DEN LETTE LØSNING AF VAGN FREDERIKSEN - Elbo

More documents

Recommendations

Info

tider med et kritisabelt (psykopatologisk reduktionistisk) psykoedukativt budskab om, at man mangler et stof i hjernen. Selv om det er forbundet med stor vanskelighed at skelne sorg fra depression, er det en skelnen af største vigtighed. Her skal jeg prøve at trække frem, hvor vanskeligt det er, men at der dog kan siges noget om, hvordan de to kategorier kan differentieres. Jeg henviser til John Schneiders arbejder (1984, 1994, 2000) vedrørende denne problemstilling, ligesom fx også Thomas Nielsen (1995) gør en del ud af at præcisere denne skelnen. I Skema 1 er det forsøgt at trække nogle af de vigtige ting frem, man kan prøve at være opmærksom på, hvis man skal skelne mellem sorg og depression. Som man kan se af skemaet, må man være opmærksom på mange forskellige ting. Der er bestemt ikke tale om teoretiske spidsfindigheder uden praksisrelevans, men tale om en skelnen, som er afgørende for interventionen. Hvis man skal gøre sig kvalificerede overvejelser om de faktorer, som er nævnt i skemaet, så er det klart, at man må have en længere og dyberegående samtale med klienten, og det er netop det, som mange patienter (og læger) ikke har mulighed for i almen praksis. Derfor vælges den lette løsning. Det tager ikke lang tid at præsentere en patient for en depressionsskala. Nogle af disse skalaer er forbundet med årtiers empirisk forskning (Becks depressionsskala, Hamiltons depressionsskala mv.). Og der findes skalaer, hvor man på blot ti spørgsmål skal afkrydse, hvordan man har haft det i de sidste to uger, publiceret på nettet og i et folkeoplysende blad som Helse. Det er (jf. Skema 1), betydeligt vanskeligere og mere tidskrævende at skelne mellem sorg og depression end den proces, som indebærer, at man beder en patient sætte ti krydser på et simpelt spørgeskema. Skema 1. Forskelle mellem sorg og depression. Tab Stemning Adfærd Vrede Tristhed Kognition Forhistorie Drømme, fantasier og forestillinger Søvnforstyrrelser Selvbillede Reaktioner Nydelse Andres reaktioner over for den berørte person Ved at fejldiagnosticere − eller man kunne måske med Schneider (2000) sige overdiagnosticere − sorg som en medikamentel behandlingskrævende lidelse, er der risiko for, at der sker noget negativt på det menneskelige plan: Mennesket føler sig ikke set og forstået som et aktivt handlende væsen, hvis smerte anerkendes. I stedet gøres sorgen sygelig, og livsproblemer forsøges løst kemisk. Ud over at det ikke er så let at være diagnostiker, må man også sige, at det ikke er så let at være menneske. De eksistentielle grundvilkår for mennesket indebærer, at sygdom, ulykke og SORG Tabet kendes af den sørgende Labil Vekslende: Skift mellem at delagtiggøre andre i smerten og at være alene. Variation med hensyn til psykomotorisk aktivitet, tale, appetit og sex Åben vrede og fjendtlighed Græder periodisk Optaget af tabet, forvirring Ingen tidligere depression eller psykiatrisk sygdom Levende drømme, evne til billeddannelse og fantasi Periodiske vanskeligheder Bebrejder sig selv for ikke at have sørget godt nok for den/ det tabte Reagerer på varme og beroligelse Vekslende indskrænkninger Tendens til at føle sympati for den sørgende (Konstrueret ud fra Schneider, 1984, 1994 og 2000). DEPRESSION Tabet kendes måske ikke Vedvarende forsænket stemningsleje Enten fuldstændig tilbagetrækning eller angst for at være alene Psykomotorisk hæmning, appetitløshed (vægttab), ringe seksuel interesse – eller ”agiteret” Ingen udadrettet vrede – vendes indad Vanskeligt ved at græde eller styre gråden Negativ opfattelse af sig selv, omverdenen og fremtiden Sandsynligvis tidligere depression eller psykiatrisk sygdom Forholdsvis ringe adgang til drømme. Billeddannelser er ofte af selvstraffende karakter Alvorligt søvnbesvær, tidlig opvågning om morgenen Ser sig selv som et dårligt menneske Ingen reaktion på de fleste stimuli Vedholdende indskrænkninger Tendens til at føle irritation mod den deprimerede død er noget, vi må forholde os til, hvilket bl.a. indebærer, at sorgen over reelle tab i menneskers liv ikke må forsøges taget fra dem − af den simple grund, at den ikke kan tages fra dem, når tabene er sket, og hvis de psykiske reaktioner på tab ikke bearbejdes, dvs. hvis der ikke sker en sorgbearbejdning, men at man i stedet får en kemisk ”løsning” på et livsproblem, så har man måske lagt i ovnen til senere depressive reaktioner i forbindelse med mindre tab i tilværelsen, (jf. at risikoen for depression øges, hvis man først har fået diagnosen én gang). Nr. 18 . 2005 PSYKOLOG NYT 13
14 PSYKOLOG NYT Nr. 18 . 2005 Sorg og kultur Er øget psykologbehandling svaret på den problematisering af ”den lette løsning”, som jeg har antydet ovenfor? Det kan meget vel være en del af svaret. Men problemet stikker dybere end som så. En del af problemet handler også om, hvordan vi i vores kultur har det med at forholde os til hinanden i forbindelse med sorg (jf. fx Klass, Silverman og Nickmans (1996) og Walters (1996, 1999) beskrivelse af kulturelle faktorers betydning i forbindelse med sorg). Psykologi og psykologisk praksis har siden Freuds klassiske ”Sorg og melankoli” lagt betydelig vægt på sorgarbejde i form af en følelsesmæssig forandring, sådan at den sørgende kunne vende den psykiske energi væk fra afdøde og hen mod andre (og andet). Dette aspekt ved sorg og sorgbearbejdning betones kraftigt hos en række teoretikere og praktikere efter Freud, fx hos Worden (1982), som den danske bestseller af Davidsen-Nielsen & Leick (2001) i så høj grad bygger på. Her opererer man med fire opgaver som centrale i forbindelse med sorg, og en af opgaverne består i at reinvestere den psykiske energi i andre relationer. Dette finder ifølge modellen sted parallelt med de tre andre opgaver: At acceptere tabet, at gennemleve sorgens følelser og at udvikle nye færdigheder. Tony Walter (1996, 1999) problematiserer en for stærk betoning af at skulle give følelsesmæssigt slip på den afdøde ved en læggen vægt på en følelsesmæssig bearbejdning af tabet. I stedet betoner han kraftigt betydningen af at leve med den afdøde og dennes indflydelse på vores liv, både før og efter dødsfaldet. I tråd hermed peger han ikke på gennemlevelse af ”den nødvendige smerte” i form af en følelsesmæssig bearbejdning af tabet som det altafgørende, men på den store betydning af at få mulighed for at tale om den afdøde med folk, som kendte ham, og på den måde få afdødes historie med sig i sit fremtidige liv. Walter slår således til lyd for, at en følelsesmæssig bearbejdning hos en professionel eller i en selvhjælpsgruppe kun er det næstbedste. Problemet er imidlertid, at vi fx i Danmark lever i en kultur, hvor tradition, geografisk stabilitet og slægtskabets betydning er aftagende. Dette medfører, at tilgængeligheden af andre mennesker, som kendte den afdøde og dennes historie, kan være en mangelvare i sorgens stund. Og nogle af dem, der måtte være potentielt tilgængelige, er det alligevel ikke på grund af psykologiske barrierer, mangel på ritualer mv. Nogle gange ser det ud til, at vi har glemt eller ikke vil vide af visdommen i H.C. Andersens lille eventyr om ”Den sidste perle”: ”Sorgens Perle, den sidste, som ikke kan savnes! Ved den forhøjes de andres Glans og Magt”. Medicin mod sorg? Lever vi i en kultur, hvor sorg anses som uhensigtsmæssig, noget besværligt og ineffektivt, som skal bekæmpes hurtigt? Er den naturlige sorgproces så langsom, at den skal effektiviseres med medicin? Spørgsmål af denne art er relevant at beskæftige sig med, hvis man ser på, hvordan Zisook et al.’s (2001) undersøgelse bliver omtalt på NetDoktor pro under
Page 1 and 2: DEN LETTE LØSNING AF VAGN FREDERIK
Page 3 and 4: (Bertelsen & Munk-Jørgensen, 1998)
Page 5: lig respekt for hans/hendes integri
Page 9: 16 PSYKOLOG NYT Nr. 18 . 2005 noget

DEN LETTE LØSNING AF VAGN FREDERIKSEN - Elbo

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?