En for alle -alle for en - Forsvarskommandoen

Efter
ildkamp
med
taleban
Flere gange om ugen fortæller HOK’s hjemmeside om, at danske soldater
har været i kamp et sted i Helmand. En kort notits om nogle timer, der
for altid ændrer de mennesker, som var der.
Tekst og foto: Christina Jo Larsen, journalist.
Dagen begynder som så mange andre dage i Helmand.
Den kolde ørkenvind går gennem marv og ben, himlen er
blå som på en dansk sommerdag, og der er ørken, så langt
øjet rækker.
Tidligt om morgenen er de gået ud gennem porten.
Ikke lang tid efter kommer de første meldinger. Taleban
har indsigt på den danske patrulje, og de planlægger et
baghold. Patruljen er klar over det. De forsætter, lader
det ikke påvirke deres dialog med de lokale. Imens gør
taleban klar. Ændringer i terrænet, civile der forsvinder,
skærpet opmærksomhed. Alt sammen er med til at gøre
patruljen klar til det, der er under opsejling.
Da patruljen drejer op mod Armadillo-lejren – de kan se
lejrens vagttårne og det store Dannebrog oppe på high
ground – går det løs. Som altid er det taleban, der læg-
8 Forsvaret 2/2009
ger ud. Patruljen har fået et varsel og ligger allerede ned.
Den ene gruppe er fanget ude på den åbne mark – enhver
infanterists mareridt. Mens de trykker sig, gør kampvognene
sig klar til at hjælpe kollegaerne nede i zonen – daglig
tale for Green Zone.
Oppe i Armadillo beordres folk ind i bunkerne. Der
sidder de så, mens den britiske kanonlinje og de danske
mortérer skyder ud i området. Tiden bliver et vidt begreb.
For dem på marken er et minut som en time, for dem på
kanonlinjen ophører tiden, for dem, der ser på hjemmesiden,
er det et sekund og et klik, og så er det væk.
Patruljen derude har prøvet det før. De har været der før.
De er kommet hele fra det. Det gør de også denne dag.
I overraskende højt humør kommer de ind. Adrenalinen
pumper rundt i kroppen. Selv timerne efter.
En af dem henvender sig til mig for at fortælle.