veteraner bliver Hjemløse - Hus Forbi

Jeg boede på gaden og
under broer, levede af
kirsebærvin og det, jeg
kunne finde at spise,
og en dag mødte jeg
en, som sørgede for, at
jeg fik en plads på et
forsorgshjem
FRA KRIGSHELT TIL HJEMLøS
Han havde det rædselsfuldt, da han kom hjem fra krigen i Kroatien. Der gik 18 år med
misbrug og hjemløshed, før han fik diagnosen PTDS og kom i behandling. I dag kæmper
han stadig for at få et mere almindeligt liv
af Birgitte Rørdam
foto: Helga c. Theilgaard
Han troede, at han skulle ned og redde mennesker,
da han blev udsendt til Kroatien, men
det viste sig, at han bare skulle være tilskuer.
Danske soldater havde ikke mandat til at
gribe ind, så det eneste, han foretog sig, var at
køre ud med forsyninger til soldaterne i hans
deling, der heller ikke kunne gøre noget. De
kunne kun se passivt til, når civile og soldater
blev tortureret og dræbt.
Det er historien, som Christian Ring,
der var udsendt som oversergent på hold 4 i
Kroatien i 1993, kan fortælle. Selvmordsholdet
kalder han det, for det er et af de hold, hvor
flest soldater siden tog livet af sig selv. Christian
Ring forsøgte ikke at begå selvmord, han
reagerede med vold og druk og endte med at
bo på gaden og under broer.
Først i 2010 fik han hjælp, da en læge stillede
diagnosen PTSD – posttraumatisk stresssyndrom
– som følge af de traumer, opholdet i
Kroatien havde givet ham, og i dag er han på
førtidspension.
- Det var utroligt frustrerende - vi overværede
overgreb og drab på kvinder, børn og soldater
og kunne intet gøre. Jeg føler stadig afmagt
over de ting, jeg så, og de forfølger mig i form af
flash backs selv her 19 år efter, siger han.
Skar hovederne af folk
Men det var også belastende selv at blive truet
på livet, fortæller Christian Ring.
- En dag kørte min patrulje ved et uheld ind
i en serbisk lejr, en paramilitær enhed, som
foretog etnisk udrensning – de var berygtede
for at skære hovederne af folk. De holdt os
tilbage, slukkede vores radio, så vi ikke kunne
komme i kontakt med omverdenen, sigtede
på os alle sammen og truede med, at de ville
fængsle os. Jeg var sikker på, at det var slut,
men efter tre timer slap vi mirakuløst derfra.
To dage efter blev Christian Ring stoppet
på landevejen af en sindsforvirret serber, der
satte ham en pistol for panden og truede med
at skyde hovedet af ham. Igen var han heldig,
idet det serbiske politi tilfældigvis kom forbi
og reddede ham.
- Det var hårde oplevelser. Man er altid
i beredskab, og man ved aldrig, hvad næste
øjeblik bringer. Og vi talte aldrig om de ting, vi
oplevede. Vi gik i messen og drak øl og gik så
i seng og sov. Hvis man først søgte hjælp hos
psykiateren, blev man sendt hjem til Danmark
og regnet for rigtig syg i hovedet, og det ville
ingen jo.
Men heller ikke da Christian Ring kom hjem
til Danmark, fik han talt om sine oplevelser.
- Dengang lavede forsvaret ikke akklimatiseringsforløb,
som de gør i dag. Vi blev linet
op på pladsen og trådte af med det samme. Jeg
tror, at vi fik at vide, at vi kunne ringe til en
psykolog, hvis vi havde brug for det. Men det,
der optog os, var at få udstyret gjort klar og
afleveret, så vi kunne komme derfra, siger han.
Slog og råbte
Derefter startede en årelang vandring for
Christian Ring.
- Jeg havde det af helvede til. Jeg drak
i Kroatien, når jeg havde det skidt, og det
fortsatte jeg med hjemme – men nu drak jeg,
fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Jeg boede
med min kone gennem 15 år og vores to børn,
og jeg slog og råbte af dem. Jeg kunne ikke
sove, følte mig meget ensom og syntes ikke, at
jeg hørte til. Jeg så hele tiden billeder af ting,
jeg havde oplevet i Kroatien, og bare en lugt
kunne skabe ubehagelige minder, som gjorde
mig opfarende og aggressiv.
Christian Rings’ kone fik ham til læge, men
her fik han bare at vide, at han skulle tage en
whiskysjus, hvis han ikke kunne sove. Og i
1999 gav hans kone op og flyttede med børnene.
Christian Ring havde på det tidspunkt
arbejde som nattevagt – han kunne alligevel
ikke sove – men da konen forlod ham, mistede
han fuldstændig fodfæstet.
- Jeg blev stresset, så snart jeg så et brev,
så de blev smidt væk. Jeg kunne ikke overskue
at betale regninger, heller ikke huslejen,
og i 2000 blev jeg smidt på gaden. Jeg tænkte
mange gange på at søge ud i skoven, for der
kunne jeg få fred, og jeg ville under ingen omstændigheder
bede kommunen om hjælp, siger
han og fortsætter:
- Jeg syntes, at det var så flovt, at jeg
reagerede så voldsomt og troede bare, at det
var mig, der havde det sådan. På et tidspunkt
landede jeg i Aarhus. Jeg boede på gaden og
under broer, levede af kirsebærvin og det, jeg
kunne finde at spise, og en dag mødte jeg en,
som sørgede for, at jeg fik en plads på et forsorgshjem
i Hørning uden for Aarhus.
Men heller ikke forsorgshjemmet kunne
han holde ud og være på. Han flyttede ind hos
sin søster. Her mødte han en pige, som fik ham
til at starte på pædagoguddannelsen – som
han fuldførte – men psykisk fik han det værre.
Han arbejdede, i årene efter på et forsorgshjem,
i en skovbørnehave, som gadeplansmedarbejder
og som pædagog for misbrugte
børn i Grønland. Men det hele handlede ifølge
Christian Ring om at flygte, inden folk kom for
tæt på ham, og drikke sig væk fra verden.
Måtte have hjælp
I 2010 fik Christian Ring et job i Jyderup Statsfængsel
som pædagog for unge indsatte. Han
havde fået en ny kæreste, han var glad for,
men en dag blev han truet af en af de indsatte,
og så gik det helt galt.
- Jeg brød fuldstændig sammen. Og for
første gang stod det klart for mig, at jeg ikke
kunne klare mig uden hjælp, fortæller han.
Christian Ring måtte igennem distriktspsykiatrien
i Kalundborg, Rigshospitalets Traumeafdeling
og videre til psykologer fra Svanemøllen
Kaserne, før diagnosen var klar: Han
havde kronisk PTSD, og skaderne stammede
helt tilbage fra hans oplevelser i Kroatien. I
dag får Christian Ring førtidspension, han er
i medicinsk behandling, går til psykolog hver
14. dag, og det går langsomt fremad. Blandt
andet har han for første gang siden krigen ikke
problemer med at drikke.
- Der er nok ingen tvivl om, at det ville
have været nemmere, hvis jeg havde fået
hjælp fra starten, for så havde det ikke udviklet
sig så voldsomt. Men jeg tror ikke, at
forsvaret var opmærksomt på de ting, vi blev
udsat for på Balkan, før senere, og jeg var svær
at nå, fordi jeg var alt for stolt til at bede om
hjælp, siger han.
For Christian Ring har det halve år på Balkan
haft en lang række konsekvenser. Han har
mistet 18 år af sit liv, hans søn vil ikke se ham,
han er dybt forgældet, blandt andet fordi hans
lejlighed røg på tvangsauktion, og han er endt
på førtidspension.
- Jeg håber, at jeg en dag får det så godt, at
min søn vil se mig igen. Og at mine nære ikke
konstant skal være nervøse over, om hvordan
mit humør er – om jeg lige pludselig bliver meget
vred. Og så håber jeg, at jeg en dag bliver i
stand til at være på steder, hvor der er mange
mennesker, og gå i butikker uden at gå i helt
panik, siger han.
Christian Ring er en af 1000 krigsveteraner,
der har søgt og fået afslag på arbejdsskadeerstatning,
selvom det er klinisk dokumenteret,
at skaderne stammer fra udsendelsen
i Kroatien. Sagen ligger for øjeblikket hos
Ankestyrelsen.|
Hvis man først søgte hjælp hos psykiateren, blev man sendt hjem til Danmark og regnet for rigtig syg i
hovedet, og det ville ingen jo, siger Christian Ring.
Hjemvendte
soldaters fristed
De danske veteranhjem, som findes i København,
Fredericia og Aalborg, er fristeder, hvor
alle, der har været udsendt, kan mødes og være
sammen med ligesindede. Her kan de hjælpe
sig selv og hinanden med at forebygge varige
psykiske reaktioner efter deres oplevelser som
udsendt, ligesom der er hjælp til hente til dem,
der allerede er ramt af varige psykiske mén. Alle
veteranhjem er indrettet, så de kan huse hjemløse
veteraner. i forbindelse med forlængelsen
af forsvarsforliget er veteranhjemmene sikret
støtte fra forsvaret frem til 2017. læs mere på:
veteranhjem.dk.
14 | HUS FORBI | nr. 02 februar 2013 | 17. årgang HUS FORBI | nr. 02 februar 2013 | 17. årgang | 15