fartøjer beskyttede 

Anholt, og flyvestationerne blev 

forstærket med panservogne. Samme 

aften besøgte Hans Hedtoft den 

amerikanske ambassadør. Han forsikrede 

om, at 9. april ikke ville gentage 

sig, og at Forsvaret nu var klar til at 

imødegå ethvert sovjetisk angreb og 

forpurre et eventuelt kupforsøg fra 

de danske kommunister. 

Nerver uden på trøjen 

Det forhøjede beredskab skabte 

anspændt stemning overalt i landet. 

Mange frygtede en invasion fra Den 

Røde Hær. 4-500 hjemmeværnsfolk 

samledes i Dyrehaven, hvor de troede, 

at sovjetiske faldskærmstropper 

ville lande. I Næstved åbnede en vagt 

på gardehusarkasernen den 31. marts 

ild mod to soldater, der for sjov råbte 

ham an i mørket. Den ene omkom 

senere. Også statsministeren var 

nervøs. Hans Hedtoft tog på ferie på 

Gjorslev Gods ved Stevns. Her blev 

han en morgen vækket af motorlyde 

og lyskegler. Bestyrtet gik han ind til 

sin ven, oberst Lunding, og sagde, at 

han hørte russiske kampvogne. Det 

viste sig at være harmløse såmaskiner 

og traktorer. 

Danmark i Atlantpagten 

I begyndelsen af april blev 

Forsvarets beredskab efterhånden 

droslet ned igen. Målet med 

påskeberedskabet blev kun delvist 

nået. Amerikanerne blev overbevist 

om, at danskerne ikke ville overgive 

sig uden kamp, men så længe 

danskerne ikke klart gav til kende, 

at de tilhørte den vestlige blok, 

kom der ingen våbenhjælp. Det fik 

Hans Hedtoft til at opgive tanken 

om, at Danmark skulle være 

et neutralt land. Først forsøgte 

han ihærdigt at skabe en nordisk 

forsvarsalliance. Da det faldt til 

jorden, gik Danmark 4. april 1949 

ind i Atlantpagten – det senere 

NATO. 


29

elv Pas på dig selv Pas på dig selvPas på dig selv 

30 

Vi har brug for dagslys 

Hver morgen, når lyset bryder frem, indstilles vores indre ur. 

Det styrer vores aktivitetsniveau, så vi er vågne om dagen og kan sove om natten. 

Den rytme kan der ikke laves om på. 

Tekst: Anker Jensen, arbejdsmediciner, Forsvarets Arbejdsmiljøcenter Syd. 

Selv folk på fast nathold sover om natten, når de har fri. 

Kommer det indre ur ud af trit med dagens gang, bliver 

vi uoplagte og får jetlag, som man kender det fra lange 

flyveture mod øst eller vest. 

Vi er ikke så friske om natten, hvis vi alligevel skal holde 

os vågne. Der sker flere fejl ud på de små timer om natten 

end først på dagen. Vi har også et dyk lige over middag, 

men vågner så op igen hen på eftermiddagen. Det er 

lettest at sove godt om natten, men en middagslur er nu 

heller ikke så dårlig. 

God ide med siesta 

Vi er altså bedst til at arbejde om dagen. Natarbejde kan 

nok ikke undgås helt i det moderne samfund, men det bør 

begrænses til det absolut nødvendige. Det er svært at få 

søvn nok, når man har natarbejde. Der er eksempler på, 

at det indre ur forstyrres særligt meget, hvis man udsættes 

for meget lys om natten. Det dæmpede, lidt søvnige lys 

om aftenen og om natten er nok ikke helt forkert. 

Det ville være endnu bedre, hvis arbejdet om dagen blev 

fordelt, så man undgik middagsdykket. Delt arbejdstid 

med lang middagspause, som man havde før i tiden, var 

Gode råd fra Center for Idræt og fra Forsvarets Arbejdsmiljø-centre. 

Gode råd om, hvordan du træner rigtigt og effektivt. 

Gode råd om, hvordan du får et godt og sundt arbejdsmiljø. 

ikke nogen dårlig idé, men det er upraktisk, når man har 

langt til arbejde. 

Øget risiko for brystkræft 

I forbindelse med døgnrytmen hører man ofte om 

hormonet melatonin. Det dannes om natten, når det er 

mørkt. Melatonin beskytter til en vis grad mod brystkræft. 

Kvinder, der har natarbejde og udsættes for lys om natten, 

danner mindre melatonin og har derfor en større risiko 

for at få brystkræft. Melatoninet har dog større betydning 

for dyrene, som skal indstille deres aktivitet efter årstiden 

og dermed efter, hvor lange nætterne er. 

Vinterdepression 

Mangelen på dagslys mærker nogle særligt tydeligt i form 

af en vinterdepression. Det er især den blå del af spektret, 

der har indflydelse på vores biologiske rytmer, så det er i 

teorien ikke al slags kunstigt lys, der er lige godt, når det 

gælder om at erstatte dagslyset. I praksis er forskellen dog 

ikke så stor. Det bedste er dog, hvis man ser så meget til 

dagslyset som muligt, især om vinteren. Det er også godt 

at kunne følge med i, hvordan vejret er udenfor, så man 

ikke går helt glip af de få solskinsdage, vi har.

Materiel 

Materiel 

Kammerherrenøglen 

Fire mænd i Forsvaret har en kammerherrenøgle og bærer ærestitlen kammerherre. 

Det er både en gammel tradition og en halvdyr fornøjelse. 

Tekst: Karen Dahlin, Forsvarets Mediecenter. 

Materiel 

Når chefen for Livgarden og Gardehusarerne har deres 

daglige uniform på sidder der to forgyldte knapper bag 

på. Det er diskrete tegn på, at de er kammerherrer. Men 

når de ifører sig den særlige uniform, som en kammerherre 

skal have, så kommer den rigtige kammerherrenøgle 

på. Den ligner mest af alt en forstørret udgave af 

nøglen fra bedstemors fine mahognikommode og bærer 

dronningens monogram. 

- Kammerherrenøglen gives normalt til større jordbesiddere. 

Men jagtkaptajnen på kongeskibet Dannebrog, 

dronningens adjudant og cheferne for Livgarden 

og Gardehusarerne har den også, siger Bjarne Erbo 

Grønfeldt, der er kontorchef i Hendes Majestæt 

Dronningens Kabinetssekretariat. 

Dyr fornøjelse 

Oprindelig var en kammerherre titlen på en fornem person 

ved hoffet, der opvartede kongen eller fyrsten. Titlen 

stammer helt tilbage fra enevældens tid. 

- Kammerherrenøglerne bliver genbrugt, og vi har faktisk 

nøgler, som vi kan datere tilbage til tiden omkring 

Christian den femte, siger Bjarne Erbo Grønfeldt. 

Derfor kan monogrammet også temmelig let skiftes ud. 

Nøglerne bliver fremstillet hos Georg Jensen, der ikke 

er meget for at videregive opskriften på nøglen, men 

Materiel 

Materiel Mate 

den er fremstillet af messing under forgyldt metal. Selv 

om nøglen ikke er prangende, kan den dog godt være et 

pebret bekendtskab for ejermanden. 

- Man kan sige, at kammerherrenøglen er en gave, som 

indehaveren selv betaler for. Den kræver nemlig en 

særlig uniform, som kammerherren selv bekoster, siger 

Bjarne Erbo Grønfeldt. 

Måske er det derfor heller ikke helt uvæsentligt, at den 

kommende kammerherre selv skal give samtykke til, om 

de vil udnævnes. 

Nu også for kvinder 

Kvinder kan i sagens natur ikke blive kammerherrer, 

men i 1999 besluttede Dronning Margrethe, at kvinderne 

skulle have deres egen pendant til kammerherrenøglen. 

Det blev til kammerdamenøglen, der er en mindre 

nøgle, der bæres på højre bryst. 

- Den store kammerherrenøgle er ikke så fik på en fin 

damekjole, siger Bjarne Erbo Grønfeldt, der kan tælle 

omkring 100 kammerherrer og otte kammerdamer. 

Den ærefulde titel har indehaverne, indtil de dør. Og for 

en god ordens skyld må vi hellere pointere, at indehaverne 

af nøglen ikke har straffefrihed. Og det gælder både 

for kvinderne og mændene med den ærefulde titel. 


4/2008 

31

PERSONEL 

Danmarks første 

veteranhjem 

Et nyt veteranhjem er oprettet i 

Frøslevlejren, hvor kammeratstøtteordningen 

har lejet barak H 16. Den skal være 

base for kammeratstøtteordningens mange 

aktiviteter, der kræver faciliteter med 

mulighed for indkvartering, fælles 

møderum og køkken. 

Der kan overnatte cirka 50 personer 

i barakken, der ligger i naturskønne 

omgivelser. Barakken skal være åben 

og klar til brug hele året. 

Chefskifte på 

Flyvestation Aalborg 

Ved en chefskifteparade i februar overtog 

oberst Søren Wilhelm Andersen posten som 

chef på Flyvestation Aalborg. Han afløser 

oberst Ole Ryberg, der nu kan glæde sig til 

at nyde sin nye status som pensionist. 

Oberst Søren Wilhelm Andersen kommer 

fra en stilling som chef for flyvevåbnets 

Expeditionary Air Staff i Karup. Han er 46 år 

gammel og begyndte sin karriere i Forsvaret 

i 1981. Han er uddannet pilot. 

Chefskifteparaden blev overværet af blandt 

andre chefen for Flyvertaktisk Kommando, 

generalmajor Stig Østergaard Nielsen. 

Forsvarets Idrætspris 

Seniorsergent Carsten Møller fra Jægerkorpset 

har modtaget Forsvarets Idrætspris. Den blev 

tildelt Carsten Møller for blandt andet hans 

initiativ, engagement og personlige eksempel, 

som har været til inspiration i forbindelse med 

implementeringen af et nyt træningskoncept. 

Han har endvidere været drivkraften bag både 

analysen og iværksættelsen af de fysiske 

tiltag, der skal forbedre paratberedskabet for 

de soldater, der skal indsættes, og har undersøgt, 

hvordan den fysiske kampkraft bedst 

muligt kan bevares under vanskelige forhold. 

Prisen 32 blev overrakt af forsvarschef Tim Sloth 

Jørgensen ved en ceremoni på hans kontor. 

Honorering af 

effektiviseringsforslag 

Reception på 

Forsvarschefens kontor mandag 

den 2. marts 2009 

Fagarbejder Nils Danst Barstad 

PL Kamilla Bittmann 

KN Asbjørn Kyhn Paulsen 

OKS-1 Kristian B. Mack 

Fagarbejder Kim K. Nielsen 

Forsvarets Medalje for Tapperhed 

Her på siden bringer vi den gode nyhed videre, når du eller en kollega 

har noget at fejre – et hæderstegn, en medalje, en udnævnelse, 

et jubilæum, et bryllup. Send os et billede fra en stor dag. 

Susanne Blomqvist 

Specialpris 

til Forsvarets 

Mediecenter 

Overkonstablerne Lasse Rasmussen og Kenneth Skovmand er blevet tildelt Forsvarets 

Medalje for Tapperhed for heltemodig og tapper indsats. 

De to overkonstabler gjorde sig fortjent til medaljen den 23. juli 2008, da de gjorde 

tjeneste på hold 5 i Afghanistan og indgik i manøvrestøttesektionen i Piranha-kompagniet. 

Sektionen var i et beredskabsområde sammen med resten af kompagniet, da 

mortérgruppens piranha blev ramt af en panserværnsgranat. Overkonstabel Lasse 

Rasmussen og daværende konstabel Kenneth Skovmand Pedersen løb med det samme 

ind i den brændende vogn, hvor de fandt en kollega, der lå under nogle ammunitionskasser. 

De fjernede kasserne og fik kollegaen i sikkerhed få meter uden for vognen. 

Få sekunder efter begyndte ammunitionen i vognen at eksplodere. 

Forsvarschef Tim Sloth Jørgensen overrakte den fornemme udmærkelse til 

overkonstablerne på sit kontor. 

En tv-produktion i fem dele om 

flyvevåbnets CSAR-øvelse vandt 

prisen ”Menzione speciale 

categorie Addestramento” ved 

en militærfilmfestival i Rom. 

Journalist Susanne Blomqvist har 

lavet indslagene, som kan ses 

på forsvarskanalen.dk. 

Det er 19. gang, Forsvarets 

Mediecenter, der tidligere hed 

Forsvarets TV, har vundet priser 

– tre danske og 16 internationale 

inden for de sidste 15 år. 

Forsvaret.dk

Sidste nummers vindere blev: 

Philip Abrahams, Evetofte og Arne Pedersen, Bertoft 

Forsvarskanalen 

– nu med UPDATE! 

Forsvarskanalen åbner nu med en aktuel opdatering af nyheder 

i Forsvaret. De nyeste reportager fra Forsvarets operationer og 

øvelser buffer nu automatisk op i en kort version, når du åbner 

forsvarskanalen.dk. På alle hverdage præsenterer studieværter 

fra Forsvarets Mediecenter klip fra aktuelle reportager og nyheder 

og opsummerer, hvad pressen skriver om Forsvaret. Opdateringen 

kører i et såkaldt loop i playeren og opleves som live-tv. Besøgende 

på siden dumper altså ind i programmet. 

Satellitredaktion 

Forsvarets Mediecenter har oprettet en satellitredaktion hos 

den danske styrke i Helmand. To medarbejdere dækker løbende 

soldaternes hverdag fra en container i FOB Price med afstikkere 

ud til hele det store område lige fra den yderste forpost Armadillo i 

Green Zone og til hovedbyen Lashkar Gah. Alt sammen for at give 

de pårørende flere informationer, hjælpe danske medier med at 

dække indsatsen og selvfølgelig præsentere friske reportager 

på forsvarskanalen. 

Find 5 fejl og deltag i lodtrækningen 

om 2 x 1 æske chokolade 

På det højre billede er der 5 ændringer i forhold til det venstre 

billede. Markér disse ændringer tydeligt og send dem til 

Forsvarets Mediecenter, Redaktionen, Danneskiold-Samsøes Allé 

1, Holmen, 1434 København K i en kuvert mærket “Find 5 fejl”. 

Ønsker du ikke at klippe i bladet, kan du sende en kopi. Løsningen 

skal være Forsvarets redaktion i hænde senest d. 27. maj 2009. 

Der er lækker chokolade på højkant til de to vindere. 

Navn: 

Adresse: 

Postnr.: By: 

Alder: under 12 år over 12 år 

FIND 5 FEJL

KONKURRENCE 

VIND 

KONKURRENCE 


Traitor 

En kringlet og til tider ganske spændende film om den amerikanske muslim Samir Horn (spillet af 

Don Cheadle fra Hotel Rwanda og Ocean 11,12 og 13), der er ekspert i sprængstoffer. Han kommer 

under mistanke for terrorbombninger og snart er FBI med agenten Roy Clayton (spillet af Guy 

Pearce fra L.A Confidental og Memento) i spidsen efter ham i bedste James Bond stil. 

Filmen har flere overrumplende scener og ikke mindst slutning, men følger langt hen af vejen 

skitsen fra film af samme skuffe, som eksempelvis Bourne-triologien, og kan godt have tendens til 

miste pusten til tider og gå i tomgang. 

Men man er godt underholdt i de to timer, selvom man sidder tilbage med fornemmelsen af at 

have set filmen før bare med andre skuespillere. 

Medvirkende: Don Cheadle, Guy Pearce 

Udgiver: Nordisk Film, er udgivet. 

Skibet der forsvandt 

Den 30. januar 1959 sank grønlandsskibet Hans Hedtoft på sin 

jomfrurejse i farvandet syd for Kap Farvel. 95 mennesker omkom ved forliset, og den fulde forklaring på, hvorfor skibet, 

der blev betegnet som supermoderne og synkefrit, sank efter sammenstød med et isbjerg, er aldrig blevet fundet. 

Bogen skildrer på bedste dramadokumentariske vis det tragiske forlis. Særligt interessante er kapitlerne om det politiske 

pres, der lå på den Kongelige Grønlandske Handel for at besejle Grønland i vinter-perioden og for at få bygget et skib, 

der var egnet til det. Hele affæren førte til, at der blev vedtaget en lov om ministeransvar, og daværende grønlandsminister, 

Johannes Kjærbøl, var tæt på at blive anklaget ved en rigsretssag for sit ansvar for Hans Hedtofts forlis. 

Grønlandsfonden af 1959 blev oprettet for at støtte de efterladte efter katastrofens ofre, og en stor folkelig indsamling 

skaffede millioner til fonden. Kapitlerne om fondens administration af de indsamlede millioner er beskæmmende læsning. 

Det er et lærestykke i, hvordan offentlige myndigheder ikke skal forvalte hjælp til hårdt ramte personer. 

Hans Hedtofts forlis førte desuden til, at søredningstjenesten i de grønlandske farvande blev betragteligt forbedret. 

Alt i alt en medrivende og lærerig bog, som varmt kan anbefales til forårets regnvejrsdage. 

Skibet der forsvandt 

Lars Halskov og Morten Halskov 

Politikens Forlag 

317 sider, vejledende udsalgspris 300,- kr. 

Nye film og bøger 

Konkurrence 

1 

Personalebladet Forsvaret udlodder fem eksemplarer af ”Vejen til Irak”. Bogen tager 

læseren helt tæt på Danmarks dramatiske vej til Irak. Vi trækker lod blandt de læsere, 

der kan svare på følgende spørgsmål: 

Den amerikansk ledede koalition med dansk deltagelse 

angreb Irak i 2003. Men på hvilken dato? 

Send dit svar samt navn og adresse til Forsvarets Mediecenter, redaktionen, Danneskiold- 

Samsøes Allé 1, 1434 København K i en kuvert mærket ”Vejen til Irak” inden den 2. juni 2009. 

2 

Science fiction-klassikeren ”Den dag jorden stod stille” fra 1952 er blevet genindspillet. Nu 

kan to læsere hver vinde en hættetrøje og en t-shirt med filmens logo. 

Kan du svare på følgende spørgsmål, har du også chancen for at blive trukket ud. 

Hovedrollen i “The day earth stood still” spilles af 

Keanu Reeves. Hvad hed hans figur i Matrix-triologien? 

Send dit svar samt navn og adresse til Forsvarets Mediecenter, redaktionen, Danneskiold- 

Samsøes Allé 1, 1434 København K i en kuvert mærket ”Vejen til Irak” inden den 2. juni 2009. 

Anmeldelserne er udtryk for anmeldernes holdninger - ikke Forsvarets.

dit foto 

Billedet forestiller 

et WET-HOIST fra en 

af søværnets LYNX 

helikoptere udført 

af en ’dunker’ 

uddannet skibsdykker 

og hans makker 

fra støtteskibet 

ABSALON. 

VLO Paw Madsen 

ditfoto@ftv.dk 

Har du taget et godt billede fra dit arbejdsliv? 

Et billede, der har fanget en hyggelig stund, et 

fantastisk sceneri eller en usædvanlig hændelse? 

Ligger du inde med et billede, der er flot at se 

på? Får smilet frem? Eller vækker minder hos dig 

og mange andre i Forsvaret? Så send det til os 

på redaktionen og deltag i konkurrencen om en 

lækker taske fyldt med Forsvarets gaveartikler. 

dit foto 

dit foto 

dit foto 

dit foto 

Vi udvælger de tre bedste billeder og bringer 

dem her på siden. Der vil være præmier til alle 

tre udvalgte fotografer. 

Send dit billede til: ditfoto@ftv.dk. 

Skriv: Fotografens navn og adresse, samt hvor 

billedet er taget, og hvad man ser på billedet. 

Dit billede skal være redaktionen i hænde senest 

dit foto 

dit foto 

d. 18. maj 2009 

dit foto 

dit foto 

Jeg har d.17. december skudt dette billede af 

Inspektionsfartøjet KNUD RASMUSSEN til kaj i 

Narsarsuaq. Isen er 50cm, temperaturen er -28 grader 

og klokken er 12.12 lokalt, hvor solen er på sit højeste. 

Per Skov Madsen 

Tak for de mange flotte, interessante og sjove 

billeder I sender til redaktionen. De er alle tiders. 

Det er rigtig svært at vælge vinderne. 

Så kære kolleger, hold ikke inde: 

Skyd, skyd og skyd! 

”8 Militærpolitisergenter nyder, 

trods savnet til familie og 

venner, livet på KFOR hold 19. 

Billedet er taget udenfor den lille 

Militæpolitistation i Kosovo. 

Chef MP, Kaptajn, Martin Kontrup 

er fotografen. MP siger tak til alle 

for en god tur.” 

Kim Thylstrup 

dit foto 


35

Afsender: Forsvarskommandoen - Danneskiold-Samsøes Allé 1 - 1434 København K 

Vil du bruge din uddannelse som 

sygepasser i det civile senere? 

Jesper Bömers 

Jeg kunne godt finde på at bruge 

uddannelsen som grundlag for at 

læse medicin. Lige nu læser jeg 

det, fordi jeg gerne vil blive sendt 

ud og er interesseret i det 

medicinske, og så får jeg lov 

til at gøre en forskel. 

Kenneth Pedersen 

Jeg kunne godt finde på at bruge 

min uddannelse som sygepasser 

senere, da jeg gerne vil læse 

medicin. Det bliver der ikke givet 

merit til, men jeg kan bruge 

uddannelsen personligt. Man 

bliver mere klar over, hvad man 

går ind til, når man tager sygepasseruddannelsen. 

I stedet for 

bare at have en forestilling om, 

at læger, de er bare sådan nogen, 

som kan klare alt, så ved man, 

hvad det er. 

Anne Louise Svendsen 

Ja, i et eller andet omfang. 

Det må tiden vise. Man lærer 

som soldat hurtigt at tage en dag 

ad gangen, men jeg kunne godt 

forestille mig at bruge meritten 

inden for sundhedssektoren. 

Eventuelt ved Falck 

Roger Boysen 

Jeg vil bruge min uddannelse som 

sygepasser senere. Enten i Falck 

eller på et hospital. Uddannelsen 

betyder meget for mig, fordi det 

er nemt at komme videre med 

den. Den giver mig muligheden 

for at fortsætte i Forsvaret, og 

hvis jeg tager tilbage til Sverige, 

kan jeg få merit. 

Magasinpost UMM 

ID-nr. 42417

En for alle -alle for en - Forsvarskommandoen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?