Hele publikationen i PDF-format - Ministeriet for Børn ...

pub.uvm.dk

Hele publikationen i PDF-format - Ministeriet for Børn ...

08

SORØ

-mødet

Identitet

arbejdsmarked

rekruttering

– de nye erhvervsakademi-

og professionsbacheloruddannelser


Identitet

arbejdsmarked

rekruttering

– de nye erhvervsakademi-

og professionsbacheloruddannelser

Undervisningsministeriet 2008


08

SORØ

-mødet

Undervisningsministeriet 2008


Indhold

Forord

Identitet

Uddannelsesrevolutionen. BERTEL HAARDER

Læreruddannelse – en folkesag. JØRN LUND

Fra landbrugsmaskinsmed til administrerende direktør. HENRIK SØRENSEN

Fra person til profession – om at blive til noget. MAJA ENGBERG-SØNDERSKOV

Videncenter – noget, man er, eller noget, man har? AGI CSONKA

Viden i spil. HELLE TIMM

Det vigtige samarbejde med erhvervslivet. CHRISTIAN MATHIASEN

Spørgsmål, der skaber innovation. LOTTE DARSØ

Internationalisering af uddannelserne. HANS PETER JENSEN

Klar til den globale udfordring. INGELISE BOGASON

Arbejdsmarked

Fremtidens arbejdsmarked – fra Palle til Pelle. ANNE SKARE NIELSEN & SØREN PEDERSEN

Rekruttering – ulighed og nye potentialer. KNUD HENNING ANDERSEN

Historien om en samfundskontrakt. JENS KLARSKOV

Det attraktive arbejdsmarked på sundhedsområdet. JOHANNES GAUB

Til dig, der ved, hvad du vil. OLE GRANGAARD OLESEN

Rekruttering

Rekruttering – ulighed og nye potentialer. LARS OLSEN

Teenageliv i Danmark i år 2008. CHRISTIAN MADSBJERG

Mandskab til velfærdssamfundets maskinrum. LAUST JOEN JAKOBSEN

Hvordan synliggør vi de nye erhvervsakademier? PETER ENEVOLD

5

7

8

15

22

27

30

35

38

44

49

54

59

61

64

71

74

81

85

87

92

97

101


Forord Fælles fodslag om professionsbacheloruddannelserne

Jeg har været med til mange Sorø-møder, siden jeg selv tog initiativet til dem i begyndelsen af 80’erne. Dette års

møde står som et af de bedste for mig.

Årets Sorø-møde bidrog til skabelsen af en fælles identitet blandt professionshøjskolerne. Erhvervsakademierne kom

ind på lystavlen i en ny, optimistisk udgave med stigende studentertilgang. Vi spildte ikke tiden med diskussioner

om ændret lovgivning og andre rammespørgsmål. For rammerne ligger fast, og der er bred politisk enighed om,

hvordan de skal være. I stedet brugte vi tiden på at få udviklet nye tilbud, som øger tilgangen til uddannelserne,

blandt andet min idé om at kombinere job og uddannelse.

Det var også glædeligt at se, hvordan erhvervsakademier, professionshøjskoler og erhvervsskoler arbejder sammen,

både formelt og uformelt.

Der var spændende og overbevisende indlæg. Fællesnævneren var, at de ikke handlede om problemer, men om alle de

muligheder, der ligger i uddannelserne. Det løftede os alle hen over tristheden over den svagt faldende tilgang. Jeg siger

svagt faldende, for faldet er jo langt større på universiteterne end på de professionsrettede videregående uddannelser.

Det er folk fra Undervisningsministeriets uddannelser til lærer, pædagog og sygeplejerske, der er mangel på i samfundet.

Så jeg håber, der opstår en selvbevidsthed hos professionshøjskolerne, som kan styrke deres såkaldte brand

og tiltrækningskraft på de studerende.

Der var fælles fodslag om, at vi ikke skal være universiteter, men styrke professionshøjskolernes og erhvervsakademiernes

særlige praksisorienterede identitet. Det arbejde er nu kommet godt fra start.

Jeg vil gerne her benytte lejligheden til varmt at takke de mange, der på forskellig vis har bidraget til Sorø-mødet 2008.

Undervisningsminister BERTEL HAARDER

August 2008


Identitet


Identitet: Uddannelsesrevolutionen

Uddannelsesrevolutionen

Der er behov for at diskutere fremtiden for professionshøjskoler

og erhvervsakademier. Hvordan rekrutterer

vi flere unge, og kan vi tale uddannelserne op, spørger

undervisningsminister Bertel Haarder oven på forårets

uddannelsesrevolution.

BERTEL HAARDER

For godt et halvt år siden fandt en af de største uddannelsesrevolutioner

sted i Danmark. Den var fredelig

og blev stort set ikke bemærket i offentligheden

– på trods af, at den omfatter mere end 60.000

studerende og over 6.000 undervisere.

Næsten 100 studiesteder blev slået sammen til otte enheder,

der fra 2012 bliver til syv. De fik betegnelsen

professionshøjskoler/university colleges (fordi de ikke

måtte hedde universiteter som i andre lande). De har

en størrelse og en ledelseskraft, der kan matche universiteterne

og skabe levende campusmiljøer med mange

studerende, som giver mange flere faglige (og tværfaglige)

muligheder, bedre studiemiljøer – og bedre fester!

Deres undervisning skal baseres på faglig udvikling

i samarbejde med universiteterne og på praksisorientering

og innovation i tæt samarbejde med ansættelsesområderne.

Revolutionen omfatter uddannelserne til lærer, diplomingeniør,

finansøkonom, sygeplejerske, pædagog,

fysioterapeut, socialrådgiver og jordemoder

m.m. Det er populære uddannelser. Stik imod det

indtryk, man får af debatten i medierne. De studerende

er faktisk rigtig glade for deres uddannelse.

Det viste en undersøgelse fra Epinion sidste år.

Samme undersøgelse viste også, at det er den overdrevne,

negative omtale af arbejdsforhold for lærere,

pædagoger og sygeplejersker – lønniveau, bureaukrati,

skiftende arbejdstider osv. – der i høj grad er

årsag til, at uddannelserne fravælges. Fagene og jobbene

har desværre fået lav status i samfundet.

Nye fremtidsmuligheder

Vi skal bruge dette års Sorø-møde på at diskutere

disse uddannelsers og professionshøjskolernes nye

8

fremtidsmuligheder, herunder også rekrutteringen

til og omtalen af uddannelserne; hvorfor de unge

vælger, som de gør, og hvordan uddannelserne udvikles

og præsenteres. Vi skal have fokus på den helt

specielle vekselvirkning mellem praktik og uddannelse,

som kendetegner langt de fleste professionsrettede

uddannelser.

Først skal vi lige have proportionerne på plads: På

trods af, at der er færre ansøgere til lærer- og pædagoguddannelserne

i år, er de stadig Danmarks

største uddannelser med et langt større optag end

de enkelte universitetsstudier. Pædagoguddannelsen

er Danmarks største, på 2.-pladsen ligger læreruddannelsen,

sygeplejerskeuddannelsen nummer 3 og

diplomingeniører nummer 4. Man skal helt ned på

7.-pladsen for at finde en universitetsuddannelse

– nemlig jura.

Uddannelser rettet mod det private arbejdsmarked

har stor fremgang i år. Syv procent flere vil være

diplomingeniør, mens it-uddannelserne har tiltrukket

29 procent flere studerende, og det økonomisk

-merkantile område oplever en fremgang på 15 procent.

Vi har de senere år afsat mange ressourcer til at

fremme interessen for de teknisk-merkantile professionsuddannelser.

Måske høster vi nu frugterne af

den øgede fokus på naturfag og teknik i folkeskolen

og uddannelserne. Der er flere og flere tilbud til

elever med særlige talenter, og danske unge gør det

fremragende i de internationale konkurrencer inden

for en række naturvidenskabelige fag.

Nu skal vi have de offentligt rettede uddannelser

med. Jeg tror, udgangspunktet er godt. Løn- og arbejdsvilkårene

er langt bedre, end det er fremgået


BERTEL HAARDER


Identitet: Uddannelsesrevolutionen

af den overdrevne agitation under overenskomstforhandlingerne.

Og i øvrigt er det næppe det, der

bestemmer tilgangen. Se bare på jordemoderuddannelsen.

Her strømmer de studerende til i et omfang,

så det kræver et af landets højeste gennemsnit for at

få en plads (9,2)! Det på trods af, at en jordemoder

kan se frem til at skulle arbejde om aftenen, om natten,

i weekender – og mens andre fester til jul og

nytår. Arbejdet er fysisk krævende, til tider hektisk

og blodigt og ekstremt ansvarsfuldt: der er liv mellem

hænderne. Men jobbet har høj prestige, og de

studerende strømmer til.

Lærergerningen skal have status igen

Lærergerningen havde i mange år en tilsvarende status

i samfundet. Det bør den have igen. Et lærerjob

er meget krævende. En typisk lærer skal ud over at

besidde en faglig tyngde have gode leder- og formidlingsevner,

og han/hun skal vide, hvordan man

underviser i et fag (didaktik). Læreren skal kunne

bygge viden og kundskaber op fra bunden. Læreren

skal være en kompetent leder, der kan tilrettelægge

arbejdet i en klasse med op til 28 elever (gennemsnit

20) med vidt forskellige behov og på vidt forskellige

niveauer. Han/hun skal tackle krævende forældre,

som kræver speciel behandling af deres lille Hassan,

og have øje for komplicerede sociale spil – mobning

og trivsel blandt andet. Samtidig er nutidens lærere

videnarbejdere, som arbejder systematisk med dokumentation,

evaluering og videreudvikling.

Men det er ikke det billede, som har præget den

offentlige debat. Fagforeningerne er blevet magtfulde

interesseorganisationer, som ansætter tidligere

embedsmænd til at producere statistikker og indlæg

for at påvirke den politiske dagsorden. De fristes

dagligt til at beskrive forholdene i mørke toner for

at fremme deres sag (læs: flere penge og flere stillinger

til området). Det er en legitim del af folkestyret.

Det samme gælder partierne og politikerne. Også

vi fristes til at gøre tingene værre, end de er, for at

begrunde vores tiltag. Begge dele kan medvirke til,

at den offentlige debat om folkeskolen bliver mere

negativ, end rimeligt er.

Jeg indledte efter nytår en rundrejse til skoler landet

over for at få beretninger direkte fra gulvet og klasselokalerne

og få input til en afbureaukratisering af

skolen. Jeg mødte masser af engagerede og dygtige

lærere, og jeg så flotte og velfungerende skoler, der

10

slet ikke svarede til den offentlige debat om nedslidte

skoler med uhumske toiletforhold mv. Jeg oplevede

også, at langt de fleste var glade for de omstridte

elevplaner og den styrkede evalueringskultur. Som

en lærer sagde til mig: ”Nu siger vi ikke ”jeg synes”

til forældre og elever. Nu siger vi ”jeg ved”.”

Og ofte kan man sidde til en middag, hvor snakken

går, og høre, at Freja og Asgers lærere skam er rigtig

dygtige og gode. Dårligdommene findes åbenbart

på andre skoler! Vi skal have et mere retvisende billede

af de store offentlige arbejdspladser, der som

hovedregel har godt arbejdsmiljø, høj faglighed og

stor ”kundetilfredshed”.

En af vejene kan være at styrke uddannelserne. Det

er vi i fuld gang med. En ny læreruddannelse trådte

i kraft sidste sommer med færre linjefag med mere

tid til hvert fag, specialisering i undervisning af henholdsvis

små og store elever i fagene dansk og matematik

og styrkelse af de pædagogiske elementer i

uddannelsen. Kort sagt højere kvalitet i læreruddannelsen.

Samtidig er adgangskravene hævet. Nu er det

slut med den snak om, at ”lærer, det kan man altid

blive”. Nej, det kræver helt særlige kvalifikationer.

Mange lærerstuderende har andre uddannelsesmæssige

erfaringer bag sig, primært fra universitetet. De

oplever læreruddannelsen som veltilrettelagt med

god vekselvirkning mellem teori og praksis og fremhæver

det gode sociale miljø og seminarierne som et

sted, hvor det er hyggeligt og sjovt at komme.

Mere sundhedsvidenskab

og ”mindre Habermas”

Også sygeplejerskeuddannelsen er blevet ændret.

Den nye uddannelse fik et 10-tal af formanden for

landets sygeplejerskestuderende, Kirsten Salling Rasmussen,

i Jydske Vestkysten i februar. Begrundelsen

var, at der er kommet bedre sammenhæng mellem

teori og praksis. Der er mere sundheds- og naturvidenskab

og ”mindre Habermas”. Og alle studerende

kommer i løbet af det første studieår ud i praktik.

Tidligere har de studerende nogle steder skullet tilbringe

flere år på skolebænken, før de fik erfaring

med praksis. Det har betydet, at flere studerende

faldt fra, når de kom ud i klinikken. Med den nye

uddannelse er teori og praksis bundet langt bedre

sammen, fordi alle fagområder tilrettelægges, så de

både indgår i teoretisk og klinisk undervisning.


Til efteråret gennemfører ministeriet en kampagne

sammen med blandt andre Dansk Sygeplejeråd, der

skal vise, hvor mange spændende muligheder sundhedsuddannelserne

giver. Formålet er blandt andet

at tiltrække nye grupper af studerende til eksempelvis

sygeplejerskeuddannelsen, herunder flere mænd

og flere nydanskere.

Mange unge vil ikke vælge sig ind i en bås uden

muligheder for at skifte karriere. Danskerne skifter

job mere end noget andet europæisk folk. Det forudsætter

fleksibilitet, ikke blot på arbejdsmarkedet,

men også i uddannelserne. Tidligere søgte de fleste

ind på de professionsrettede uddannelser for at få en

god fast tjenestemandstilling med pension, hvor de

kunne blive resten af deres liv. Den tryghed ønsker

mange unge ikke i dag. De frygter tværtimod at begrænse

deres muligheder.

Mange har derfor opfattet professionsuddannelserne

som en blindgyde, hvor de i en ung alder skal lægge

sig fast på en bestemt karriere. Sådan er det heldigvis

ikke i virkeligheden. Det skal vi have tydeliggjort,

samtidig med at vi skal forbedre mulighederne for

at skifte spor undervejs og bygge videre på det, man

allerede kan.

Ny meritlærerordning

Seminarier og universiteter skal ikke blot samarbejde

om forskning og udvikling. De skal også samarbejde

om at uddanne lærere. Universitetsstuderende skal

Identitet: Uddannelsesrevolutionen

BERTEL HAARDER

Undervisningsminister (V) siden 2005. Minister for nordisk samarbejde siden

2007. Tidligere blandt andet kirkeminister (2005-2007), minister for flygtninge,

indvandrere og integration samt minister for udviklingsbistand (2004-2005),

minister for flygtninge, indvandrere og integration (2001-2005), undervisnings-

og forskningsminister (1987-1993) og undervisningsminister (1982-1987).

Forfatter til en række publikationer om den danske velfærdsstat.

kunne vælge en lærerretning, og lærerstuderende

skal kunne bygge videre på deres uddannelse på universitetet

og derved blive gymnasielærer eller andet.

På samme måde findes der specialiseringsmulig-

heder for sygeplejerskestuderende.

Uddannelsessystemet skal indrettes efter, at unge i

dag samler erfaring mange steder – erhvervsarbejde,

udlandsophold, frivilligt arbejde m.m. Vi skal blive

langt bedre til at give dem merit for det, de kan,

frem for at slå dem tilbage til start, hvis de vil skifte

spor.

1. august i år trådte en ny meritlærerordning i kraft,

så flere kvalificerede ansøgere kan blive lærere på to år

eller mindre. Fremover giver en bachelor-, kandidat-

eller professionsbacheloruddannelse adgang, hvor det

tidligere kun var bachelorer, som havde læst nogle af

folkeskolens fag, der kunne optages. Ansøgere over

25 år med en erhvervsuddannelse samt mindst to års

erhvervserfaring kan også optages.

Kombination af job og uddannelse

Vi skal også have tilbud om kombination af uddannelse

og job. Det er allerede muligt at tilrettelægge

lærerstudiet, så de studerende kan arbejde i folkeskolen,

samtidig med at de uddanner sig. Det kan

være i form af et halvt eller et helt års lønnet arbejde

efter det andet eller tredje studieår. Eller det kan

være som studenterjob (jævnfør at de studerende nu

må tjene mere ved siden af SU’en).

11


Drinks i ministerboligen. Traditionen tro bød Bertel Haarder

på drinks i haven til ministerboligen i Sorø. Bagefter var der

improviseret rundvisning i stuerne.


Modellen indebærer en række fordele: Den kan tiltrække

lidt ældre studerende, som ikke kan klare sig

i fire år på SU på grund af familie og økonomiske

forpligtelser. Modellen øger tillige lærerforsyningen,

og den forbedrer vekselvirkningen mellem teori og

praktik. Dertil kommer, at undervisningserfaringen

får flere til at droppe ud i tide, før det bliver et stort

nederlag, for eksempel hvis de ikke kan lide børn

eller ikke er egnede til jobbet!

Jeg er begejstret for it-branchens forslag om fleksibel

praktik i it-uddannelserne på ”studenterjoblignende

vilkår”. Altså lønnet praktik med de samme fordele

som nævnt ovenfor.

Traineepædagoguddannelsen i Jelling er et andet

godt eksempel på jobuddannelse. Pædagoguddannelsen

i Jelling har indgået et partnerskab med Vejle

Kommune om at optage 100 studerende om året.

Uddannelsen sikrer de kommende studerende job

under uddannelsen som pædagogmedhjælper på en

institution i kommunen.

De styrkede uddannelser understøttes af de nye

professionshøjskoler. Meningen er ikke at nedlægge

uddannelsessteder, men at skabe undervisningsinstitutioner,

der er store nok til at skabe stærke faglige

miljøer. Professionshøjskolerne skal udvikle nye

uddannelser, skabe et attraktivt studiemiljø og være

attraktive samarbejdspartnere for andre uddannelsesinstitutioner

– danske såvel som udenlandske.

Den internationale dimension

Den internationale dimension er i dag næsten ikke-

eksisterende. Det skal der naturligvis rettes op på.

Den oplagte vej er, at danske og udenlandske pro-

Identitet: Uddannelsesrevolutionen

fessionshøjskoler og universiteter indgår samarbejds-

aftaler om konkrete uddannelsesforløb, der kan tages

i det andet land.

Professionshøjskolerne kan tilrettelægge uddannelser

af en helt særlig karakter med tæt kontakt mellem

uddannelsesstedet og de arbejdspladser, som de

studerende til sin tid skal ud på. Uddannelserne skal

være praksisnære. Men samtidig er der tale om videregående

uddannelser, hvilket vil sige, at de studerende

også skal have et grundigt indblik i deres fags

teori og metode.

Regeringens handleplan for borgernær service fra

juni 2008 viser, at der er behov for en særlig indsats

for at øge rekrutteringen af sygeplejersker, lærere og

plejere, mens der ikke er udsigt til mangel på pædagoger.

Redegørelsen viser, at tilgangen af sygeplejersker

skal øges med 15 procent og 10 procent på

lærerområdet. Det kræver en indsats over en bred

front: Tilgangen skal øges, frafaldet skal bekæmpes,

sygefraværet skal reduceres, og tilbagetrækningsalderen

skal sættes i vejret. Lærermangelen kunne helt

afblæses, hvis vi blev lige så dygtige som finnerne til

at benytte undervisningsassistenter i skolen, og/eller

hvis alle lærere i gennemsnit var villige til at undervise

en time mere om ugen eller udsætte pensioneringen

med et års tid.

Der er mange håndtag. Vi skal have gang i dem alle.

”En lærer sagde til mig: Nu siger vi ikke

”jeg synes” til forældre og elever. Nu

siger vi ”jeg ved”.


13


JØRN LUND


Læreruddannelse

– en folkesag

JØRN LUND

Med kort tids mellemrum udkom der for et par år

siden to antologier om skolen og dens lærere. ”Min

bedste lærer” 1 hed den ene, ”Det sorte i skolen” 2 hed

den anden. Og de fleste ville nok have kunnet bidrage

til begge antologier, for hvem har ikke haft lærere, der

hjalp dem videre – og hvem kender ikke de negative

mekanismer, der også kan være på spil? Hvem kan i

det hele taget sige sig fri for at have modtaget stærke

påvirkninger fra deres lærere?

Lærere er uundværlige – og vi møder dem gennem

hele tilværelsen. Vi påvirkes livslangt af nogle, der kan

fortælle os noget, vi kan lære af. De går under mange

betegnelser og kan sågar være statsadvokater. Birthe

Rønn Hornbech indleder sit bidrag til ”Min bedste

lærer” således: ””Gammelfar”, statsadvokat Jens

Michael Hertz, blev læremester, opdrager og vejleder

for mere end en generation sjællandske anklagere.

Han formede vort retssyn og vort menneskesyn.”

Læremester, opdrager og vejleder – sådan en kan man

altså have brug for, også som nyuddannet kandidat.

I tidens psykologiserende sprog taler man ofte om en

rollemodel, i hvis billede man danner sig; læremester

er blevet et sjældent ord – ligesom mesterlære.

Opdrager og vejleder er stadig kurante gloser, men i

erhvervslivet bruger man ikke den slags. En topchef

i dag må have en coach, i praksis en betalt ven og

rådgiver, der skal bygge én op. Men på Sorø-mødet

drejer det sig i år om skolens lærere.

Holberg, en foregangsmand

Holberg har i det skjulte deltaget i samtlige Sorø-møder,

online fra sarkofagen i kirken. Og han kan også bidrage

til årets møde: I Holbergs epistler kan man læse, at ”Informatorers

Embede er af større Betydning, end som

man gemeenligen tror”, og der er mange overvejelser

over, hvilke egenskaber der kendetegner en god lærer:

Identitet: Læreruddannelse – en folkesag

Fokus på lærernes faglige niveau, obligatorisk efteruddannelse

og radikale ændringer af læreruddannelsen.

Professor Jørn Lund giver sit bud på, hvordan lærerfaget

styrkes i fremtiden.

”Hvis en Lærer ikke er behagelig udi Omgiængelse,

og begavet med Taalmodighed og Moderation, tjener

han med all sin Lærdom ikke til Skole-Embede.” På

Holbergs tid var oplæringen af børn og unge til gode

kristne noget meget centralt. Men Holberg skriver dristigt:

Børn maa giøres til Mennesker, førend de bliver

Christne.” Det har Grundtvig så taget ved lære af.

”..en sprænglærd Informator, som ikke har Skiønsomhed

nok til at udforske en Discipels Naturel,

spilder tiden ved at oplære ham i de Ting, som han

siden skal forglemme. Det er ved sagtmodighed og

venlig Omgiængelse Disciplernes Hierte vindes. Lyst

til studeringer er en følge af Kiærlighed, som fattes til

Lærerne: ligesom Strænghed og Tyrannie indprænter

dem Afskyee for at studere. Ved kiærlige Opmuntringer

udvirkes langt meer, end ved Færle og Riis.

Allermest erre de Skolemestre at laste, der revse nogle,

efterdi de ikke saa hastigen kan fatte og lære en Ting,

som andre, ej tagende i Betragtning, at Naturen ikke

uddeler samme Gaver i lige Grad til alle. (...) Lærdom

og visdom er to forskellige kvaliteter (...) Hovedkunsten

er hér, som udi bygningskunsten, at undersøge

grunden (...)” 3

Hele sit liv var Holberg optaget af uddannelsesspørgsmål,

selv om han i vid udstrækning selv prøvede at

undgå at undervise, ligesom skoleledere i dag, hvad der

er meget forkert og uheldigt. Og når Holberg underviste,

siges det at have været ret uinspirerende. Men

som skribent er han alt andet end upædagogisk, hele

hans forfatterskab er didaktisk. Han vil lære samtiden

at ræsonnere, at tænke kritisk, og han var ikke kun oplysningsmenneske

i teorien, men også i praksis.

Den meget store arv, han efterlod sig, gik for størstedelens

vedkommende til en genopbygning og fornyelse

af det skrantende Sorø Akademi. Han ville skabe

15


Identitet: Læreruddannelse – en folkesag

en moderne europæisk skole med undervisning ikke

kun i døde sprog, men også de levende, med vægt på

indsigt i moderne samfundsforhold. Man kan vel sige,

at han skabte landets første samfundsfaglige linje og

også dets første europæisk orienterede akademi. Han

skriver i sine epistler om værdien af at kunne hente

de bedste lærerkræfter fra Europa og betydningen af,

at der forefandtes nyudgivne aviser fra hele Europa til

brug for eleverne.

Holberg så altså tidligt værdien af en veluddannet

befolkning – i virkeligheden et dengang kontroversielt

synspunkt, for den almindelige mening var, at

boglige færdigheder kun var for de få. Lyset var for

de lærde. Det afspejler sig også i flere århundreders

manglende interesse for læreruddannelse.

På vej til en formel uddannelse

Langt op i 1700-tallet var lærerne i almueskolen

dårligt uddannet. Først i 1789 blev der nedsat en

kommission, som konstaterede, at lærerne var dårligt

lønnede, og at man derfor kun kunne rekruttere personer,

som savnede såvel almen som pædagogisk dannelse.

Undervisningen blev, som det hed, ofte givet af

kuske og tjenere eller af ”usle Stympere, som var gebrækkelige,

havde slet Indsigt i deres Kristendom og

ikkun kunne katekisere, skrive og regne maadeligt.” 4

En formaliseret læreruddannelse blev etableret i 1791

med Jonstrup Seminarium som første uddannelsesinstitution,

og i løbet af 1800-tallet lykkedes det at

besætte de fleste embeder med uddannede lærere.

16

I 1818 udsendes der et reglement for samtlige skolelærerseminarier

i Danmark. Heri hedder det, at der

bør ”drages behørig Omsorg for, at Seminaristen,

med Hensyn til Levemaade og Klædedragt vænnes

til Tarvelighed, saa at han fra Seminariet medbringer

usvækket Sans for denne Dyd, og ikke har saadanne

Fornødenheder, der maatte overstige hans tilkommende

Kaar, og mueligen fjerne ham for langt bort

fra den Kreds, i hvilken han som Ungdomslærer har

at virke.”

Men statsmagtens interesse for læreruddannelsen faldt

igen; man havde stadig ikke sans for, at veluddannede

lærere er en forudsætning for vækst i samfundet. Man

nedsatte i nogle årtier uddannelsen fra tre til to år og

gjorde ”indbyrdes undervisning” til hovedfag! Det er

så genopstået 175 år senere med gruppearbejdet og de

mange lærerløse timer på seminarierne. Ved reformer

i 1894 og 1930 blev uddannelsen betydelig forbedret,

idet ministeriets tilsyn blev styrket og uddannelsen

forlænget fra tre til fire år. Det faglige tilsyn er siden

desværre blevet minimeret.

I sidste halvdel af 1800-tallet blev læreren efterhånden

en central og agtet person, specielt i de små samfund,

hvor læreren ofte deltog i foreningsliv, kirkeliv

og sognepolitik. Og i 1874 blev lærerne til lærerstand,

da Danmarks Lærerforening blev dannet. Uddannelsen

var uhyre bredspektret, med repræsentation af alle

skolens fag. Først i 1954 etableres linjefagsordningen,

i 1966 strammes optagelsesbetingelserne, og alle fag

bliver eksamensfag. I 1991 bliver uddannelsen mere

JØRN LUND

Professor. Siden 2002 direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Før det blandt andet lærer og forsker på Københavns Universitet og professor

på Danmarks Lærerhøjskole. Derudover har Jørn Lund blandt andet været

formand for Kulturministeriets sprogudvalg og formand for Undervisningsministeriets

kanonudvalg, der i 2004 udarbejdede en litteraturkanon til brug

i folkeskolen og på gymnasierne. Derudover sidder Jørn Lund i Københavns

Universitets bestyrelse. Uddannet cand.mag. i dansk og sprogpsykologi.


lokalt organiseret, mindre statsreguleret, og ret hurtigt

derefter kommer uddannelsen ind i en ond cirkel.

Herom senere, når jeg vil forsøge at pege på visse

muligheder for at komme ud af den onde cirkel.

Når et nyt navn ikke er nok

Nu er læreruddannelsen igen i støbeskeen, indsat i

endnu en ny ramme. Der er gået perestrojka i den del

af uddannelsessektoren. Man opererer med skiftende

institutionsbetegnelser: seminarier, CVU’er, university

colleges, professionshøjskoler, men man kan ikke

reorganisere sig frem til bedre resultater, så længe sektoren

som helhed på mange måder er nødlidende. Der

er brug for en faglig optimering af læreruddannelsen,

af efteruddannelse og videreuddannelse, kort sagt en

gennemtænkning af hele problemkomplekset.

De nye professionshøjskoler har fået drabelige navne,

hvad der jo ikke i sig selv løfter kvaliteten. Hjørring Seminarium

er eksempelvis blevet til et hjørne af Professionshøjskolen

Nord, University College Nordjylland,

læreruddannelsen i Hjørring. Ikke ligefrem mundret,

men i musikalitet fuldt på højde med Aarhus Universitet,

Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Holberg

ville have moret sig. Men vi står over for et stort

samfundsproblem og et vigtigt anliggende.

Jeg foreslår derfor nedsat en national kommission,

som kan komme med forslag til forbedring af det

faglige niveau inden for sektoren, altså en gennemtænkning

af indholdet, ikke af strukturen, med vægt

ikke mindst på lærernes efteruddannelses- og videreuddannelsesmuligheder.

Kommissionen kan blandt andet tage stilling til,

hvad der kan opnås ved at gøre uddannelsen femårig.

Kommissionens flertal skal bestå af ikke-kasket-bærende

medlemmer. Læreruddannelse er et samfundsanliggende,

ikke kun et skoleanliggende. Og den skal

have mandat til at foreslå radikale ændringer af læreres

og gymnasielæreres grunduddannelse samt efter-

og videreuddannelse.

Bliver resultatet en opkvalificering af læreruddannelserne

og på sigt også af lærerne, har man et argument

for en bedre aflønning af lærerne, som jo også vil have

fået en længere uddannelse. Det vil føre til større samfundsmæssig

respekt for læreren som fagperson, og så

bliver det mere attraktivt for de unge at uddanne sig

til lærer. Den onde cirkel kan brydes.

Identitet: Læreruddannelse – en folkesag

Dorrit Saietz

Journalist, dagbladet Politiken

”Det var spændende at være med. Jeg fik

mange gode kontakter og ideer, som jeg

vil følge op på. Mødets tema var brandaktuelt

i forhold til optagelsestallene på

de videregående uddannelser, som var

kommet få dage inden. Det gav en vældig

god debat.

Der var meget stor forskel på indlæggene.

Det var interessant, at vi kom rundt om

så mange emner, men det var først hen mod slutningen

af dag to, at jeg så et mønster tegne sig. På den måde var

det lidt forvirrende – men på en frugtbar måde.

Meget af snakken gik på, hvordan man lokker de modvillige

unge ind på uddannelsesstederne, og hvordan

man skal brande og ”sælge” uddannelserne. Det endte

jeg med at skrive om til avisen. Men spørgsmålet er vel,

om det er via en bedre reklameindsats, at man kan sælge

mere uddannelse.

Det var slående, at signalerne fra uddannelsesretningerne

var så forskellige. De uddannelser, der er rettet mod erhvervslivet,

spruttede af optimisme, mens uddannelserne

inden for velfærdsområdet var mere defensive og følte sig

pressede. Det var som om, at de talte to forskellige sprog.

Måske skulle de lade sig inspirere af hinanden. Omgivelserne

var i øvrigt fantastiske og maden dejlig. Mødet i

Sorø var et dejligt afbræk i den daglige rutine.”

Dorrit Saietz deltog i Sorø-mødet for første gang.

Bedre kobling af teori og praksis

En femårig læreruddannelse må have det faglige i centrum,

men samtidig sikre, at de studerende gradvist

kvalificeres til mødet med eleverne. Hvis man gav de

lærerstuderende tre til syv timers undervisningspligt

om ugen under uddannelsen – i begyndelsen med en

erfaren lærer som vejleder – ville de få værdifulde erfaringer,

som kunne koble teori og praksis. Og samfundet

ville få hjælp til at afhjælpe den lærermangel, som

bliver katastrofal, hvis der ikke er udviklet en ny incitamentsstruktur,

der gør det attraktivt at blive lærer.

17


Identitet: Læreruddannelse – en folkesag

Slukning af kaffetørsten. Under de indlagte pauser i de to dages stramme program

var der rig mulighed for kaffe, kage og en snak med de andre deltagere.

En uge efter at jeg havde skrevet dette, hørte jeg i

Radioavisen Bertel Haarder komme ind på lignende

tanker. Men måske har ministeren forestillet sig denne

vekselvirkning mellem teori og praksis inden for

rammerne af en fireårig uddannelse?

Efter min mening skal man ikke uden videre overlade

læreruddannelsen til universiteterne. Det er miljøerne

på universiteterne i almindelighed hverken parate

eller kvalificerede til. Men den faglige efter- og videreuddannelse

af seminarielærerne er et anliggende for

universiteterne, som i flere fag også vil kunne tilbyde

efteruddannelse af folkeskolens lærere.

Lærernes efter- og videreuddannelse

Danske lærere er ivrige efter at videreudvikle deres

kvalifikationer gennem efteruddannelse, men mange

af kursusudbyderne prioriterer almene kurser om undervisningens

tilrettelæggelse højere end faglige kurser.

Egentlige faglige kurser synes at udgøre under halvdelen.

Kvindelige lærere er langt mere interesserede i at

efteruddanne sig end deres mandlige kolleger. Der er

også regionale forskelle. Lærere på Fyn går oftere på

kurser end kollegerne i Frederiksberg Kommune.

Efteruddannelsens spredningseffekt er særlig stor,

når det drejer sig om personer, der selv formidler.

18

En gymnasielærer kan let have medansvar for mere

end 100 elever hvert skoleår, og folkeskolelærerne har

ofte berøring med endnu flere. Gymnasielærere har (i

princippet!) en videnskabelig uddannelse, der skulle

muliggøre, at de selv skulle kunne stå for en del af deres

faglige efteruddannelse. Interessen for videreuddannelse

på Dansk Institut for Gymnasiepædagogik

(DIG) og i andet regi tyder på, at man ikke desto

mindre er interesseret i faglig og pædagogisk videreuddannelse

i kursusforløb sammen med kolleger.

Men den tradition, vi bygger på, tilsagde altså, at gymnasielærere

i mindre grad end folkeskolelærere havde

behov for videreuddannelse. Folkeskolelærere havde

og har stadig et organiseret efteruddannelsessystem

til rådighed. Men det traditionelle skel mellem uddannelsesniveauernes

behov for efteruddannelse kan

næppe opretholdes. Også gymnasielærere og seminarielærere

har behov for faglig efteruddannelse.

Folkeskolelærerne havde indtil år 2000 studie- og

kursusmuligheder ved Danmarks Lærerhøjskole, lærernes

universitet. Danmarks Lærerhøjskole havde en

central opgave i landets uddannelsesplanlægning, og

medarbejderne fik stor indflydelse på skolens læseplaner

og den pædagogiske debat i landet. Lærerhøjskolen

skulle principielt sikre, at folkeskolen på et videnska-


eligt funderet grundlag kunne varetage sine opgaver

som krumtappen i uddannelsessystemet, og cirka 85

procent af efteruddannelsen foregik dér. Lærerhøjskolen

skulle udvikle og følge relevant forskning, ligesom

den skulle varetage de løbende efter- og videreuddannelsesopgaver,

primært for folkeskolens lærere.

Der er imidlertid ikke skabt tilfredsstillende rammer

for den faglige efteruddannelse af skolens lærere.

DPU, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole,

hverken kan, skal eller vil beskæftige sig med den opgave,

CVU’ernes lærere har andre opgaver, og tilbage

står lærerne med et skrigende behov for et fagligt løft.

I stedet for mærkesagskurser som ”piger og fysik”,

”skolen i lokalsamfundet” og ”miljøundervisning”

vil der, hvis det faglige efterslæb skal indhentes, være

behov for rent faglig opdatering.

Ret og pligt til efteruddannelse

Lærernes efteruddannelse skal løsrives fra lokal styring.

Som det er nu, opslår seminarierne, amtscentralerne

og CVU’erne kurser, som lærerne kan søge

ind på. Men de skal anbefales af skolelederen, hvis

råderum er bestemt af, hvad kommunen har afsat

af midler. Omfanget af lærernes efteruddannelse er

i Danmark stort set dikteret af kommunalpolitikere,

hvis horisont ikke altid når længere end til kommunegrænsen,

og hvis tidshorisont ikke altid går længere

end til næste valg.

Hver lærer bør have ret til et antal efteruddannelsestimer,

som kan afvikles løbende eller samles i semestre

eller skoleår. Muligvis skal der ikke alene være tale om

en ret, men også om en pligt. Lærernes ønsker skal

inddrages, før kursusudbyderne tilrettelægger deres

undervisning, og deres relationer til inspektør og skolevæsen

bør ikke have indflydelse på deres udvikling.

1 ”Min bedste lærer. Fjorten essays”, red. Johannes Riis, Gyldendal, 2000.

2 ”Det sorte i skolen”, red. Georg Metz, Politikens Forlag, 2005.

3 Carl S. Petersen, ”Ludvig Holbergs Samlede Skrifter”, Gyldendal, 1913-1963.

4 Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udg., bind XVI, side 231, artiklen ”Lærer”.

Identitet: Læreruddannelse – en folkesag


De nye professionshøjskoler har fået

drabelige navne, hvad der jo ikke i

sig selv løfter kvaliteten.


Efteruddannelse er blevet så vigtigt et anliggende, at

det ikke kan overlades til decentrale organer. Det er

en samfundsopgave og en vigtig investering.

Respekt!

Lad mig slutte med at hylde de lærere, der tager ansvar

for stadig nye generationer ved at undervise og

opdrage unge mennesker og ved at vise et godt eksempel.

Danske lærere er generelt dygtige, og opgaven

er nu at sikre niveauet fremover og måske hæve

fagligheden. Der står lærere bag store dele af alt det, vi

kan være stolte af i det danske samfund: Mennesker,

der bevarer deres lyst til at lære, som er opdraget til

at kunne samarbejde, som er fleksible og i stand til at

tilpasse sig nye vilkår.

Mange havde frygtet globaliseringens virkning på det

danske arbejdsmarked, fordi flere og flere opgaver varetages

af mennesker i eller fra andre lande. Men vi

tilpasser os og tager nye opgaver på os. Og hvem har

uden at kny og bedre end de fleste andre samfundsgrupper

sikret en fornuftig indslusning af elever fra

andre lande? Det har danske lærere. Og så kan Helge

Sander godt holde op med at skrige på mere it, for

den danske skole og det danske samfund er et af verdens

mest avancerede på det område.

Danske erhvervsfolk er efterspurgt i internationalt arbejdende

virksomheder, fordi de er kreative, humane.

De er vellidte, fordi de ikke kun indstiller sig på at

lytte opad i hierarkiet. Den danske skole ser eleverne

ikke bare som objekter for undervisning, men som

mennesker på vej.

Meget kan gøres bedre, men jeg vil ikke deltage i den

almindelige jammer. Meget er lykkedes, og nye muligheder

vil vise sig.

19


Identitet: Fra landbrugsmaskinsmed til administrerende direktør

Fra landbrugsmaskinsmed

til administrerende

direktør

HENRIK SØRENSEN

Min slægt er egentlig fra Vestsjælland: Bønder og

landmænd, så langt slægten kan føres tilbage. Mine

forældre drev en gård på denne dejlige egn med

køer, grise og 45 tønder land, som var en rimelig

størrelse gård i 1960, da de købte den.

Her arbejdede jeg, gik i skole og var nok heldig at

komme i realen, som var muligt dengang, ligesom

man kunne gå ud af folkeskolen efter 7. klasse.

Jeg arbejdede meget ved siden af skolegangen – hos

smeden, på tanken og i kirsebærplantagen, når det

var den tid. I en periode fangede jeg også kyllinger

om natten, så de var klar til slagtning om morgenen

klokken syv, når slagteriet begyndte dagens arbejde.

Jeg klarede realeksamen, men jeg var skoletræt og fik

22

Det lå ikke lige for, at den skoletrætte Henrik Sørensen en dag skulle

blive administrerende direktør i et stort firma. Men hans baggrund som

både landbrugsmaskinsmed og ingeniør har hjulpet ham godt på vej.

da også en udtalelse fra folkeskolen, der ikke var blandt

de bedste. Der står i den snart gulnede udtalelse:

”Henrik har været en høflig, venlig og hjælpsom

elev. Han har gode evner, som han undertiden har

vist at kunne udnytte med særdeles godt resultat.

Under vilkår, der er forskellige fra skolens faste rammer,

vil de sikkert kunne udvikles yderligere.”

Far fandt lærepladsen

Det var jeg nok meget enig i. Jeg skulle i hvert fald

ikke læse videre – den tanke eksisterede slet ikke.

Der var ingen tvivl om, at jeg skulle have en faglig

uddannelse. Jeg ville være håndværker!

Egentlig ville jeg være maskinsnedker, fordi jeg altid

havde været glad for at arbejde med træ. Men en dag

Henrik Sørensen

Direktør. Henrik Sørensen er uddannet landbrugsmaskinsmed og senere

teknikumingeniør. I dag er han direktør og hovedaktionær i pumpekoncernen

DESMI, der har en årlig omsætning på godt en halv milliard kroner. Koncernen

har hovedkontor i Nørresundby og selskaber i flere lande. Ved siden af driver

Henrik Sørensen et landbrug.


HENRIK SØRENSEN


Identitet: Fra landbrugsmaskinsmed til administrerende direktør

kom min far hjem og sagde, at han havde fundet en

plads til mig hos den lokale maskinhandler, hvor jeg

kunne komme i lære som landbrugsmaskinsmed.

Min far fortalte samtidig, at han havde købt en ny

traktor. De to ting hang nok lidt sammen. Ingen

spørgsmål blev stillet, ingen protester – jeg skulle

selvfølgelig være landbrugsmaskinsmed.

Det var en god læreplads og en god uddannelse,

hvor det praktiske blev krydret med anvendelig

teori på de indlagte ophold på teknisk skole. Teorien

var nu pludselig blevet mere brugbar og dermed

interessant.

Jeg var glad for mit fag, men efter svendeprøven

havde jeg lyst til at læse videre med udgangspunkt i

den håndværksmæssige uddannelse og fornyet interesse

for det teoretiske.

Det var der mulighed for på Ingeniørhøjskolen Københavns

Teknikum, hvor jeg efter bestået adgangskursus

læste til teknikumingeniør. På teknikum var

24

det netop ideen at uddanne håndværkere til ingeniører.

Min motivation var i top, og en dårlig udtalelse

fra folkeskolen blev med topkarakterer på teknikum

gjort til skamme. Jeg afsluttede ingeniørstudiet med

speciale i produktion, planlægning og management

i 1982 – i en alder tæt på de 25.

Under ingeniørstudiet fortsatte jeg med at arbejde

som smed og montør i weekender og ferier. Værktøjskassen

stod altid i bilen, så de kunne bare ringe

– også om natten – når materiel brød ned. Det gav

gode penge, og under mit studium købte jeg sammen

med min kæreste, der stod i lære som frisør, og

som i dag er min kone, en ejerlejlighed.

En god kombination af teori og praksis

Efter forskellige job relateret til salg, produktion og

ledelse suppleret med et par år i udlandet har jeg nu

i snart 12 år fungeret som administrerende direktør

for selskabet DESMI.

Igennem mine mange år som teknikumingeniør er


jeg blevet bekræftet i, at det er godt at kombinere

teori og praksis. Jeg føler, at jeg kan tale i øjenhøjde

med alle, og den praktiske del har styrket min

evne til at forstå de praktiske problemstillinger,

som ”manden på gulvet” ofte står med. Her har jeg

endda til tider fået anerkendelse for de løsninger,

som jeg har anvist, selv om det nok var Pythagoras,

Arkimedes, Newton eller andre gode navngivere til

fysiske love, der burde have æren for løsningen.

Jeg har haft stor glæde af at kunne anvende naturvidenskaben

i kombination med praktiske færdigheder.

Uanset om man taler med kunden, sælgeren,

konstruktøren, planlæggeren eller manden i værkstedet,

kan man se problemstillinger og løsninger

bedre end dem, der kun har den teoretiske eller

praktiske baggrund.

Undertiden har jeg oplevet forskellen på den teoretiske

og den praktiske uddannelse og ønsket flere

medarbejdere med den rette kombination. Hvis vi

generaliserer lidt, kan praktikeren se en given løsning

for sig, inden planer sættes i værk, hvor teoretikerens

styrke ligger i at lægge de strategiske og

langsigtede planer. Egenskaber, der er vigtige at

kombinere.

Identitet: Fra landbrugsmaskinsmed til administrerende direktør


Medarbejderen med en uddannelse, hvor

teoretiske og praktiske kompetencer står i

et godt forhold, er en mangelvare i mange

danske virksomheder.


Vælg en erhvervsuddannelse

Flere og flere unge vælger den gymnasiale vej, alt

imens andelen, der tager en erhvervsuddannelse, falder.

Potentialet for at rekruttere ingeniørstuderende

med en praktisk baggrund er derfor dårligere end

i min tid. Samtidig må vi erkende, at en studentereksamen

ikke i sig selv giver adgang til et godt

job, og der er alt for mange studenter, som ikke får

nogen erhvervsrelateret uddannelse efter gymnasiet.

Mange af disse unge ville have større glæde af en

håndværksmæssig uddannelse, hvor de opnår en

umiddelbar erhvervskompetence, og hvor de samtidig

holder døren åben i forhold til en senere videregående

uddannelse.

Medarbejderen med en uddannelse, hvor teoretiske

og praktiske kompetencer står i et godt forhold, er

en mangelvare i mange danske virksomheder.

Hos DESMI ser jeg store udviklingsmuligheder,

men jeg mangler sådanne kompetencer. Derfor støtter

jeg ubetinget initiativer, der øger interessen for

de praktiske og faglige fag, samt tiltag, der bringer

de grupper videre, som ønsker og evner at supplere

med en teoretisk videregående uddannelse.

Mine tre pointer

1. Døm ikke skoletrætte unge som studiesvage.

2. Kombinationen af praktiske færdigheder og teoretiske kundskaber giver gode karrieremuligheder.

3. Mange unge vil være bedre tjent med en håndværksmæssig uddannelse med døren åben til en videregående

uddannelse end med en studentereksamen, der ikke bliver suppleret med et videre erhvervsrelateret studium.

25


MAJA ENGBERG-SØNDERSKOV

26


Fra person til profession

– om at blive til noget

Maja Engberg-Sønderskov ville ikke være lærer som sine forældre. I dag går hun

på sidste år på læreruddannelsen, og det er hun mere end glad for. For at få flere

til at læse til lærer anbefaler hun en bedre kobling mellem teori og praksis.

MAJA ENGBERG-SØNDERSKOV

Jeg har egentlig aldrig villet læse til lærer. Begge

mine forældre er læreruddannet, og jeg skulle i hvert

fald ikke det samme som dem. Jeg ville på universitetet

og have en rigtig akademisk uddannelse.

Da jeg havde taget tre år som medhjælper på en skole

i Århus og som lærerassistent på en specialskole

i London, vendte jeg alligevel tilbage til læreruddannelsen

som et bud på min fremtid. Ikke, at jeg

var synderlig stolt af at skulle være lærerstuderende,

men jeg glædede mig til at komme i gang med at

blive til noget.

Lærer kan man altid blive

Jeg var spændt på min nye identitet, da jeg begyndte

på lærerseminariet. Og jeg blev hurtigt mødt af et

spændende, livligt studiemiljø, en velfunderet faglighed

og et stærkt socialt netværk.

De første måneder som lærerstuderende havde jeg

det alligevel som om, at det ikke var nok at være

lærerstuderende. Det skulle retfærdiggøres, når jeg

faldt i snak med nye mennesker. Jeg præsenterede

derfor aldrig mig selv som lærerstuderende uden i

samme åndedrag at forsikre vedkommende om, at

jeg da havde tænkt mig at læse videre. For lærer kan

man jo altid blive.

Men der er sket noget med mig. Jeg har fået en faglig

stolthed – en faglig identitet – gennem mine tre

år som lærerstuderende. Om det er fagene på seminariet,

praktikken eller det sociale sammenhold på

studiet, er jeg usikker på.

Måske er det en kombination af de tre aspekter,

der netop kendetegner læreruddannelsen. For den

Identitet: Fra person til profession – om at blive til noget

seminarietradition, vi har i Danmark, er unik. Den

måde, undervisningen er organiseret på, ligger langt

fra de fleste universitetsstudier. På lærerseminariet

lærer vi om relationer i relationer, og det er måske

netop det, der er læreruddannelsens kerne.

Læreruddannelsens status

Læreruddannelsen er en relationsuddannelse. Relationen

er en forudsætning, et grundvilkår, for både

læreruddannelsen og for det efterfølgende arbejde

som lærer. Både relationen mellem mennesker og

mellem de offentlige og de private instanser i samfundet.

Den udvikling, man gennemgår i løbet af

en læreruddannelse, rækker langt ud over en række

færdigheder og kundskaber. Som lærerstuderende

tilegner du dig et værdisæt, som ikke er lige sådan

at ryste af sig.

Jeg kan mærke min faglige identitet, min profession,

i alt, hvad jeg foretager mig. Faktisk tror jeg

ikke længere, at jeg kan skille min person fra min

faglighed. Seminariet, folkeskolen og hele kampen

for at retfærdiggøre lærerprofessionen som et af de

mest betydningsfulde erhverv ligger nu dybt forankret

i mig.

Men der er tilsyneladende ikke meget status i at være

lærer. Min gode kammerat Glenn er netop stoppet

på sit tredje år på seminariet for at blive journalist.

Glenn har fortalt mig, at han oplever en skræmmende

ændring i folks indstilling, når han fortæller, at han

skal begynde på Danmarks Journalisthøjskole. Han

oplever nu, at fremmede mennesker spørger til hans

uddannelse og sågar til ham som person i langt højere

grad end tidligere. For journalisthøjskolen er der

åbenbart respekt om i modsætning til lærerstudiet.

27


Identitet: Fra person til profession – om at blive til noget

Jeg tror, at den lave status til dels skyldes den svært

håndgribelige videnskab, der ligger i pædagogikken

og didaktikken som fagområder. Alle mennesker

kan i princippet aktivere en 6.-klasse – og måske

også lære klassen noget. Men det kommer til at

bygge på tilfældighedens principper, hvis man ikke

har en faglighed i både skolefagene og det pædagogiske

fagområde. Denne platform for undervisning

er måske seminariets vigtigste at videregive. Men

hvordan gør man så det?

Her tror jeg, at man må se på udannelsens struktur

og fagenes samspil. Det er relationerne mellem

fagene, der er betydningsfulde. Og lærerstuderende

Keld Laursen

Prorektor, Ingeniørhøjskolen i Århus

”Der var mange spændende og berigende

enkeltindlæg på Sorø-mødet, men

mange af diskussionerne handlede om

de udfordringer, de offentligt rettede

uddannelser står over for. Her tænker jeg

især på lærerne, pædagogerne og sygeplejerskerne.

De handlede blandt andet

om svigtende optag, sammenhængende

forløb og lønnet praktik, og de udfordringer

har jeg svært ved at genkende i

uddannelserne til diplomingeniør.

Konkret fandt jeg forfatter Lars Olsens indlæg om sociale

uligheder interessant. Jeg har også noteret mig, at

it-branchen gerne vil indgå et konkret samarbejde med

uddannelserne. Faktisk har jeg siden været i kontakt

med den administrerende direktør for foreningen, Jakob

Lyngsø, som også deltog i mødet.

Den kontakt, vi deltagere fik mellem indlæggene, var i

det hele taget nyttig. Der foregik mange gode diskussioner,

og det udbytte, jeg har fået af drøftelserne, og de

kontakter, jeg har fået skabt, kan jeg helt sikkert bruge

fremadrettet.”

Keld Laursen deltog i Sorø-mødet for første gang.

28

fremhæver ofte vidt forskellige discipliner af læreruddannelsen

som de mest betydningsfulde.

Praktikeren og teoretikeren

Man kan groft sagt dele lærerstuderende op i to

typer: praktikeren og teoretikeren. Praktikeren går

primært på lærerseminariet for at blive lærer. Han

foretrækker praktikperioderne og stiller sig som

udgangspunkt lidt skeptisk over for teorierne. Han

kunne passende lidt provokerende spørge: ”Hvad

har teorierne med virkeligheden at gøre?” Denne

type lærerstuderende motiveres af samværet med

børnene og mener, at det er i praktikken, man virkelig

lærer at være lærer.

Den anden type studerende er teoretikeren. Han går

primært på lærerseminariet for at læse videre og opfatter

lærerstudiet som et springbræt. Han fordyber

sig i den teoretiske del og oplever ofte praktikperioderne

som en mulighed for at afprøve teorierne, selv

om han dog foretrækker sin daglige gang på seminariet.

Hans filosofi kunne passende være: ”Børnene

gør jo aldrig, hvad der står i bøgerne!” Denne type

lærerstuderende motiveres ofte af teoretiske udfordringer

og høje karakterer.

Selvfølgelig er typerne karikerede, men det er relevant

at tænke lærerstuderende ind i de to grupper,

hvis man vil forstå, hvor forskelligt lærerstudiet opleves.

Karakteristisk for begge typer er, at koblingen mellem

teori og praksis halter. Praktikeren skal blive

mere bevidst om, at et teoretisk fundament er nødvendigt

for at undervise – at vise underet. Omvendt

må teoretikeren holde fast i, at en teori ikke er mere

gyldig end den praksis, den bygger på.

Det er ikke en ny problemstilling, men både praktikerens

og teoretikerens problem udspringer måske

netop af, at uddannelsen stadig ikke formår at koble

teori og praksis godt nok. Jeg oplever, at underviserne

på seminariet ikke forholder sig særlig konkret til folkeskolernes

virkelighed. Omvendt er det en klassiker

blandt lærerstuderende, at velkomsten fra praktiklærerne

lyder: ”Velkommen til virkeligheden!”

Den manglende dialog mellem praktiklærere og seminarielærere

iøjnefaldende.


Drømmer om en femårig læreruddannelse

Der er ingen tvivl om, at den nye læreruddannelse

er på rette vej i forhold til opprioriteringen af treklangen

mellem skolefag, pædagogiske fag og praktik,

men jeg tror, at der skal mere til.

Lærerstudiets placering har været diskuteret meget:

Skal vi udbyde læreruddannelsen i universitetsregi

eller holde fast i den model, vi har nu? Jeg tror, at

en styrket kobling mellem teori og praksis vil styrke

kvaliteten i læreruddannelsen og mindske frafaldet.

Vejen til en stærkere praksiskobling ligger blandt

andet i, at praktikken bliver efterbehandlet og bearbejdet

mere systematisk. Desuden skal vi som lærerstuderende

rustes med flere redskaber, når vi er i

praktik. Vi skal blive bedre til at indsamle empiri,

identificere, tematisere og teoretisere det, sådan at

praktikken i højere grad kvalificerer os teoretisk.

Omvendt kan teorien fungere som et fundament og

et refleksionsrum for praksis.

Identitet: Fra person til profession – om at blive til noget


Hej, jeg hedder Maja, jeg er

lærerstuderende, og det er

jeg stolt af!


Min personlige ideelle læreruddannelse skulle være

femårig, hvor det sidste år bliver et praksisår – et udslusningsår.

Her kunne den lærerstuderende være i praktik

80 procent af tiden og bruge de sidste 20 procent på

seminariet til bearbejdelse. Man skulle derudover have

nogle fordybelsesuger et par gange i løbet af året, hvor

didaktikken og pædagogikken skulle være i højsædet.

En femårig læreruddannelse ville imødekomme både

teoretikeren og praktikeren, men ikke mindst tror jeg,

at læreruddannelsens status ville højnes.

Vi står over for mange udfordringer som lærerstuderende

og kommende lærere, og selv om mange ting

kunne gøres bedre, er det at begynde på læreruddannelsen

min hidtil vigtigste beslutning. I stedet

for distance og fremmedgjorthed nærer jeg nu en

dybtfølt omsorg for lærerstudiet og lærererhvervet.

Og jeg kan uden at tøve sige: ”Hej, jeg hedder Maja,

jeg er lærerstuderende, og det er jeg stolt af!”

Maja Engberg-Sønderskov

Studerende. Maja Engberg-Sønderskov er studerende på fjerde år på

VIA University College – Læreruddannelsen i Århus. Før sin studietid arbejdede

hun som pædagogmedhjælper og lærerassistent på specialskole i England.

Derudover er Maja Engberg-Sønderskov blandt andet lokal klubformand for

Lærerstuderendes Landskreds’ lokale klub i Århus, ledelsesmedlem i Danmarks

Smukkeste Festival samt projektmedarbejder i VIA University College.

29


Identitet: Videncenter – noget, man er, eller noget, man har?

Videncenter – noget, man er,

eller noget, man har?

Ideen med de nye videncentre er god, men hvordan

løser institutionerne bedst opgaven, spørger direktør

for Danmarks Evalueringsinstitut Agi Csonka.

AGI CSONKA

Da professionshøjskolerne og erhvervsakademierne

blev dannet, var den uddannelsespolitiske vision, at

de skulle være regionale kraftcentre ”i udviklingen

af velfærd og vækst”, som det så smukt hedder i bemærkningerne

til loven om professionshøjskoler.

Tankegangen er indlysende nok: Den store viden,

der er samlet på uddannelsesinstitutionerne, kan

omsættes til udvikling af professionen, ved at underviserne

deltager i udviklingsprojekter. På den måde

bliver underviserne klogere og holder sig ajour med

de nyeste tendenser inden for faget. Og deres viden

føres tilbage til institutionerne i form af udvikling af

uddannelserne samt spændende og relevant undervisning

for de studerende.

Videncenter på flere måder

Den uddannelsespolitiske vision udtrykkes konkret

i kravene om, at uddannelsesinstitutionerne skal være

udviklingsbaserede og fungere som regionale og nationale

videncentre. Uddannelsesinstitutionerne skal

blandt andet indsamle, bearbejde og formidle viden,

de skal indgå i forsøgs- og udviklingsprojekter, sikre,

at den nyeste viden på området kommer arbejdspladserne

til gode, og samarbejde med forskningsinstitutioner

om uddannelse af lærere.

30

Nogle institutioner vælger at løse videncenteropgaven

som en integreret del af institutionens daglige virke.

Uddannelsesinstitutionerne er videncentre, som – ud

over at uddanne og undervise – indgår i udviklingsprojekter,

indsamler og formidler viden etc.

Andre etablerer egentlige organisatoriske enheder,

som varetager videncenteropgaven. Udannelsesinstitutionerne

har således videncentre, hvor en række

udviklings- og formidlingsopgaver er samlet. I nogle

tilfælde går flere uddannelsesinstitutioner sammen

om at etablere et nationalt/regionalt videncenter

med en særlig spydspidskompetence.

Netop fordi der er en forventning om at være en

regional dynamo for udvikling og innovation, vælger

nogle institutioner at etablere videncentre som

selvstændige organisatoriske enheder. Men det er

ikke givet, at en særlig organisatorisk enhed er den

mest hensigtsmæssige måde at løse videncenterforpligtelserne

på. Det kræver en vis kritisk masse og

faglig tyngde at udvikle og drive et professionelt og

aktivt videncenter.

Nogle uddannelsesinstitutioner har således gode

erfaringer med at løse videncenteropgaverne som

”Ikke alle undervisere kan arbejde som konsulenter,

ikke alle undervisere har lyst til det, og ikke alle

undervisere, der har lyst til det, kan det.


AGI CSONKA


Traditionsrig sang. Højskolesangbogen er en stor del af Sorø-møderne.

Flere gange dagligt spiller flyglet op til sang.


en aktiv del af hverdagen på uddannelsesinstitutionerne,

for eksempel i form af et forbilledligt samarbejde

med det lokale erhvervsliv eller frugtbare samarbejdsaftaler

med forskningsinstitutioner. Risikoen

ved at løse opgaven på den måde er, at videncenteropgaverne

kan drukne i en travl hverdag med fokus

på uddannelsesdrift.

De mange udfordringer

Uanset hvordan uddannelsesinstitutionerne vælger

at organisere sig, presser en række udfordringer sig

på, for eksempel balancen mellem at være eksternt

kraftcenter og intern kompetenceudvikler. Uddannelsesinstitutionerne

skal levere topprofessionelle

konsulentydelser til udvikling af professionen og til

offentlige og private virksomheder. Samtidig skal

videncenteret bidrage til, at undervisernes kompetencer

udvikles, ved at underviserne deltager i udviklingsprojekterne.

På en god dag hænger det sammen: Dygtige undervisere

får brugt nye sider af sig selv, samtidig med at

de skaber stor værdi for offentlige og private virksomheder.

På andre dage er der imidlertid ikke nødvendigvis

sammenfald mellem de kompetencer, der

er brug for i et udviklingsprojekt og som underviser.

Ikke alle undervisere kan arbejde som konsulenter,

ikke alle undervisere har lyst til det, og ikke alle undervisere,

der har lyst til det, kan det.

Identitet: Videncenter – noget, man er, eller noget, man har?

En anden udfordring handler om balancen mellem

at være økonomisk bæredygtig og faglig spydspids.

Er det praktisk muligt for videncenteret at finde en

god balance mellem at tænke i at sælge ydelser, samtidig

med at man opdyrker nye videnområder, der

endnu ikke efterspørges af eksterne parter?

Sådanne udfordringer – og mange flere – skal uddannelsesinstitutionerne

finde brugbare løsninger

på. Det er ikke umuligt. Men det kræver en dialog

og en fælles viden om, hvori opgaven består, og

hvordan den kan løses under forskellige vilkår og i

forskellige sammenhænge.

Agi Csonka

Direktør. Agi Csonka er direktør for Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

Er tidligere forsker ved Socialforskningsinstituttet og har arbejdet med

forskning, evaluering og HR-analyse i konsulentverdenen. Agi Csonka har

skrevet bøger om nye ledelses- og arbejdsorganisationsformer samt

deltaget i forskellige udvalg og kommissioner.

33


HELLE TIMM


Viden i spil

HELLE TIMM

Viden skal deles og bruges til at udvikle professionsuddannelserne

og professionernes praksis. Derfor er videncentrene og deres projekter

vigtige, mener centerleder i Den Flerfaglige Professionshøjskole i

Region Hovedstaden Helle Timm.

Over sommeren har læsere af Dagbladet Information

kunnet se Grundtvigs sang ”Langt højere bjerge

så vide på jord” fra 1820 blive udfoldet og fortolket

af fremtrædende danske folketingspolitikere. De meget

forskellige fortolkninger illustrerer, at viden er

relativ; at vi er medskabere af den. Men også, at det

er fortolkningen af viden og brugen af viden, der

i sidste ende er det interessante. Altså viden i spil,

viden, der bliver brugt og får betydning i praksis.

Den viden, der samles og skabes i professionshøjskolernes

videncentre her i 2008, er viden i spil. Viden,

der skal deles og bruges til at udvikle professionsuddannelserne

og professionernes praksis.

I Videncenter for Sammenhængende Forløb samler,

bruger og skaber vi viden om, hvordan man gør

menneskers forløb i social- og sundhedssektoren

mere sammenhængende – både indholdsmæssigt og

organisatorisk. Det er en stor samfundsmæssig udfordring

og en vanskelig opgave for de professioner,

vi uddanner i højskolen, som i høj grad er dem, der

skal få social- og sundhedssektoren til at fungere.

Jeg tror på, at man som højskole og videncenter

både kan bidrage til rekruttering og fastholdelse af

sundhedsprofessionelle ved at forholde sig kvalificeret

til udfordringen. At spændende, kreative, relevante

og gyldige udviklingsprojekter kan være med

til i første omgang at ”sælge” uddannelsesinstitutioner

og i anden omgang professioner. Men det står

tilbage at bevise.

Ansøgning med visionært og holdbart tema

Da CVU’erne blev realiseret, afsatte Undervisningsministeriet

fra 2004 til 2007 en pulje til etablering

og udvikling af videncentre. CVU Øresund søgte

og fik i 2004 midler til et videncenter om sammen-

Identitet: Viden i spil

hængende patientforløb med fokus på kræftforløb

og ældre menneskers forløb.

Det var en meget bred og lidet konkret ansøgning.

Men ansøgningens tema var visionært og holdbart.

Midlerne er fordelt og anvendt som politisk styringsmiddel.

I 2004 ville man altså godt satse lidt

på sundhedsuddannelserne og på et sundheds-CVU

i København.

Et videncenter kan være alt muligt. I CVU Øresund

valgte vi at fortolke CVU-loven og formålet med

videncentrene meget ordret. Vi opstillede en række

kriterier, der skulle være indfriet, for at vi ville definere

noget som et videncenter. Projekterne skulle

være kendetegnet ved:

• synergi mellem udviklingsprojekt,

grunduddannelse og efter- og videreuddannelse

• at være udført primært af undervisere og

inkludere studerende

• at være tværfaglige

• at være udført i tæt samarbejde med både praksis

og forskningsmiljøer

• at være efterspurgt af aftagerne

• at have ledelsesmæssig og strategisk opbakning

i organisationen.

Efter de forgangne tre år opfylder videncenteret

både kriterierne generelt og stort set alle kriterierne

for de enkelte projekter. Vi er i gang med at udvikle

en indtægtsdækket virksomhed, og det ser godt ud.

Så det kan altså lade sig gøre.

Hvad er ”et sundt liv”?

Jeg vil illustrere vores arbejde med et eksempel: Projektet

”Sundhedsfremme blandt ældre borgere i Københavns

Kommune” omfattede ansatte og ældre

35


Identitet: Viden i spil

relateret til to ældrekontorer – og to lokalområder

– i Københavns Kommune og drejede sig om sammenhæng

i indsatsen for ældre inden for den kommunale

sektor.

Over en treårig periode gennemførte undervisere (en

sygeplejerske, en ergo- og en fysioterapeut) i samarbejde

med professionelle i kommunen og en forsker

fra universitetet et udviklingsprojekt. Formålet var

at udvikle begreber og metoder til det praktiske

sundhedsprofessionelle arbejde (pleje- og terapeutpersonale/fysio-

og ergoterapeuter) med at styrke

ældre borgeres sundhed. For hvordan gør man det

rent faktisk? Hvordan styrker man sundhed i praksis

og på de ældre borgeres præmisser?

Projektets overordnede resultater var:

• Udvikling af sundhedsfaglig kompetence hos

praktikerne samt ny viden om den i

uddannelserne og i nye projekter

• Ny viden om ældre borgeres og sundhedspersonalers

perspektiv på sundhedsfremme

• Tværfagligt samarbejde i både kommune,

CVU/højskole og på tværs

• Samarbejde mellem undervisere, praktikere

og forskere

• Inddragelse af studerende.

Gennem projektet ved vi nu, at for både de professionelle

i hjemmeplejen og for de ældre borgere hand-

36

Helle Timm

Magister. Helle Timm er uddannet magister i kultursociologi og har en

ph.d.-grad i sundhedsvidenskab. Har arbejdet som sektorforsker i

AKF – Anvendt KommunalForskning, på DSI – Dansk Sundhedsinstitut og på

Rigshospitalet med fokus på brugernes perspektiv på alvorlig sygdom og

sundhedsvæsen samt inddragelse af brugernes perspektiv i det offentlige

sundhedsvæsen. Fra 2005 til 2007 udviklingschef i CVU Øresund og siden 2007

leder af Videncenter for Sammenhængende Forløb i social- og sundhedssektoren

i Den Flerfaglige Professionshøjskole i Region Hovedstaden.

ler sundhed i høj grad om ”det gode liv”. De har altså

et bredt sundhedsbegreb. De ældres væsentligste

sundhedsproblem er ensomhed. De professionelles

største udfordring er, at de ikke har tid til at arbejde

brugerorienteret, altså at tage udgangspunkt i den

ældres vaner og ønsker. Kommunen arbejder videre

med udfordringerne – både i forhold til tilbud til de

ældre og til overvejelser om andre måder at organisere

arbejdet på.

Projektet er ét af mange, og vi arbejder naturligvis

forskellige måder alt efter problemstilling, formål

og lokal kontekst. Fælles for alle projekter er dog,

at fokus er på udviklingen af praksis med afsæt i en

helt konkret praksis, og at der tages afsæt i allerede

eksisterende viden om ”best practice” på et givent

felt. Det kan være rehabiliteringstilbud til borgere

med kroniske lungelidelser, anvendelsen af terapeutiske

undersøgelsesmetoder på et sundhedscenter

eller betydningen af at arbejde udviklingsorienteret

med døden på plejehjem.

Udviklingsprojekter bidrager til praksis

Videncentre kan tage en opgave på sig, som ingen

andre løfter – til gavn for både borgere og de professionelle.

Det er underviserne i professionshøjskolerne, der

har forstand på at undervise og uddanne. Hvis

de i højere grad skal uddanne til praksis, skal de

også i højere grad have mulighed for at arbejde i


og med praksis. Det er præcis, hvad CVU og nu

professionshøjskolernes udviklingsprojekter skal

bidrage til. At tage afsæt i underviserne kræver en

bred, flad struktur på videncentrene. Men det kræver

også et minimum af koordinering og strategisk

overblik som for eksempel forskningskompetence,

praksisindsigt, brugerfokus/samfundsperspektiv og

diplomati/tværfagligt fokus.

CVU-videncenter-ideen var rigtig god. Vores videncenter

er et godt eksempel på, at den kan praktiseres.

Vi havde ikke kunnet gøre det uden midlerne

fra Undervisningsministeriet. Hvis man vil arbejde

Identitet: Viden i spil


Vi skal med uddannelser, der er gode nok, relevante

nok og attraktive nok, være med til at sikre, at velfærdsstaten

fungerer i praksis.


videre på denne måde, kræver det midler. Ikke forskningsrådspenge

som dem, der godt nok drejer sig

om forskning i professionerne og deres praksis, men

som p.t. kanaliseres direkte tilbage til universitetsmiljøerne.

Professionshøjskolernes forsknings- og

udviklingsarbejde skal ikke konkurrere med eller assimileres

af universitetsforskningen, ligesom vi ikke

skal konkurrere med sektorforskningsinstitutioner

eller private konsulentfirmaer, for vi har en anden

opgave at løse. Vi skal med uddannelser, der er gode

nok, relevante nok og attraktive nok, være med til at

sikre, at velfærdsstaten fungerer i praksis.

Debat. Efter masser af oplæg er det godt med mulighed for at debattere – også når man er minister.

37


Identitet: Det vigtige samarbejde med erhvervslivet

Det vigtige samarbejde med

erhvervslivet Erhvervsakademiet ved Århus Købmandsskole

har i mange år samarbejdet med både små og store

virksomheder. Den tætte tilknytning til praksis er

vigtig for at sikre kvalitet i uddannelserne, fortæller

akademiets rektor, Christian Mathiasen.

CHRISTIAN MATHIASEN

Et godt netværk til erhvervslivet og en tæt kontakt

til virksomhederne er en grundbetingelse for at udbyde

erhvervsakademiuddannelser af høj kvalitet.

Derudover er det helt centralt, at uddannelsernes

pædagogiske platform har vægt på vekselvirkningen

mellem teori og praksis, og at de studerende gennem

praktiske projektopgaver og cases trænes i at

anvende den indlærte teori.

Uddannelse til alle unge

Der findes i dag to søjler i de videregående uddannelser:

1. Universiteterne

2. Erhvervsakademierne og professionshøjskolerne.

Universiteternes eksistensberettigelse er forskning

og gennemførelse af forskningsbaserede videregående

uddannelser, mens erhvervsakademierne og professionshøjskolerne

skal gennemføre videregående

uddannelser med en tæt tilknytning til praksis.

Universitetsuddannelserne er attraktive for unge,

der ønsker en lang uddannelse, som ”tænder” på

mange bøger og artikler, og som brænder for teoretisk

fordybelse og videnskabeligt arbejde. En meget

stor andel af de studerende, der gennemfører en

universitetsuddannelse, kommer fra hjem, hvor en

forælder eller begge forældre har en videregående

uddannelse.

38

Erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser

tiltrækker unge, som motiveres af

vekselvirkningen mellem teori og praksis. En stor

andel af de studerende, der gennemfører en erhvervsakademiuddannelse

eller en professionsbacheloruddannelse,

kommer fra hjem, hvor der ikke

er tradition for at tage en videregående uddannelse.

Regeringens målsætning om, at 50 procent af en

ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse,

kan vi kun opfylde, hvis uddannelsestilbuddet

til de unge både indeholder akademiske, forskningsbaserede

uddannelser og praksisnære videregående

uddannelser. For mange unge vil det ikke være attraktivt,

hvis det videregående uddannelsestilbud

kun omfatter universitetsuddannelser, eller hvis tilbuddet

kun omfatter erhvervsakademiuddannelser

og uddannelser til professionsbachelor.

Hvad gør vi på Århus Købmandsskole?

På Erhvervsakademiet ved Århus Købmandsskole

arbejder vi hele tiden på at opbygge et netværk til

erhvervslivet og skaffe praktikpladser til vores studerende.

Vores praktikvirksomheder består både af en

række store, kendte virksomheder og af mindre og

mellemstore virksomheder.

Stort set alle brancher er repræsenteret blandt vores

praktikvirksomheder. Det har altid været et mål for

os, at vores virksomhedsnetværk omfatter en bred


Et godt netværk til erhvervslivet og en tæt

kontakt til virksomhederne er en grundbetingelse

for at udbyde erhvervsakademiuddannelser

af høj kvalitet.


CHRISTIAN MATHIASEN


Alfa Møbelhus

Alm. Brand

Actona Company A/S

AIDA A/S

Bestseller

Bolig-ringen

Blue Line A/S

Bozzani Volvo

Budstikken

Burra Foods

Cerealia Bakeries

China Base Travel

Citroën Nyborg

Codan Forsikring

Danfoss

Dansk Supermarked

Danske Bank

Dansko

Dantherm CO. Ltd.

Dieselhuset

Difko Ejendomme

Djurslands Bank

DK Laminering

DR’s webafdeling

Dynamic Systems

EDC

Estate

E-wire

Fritz Hansen A/S

GPV Group

Grundfos

Handelsbanken

Helle Auto Tyskland

Home

Hummel

John Frandsen A/S

Jysk A/S

Jyske Bank

Lego

Lindbergh Optik

Oversigt over

Erhvervsakademiet

ved Århus Købmandsskoles

praktikvirksomheder

Logos Consult A/S

LYN Fabrikken

Lån og Spar Bank

Man Last og Bus

Munk & Iversen A/S

Ncom

Nobis Aps

Nord Advertising

Nordea

Nybolig

Nykredit

Pilgrim A/S

Post Danmark

Rambøll

Sondrup Bilcenter A/S

Sparekassen Østjylland

Startex Aps

Stibo Graphic Software

Studenterhus Århus

Sydbank

NN-Markedsdata

Thorfisk A/S

Trademark Textiles a/s

Turbinefilm

Udviklingsparken A/S

Unigate

Varo A/S

Venture Communication

Vestas

Wildside

Århus Festuge

vifte af virksomheder, og vi ser det som en særlig

opgave at motivere de mindre og mellemstore virksomheder

til at samarbejde med os og stille praktikpladser

til rådighed.

Vi har alle et netværk

I 2008 har vi haft et sommeroptag på 776 studerende.

Det er en stigning i optaget på 22 procent fra

2007 til 2008. Med et optag i den størrelsesorden

vil vi årligt skulle skaffe 650-700 praktikpladser, når

alle vores studerende har praktik som en integreret

del af deres uddannelse. Det kan kun lykkes, fordi

vi i mange år har arbejdet målrettet på at opbygge et

netværk af virksomheder, som ønsker at samarbejde

med os om uddannelsen af de studerende.

Vi har valgt at forankre opgaven med at opbygge

og videreudvikle netværket til virksomhederne på

de enkelte uddannelser. Vores salgs- og markedsføringsafdeling

støtter arbejdet med professionelt

informationsmateriale og sikrer en overordnet koordinering.

Udgangspunktet for vores arbejde er, at vi alle har et

netværk, som kan have værdi for akademiet og vores

studerende: lederne, underviserne, dimittenderne

og de studerende.

På akademiet er det en væsentlig ledelsesopgave at

afsætte tid til at holde møder med virksomhederne,

og lederne opmuntres til målrettet at udvide deres

netværk med relevante personer i erhvervslivet.

Vi ansætter stort set kun undervisere, der har arbejdet

i erhvervslivet. Derfor har underviserne, allerede

når de bliver ansat, et relevant netværk, som de kan

udvikle yderligere som ansat på akademiet.

Dimittender er en meget værdifuld ressource for

akademiet. De kender uddannelserne og har i løbet

af få år fået en værdifuld praktisk erfaring. De

er derfor attraktive som gæsteundervisere og som

dialogpartnere i forhold til uddannelsens udvikling.

Mange er i lederjob og i en position, hvor de selv

kan have praktikanter, og de virksomheder, hvor dimittenderne

er ansat, er ofte motiverede til at modtage

vores studerende på virksomhedsbesøg.


De studerende har forældre, familie og venner.

Blandt de studerendes netværk er der meget ofte en

virksomhed eller en person, der kan bane vejen til

en relevant praktikvirksomhed.

Vores oplevelse af samarbejdet med virksomhederne

er meget positiv:

• Vi har aldrig problemer med at få gæsteundervisere

til de enkelte hold.

• Virksomhederne er stort set altid motiverede til

at få besøg af vores studerende.

• Repræsentanterne fra virksomhederne deltager

gerne i uddannelsesudvalg og andre dialogfora.

• Virksomhederne samarbejder gerne om praktiske

projektopgaver, temaer og udviklingen af cases.

• Virksomhederne tager de studerende i praktik og

deltager gerne i ”Company Days” på akademiet.

Partnerskaber som strategisk indsatsområde

Vi har indgået forpligtende partnerskabsaftaler med

et antal virksomheder og brancher. Indholdet af aftalerne

er forskellige, men fælles for dem er, at de

studerende i løbet af uddannelsen har et tæt forhold

til virksomheden og ofte arbejder i virksomheden i

fritiden. Intentionen er, at de studerende tilbydes

ansættelse i virksomheden efter afslutningen af deres

uddannelse.

Identitet: Det vigtige samarbejde med erhvervslivet

Partnerskaber og netværk er et af fem strategiske

indsatsområder i akademiets nuværende strategiplan

for 2005-2008. Og det vil også være et indsatsområde

i den kommende strategiplan for 2009-2011.

Ved at gøre partnerskaber og netværk til et strategisk

indsatsområde sikrer vi, at der er markant ledelsesmæssig

opbakning, og at der afsættes ressourcer

til området. På den måde får emnet fokus, og der

udarbejdes årligt en handlingsplan for, hvordan vi

når vores mål inden for området.

Vi har også formuleret et strategisk indsatsområde,

der hedder ”pædagogisk udvikling tæt på praksis”.

Det understreger, hvor centralt det er for erhvervsakademiuddannelserne,

at den pædagogiske praksis

udvikles, og at vi løbende bliver bedre til at tilrettelægge

uddannelsesforløb, der har en intelligent og

motiverende vekselvirkning mellem teori og praksis.

Christian Mathiasen

Rektor. Christian Mathiasen har været rektor på Erhvervsakademiet ved Århus

Købmandsskole siden 1990. Derudover blandt andet bestyrelsesformand i

Business Club Aarhus, Henley Management College in Denmark samt

bestyrelsesmedlem i IDEA – International Danish Entrepreneurship Academy

og endelig medlem af Udvalget for videregående uddannelser i

Danske Erhvervsskoler.

41


Identitet: Spørgsmål, der skaber innovation

Spørgsmål, der skaber

innovation

LOTTE DARSØ

Mange forbinder innovation med teknologi og udvikling

af nye produkter. De seneste år har innovation

imidlertid fået et mere menneskeligt ansigt i

form af social innovation og brugercentreret innovation.

Nu taler vi også om innovation af servicer,

oplevelser og uddannelse. Men når innovation defineres

som slutproduktet, der giver værdi til brugeren

eller køberen, bliver det store spørgsmål: Hvordan

gør man det?

Artiklen her fokuserer på innovationsprocessen,

altså det, der leder frem til innovation. Hvordan

kvalificerer og uddanner vi mennesker i at mestre

den proces? Hvilke ingredienser skal der til? Hvad

virker fremmende på innovationsskabelse?

Der er stor forskel på at undervise om og at undervise

i innovation. Det første er den traditionelle undervisning,

hvor læreren er eksperten, som ud fra sin

viden fortæller om innovation: Hvad det er, hvordan

begrebet opstod, og hvordan det har udviklet

sig, samt giver nogle gode eksempler på innovative

produkter. Eleverne er fysisk passive. De tænker,

diskuterer og forestiller sig noget, men de gør ikke

deres egne erfaringer.

44

Innovationsdiamanten

Ikke-viden

Det afgørende for at skabe innovation er at stille relevante

spørgsmål. Lotte Darsø, lektor ved Danmarks Pædagogiske

Universitetsskole i Århus, forklarer hvorfor.

Konceptualisering

Relationer

Når man underviser i innovation, skaber eleverne

selv innovation i praksis og afprøver innovationsprocessen

på egen krop. De er aktive, engagerede

og udadvendte, fordi de er nødt til at inddrage

netværk, finde ny viden, undersøge og spørge om

mange ting. Her får de brug for hjælp og støtte fra

lærerne i form af hjælpeværktøjer og ”sociale teknologier”

1 . En central og gennemgående ingrediens i

mange af de sociale teknologier er ”evnen til at formulere

interessante og relevante spørgsmål”.

En formel for innovation

Betydningen af at stille kvalitetsspørgsmål blev tydelig

for mig, da jeg analyserede mine data i forbindelse

med mit arbejde som erhvervsforsker i Novo

Nordisk A/S sidst i 1990’erne. I min ph.d. undersøgte

jeg, hvad der fremmede og hæmmede innovationsprocesser

i forskerteam 2 . En af de afgørende

ingredienser i en vellykket innovationsproces viste

sig at være evnen til at stille divergente spørgsmål.

Som det fremgår af innovationsdiamanten 3 , der er

en teoriramme for innovationsprocesser udviklet i

samme ph.d., udspiller der sig to dynamikker samtidigt

i innovationsprocesser: en vidensdynamik og

en kommunikationsdynamik.

Viden


DAG 1: Skolen for livet

LOTTE DARSØ


Identitet: Spørgsmål, der skaber innovation

Spørgsmål er særlig vigtige for at skabe en konstruktiv

og produktiv vidensdynamik. Den udspiller sig

imellem Viden (det, gruppen ved) og Ikke-viden

(det, gruppen ikke ved). Spørgsmål til Viden er

typisk konvergente for at afdække og tilføre fakta.

Hvor mange? Hvad underbygger de vigtigste postulater?

Hvad er fundamentet for den viden, der skal

danne basis for projektet?

Spørgsmål over imod Ikke-viden er derimod divergente

for at afsøge nye områder og åbne for nye muligheder.

Hvem er brugerne? Hvilke andre brugere

kunne komme på tale? Hvad har vi ikke undersøgt?

Hvad nu hvis…? Den type spørgsmål vil ofte identificere

helt nye veje, områder, ideer eller koncepter.

Men der er en væsentlig barriere: Angsten for at udstille

sin ikke-viden, at virke dum og at navigere i

ukendt terræn.

Stil dumme spørgsmål

For at forstå, hvordan den barriere kan imødegås,

må vi inddrage kommunikationsdynamikken, som

udgøres af Relationer på den ene side og Konceptualisering

på den anden. Begge dele indgår i en kommunikationsproces.

Konceptualisering foregår på det

synlige plan: Det er det, der bliver sagt, skrevet, tegnet

og beskrevet. Samtidig skabes relationerne hele

tiden på det usynlige plan, under overfladen, og relationerne

har en fundamental indflydelse på, hvad der

siges, og ikke mindst på, hvordan det siges.

Relationer formes på grundlag af sympati og antipati,

magtforhold, klikedannelse osv. Kvaliteten af relationerne

er afgørende for, om en gruppe tør vove sig ud i

området af Ikke-viden. Den essentielle forudsætning

er at opbygge relationer af tillid og respekt, for det

giver mod til at turde spørge ”dumt” – hvilket igen

betyder, at interessante og nytænkende spørgsmål opstår.

Og så er man godt på vej til innovation. Som

Einstein skal have sagt: ”Hvis jeg havde en time til at

finde frem til en livsvigtig løsning på et problem, ville

jeg bruge de 55 minutter på at finde frem til det rigtige

spørgsmål”. Vigtigheden af at kunne formulere

46


De såkaldt ”dumme” spørgsmål udfordrer

det indforståede og er derfor slet ikke så

dumme endda. Hvad betyder for eksempel

ordet uddannelse?


innovative spørgsmål bør derfor ikke undervurderes.

Ej heller klimaet – relationerne – der skal være til

stede, for at det kan lade sig gøre.

Prøv at læse følgende spørgsmål:

1. Er det vigtigt, at de studerende ved noget

om innovation?

2. Hvilke uddannelser har innovation på skemaet?

3. Hvordan underviser de i innovation?

4. Hvordan undervises der i innovation?

5. Hvordan kunne man også undervise i innovation?

6. Hvorfor ønsker vi at undervise i innovation?

7. Hvad nu, hvis vi lod de studerende undervise

lærerne i innovation?

Eksemplerne illustrerer spørgsmål, der alle drejer sig

om innovation og uddannelse. De er udformet, så de

nedefter bliver mere og mere divergente. Det første

spørgsmål er et lukket spørgsmål: Det kan kun besvares

med enten ja eller nej. Nummer to er konvergent,

fordi man her kan finde frem til et antal specifikke

uddannelser. Nummer tre er ligeledes overvejende

konvergent, da der nu spørges til, hvordan de specifikke

uddannelser underviser i innovation. Nummer

fire ligner nummer tre, men bliver mere generelt og

åbent. Nummer fem bliver tydeligt divergent, fordi

spørgsmålet nu stilles hypotetisk, dels hvordan et eller

andet (ukendt) sted underviser i innovation, dels

hvordan man kunne forestille sig, at der blev undervist.

Nummer seks berører formål og mål og åbner

for en palet af muligheder og niveauer for, hvad man

vil opnå. Endelig er nummer syv divergent, hypotetisk

og idébåret.

Spørgsmålene gør forskellen

Man kan også stille ”dumme” eller ”brændende”

spørgsmål 4 for at fremme innovationsprocessen. De

såkaldt ”dumme” spørgsmål udfordrer det indforståede

og er derfor slet ikke så dumme endda. Hvad

betyder for eksempel ordet uddannelse? Ofte kan

spørgsmålene hjælpe til større dybde og forståelse af

udgangspunktet for den innovative idé. De ”brændende”

spørgsmål berører deltagernes interesse og


motivation for at arbejde med netop dette projekt,

ved at hver deltager skal formulere sit eget brændende

spørgsmål. På den måde bliver spørgsmålene

vigtige retningspile for at opbygge ny viden.

Denne korte artikel argumenterer for, at kvaliteten af

de spørgsmål, vi stiller, er afgørende for kvaliteten af et

innovativt koncept og dermed for det endelige resultat.

Evnen til at formulere spørgsmål er en helt afgørende

kompetence, som alle – unge som gamle – bør opøve

til mestring. Det gælder i innovationsprocessen, men

også i forhold til at interviewe brugere, eksperter og

netværkskontakter samt i forhold til at skabe bedre dialog,

større refleksion og bedre møder.

Evnen til at formulere relevante kvalitetsspørgsmål

er en væsentlig, overordnet social teknologi, som kan

blive en uvurderlig innovativ kompetence i både et

lokalt og et globalt perspektiv. Alle uddannelser kan

principielt udfolde og udvikle kompetencen. Det

behøver ikke at være i forbindelse med en forkromet

ny uddannelse, men som en målrettet, bevidst indsats,

der kan vokse og blive en helt afgørende forskel

for vores fælles fremtid.

1 Begrebet er inspireret af Otto Scharmer’s Theory U fra 2007,

hvor han taler om sociale teknologier, der kan åbne vores sind,

vores hjerte og vores vilje.

2 Lotte Darsø, ”Innovation in the Making”, Samfundslitteratur,

2001.

3 Se artiklen ”En Formel for Innovation?” i Børsens Ledelseshåndbøger

2003,www.dpu.dk/site.aspx?p=11170&pureid=23837&

puretype=pub&lang=dan&retur=1

4 Ibid.

Identitet: Spørgsmål, der skaber innovation

Mads Samsing

Studerende på socialrådgiveruddannelsen

og formand for Sammenslutningen af

Danske Socialrådgiverstuderende

”Gennem de senere år er uddannelserne

blevet mere akademiserede. At der er indført

videnskabsteori på de mellemlange

videregående uddannelser, er som sådan

ikke problemet. Det, synes jeg, er positivt.

Men det er et problem, at det ikke

er bedre integreret i uddannelsen. Vi har

brug for en grundig debat om, hvordan

videnskabsteorien bliver grundlaget for

undervisningen og ikke et påklistret fag,

som de studerende har svært ved at forstå. Vi har brug

for en grundig debat om, hvordan vi får koblet teori og

praksis bedre.

Højskoleformen på Sorø-mødet gav rum til mere frie

diskussioner. Økonomien på institutionerne ser ikke

god ud, men jeg er glad for, at debatten på Sorø-mødet

var mere præget af indhold end af tørre tal. Selv om det

kan se sort ud, er der stadig håb for uddannelserne. Det

bliver klart, når studerende, rektorer, embedsmænd, politikere

og så videre fremadrettet diskuterer, hvad det er,

vi vil med uddannelserne.”

Mads Samsing var med på Sorø-mødet for første gang.

Lotte Darsø

Lektor. Lotte Darsø er lektor i innovation på Danmarks Pædagogiske

Universitetsskole (DPU), Aarhus Universitet, samt studieleder på en ny,

international masteruddannelse, Leadership and Innovation in Complex

Systems (LAICS), som er blevet til i et samarbejde mellem DPU og Copenhagen

Business School (CBS). Hun modtog i 2001 erhvervsforskerprisen for sin ph.d.

”Innovation in the Making” og udgav i 2004 bogen ”Artful Creation.

Learning-Tales of Arts-in-Business”.

47


HANS PETER JENSEN


Internationalisering af

uddannelserne

HANS PETER JENSEN

Med Globaliseringsrådets afsluttende rapport 1 nedsatte

Undervisningsministeriet, Ministeriet for Videnskab,

Teknologi og Udvikling samt Kulturministeriet

Rådet for Internationalisering af Uddannelserne.

Rådet består per august 2008 af 10 personer, der repræsenterer

uddannelsessektoren bredt, og har derudover

medlemmer fra industrien og Skandinavien.

Rådets sekretariat betjenes af CIRIUS 2 og benytter

sig af ad hoc-arbejdsgrupper.

I Globaliseringsrådets rapport lægges der op til betydelig

vækst i internationaliseringen på danske videregående

uddannelsesinstitutioner. Blandt andet

forpligtes alle institutioner til at opstille mål for internationaliseringen

af deres respektive uddannelser.

For få danskere rejser ud

I løbet af efteråret 2008 offentliggør CIRIUS en

mobilitetsstatistik, som for det første viser, at der er

Identitet: Internationalisering af uddannelserne

I Danmark modtager vi i dag dobbelt så mange

udenlandske studerende, som vi sender ud.

Formand for Rådet for Internationalisering af

Uddannelserne Hans Peter Jensen spørger,

om et semester i udlandet skal gøres obligatorisk.

dobbelt så mange udenlandske studerende i Danmark,

som der er danske studerende i udlandet. For

det andet viser den, at den internationale udveksling

ligger på et volumenmæssigt ganske lavt niveau.

I Danmark er der i alt cirka 205.000 studerende

ved de videregående uddannelsesinstitutioner:

20.000 ved erhvervsakademiuddannelserne (toårige),

125.0000 ved professionsbacheloruddannelserne

(tre- til fireårige), 60.000 ved universiteterne (tre- +

toårige). Det svarer til, at cirka fire procent af den

danske studentermasse udsendes. Tilsvarende udgør

de udenlandske studerende i Danmark cirka syv

procent. Man kan ikke hævde, at det er voldsomt

imponerende eller tegn på et stort internationalt

islæt i de danske videregående uddannelser.

I tabel 2 og tabel 3 ser vi udviklingen i studenterudvekslingen

i studieårene 1999/ 2000 til 2006/07 3 .

Hans Peter Jensen

Formand. Hans Peter Jensen er formand for Rådet for Internationalisering

af Uddannelserne. Han har tidligere blandt andet været ansat på Danmarks

Tekniske Universitet (DTU) som amanuensis, siden lektor og docent i uorganisk

kemi. Fra 1986 til 2001 var han rektor på DTU. Er i dag efor på Egmont H. Petersens

Kollegium, medlem af en række fondsbestyrelser, virksomhedsbestyrelser, udvalg

og råd. Er desuden formand for DIS (Danish Institute for Study Abroad) og

adjungeret professor ved Roskilde Universitetscenter (RUC).

49


Tabel 1. Danske studerende i udlandet og udenlandske studerende i Danmark 2006/07

Tabel 2. Danske studerende på studieophold i udlandet 1999/00-2006/07

Tabel 3. Udenlandske studerende på studieophold i udlandet 1999/00-2006/07

50

Danske studerende Udenlanske studerende

i udlandet i Danmark

Udvekslingsstuderende (studieophold) 4.950 6.713

Studerende på en hel uddannelse 3.154 7.757

I alt 8.104 14.470

1999/00 2000/01 2001/02 2002/03 2003/04 2004/05 2005/06 2006/07

Universiteter 3.107 3.342 3.289 3.399 3.455 3.506 3.436 3.504

MVU-institutioner 998 732 1.023 997 971 927 1.001 1.028

KVU-institutioner 123 142 159

Kulturministeriets

institutioner 207 205 207 179 362 179 165 259

I alt 4.312 4.279 4.519 4.575 4.788 4.735 4.744 4.950

1999/00 2000/01 2001/02 2002/03 2003/04 2004/05 2005/06 2006/07

Universiteter 3.153 2.968 3.271 3.629 3.913 4.357 4.442 4.541

MVU-institutioner 463 426 631 747 1.086 1.228 1.531 1.761

KVU-institutioner 97 230 255

Kulturministeriets

institutioner 327 331 360 329 329 202 292 156

I alt 3.943 3.725 4.262 4.705 5.328 5.884 6.495 6.713

Figur 1. Erasmus-studerende fra og til Danmark

Fra Danmark Til Danmark

5.000

4.500

4.000

3.500

3.000

2.500

2.000

1.500

1.000

500

0

1.730

1.300

4.750

1.587

1996/97 1997/98 1998/99 1999/00 2000/01 2001/02 2002/03 2003/04 2004/05 2005/06 2006/07


For de danske studerende er der tale om en vækst

på lidt flere end 600 studerende i hele perioden. Og

det må nærmest betragtes som en stagnation i udviklingen,

når man tænker på emnets politiske fokus

og de ressourcer, som institutionerne bruger på at

promovere internationaliseringen.

Værre står det imidlertid til med danske studerende

på hele uddannelser i udlandet. Her er antallet i

perioden 2000/01 til 2006/07 faldet fra 4.245 til

3.154, på trods af at man kan tage både SU og nu

også taxametret med sig.

Anderledes gunstigt stiller det sig med udenlandske

studerende på de danske videregående uddannelsesinstitutioner

– både for semesterophold og hele

uddannelser – hvor antallet for begge områder er

fordoblet. Som man ser i figur 1, er det, for så vidt

angår semesterophold, i høj grad drevet af EU’s

Erasmus-program.

Tabellen viser med al mulig tydelighed, at der er et

potentielt godt marked for udenlandske studerende

i videregående uddannelser i Danmark og en alvorlig

problematik knyttet til internationalisering af

danske studerende.

Det voksende marked for udenlandske studerende i

Danmark kan også illustreres ved tal fra DIS (Danish

Institute for Study Abroad), som leverer fuldt

betalte meritgivende semesterforløb for amerikanske

universitetsstuderende på studieophold i Danmark.

Her har man i perioden fra 1997/98 til 2007/08

oplevet en vækst i antallet af studerende fra 394

til 1.105, samtidig med at studieafgiften inklusive

indkvartering er steget fra 8.650 USD til 15.850

USD.

Identitet: Internationalisering af uddannelserne


At vi kan være i verdensklasse på alle hovedområder,

er en myte, som vi er bedst tjent med at gøre

op med hurtigst muligt.


Læreruddannelsens opbygning

gør det svært at rejse ud

Med disse tal i baghovedet kan man spørge om,

hvilke udfordringer vi står over for, især i forbindelse

med udsendelse af danske studerende på studieophold

– både på semesterbasis og i hele uddannelser.

Hvad det første angår, er modulopbygning

af studierne et væsentligt element, hvilket vi har set

på læreruddannelserne i forbindelse med rådets gennemgang

af dem. De fleste læreruddannelser er ikke

moduliserede. Det betyder, at det er vanskeligt at

meritoverføre og dokumentere erhvervede kompetencer

på semester- eller årsbasis.

Et andet forhindrende element for internationalisering

i læreruddannelserne er den manglende mulighed

for at lægge skolepraktikken i udlandet. Derfor

er rådets anbefaling, at man ser på en række forhold

i læreruddannelserne i den revisionsrunde, som skal

foregå i Undervisningsministeriet og Folketinget

i efteråret 2008. Om dette har Rådet for Internationalisering

af Uddannelserne i juni 2008 udgivet

hæftet ”Læreruddannelser med internationalt perspektiv”

4 .

Svært at få en studiebolig i Danmark

I bestræbelserne på at få flere udenlandske studerende

til Danmark er boligforhold et væsentligt element.

Danske uddannelsessteder er ikke som mange

udenlandske ditto bestyrere eller ejere af kollegier,

ungdomsboliger eller studielejlighedskomplekser.

Det må der laves om på, hvis der virkelig skal ske en

volumenforøgelse på området.

I en del provinsbyer er de kommunale myndigheder

ganske hjælpsomme på området, men i de store uddannelsesbyer

– og især i København – er indkvarteringen

af udenlandske studerende en kæmpe ud-

51


Identitet: Internationalisering af uddannelserne

fordring, hvis der virkelig skal komme resultater ud

af den markedsføring af danske uddannelser, som

politikerne forestiller sig at gennemføre.

I den sammenhæng kan jeg også nævne Udlændingeservice,

som ganske vist er blevet bedre de seneste

par år på det uddannelsesmæssige område, men

hvor der stadig er rum for forbedring. Tænk blot på

det simple faktum, at arbejds- og opholdstilladelser

udstedes på dansk og kun på dansk! Der medfølger

ikke engang en uautoriseret oversættelse til engelsk.

Henrik Sørensen

Administrerende direktør i DESMI A/S

”Det har været et par spændende dage

i Sorø, hvor trends, rammer og vilkår i

relation til uddannelsessektoren er blevet

vendt på bedste højskolemaner. Jeg

er tilfreds med udbyttet, ligesom jeg er

tilfreds med at have fået lejlighed til at

fremføre det, som jeg mener er vigtigt at

sætte fokus på i forhold til de unges valg

af uddannelse.

Med den respons, jeg har fået på mit

indlæg, der tog udgangspunkt i egne erfaringer, er jeg

sikker på, at mit budskab er hørt. Jeg håber derfor, at jeg

har påvirket beslutningstagerne til at prioritere de praktiske

uddannelser højere. Det vil på den lange bane være

til gavn for alle.”

Henrik Sørensen var med på Sorø-mødet for første

gang.

52

Langt fra verdensklasse

I vinter udkom en rapport skrevet af et fremtidspanel

nedsat af Ministeriet for Videnskab, Teknologi

og Udvikling, som hedder ”12 udfordringer for videnpolitikken”

5 . Det er en glimrende bog, der kontant

peger på en række forhold om udviklingen i

Danmark.

Allerede i indledningen manes til alvorlig eftertanke:

”At vi kan være i verdensklasse på alle hovedområder,

er en myte, som vi er bedst tjent med at gøre op med

hurtigst muligt. Som vidensamfund er Danmark i

verdensklasse på nogle få områder, men på langt de

fleste områder findes eliten uden for Danmark.”

Jeg mener, det er rigtige ord i en tid, hvor ordet

verdensklasse snart sagt bruges i enhver sammenhæng.

Jeg er enig i panelets synspunkter om, at hvis

Danmark skal udvikle sig til en konkurrencedygtig

nation, kan det kun ske i et tæt samarbejde med

udenlandske parter og via udvikling af relevante internationale

netværk, som vi kan trække på. Vi skal

kunne vælge, prioritere og udvikle, og det giver den

omtalte rapport en række valide anvisninger på.

Desværre virker det som om, at rapporten er endt på en

hylde i Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

Og det er ærgerligt! Jeg kan kun opfordre til, at

den tages frem til læsning i politiske studiekredse.

Gør internationalisering obligatorisk

Mit eget forslag til en effektiv internationalisering af

det danske uddannelsessystem er at agere som visse

amerikanske universiteter, nemlig at gøre et semester

på en udenlandsk uddannelsesinstitution til en

obligatorisk del af et dansk studium. Der er masser

af problemer og udfordringer i et sådant krav, men

det ville sætte internationaliseringen af uddannelserne

ind i en ramme, som passer til Globaliseringsrapportens

tekst og forslag.

1 ”Fremgang, fornyelse og tryghed. Strategi for Danmark i den globale økonomi”, Regeringen, april 2006.

2 CIRIUS er en styrelse under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, der har til formål at styrke internationaliseringen

af de danske uddannelser.

3 CIRIUS’ mobilitetsstatistik, efterår 2008.

4 ”Læreruddannelse med internationalt perspektiv”, Rådet for Internationalisering af Uddannelserne, CIRIUS, 2008.

5 ”12 udfordringer for videnpolitikken”, rapport fra fremtidspanelet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, 2008.


Hjælpende hænder. Sorø Akademis alumner yder hvert år en kæmpe

indsats for at få mødet til at blive en succes.


Identitet: Klar til den globale udfordring

Klar til den globale

udfordring

INGELISE BOGASON

Produktion af viden og rådgivning er Danmarks

tredjestørste erhverv med en omsætning på 130

milliarder kroner om året. Eksporten af den viden

nåede op på 25 milliarder kroner i 2007. Det er en

stigning på 35 procent siden 2004. Til sammenligning

eksporterede landbruget for cirka 60 milliarder

kroner samme år. Det viser, at eksport af viden udgør

en væsentlig andel af den samlede danske eksport

med potentiale for at vokse yderligere.

Eksport af viden adskiller sig i høj grad fra vareeksport.

I modsætning til eksport af standardiserede

produkter, hvor der ikke er nogen tæt relation mellem

producent og forbruger, er der en helt anden

relation mellem videnrådgiveren og kunden, da der

foregår en tæt dialog mellem de to. Videnrådgiveren

skal være i stand til at formidle sin viden i en global

verden. Og det stiller igen krav til uddannelserne i

Danmark.

Vi er en af dem

ALECTIA er en international rådgiver, men for kun

tre år siden så det meget anderledes ud, og navnet

var Birch og Krogboe. Birch og Krogboe var en klassisk

ingeniørvirksomhed, grundlagt i 1912, som i

2005 havde cirka 380 medarbejdere. Kerneområdet

var projektering af byggeri i Danmark, og eksporten

var tæt på ikkeeksisterende – cirka 0,1 procent af

den samlede omsætning. Timeprisen for projekte-

54

Eksport af viden er Danmarks største erhverv. Derfor skal

flere danske studerende sendes til udlandet, mens vi med

åbne arme skal tage imod de udenlandske, påpeger administrerende

direktør i ALECTIA A/S Ingelise Bogason.

ring er nemlig lav og konkurrenceudsat fra blandt

andet virksomheder i Indien. Det var derfor ikke

økonomisk muligt at foretage store investeringer i

innovation og udvikling.

I 2005 blev der derfor udviklet en ny strategi: Virksomheden

skulle vokse, være mere konjunkturuafhængig

og udvikle kompetencerne. Birch og Krogboe

skulle udvikle sig til en globaliseret virksomhed.

Efter tre intensive år er ALECTIA blevet en anden

virksomhed. ALECTIAs medarbejderantal er mere

end fordoblet, og bundlinjen er syvdoblet siden

2004. Eksporten udgør nu 30 procent af omsætningen,

og der ydes rådgivning i samtlige verdensdele.

For at blive konjunkturuafhængig var det nødvendigt

at blive rådgiver på flere forskellige markedssegmenter

og geografier samt at kunne rådgive i andet

og mere end klassiske ingeniørydelser. Der var

behov for at udvikle kompetencerne, og ALECTIA

købte derfor en række virksomheder med branchespecifikke

kompetencer. De nye kompetencer gav

mulighed for at anvende de klassiske ingeniørkompetencer

i branchespecifikke projekter, som kunne

afsættes til en højere timepris. Virksomhedens ydelser

blev målrettet skarpe branchesegmenter som

for eksempel bryggerier, mejerier og farmaceutisk

industri.


Som udgangspunkt skal Danmark passe på med at

blive alt for dansk. Vi skal stræbe efter at udvikle

os til internationale danskere.


DAG 1: Skolen for livet

INGELISE BOGASON


Identitet: Klar til den globale udfordring

På grund af ALECTIAs specialisering i de forskellige

brancher blev indtjeningen langt bedre, og der

blev dermed økonomiske midler til at investere i innovation

og udvikling. ALECTIA rådgiver nu sine

kunder i hele værdikæden, og kompetencerne spænder

vidt. Medarbejderne dækker over alle afarter af

ingeniører, brygmestre, økonomer, handelsskoleuddannede,

industriarkitekter, geologer, psykologer,

terapeuter og sygeplejersker. Vi har opbygget

Per B. Christensen

Formand, Børne- og Kulturchefforeningen,

direktør i Næstved Kommune samt formand

for følgegruppen for læreruddannelsen

”Det har været et godt Sorø-møde. Jeg har

især været glad for de studerendes indlæg.

Både Maja Engberg-Sønderskov og de

studerende i salen, som deltog i diskussion.

Selv om jeg godt ved, at de er nogle

af de ”fremmeste” fra deres studier, gav de

alligevel det indtryk, at de trives, og at så

står det heller ikke værre til derude.

Lars Olsens og Christian Madsbjergs indlæg

gjorde også indtryk, fordi de begge havde et skævt

perspektiv på årets emne. Det kom for eksempel bag på

mig, at det stadig har så stor betydning for unges uddannelse,

hvad mor og far laver, sådan som Lars Olsen

fortalte. Og Christian Madsbjergs indlæg gav stof til eftertanke,

i forhold til hvordan unge tænker.

Jeg fik nogle ideer, som jeg vil tage med hjem til følgegruppens

arbejde. Blandt andet hvor vigtigt det er, at

professionshøjskolerne og den enkelte kommune finder

ind i et godt samarbejde. Man skal huske, at for kommunerne

er det meget vigtigt, at samspillet i forhold til

praktikpladser fungerer, da det er kommunens vindue

udadtil.

Der var højt til loftet på Sorø-mødet i år. De forskellige

verdener formåede at mødes i en god stemning.”

Per B. Christensen var med på Sorø-mødet for sjette gang.

56

en bred palet af faglige kompetencer, og ydelserne

omfatter blandt andet forretningsrådgivning, bygherrerådgivning,

udbud, idriftsættelse, arbejdsmiljø,

vand, energi og bæredygtighed.

At eksportere viden kræver nye kompetencer

Verden bliver stadig mere international, og handel

med viden på tværs af landegrænser kommer til at

vokse. Det stiller krav til medarbejdernes globale

kompetencer, og der er et stigende behov for, at de

studerende udvikler disse kompetencer. De skal have

en multikulturel forståelse, og de skal kunne arbejde

på engelsk. Efterspørgslen på andre eksotiske sprog

er begrænset, da næsten alle globale virksomheder

vælger engelsk som koncernsprog.

Eksport af videnrådgivning medfører ofte, at medarbejderne

skal have kontakt med kundernes øverste

ledelse: Man skal derfor kunne begå sig på de bonede

gulve – udvise konsulentadfærd.

I rådgiverbranchen arbejdes der mere og mere på

tværs af forskellige fag, fordi koncepter ofte er tværfaglige.

De studerende skal også lære at arbejde tværfagligt,

så de kan samarbejde med en projektgruppe

med forskellige fagligheder og kompetencer.

På grund af den globale udvikling kan vi i dag ikke

længere forvente altid at befinde os på samme fysiske

sted som vores kunder, kolleger og samarbejdspartnere.

Vi skal kunne arbejde virtuelt i projekter

ved hjælp af kommunikationsteknologi. E-learning

kan være en god forberedelse hertil.

Kernen i virksomhedernes krav til medarbejderne

er, at de skal have forretningsforståelse. Fagligheden

alene er ikke nok – medarbejderen skal kunne forstå

sin faglighed i en forretningsmæssig kontekst.

Kort fortalt har rådgiverbranchen behov for, at de

studerende i dag, ud over en stærk faglighed, udvikler

globale kompetencer: De skal have en kulturel

forståelse, de skal kunne arbejde tværfagligt og virtuelt,

de skal kunne begå sig på de bonede gulve, og

de skal have forretningsforståelse.


Mål: International kultur

Som udgangspunkt skal Danmark passe på med at

blive alt for dansk. Vi skal stræbe efter at udvikle os

til internationale danskere, og vi kan forfølge dette

mål på flere måder. Først og fremmest skal der

flere udenlandske studerende til Danmark: Der bør

iværksættes flere initiativer, som kan tiltrække internationale

studerende. Derudover skal der langt flere

danske studerende til udlandet. Der har været et fald

i antallet af studerende i udlandet med 17,4 procent

fra 2000 til 2006. Det skal være mindre besværligt

for de studerende at tage et semester i udlandet.

Universiteterne bør blive bedre til at informere om

mulighederne, have kontakter i udlandet og etablere

udvekslingsaftaler, og det skal være lettere for universiteterne

at give merit for opholdene.

Danmark skal ansætte flere udenlandske lærere.

Samtidig skal der flere danske lærere til udlandet

for at opnå international erfaring. En international

kultur blandt lærerne vil være en væsentlig forudsætning

for at skabe et internationalt miljø på uddannelsesinstitutionerne.

Identitet: Klar til den globale udfordring

Ingelise Bogason

Direktør. Ingelise Bogason har siden 2005 været administrerende direktør i den

rådgivende ingeniørvirksomhed ALECTIA A/S. Før det har hun blandt andet været

administrerende direktør i CSC Denmark, ansat i Dansk Data Elektronik og

undervist som gymnasielærer. Uddannet cand.mag. i samfundsfag og historie.

Hold på de udenlandske

dimittender og medarbejdere!

Undersøgelser fra CIRIUS 1 viser, at 73 procent af de

udenlandske studerende er positive over for at arbejde i

Danmark efter endt uddannelse. Men de kan ikke finde

job. De oplever allerede i første fase at blive forhindret i

at komme i kontakt med virksomhederne, fordi de fleste

onlinejobdatabaser er på dansk. Et simpelt tiltag for

virksomhederne vil være at ændre rekrutteringssproget

fra dansk til engelsk.

Uddannelsesinstitutioner skal i højere grad samarbejde

med virksomheder for at skabe gode forudsætninger for,

at de internationale studerende kan finde job i Danmark.

En mulighed er at oprette praktikpladser og studiejob,

som er tiltænkt internationale studerende. På den måde

vil de få mulighed for at skabe et netværk i Danmark og

få første fod ind i erhvervslivet.

På sigt er eksport af rådgivningsydelser en af de største

eksportmuligheder. Uddannelsesinstitutionerne skal derfor

styrke det internationale miljø, så de er med til at bidrage

til udviklingen af denne eksportmulighed.

1 CIRIUS er en styrelse under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, der har til formål at styrke internationaliseringen af

de danske uddannelser.

57


Arbejdsmarked


SØREN PEDERSEN


Fremtidens arbejdsmarked

– fra Palle til Pelle

ANNE SKARE NIELSEN & SØREN PEDERSEN

Stolthed til sit arbejde og høj faglighed er med til at

fremtidssikre éns virke på arbejdsmarkedet. Vi taler

om ”The complexity U”, hvor man har ”kropsarbejdere”

og ”videnarbejdere” på hver sin top. Pointen

er, at hvis man er dygtig til et arbejde med et højt

kompleksitetsniveau, er man meget svær at erstatte.

På den ene top er det for eksempel jord- og betonarbejdere,

en kundeservicemedarbejder eller en lastbilchauffør.

På den anden top er det en sekretær, en

kirurg eller en chef. I bunden af U’et finder vi de

mennesker, hvis kernearbejde er at skubbe information

mellem de to grupper. Det er et arbejde, der

kan automatiseres, og som derfor bliver mindre og

mindre værd.

Mange servicefunktioner får det svært i fremtiden.

Det kommer også til at gå hårdt ud over administratorer,

ejendomsmæglere, journalister og bankfolk.

Vi vil for eksempel sagtens selv kunne finde ud af at

købe et hus, lave bankforretninger og sammensætte

vores egne nyheder på nettet. Men vi kan ikke finde

ud af at grave kabler ned eller køre rundt i byen med

varer i en kæmpe lastbil uden at køre folk ned. Selv

om mange i dag ser ned på folk, der arbejder med

kundeservice, er det et utrolig vigtigt og kompliceret

job. Det kræver empati, overblik, sprogkundskaber,

forhandlingsevne samt indsigt i politik og andre

kulturer. Derudover skal man have forståelse for

virksomhedens produkter og for kundernes behov.

Opgaver, som en computer aldrig ville kunne løfte.

Den faglige stolthed og det at finde mening i sit job

vil blive mere efterspurgt af jobsøgende og kommer

i stigende grad i fokus hos virksomhederne. Ser

man på Fortune 500 (en liste, som det amerikanske

blad Fortune laver, over de 500 største amerikanske

Arbejdsmarked: Fremtidens arbejdsmarked – fra Palle til Pelle

På fremtidens arbejdsmarked handler det om at få det bedste og

ikke det meste ud af medarbejderne. Det mener Anne Skare Nielsen

og Søren Pedersen fra Future Navigator.

virksomheder efter omsætning), kan man spore en

tydelig sammenhæng mellem bundlinje og arbejdsglæde.

Arbejdsglæden kommer oftest, når man kan

se meningen med det, man laver, og den sammenhæng,

man indgår i.

Ved vi for meget om fremtiden?

Måske er problemet i dag, at vi ved for meget om

fremtiden. Man siger om Columbus, at hvis han

havde vidst, hvor lang hans rejse var, var han aldrig

taget af sted. På en af verdens bedste handelshøjskoler,

IESE Barcelona, hvor vi gæsteunderviser,

har man fundet ud af, at en tredjedel af organisationers

succes ikke kan forklares ud fra den forhåndenværende

teori. Vi tror, det skyldes, at det ikke

kan forklares – ikke teoretisk utilstrækkelighed. Det

er interessant, for det betyder, at der altid skal være

plads til en ”happy go lucky”-attitude og vilje til at

eksperimentere. Og vi skal belønne både succeser og

fiaskoer. Der skal være lys, tid og plads til at undre

sig, udforske og blive klogere – også på sig selv.

Det er præcis den type mennesker, fremtidens erhvervsliv

vil forsøge at rekruttere; medarbejdere, der

kan gå fra forundring og videre derfra til at skabe

forandring. Hvor vi tidligere havde værnepligt, der

i arbejdslivets termer handler om at hæve sin løn og

være til stede fra klokken 8 til 16, ser vi nu forventninger

om, at de ansatte lever op til en hjernepligt.

Det indebærer en pligt til og forventning om at udnytte

sin viden bedst muligt og proaktivt. I fremtiden

bliver det altafgørende for virksomheder at have

selvstændigt tænkende medarbejdere, der i kraft af

deres indgående viden om arbejdspladsen skal få de

ideer, som hjælper virksomheden til at navigere i

fremtiden.

61


Arbejdsmarked: Fremtidens arbejdsmarked – fra Palle til Pelle

I Future Navigator tror vi, at evnen til at tænke

selv, være fleksibel, men samtidig også have noget at

tro på og et fællesskab at indgå i bliver meget mere

vigtig. Og det bringer os til en forklaring på titlen

på denne artikel: fra Palle til Pelle. Hvor vi tidligere

agerede selvstændigt i uddannelsessystemet og

i erhvervslivet som Palle alene i verden, ser vi nu et

stigende behov for at være mere som Pelle Pelikan

fra Rasmus Klump.

Pelle er den fødte netværker. Han handler på eget

initiativ, kender sin egen rolle i flokken og ved, at

han ikke ved, hvad fremtiden vil byde på. Derfor

opsamler han alt muligt i sit næb, som han senere

er i stand til at finde frem og kombinere på nye og

smarte måder. Overført til uddannelser kan man

sige, at det giver nyt liv til den gamle floskel om,

at det handler om at lære at lære, om evnen til at

spørge andre og erkende, at man ikke selv har alle

svarene, samt om at lytte til de svar, der gives. Det

bliver afgørende kvalifikationer på morgendagens

arbejdsmarked. Vi vil se ansatte, der i højere grad

indgår i livslang læring, og hvor dette ganske enkelt

er en nødvendighed. Vi skal derfor skoles i nysgerrighed

for at begå os i en verden, der hurtigt forandrer

sig.

62

Fra det meste til det bedste

I fremtiden handler det nemlig ikke længere om

at få det meste ud af mennesker. Det handler om

at få det bedste ud af mennesker. Det hedder ikke

længere human resources i erhvervslivet, men human

potentials, og HR-afdelingen er ikke længere

en uambitiøs kage-bage-kursus-afholder, men det

vigtigste strategiske område overhovedet. At få det

bedste og ikke det meste ud af de personer, man har

omkring sig, og dermed det bedste ud af sin tid, sit

liv, sin familie, kolleger og samarbejdspartnere, at få

det bedste ud af naturen og de globale ressourcer.

Det bliver dér, at Danmark virkelig kan blive foregangsland.

Vi har i nogle få hundrede år været meget inspireret

af den amerikanske drøm og ”The Declaration of

Independence”: Uafhængighed er godt, enhver er

sin egen lykkes smed, og med de rette rammebetingelser

kan enhver realisere sin egen lykke. I 2025

taler vi hellere om den europæiske drøm og ”The

Declaration of Interdependence”: Vores verden, ja

hele universet, er en forbundet helhed, hvor grænser

og systemer er noget, mennesker har fundet på, og

derfor aldrig bør sættes før mennesker. Det er ved

at tænke i helheder og ved at samarbejde, at vi som

mennesker fungerer bedst.


Arbejdsmarked: Fremtidens arbejdsmarked – fra Palle til Pelle

”Mange servicefunktioner får det svært i fremtiden. Det kommer også

til at gå hårdt ud over administratorer, ejendomsmæglere, journalister

og bankfolk. Vi vil for eksempel sagtens selv kunne finde ud af at købe

et hus, lave bankforretninger og sammensætte vores egne nyheder på

nettet. Men vi kan ikke finde ud af at grave kabler ned eller køre rundt

i byen med varer i en kæmpe lastbil uden at køre folk ned .


Vi ved meget om fremtiden, men 80 procent af den

faktiske virkelighed ved vi ikke, at vi ikke ved. Det

vil sige, at vi ikke engang kan formulere spørgsmålet.

Muhammed-krisen er et eksempel på et meget vigtigt

problem, vi var ubevidste om, at vi ikke vidste

noget om. Så fremtiden er svær at forudsige, og det

bringer os til en af de vigtigste pointer: Det handler

ikke om, hvad man gør, men hvordan man gør det!

Mod bedre uddannelse?

Liselotte Lyngsø, et af de mest inspirerende mennesker,

vi kender, sagde engang, at det, vi mangler

mest, som regel er det, vi taler mest om. Så når vi

i dag taler rigtig meget om individualitet, værdier,

mening, kreativitet, fællesskab, tolerance, viden,

sammenhængskraft og innovation, er det, fordi vi

ikke har det. Der er ingen grænser for alt det gode,

vi gerne vil gøre for vores børn, deres uddannelse,

de mennesker, der skal tage hånd om dem, og de

steder, de færdes. Men i virkeligheden er dragen i

eventyret ikke det, vi tror. Det er ikke mangel på

tid, penge, viden eller ressourcer. Der er mennesker

i denne verden, som med færre penge, mindre tid,

større modstand, dårligere uddannelser og under

horrible vilkår har opnået bedre resultater, end vi

kan vise frem i dag.

Dragen er inden i os selv. Og den store rejse, vi kommer

til at bevæge os ud på i fremtiden, bliver ikke

som fordums opdagelsesrejsende ud på havet, over

indlandsisen, ud i rummet eller ned i havets dyb.

Rejsen kommer til at gå ind i os selv – i vores molekyler,

fysik, biologi, kemi, gener, adfærd, sociale liv,

relationer, myter, tanker og drømme. I virkeligheden

er vores grimme drage, at vi ikke kan skabe positive

forbedringer, hvis ikke vi selv er villige til at forandre

os. Og helt ærligt, hvem kunne ikke trænge til det?

Anne Skare Nielsen

Anne Skare Nielsen var som biolog og cand.scient.pol. med til at sætte

fokus på fremtidens verden på Institut for Fremtidsforskning. I dag er hun medejer

af firmaet Future Navigator, der arbejder med idéudvikling og

fremtidens ledelsesudfordringer.

Søren Pedersen

Søren Pedersen har en uddannelsesmæssig baggrund som civilingeniør

inden for industrielt design. De seneste tre år har han arbejdet med koncept- og

metodeudvikling hos Future Navigator.

63


Arbejdsmarked: Engagement i uddannelsen

Engagement i

uddannelsen

KNUD HENNING ANDERSEN

”Unge flokkes om finansuddannelser” skrev Dagbladet

Børsen på sin netavis den 30. juli. Når avisen

skriver sådan, tror vi i finansbranchen, at det i høj

grad hænger sammen med følgende forhold:

• Vi repræsenterer en branche, der engagerer sig i

den enkelte uddannelse.

• Vi har en mangfoldighed af karrieremuligheder, og

vi bruger ganske mange penge på efteruddannelse.

• Og så kan den unge, uanset hvor vedkommende

begynder sin uddannelse, slutte på højt niveau.

Vi har fået skabt adgangsveje.

For os har det været en kongstanke, at professionerne

skulle inddrages i selve processen med at udvikle

og vedligeholde uddannelser.

Med Finansrådet som krumtap er der derfor blevet

opbygget en praksis, hvor en gruppe af vores medlemmer

sætter sig sammen for at definere kompetencekrav

til en given uddannelse. Det er en opgave,

vores medlemmer er gået til med stor entusiasme,

hvad enten det drejer sig om at skabe en ny uddannelse

eller at revidere en gammel.

Når medlemmerne har sat ord på deres krav til

kompetencer, sætter vi os sammen med repræsentanter

for uddannelsesinstitutionerne og definerer,

hvilke fag og kombinationer af fag der skal til for at

honorere disse kompetencekrav.

Det er ikke ligetil, for uddannelsesinstitutioner er

traditionelt meget fagligt opdelte, og vi vil gerne

bruge ”det moderne køkken”, hvor man kombinerer

lidt af det ene med lidt af det andet, men gennem

dialogen fremmes forståelsen.

64

Samarbejde mellem brancher og uddannelsesinstitutioner

er vejen frem, mener Knud Henning Andersen, der gennem

sin egen verden – finansbranchen – har lært, at mangfoldighed

er nøgleordet, når der skal rekrutteres.

Sådan er det også i relation til Undervisningsministeriet.

Vi har et fortrinligt samarbejde og får langt

hen ad vejen opfyldt vores ønsker.

Meningsfyldte professionsrettede job

Men ansvaret går videre. Finansbranchen er med til

at løfte opgaven med at finde kvalificerede lærere

og fremstille undervisningsmaterialer. Og vi kommer

løbende med forslag til ændringer på områder,

der vel traditionelt anses for at være skolernes, for

eksempel gennemførelse af uddannelserne.

Som jeg hørte på mødet, rumsterer vi i lighed med

mange andre med, hvordan studenterjob kan anvendes

i forbindelse med vores nye professionsbacheloruddannelse.

Når nu de fleste studerende alligevel

skal have et studenterjob, kunne det så ikke

kombineres med praktikken? Hvorfor ikke arbejde

i deres kommende fag på en studierelevant måde?

Det må i højere grad være meningsfuldt med et professionsrettet

job end et job på en tankstation. Ideen

er ikke købt endnu, men vi synes, den falder godt i

tråd med tanken om, at realkompetence er et vigtigt

element i uddannelserne.

Det er altså vores erfaring, at branchen er godt tjent

med at bruge mange ressourcer på de relevante uddannelser,

deres indhold og deres gennemførelse. Ud

af vores model, hvor parterne tidligt går i dialog med

hinanden, er der kommet velsøgte uddannelser, engagerede

uddannelsesinstitutioner, kompetente kandidater

og ikke mindst en branche, som føler et medansvar,

ja et medejerskab til den enkelte uddannelse.

Andre videregående professionsrettede uddannelser

kunne måske have lige så stor gavn af endnu mere

involverede aftagere.


KNUD HENNING ANDERSEN


Arbejdsmarked: Engagement i uddannelsen

Mangfoldighed i branchen

Finansbranchen tror på mangfoldighed og på, at

muligheder for jobudvikling skal være tiltrækkende.

Hvor er der sammenhæng mellem de unges ønsker

til en uddannelse og virksomhedernes ønsker til de

unge? Vores undersøgelser viser, sagt med mine ord,

at vi er enige om mangfoldighed og muligheder.

Vi har i den finansielle sektor brug for dygtige medarbejdere,

men gerne med forskellige fundamenter. Vi

har nemlig meget forskelligartede virksomheder i størrelse,

geografisk omfang, nationalitet og produktionsomfang.

Vi har både den lille sparekasse i provinsen og

den store internationale koncern med hele afdelinger,

der er specialiserede i valutahandel eller it-systemer.

Konsekvensen er selvfølgelig også, at vi skal bruge

en mangfoldighed af kompetencer – både personlige

og faglige. Og det er der ingen standard for.

Det kan kun lykkes, hvis der er en mangfoldighed

af muligheder. Også i uddannelsessystemet – med

mange forskellige indgange og plads til studerende

med mange forskellige baggrunde. Man kan sige det

sådan, at finansuddannelserne skal være en motorvej,

hvor der er mange tilkørsler, så folk fra alle mulige

lokaliteter og destinationer kan komme på.

66

Dialog. Deltagerne på Sorø-mødet har rig lejlighed til at

diskutere de mange indlæg og netværke med hinanden.

Derfor har vi valgt udelukkende at basere os på

offentlige uddannelser. Historisk har det gjort de

sømløse overgange fra et niveau til et andet lettere.

Ikke let, men lettere.

Det betyder ikke, at sektoren ikke selv vil bidrage. Vi

anvender 4,3 procent af lønsummen på uddannelse –

plus den tid, der medgår. Men den basale uddannelse

baserer sig på offentlige uddannelser. Og det er essentielt.

Det er ringvejene i systemet, som gør det muligt

at komme fra en retning til en anden uden at skulle

vende om og begynde forfra. Både for den ansatte og

for virksomheden er det en stor fordel, at den ene uddannelse

kan føre den anden med sig. Det giver den

fleksibilitet, som er så attraktivt for den studerende

– og for de virksomheder, der skal kunne tiltrække

arbejdskraft i et demografisk presset arbejdsmarked.

Globalt udsyn

Og det gør heller ikke noget, hvis vejen kan lede

andre steder hen end til vores branche. Det er bevidst.

Vi vil have mennesker med udsyn – gerne globalt

udsyn. Og det kan betyde, at de søger arbejde

uden for vores sektor. Der har vi selvfølgelig en lille

fordel. Hvis vi har behandlet dem godt, bliver de

sikkert også til gode kunder, når de skifter til andre

brancher.


Vi er sikre på, at regeringens ønske om, at 50 procent

af en ungdomsårgang skal have en videregående

uddannelse, kun kan opfyldes, hvis vi i Danmark

har professionsrettede videregående uddannelser af

høj klasse.

Det er kvaliteten, der er afgørende – både for de studerende

og for aftagerne. Det nytter ikke at sænke

overliggeren.

Vi rekrutterer såvel fra de akademiske som fra de

professionsrettede videregående uddannelser og fra

ungdomsuddannelserne. De har hver deres berettigelse.

Og dem skal vi holde fast i. Ikke for at være

en Jeronimus, men fordi der er forskellige behov,

som skal dækkes, på vores arbejdspladser. Pointen

er jo netop, at alle ikke behøver at have de samme

kompetencer! Så længe alle får samme muligheder

på den lange bane for karriere og uddannelse, hvis

evnerne og interessen er til stede. Mangfoldighed er

nøgleordet.

Statsministeren sagde engang, at man i Danmark

skulle kunne gå ”fra at være bistandsklient til bank-

Arbejdsmarked: Engagement i uddannelsen

”Hvis nogle ikke får indfriet deres ambitioner,

skal det ikke være vores udannelsessystem,

der stillede barrierer op.


direktør”. Det er den helt basale idé bag det danske

uddannelsessystem, som er værd at holde fast i.

Og vi har faktisk fået skabt system, hvor der er en

indgang til finansverdenen, uanset om du kommer

med en akademisk lang videregående uddannelse,

eller du kommer fra en stilling som kassemedarbejder

i et supermarked. Begge skal kunne ende som

forretningsansvarlig på et højt niveau. Begge skal

kunne komme så langt, evnerne rækker. Hvis nogle

ikke får indfriet deres ambitioner, skal det ikke være

vores udannelsessystem, der stillede barrierer op.

Jeg kan kun opfordre andre aftagere af de professionsrettede

uddannelser til at gå endnu mere aktivt

ind i et samarbejde med uddannelsesinstitutionerne.

Det er en krævende proces. Det kan være besværligt.

Men grundlæggende er det den rigtige vej.

Så idealisme eller ej: Det drejer sig om at få tilstrækkeligt

mange kvalificerede kandidater at vælge

imellem. Og det er vores opfattelse, at en involveret

sektor, der giver mange muligheder, betyder rigtig

meget for dagens unge, når de skal vælge uddannelse.

Knud Henning Andersen

Knud Henning Andersen er underdirektør i Finansrådet med ansvar for

uddannelses- og forskningspolitik. Blandt de senere års fokusområder kan

nævnes, hvorledes de professionsrettede uddannelser kan fremmes, hvorledes

it i forbindelse med uddannelse kan fremme differentiering og vigtigheden af en

prioritering af forskning inden for humaniora og samfundsvidenskab.

67


JENS KLARSKOV


Historien om en samfundskontrakt

JENS KLARSKOV

Uddannelse er svaret på mange samfundsmæssige

udfordringer. Uddannelse bidrager til personlig udvikling,

almen dannelse, social sammenhængskraft

og økonomisk konkurrencekraft.

Som talerør for de videnbaserede erhverv i Danmark

er Dansk Erhverv optaget af at sikre vores medlemsvirksomheder

de bedst mulige rammevilkår, og her er

uddannelse en helt central konkurrenceparameter.

Behov for et politisk serviceeftersyn

Selv om – eller måske netop fordi – vi denne sommer

har været vidne til et bekymrende historisk fald

i optaget til universitetsuddannelserne, er der i mine

øjne behov for et serviceeftersyn af regeringens målsætning

om, at halvdelen af en ungdomsårgang skal

gennemføre en videregående uddannelse. Min klare

overbevisning er, at vi skal uddanne mere end de

50 procent – og med en anden fordeling end den

nuværende. Det skyldes tre ting:

• Videnvirksomhedernes kompetencebehov bliver

stadig mere komplekse, både i dybden og i bred-

den. Det skyldes den strukturelle forandring af

Danmark fra industrisamfund til højteknologisk

servicesamfund og globaliseringsbølgen, der

flytter viden og virksomheder rundt i verden så

let som ingenting.

• Vores udenlandske konkurrenter – især de asiatiske

vækstøkonomier – investerer i disse år massivt i

uddannelse og forskning.

• Uddannelse af høj kvalitet er et af de kort, vi

som erhvervsorganisation har brug for at spille,

når vores medlemsvirksomheder spørger os,

hvorfor de skal drive forretning i et land, der

brandbeskatter viden.

Arbejdsmarked: Historien om en samfundskontrakt

Erhvervslivet har brug for flere medarbejdere med uddannelser

af forskellig varighed. Det skal politikere, uddannelsesinstitutioner

og erhvervsliv sammen sørge for bliver muligt, siger Jens Klarskov,

administrerende direktør i Dansk Erhverv.

Vi har i vores nye publikation, ”Viden skaber værdi”

(Dansk Erhverv, 2008), om de viden- og erhvervspolitiske

udfordringer for Danmark slået til lyd for,

at 25 procent af en ungdomsårgang skal have en

universitetsuddannelse i 2020. Dermed ikke sagt,

at der ikke skal uddannes flere erhvervsakademiøkonomer

og professionsbachelorer. For det skal der. Vi

skal gøre hele kagen større og uddanne mere end

halvdelen af en ungdomsårgang. Men vi forventer,

at erhvervslivets efterspørgsel på universitetskandidater

stiger relativt hurtigere i de kommende år.

Merit og bedre adgangsveje fra netop erhvervsakademier

og professionshøjskoler til universiteterne

bliver af samme grund en af nøglerne til at sikre erhvervslivet

det aktiv, som en veluddannet og omstillingsparat

arbejdsstyrke er.

Når vi skal til at uddanne en stadig større andel af

de unge på videregående niveau, må vi anlægge en

strategi med et dobbelt sigte: Dels skal vi skabe rammerne

for, at flest mulige unge går i gang med en

videregående uddannelse, umiddelbart efter at eksamen

fra ungdomsuddannelsen er i hus. Dels skal

vi motivere de mange unge, for hvem videregående

uddannelse ved første øjekast ikke er et attraktivt

alternativ til beskæftigelse, til at slå ind på denne vej

på et senere tidspunkt.

Det videregående uddannelsessystem skal anerkende

realkompetencer og sikre en smidig merit på

tværs af uddannelser og institutioner. Vi kan ikke

være bekendt at lede studerende ind i blindgyder og

udsætte dem for fagchauvinisme. Erhvervslivet har

ikke råd til at vente på, at veluddannet arbejdskraft

bliver sendt i uddannelseskredsløb på diverse suppleringsforløb.

Så henter de hellere de kloge hoveder

i udlandet.

71


Arbejdsmarked: Historien om en samfundskontrakt

”Erhvervslivet har ikke råd til at vente på, at veluddannet arbejdskraft

bliver sendt i uddannelseskredsløb på diverse suppleringsforløb.

Så henter de hellere de kloge hoveder i udlandet.


Samfundskontrakt er vejen frem

Det kalder på en samfundskontrakt mellem det

politiske system, uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet:

• Det politiske system skal sørge for, at rammerne

er til stede og – ikke mindst – at institutionerne

har et økonomisk grundlag, der stemmer overens

med regeringens målsætning om ”uddannelse i

verdensklasse”.

• Uddannelsesinstitutionerne skal stå på mål for,

at de unge får en uddannelse, der har høj faglig

kvalitet, som udvikler deres personlige kom-

petencer, og som er fremtidssikret i forhold til

udviklingen på arbejdsmarkedet.

• Erhvervslivet skal være en aktiv medspiller og

byde sig til som aktiv medspiller i forhold til

praktikpladser, studiejob, gæstelærere, eksterne

censorer, aftagerpaneler mv. Men trafikken skal

også gå den anden vej. Langt flere undervisere

72

fra uddannelsesinstitutionerne skal udstationeres

i virksomhederne under overskriften ”lektorer i

praktik”.

Når det er sagt, er det vigtigt at holde sig for øje, at

erhvervslivet kun engagerer sig i uddannelsesverdenen,

hvis virksomhederne føler, at de får noget igen.

”Noget for noget” er altså ikke kun et reklameslogan

for en større dansk bank. Det er helt afgørende, at

erhvervsakademierne, og især professionshøjskolerne,

formår at slå dørene op for erhvervslivet. Man

skal ville samarbejdet.

Det skal ses i lyset af, at 96 procent af de danske virksomheder

har under 50 ansatte. De mange små og

mellemstore virksomheder er lidt af en udfordring

for de uddannelser, der vil tættere på erhvervslivet,

for mange af virksomhederne har ikke tradition

for at samarbejde med uddannelsesinstitutionerne.

Men det nytter ikke noget at opgive på forhånd eller

læne sig tilbage og vente på, at virksomhederne selv

henvender sig. Uddannelserne skal selv være aktivt

Jens Klarskov

Har siden 2007 været administrerende direktør for Dansk Erhverv.

Før det en række lederposter inden for byggebranchen, blandt andet som

administrerende direktør i Dansk Byggeri. Uddannet cand.jur.


opsøgende og selv sparke døren ind hos de små og

mellemstore virksomheder. Det bør være en af videncentrenes

fineste opgaver.

Jeg fornærmer vist ikke nogen ved at sige, at der er

et uudnyttet potentiale for videncentrene, når det

gælder om at styrke samarbejdet med erhvervslivet

– særligt servicesektoren. Serviceerhvervene spiller

allerede i dag en dominerende rolle i dansk økonomi,

og det er i den sektor, hovedparten af fremtidens

videnarbejdere får job.

Tværfaglighed og samarbejde

Hvis den praksisbaserede uddannelse skal omsættes

til værdi i erhvervslivet, skal de unge klædes på med

tværfaglige kompetencer. Virksomhedernes problemer

kræver ofte svar, der går på tværs af faglige skel.

Det er en af grundene til, at vi har støttet oprettelsen

af ægte flerfaglige professionshøjskoler, som også går

på tværs af de traditionelt offentligt og privat rettede

uddannelser. Her er vi ikke i mål endnu. Og vi opfordrer

derfor uddannelsesinstitutionerne til at intensivere

samarbejdet på tværs af fag, institutioner,

uddannelsesniveauer og sågar ressortområder.

Universiteterne skal spille en langt større rolle i

udviklingen i den ikke-universitære sektor. Vi har

efterhånden talt om forskningstilknytning i rigtig

mange år, men meget lidt er sket. Det skal der laves

om på. Vi har også talt meget om behovet for nye

professionsbacheloruddannelser til den private sektor.

Her håber vi, at de nye erhvervsakademier får de

nødvendige rammer for at udvikle nye uddannelser

– især inden for it-området – i tæt samspil med professionshøjskolerne.

Viden skal anvendes

Viden er i sig selv uden værdi, hvis den ikke anvendes.

Derfor skal praksisbaseringen prioriteres højt.

Når de unge forlader uddannelsessystemet, skal de

være jobparate og i besiddelse af faglige og personlige

kompetencer, der gør dem i stand til både at

deltage i fællesskabet som demokratiske medborgere

og at bidrage til værdiskabelsen på det globale arbejdsmarked.

Leverer de videregående uddannelser overbevisende

svar på disse udfordringer, er de godt på vej mod den

verdensklasse, som vi alle taler om. Men det nytter

ikke kun at spise flødeskumskager på bekostning

Arbejdsmarked: Historien om en samfundskontrakt

af rugbrødet. En af de største uddannelsespolitiske

udfordringer er, at alt for mange unge ikke gennemfører

en ungdomsuddannelse. Vi skal have fat i de

unge, der hellere vil bore knallert end at sidde på

skolebænken. Men det er en anden historie.

Stina Vrang Elias

Underdirektør, DEA, Danmarks

ErhvervsforskningsAkademi

”Det var berigende at få mulighed for at

sætte fokus på uddannelse i Sorø. Der var

indlæg, som gav stof til eftertanke. Men

de erfaringer, der blev udvekslet i pauserne,

var dog lige så vigtige.

Det var opløftende at høre lærerstuderende

Maja Engberg-Sønderskov, og jeg

var meget optaget af forfatter Lars Olsens

indlæg. Det indtryk, jeg sad tilbage med,

var, at vi har en stor opgave foran os, hvis vi skal bryde

den negative sociale arv på uddannelsesområdet.

På mødet havde vi flere vigtige dagsordener. Lars Olsen

havde dog en afgørende pointe i, at akademisering af uddannelserne

kan være en medvirkende årsag til, at det

ikke lykkes os at bryde den negative sociale arv. Det er

vigtigt, at de praksisnære uddannelser dyrker deres egen

identitet og er stolte af det, de er.

Det er mit indtryk, at de private uddannelser har ret

godt fat i deres faglige identitet. Det var markant, at arbejdsgiverne

på det private område var villige til at tage

et ansvar for uddannelserne, og der var gode eksempler

på, hvordan arbejdsgiverne kan tage samme ansvar på

det offentlige område.

Og så ville det være dejligt, hvis uddannelsesinstitutionerne

i endnu højere grad bruger lejligheden til at lære af

hinanden, lure de bedste institutioner af og indfører det,

de gør godt, hjemme hos sig selv. Der er meget vundet

ved at se på dem, som prøver noget nyt og lykkes med

det. Pædagoguddannelsen i Jelling er et af de steder, man

kan lade sig inspirere af.”

Stina Vrang Elias deltog i Sorø-mødet for første gang.

73


Arbejdsmarked: Det attraktive arbejdsmarked på sundhedsområdet

Det attraktive arbejdsmarked

på sundhedsområdet

Hvordan holder man på personalet i sundhedssektoren, og

hvordan får man et højt kvalitetsniveau? Det har lægelig direktør

Johannes Gaub fra Sygehus Lillebælt et godt bud på.

JOHANNES GAUB

Der sidder to mænd og hamrer på blokkene i et

marmorbrud. En besøgende spørger den ene, hvad

han laver. ”Jeg slår skærver,” siger han. Den besøgende

spørger også den anden, der sidder lidt derfra,

og han svarer: ”Jeg er blevet bedt om at være med til

at bygge en katedral.”

Den gamle anekdote har trængt sig på, siden jeg

blev inviteret til Sorø-mødet for at tale om den attraktive

arbejdsplads på sundhedsområdet.

Gennem de seneste ni år har min arbejdsplads været

Vejle Sygehus. Sygehuset har fået mange pokaler

i de syv til otte år, der er lavet nationale sammenligninger

mellem sygehuse. Vi har guld eller sølv i

produktivitet, patienttilfredshed, medarbejdertilfredshed,

kvalitet og rettidighed. Og resultaterne

har været bemærkelsesværdigt konsekvente – sommetider

ovre i det kuriøse.

Et eksempel er, da B.T. testede rengøringen på seks sygehuse

ved at lægge hundehømhømmer i krogene. På

Vejle Sygehus var den sidste fjernet på andendagen.

Og i en nordisk undersøgelse af den interne kommunikation

i 34 private og offentlige virksomheder

blev vi til vores overraskelse igen nummer et. Et af

spørgsmålene var: ”Læser du altid det interne personaleblad?”

Over 50 procent af medarbejderne sva-

74

rede ”Ja, hver gang”. Der er blot den hage, at Vejle

Sygehus i ti år ikke har haft et internt personaleblad!

En positiv tilgang blandt medarbejderne er meget

værd – og i øvrigt udbredt, hvor der foregår meget

katedralbyggeri.

Min pointe er, at vi nok gør ét eller andet rigtigt i

den måde, vi driver sygehus på.

Hvordan holder vi på personalet?

Sundhedsvæsenet mangler personale i en sådan

grad, at det truer befolkningens sundhed. Og der er

mangel i alle grupper. Artiklen her beskriver noget

af det, vi har gjort for at skabe attraktive arbejdspladser,

især for de mellemlangt uddannede, det vil

sige sygeplejersker, radiografer og bioanalytikere.

Dernæst vil jeg omtale de muligheder, der åbner sig,

når man er konsekvent i brugen af moderne it.

På Sygehus Lillebælt arbejder vi systematisk med

opgaveglidning. Lad mig give nogle eksempler:

• Kræft i tyktarmen er den tredjehyppigste kræft-

form. Diagnosen stilles ved en kikkertundersøgelse.

Den udføres normalt af kirurger, som

der er en udtalt mangel på. Vi har uddannet

sygeplejersker til at udføre undersøgelsen. Vi har

belæg for, at de ikke er ringere til det, sammen-

lignet med kirurgerne, tværtimod.

”Vi drager nytte af to stærke naturkræfter, som dominerer

i de fleste medarbejdere: trangen til at være dygtig og

behovet for at høre til.


JOHANNES GAUB


Arbejdsmarked: Det attraktive arbejdsmarked på sundhedsområdet

• Radiografer har en teknisk uddannelse, og

normalt udfører de undersøgelserne på en rønt-

genafdeling, mens det er røntgenlægerne, der

tolker og beskriver billederne. Vi har sendt

radiografer på en uddannelse i Birmingham, og

røntgenbilleder af knogler samt ultralydsunder-

søgelser af maven udføres og beskrives nu selv-

stændigt af radiograferne.

• Bioanalytikere er uddannede til at passe det meget

avancerede maskineri, der anvendes i laboratorierne.

Alligevel bruger de op mod halvdelen af deres tid

på at tage blodprøver, og det er en belastning.

Social- og sundhedsassistenter, som typisk har

valgt fag ud fra en omsorgsvinkel, har vist sig at

være mindst lige så gode til at tage blodprøverne.

Sygehuset har fire generelle principper for opgaveglidning.

De handler om uddannelse, supervision,

kvalitetskontrol og løntillæg:

• Uddannelse etablerer vi enten selv, eller også

bruger vi en eksisterende – eventuelt udenlandsk.

Hvis der er en eksamen, skal den bestås. Tre af

de fire radiografer bestod eksamen i Birmingham.

• Supervision af speciallæger, der typisk arbejder i

rummet ved siden af.

• Resultatindikatorer overvåges løbende.

• Løndifferencen deles mellem den ansatte,

afdelingen og sygehuset.

Mange vil sige: Det er jo det glade vanvid. Der er jo

mangel på sygeplejersker, radiografer og social- og

sundhedsassistenter. Ja, netop! Og opgaveglidning

er en del af løsningen. De mere interessante opgaver

og den højere løn er med til at holde på sygeplejerskerne,

som ellers har en massiv tendens til at forlade

faget, helt eller delvist. Udfordringen i disse fag

er, at vi skal have flere til at søge ind, vi skal have

en højere procentdel til at gennemføre, og vi skal

holde dem i faget. Opgaveglidning virker, og når de

studerende i praktik ser den vifte af jobudvikling,

sygehusene kan byde på, er jeg ikke i tvivl om, at det

motiverer dem til at gennemføre uddannelsen.

Nye muligheder med it

Vejle Sygehus er Danmarks mest elektroniske. Vi har

haft elektronisk patientjournal i hele huset i snart fem

år, og røntgenafdelingen har i flere år været papirløs.

Tidligere var der 18 trin og en snes mennesker invol-

76

veret, fra en læge bestilte et røntgenbillede, til han

modtog et svar. I dag er det reduceret til fem trin.

Den praktiserende læge skriver en elektronisk henvisning,

og patienten kan gå direkte op på sygehuset

og få taget billedet uden tidsbestilling, hvis der er tale

om knogler eller lunger. Røntgenlægen ser billederne,

dikterer til talegenkendelsen, og svaret afgår sekunder

senere elektronisk. Det betyder, at alle røntgenundersøgelser,

der er foretaget i løbet af dagen, er besvaret

inden klokken 18. Ved at droppe bookningen får vi

desuden en uhørt høj produktivitet: Rekorden er 32

patienter på en time i et lungerum.

Hos os er it i mange afdelinger parret med en lystbetonet

gøren op med gamle rutiner, faggrænser og

monopoltænkning og med den udbredte opfattelse,

at en venteliste ikke er et problem, men en ordre-

beholdning.

Elektronikken er ikke blot en tidssvarende løsning

på dokumentationsopgaven; den revolutionerer arbejdsgangene.

Papir egner sig glimrende til at ligge

i bunke – derfor bliver journaler væk, og sager går i

stå. Det er et absurd levn fra fortiden, at en sag kan

ligge og vente i ugevis på, at en medarbejder bruger

nogle minutter på at ekspedere den til næste trin.

Elektronikken skaber en umiddelbarhed i sagsbehandlingen,

som får ventetider til at forsvinde. Jeg

tror, at der her ligger en væsentlig del af forklaringen

på, at vi har rekorden i produktivitet. Devisen hos

os er: én boldberøring, derefter aflevering.

Vejle Sygehus er kendt for sine pakkeforløb, for

eksempel lungepakken, som gennemfører udredning

af en mulig lungekræft på to uger, fordi de

nødvendige undersøgelser er forudbestilt, svarende

til den påregnelige efterspørgsel. Driftsformen er

slået rigtig godt an takket være Kræftplan II; den

har været Sundhedsstyrelsens officielle anbefaling i

årevis og indskrives i både politiske forlig og økonomiaftaler.

Den praktiserende læge, som har seks ugers ventetid

på et lungebillede på det lokale sygehus, hvor kræftudredningen

derudover tager tre måneder, vil være

stærkt fristet til at sige til den hostende ryger: ”Det

er nok en virus, lad os se, om ikke det går over af sig

selv.” Jeg er glad for at kunne tilføje, at der er sket

en meget positiv udvikling i løbet af det seneste år,


landt andet fordi pakkeforløb og åbne røntgenambulatorier

er indført de fleste steder.

Vi går efter endnu en sidegevinst. Den praktiserende

læge skal kunne klare så mange opgaver, at

hun kan nøjes med sende cirka 10 procent af patienterne

videre. Ændrer hun adfærd, så det i stedet

for 90 procent er 89 procent, hun klarer selv, øges

belastningen af sygehusene med 10 procent. Der er

jo også mangel på praktiserende læger, og jeg har

en tyrkertro på, at vi ved at give uhindret adgang

til sygehusets undersøgelser gør almen praksis til en

attraktiv arbejdsplads.

Motivation som drivkraft

Det er stærkt motiverende for et personale at være

med til at levere rettidige ydelser og at nedbryde

forældede driftsformer. Vi har mange 25- og 40-års

Arbejdsmarked: Det attraktive arbejdsmarked på sundhedsområdet

Rygepolitik. Man må gå udenfor, når man skal ryge til Sorø-møderne,

men der er altid nogen at snakke med på trappen.

jubilæer, og sygefraværet er blandt de laveste i branchen.

Rekrutteringsproblemer har vi, men kun pletvis

og ikke generelt. Og vi anser det for en selvfølge,

at de årgange, der nu kommer ud på arbejdsmarkedet,

som er opvokset med Game Boy, internet og

World of Warcraft, endnu lettere går ind i den højteknologiske

virkelighed.

Lad mig slutte med at komme med mit bud på,

hvordan vi i ledelsen skaber rammer for at realisere

det attraktive arbejdsmarked, og en smule om den

psykologiske baggrund for, at det kan lykkes.

Nøgleordene for ledelse er ”økonomisk råderum” ude

i afdelingerne og ”uddelegering” af beføjelser til det

udførende led. Vejles høje produktivitet betyder, at

vi leverer ydelser for 120 kroner, hvor gennemsnitssygehuset

leverer for 100 kroner for de samme om-

77


Sangens år. Førstedagens aftenunderholdning stod professor ved Det Kongelige

Danske Musikkonservatorium Inge Marstal for. Hun tog deltagerne igennem kendte

såvel som ukendte sange fra den danske sangskat.


kostninger. Det meste af de 20 procent går til skatteyderne

i form af lave basisbudgetter, men der bliver

fire til fem procent til overs som driftsoverskud. Det

betyder, at vores afdelingsledelser har seriøst mange

penge til rådighed, typisk fem til seks millioner kroner

i de store afdelinger, som er midler til nye initiativer,

efteruddannelse og grej i den lettere genre.

Det gør det sjovt at være leder hos os. Og det betyder,

at uddelegering af beføjelser ikke bare er tom

snak. Der er midler til at gennemføre de beslutninger,

der træffes ude i frontlinjen, og det skaber korte

beslutningsveje, korte sagsbehandlingstider og et

enormt engagement.

Hvorfor det lykkes? Vi drager nytte af to stærke naturkræfter,

som dominerer i de fleste medarbejdere:

trangen til at være dygtig og behovet for at høre til.

At få lov til at vise, hvor dygtig man er, er en helt

grundlæggende drift for alle os, der har gået længe

i skole. Vi fodrer den drift med teknologi og med

mulighed for forskning og udvikling.

Arbejdsmarked: Det attraktive arbejdsmarked på sundhedsområdet

Stolt personale

Det er også et elementært behov at høre til. Det virker

på teamniveau i de grupper, der dannes om de

enkelte opgaver, og det virker på institutionsniveau.

Den omtale, vi har været genstand for de senere år,

har været en kraftig booster af holdånd og stolthed

over virksomheden. Det kan vi se på de årlige medarbejderundersøgelser.

Der er i tiden stærke opløsningstendenser af både

den ene og den anden art. Griskhed og almindelig

atomisering er reelle trusler. Foreløbig tror vi på, at

vores model holder. Vi er nu i gang med en skræmmende

realistisk afprøvning af, om vi kan få den til

at virke i hele Sygehus Lillebælt – det vil sige også på

Kolding, Fredericia og Middelfart sygehuse. Om et

par år ved vi, om det lykkes.

Johannes Gaub

Johannes Gaub er lægelig direktør for det nyetablerede sygehusfællesskab

Sygehus Lillebælt. Før det har han blandt andet været cheflæge for Vejle og Give

sygehuse. Johannes Gaub har siden 1. januar 2007 været formand for

Den Centrale Videnskabsetiske Komité.

79


OLE GRANGAARD OLESEN


Til dig, der ved,

hvad du vil

OLE GRANGAARD OLESEN

Rachel er en kommende traineestuderende ved pædagoguddannelsen

i Jelling. Hun er velovervejet og

moden og har en god studentereksamen. Hun har

valgt Jelling – og fravalgt Århus – fordi hun allerede

fra begyndelsen af sit studium ønsker at blive

tilknyttet et jobsted. I Jelling får hun blandt andet

indflydelse på sine praktikker, fordi der allerede ved

studiestart lægges en individuel uddannelsesplan.

Den traineeordning, som bliver en del af Rachels

hverdag, består i, at aftagerne ansætter en eller flere

medarbejdere, som uddannes på pædagoguddannelsen

i Jelling. Det enkelte aftagersted – jobsted

– den studerende og uddannelsen aftaler ud fra jobstedets

ønsker en plan for hele studieforløbet, inklusive

praktikken. Jobstedet stiller en pædagogfaglig

mentor til rådighed for den studerende gennem de

tre og et halvt år, som uddannelsen er normeret til.

Rammen for uddannelsesplanen er en overordnet

partnerskabsaftale, gældende bestemmelser, love og

bekendtgørelser for uddannelsen.

Modellen har som forudsætning, at studiet bliver

fleksibelt. Vi har de seneste tre til fire år arbejdet

målrettet på at ændre vores uddannelsesformer og

vores image fra at være en skole centreret om aktiviteterne

i klasserummet med en underviser ved

katederet til at satse på uddannelsesformer, hvor in-

Arbejdsmarked: Til dig, der ved, hvad du vil

I Jelling har man fundet opskriften på en uddannelsesmodel,

der har fået ansøgertallet til pædagoguddannelsen til at

stige. Studierektor for pædagoguddannelsen i Jelling Ole

Grangaard Olesen forklarer her hvordan.

novative elementer er en integreret del af undervisningen,

og hvor studieaktiviteterne åbner op, så det

ud over undervisernes prioriteringer bliver professionens

behov og de studerendes faglige interesser,

der bliver bærende for studiet.

Innovative elementer i undervisningen

Hvis man har en uddannelse, som primært knytter

sig til det, der foregår i klasserummet, bliver det

svært – meningsfuldt og autentisk – at inddrage og

etablere samspil med læringsrummet i professionsfeltet,

sådan som traineeuddannelsen er tænkt.

Vi bruger cirka en tredjedel af vores underviseres arbejdstid

forelæsninger og to tredjedele på faglig

og processuel vejledning. Sagt med andre ord: Adjunkter

og lektorer er nu først og fremmest facilitatorer

af samarbejdende arbejdsformer.

Vi har etableret prøver på første semester, hvor de

studerende går til eksamen, og hvor særligt kompetente

pædagoger, der er hentet fra professionsfeltet,

deltager som bedømmere. Bedømmerne måler

naturligvis præstationerne i forhold til deres egne

erindringer om uddannelse, og de giver udtryk for

stor anerkendelse af, hvad vores studerende formår

allerede efter første studieår.

”Oprindeligt markedsførte vi faktisk traineepædagoguddannelsen

under sloganet ”Til dig, der ved, hvad du vil!”.

Og vi er forbavsede over, hvor mange der har set muligheden

for at bruge denne model til ”det, de ikke vil”.


81


Arbejdsmarked: Til dig, der ved, hvad du vil

Omstillingen fra skole til studium er en svær proces.

Dels fordi underviserne skal tilegne sig nye kompetencer

og rutiner, dels fordi de studerende selv møder

op med traditionelle billeder af, hvordan der drives

god uddannelse. Deres billeder er ofte mere forbundet

med ”skolen” end med ”studiet”. Derudover foretrækker

omverdenen ”skoleformen”, fordi man, især i

forbindelse med forelæsninger, har et billede af, at det

Torben Kornbech Rasmussen

Konstitueret afdelingschef i Undervisningsministeriet,

Afdelingen for videregående

uddannelser og internationalt samarbejde

”Noget af det vigtigste, der kom ud af

Sorø-mødet, var den sociale og faglige

kontakt, der blev skabt. Det var godt for

interessenterne i professionsuddannelserne

og erhvervsakademierne at tale sammen,

og der blev taget fat på mange af de

problemstillinger, der er helt centrale for

at få udviklet sektoren.

Måske var programmet lidt for tæt. Der

var ikke tid til at få vendt alle de vedkommende emner

lige godt. Her tænker jeg blandt andet på internationalisering

og overgangmuligheder, hvor der dog kom væsentlige

synspunkter frem. Det er for eksempel vigtigt, at

vi gør det attraktivt for folk at blive i den profession, de

er uddannede til. Det er vigtigt, at der er mulighed for at

tage en overbygning på sin uddannelse. Men det er lige

så vigtigt, at vi udvikler uddannelserne, så de i sig selv

bliver attraktive at søge ind på.

To oplæg lagde jeg særligt mærke til. Det ene var af lægelig

direktør på Sygehus Lillebælt Johannes Gaub. Han

illustrerede de muligheder, der er, for at udvikle og kvalitetssikre

en arbejdsplads, hvis ledelsen griber det rigtigt

an. Det andet kom fra partner i ReD Associates Christian

Madsbjerg, som havde en undersøgelse om unge.

Udviklingen blandt dem er både tankevækkende og vigtig

at kende, når vi laver kampagner for at få dem til at

tage en uddannelse.”

Torben Kornbech Rasmussen har deltaget i alle Sorømøder

siden 1987.

82

er en kedelig undervisningsform. Forelæsninger anses

for at være en undervisningsform, hvor der ikke kan

foregå dialog og aktivitet, sådan som man kender fra

universitetet. Det er helt forkert!

Vores undervisere er til forskel fra universiteternes

dedikeret til undervisning. Det er deres hovedaktivitet.

De har læring og formidling som fokus. Så

vidt jeg husker, var det ikke altid det, der var i fokus

hos underviserne, da jeg læste på universitetet.

Traineemodellen giver tryghed

For at kunne etablere en traineeuddannelse, der på

den ene side er utraditionel i sin kobling til praksis

og i sin daglige organisering, og som på den anden

side fremstår som meningsfuld for den studerende,

egne undervisere og aftagerfeltet, er der efter min

opfattelse en række mellemregninger, der nødvendigvis

skal være på plads både didaktisk og holdningsmæssigt.

Hos os er traineeuddannelsen udviklet i tæt samspil

med Vejle Kommune, som har haft mange gode ønsker

til indhold og form.

Rachel er en studerende, vi rigtig gerne vil have. En

studerende, der ved, hvad hun vil. Oprindeligt markedsførte

vi faktisk traineepædagoguddannelsen under

sloganet ”Til dig, der ved, hvad du vil!”. Og vi er forbavsede

over, hvor mange der har set muligheden for at

bruge denne model til ”det, de ikke vil”. Det kan være

”sømanden”, der synes, at han med sine tatoveringer

vil virke helt forkert i en vuggestue. Eller ”indvandrerpigen”,

som på grund af sin kultur og religion ville føle

sig ilde berørt, hvis hun skulle udføre personlig pleje på

for eksempel voksne handicappede mænd.

Men uddannelsen henvender sig også til de usikre,

som har svært ved at finde en plads i uddannelsesjunglen.

De har glæde af den solide vejledning fra

nogle, som forstår at møde dem. Traineemodellen

giver den unge tryghed, for det første fordi den er

tilknyttet et bestemt (job)sted, for det andet fordi

man allerede fra begyndelsen får lagt en uddannelsesplan,

og for det tredje fordi en pædagogfaglig

mentor støtter den studerende gennem alle tre og

et halvt år.

Vi har brug for både piger som Rachel, ”sømanden”,

”indvandrerpigerne” og dem, der bare skal hjælpes


lidt på vej. En del af dem, der har søgt ind på trainee-

uddannelsen, giver udtryk for, at hvis ordningen ikke

havde været der, ville de nok ikke være kommet i

gang med en uddannelse.

Vi skal ikke være universiteter

Traineeuddannelsen blev mulig på grund af vores

egen uddannelsesomlægning på pædagoguddannelsen

i Jelling, og fordi den nye uddannelsesbekendtgørelse

gav nogle nye frihedsgrader, specielt

i praktikken, samt flere muligheder for at foretage

valg undervejs i uddannelsen.

Og så er der jo hele meningen med en professionsbacheloruddannelse.

Det er jo netop ikke to uddannelser

– en professionsuddannelse over for en

akademisk bacheloruddannelse – men en professionsbacheloruddannelse,

der rummer begge dele

– og udgør et fælles tredje.

Arbejdsmarked: Til dig, der ved, hvad du vil

Ole Grangaard Olesen

Ole Grangaard Olesen har tidligere arbejdet som pædagog, men har

i dag som studierektor for pædagoguddannelsen i Jelling særligt fokus

på innovativt arbejde, institutions- og uddannelsesudvikling,

læring og samarbejde gennem partnerskab.

Traineemodellen er én måde at gøre det på. Den

har hos os taget udgangspunkt i, hvad der kan gøres

inden for normeret studietid. Der kunne også være

andre modeller. University College Lillebælts (UCL)

læreruddannelse har for eksempel indsendt forslag

til Undervisningsministeriet for at få godkendt en

særlig spordelt uddannelse samt en uddannelse med

mulighed for at læse på halv tid og arbejde i den

øvrige tid. Jeg tror, at efterhånden som professionshøjskolerne

får næsen oven vande, vil man se rigtig

meget nytænkning fra den side.

Jeg synes ikke, vi skal bestræbe os på at blive universiteter.

Lad os bevare vores mission, som går ud på i

et integreret samarbejde med aftagerne og ”de gamle

universiteter” at drive brugbar læring, der kan give

brugbare svar på professionsfelternes kompetence-

og udviklingsbehov.

83


Rekruttering


LARS OLSEN


Rekruttering – ulighed og nye

potentialer

LARS OLSEN

I 2015 skal 95 procent gennemføre en ungdomsuddannelse

og mindst 50 procent en videregående

uddannelse. De ambitiøse målsætninger – som et

bredt politisk flertal er enige om – har baggrund i

globaliseringens krav om bedre uddannet arbejdskraft.

Men hvis de skal realiseres, indebærer de også

et opgør med uligheden. Simpelthen fordi potentialet

for dette uddannelsesløft især findes blandt unge

fra miljøer uden boglig uddannelse.

Danmark er ikke befolket af akademikere

Jeg er ved at lægge sidste hånd på en analyse, der offentliggøres

i efteråret, og kan derfor kun illustrere

pointen med tre tal. Vi bad blandt andet Danmarks

Statistik om at fokusere på de 25-årige mænd, der

har gennemført en lang, mellemlang eller kort videregående

uddannelse eller er i gang med det:

• Blandt unge med akademikerbaggrund er det

70 procent.

• Blandt unge fra hjem med faglig uddannelse er

det 24 procent.

• Blandt unge fra ufaglærte familier er det

13 procent.

Tallene siger noget om den massive ulighed, der

stadig præger dagens Danmark. Men de siger også

noget om, hvor vi skal sætte ind, hvis 50-procentmålet

skal gøres til virkelighed.

Rekruttering: Rekruttering – ulighed og nye potentialer

Social baggrund og stabile rammer i familien er afgørende

for, om unge får en uddannelse. Journalist og forfatter

Lars Olsen peger på, at hvis uddannelserne skal rekruttere

bredere, må der være en langt tættere forbindelse til

virkeligheden udenfor.

Akademikernes børn har for længst opfyldt 50-procent-målet.

Potentialet findes blandt de tusinder af

unge fra faglærte og ufaglærte familier, som ikke i

dag gennemfører en sådan uddannelse.

Når man følger debatten i uddannelsessystemet og

offentligheden, får man til tider det indtryk, at Danmark

stort set er befolket med akademikere – eller

i det mindste af folk med en videregående uddannelse.

Det er en myte. Blandt dagens forældre udgør

de faglærte og ufaglærte stadig det store flertal. Det

er på tide, at uddannelsessystemet får skarpere fokus

på de manges børn.

Hvad ved vi så om de unge fra ikke-boglige miljøer,

der realistisk set har potentiale til at gennemføre en

kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse?

Vi ved blandt andet, at kulturen i hjemmet

har afgørende betydning. Det er frem for alt unge

fra aktive og stimulerende ikke-boglige familier, der

klarer sig godt i skolen, fortsætter i gymnasiet og

– måske, måske ikke – tager en videregående uddannelse.

Aktive og inaktive familier

Inden jeg går nærmere ind på de krav til uddannelserne,

som dette rejser, vil jeg omtale en analyse,

som AKF (Anvendt KommunalForskning) har

gennemført for Ugebrevet A4 (hovedresultaterne

”De praksisorienterede videregående uddannelser er helt afgørende

for det uddannelsesløft, Danmark har brug for. Disse uddannelser er

orienteret mod praksis og tydelige roller. De har været lette at afkode

for de unge og deres familier, og de har tradition for at lære på andre

måder end ved hjælp af abstrakt teori.


87


Rekruttering: Rekruttering – ulighed og nye potentialer

er offentliggjort i A4 nr. 1/2008). Den bygger på

PISA-undersøgelserne. Her har man ikke bare testet

de unges færdigheder i blandt andet læsning og matematik.

Man har også stillet et hav af spørgsmål om

forholdene i hjemmet, blandt andet: Hvor tit spiser

du et hovedmåltid med mor og far? Har du adgang

til internettet derhjemme? Hvor tit diskuterer I politik

og samfundsforhold? Og meget andet.

AKF fokuserede på de seks forhold i hjemmet, der

ifølge analysen har størst betydning for, hvordan de

unge klarer sig i folkeskolen. Det var blandt andet,

om man som regel spiser et hovedmåltid med sine

forældre, om der er bøger i hjemmet, om man tit

diskuterer film og tv med sin far og mor, og om man

tit diskuterer samfundsforhold og politik.

I alle sociale lag er der både aktive og inaktive familier.

Det er kendetegnende, at de unge fra aktive

familier klarer sig markant bedre end dem fra inaktive

familier. Undersøgelsen viser dog også et andet

tankevækkende resultat: Børn fra inaktive akademikerfamilier

klarer sig paradoksalt nok bedre end

deres kammerater fra aktive faglærte og ufaglærte

familier.

Skolens sprog og koder er givetvis en del af forklaringen.

Når læreren beder klassen om at ”analysere”

eller ”perspektivere” en tekst eller om at ”skrive en

synopsis”, har unge fra højtuddannede familier lettere

ved at afkode, hvad der menes. De er simpelthen

i højere grad på hjemmebane i skolen og uddannelsessystemet

end unge fra ikke-boglige hjem.

Men hvad sker der så efter skolen?

88

AKF’s analyse byggede også på interview med de

unge fire år efter PISA. Herfra ved man, om de som

19-årige havde en gymnasial uddannelse eller var i

gang med en. Undersøgelsen viser, at familiekulturen

er helt afgørende for, hvem der bliver mønsterbrydere

og tager en gymnasial uddannelse, selv om

far og mor ikke har det.

Blandt unge fra aktive ufaglærte familier er det 50

procent, der som 19-årige har en gymnasial uddannelse

eller er i gang med en. I de inaktive kun 30

procent. I de faglærte familier er tallene 63 procent

mod kun 40 procent.

Det er ”den læsende arbejders børn”, der klarer sig

godt i skolen, fortsætter i gymnasiet og har potentialet

til at tage en videregående uddannelse. Det er

unge, som kommer fra velfungerende familier – forældrene

er engagerede i børnenes opvækst og skolegang

– men de har nogle andre uddannelsesmæssige

forudsætninger end de højtuddannede.

I erhvervsuddannelserne betyder 95-procent-målet

en stor udfordring med at få unge fra inaktive familier

igennem en uddannelse. Derfor er der meget

fokus på vejledning, mentorer og andet, hvor det

offentlige tilbyder noget af det, som far og mor ellers

klarer. I de videregående uddannelser er udfordringen

en anden. Her handler det typisk om de unge

fra aktive ikke-boglige miljøer. For 50-procent-målet

er det afgørende, at uddannelserne bliver lettere

at afkode – at mindske afstanden mellem den verden,

de unge kender hjemmefra, og den, de møder i

uddannelsessystemet.


Social mobilitet gennem uddannelse

Her har de praksisbaserede videregående uddannelser

et kæmpe fortrin. Historisk set har disse uddannelser

spillet en afgørende rolle for den sociale mobilitet i

samfundet. For 100 år siden var det bondestandens

kvikkeste børn, der gik på højskole og seminarium

og vendte tilbage som lærere i landsbyskolen. I nyere

tid har læreruddannelsen været springbræt for mange

unge fra arbejderklassen. Det var uddannelser orienteret

mod praksis og en velkendt rolle.

Når arbejdsmandens datter skulle forklare far og

mor, at hun ville læse videre, vidste de, hvad en skolelærer

var. Det samme var tilfældet med de tekniske

uddannelser. En af mine bedste ungdomskammerater,

Søren, var udlært smed, men fik en rygskade og

læste videre på teknikum. Den vej har tusinder af

faglærte gået.

Hvis de praksisbaserede videregående uddannelser

skal fremme den sociale mobilitet, må de videreudvikle

det, der har været deres styrke. De skal ikke være

miniatureudgaver af de lange akademiske uddannelser,

men netop have et stærkt element af praksis og en

tæt forbindelse mellem teori og praksis.

Jeg tror, at tre problemstillinger er centrale for at

blive et bedre springbræt for unge fra hjem uden

boglig uddannelse:

For det første må der ske en styrkelse af praktikperioderne,

og de teoretiske fag må forbindes bedre med

praksis. I forbindelse med min bog, ”Den nye ulighed”,

har jeg diskuteret akademiseringen af uddannelsessystemet

ved mange foredrag på lærer-, pædagog-

og socialrådgiveruddannelserne. Mange studerende og

en del lærere oplever, at praktikperioder og teoretisk

undervisning er to verdener, som er løsrevet fra hinanden.

Der er meget ”teoretisk teori”, for eksempel

videnskabsteori eller undervisning, der består i at sammenstille

sociologiske teorier med hinanden.

På en samfundsorienteret uddannelse skal man naturligvis

lære sociologi og lignende. Men et fag som

socialrådgiver eller lærer giver rig mulighed for, at

dette sker i tæt forbindelse med fagets praksis – til

tider med afsæt i egne erfaringer fra praktikperioderne.

Det kræver imidlertid, at undervisning og

lærebøger indrettes derefter og ikke efter skabeloner

fra de lange akademiske uddannelser.

Rekruttering: Rekruttering – ulighed og nye potentialer

Tættere på virkeligheden

Det undrer mig, at 95- og 50-procent-målsætningerne

stort set ikke har ført til debat om den daglige

undervisningspraksis. Det er trods alt her, det

foregår!

Det er afgørende, at lærebøger og undervisningsformer

bliver mere virkelighedsnære, og at teorier i

højere grad læres med afsæt i praksis. Måske burde

Undervisningsministeriet oprette en pulje, hvor uddannelsesinstitutioner,

bogforlag og andre kan få

støtte til udvikling af mere praksisorienterede undervisningsformer

i de teoretiske fag.

Samtidig er der i flere uddannelser brug for en

styrkelse af selve praktikken. Selv efter den seneste

reform af læreruddannelsen er det fortsat sådan, at

praktikdelen udgør 0,6 årsværk, mens de teoretiske

pædagogiske fag – altså didaktik, psykologi og pædagogik

– udgør 0,7 årsværk.

Jeg vil ikke bestride, at en lærer skal have teoretisk

pædagogik – problemet er balancen. Jeg tror simpelthen

ikke på, at man bliver en god lærer ved at teoretisere

sig til det. Det kræver, at man kan det fag,

man skal undervise i, at man har prøvet det mange

gange, og at man har haft lejlighed til at bearbejde

praktiske erfaringer. Nok så mange pædagogiske

teorier gør det ikke.

Den anden problemstilling i forhold til en bredere

rekruttering handler om forholdet mellem teori og

empiri. Efter et af mine foredrag faldt jeg i snak med

en socialrådgiverstuderende, som oprindeligt er uddannet

journalist. Hun undrede sig over, at det er

en stort set ukendt arbejdsmetode på uddannelsen

at henvende sig til den lokale forvaltning for at få

konkrete oplysninger. ”Det er stort set kun mig, der

gør det,” sagde hun.

Kernen i et projekt eller en synopsis er som regel

teoretisk teori: At opgaven perspektiveres med nogle

teorier, som de studerende i bedste fald kender sporadisk.

Dette suppleres med henvisninger til bøger og

andre skriftlige kilder. Derimod er der langt mellem

det selvstændige arbejde med empirisk materiale.

Empiri eller teori?

Lad mig illustrere det med et eksempel fra det virkelige

liv: Min papdatter er i gang med uddannelsen

89


Rekruttering: Rekruttering – ulighed og nye potentialer

som professionsbachelor i tekstile fag og formidling;

det, der i gamle dage var en uddannelse til håndarbejdslærer.

Hun har lige afleveret en stor opgave om

en ”burkini” – en særlig badedragt for meget troende

muslimer. I en sådan opgave indgår selvfølgelig et syfagligt

element om burkiniens stof, snit og så videre,

men det vejer kun halvt. Den anden halvdel er det

samfundsorienterede og teoretiske. Vejlederens råd

var: Find nogle bøger om integrationsteori, tag ud på

DPU’s bibliotek, læs om assimilation og integration,

og lav en komparativ analyse af forskellige teorier.

Det valgte hun kun at gøre i begrænset omfang. I

stedet tog hun chancen og gjorde noget, som vejlederen

slet ikke havde tænkt på. Hun interviewede

en gruppe unge indvandrere om, hvorvidt en burkini

ville få dem til at gå mere i svømmehallen. Og

hun interviewede et stort antal gæster i svømmehallen

om, hvordan de ville se på en kvinde i burkini.

Målet var at finde ud af, i hvilket omfang en burkini

ville lette eller hæmme integrationen mellem meget

troende muslimer og danskere.

Jeg vil påstå, at hun dermed kom betydelig tættere

på de relevante problemstillinger om burkini og integration

end ved at læse en masse højpandet teori,

der er udviklet under helt andre himmelstrøg. Men

det er kendetegnende, at den slags selvstændigt arbejde

med empiri sker på den studerendes initiativ

– ikke på lærerens.

Samtidig oplever hun, at det syfaglige element i uddannelsen

er svækket til fordel for videnskabsteori

og forskellige brudstykker af samfundsvidenskab.

Mange af de studerende er piger, der kan en masse

med deres hænder, har kreative ideer og vil lære at

forbinde dem med det håndværksmæssige. De vil

også gerne lære at sætte det i en samfundssammenhæng,

men det teoretiske er for langt væk fra faget

og balancen forskubbet for meget fra det håndværksmæssige

til det teoretiske.

Min papdatters erfaringer minder meget om dem,

der for nogle år siden kom frem under debatten om

sygeplejerskeuddannelsen. Mange mellemlange videregående

uddannelser er præget af en akademisering,

der har styrket de almene og teoretiske sider af

uddannelsen. Noget af det er udmærket, men der er

også en problematisk bivirkning – at uddannelsens

egentlige kerne, faget, er blevet svækket. Resultatet er,

90

at disse uddannelser mister det potentiale for social

mobilitet, som de historisk set har været gode til. Akademiseringen

gør det simpelthen sværere for unge fra

ikke-boglige miljøer at afkode og gennemføre uddannelserne.

Det blev dokumenteret i 2006, da AKF analyserede

frafaldet på sygeplejerskeuddannelsen, hvilket

heldigvis førte til ændringer af denne uddannelse. Men

problemet stikker langt dybere, og mange andre uddannelser

trænger til en lignende ”afakademisering”.

Problemerne begynder allerede i gymnasiet

Den sidste problemstilling, jeg vil pege på, ligger

uden for de videregående uddannelser, men handler

om adgangsvejen dertil – om gymnasiet. Til efteråret

skal politikerne forhandle om en reform af gymnasiereformen,

og undersøgelser blandt eleverne viser,

at det er tiltrængt. Noget af det mest påtrængende er

at gøre op med den akademiserede form for opgave-

og projektarbejde.

Gymnasiereformen har nogle firkantede krav om

tværfaglighed, som i praksis ofte udmøntes i videnskabsteori.

Simpelthen fordi videnskabsteori opfattes

som det eneste oplagte mødested for fag, der skal

bringes sammen. I stedet bør projektarbejdet føres

tilbage til sin oprindelige idé, nemlig at man tager udgangspunkt

i et konkret problem og ad den vej inddrager

forskellige fag. Det bør gøres til et krav, at man

som gymnasieelev en eller to gange i sin gymnasietid

foretager et selvstændigt arbejde med empirisk materiale

for eksempel interview og spørgeskemaer.

Det er vigtigt, at eleverne allerede i gymnasiet lærer

andre og mere virkelighedsnære arbejdsformer. Det

er også vigtigt, at lærerne, som selv er universitetsuddannede,

opøves i andre undervisningsformer

end dem, der er typiske på universitetet.

Fra tid til anden beskrives gymnasiet som en akademisk

uddannelse. Det er noget vrøvl. Det er en studieforberedende

uddannelse. Gymnasiet peger ikke kun frem

mod de lange akademiske uddannelser, men også mod

erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne.

De gymnasiale uddannelser må tage konsekvensen

af, at de ikke længere uddanner en snæver elite, men

over halvdelen af en ungdomsårgang.

I de seneste årtier er der sket et skred i opgave- og projektarbejdet

i både gymnasiet og de mellemlange videregående

uddannelser – ja, helt ned i folkeskolen.


Den oprindelige idé med projektarbejde var, at det var

konkret og bragte uddannelsesverdenen tættere på livet

udenfor. Derfor kunne projektarbejde lette vejen for

unge fra hjem uden tradition for boglig uddannelse.

I folkeskolen var forløberen den såkaldte emneundervisning,

der spillede en stor rolle i ”Den blå betænkning”

i 1960. Her pegede man på, at arbejdet med

konkrete emner lærte eleverne at gå på tværs af fagene

og gav skolearbejdet ”et præg af det praktiske livs

forhold”, som det blev udtrykt. I betænkningen blev

der som eksempel nævnt, at eleverne i 8. og 9. klasse

kunne besøge en bondegård og derved inddrage både

biologi, samfundsorientering og historie.

Problemet er, at der er sket et skred, hvor akademiske

begreber og arbejdsmetoder har bredt sig fra

universiteterne til andre dele af uddannelsessystemet,

godt hjulpet på vej af bureaukratiske interesser,

en elitær pædagogisk forskning og vanetænkning

blandt lærere uddannet på universiteterne.

Det kommer også til udtryk i de stadig mere udbredte

krav om engelske ”abstracts”. Jeg er helt enig

i, at der skal skrives engelske resumeer på universiteter

og andre akademiske uddannelser, som indgår

i et internationalt forskningskredsløb. Men er det

virkelig nødvendigt i gymnasiet, på hf og på de mellemlange

videregående uddannelser?

I vores familie har min gamle far på 81 fået en strategisk

rolle. Han fulgte et kursus ved Cambridge i

Rekruttering: Rekruttering – ulighed og nye potentialer

Lars Olsen

Lars Olsen er journalist, kommentator og foredragsholder. Han har blandt

skrevet Den nye ulighed (2007) og Det delte Danmark (2005). Derudover har han i

over tyve år været journalist, blandt andet på Politiken. I årene 2002-07 analytiker

på Ugebrevet A4, hvor han tilrettelagde en række undersøgelser af ulighed

og sociale skel i dagens Danmark. Uddannet cand.phil. i samfundsfag.

1947 og er den eneste i familien, der kan perfekt

skriftlig engelsk. Så han var inde over, da min datter

skulle skrive abstract til sin store skriftlige opgave på

hf. Og han var også inde over, da min papdatters

mand skulle skrive et engelsk resumé til sin opgave

på skov- og landskabsuddannelsen. Det er selvfølgelig

fint, at uddannelsessystemet bidrager til, at vores

ældste medborgere føler sig værdsat. Men nu er det

jo ikke alle, der har en farfar, som fulgte et kursus

ved Cambridge i 1947. For mange er kravene om

engelske resumeer blot endnu en af de sociale barrierer,

der spærrer vejen til videregående uddannelse.

Praksisorientering er afgørende

De praksisorienterede videregående uddannelser er

helt afgørende for det uddannelsesløft, Danmark

har brug for. Disse uddannelser er orienteret mod

praksis og tydelige roller. De har været lette at afkode

for de unge og deres familier, og de har tradition

for at lære på andre måder end ved hjælp af

abstrakt teori.

Hvis dette potentiale skal realiseres, må der udvikles

nye undervisningsformer og uddannelseskulturer.

Der må gøres op med akademiseringen. Uddannelserne

må stå ved det, der var deres oprindelige

kerne: Faget og dets tætte forbindelse mellem teori

og praksis. Hvis uddannelsessystemet skal have flere

med, står vi foran en kulturkamp.

91


Rekruttering: Teenageliv i Danmark i år 2008

Teenageliv i Danmark

i år 2008

CHRISTIAN MADSBJERG

Måske er der sket en hel del blandt danske unge,

som vi endnu ikke helt forstår, og som både har indflydelse

på optaget til de videregående uddannelser

og på undervisningskvaliteten i de eksisterende uddannelser.

I forbindelse med et større studie af danske teenagepiger

for medievirksomheden Egmont var jeg med

til at undersøge, hvordan unge piger i Danmark

forholder sig til uddannelse. Både dem, de går på,

og dem, de – hvis alt går vel – kommer til at gå på

senere i deres liv. Undersøgelsen er et kig ind i livet

hos teenagepiger i Danmark, og den rummer overraskende

og skræmmende indsigter, der bør føre til

eftertænksomhed i uddannelsessektoren i de kommende

år.

Indblik i pigernes hverdagsliv

Først lidt om undersøgelsen: Vi var interesserede

i unge menneskers medieforbrug, vaner og behov.

Formålet med studiet var som udgangspunkt dybt

kommercielt: Vi ville se, hvorfor unge mennesker

ikke vil betale for indhold (film, musik, software),

men gerne for alt muligt andet (barbesøg, mode,

datingsider). Samtidig ville vi undersøge, hvilke af

Egmonts mange virksomheder (magasiner, internet,

film, spil, bøger, tegneserier), der var relevante at

udvikle videre i forhold til unge kvinder.

92

Den totale frihed er rædselsfuld. En undersøgelse fra

ReD Associates viser, at unge danske piger ikke kan

overskue at vælge en uddannelse. De ønsker sig i

virkeligheden færre valg og færre muligheder.

Vi valgte at anvende antropologiske metoder, hvor

vi ville observere pigernes liv i deres eget habitat,

som var det en hel økologi. Vi ville ikke blot tale

med vores primære respondenter, men med alle de

mennesker, de kender og er sammen med, og ikke

mindst inddrage de begivenheder, der udspiller sig i

løbet af hverdagen. Vi var derfor på hesteskoler, til

håndbold, i skolen, til fest om fredagen og så videre

for at forstå hele konteksten af pigernes liv.

Vi valgte at se på piger i aldersgruppen 13-23 år i alle

sociale strata, i byen og på landet, i skilsmissefamilier

og i kernefamilier. Altså ganske bredt i udsynet.

Vi tog udgangspunkt i otte steder i landet som base

for vores observationer med et balanceret udsnit af

Danmarks befolkning. Teamet, der gennemførte

undersøgelsen, var trænet i ReD Associates, som er

en rådgivningsvirksomhed med baggrund i blandt

andet socialvidenskab, antropologi og psykologi.

Vi søgte et balanceret og dybt indblik i hverdagslivet.

Ikke i særligt interessante piger, men i en helt

almindelig hverdag, som den leves i Danmark i dag.

Vi brugte et par dage med hver af pigerne og fulgte

derefter i deres fodspor rundt i deres lokalmiljø. Vi

havde en åben dagsorden og fulgte med, hvor det

var naturligt for vores respondenter.

”Unge mennesker vælger uddannelse fra. De kan ikke overskue det.

Det er ganske enkelt lettere at tage endnu et sabbatår, endnu et år

i Paris eller endnu et ufaglært job i stedet for at vælge en uddannelse

og en erhvervsmæssig retning for livet.


DAG 1: Skolen for livet

CHRISTIAN MADSBJERG


Rekruttering: Teenageliv i Danmark i år 2008

For at få overblik over data blev alle observationer,

åbne interview og lignende optaget på video og kodet

i et stykke kvalitativt researchsoftware ved navn

Atlas.ti. Det blev til mange timers video, der i dag

er kategoriseret i cirka 100 kodeord som ”medie”,

forbrug”, ”kærlighed”, ”familie”, ”lillebror”, ”mor”,

”smerte”, ”sex”, ”biograf” og så videre. Koderne er

naturligvis organiseret strukturelt i forhold til Egmonts

kommercielle interesser, men de har et udsyn,

som er bredt nok til at have generel interesse for alle,

der gerne vil forstå hverdagslivet for danske piger.

Der kan i denne ganske omfattende database trækkes

data ud efter boelske operatorer (and, or, not etc.), så

man kan finsøge i forhold til for eksempel ”handball,

time, university, fitness issues” og dermed få alle de dataenheder

(videoklip, fotoer, feltnotater), der er relevante

for søgningen. På den måde kan man se mønstre i de

ganske omfattende datamængder og skabe mening og

indsigter i forhold til målgruppen på tværs af alder, social

strata, geografisk placering og så videre. Vi var ikke

så interesserede i, hvad der var specielt for den enkelte,

men snarere i, hvad der var af generelle mønstre på tværs

af pigernes liv. Altså hvad der er generelt for kvinderne.

For mange valgmuligheder

Undersøgelsen førte til en lang række indsigter i de

unge kvinders liv, som hverken Egmont eller ReD

Associates havde den fulde forståelse af inden forløbet:

Det er ganske svært at være teenagepige i dagens

Danmark. Hvor man før i tiden havde klare ret-

94

Christian Madsbjerg

Christian Madsbjerg er partner i og en af grundlæggerne af rådgivningsfirmaet

ReD Associates. Har ført projekter for en lang række globale klienter gennem det

meste af sit arbejdsliv. Han er forfatter til bøger om social teori, diskursanalyse

og samfundsvidenskab. På det seneste har Christian Madsbjerg fokuseret på

hightechindustrien og Fast Moving Consumer Goods-klienter.

Uddannet cand.scient.pol.

ningslinjer og krav fra skole, forældre og omverden,

for eksempel om at blive bager, advokat eller læge,

er der i dag meget mere diffuse krav og målsætninger

at forholde sig til. Forældrene til vores respondenter

fortæller generelt, at de ikke går så meget op i uddannelse

og arbejdsliv for deres børn, men at de blot

vil have, at de er ”lykkelige”, som det omtales. Det

fører til ganske megen frustration og rådvildhed hos

de unge kvinder, når de skal vælge studieretning.

De føler, at ”anything goes” i forbindelse med deres

valg af uddannelse og erhvervsretning. De aner ganske

enkelt ikke deres levende råd, i forhold til hvad

de gerne vil med deres arbejdsliv, og ingen hjælper

med at coache eller i det hele taget mene noget om,

hvad der kunne være godt for dem.

Den totale frihed opleves som rædselsfuld, og på

tværs af langt hovedparten af respondenterne bliver

der talt om ”færre valg”, ”retningsgivende rådgivning”

og ”færre muligheder” som noget saliggørende.

Dette fører til, at de unge mennesker vælger

uddannelse fra. De kan ikke overskue det. Det

er ganske enkelt lettere at tage endnu et sabbatår,

endnu et år i Paris eller endnu et ufaglært job i stedet

for at vælge en uddannelse og en erhvervsmæssig

retning for livet.

Teknologi har invaderet uddannelsessystemet og

livet blandt de unge kvinder i en grad, som researcherne

ikke havde drømt om. Pigerne sendte ofte

op mod 3.500 sms-beskeder om ugen (det er en per

syvende minut) for at holde sig orienteret med den


nære verden. Det er ganske forstyrrende for undervisning

og familieliv, men også stressende for de unge

kvinder. De tunge investeringer, der er foretaget i

de senere år på it-området i folkeskolen, har ført til,

at eleverne er ganske ufokuserede i undervisningen.

De surfer på Facebook, Arto og MSN i stedet for at

deltage i undervisningen. De oploader, downloader,

chatter, hører musik og kigger på drenge i timerne.

Lærerkorpset har generelt opgivet alt om at kunne

håndtere it-udstyr og lader stå til. Det betyder, at der

er skabt en markant it-kløft mellem lærer og elever.

De unge kvinders it-kompetencer er begrænsede.

De kender til ganske få hjemmesider, som primært

handler om mennesker, de allerede kender (Arto,

Facebook, Myspace etc.), og har derudover ikke

de store erfaringer med at finde, samle og vurdere

information på nettet. Mange af de unge kvinder

er decideret digitale analfabeter. Ideen om en generation

med antenner på hovedet, fra de bliver født,

kan afkræftes. Der findes stort set ikke noget digitalt

læremateriale, der reelt er i brug på skolerne. Bøgerne

foretrækkes og prioriteres, hvorfor den store

investering i it ikke opnår den ønskede effekt.

Man bliver ikke kendt af at tage en uddannelse

Meget få af respondenterne læser nyheder eller orienterer

sig i nyhedsbilledet. Når langt de fleste unge

kvinder omtaler nyheder, taler de i virkeligheden om

sladder om de kendte, der fylder meget i deres liv. I

det hele taget er ideen om at blive kendt – om ikke

andet, så for en stund – ganske omfattende blandt

respondenterne. Og man bliver ikke kendt af at tage

en uddannelse.

Når dette studie er relevant for uddannelsessektoren,

er det, fordi de unge mennesker, der går i gang med

uddannelse og videregående uddannelse, på en række

områder har andre prioriteter og evner, end det har

været tilfældet før i tiden. Nogle vil hævde, at vi har

med den dummeste generation nogensinde at gøre.

Men der er nok snarere tale om, at vi endnu ikke har

forstået teenagernes liv og derfor ikke forstår faldende

traditionelt medieforbrug (bøger, magasiner, aviser),

ændrede forbrugsmønstre og ikke mindst ganske

markant lavere optag til videregående uddannelser.

Dette studie er på mange måder et første kig ind i

livet som kvinde/pige mellem 13 og 23 år og åbner

muligheder for medievirksomheder som Egmont for

Rekruttering: Teenageliv i Danmark i år 2008

at definere nye produkter og servicer, der vil være

ganske meget mere succesfulde end nuværende medie-

og teknologiplatforme, og som måske kan kaste

lys på nogle af de spørgsmål, man må stille sig med vigene

optag på uddannelser og ændret uddannelsesinteresse.

Men omvendt er der mange andre spørgsmål,

som endnu ikke er blevet belyst i dette studie:

• Hvordan vælger unge kvinder uddannelser?

• Hvad kan man gøre for at vejlede dem succes-

fuldt?

• Hvad er der galt med eksisterende uddannelses-

koncepter?

• Hvordan kan man redefinere nuværende

uddannelser, så de er opdaterede og samtidig

spiselige for unge mennesker som deltagerne i

dette studie?

Disse og mange flere spørgsmål bør uddannelsessektoren

bruge kræfter på i de kommende år, hvis man

ikke ønsker at se flere forvirrede unge, færre optagne

på uddannelserne og massiv kritik af fejlinvesteringer

på it-området.

Stefan Hermann

Rektor for Den Flerfaglige Professionshøjskole

i Region Hovedstaden

”Der har været højt til loftet her på Sorømødet

og en forbløffende åben stemning

– både i oplæg og i pauserne. Det er en

god idé at lade erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne

mødes under

samme tag, men programmet savnede

lidt præcision.

Jeg synes, der var for meget fokus på det

praktiske og operationelle og for lidt på

det strategiske og visionære, som skal trække os frem i

fælles retning. Det blev måske for upolitisk. Det ville

have været godt, hvis et par oplægsholdere havde talt om

de langsigtede målsætninger for velfærdsuddannelserne.

Altså havde taget det lange lys på og set mere strategisk på

vores uddannelser. Det skete så til gengæld i pauserne!”

Stefan Hermann var med på Sorø-mødet for første gang.

95


LAUST JOEN JAKOBSEN


Mandskab til velfærdssamfundets

maskinrum

Velfærdsuddannelserne er professionshøjskolernes største optagelsesområde.

Svigtende søgning til uddannelserne vil få velfærdssamfundet

til at halte. Hvad gør vi for at sikre kvalificeret håndtering af de store

udfordringer, spørger Laust Joen Jakobsen.

LAUST JOEN JAKOBSEN

Svigtende søgning til velfærdsuddannelserne rammer

selve maskinrummet i velfærdssamfundet. Kan

vi ikke levere dimittender til de store velfærdsprofessioner,

kommer velfærdssamfundet til at halte. Årets

optag til de videregående uddannelser bør analyseres

nøje. Umiddelbart viser tallene god eller stigende

søgning til uddannelser, som retter sig mod de

private erhverv inden for teknik, handel, økonomi,

it og design. Søgning og optag til de store velfærdsuddannelser

inden for pædagogik og sundhed har

derimod været svigtende.

Samtidig er de store velfærdsuddannelser professionshøjskolernes

største optagelsesområde. Kan vi

ikke trække studerende til vores uddannelser, rammer

det kernen i professionshøjskoleprojektet.

Hvis man skal rekruttere de unge, ligger udfordringen

både i at ramme de unges uddannelsesønsker og

i at imødekomme uddannelses- og udviklingsbehovet

i professionerne.

Færre hænder om flere velfærdsopgaver

Høj vækst, fuld beskæftigelse og tidlig tilbagetrækning

udfordrer velfærdssamfundet og velfærdsprofessionerne.

Store årgange står over for pensionering.

Længere levetid øger og ændrer efterspørgslen på vel-

Rekruttering: Mandskab til velfærdssamfundets maskinrum

færdsopgaver. Stigende velstand øger forventninger

og krav til velfærdsydelserne, som skal være fleksible

og individuelt tilrettet. Selve forventningspresset er

blevet et selvstændigt problem, der må arbejdes med.

Samtidig giver små ungdomsårgange og faldende

faktisk/nominel søgning til flere af de store velfærdsuddannelser

udsigt til færre hænder om flere

velfærdsopgaver.

Den offentlige debat er præget af forskellen mellem

forventningerne til de offentlige serviceydelser og de

målelige tilbud. Der er et politisk pres på velfærdsinstitutionerne

for at skabe bedre og dokumenterede

resultater inden for eksisterende rammer. Der er

pres fra ”den kritiske forbruger” og fra almindelige

borgere, som ønsker bedre kvalitet for sig selv og

deres pårørende.

Hertil kommer løn- og arbejdsvilkår i velfærdsprofessionerne.

Som nyuddannet i et kommunikationsbureau

tjener en cand.comm. fra Roskilde Universitetscenter

(RUC) 7.000 kroner mere om måneden

end en nyuddannet folkeskolelærer.

I denne ramme skal professionshøjskolerne tiltrække

studerende til velfærdsuddannelserne.

”Professionshøjskolerne står som en lige så stor leverandør af

færdiguddannede med videregående uddannelse i Danmark

som universiteterne. Alligevel er det de færreste, der ved, at

de findes, og hvad de faktisk står for.


97


Rekruttering: Mandskab til velfærdssamfundets maskinrum

Store uddannelsesmiljøer

Professionshøjskolerne er ramme for cirka 56.000

grunduddannelsesstuderende og uddanner årligt

cirka 11.500 professionsbachelorer – det samme antal

dimittender som universiteterne. Samtidig deltager

rigtig mange voksne erhvervsudøvere i efter- og

videreuddannelse på professionshøjskolerne. Endelig

er professionshøjskolerne ramme for en række

videncentre, der opsamler, udvikler, anvender og

formidler viden om og til de store professioner, som

professionshøjskolerne uddanner til.

Professionshøjskolerne står som en lige så stor leverandør

af færdiguddannede med videregående ud-

Anne Mette Zachariassen

Rektor, TEKO, Skandinaviens største

design- og businessskole inden for mode-

og livsstilsbranchen

”Programmet på Sorø-mødet var spændende,

og der var et godt miks af forskellige

uddannelsesretninger repræsenteret,

både offentlige og private.

Flere deltagere gav udtryk for, at det er et

problem, at uddannelserne har svært ved

at tiltrække studerende. Det er jeg dog

slet ikke bekymret for. Det handler om at

skærpe uddannelsernes profiler. Generelt

arbejder vi for meget på at få flere ind i vores system. I

stedet skal vi arbejde mere med, hvad vi kan tilbyde de

unge, og hvad de kan bruge deres uddannelser til.

Der kom også påstande om, at unge trækker deres uddannelsesstart

ud eller vælger slet ikke at tage en uddannelse.

Jeg tænkte på, om de unge har en form for

”uddannelsesforstyrrelse” i forhold til at tage ansvar for

at uddanne sig. At det er lettere at udskyde og vente til

næste år eller året efter. Hvis det er sandt, er det et tema,

der er værd at arbejde videre med. For hvad hjælper det

med fine målsætninger, hvis de unge ikke går i gang med

en uddannelse? Så har vi en udfordring. Det var det indtryk,

jeg gik hjem med.”

Anne Mette Zachariassen deltog i Sorø-mødet for første

gang.

98

dannelse i Danmark som universiteterne. Alligevel

er det de færreste, der ved, at de findes, og hvad de

faktisk står for.

Med professionshøjskolerne er der sket en virksomhedsgørelse:

• Der er kommet en enstrenget ledelse med et helt

nyt beslutningsrum og beslutningskraft.

• Der er kommet udviklingskontrakter som ramme

om uddannelsesproduktionens kvantitet og kvalitet.

Uddannelserne er samlet i endnu større, enkelte rigtig

store, uddannelsesmiljøer:

• Med den nye lovgivning er mange uddannelsesinstitutioner

gået fra få- eller enkeltfaglige

institutioner til flerfaglige professionshøjskoler.

• Fokus er ikke længere på det lokale behov og

traditionen, men på den regionale efterspørgsel

og udvikling.

Professionshøjskolerne er ikke længere defineret som

afhængige af forskning, men som stærke samarbejdspartnere

for forskere og praksis samt som selvstændige

centre for udvikling og formidling af ny viden.

Udfordringen for professionshøjskolerne, Undervisningsministeriet

og uddannelsespolitikerne bag

professionshøjskolereformen er at realisere projektet

og gøre professionshøjskolerne synlige nationalt og

regionalt som institutioner, der

• uddanner unge mennesker i en treklang af

praksis, udvikling og forskning

• efter- og videreuddanner voksne erhvervsudøvere,

hvor deres viden og erfaringer bringes i samspil

med ny teori og forskning

forestår udviklingsprojekter og videncenterydelser

for professionerne som bidrag til deres innovation

og effektiviseringer.

Hvad gør vi for at sikre mandskab i velfærdssamfundets

maskinrum, for at sikre kvalificeret håndtering af de

store udfordringer og krydspres i velfærdssektoren og

for at sikre, at professionshøjskolerne bliver en magnet

i stedet for en parentes i dansk uddannelseshistorie?

Det har Professionshøjskolernes Rektorkollegium

drøftet med KL, Danske Regioner og FTF. Disse


fire væsentlige aktører på velfærdsuddannelsesområdet

er enige om, at der er brug for en national

strategi for velfærdsuddannelserne.

Opsamling af hverdagens viden

Uddannelserne til velfærdssamfundets hovedområder

– skoler og daginstitutioner, social omsorg,

sundhed og sygepleje – har den største volumen

og den laveste ledighed. Der er brug for en strategisk

satsning på videnudvikling i disse uddannelser,

fordi den viden, der opsamles i hverdagens arbejde,

får mulighed for at blive kvalificeret og formidlet

til mange.

Vi har en fælles forventning om, at den tid, det tager

ny viden at forankre sig som praksis i den kommunale

og regionale dagligdag, skal blive meget kortere.

Vi har en fælles forventning om, at den tid, det

tager at forandre og tilpasse uddannelserne til nye

behov, skal blive meget kortere.

Kvaliteten fastholdes og udvikles, når vi sørger for

at holde de eksisterende uddannelser ajour, så de til

stadighed har høj kvalitet, når vi udvikler nye uddannelser,

som kan dække fremtidige behov, og når

vi arbejder med nye uddannelsesmodeller, som kan

tiltrække nye grupper af studerende.

Professionshøjskolerne skal tænkes med ind i bestræbelserne

på at fastholde medarbejderne i velfærdsprofessionerne,

blandt andet ved løbende at stille efter-

og videreuddannelse til rådighed for alle ansatte.

Rekruttering: Mandskab til velfærdssamfundets maskinrum

Laust Joen Jakobsen

Laust Joen Jakobsen er formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegium og

har tidligere haft kommunale lederjob i skolesektoren. Han er desuden medlem

af Københavns Universitets Kompetencepanel, formand for Nørre Gymnasiums

bestyrelse og medlem af Vækstforum Bornholm.

Der skal være sikkerhed for, at den nyeste viden

kommer den enkelte borger og samfundet til gode,

uanset om det gælder undervisning, sygepleje eller

forebyggelse. Det gør vi ved at styrke professionshøjskolernes

videncentre og gøre professionshøjskolerne

til økonomisk attraktive samarbejdspartnere

for universiteterne.

National strategi for velfærdsuddannelserne

Vores fælles mål er at kvalificere de ”velfærdsprofessionelles”

arbejde. Den nyeste viden skal i langt højere

grad være et redskab for ledere og medarbejdere på

de kommunale og regionale institutioner, og viden

om praksis i de kommunale og regionale institutioner

skal indgå som et centralt element i uddannelserne.

Det lange perspektiv er, at professionshøjskolerne

skal forsyne Danmark med professionsbachelorer

inden for snart sagt alle fag og brancher i både den

offentlige og private sektor. Professionshøjskolerne

bliver derfor nyskabende i deres tværgående og

tværfaglige opgaver inden for grunduddannelser, efter-

og videreuddannelser samt videnudvikling.

Vi vil gerne drøfte det videre arbejde med en national

strategi for velfærdsuddannelserne med interessenter

og myndigheder. Vi er sikre på, at man

får noget ud af en prioriteret satsning på professionshøjskolerne:

Det bliver muligt at realisere den

visionære forandring, som de seneste års lovgivning

er udtryk for. Det er vigtigt for videreudviklingen af

det danske velfærdssamfund.

99


PETER ENEVOLD


Hvordan synliggør vi

de nye erhvervsakademier?

PETER ENEVOLD

En erhvervsakademiuddannelse åbner en lang række muligheder – både for et

godt job og for videreuddannelse. Men de unge ved det ikke. Derfor skal de ti nye

akademier arbejde sammen om at opnå større synlighed, siger Peter Enevold,

direktør på TietgenSkolen.

Unge tænder på fremtidsmuligheder og drømme –

ikke på institutioner. Vi står derfor over for en meget

stor opgave med at gøre de nye erhvervsakademier

kendte og synlige. Og hvis vi ser på, hvor synlige vi er

for de kommende studerende, er det en næsten umulig

opgave. Spørgsmålet er, om vi på erhvervsakademierne

i fællesskab kan få målgruppen i tale.

Uddannelserne skal gøres synlige og interessante for

vores kommende studerende. Vi skal fortælle den enkelte

unge, hvad han eller hun kan få ud af at tage en

kort eller mellemlang videregående uddannelse på et

teknisk/merkantilt erhvervsakademi. Og her skal vi

stå ved vores særkende: den praksisnære tilgang med

direkte og hurtig vej ud til synlige job i erhvervslivet.

Omsat til lidt mere ungt sprog skal vi gøre det synligt,

at vores uddannelsestilbud er den direkte vej til fede

job med mulighed for at tjene mange penge, stor personlig

frihed, prestige og karrieremuligheder. Og det,

vi som akademisk uddannede uddannelsesfolk i gode

og trygge tjenestemandslignende stillinger forbinder

med mange penge, er med garanti ikke det samme,

der får unge mennesker i tale.

Rekruttering: Hvordan synliggør vi de nye erhvervsakademier?

Første skridt på karrierestigen

En gang imellem må jeg selv stoppe op og vænne mig

til dagens kommunikationsformer. For eksempel så

jeg i forbindelse med årets åbenthusarrangement på

TietgenSkolens afdeling for videregående uddannelser,

at vi havde indkøbt 20 skriggrønne stiger. Stigerne

skulle bruges til, at nuværende studerende agerede

reklamesøjler på gaderne i Odense. Ideen fattede jeg

først, da jeg så, at skolens husgavl var udsmykket med

et kæmpestort banner, hvorpå en ung pige – naturligvis

i businessdress – er på vej op ad en stige, og budskabet

lød: ”Tietgen Business College – første skridt

på karrierestigen”.

Vi i de ti nye erhvervsakademier skal sammen blive

enige om en ensartet linje i vores information og markedsføring.

Det kræver blandt andet, at vi hæver os op

over den ellers indarbejdede tradition for konkurrence

mellem erhvervsskolerne om at få fat i de unge mennesker.

For at erhvervsakademierne kan løse den politiske

opgave med at tiltrække en langt større andel af de

unge mennesker end i dag, skal vi gøre fælles sag. Ellers

er opgaven næsten dømt til at mislykkes på forhånd.

”Vores uddannelser skal være synlige og tiltrækkende

på landsbasis, og det bliver de kun, hvis vi skaber en

ensartet identitet.


101


Rekruttering: Hvordan synliggør vi de nye erhvervsakademier?

Vores uddannelser skal være synlige og tiltrækkende på

landsbasis, og det bliver de kun, hvis vi skaber en ensartet

identitet. De unge skal kunne identificere sig med

uddannelsen. En god mulighed for en fælles, målrettet

indsats er at fastholde og udbygge de landsdækkende

netværk, der findes for en række af de kendte, korte

videregående uddannelser. Men der skal også opbygges

et stærkt samarbejde på institutionsplan.

Eddie C. fik flere i gang med en uddannelse

Vi skal være parate til at erkende, at unge menneskers

valg af uddannelse kan sammenlignes med deres valg

af tøj. Uddannelsen er en del af deres identitet, og de

skal kunne argumentere for valget. Da en ejendomsmæglerkæde

kørte landsdækkende tv-reklamer med

den lidt oversmarte Eddie C. – blandt andet i sports-

102

Tak og på gensyn. Til festmiddagen taler undervisningsminister

Bertel Haarder. I takken til Sorø Akademi ligger altid et ”på gensyn til næste år”.

vogn op ad Strandvejen – øgede det interessen for

finansøkonomuddannelsen og ikke mindst akademiuddannelsen

i finansiel rådgivning betydeligt. At tvreklamens

Eddie aldrig fik job i mæglerkæden, havde

ingen negativ virkning på søgningen til uddannelsen,

og ej heller, at formålet med reklamen slet ikke var at

tiltrække unge mennesker.

Ejendomsmæglerkampagnen er ikke et eksempel på

et tæt samarbejde mellem skolerne og erhvervslivet.

Det findes der heldigvis en række andre gode eksempler

på. Og jeg mener, at det er en af de veje, vi skal

for at synliggøre mulighederne.

Da det i februar-marts i år stod klart, at otte erhvervsskoler

– eller akademier under snarlig stiftelse – fik


udbudsmuligheden til en ny finansbacheloruddannelse,

blev der hurtigt indledt et tæt samarbejde mellem

de otte udbydere og branchen. Det betød, at vi

på meget kort tid fik organiseret en landsdækkende

informationskampagne med annoncering, særlig

hjemmeside etc. Ud over organisering og fælles finansiering

indebærer samarbejdet også, at branchen

bakker den nye uddannelse op med for eksempel udsagn

fra centralt placerede branchefolk, som fortæller,

at der er brug for de unge. Det gør beskæftigelsesmulighederne

mere synlige og sandsynlige, og som

en tillægsgevinst forpligter det branchen til at støtte

uddannelsen i form af praktikpladser i studietiden og

efterfølgende ansættelse.

Man skal udvikle sig

En erhvervsrettet kort eller mellemlang videregående

uddannelse er i sin natur praksisnær og forsyner erhvervslivet

med det rette råstof. Om vi kan lide det

eller ej, er der en tydelig tendens til, at kravene fra

erhvervslivet er stigende – specielt til de personlige

kompetencer hos nyansatte. Der er et stort behov for

ansatte, som kan tænke selv, samarbejde, kommunikere

og hele tiden udvikle sig i jobbet. Og udvikling i

jobbet kræver såvel praktisk som teoretisk brændstof.

Det er derfor yderst vigtigt, at det er synligt for unge

mennesker, at de efter en uddannelse på erhvervsakademierne

kan og skal udvikle sig videre, apropos

eksemplet med ”første skridt på karrierestigen”.

Rekruttering: Hvordan synliggør vi de nye erhvervsakademier?

Erhvervsakademierne mangler målrettethed i de nuværende

traditioner og tænkemåder. I vores kommunikation

har vi haft alt for stort fokus på adgangsmuligheder

– eller mangel på samme – til fuldtidsuniversitetsuddannelser

og for lidt fokus på mulighederne i efter- og

videreuddannelsessystemet. Når en studerende har

gennemført for eksempel en toårig finansøkonomuddannelse,

er den naturlige vej ikke overgang til en

akademisk bacheloruddannelse med efterfølgende

kandidatoverbygning. Vejen bør være åben, men en

diplomuddannelse med mulighed for på sigt en professionsmaster

er meget mere oplagt.

Fleksibiliteten med på- og afstigningsmuligheder i de

kommende professionsbacheloruddannelser hilser jeg

velkommen. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget det

vil blive brugt, og hvor meget det skal fylde i vores information.

Vi skal være skarpe til at kommunikere, hvad

de unge kan blive efter to til to et halvt år og tilsvarende

efter tre til fire år. Jeg frygter, at vi for eksempel på det

merkantile område i løbet af ganske få år vil se, at langt

de fleste studerende tager en hel bachelor. Sådan er uddannelsesreformen

ikke tænkt, men det kræver en stor

indsats, hvis vi vil undgå den udvikling.

Peter Enevold

Har siden 2002 været direktør på TietgenSkolen i Odense. I årene 1997-2002 var

han direktør på Vejle Handelsskole. Før det en række uddannelsesrelaterede job,

blandt andet syv år som uddannelseschef i Jyske Bank. Uddannet cand.merc.

103


Foto inden regnen. Det traditionelle gruppebillede i festklæder måtte i år erstattes

af et billede af deltagerne i arbejdstøjet. Regn og sorte skyer truede i horisonten,

så der måtte handles hurtigt. Deltagerne skulle foreviges – festtøj eller ej.


Identitet, arbejdsmarked og rekruttering

– de nye erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser

Publikationen indeholder oplæg og fotos fra Sorø-mødet 2008

Forfattere: Navne på forfattere til de enkelte oplæg/artikler fremgår

af indholdsoversigten og de enkelte artikler

Redaktion og produktion: Karen Ormstrup Søndergaard (red.),

Drude Beck (red.), Tine M. Mortensen og Werner Hedegaard,

Undervisningsministeriet, Kommunikationsenheden

Grafisk tilrettelægger: Sanne Mains, Dreamteam

Fotos: Heine Pedersen

Omslag: Sanne Mains, Dreamteam

1. udgave, 1. oplag, oktober 2008: 2.100 stk.

ISBN: 978-87-603-2717-9

ISBN: 978-87-603-2718-6 (WWW)

Internetadresse: pub.uvm.dk/2008/identitet

Udgivet af Undervisningsministeriet, Kommunikationsenheden

Bestilles (ISBN 978-87-603-2717-9) hos:

NBC Ekspedition

Tlf. 56 36 40 40, fax 56 36 40 39 eller e-mail: ekspedition@nbcas.dk

Telefontid: Mandag-torsdag 9.30-16.00, fredag 9.30-15.00

eller hos boghandlere

Tryk: Scanprint

Trykt med vegetabilske trykfarver på miljøcertificeret papir

Printed in Denmark 2008

Eventuelle henvendelser af indholdsmæssig karakter rettes til

Kommunikationsenheden i Undervisningsministeriet, tlf. 33 92 50 57

eller e-mail: pub@uvm.dk


Sorø-mødet 2008

Hvert år inviterer undervisningsministeren over 100 gæster ud af deres vante omgivelser til debat og

inspiration i de historiske sale på Sorø Akademi. I år dannede det mange hundrede år gamle akademi

rammen om overskriften ”Identitet, arbejdsmarked og rekruttering – de nye erhvervsakademi- og

professionsbacheloruddannelser”.

I tre dage diskuterede skolefolk, repræsentanter for erhvervslivet, eksperter, praktikere og politikere

de nye erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser, som blandt andet uddanner diplomingeniører,

lærere, sygeplejersker og pædagoger.

Denne publikation samler Sorø-mødets mange oplæg om blandt andet koblingen mellem teori og

praksis i erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne, ”branding”, arbejdsmarkedets

behov og internationalisering.

Identitet • arbejdsmarked • rekruttering

Sorø-mødet 2008

More magazines by this user
Similar magazines