searchable_1331-1997..

På grundlag af bl.a. den udvikling, lejelovgivningen havde undergået i
andre europæiske lande, var loven indrettet i overensstemmelse med
det forløb, som lejeforhold i almindelighed gennemløber. Den begyndte
således med regler om lejerens overtagelse af det lejede, herefter
regler, som fandt anvendelse på forholdet i lejeperioden, og afslutter
med regler om lejeforholdets ophør.
Regelsættet tog udgangspunkt i parternes aftale således, at reglerne
var udfyldende i forhold til aftalen (tilbagefaldsvirkning). I en række
tilfælde var det dog fastsat, at bestemte regler ikke kunne fraviges ved
aftale, typisk til skade for lejeren.
Reglerne om lejenedsættelse, opsigelse og ophævelse var blandt de
væsentlige regler, som var ufravigelige (præceptive).
I forhold til de hidtidige regler indebar loven på en rækkes områder en
betydelig deregulering af forholdet imellem lejer og udlejer. Loven tog
formentlig sigte på en normalisering af forholdene på boligområdet med
henblik på en tilnærmelse til et friere lejeboligmarked.
Loven indeholdt ikke bestemmelser af egentlig lejereguleringsmæssig
karakter - altså bestemmelser, som nøjere fastsatte lejen.
Derimod videreførtes reglerne om "misforholdsleje" således, at lejeren
kunne forlange lejenedsættelse, hvis retten ved en af lejeren anlagt sag
skønnede, at udlejeren havde betinget sig eller oppebar en leje, hvis
størrelse stod i misforhold til det lejedes værdi.
Rettens skøn skulle som efter de hidtidige regler tage hensyn til det
lejedes beliggenhed, art, tidligere lejenedsættelser og vedligeholdelsesstand,
sammenholdt med den i kommunen almindelige leje for boliger
og lokaler af tilsvarende beskaffenhed.
Til bestemmelsen var knyttet en 10-årig fredningsperiode for nye lejemål,
således at der først kunne anlægges sag om lejenedsættelse 10 år
efter ejendommens opførelse eller lejlighedens indretning.
Med loven genindførtes i princippet fri gensidig opsigelse, dog således
at lejeforhold, som ikke lovligt var bragt til ophør inden et år efter lejeaftalens
indgåelse, var uopsigelige i yderligere to år bortset fra nogle i
loven nærmere angivne tilfælde.
Samtidig hermed vedtoges lov nr. 55 af 23.3.1937 om beskyttelse af
erhvervsvirksomheder i lejet ejendom, der indeholdt regler af begrænset
betydning om lejeregulering og opsigelse. Loven omfattede
kun de såkaldt erhvervsbeskyttede lejemål.
17