Klienter idømt en psykiatrisk særforanstaltning... - Landsforeningen ...

Som det fremgår, er der sager, hvor der i erklæringen beskrives utvetydige psykotiske
symptomer, f.eks. hallucinationer eller vrangforestillinger (K1 og K2), men hvor klienten
ikke er vurderet som sindssyg, hvilket selvsagt er en fejl. Så er der de sager, hvor
en klient utvivlsomt har været psykotisk på gerningstidspunktet, men måske ikke er
det på undersøgelsestidspunktet (K9), og hvor det så konkluderes, at klienten er omfattet
af § 69 (hvilket måske er korrekt på undersøgelsestidspunktet), men det er tilstanden
på gerningstidspunktet, som er bestemmende for, om en klient er omfattet af §
16 eller af § 69.
Endelig er der sager, hvor en klient måske ikke frembyder åbenbare psykotiske symptomer
under vedvarende behandling med antipsykotisk virkende medicin (K6, K7 og
K11).
I disse sager skal man naturligvis overveje tilstanden på gerningstidspunktet, men også
holde sig for øje, at en klient godt kan være ”sindssyg” (som er den betegnelse, der
anvendes i straffeloven) uden nødvendigvis at frembyde åbenbare psykotiske symptomer
som defineret i ICD-10. (Brandt-Christensen & Bertelsen, 2010; Kramp 2010).
På den anden side blev ni klienter med definitorisk ikke-psykotiske tilstande henført til
§ 16, stk. 1. Det skal bemærkes, at to med diagnosen ADHD i hvert fald senere frembød
psykotiske symptomer, så det har måske mere været diagnosen end den retspsykiatriske
klassifikation, som har været forkert.
Det kan naturligvis hævdes ud fra et psykiatrisk synspunkt – men næppe ud fra et juridisk
– at spørgsmålet om straffelovens § 16, stk. 1, eller § 69 i de nævnte sager i praksis
er af mindre betydning, idet erklæringerne under alle omstændigheder anbefalede
anvendelse af en psykiatrisk særforanstaltning. Problemet er blot, at dette materiale af
gode grunde ikke indeholder sager, som beskrevet ovenfor, hvor erklæringen ikke har
anbefalet en psykiatrisk særforanstaltning, hvorfor sondringen mellem straffelovens §§
16 og 69 er vigtig og relevant.
Den anden hovedgruppe omfatter foranstaltninger, som ikke er praktisk gennemførlige.
Såfremt en mentalundersøgende overlæge ønsker at anbefale en særforanstaltning,
bør overlægen anvende de formuleringer – og kun dem – der fremgår af Rigsadvokatens
Meddelelse 5/2007, det gælder såvel de psykiatriske særforanstaltninger,
foranstaltninger over for mentalt retarderede som foranstaltninger over for helt unge
158