searchable_1331-1997..

Loven fik hermed yderligere karakter af mere permanent regulering,
uanset at det i loven var fastsat, at den gjaldt indtil 1.4.1921, og dermed
fortsat var en midlertidig foranstaltning.
For så vidt angik reglerne om lejeregulering videreførtes det hidtidige
princip dog således, at procenttillægget forhøjedes til 30 pct.,
henholdsvis 20 pct., samt at udlejere ved lejeforhold, hvor vedligeholdelsen
påhvilede udlejeren, blot til huslejenævnet skulle anmelde
lejeforhøjelser med tillæg på indtil 30 pct., som gennemføres med
kontraktmæssigt varsel.
Det påhvilede herefter lejeren at anmode nævnet om at vurdere og
eventuelt nedsætte sådanne forhøjelser.
For så vidt angik aftaler om lejeforhøjelser, som var indgået efter den
18.12.1916, herunder ved nyt lejemåls indgåelse, skulle disse dog godkendes
af huslejenævnet.
Ved lov nr. 168 af 1.5.1922 gennemførtes en række ændringer, som
bl.a. indebar, at procentsatserne forhøjedes til 35 pct., hhv. 25 pct., og
at udlejere fik fuld dækning for udgiftsstigninger, der vedrørte forhøjede
ejendomsskatter siden 1914 samt for fremtiden.
Endvidere kunne aftale om lejeforhøjelse som følge af ekstraordinære
reparationer indgås uden huslejenævnets godkendelse. Ligeledes
kunne aftale om lejeforhøjelser i bestående lejeforhold indgås uden
nævnets godkendelse, indtil nyt lejemål blev indgået.
Disse ændringer indebar lempelser i de lejemæssige restriktioner som
udtryk for, at den ekstraordinære situation, som 1. verdenskrig og tiden
umiddelbart efter udgjorde, efterhånden ansås for at være aftagende.
Regelsættet videreførtes i stort set uforandret udformning frem til
1.4.1925.
1.2.1.2 Den almennyttige boligsektor.
I slutningen af 1. verdenskrig gennemførtes en lov af 31.3.1917, hvorefter
der kunne ydes støtte til både privat og socialt boligbyggeri, dels i
form af statslån, dels i form af tilskud.
I årene 1923-1928 blev den offentlige støtte alene ydet i form af lån
gennem Statsboligfonden, der blev oprettet ved lov nr. 551 af 23.12.-
1922.
13