Klienter idømt en psykiatrisk særforanstaltning... - Landsforeningen ...

nalitet, og det er i hvert fald sikkert, at klientens psykiske helbredstilstand ikke forbedres
under en sådan kritisabel mangel på behandling.
Undersøgelsen viser også, at KIF’s samarbejde med kommunerne om §§ 68-69-klienternes
sociale forhold kan være vanskeligt. I mange sager fremgår det ikke, hvorvidt
og i hvilket omfang psykiatrien eventuelt har engageret sig i dette samarbejde.
Der er ligefrem eksempler på, at kommuner ganske enkelt nægter at yde støtte til klienter
eller forsøger at ”eksportere” besværlige klienter til andre kommuner. Hertil
kommer et efter beskrivelsen tungt bureaukrati med mange instanser indblandet. Igen
er det indlysende, at sådanne problemer må forværre en klients sociale forhold og
dermed også psykiske helbredstilstand. KIF har nogle gange klaget over kommunale
afgørelser, men det bør overvejes, om KIF kan spille en mere aktiv rolle i samarbejdet
med kommunerne (og psykiatrien). Det skal dog også bemærkes, at kommunerne
vil have svært ved at yde social støtte til mere eller mindre ubehandlede, måske voldelige
klienter, ligesom der er eksempler på, at kommuner må afholde store udgifter
til døgnovervågning, ”en-mands-institutioner” mv. Det må overvejes, om det ikke var
både bedre og billigere, at disse klienter var længerevarende indlagt på psykiatriske
afdelinger.
6.5. Kriminalitet
6.5.1 Den begåede kriminalitet
Den kriminalitet, §§ 68-69-klienterne er dømt for, er overvejende forskellige former
for vold, og som tidligere nævnt er 80 % dømt for personfarlig kriminalitet, dvs.
vold, ildspåsættelse, sædelighedskriminalitet og røveri. Der er stort set ingen forskelle
i kriminalitetsmønstret mellem klienter omfattet af straffelovens § 16, stk. 1,
og af § 69 udover, at andelen af klienter omfattet af § 69 er høj blandt klienter dømt
for sædelighedskriminalitet, hvilket kan hænge sammen med, at mange, sigtet for
sædelighedskriminalitet, mentalundersøges sammenlignet med f.eks. personer sigtet
for berigelseskriminalitet. Når flere undersøges, vil man også finde flere, hvor en
særforanstaltning skønnes mere formålstjenlig end straf. Dette fund peger på, at såvel
politi/anklagemyndighed som advokater bør være mere opmærksomme på eventuelle
alvorlige psykiske lidelser blandt de personer, der sigtes for mindre alvorlig kriminalitet,
og som derfor som udgangspunkt ikke mentalundersøges, med mindre de er
åbenbart psykisk syge. Der er også påvist enkelte andre forskelle mellem forskellige
grupper – kvinder er f.eks. hyppigt dømt for brandstiftelse (andelen af kvindelige
brandstiftere er større end andelen af mandlige brandstiftere), hvilket også er påvist
103