ADHD-bladet nr. 3, 2009 - ADHD: Foreningen

More documents

Recommendations

Info

DIREKTØRENS KLUMME Direktørens klumme Af Anne Worning tillid og sund skepsis For nogle uger siden blev jeg ringet op af en bekymret mor. Hun fortalte, at hun igennem bekendte havde fået kontakt med en ældre mand, som uden betaling havde tilbudt at fungere som personlig støtteperson og ven for hendes 5-6- årige dreng. Sønnen var lige blevet diagnosticeret og mor var alene og træt. Hun havde derfor sagt ja til at tage på tur med manden og sin søn, og de havde haft en god dag. Efterfølgende havde manden tilbudt at tage drengen på telttur til sommer, og at de inden skulle have nogle gode mande-søndage. Mor ringede, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Hun var efterfølgende blevet bange for, hvad hun havde indledt sig på. For hun vidste jo intet om manden og om hans hensigter. Der var ikke sket noget, men skulle hun overlade sønnen til ham? Det synes jeg bestemt ikke, hun skal! På den ene side skal man være tillidsfuld i sin omgang med andre mennesker. Men man skal også være forsigtig med mennesker, man ikke kender. Denne mors træthed og frustration er forståelig. Hun har brug for aflastning og andre voksne, hun kan tale med. Men hun skal kende og kunne føle sig tryg ved de mennesker, der skal være sammen med hendes søn. Særligt når der er tale om små børn, der skal være alene med andre voksne. Jeg aftalte med moren, at hun skulle afbryde kontakten med manden, i hvert fald indtil hun ved mere om ham, og at hun skulle skrive om sine erfaringer i samtaleforum. At jeg ville skrive denne klumme som opfordring til andre om at tænke sig om. Og jeg opfordrede hende til at henvende sig til kommunen for at bede om støtte til sig og drengen. Jeg hører mange eksempler på familier, som har svært ved at få bevilget professionel aflastning og støtte fra kommunen. Men det er kommunens forpligtelse at sørge for støtte i de tilfælde, hvor der er behov for det. Og det er kommunens pligt at sikre sig, at den professionelle støtte er egnet til opgaven. Det er desværre ikke altid tilfældet. Et andet (dårligt) eksempel stammer fra vores arbejde med ADHD navigatørerne. Til et af introduktionsmøderne for voksne med ADHD, mødte et medlem op for at få en navigatør sammen med sin kommunale støtteperson (som havde ADHD i udpræget grad). Den kommunale støtteperson var tilsyneladende ikke tilstrækkelig egnet som støtteperson. Derfor var der også brug for en frivillig. Det er en dårlig støtte at give mennesker med ADHD støttepersoner, der selv har store problemer med ADHD. Eksemplerne viser, at man som familie med ADHD skal bevare sin sunde skepsis overfor de mange forskellige mennesker og forvaltninger, der frivilligt og betalt tilbyder deres kompetencer. ADHD er et område, hvor behovene for støtte er i vækst. Det betyder, at både gode og mindre gode mennesker tilbyder deres assistance. Og det betyder, at kommunerne godkender mennesker som coaches og støttepersoner, der måske ikke har de fornødne kvalifikationer til at løse opgaven. ADHD foreningens opgave er at sikre, at mennesker med ADHD får gode og tillidvækkende kontaktpersoner, der kan hjælpe dem. Derfor skal vi fortælle historier som disse. Og derfor skal vi arbejde for, at der kommer formel uddannelse til professionelle, der skal støtte andre. 11
12 JEG HAR SELV VÆRET DER Jeg har selv været der Af en mor til en teenager med ADHD Krigszonen Idet jeg satte foden, vidste jeg det; eksplosionen var uundgåelig, noget kom flyvende og så alle ordene! Det var ikke første gang, det skete, det var bare en af de mange, i de år hvor jeg boede i et minefelt! Med en eksplosiv teenagedatter med ADHD i huset, blev talemåden ”at gå på listefødder” dagligdagens mantra, for alle i huset. ”Pas på hvor du træder”, ”pas på hvad du siger”, ”pas på hvordan du siger det”, ”pas på hvornår du siger det”, ”pas på hvad du gør” – du har ingen chance for at vide hvad der udløser eksplosionen næste gang! Stemningen i huset var trykkende, og jeg kan godt forstå, hun ikke havde lyst til at være her. Når sandheden skal frem, var der vist ingen, der havde det. Man vidste aldrig, hvad der ville ske, når man trådte ind i hjemmet. Jeg havde ondt i maven bare ved tanken om at skulle hjem. Og en dag opdagede jeg, det var en lettelse, hun ikke var hjemme. Jo, du læste rigtigt, det var en lettelse, at hun ikke var der. Kan man føle det som mor? Skal man ikke altid kunne rumme sit barn? Angsten meldte sig, havde jeg mistet min moderkærlighed. Hvad for en slags mor kan tænke sådan? Men det var afmagt, kærligheden var bestemt ikke væk. Og lettelsen, når hun gik ud af døren, blev afløst af rædsel, den altopædende bekymring. Man kunne ikke holde ud, når hun var der, men jeg kunne slet ikke holde ud, når hun ikke var. Søvnløse nætter; Hvor er hun? Hvem er hun med? Hvad sker der? Please kom hjem, eller bare giv en lyd! Farerne er mange og listen er lang. Listen for hvad der kan gå galt, alt det frygtelige, der kan ske. Misbrug, kriminalitet, prostitution. Der var ikke noget, jeg ikke havde i tankerne. Nogen gange ringede hun kl. 04.00 om natten og ville hentes et sted, hun dårlig selv vidste hvor var – andre gange blev hun væk. Jeg var i konstant alarmberedskab, og frygten åd mine nætter og dage. Forestil- linger om, hvad der kunne være sket hende, krøb ind på mig, både i mine drømme, og når jeg var vågen. Andre sagde; ”Det er jo ikke første gang hun er væk – hun dukker op” men tænk hvis der var sket hende noget, tænk hvis hun havde brug for hjælp, tænk hvis hun lå et sted hjælpeløs og jeg ikke kom! Mit lille barn, mit lille smukke barn, hvor er du? Lukket på grund af ombygning Sådan omtales teenagere i en munter tone, når emnet falder på pubertet og teenagere. Og pubertet er ikke noget nyt fænomen, det har været alle tider! Min ældste datter, mine venners og søskendes børn har været der, jeg har læst om det, har lært om det gennem mine uddannelser, så forudsætningerne for at være forberedt, når puberteten kom, burde være til stede. Og jeg har viden om ADHD og, synes jeg, en forståelse for hvor svært det kan være at agere i verden, når man har ADHD. Jeg arbejder med det! Jeg er såkaldt ”ekspert” på andre menneskers eksplosive børn og unge. Det burde betyde, at jeg var forberedt, når puberteten meldte sig – Alligevel kom det fuldstændig bag på mig, og jeg følte mig alt andet end forberedt, da min datter, tidligt kun lige 12 år, kom i pubertet. Man skulle have haft en beredskabsplan, sat alarmer op og lavet øvelser. Selvbebrejdelsen, var den første der meldte sig. Jeg er jo professionel, jeg hjælper familier med disse problemer, jeg ved hvordan man gør! Men det gjorde jeg ikke, jeg var fuldstændig lost, jeg duede ikke til det, jeg var ikke en millimeter professionel – jeg var bare mor! Og en pokkers dårlig en af slagsen. Det var svært at erkende, at jeg for mine egne børn ikke er andet end mor, og holde fast i det! Der måtte være andre, der var professionelle for min datter. Og mens alle tegn på at katastrofen truede, hvor tiden var imod os, vendte jeg blikket ud og søgte hjælp! Men det, at du søger hjælp, betyder jo ikke, at du får den. Jeg troede, at når en mor siger, at hun ikke tør tage ansvaret for sit eget barn, at hun ikke magter det og mener, at barnet ” Jeg ville være der, jeg ville elske hende lige meget hvad! ” er alvorligt truet i sin udvikling, så vidste alle, at det var alvorligt. Og hjælpen ville komme men… tiden gik, måneder hvor jeg uafladeligt skrev lange breve til kommunen, breve hvor jeg direkte skrev, at jeg ikke turde tage ansvaret for hende, at vi ikke magtede det, at storesøster pludselig begyndte at mistrives, at familien var ved at falde fra hinanden! Jeg klagede til socialdirektøren. Læste de det? Jeg tror det, men de forstod det nok ikke, eller de tænkte, at jeg burde kunne klare det, for der skete ingenting. Jo der var mange ”gode råd” fra omgivelserne: ”Du må straffe hende, sådan en adfærd skal have konsekvens”, ”Så må du smide hende ud, så kan hun lære det!” og mange flere. Men hun havde det jo svært, skulle jeg som mor smide hende ud! Når hun havde det allerværst, hvad ville hun lære af det? Selvfølgelig skulle jeg ikke det, hun er min meget smukke datter, hun er varm, klog og sød, og jeg vidste, at hun var der. Indimellem kiggede hun frem, men hun kæmpede og havde brug for mig mere end nogensinde før. Hun kunne jo ikke finde vej. Heldigvis ved jeg, at børn gør det godt, hvis de kan. Det gælder også teenagere, og det gælder også min egen datter. Jeg vidste, at hvis hun kunne gøre det godt, så ville hun gøre det godt, men hun kunne ikke! Hun havde det frygtelig svært. Hun led, hun kæmpede, med sig selv, med omgivelserne,med at høre til, med selvstændighed med angst, med sin ADHD, og hun skulle ikke også kæmpe med mig! Jeg ville være der, jeg ville elske hende lige meget hvad! Og med hende var jeg vidne til, hvordan verden vendte hende ryggen, selv mennesker tæt på magtede ikke at holde af hende, det var som om, at ingen ville hende. Hun var helt alene! At være vidne til hendes kamp, hendes frustration, hendes angst og smerte uden at kunne hjælpe, var frygtelig smerteligt. Rejsen Så ramte katastrofen, og min verden faldt sammen! Angsten, politiet, sorgen, den ustoppelige gråd, desperationen, belejringen af kommunen og så… dagen hvor hun rejste.
Page 1 and 2: nummer 3 | juni/juli 2009 | ADHD-fo
Page 3 and 4: 4 KONTINGENTINDBETALING 2009 Kontin
Page 5 and 6: 6 SEBASTIAN, CHAPPER OG ADHD sebast
Page 7 and 8: 8 FORÆLDREKURSER SE HER: TILBUD TI
Page 9: 10 FORÆLDREKURSER teenagebørn kan
Page 13 and 14: LÆSEHESTEN Læsehesten Adfærdspro
Page 15 and 16: MAN SKAL IKKE TRO, AT EN UGLE ER EN
Page 17 and 18: ADHD UGEN DEN 20. TIL DEN 27. SEPTE
Page 19 and 20: DE SOCIALE SIDER sider Bedre vilkå
Page 21 and 22: DET SKREV AVISEN Det skrev avisen H
Page 23 and 24: TIPS TIL TEENAGERE • UNGE I DØGN
Page 25 and 26: LOKALAFDELINGER følg din lokalafde
Page 27 and 28: LOKALAFDELINGER eller har hørt én
Page 29 and 30: LOKALAFDELINGER R E G I O N N O R D

ADHD-bladet nr. 3, 2009 - ADHD: Foreningen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?