Klienter idømt en psykiatrisk særforanstaltning... - Landsforeningen ...

M34
Klienten er en 24-årig ugift skizofren mand, der er idømt en behandlingsdom for
vold. Han udskrives fra en psykiatrisk afdeling til en privat institution i en anden del
af landet. Institutionen havde en psykiatrisk konsulent, som angiveligt varetog behandlingen.
Det gik dog hurtigt galt, klienten forlod institutionen og boede i en periode
hos familie. Ingen inden for psykiatrien i den region, hvor klienten opholdt sig,
kendte til sagen (som var ekspederet videre fra den retspsykiatriske afdeling, hvor
klienten havde været indlagt). Han blev kortvarigt indlagt, men afdelingen mente ikke
at kunne ”holde på ham”. Herefter flyttede han til en institution i en ny region, heller
ikke her ville han være, og heller ikke her ville psykiatrien vedkende sig behandlingsansvaret.
Det endte med, at klienten blev indlagt på den retspsykiatriske afdeling,
hvor han oprindeligt kom fra, om end afdelingen ikke mere havde det formelle behandlingsansvar.
Her var han indlagt i en længere periode.
M74
Klienten er en 19-årig ung mand af anden etnisk baggrund end dansk. Han lider af
skizofreni og er fundet omfattet af straffelovens § 16, stk. 1 og for bl.a. røveri idømt
en behandlingsdom. Under indlæggelse til mentalundersøgelse blev han beskrevet
som svært psykotisk. Han blev udskrevet til en socialpsykiatrisk institution, og det
fremgår, at såvel kriminalforsorgen som den behandlingsansvarlige overlæge mente,
at klienten i medfør af dommen kunne tilbageholdes der, indtil statsadvokaten fandt
det forsvarligt ”at lukke …[klienten] ud”. Det videre forløb var præget af klientens
svære psykotiske tilstand. På et tidspunkt absenterede han sig fra institutionen og
blev efter nogle dage varetægtsfængslet i Tyskland. Han blev tilbageført til institutionen,
men var medicinvægrende, idet han mente, at medicinen var gift. Indlæggelse
blev på intet tidspunkt overvejet, men det blev overvejet at flytte ham til en anden
socialpsykiatrisk institution.
M59
Klienten er en 19-årig ung mand, der for grov narkotikakriminalitet er idømt en behandlingsdom.
Han er diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse. Han blev på
intet tidspunkt indlagt, men fra starten angav den behandlingsansvarlige overlæge
over for KIF, at KIF-medarbejderen ikke burde være alene ved samtale med klienten,
da denne kunne være ”farlig”. Under hele forløbet er fra forskellig side, bl.a. familie
og et revalideringsværksted, anført, at man var bange for ham pga. hans truende og
aggressive adfærd. Den behandlingsansvarlige overlæge oplyste, at klienten ikke
kunne indlægges, da han ikke var ”psykotisk”.
94