Hele publikationen i PDF-format - Ministeriet for Børn ...

08
SORØ
-mødet
Identitet
arbejdsmarked
rekruttering
– de nye erhvervsakademi-
og professionsbacheloruddannelser

Identitet
arbejdsmarked
rekruttering
– de nye erhvervsakademi-
og professionsbacheloruddannelser
Undervisningsministeriet 2008

08
SORØ
-mødet
Undervisningsministeriet 2008

Indhold
Forord
Identitet
Uddannelsesrevolutionen. BERTEL HAARDER
Læreruddannelse – en folkesag. JØRN LUND
Fra landbrugsmaskinsmed til administrerende direktør. HENRIK SØRENSEN
Fra person til profession – om at blive til noget. MAJA ENGBERG-SØNDERSKOV
Videncenter – noget, man er, eller noget, man har? AGI CSONKA
Viden i spil. HELLE TIMM
Det vigtige samarbejde med erhvervslivet. CHRISTIAN MATHIASEN
Spørgsmål, der skaber innovation. LOTTE DARSØ
Internationalisering af uddannelserne. HANS PETER JENSEN
Klar til den globale udfordring. INGELISE BOGASON
Arbejdsmarked
Fremtidens arbejdsmarked – fra Palle til Pelle. ANNE SKARE NIELSEN & SØREN PEDERSEN
Rekruttering – ulighed og nye potentialer. KNUD HENNING ANDERSEN
Historien om en samfundskontrakt. JENS KLARSKOV
Det attraktive arbejdsmarked på sundhedsområdet. JOHANNES GAUB
Til dig, der ved, hvad du vil. OLE GRANGAARD OLESEN
Rekruttering
Rekruttering – ulighed og nye potentialer. LARS OLSEN
Teenageliv i Danmark i år 2008. CHRISTIAN MADSBJERG
Mandskab til velfærdssamfundets maskinrum. LAUST JOEN JAKOBSEN
Hvordan synliggør vi de nye erhvervsakademier? PETER ENEVOLD
5
7
8
15
22
27
30
35
38
44
49
54
59
61
64
71
74
81
85
87
92
97
101

Forord Fælles fodslag om professionsbacheloruddannelserne
Jeg har været med til mange Sorø-møder, siden jeg selv tog initiativet til dem i begyndelsen af 80’erne. Dette års
møde står som et af de bedste for mig.
Årets Sorø-møde bidrog til skabelsen af en fælles identitet blandt professionshøjskolerne. Erhvervsakademierne kom
ind på lystavlen i en ny, optimistisk udgave med stigende studentertilgang. Vi spildte ikke tiden med diskussioner
om ændret lovgivning og andre rammespørgsmål. For rammerne ligger fast, og der er bred politisk enighed om,
hvordan de skal være. I stedet brugte vi tiden på at få udviklet nye tilbud, som øger tilgangen til uddannelserne,
blandt andet min idé om at kombinere job og uddannelse.
Det var også glædeligt at se, hvordan erhvervsakademier, professionshøjskoler og erhvervsskoler arbejder sammen,
både formelt og uformelt.
Der var spændende og overbevisende indlæg. Fællesnævneren var, at de ikke handlede om problemer, men om alle de
muligheder, der ligger i uddannelserne. Det løftede os alle hen over tristheden over den svagt faldende tilgang. Jeg siger
svagt faldende, for faldet er jo langt større på universiteterne end på de professionsrettede videregående uddannelser.
Det er folk fra Undervisningsministeriets uddannelser til lærer, pædagog og sygeplejerske, der er mangel på i samfundet.
Så jeg håber, der opstår en selvbevidsthed hos professionshøjskolerne, som kan styrke deres såkaldte brand
og tiltrækningskraft på de studerende.
Der var fælles fodslag om, at vi ikke skal være universiteter, men styrke professionshøjskolernes og erhvervsakademiernes
særlige praksisorienterede identitet. Det arbejde er nu kommet godt fra start.
Jeg vil gerne her benytte lejligheden til varmt at takke de mange, der på forskellig vis har bidraget til Sorø-mødet 2008.
Undervisningsminister BERTEL HAARDER
August 2008

Identitet

Identitet: Uddannelsesrevolutionen
Uddannelsesrevolutionen
Der er behov for at diskutere fremtiden for professionshøjskoler
og erhvervsakademier. Hvordan rekrutterer
vi flere unge, og kan vi tale uddannelserne op, spørger
undervisningsminister Bertel Haarder oven på forårets
uddannelsesrevolution.
BERTEL HAARDER
For godt et halvt år siden fandt en af de største uddannelsesrevolutioner
sted i Danmark. Den var fredelig
og blev stort set ikke bemærket i offentligheden
– på trods af, at den omfatter mere end 60.000
studerende og over 6.000 undervisere.
Næsten 100 studiesteder blev slået sammen til otte enheder,
der fra 2012 bliver til syv. De fik betegnelsen
professionshøjskoler/university colleges (fordi de ikke
måtte hedde universiteter som i andre lande). De har
en størrelse og en ledelseskraft, der kan matche universiteterne
og skabe levende campusmiljøer med mange
studerende, som giver mange flere faglige (og tværfaglige)
muligheder, bedre studiemiljøer – og bedre fester!
Deres undervisning skal baseres på faglig udvikling
i samarbejde med universiteterne og på praksisorientering
og innovation i tæt samarbejde med ansættelsesområderne.
Revolutionen omfatter uddannelserne til lærer, diplomingeniør,
finansøkonom, sygeplejerske, pædagog,
fysioterapeut, socialrådgiver og jordemoder
m.m. Det er populære uddannelser. Stik imod det
indtryk, man får af debatten i medierne. De studerende
er faktisk rigtig glade for deres uddannelse.
Det viste en undersøgelse fra Epinion sidste år.
Samme undersøgelse viste også, at det er den overdrevne,
negative omtale af arbejdsforhold for lærere,
pædagoger og sygeplejersker – lønniveau, bureaukrati,
skiftende arbejdstider osv. – der i høj grad er
årsag til, at uddannelserne fravælges. Fagene og jobbene
har desværre fået lav status i samfundet.
Nye fremtidsmuligheder
Vi skal bruge dette års Sorø-møde på at diskutere
disse uddannelsers og professionshøjskolernes nye
8
fremtidsmuligheder, herunder også rekrutteringen
til og omtalen af uddannelserne; hvorfor de unge
vælger, som de gør, og hvordan uddannelserne udvikles
og præsenteres. Vi skal have fokus på den helt
specielle vekselvirkning mellem praktik og uddannelse,
som kendetegner langt de fleste professionsrettede
uddannelser.
Først skal vi lige have proportionerne på plads: På
trods af, at der er færre ansøgere til lærer- og pædagoguddannelserne
i år, er de stadig Danmarks
største uddannelser med et langt større optag end
de enkelte universitetsstudier. Pædagoguddannelsen
er Danmarks største, på 2.-pladsen ligger læreruddannelsen,
sygeplejerskeuddannelsen nummer 3 og
diplomingeniører nummer 4. Man skal helt ned på
7.-pladsen for at finde en universitetsuddannelse
– nemlig jura.
Uddannelser rettet mod det private arbejdsmarked
har stor fremgang i år. Syv procent flere vil være
diplomingeniør, mens it-uddannelserne har tiltrukket
29 procent flere studerende, og det økonomisk
-merkantile område oplever en fremgang på 15 procent.
Vi har de senere år afsat mange ressourcer til at
fremme interessen for de teknisk-merkantile professionsuddannelser.
Måske høster vi nu frugterne af
den øgede fokus på naturfag og teknik i folkeskolen
og uddannelserne. Der er flere og flere tilbud til
elever med særlige talenter, og danske unge gør det
fremragende i de internationale konkurrencer inden
for en række naturvidenskabelige fag.
Nu skal vi have de offentligt rettede uddannelser
med. Jeg tror, udgangspunktet er godt. Løn- og arbejdsvilkårene
er langt bedre, end det er fremgået

BERTEL HAARDER

Identitet: Uddannelsesrevolutionen
af den overdrevne agitation under overenskomstforhandlingerne.
Og i øvrigt er det næppe det, der
bestemmer tilgangen. Se bare på jordemoderuddannelsen.
Her strømmer de studerende til i et omfang,
så det kræver et af landets højeste gennemsnit for at
få en plads (9,2)! Det på trods af, at en jordemoder
kan se frem til at skulle arbejde om aftenen, om natten,
i weekender – og mens andre fester til jul og
nytår. Arbejdet er fysisk krævende, til tider hektisk
og blodigt og ekstremt ansvarsfuldt: der er liv mellem
hænderne. Men jobbet har høj prestige, og de
studerende strømmer til.
Lærergerningen skal have status igen
Lærergerningen havde i mange år en tilsvarende status
i samfundet. Det bør den have igen. Et lærerjob
er meget krævende. En typisk lærer skal ud over at
besidde en faglig tyngde have gode leder- og formidlingsevner,
og han/hun skal vide, hvordan man
underviser i et fag (didaktik). Læreren skal kunne
bygge viden og kundskaber op fra bunden. Læreren
skal være en kompetent leder, der kan tilrettelægge
arbejdet i en klasse med op til 28 elever (gennemsnit
20) med vidt forskellige behov og på vidt forskellige
niveauer. Han/hun skal tackle krævende forældre,
som kræver speciel behandling af deres lille Hassan,
og have øje for komplicerede sociale spil – mobning
og trivsel blandt andet. Samtidig er nutidens lærere
videnarbejdere, som arbejder systematisk med dokumentation,
evaluering og videreudvikling.
Men det er ikke det billede, som har præget den
offentlige debat. Fagforeningerne er blevet magtfulde
interesseorganisationer, som ansætter tidligere
embedsmænd til at producere statistikker og indlæg
for at påvirke den politiske dagsorden. De fristes
dagligt til at beskrive forholdene i mørke toner for
at fremme deres sag (læs: flere penge og flere stillinger
til området). Det er en legitim del af folkestyret.
Det samme gælder partierne og politikerne. Også
vi fristes til at gøre tingene værre, end de er, for at
begrunde vores tiltag. Begge dele kan medvirke til,
at den offentlige debat om folkeskolen bliver mere
negativ, end rimeligt er.
Jeg indledte efter nytår en rundrejse til skoler landet
over for at få beretninger direkte fra gulvet og klasselokalerne
og få input til en afbureaukratisering af
skolen. Jeg mødte masser af engagerede og dygtige
lærere, og jeg så flotte og velfungerende skoler, der
10
slet ikke svarede til den offentlige debat om nedslidte
skoler med uhumske toiletforhold mv. Jeg oplevede
også, at langt de fleste var glade for de omstridte
elevplaner og den styrkede evalueringskultur. Som
en lærer sagde til mig: ”Nu siger vi ikke ”jeg synes”
til forældre og elever. Nu siger vi ”jeg ved”.”
Og ofte kan man sidde til en middag, hvor snakken
går, og høre, at Freja og Asgers lærere skam er rigtig
dygtige og gode. Dårligdommene findes åbenbart
på andre skoler! Vi skal have et mere retvisende billede
af de store offentlige arbejdspladser, der som
hovedregel har godt arbejdsmiljø, høj faglighed og
stor ”kundetilfredshed”.
En af vejene kan være at styrke uddannelserne. Det
er vi i fuld gang med. En ny læreruddannelse trådte
i kraft sidste sommer med færre linjefag med mere
tid til hvert fag, specialisering i undervisning af henholdsvis
små og store elever i fagene dansk og matematik
og styrkelse af de pædagogiske elementer i
uddannelsen. Kort sagt højere kvalitet i læreruddannelsen.
Samtidig er adgangskravene hævet. Nu er det
slut med den snak om, at ”lærer, det kan man altid
blive”. Nej, det kræver helt særlige kvalifikationer.
Mange lærerstuderende har andre uddannelsesmæssige
erfaringer bag sig, primært fra universitetet. De
oplever læreruddannelsen som veltilrettelagt med
god vekselvirkning mellem teori og praksis og fremhæver
det gode sociale miljø og seminarierne som et
sted, hvor det er hyggeligt og sjovt at komme.
Mere sundhedsvidenskab
og ”mindre Habermas”
Også sygeplejerskeuddannelsen er blevet ændret.
Den nye uddannelse fik et 10-tal af formanden for
landets sygeplejerskestuderende, Kirsten Salling Rasmussen,
i Jydske Vestkysten i februar. Begrundelsen
var, at der er kommet bedre sammenhæng mellem
teori og praksis. Der er mere sundheds- og naturvidenskab
og ”mindre Habermas”. Og alle studerende
kommer i løbet af det første studieår ud i praktik.
Tidligere har de studerende nogle steder skullet tilbringe
flere år på skolebænken, før de fik erfaring
med praksis. Det har betydet, at flere studerende
faldt fra, når de kom ud i klinikken. Med den nye
uddannelse er teori og praksis bundet langt bedre
sammen, fordi alle fagområder tilrettelægges, så de
både indgår i teoretisk og klinisk undervisning.

Til efteråret gennemfører ministeriet en kampagne
sammen med blandt andre Dansk Sygeplejeråd, der
skal vise, hvor mange spændende muligheder sundhedsuddannelserne
giver. Formålet er blandt andet
at tiltrække nye grupper af studerende til eksempelvis
sygeplejerskeuddannelsen, herunder flere mænd
og flere nydanskere.
Mange unge vil ikke vælge sig ind i en bås uden
muligheder for at skifte karriere. Danskerne skifter
job mere end noget andet europæisk folk. Det forudsætter
fleksibilitet, ikke blot på arbejdsmarkedet,
men også i uddannelserne. Tidligere søgte de fleste
ind på de professionsrettede uddannelser for at få en
god fast tjenestemandstilling med pension, hvor de
kunne blive resten af deres liv. Den tryghed ønsker
mange unge ikke i dag. De frygter tværtimod at begrænse
deres muligheder.
Mange har derfor opfattet professionsuddannelserne
som en blindgyde, hvor de i en ung alder skal lægge
sig fast på en bestemt karriere. Sådan er det heldigvis
ikke i virkeligheden. Det skal vi have tydeliggjort,
samtidig med at vi skal forbedre mulighederne for
at skifte spor undervejs og bygge videre på det, man
allerede kan.
Ny meritlærerordning
Seminarier og universiteter skal ikke blot samarbejde
om forskning og udvikling. De skal også samarbejde
om at uddanne lærere. Universitetsstuderende skal
Identitet: Uddannelsesrevolutionen
BERTEL HAARDER
Undervisningsminister (V) siden 2005. Minister for nordisk samarbejde siden
2007. Tidligere blandt andet kirkeminister (2005-2007), minister for flygtninge,
indvandrere og integration samt minister for udviklingsbistand (2004-2005),
minister for flygtninge, indvandrere og integration (2001-2005), undervisnings-
og forskningsminister (1987-1993) og undervisningsminister (1982-1987).
Forfatter til en række publikationer om den danske velfærdsstat.
kunne vælge en lærerretning, og lærerstuderende
skal kunne bygge videre på deres uddannelse på universitetet
og derved blive gymnasielærer eller andet.
På samme måde findes der specialiseringsmulig-
heder for sygeplejerskestuderende.
Uddannelsessystemet skal indrettes efter, at unge i
dag samler erfaring mange steder – erhvervsarbejde,
udlandsophold, frivilligt arbejde m.m. Vi skal blive
langt bedre til at give dem merit for det, de kan,
frem for at slå dem tilbage til start, hvis de vil skifte
spor.
1. august i år trådte en ny meritlærerordning i kraft,
så flere kvalificerede ansøgere kan blive lærere på to år
eller mindre. Fremover giver en bachelor-, kandidat-
eller professionsbacheloruddannelse adgang, hvor det
tidligere kun var bachelorer, som havde læst nogle af
folkeskolens fag, der kunne optages. Ansøgere over
25 år med en erhvervsuddannelse samt mindst to års
erhvervserfaring kan også optages.
Kombination af job og uddannelse
Vi skal også have tilbud om kombination af uddannelse
og job. Det er allerede muligt at tilrettelægge
lærerstudiet, så de studerende kan arbejde i folkeskolen,
samtidig med at de uddanner sig. Det kan
være i form af et halvt eller et helt års lønnet arbejde
efter det andet eller tredje studieår. Eller det kan
være som studenterjob (jævnfør at de studerende nu
må tjene mere ved siden af SU’en).
11

Drinks i ministerboligen. Traditionen tro bød Bertel Haarder
på drinks i haven til ministerboligen i Sorø. Bagefter var der
improviseret rundvisning i stuerne.

Modellen indebærer en række fordele: Den kan tiltrække
lidt ældre studerende, som ikke kan klare sig
i fire år på SU på grund af familie og økonomiske
forpligtelser. Modellen øger tillige lærerforsyningen,
og den forbedrer vekselvirkningen mellem teori og
praktik. Dertil kommer, at undervisningserfaringen
får flere til at droppe ud i tide, før det bliver et stort
nederlag, for eksempel hvis de ikke kan lide børn
eller ikke er egnede til jobbet!
Jeg er begejstret for it-branchens forslag om fleksibel
praktik i it-uddannelserne på ”studenterjoblignende
vilkår”. Altså lønnet praktik med de samme fordele
som nævnt ovenfor.
Traineepædagoguddannelsen i Jelling er et andet
godt eksempel på jobuddannelse. Pædagoguddannelsen
i Jelling har indgået et partnerskab med Vejle
Kommune om at optage 100 studerende om året.
Uddannelsen sikrer de kommende studerende job
under uddannelsen som pædagogmedhjælper på en
institution i kommunen.
De styrkede uddannelser understøttes af de nye
professionshøjskoler. Meningen er ikke at nedlægge
uddannelsessteder, men at skabe undervisningsinstitutioner,
der er store nok til at skabe stærke faglige
miljøer. Professionshøjskolerne skal udvikle nye
uddannelser, skabe et attraktivt studiemiljø og være
attraktive samarbejdspartnere for andre uddannelsesinstitutioner
– danske såvel som udenlandske.
Den internationale dimension
Den internationale dimension er i dag næsten ikke-
eksisterende. Det skal der naturligvis rettes op på.
Den oplagte vej er, at danske og udenlandske pro-
Identitet: Uddannelsesrevolutionen
fessionshøjskoler og universiteter indgår samarbejds-
aftaler om konkrete uddannelsesforløb, der kan tages
i det andet land.
Professionshøjskolerne kan tilrettelægge uddannelser
af en helt særlig karakter med tæt kontakt mellem
uddannelsesstedet og de arbejdspladser, som de
studerende til sin tid skal ud på. Uddannelserne skal
være praksisnære. Men samtidig er der tale om videregående
uddannelser, hvilket vil sige, at de studerende
også skal have et grundigt indblik i deres fags
teori og metode.
Regeringens handleplan for borgernær service fra
juni 2008 viser, at der er behov for en særlig indsats
for at øge rekrutteringen af sygeplejersker, lærere og
plejere, mens der ikke er udsigt til mangel på pædagoger.
Redegørelsen viser, at tilgangen af sygeplejersker
skal øges med 15 procent og 10 procent på
lærerområdet. Det kræver en indsats over en bred
front: Tilgangen skal øges, frafaldet skal bekæmpes,
sygefraværet skal reduceres, og tilbagetrækningsalderen
skal sættes i vejret. Lærermangelen kunne helt
afblæses, hvis vi blev lige så dygtige som finnerne til
at benytte undervisningsassistenter i skolen, og/eller
hvis alle lærere i gennemsnit var villige til at undervise
en time mere om ugen eller udsætte pensioneringen
med et års tid.
Der er mange håndtag. Vi skal have gang i dem alle.
”En lærer sagde til mig: Nu siger vi ikke
”jeg synes” til forældre og elever. Nu
siger vi ”jeg ved”.
”
13

JØRN LUND

Læreruddannelse
– en folkesag
JØRN LUND
Med kort tids mellemrum udkom der for et par år
siden to antologier om skolen og dens lærere. ”Min
bedste lærer” 1 hed den ene, ”Det sorte i skolen” 2 hed
den anden. Og de fleste ville nok have kunnet bidrage
til begge antologier, for hvem har ikke haft lærere, der
hjalp dem videre – og hvem kender ikke de negative
mekanismer, der også kan være på spil? Hvem kan i
det hele taget sige sig fri for at have modtaget stærke
påvirkninger fra deres lærere?
Lærere er uundværlige – og vi møder dem gennem
hele tilværelsen. Vi påvirkes livslangt af nogle, der kan
fortælle os noget, vi kan lære af. De går under mange
betegnelser og kan sågar være statsadvokater. Birthe
Rønn Hornbech indleder sit bidrag til ”Min bedste
lærer” således: ””Gammelfar”, statsadvokat Jens
Michael Hertz, blev læremester, opdrager og vejleder
for mere end en generation sjællandske anklagere.
Han formede vort retssyn og vort menneskesyn.”
Læremester, opdrager og vejleder – sådan en kan man
altså have brug for, også som nyuddannet kandidat.
I tidens psykologiserende sprog taler man ofte om en
rollemodel, i hvis billede man danner sig; læremester
er blevet et sjældent ord – ligesom mesterlære.
Opdrager og vejleder er stadig kurante gloser, men i
erhvervslivet bruger man ikke den slags. En topchef
i dag må have en coach, i praksis en betalt ven og
rådgiver, der skal bygge én op. Men på Sorø-mødet
drejer det sig i år om skolens lærere.
Holberg, en foregangsmand
Holberg har i det skjulte deltaget i samtlige Sorø-møder,
online fra sarkofagen i kirken. Og han kan også bidrage
til årets møde: I Holbergs epistler kan man læse, at ”Informatorers
Embede er af større Betydning, end som
man gemeenligen tror”, og der er mange overvejelser
over, hvilke egenskaber der kendetegner en god lærer:
Identitet: Læreruddannelse – en folkesag
Fokus på lærernes faglige niveau, obligatorisk efteruddannelse
og radikale ændringer af læreruddannelsen.
Professor Jørn Lund giver sit bud på, hvordan lærerfaget
styrkes i fremtiden.
”Hvis en Lærer ikke er behagelig udi Omgiængelse,
og begavet med Taalmodighed og Moderation, tjener
han med all sin Lærdom ikke til Skole-Embede.” På
Holbergs tid var oplæringen af børn og unge til gode
kristne noget meget centralt. Men Holberg skriver dristigt:
”Børn maa giøres til Mennesker, førend de bliver
Christne.” Det har Grundtvig så taget ved lære af.
”..en sprænglærd Informator, som ikke har Skiønsomhed
nok til at udforske en Discipels Naturel,
spilder tiden ved at oplære ham i de Ting, som han
siden skal forglemme. Det er ved sagtmodighed og
venlig Omgiængelse Disciplernes Hierte vindes. Lyst
til studeringer er en følge af Kiærlighed, som fattes til
Lærerne: ligesom Strænghed og Tyrannie indprænter
dem Afskyee for at studere. Ved kiærlige Opmuntringer
udvirkes langt meer, end ved Færle og Riis.
Allermest erre de Skolemestre at laste, der revse nogle,
efterdi de ikke saa hastigen kan fatte og lære en Ting,
som andre, ej tagende i Betragtning, at Naturen ikke
uddeler samme Gaver i lige Grad til alle. (...) Lærdom
og visdom er to forskellige kvaliteter (...) Hovedkunsten
er hér, som udi bygningskunsten, at undersøge
grunden (...)” 3
Hele sit liv var Holberg optaget af uddannelsesspørgsmål,
selv om han i vid udstrækning selv prøvede at
undgå at undervise, ligesom skoleledere i dag, hvad der
er meget forkert og uheldigt. Og når Holberg underviste,
siges det at have været ret uinspirerende. Men
som skribent er han alt andet end upædagogisk, hele
hans forfatterskab er didaktisk. Han vil lære samtiden
at ræsonnere, at tænke kritisk, og han var ikke kun oplysningsmenneske
i teorien, men også i praksis.
Den meget store arv, han efterlod sig, gik for størstedelens
vedkommende til en genopbygning og fornyelse
af det skrantende Sorø Akademi. Han ville skabe
15

Identitet: Læreruddannelse – en folkesag
en moderne europæisk skole med undervisning ikke
kun i døde sprog, men også de levende, med vægt på
indsigt i moderne samfundsforhold. Man kan vel sige,
at han skabte landets første samfundsfaglige linje og
også dets første europæisk orienterede akademi. Han
skriver i sine epistler om værdien af at kunne hente
de bedste lærerkræfter fra Europa og betydningen af,
at der forefandtes nyudgivne aviser fra hele Europa til
brug for eleverne.
Holberg så altså tidligt værdien af en veluddannet
befolkning – i virkeligheden et dengang kontroversielt
synspunkt, for den almindelige mening var, at
boglige færdigheder kun var for de få. Lyset var for
de lærde. Det afspejler sig også i flere århundreders
manglende interesse for læreruddannelse.
På vej til en formel uddannelse
Langt op i 1700-tallet var lærerne i almueskolen
dårligt uddannet. Først i 1789 blev der nedsat en
kommission, som konstaterede, at lærerne var dårligt
lønnede, og at man derfor kun kunne rekruttere personer,
som savnede såvel almen som pædagogisk dannelse.
Undervisningen blev, som det hed, ofte givet af
kuske og tjenere eller af ”usle Stympere, som var gebrækkelige,
havde slet Indsigt i deres Kristendom og
ikkun kunne katekisere, skrive og regne maadeligt.” 4
En formaliseret læreruddannelse blev etableret i 1791
med Jonstrup Seminarium som første uddannelsesinstitution,
og i løbet af 1800-tallet lykkedes det at
besætte de fleste embeder med uddannede lærere.
16
I 1818 udsendes der et reglement for samtlige skolelærerseminarier
i Danmark. Heri hedder det, at der
bør ”drages behørig Omsorg for, at Seminaristen,
med Hensyn til Levemaade og Klædedragt vænnes
til Tarvelighed, saa at han fra Seminariet medbringer
usvækket Sans for denne Dyd, og ikke har saadanne
Fornødenheder, der maatte overstige hans tilkommende
Kaar, og mueligen fjerne ham for langt bort
fra den Kreds, i hvilken han som Ungdomslærer har
at virke.”
Men statsmagtens interesse for læreruddannelsen faldt
igen; man havde stadig ikke sans for, at veluddannede
lærere er en forudsætning for vækst i samfundet. Man
nedsatte i nogle årtier uddannelsen fra tre til to år og
gjorde ”indbyrdes undervisning” til hovedfag! Det er
så genopstået 175 år senere med gruppearbejdet og de
mange lærerløse timer på seminarierne. Ved reformer
i 1894 og 1930 blev uddannelsen betydelig forbedret,
idet ministeriets tilsyn blev styrket og uddannelsen
forlænget fra tre til fire år. Det faglige tilsyn er siden
desværre blevet minimeret.
I sidste halvdel af 1800-tallet blev læreren efterhånden
en central og agtet person, specielt i de små samfund,
hvor læreren ofte deltog i foreningsliv, kirkeliv
og sognepolitik. Og i 1874 blev lærerne til lærerstand,
da Danmarks Lærerforening blev dannet. Uddannelsen
var uhyre bredspektret, med repræsentation af alle
skolens fag. Først i 1954 etableres linjefagsordningen,
i 1966 strammes optagelsesbetingelserne, og alle fag
bliver eksamensfag. I 1991 bliver uddannelsen mere
JØRN LUND
Professor. Siden 2002 direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Før det blandt andet lærer og forsker på Københavns Universitet og professor
på Danmarks Lærerhøjskole. Derudover har Jørn Lund blandt andet været
formand for Kulturministeriets sprogudvalg og formand for Undervisningsministeriets
kanonudvalg, der i 2004 udarbejdede en litteraturkanon til brug
i folkeskolen og på gymnasierne. Derudover sidder Jørn Lund i Københavns
Universitets bestyrelse. Uddannet cand.mag. i dansk og sprogpsykologi.

lokalt organiseret, mindre statsreguleret, og ret hurtigt
derefter kommer uddannelsen ind i en ond cirkel.
Herom senere, når jeg vil forsøge at pege på visse
muligheder for at komme ud af den onde cirkel.
Når et nyt navn ikke er nok
Nu er læreruddannelsen igen i støbeskeen, indsat i
endnu en ny ramme. Der er gået perestrojka i den del
af uddannelsessektoren. Man opererer med skiftende
institutionsbetegnelser: seminarier, CVU’er, university
colleges, professionshøjskoler, men man kan ikke
reorganisere sig frem til bedre resultater, så længe sektoren
som helhed på mange måder er nødlidende. Der
er brug for en faglig optimering af læreruddannelsen,
af efteruddannelse og videreuddannelse, kort sagt en
gennemtænkning af hele problemkomplekset.
De nye professionshøjskoler har fået drabelige navne,
hvad der jo ikke i sig selv løfter kvaliteten. Hjørring Seminarium
er eksempelvis blevet til et hjørne af Professionshøjskolen
Nord, University College Nordjylland,
læreruddannelsen i Hjørring. Ikke ligefrem mundret,
men i musikalitet fuldt på højde med Aarhus Universitet,
Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Holberg
ville have moret sig. Men vi står over for et stort
samfundsproblem og et vigtigt anliggende.
Jeg foreslår derfor nedsat en national kommission,
som kan komme med forslag til forbedring af det
faglige niveau inden for sektoren, altså en gennemtænkning
af indholdet, ikke af strukturen, med vægt
ikke mindst på lærernes efteruddannelses- og videreuddannelsesmuligheder.
Kommissionen kan blandt andet tage stilling til,
hvad der kan opnås ved at gøre uddannelsen femårig.
Kommissionens flertal skal bestå af ikke-kasket-bærende
medlemmer. Læreruddannelse er et samfundsanliggende,
ikke kun et skoleanliggende. Og den skal
have mandat til at foreslå radikale ændringer af læreres
og gymnasielæreres grunduddannelse samt efter-
og videreuddannelse.
Bliver resultatet en opkvalificering af læreruddannelserne
og på sigt også af lærerne, har man et argument
for en bedre aflønning af lærerne, som jo også vil have
fået en længere uddannelse. Det vil føre til større samfundsmæssig
respekt for læreren som fagperson, og så
bliver det mere attraktivt for de unge at uddanne sig
til lærer. Den onde cirkel kan brydes.
Identitet: Læreruddannelse – en folkesag
Dorrit Saietz
Journalist, dagbladet Politiken
”Det var spændende at være med. Jeg fik
mange gode kontakter og ideer, som jeg
vil følge op på. Mødets tema var brandaktuelt
i forhold til optagelsestallene på
de videregående uddannelser, som var
kommet få dage inden. Det gav en vældig
god debat.
Der var meget stor forskel på indlæggene.
Det var interessant, at vi kom rundt om
så mange emner, men det var først hen mod slutningen
af dag to, at jeg så et mønster tegne sig. På den måde var
det lidt forvirrende – men på en frugtbar måde.
Meget af snakken gik på, hvordan man lokker de modvillige
unge ind på uddannelsesstederne, og hvordan
man skal brande og ”sælge” uddannelserne. Det endte
jeg med at skrive om til avisen. Men spørgsmålet er vel,
om det er via en bedre reklameindsats, at man kan sælge
mere uddannelse.
Det var slående, at signalerne fra uddannelsesretningerne
var så forskellige. De uddannelser, der er rettet mod erhvervslivet,
spruttede af optimisme, mens uddannelserne
inden for velfærdsområdet var mere defensive og følte sig
pressede. Det var som om, at de talte to forskellige sprog.
Måske skulle de lade sig inspirere af hinanden. Omgivelserne
var i øvrigt fantastiske og maden dejlig. Mødet i
Sorø var et dejligt afbræk i den daglige rutine.”
Dorrit Saietz deltog i Sorø-mødet for første gang.
Bedre kobling af teori og praksis
En femårig læreruddannelse må have det faglige i centrum,
men samtidig sikre, at de studerende gradvist
kvalificeres til mødet med eleverne. Hvis man gav de
lærerstuderende tre til syv timers undervisningspligt
om ugen under uddannelsen – i begyndelsen med en
erfaren lærer som vejleder – ville de få værdifulde erfaringer,
som kunne koble teori og praksis. Og samfundet
ville få hjælp til at afhjælpe den lærermangel, som
bliver katastrofal, hvis der ikke er udviklet en ny incitamentsstruktur,
der gør det attraktivt at blive lærer.
17

Identitet: Læreruddannelse – en folkesag
Slukning af kaffetørsten. Under de indlagte pauser i de to dages stramme program
var der rig mulighed for kaffe, kage og en snak med de andre deltagere.
En uge efter at jeg havde skrevet dette, hørte jeg i
Radioavisen Bertel Haarder komme ind på lignende
tanker. Men måske har ministeren forestillet sig denne
vekselvirkning mellem teori og praksis inden for
rammerne af en fireårig uddannelse?
Efter min mening skal man ikke uden videre overlade
læreruddannelsen til universiteterne. Det er miljøerne
på universiteterne i almindelighed hverken parate
eller kvalificerede til. Men den faglige efter- og videreuddannelse
af seminarielærerne er et anliggende for
universiteterne, som i flere fag også vil kunne tilbyde
efteruddannelse af folkeskolens lærere.
Lærernes efter- og videreuddannelse
Danske lærere er ivrige efter at videreudvikle deres
kvalifikationer gennem efteruddannelse, men mange
af kursusudbyderne prioriterer almene kurser om undervisningens
tilrettelæggelse højere end faglige kurser.
Egentlige faglige kurser synes at udgøre under halvdelen.
Kvindelige lærere er langt mere interesserede i at
efteruddanne sig end deres mandlige kolleger. Der er
også regionale forskelle. Lærere på Fyn går oftere på
kurser end kollegerne i Frederiksberg Kommune.
Efteruddannelsens spredningseffekt er særlig stor,
når det drejer sig om personer, der selv formidler.
18
En gymnasielærer kan let have medansvar for mere
end 100 elever hvert skoleår, og folkeskolelærerne har
ofte berøring med endnu flere. Gymnasielærere har (i
princippet!) en videnskabelig uddannelse, der skulle
muliggøre, at de selv skulle kunne stå for en del af deres
faglige efteruddannelse. Interessen for videreuddannelse
på Dansk Institut for Gymnasiepædagogik
(DIG) og i andet regi tyder på, at man ikke desto
mindre er interesseret i faglig og pædagogisk videreuddannelse
i kursusforløb sammen med kolleger.
Men den tradition, vi bygger på, tilsagde altså, at gymnasielærere
i mindre grad end folkeskolelærere havde
behov for videreuddannelse. Folkeskolelærere havde
og har stadig et organiseret efteruddannelsessystem
til rådighed. Men det traditionelle skel mellem uddannelsesniveauernes
behov for efteruddannelse kan
næppe opretholdes. Også gymnasielærere og seminarielærere
har behov for faglig efteruddannelse.
Folkeskolelærerne havde indtil år 2000 studie- og
kursusmuligheder ved Danmarks Lærerhøjskole, lærernes
universitet. Danmarks Lærerhøjskole havde en
central opgave i landets uddannelsesplanlægning, og
medarbejderne fik stor indflydelse på skolens læseplaner
og den pædagogiske debat i landet. Lærerhøjskolen
skulle principielt sikre, at folkeskolen på et videnska-

eligt funderet grundlag kunne varetage sine opgaver
som krumtappen i uddannelsessystemet, og cirka 85
procent af efteruddannelsen foregik dér. Lærerhøjskolen
skulle udvikle og følge relevant forskning, ligesom
den skulle varetage de løbende efter- og videreuddannelsesopgaver,
primært for folkeskolens lærere.
Der er imidlertid ikke skabt tilfredsstillende rammer
for den faglige efteruddannelse af skolens lærere.
DPU, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole,
hverken kan, skal eller vil beskæftige sig med den opgave,
CVU’ernes lærere har andre opgaver, og tilbage
står lærerne med et skrigende behov for et fagligt løft.
I stedet for mærkesagskurser som ”piger og fysik”,
”skolen i lokalsamfundet” og ”miljøundervisning”
vil der, hvis det faglige efterslæb skal indhentes, være
behov for rent faglig opdatering.
Ret og pligt til efteruddannelse
Lærernes efteruddannelse skal løsrives fra lokal styring.
Som det er nu, opslår seminarierne, amtscentralerne
og CVU’erne kurser, som lærerne kan søge
ind på. Men de skal anbefales af skolelederen, hvis
råderum er bestemt af, hvad kommunen har afsat
af midler. Omfanget af lærernes efteruddannelse er
i Danmark stort set dikteret af kommunalpolitikere,
hvis horisont ikke altid når længere end til kommunegrænsen,
og hvis tidshorisont ikke altid går længere
end til næste valg.
Hver lærer bør have ret til et antal efteruddannelsestimer,
som kan afvikles løbende eller samles i semestre
eller skoleår. Muligvis skal der ikke alene være tale om
en ret, men også om en pligt. Lærernes ønsker skal
inddrages, før kursusudbyderne tilrettelægger deres
undervisning, og deres relationer til inspektør og skolevæsen
bør ikke have indflydelse på deres udvikling.
1 ”Min bedste lærer. Fjorten essays”, red. Johannes Riis, Gyldendal, 2000.
2 ”Det sorte i skolen”, red. Georg Metz, Politikens Forlag, 2005.
3 Carl S. Petersen, ”Ludvig Holbergs Samlede Skrifter”, Gyldendal, 1913-1963.
4 Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udg., bind XVI, side 231, artiklen ”Lærer”.
Identitet: Læreruddannelse – en folkesag
”
De nye professionshøjskoler har fået
drabelige navne, hvad der jo ikke i
sig selv løfter kvaliteten.
”
Efteruddannelse er blevet så vigtigt et anliggende, at
det ikke kan overlades til decentrale organer. Det er
en samfundsopgave og en vigtig investering.
Respekt!
Lad mig slutte med at hylde de lærere, der tager ansvar
for stadig nye generationer ved at undervise og
opdrage unge mennesker og ved at vise et godt eksempel.
Danske lærere er generelt dygtige, og opgaven
er nu at sikre niveauet fremover og måske hæve
fagligheden. Der står lærere bag store dele af alt det, vi
kan være stolte af i det danske samfund: Mennesker,
der bevarer deres lyst til at lære, som er opdraget til
at kunne samarbejde, som er fleksible og i stand til at
tilpasse sig nye vilkår.
Mange havde frygtet globaliseringens virkning på det
danske arbejdsmarked, fordi flere og flere opgaver varetages
af mennesker i eller fra andre lande. Men vi
tilpasser os og tager nye opgaver på os. Og hvem har
uden at kny og bedre end de fleste andre samfundsgrupper
sikret en fornuftig indslusning af elever fra
andre lande? Det har danske lærere. Og så kan Helge
Sander godt holde op med at skrige på mere it, for
den danske skole og det danske samfund er et af verdens
mest avancerede på det område.
Danske erhvervsfolk er efterspurgt i internationalt arbejdende
virksomheder, fordi de er kreative, humane.
De er vellidte, fordi de ikke kun indstiller sig på at
lytte opad i hierarkiet. Den danske skole ser eleverne
ikke bare som objekter for undervisning, men som
mennesker på vej.
Meget kan gøres bedre, men jeg vil ikke deltage i den
almindelige jammer. Meget er lykkedes, og nye muligheder
vil vise sig.
19

Identitet: Fra landbrugsmaskinsmed til administrerende direktør
Fra landbrugsmaskinsmed
til administrerende
direktør
HENRIK SØRENSEN
Min slægt er egentlig fra Vestsjælland: Bønder og
landmænd, så langt slægten kan føres tilbage. Mine
forældre drev en gård på denne dejlige egn med
køer, grise og 45 tønder land, som var en rimelig
størrelse gård i 1960, da de købte den.
Her arbejdede jeg, gik i skole og var nok heldig at
komme i realen, som var muligt dengang, ligesom
man kunne gå ud af folkeskolen efter 7. klasse.
Jeg arbejdede meget ved siden af skolegangen – hos
smeden, på tanken og i kirsebærplantagen, når det
var den tid. I en periode fangede jeg også kyllinger
om natten, så de var klar til slagtning om morgenen
klokken syv, når slagteriet begyndte dagens arbejde.
Jeg klarede realeksamen, men jeg var skoletræt og fik
22
Det lå ikke lige for, at den skoletrætte Henrik Sørensen en dag skulle
blive administrerende direktør i et stort firma. Men hans baggrund som
både landbrugsmaskinsmed og ingeniør har hjulpet ham godt på vej.
da også en udtalelse fra folkeskolen, der ikke var blandt
de bedste. Der står i den snart gulnede udtalelse:
”Henrik har været en høflig, venlig og hjælpsom
elev. Han har gode evner, som han undertiden har
vist at kunne udnytte med særdeles godt resultat.
Under vilkår, der er forskellige fra skolens faste rammer,
vil de sikkert kunne udvikles yderligere.”
Far fandt lærepladsen
Det var jeg nok meget enig i. Jeg skulle i hvert fald
ikke læse videre – den tanke eksisterede slet ikke.
Der var ingen tvivl om, at jeg skulle have en faglig
uddannelse. Jeg ville være håndværker!
Egentlig ville jeg være maskinsnedker, fordi jeg altid
havde været glad for at arbejde med træ. Men en dag
Henrik Sørensen
Direktør. Henrik Sørensen er uddannet landbrugsmaskinsmed og senere
teknikumingeniør. I dag er han direktør og hovedaktionær i pumpekoncernen
DESMI, der har en årlig omsætning på godt en halv milliard kroner. Koncernen
har hovedkontor i Nørresundby og selskaber i flere lande. Ved siden af driver
Henrik Sørensen et landbrug.

HENRIK SØRENSEN

Identitet: Fra landbrugsmaskinsmed til administrerende direktør
kom min far hjem og sagde, at han havde fundet en
plads til mig hos den lokale maskinhandler, hvor jeg
kunne komme i lære som landbrugsmaskinsmed.
Min far fortalte samtidig, at han havde købt en ny
traktor. De to ting hang nok lidt sammen. Ingen
spørgsmål blev stillet, ingen protester – jeg skulle
selvfølgelig være landbrugsmaskinsmed.
Det var en god læreplads og en god uddannelse,
hvor det praktiske blev krydret med anvendelig
teori på de indlagte ophold på teknisk skole. Teorien
var nu pludselig blevet mere brugbar og dermed
interessant.
Jeg var glad for mit fag, men efter svendeprøven
havde jeg lyst til at læse videre med udgangspunkt i
den håndværksmæssige uddannelse og fornyet interesse
for det teoretiske.
Det var der mulighed for på Ingeniørhøjskolen Københavns
Teknikum, hvor jeg efter bestået adgangskursus
læste til teknikumingeniør. På teknikum var
24
det netop ideen at uddanne håndværkere til ingeniører.
Min motivation var i top, og en dårlig udtalelse
fra folkeskolen blev med topkarakterer på teknikum
gjort til skamme. Jeg afsluttede ingeniørstudiet med
speciale i produktion, planlægning og management
i 1982 – i en alder tæt på de 25.
Under ingeniørstudiet fortsatte jeg med at arbejde
som smed og montør i weekender og ferier. Værktøjskassen
stod altid i bilen, så de kunne bare ringe
– også om natten – når materiel brød ned. Det gav
gode penge, og under mit studium købte jeg sammen
med min kæreste, der stod i lære som frisør, og
som i dag er min kone, en ejerlejlighed.
En god kombination af teori og praksis
Efter forskellige job relateret til salg, produktion og
ledelse suppleret med et par år i udlandet har jeg nu
i snart 12 år fungeret som administrerende direktør
for selskabet DESMI.
Igennem mine mange år som teknikumingeniør er

jeg blevet bekræftet i, at det er godt at kombinere
teori og praksis. Jeg føler, at jeg kan tale i øjenhøjde
med alle, og den praktiske del har styrket min
evne til at forstå de praktiske problemstillinger,
som ”manden på gulvet” ofte står med. Her har jeg
endda til tider fået anerkendelse for de løsninger,
som jeg har anvist, selv om det nok var Pythagoras,
Arkimedes, Newton eller andre gode navngivere til
fysiske love, der burde have æren for løsningen.
Jeg har haft stor glæde af at kunne anvende naturvidenskaben
i kombination med praktiske færdigheder.
Uanset om man taler med kunden, sælgeren,
konstruktøren, planlæggeren eller manden i værkstedet,
kan man se problemstillinger og løsninger
bedre end dem, der kun har den teoretiske eller
praktiske baggrund.
Undertiden har jeg oplevet forskellen på den teoretiske
og den praktiske uddannelse og ønsket flere
medarbejdere med den rette kombination. Hvis vi
generaliserer lidt, kan praktikeren se en given løsning
for sig, inden planer sættes i værk, hvor teoretikerens
styrke ligger i at lægge de strategiske og
langsigtede planer. Egenskaber, der er vigtige at
kombinere.
Identitet: Fra landbrugsmaskinsmed til administrerende direktør
”
Medarbejderen med en uddannelse, hvor
teoretiske og praktiske kompetencer står i
et godt forhold, er en mangelvare i mange
danske virksomheder.
”
Vælg en erhvervsuddannelse
Flere og flere unge vælger den gymnasiale vej, alt
imens andelen, der tager en erhvervsuddannelse, falder.
Potentialet for at rekruttere ingeniørstuderende
med en praktisk baggrund er derfor dårligere end
i min tid. Samtidig må vi erkende, at en studentereksamen
ikke i sig selv giver adgang til et godt
job, og der er alt for mange studenter, som ikke får
nogen erhvervsrelateret uddannelse efter gymnasiet.
Mange af disse unge ville have større glæde af en
håndværksmæssig uddannelse, hvor de opnår en
umiddelbar erhvervskompetence, og hvor de samtidig
holder døren åben i forhold til en senere videregående
uddannelse.
Medarbejderen med en uddannelse, hvor teoretiske
og praktiske kompetencer står i et godt forhold, er
en mangelvare i mange danske virksomheder.
Hos DESMI ser jeg store udviklingsmuligheder,
men jeg mangler sådanne kompetencer. Derfor støtter
jeg ubetinget initiativer, der øger interessen for
de praktiske og faglige fag, samt tiltag, der bringer
de grupper videre, som ønsker og evner at supplere
med en teoretisk videregående uddannelse.
Mine tre pointer
1. Døm ikke skoletrætte unge som studiesvage.
2. Kombinationen af praktiske færdigheder og teoretiske kundskaber giver gode karrieremuligheder.
3. Mange unge vil være bedre tjent med en håndværksmæssig uddannelse med døren åben til en videregående
uddannelse end med en studentereksamen, der ikke bliver suppleret med et videre erhvervsrelateret studium.
25

MAJA ENGBERG-SØNDERSKOV
26

Fra person til profession
– om at blive til noget
Maja Engberg-Sønderskov ville ikke være lærer som sine forældre. I dag går hun
på sidste år på læreruddannelsen, og det er hun mere end glad for. For at få flere
til at læse til lærer anbefaler hun en bedre kobling mellem teori og praksis.
MAJA ENGBERG-SØNDERSKOV
Jeg har egentlig aldrig villet læse til lærer. Begge
mine forældre er læreruddannet, og jeg skulle i hvert
fald ikke det samme som dem. Jeg ville på universitetet
og have en rigtig akademisk uddannelse.
Da jeg havde taget tre år som medhjælper på en skole
i Århus og som lærerassistent på en specialskole
i London, vendte jeg alligevel tilbage til læreruddannelsen
som et bud på min fremtid. Ikke, at jeg
var synderlig stolt af at skulle være lærerstuderende,
men jeg glædede mig til at komme i gang med at
blive til noget.
Lærer kan man altid blive
Jeg var spændt på min nye identitet, da jeg begyndte
på lærerseminariet. Og jeg blev hurtigt mødt af et
spændende, livligt studiemiljø, en velfunderet faglighed
og et stærkt socialt netværk.
De første måneder som lærerstuderende havde jeg
det alligevel som om, at det ikke var nok at være
lærerstuderende. Det skulle retfærdiggøres, når jeg
faldt i snak med nye mennesker. Jeg præsenterede
derfor aldrig mig selv som lærerstuderende uden i
samme åndedrag at forsikre vedkommende om, at
jeg da havde tænkt mig at læse videre. For lærer kan
man jo altid blive.
Men der er sket noget med mig. Jeg har fået en faglig
stolthed – en faglig identitet – gennem mine tre
år som lærerstuderende. Om det er fagene på seminariet,
praktikken eller det sociale sammenhold på
studiet, er jeg usikker på.
Måske er det en kombination af de tre aspekter,
der netop kendetegner læreruddannelsen. For den
Identitet: Fra person til profession – om at blive til noget
seminarietradition, vi har i Danmark, er unik. Den
måde, undervisningen er organiseret på, ligger langt
fra de fleste universitetsstudier. På lærerseminariet
lærer vi om relationer i relationer, og det er måske
netop det, der er læreruddannelsens kerne.
Læreruddannelsens status
Læreruddannelsen er en relationsuddannelse. Relationen
er en forudsætning, et grundvilkår, for både
læreruddannelsen og for det efterfølgende arbejde
som lærer. Både relationen mellem mennesker og
mellem de offentlige og de private instanser i samfundet.
Den udvikling, man gennemgår i løbet af
en læreruddannelse, rækker langt ud over en række
færdigheder og kundskaber. Som lærerstuderende
tilegner du dig et værdisæt, som ikke er lige sådan
at ryste af sig.
Jeg kan mærke min faglige identitet, min profession,
i alt, hvad jeg foretager mig. Faktisk tror jeg
ikke længere, at jeg kan skille min person fra min
faglighed. Seminariet, folkeskolen og hele kampen
for at retfærdiggøre lærerprofessionen som et af de
mest betydningsfulde erhverv ligger nu dybt forankret
i mig.
Men der er tilsyneladende ikke meget status i at være
lærer. Min gode kammerat Glenn er netop stoppet
på sit tredje år på seminariet for at blive journalist.
Glenn har fortalt mig, at han oplever en skræmmende
ændring i folks indstilling, når han fortæller, at han
skal begynde på Danmarks Journalisthøjskole. Han
oplever nu, at fremmede mennesker spørger til hans
uddannelse og sågar til ham som person i langt højere
grad end tidligere. For journalisthøjskolen er der
åbenbart respekt om i modsætning til lærerstudiet.
27

Identitet: Fra person til profession – om at blive til noget
Jeg tror, at den lave status til dels skyldes den svært
håndgribelige videnskab, der ligger i pædagogikken
og didaktikken som fagområder. Alle mennesker
kan i princippet aktivere en 6.-klasse – og måske
også lære klassen noget. Men det kommer til at
bygge på tilfældighedens principper, hvis man ikke
har en faglighed i både skolefagene og det pædagogiske
fagområde. Denne platform for undervisning
er måske seminariets vigtigste at videregive. Men
hvordan gør man så det?
Her tror jeg, at man må se på udannelsens struktur
og fagenes samspil. Det er relationerne mellem
fagene, der er betydningsfulde. Og lærerstuderende
Keld Laursen
Prorektor, Ingeniørhøjskolen i Århus
”Der var mange spændende og berigende
enkeltindlæg på Sorø-mødet, men
mange af diskussionerne handlede om
de udfordringer, de offentligt rettede
uddannelser står over for. Her tænker jeg
især på lærerne, pædagogerne og sygeplejerskerne.
De handlede blandt andet
om svigtende optag, sammenhængende
forløb og lønnet praktik, og de udfordringer
har jeg svært ved at genkende i
uddannelserne til diplomingeniør.
Konkret fandt jeg forfatter Lars Olsens indlæg om sociale
uligheder interessant. Jeg har også noteret mig, at
it-branchen gerne vil indgå et konkret samarbejde med
uddannelserne. Faktisk har jeg siden været i kontakt
med den administrerende direktør for foreningen, Jakob
Lyngsø, som også deltog i mødet.
Den kontakt, vi deltagere fik mellem indlæggene, var i
det hele taget nyttig. Der foregik mange gode diskussioner,
og det udbytte, jeg har fået af drøftelserne, og de
kontakter, jeg har fået skabt, kan jeg helt sikkert bruge
fremadrettet.”
Keld Laursen deltog i Sorø-mødet for første gang.
28
fremhæver ofte vidt forskellige discipliner af læreruddannelsen
som de mest betydningsfulde.
Praktikeren og teoretikeren
Man kan groft sagt dele lærerstuderende op i to
typer: praktikeren og teoretikeren. Praktikeren går
primært på lærerseminariet for at blive lærer. Han
foretrækker praktikperioderne og stiller sig som
udgangspunkt lidt skeptisk over for teorierne. Han
kunne passende lidt provokerende spørge: ”Hvad
har teorierne med virkeligheden at gøre?” Denne
type lærerstuderende motiveres af samværet med
børnene og mener, at det er i praktikken, man virkelig
lærer at være lærer.
Den anden type studerende er teoretikeren. Han går
primært på lærerseminariet for at læse videre og opfatter
lærerstudiet som et springbræt. Han fordyber
sig i den teoretiske del og oplever ofte praktikperioderne
som en mulighed for at afprøve teorierne, selv
om han dog foretrækker sin daglige gang på seminariet.
Hans filosofi kunne passende være: ”Børnene
gør jo aldrig, hvad der står i bøgerne!” Denne type
lærerstuderende motiveres ofte af teoretiske udfordringer
og høje karakterer.
Selvfølgelig er typerne karikerede, men det er relevant
at tænke lærerstuderende ind i de to grupper,
hvis man vil forstå, hvor forskelligt lærerstudiet opleves.
Karakteristisk for begge typer er, at koblingen mellem
teori og praksis halter. Praktikeren skal blive
mere bevidst om, at et teoretisk fundament er nødvendigt
for at undervise – at vise underet. Omvendt
må teoretikeren holde fast i, at en teori ikke er mere
gyldig end den praksis, den bygger på.
Det er ikke en ny problemstilling, men både praktikerens
og teoretikerens problem udspringer måske
netop af, at uddannelsen stadig ikke formår at koble
teori og praksis godt nok. Jeg oplever, at underviserne
på seminariet ikke forholder sig særlig konkret til folkeskolernes
virkelighed. Omvendt er det en klassiker
blandt lærerstuderende, at velkomsten fra praktiklærerne
lyder: ”Velkommen til virkeligheden!”
Den manglende dialog mellem praktiklærere og seminarielærere
iøjnefaldende.

Drømmer om en femårig læreruddannelse
Der er ingen tvivl om, at den nye læreruddannelse
er på rette vej i forhold til opprioriteringen af treklangen
mellem skolefag, pædagogiske fag og praktik,
men jeg tror, at der skal mere til.
Lærerstudiets placering har været diskuteret meget:
Skal vi udbyde læreruddannelsen i universitetsregi
eller holde fast i den model, vi har nu? Jeg tror, at
en styrket kobling mellem teori og praksis vil styrke
kvaliteten i læreruddannelsen og mindske frafaldet.
Vejen til en stærkere praksiskobling ligger blandt
andet i, at praktikken bliver efterbehandlet og bearbejdet
mere systematisk. Desuden skal vi som lærerstuderende
rustes med flere redskaber, når vi er i
praktik. Vi skal blive bedre til at indsamle empiri,
identificere, tematisere og teoretisere det, sådan at
praktikken i højere grad kvalificerer os teoretisk.
Omvendt kan teorien fungere som et fundament og
et refleksionsrum for praksis.
Identitet: Fra person til profession – om at blive til noget
”
Hej, jeg hedder Maja, jeg er
lærerstuderende, og det er
jeg stolt af!
”
Min personlige ideelle læreruddannelse skulle være
femårig, hvor det sidste år bliver et praksisår – et udslusningsår.
Her kunne den lærerstuderende være i praktik
80 procent af tiden og bruge de sidste 20 procent på
seminariet til bearbejdelse. Man skulle derudover have
nogle fordybelsesuger et par gange i løbet af året, hvor
didaktikken og pædagogikken skulle være i højsædet.
En femårig læreruddannelse ville imødekomme både
teoretikeren og praktikeren, men ikke mindst tror jeg,
at læreruddannelsens status ville højnes.
Vi står over for mange udfordringer som lærerstuderende
og kommende lærere, og selv om mange ting
kunne gøres bedre, er det at begynde på læreruddannelsen
min hidtil vigtigste beslutning. I stedet
for distance og fremmedgjorthed nærer jeg nu en
dybtfølt omsorg for lærerstudiet og lærererhvervet.
Og jeg kan uden at tøve sige: ”Hej, jeg hedder Maja,
jeg er lærerstuderende, og det er jeg stolt af!”
Maja Engberg-Sønderskov
Studerende. Maja Engberg-Sønderskov er studerende på fjerde år på
VIA University College – Læreruddannelsen i Århus. Før sin studietid arbejdede
hun som pædagogmedhjælper og lærerassistent på specialskole i England.
Derudover er Maja Engberg-Sønderskov blandt andet lokal klubformand for
Lærerstuderendes Landskreds’ lokale klub i Århus, ledelsesmedlem i Danmarks
Smukkeste Festival samt projektmedarbejder i VIA University College.
29

Identitet: Videncenter – noget, man er, eller noget, man har?
Videncenter – noget, man er,
eller noget, man har?
Ideen med de nye videncentre er god, men hvordan
løser institutionerne bedst opgaven, spørger direktør
for Danmarks Evalueringsinstitut Agi Csonka.
AGI CSONKA
Da professionshøjskolerne og erhvervsakademierne
blev dannet, var den uddannelsespolitiske vision, at
de skulle være regionale kraftcentre ”i udviklingen
af velfærd og vækst”, som det så smukt hedder i bemærkningerne
til loven om professionshøjskoler.
Tankegangen er indlysende nok: Den store viden,
der er samlet på uddannelsesinstitutionerne, kan
omsættes til udvikling af professionen, ved at underviserne
deltager i udviklingsprojekter. På den måde
bliver underviserne klogere og holder sig ajour med
de nyeste tendenser inden for faget. Og deres viden
føres tilbage til institutionerne i form af udvikling af
uddannelserne samt spændende og relevant undervisning
for de studerende.
Videncenter på flere måder
Den uddannelsespolitiske vision udtrykkes konkret
i kravene om, at uddannelsesinstitutionerne skal være
udviklingsbaserede og fungere som regionale og nationale
videncentre. Uddannelsesinstitutionerne skal
blandt andet indsamle, bearbejde og formidle viden,
de skal indgå i forsøgs- og udviklingsprojekter, sikre,
at den nyeste viden på området kommer arbejdspladserne
til gode, og samarbejde med forskningsinstitutioner
om uddannelse af lærere.
30
Nogle institutioner vælger at løse videncenteropgaven
som en integreret del af institutionens daglige virke.
Uddannelsesinstitutionerne er videncentre, som – ud
over at uddanne og undervise – indgår i udviklingsprojekter,
indsamler og formidler viden etc.
Andre etablerer egentlige organisatoriske enheder,
som varetager videncenteropgaven. Udannelsesinstitutionerne
har således videncentre, hvor en række
udviklings- og formidlingsopgaver er samlet. I nogle
tilfælde går flere uddannelsesinstitutioner sammen
om at etablere et nationalt/regionalt videncenter
med en særlig spydspidskompetence.
Netop fordi der er en forventning om at være en
regional dynamo for udvikling og innovation, vælger
nogle institutioner at etablere videncentre som
selvstændige organisatoriske enheder. Men det er
ikke givet, at en særlig organisatorisk enhed er den
mest hensigtsmæssige måde at løse videncenterforpligtelserne
på. Det kræver en vis kritisk masse og
faglig tyngde at udvikle og drive et professionelt og
aktivt videncenter.
Nogle uddannelsesinstitutioner har således gode
erfaringer med at løse videncenteropgaverne som
”Ikke alle undervisere kan arbejde som konsulenter,
ikke alle undervisere har lyst til det, og ikke alle
undervisere, der har lyst til det, kan det.
”

AGI CSONKA

Traditionsrig sang. Højskolesangbogen er en stor del af Sorø-møderne.
Flere gange dagligt spiller flyglet op til sang.

en aktiv del af hverdagen på uddannelsesinstitutionerne,
for eksempel i form af et forbilledligt samarbejde
med det lokale erhvervsliv eller frugtbare samarbejdsaftaler
med forskningsinstitutioner. Risikoen
ved at løse opgaven på den måde er, at videncenteropgaverne
kan drukne i en travl hverdag med fokus
på uddannelsesdrift.
De mange udfordringer
Uanset hvordan uddannelsesinstitutionerne vælger
at organisere sig, presser en række udfordringer sig
på, for eksempel balancen mellem at være eksternt
kraftcenter og intern kompetenceudvikler. Uddannelsesinstitutionerne
skal levere topprofessionelle
konsulentydelser til udvikling af professionen og til
offentlige og private virksomheder. Samtidig skal
videncenteret bidrage til, at undervisernes kompetencer
udvikles, ved at underviserne deltager i udviklingsprojekterne.
På en god dag hænger det sammen: Dygtige undervisere
får brugt nye sider af sig selv, samtidig med at
de skaber stor værdi for offentlige og private virksomheder.
På andre dage er der imidlertid ikke nødvendigvis
sammenfald mellem de kompetencer, der
er brug for i et udviklingsprojekt og som underviser.
Ikke alle undervisere kan arbejde som konsulenter,
ikke alle undervisere har lyst til det, og ikke alle undervisere,
der har lyst til det, kan det.
Identitet: Videncenter – noget, man er, eller noget, man har?
En anden udfordring handler om balancen mellem
at være økonomisk bæredygtig og faglig spydspids.
Er det praktisk muligt for videncenteret at finde en
god balance mellem at tænke i at sælge ydelser, samtidig
med at man opdyrker nye videnområder, der
endnu ikke efterspørges af eksterne parter?
Sådanne udfordringer – og mange flere – skal uddannelsesinstitutionerne
finde brugbare løsninger
på. Det er ikke umuligt. Men det kræver en dialog
og en fælles viden om, hvori opgaven består, og
hvordan den kan løses under forskellige vilkår og i
forskellige sammenhænge.
Agi Csonka
Direktør. Agi Csonka er direktør for Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
Er tidligere forsker ved Socialforskningsinstituttet og har arbejdet med
forskning, evaluering og HR-analyse i konsulentverdenen. Agi Csonka har
skrevet bøger om nye ledelses- og arbejdsorganisationsformer samt
deltaget i forskellige udvalg og kommissioner.
33

HELLE TIMM

Viden i spil
HELLE TIMM
Viden skal deles og bruges til at udvikle professionsuddannelserne
og professionernes praksis. Derfor er videncentrene og deres projekter
vigtige, mener centerleder i Den Flerfaglige Professionshøjskole i
Region Hovedstaden Helle Timm.
Over sommeren har læsere af Dagbladet Information
kunnet se Grundtvigs sang ”Langt højere bjerge
så vide på jord” fra 1820 blive udfoldet og fortolket
af fremtrædende danske folketingspolitikere. De meget
forskellige fortolkninger illustrerer, at viden er
relativ; at vi er medskabere af den. Men også, at det
er fortolkningen af viden og brugen af viden, der
i sidste ende er det interessante. Altså viden i spil,
viden, der bliver brugt og får betydning i praksis.
Den viden, der samles og skabes i professionshøjskolernes
videncentre her i 2008, er viden i spil. Viden,
der skal deles og bruges til at udvikle professionsuddannelserne
og professionernes praksis.
I Videncenter for Sammenhængende Forløb samler,
bruger og skaber vi viden om, hvordan man gør
menneskers forløb i social- og sundhedssektoren
mere sammenhængende – både indholdsmæssigt og
organisatorisk. Det er en stor samfundsmæssig udfordring
og en vanskelig opgave for de professioner,
vi uddanner i højskolen, som i høj grad er dem, der
skal få social- og sundhedssektoren til at fungere.
Jeg tror på, at man som højskole og videncenter
både kan bidrage til rekruttering og fastholdelse af
sundhedsprofessionelle ved at forholde sig kvalificeret
til udfordringen. At spændende, kreative, relevante
og gyldige udviklingsprojekter kan være med
til i første omgang at ”sælge” uddannelsesinstitutioner
og i anden omgang professioner. Men det står
tilbage at bevise.
Ansøgning med visionært og holdbart tema
Da CVU’erne blev realiseret, afsatte Undervisningsministeriet
fra 2004 til 2007 en pulje til etablering
og udvikling af videncentre. CVU Øresund søgte
og fik i 2004 midler til et videncenter om sammen-
Identitet: Viden i spil
hængende patientforløb med fokus på kræftforløb
og ældre menneskers forløb.
Det var en meget bred og lidet konkret ansøgning.
Men ansøgningens tema var visionært og holdbart.
Midlerne er fordelt og anvendt som politisk styringsmiddel.
I 2004 ville man altså godt satse lidt
på sundhedsuddannelserne og på et sundheds-CVU
i København.
Et videncenter kan være alt muligt. I CVU Øresund
valgte vi at fortolke CVU-loven og formålet med
videncentrene meget ordret. Vi opstillede en række
kriterier, der skulle være indfriet, for at vi ville definere
noget som et videncenter. Projekterne skulle
være kendetegnet ved:
• synergi mellem udviklingsprojekt,
grunduddannelse og efter- og videreuddannelse
• at være udført primært af undervisere og
inkludere studerende
• at være tværfaglige
• at være udført i tæt samarbejde med både praksis
og forskningsmiljøer
• at være efterspurgt af aftagerne
• at have ledelsesmæssig og strategisk opbakning
i organisationen.
Efter de forgangne tre år opfylder videncenteret
både kriterierne generelt og stort set alle kriterierne
for de enkelte projekter. Vi er i gang med at udvikle
en indtægtsdækket virksomhed, og det ser godt ud.
Så det kan altså lade sig gøre.
Hvad er ”et sundt liv”?
Jeg vil illustrere vores arbejde med et eksempel: Projektet
”Sundhedsfremme blandt ældre borgere i Københavns
Kommune” omfattede ansatte og ældre
35

Identitet: Viden i spil
relateret til to ældrekontorer – og to lokalområder
– i Københavns Kommune og drejede sig om sammenhæng
i indsatsen for ældre inden for den kommunale
sektor.
Over en treårig periode gennemførte undervisere (en
sygeplejerske, en ergo- og en fysioterapeut) i samarbejde
med professionelle i kommunen og en forsker
fra universitetet et udviklingsprojekt. Formålet var
at udvikle begreber og metoder til det praktiske
sundhedsprofessionelle arbejde (pleje- og terapeutpersonale/fysio-
og ergoterapeuter) med at styrke
ældre borgeres sundhed. For hvordan gør man det
rent faktisk? Hvordan styrker man sundhed i praksis
og på de ældre borgeres præmisser?
Projektets overordnede resultater var:
• Udvikling af sundhedsfaglig kompetence hos
praktikerne samt ny viden om den i
uddannelserne og i nye projekter
• Ny viden om ældre borgeres og sundhedspersonalers
perspektiv på sundhedsfremme
• Tværfagligt samarbejde i både kommune,
CVU/højskole og på tværs
• Samarbejde mellem undervisere, praktikere
og forskere
• Inddragelse af studerende.
Gennem projektet ved vi nu, at for både de professionelle
i hjemmeplejen og for de ældre borgere hand-
36
Helle Timm
Magister. Helle Timm er uddannet magister i kultursociologi og har en
ph.d.-grad i sundhedsvidenskab. Har arbejdet som sektorforsker i
AKF – Anvendt KommunalForskning, på DSI – Dansk Sundhedsinstitut og på
Rigshospitalet med fokus på brugernes perspektiv på alvorlig sygdom og
sundhedsvæsen samt inddragelse af brugernes perspektiv i det offentlige
sundhedsvæsen. Fra 2005 til 2007 udviklingschef i CVU Øresund og siden 2007
leder af Videncenter for Sammenhængende Forløb i social- og sundhedssektoren
i Den Flerfaglige Professionshøjskole i Region Hovedstaden.
ler sundhed i høj grad om ”det gode liv”. De har altså
et bredt sundhedsbegreb. De ældres væsentligste
sundhedsproblem er ensomhed. De professionelles
største udfordring er, at de ikke har tid til at arbejde
brugerorienteret, altså at tage udgangspunkt i den
ældres vaner og ønsker. Kommunen arbejder videre
med udfordringerne – både i forhold til tilbud til de
ældre og til overvejelser om andre måder at organisere
arbejdet på.
Projektet er ét af mange, og vi arbejder naturligvis
på forskellige måder alt efter problemstilling, formål
og lokal kontekst. Fælles for alle projekter er dog,
at fokus er på udviklingen af praksis med afsæt i en
helt konkret praksis, og at der tages afsæt i allerede
eksisterende viden om ”best practice” på et givent
felt. Det kan være rehabiliteringstilbud til borgere
med kroniske lungelidelser, anvendelsen af terapeutiske
undersøgelsesmetoder på et sundhedscenter
eller betydningen af at arbejde udviklingsorienteret
med døden på plejehjem.
Udviklingsprojekter bidrager til praksis
Videncentre kan tage en opgave på sig, som ingen
andre løfter – til gavn for både borgere og de professionelle.
Det er underviserne i professionshøjskolerne, der
har forstand på at undervise og uddanne. Hvis
de i højere grad skal uddanne til praksis, skal de
også i højere grad have mulighed for at arbejde i

og med praksis. Det er præcis, hvad CVU og nu
professionshøjskolernes udviklingsprojekter skal
bidrage til. At tage afsæt i underviserne kræver en
bred, flad struktur på videncentrene. Men det kræver
også et minimum af koordinering og strategisk
overblik som for eksempel forskningskompetence,
praksisindsigt, brugerfokus/samfundsperspektiv og
diplomati/tværfagligt fokus.
CVU-videncenter-ideen var rigtig god. Vores videncenter
er et godt eksempel på, at den kan praktiseres.
Vi havde ikke kunnet gøre det uden midlerne
fra Undervisningsministeriet. Hvis man vil arbejde
Identitet: Viden i spil
”
Vi skal med uddannelser, der er gode nok, relevante
nok og attraktive nok, være med til at sikre, at velfærdsstaten
fungerer i praksis.
”
videre på denne måde, kræver det midler. Ikke forskningsrådspenge
som dem, der godt nok drejer sig
om forskning i professionerne og deres praksis, men
som p.t. kanaliseres direkte tilbage til universitetsmiljøerne.
Professionshøjskolernes forsknings- og
udviklingsarbejde skal ikke konkurrere med eller assimileres
af universitetsforskningen, ligesom vi ikke
skal konkurrere med sektorforskningsinstitutioner
eller private konsulentfirmaer, for vi har en anden
opgave at løse. Vi skal med uddannelser, der er gode
nok, relevante nok og attraktive nok, være med til at
sikre, at velfærdsstaten fungerer i praksis.
Debat. Efter masser af oplæg er det godt med mulighed for at debattere – også når man er minister.
37

Identitet: Det vigtige samarbejde med erhvervslivet
Det vigtige samarbejde med
erhvervslivet Erhvervsakademiet ved Århus Købmandsskole
har i mange år samarbejdet med både små og store
virksomheder. Den tætte tilknytning til praksis er
vigtig for at sikre kvalitet i uddannelserne, fortæller
akademiets rektor, Christian Mathiasen.
CHRISTIAN MATHIASEN
Et godt netværk til erhvervslivet og en tæt kontakt
til virksomhederne er en grundbetingelse for at udbyde
erhvervsakademiuddannelser af høj kvalitet.
Derudover er det helt centralt, at uddannelsernes
pædagogiske platform har vægt på vekselvirkningen
mellem teori og praksis, og at de studerende gennem
praktiske projektopgaver og cases trænes i at
anvende den indlærte teori.
Uddannelse til alle unge
Der findes i dag to søjler i de videregående uddannelser:
1. Universiteterne
2. Erhvervsakademierne og professionshøjskolerne.
Universiteternes eksistensberettigelse er forskning
og gennemførelse af forskningsbaserede videregående
uddannelser, mens erhvervsakademierne og professionshøjskolerne
skal gennemføre videregående
uddannelser med en tæt tilknytning til praksis.
Universitetsuddannelserne er attraktive for unge,
der ønsker en lang uddannelse, som ”tænder” på
mange bøger og artikler, og som brænder for teoretisk
fordybelse og videnskabeligt arbejde. En meget
stor andel af de studerende, der gennemfører en
universitetsuddannelse, kommer fra hjem, hvor en
forælder eller begge forældre har en videregående
uddannelse.
38
Erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser
tiltrækker unge, som motiveres af
vekselvirkningen mellem teori og praksis. En stor
andel af de studerende, der gennemfører en erhvervsakademiuddannelse
eller en professionsbacheloruddannelse,
kommer fra hjem, hvor der ikke
er tradition for at tage en videregående uddannelse.
Regeringens målsætning om, at 50 procent af en
ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse,
kan vi kun opfylde, hvis uddannelsestilbuddet
til de unge både indeholder akademiske, forskningsbaserede
uddannelser og praksisnære videregående
uddannelser. For mange unge vil det ikke være attraktivt,
hvis det videregående uddannelsestilbud
kun omfatter universitetsuddannelser, eller hvis tilbuddet
kun omfatter erhvervsakademiuddannelser
og uddannelser til professionsbachelor.
Hvad gør vi på Århus Købmandsskole?
På Erhvervsakademiet ved Århus Købmandsskole
arbejder vi hele tiden på at opbygge et netværk til
erhvervslivet og skaffe praktikpladser til vores studerende.
Vores praktikvirksomheder består både af en
række store, kendte virksomheder og af mindre og
mellemstore virksomheder.
Stort set alle brancher er repræsenteret blandt vores
praktikvirksomheder. Det har altid været et mål for
os, at vores virksomhedsnetværk omfatter en bred
”
Et godt netværk til erhvervslivet og en tæt
kontakt til virksomhederne er en grundbetingelse
for at udbyde erhvervsakademiuddannelser
af høj kvalitet.
”

CHRISTIAN MATHIASEN

Alfa Møbelhus
Alm. Brand
Actona Company A/S
AIDA A/S
Bestseller
Bolig-ringen
Blue Line A/S
Bozzani Volvo
Budstikken
Burra Foods
Cerealia Bakeries
China Base Travel
Citroën Nyborg
Codan Forsikring
Danfoss
Dansk Supermarked
Danske Bank
Dansko
Dantherm CO. Ltd.
Dieselhuset
Difko Ejendomme
Djurslands Bank
DK Laminering
DR’s webafdeling
Dynamic Systems
EDC
Estate
E-wire
Fritz Hansen A/S
GPV Group
Grundfos
Handelsbanken
Helle Auto Tyskland
Home
Hummel
John Frandsen A/S
Jysk A/S
Jyske Bank
Lego
Lindbergh Optik
Oversigt over
Erhvervsakademiet
ved Århus Købmandsskoles
praktikvirksomheder
Logos Consult A/S
LYN Fabrikken
Lån og Spar Bank
Man Last og Bus
Munk & Iversen A/S
Ncom
Nobis Aps
Nord Advertising
Nordea
Nybolig
Nykredit
Pilgrim A/S
Post Danmark
Rambøll
Sondrup Bilcenter A/S
Sparekassen Østjylland
Startex Aps
Stibo Graphic Software
Studenterhus Århus
Sydbank
NN-Markedsdata
Thorfisk A/S
Trademark Textiles a/s
Turbinefilm
Udviklingsparken A/S
Unigate
Varo A/S
Venture Communication
Vestas
Wildside
Århus Festuge
vifte af virksomheder, og vi ser det som en særlig
opgave at motivere de mindre og mellemstore virksomheder
til at samarbejde med os og stille praktikpladser
til rådighed.
Vi har alle et netværk
I 2008 har vi haft et sommeroptag på 776 studerende.
Det er en stigning i optaget på 22 procent fra
2007 til 2008. Med et optag i den størrelsesorden
vil vi årligt skulle skaffe 650-700 praktikpladser, når
alle vores studerende har praktik som en integreret
del af deres uddannelse. Det kan kun lykkes, fordi
vi i mange år har arbejdet målrettet på at opbygge et
netværk af virksomheder, som ønsker at samarbejde
med os om uddannelsen af de studerende.
Vi har valgt at forankre opgaven med at opbygge
og videreudvikle netværket til virksomhederne på
de enkelte uddannelser. Vores salgs- og markedsføringsafdeling
støtter arbejdet med professionelt
informationsmateriale og sikrer en overordnet koordinering.
Udgangspunktet for vores arbejde er, at vi alle har et
netværk, som kan have værdi for akademiet og vores
studerende: lederne, underviserne, dimittenderne
og de studerende.
På akademiet er det en væsentlig ledelsesopgave at
afsætte tid til at holde møder med virksomhederne,
og lederne opmuntres til målrettet at udvide deres
netværk med relevante personer i erhvervslivet.
Vi ansætter stort set kun undervisere, der har arbejdet
i erhvervslivet. Derfor har underviserne, allerede
når de bliver ansat, et relevant netværk, som de kan
udvikle yderligere som ansat på akademiet.
Dimittender er en meget værdifuld ressource for
akademiet. De kender uddannelserne og har i løbet
af få år fået en værdifuld praktisk erfaring. De
er derfor attraktive som gæsteundervisere og som
dialogpartnere i forhold til uddannelsens udvikling.
Mange er i lederjob og i en position, hvor de selv
kan have praktikanter, og de virksomheder, hvor dimittenderne
er ansat, er ofte motiverede til at modtage
vores studerende på virksomhedsbesøg.

De studerende har forældre, familie og venner.
Blandt de studerendes netværk er der meget ofte en
virksomhed eller en person, der kan bane vejen til
en relevant praktikvirksomhed.
Vores oplevelse af samarbejdet med virksomhederne
er meget positiv:
• Vi har aldrig problemer med at få gæsteundervisere
til de enkelte hold.
• Virksomhederne er stort set altid motiverede til
at få besøg af vores studerende.
• Repræsentanterne fra virksomhederne deltager
gerne i uddannelsesudvalg og andre dialogfora.
• Virksomhederne samarbejder gerne om praktiske
projektopgaver, temaer og udviklingen af cases.
• Virksomhederne tager de studerende i praktik og
deltager gerne i ”Company Days” på akademiet.
Partnerskaber som strategisk indsatsområde
Vi har indgået forpligtende partnerskabsaftaler med
et antal virksomheder og brancher. Indholdet af aftalerne
er forskellige, men fælles for dem er, at de
studerende i løbet af uddannelsen har et tæt forhold
til virksomheden og ofte arbejder i virksomheden i
fritiden. Intentionen er, at de studerende tilbydes
ansættelse i virksomheden efter afslutningen af deres
uddannelse.
Identitet: Det vigtige samarbejde med erhvervslivet
Partnerskaber og netværk er et af fem strategiske
indsatsområder i akademiets nuværende strategiplan
for 2005-2008. Og det vil også være et indsatsområde
i den kommende strategiplan for 2009-2011.
Ved at gøre partnerskaber og netværk til et strategisk
indsatsområde sikrer vi, at der er markant ledelsesmæssig
opbakning, og at der afsættes ressourcer
til området. På den måde får emnet fokus, og der
udarbejdes årligt en handlingsplan for, hvordan vi
når vores mål inden for området.
Vi har også formuleret et strategisk indsatsområde,
der hedder ”pædagogisk udvikling tæt på praksis”.
Det understreger, hvor centralt det er for erhvervsakademiuddannelserne,
at den pædagogiske praksis
udvikles, og at vi løbende bliver bedre til at tilrettelægge
uddannelsesforløb, der har en intelligent og
motiverende vekselvirkning mellem teori og praksis.
Christian Mathiasen
Rektor. Christian Mathiasen har været rektor på Erhvervsakademiet ved Århus
Købmandsskole siden 1990. Derudover blandt andet bestyrelsesformand i
Business Club Aarhus, Henley Management College in Denmark samt
bestyrelsesmedlem i IDEA – International Danish Entrepreneurship Academy
og endelig medlem af Udvalget for videregående uddannelser i
Danske Erhvervsskoler.
41

Identitet: Spørgsmål, der skaber innovation
Spørgsmål, der skaber
innovation
LOTTE DARSØ
Mange forbinder innovation med teknologi og udvikling
af nye produkter. De seneste år har innovation
imidlertid fået et mere menneskeligt ansigt i
form af social innovation og brugercentreret innovation.
Nu taler vi også om innovation af servicer,
oplevelser og uddannelse. Men når innovation defineres
som slutproduktet, der giver værdi til brugeren
eller køberen, bliver det store spørgsmål: Hvordan
gør man det?
Artiklen her fokuserer på innovationsprocessen,
altså det, der leder frem til innovation. Hvordan
kvalificerer og uddanner vi mennesker i at mestre
den proces? Hvilke ingredienser skal der til? Hvad
virker fremmende på innovationsskabelse?
Der er stor forskel på at undervise om og at undervise
i innovation. Det første er den traditionelle undervisning,
hvor læreren er eksperten, som ud fra sin
viden fortæller om innovation: Hvad det er, hvordan
begrebet opstod, og hvordan det har udviklet
sig, samt giver nogle gode eksempler på innovative
produkter. Eleverne er fysisk passive. De tænker,
diskuterer og forestiller sig noget, men de gør ikke
deres egne erfaringer.
44
Innovationsdiamanten
Ikke-viden
Det afgørende for at skabe innovation er at stille relevante
spørgsmål. Lotte Darsø, lektor ved Danmarks Pædagogiske
Universitetsskole i Århus, forklarer hvorfor.
Konceptualisering
Relationer
Når man underviser i innovation, skaber eleverne
selv innovation i praksis og afprøver innovationsprocessen
på egen krop. De er aktive, engagerede
og udadvendte, fordi de er nødt til at inddrage
netværk, finde ny viden, undersøge og spørge om
mange ting. Her får de brug for hjælp og støtte fra
lærerne i form af hjælpeværktøjer og ”sociale teknologier”
1 . En central og gennemgående ingrediens i
mange af de sociale teknologier er ”evnen til at formulere
interessante og relevante spørgsmål”.
En formel for innovation
Betydningen af at stille kvalitetsspørgsmål blev tydelig
for mig, da jeg analyserede mine data i forbindelse
med mit arbejde som erhvervsforsker i Novo
Nordisk A/S sidst i 1990’erne. I min ph.d. undersøgte
jeg, hvad der fremmede og hæmmede innovationsprocesser
i forskerteam 2 . En af de afgørende
ingredienser i en vellykket innovationsproces viste
sig at være evnen til at stille divergente spørgsmål.
Som det fremgår af innovationsdiamanten 3 , der er
en teoriramme for innovationsprocesser udviklet i
samme ph.d., udspiller der sig to dynamikker samtidigt
i innovationsprocesser: en vidensdynamik og
en kommunikationsdynamik.
Viden

DAG 1: Skolen for livet
LOTTE DARSØ

Identitet: Spørgsmål, der skaber innovation
Spørgsmål er særlig vigtige for at skabe en konstruktiv
og produktiv vidensdynamik. Den udspiller sig
imellem Viden (det, gruppen ved) og Ikke-viden
(det, gruppen ikke ved). Spørgsmål til Viden er
typisk konvergente for at afdække og tilføre fakta.
Hvor mange? Hvad underbygger de vigtigste postulater?
Hvad er fundamentet for den viden, der skal
danne basis for projektet?
Spørgsmål over imod Ikke-viden er derimod divergente
for at afsøge nye områder og åbne for nye muligheder.
Hvem er brugerne? Hvilke andre brugere
kunne komme på tale? Hvad har vi ikke undersøgt?
Hvad nu hvis…? Den type spørgsmål vil ofte identificere
helt nye veje, områder, ideer eller koncepter.
Men der er en væsentlig barriere: Angsten for at udstille
sin ikke-viden, at virke dum og at navigere i
ukendt terræn.
Stil dumme spørgsmål
For at forstå, hvordan den barriere kan imødegås,
må vi inddrage kommunikationsdynamikken, som
udgøres af Relationer på den ene side og Konceptualisering
på den anden. Begge dele indgår i en kommunikationsproces.
Konceptualisering foregår på det
synlige plan: Det er det, der bliver sagt, skrevet, tegnet
og beskrevet. Samtidig skabes relationerne hele
tiden på det usynlige plan, under overfladen, og relationerne
har en fundamental indflydelse på, hvad der
siges, og ikke mindst på, hvordan det siges.
Relationer formes på grundlag af sympati og antipati,
magtforhold, klikedannelse osv. Kvaliteten af relationerne
er afgørende for, om en gruppe tør vove sig ud i
området af Ikke-viden. Den essentielle forudsætning
er at opbygge relationer af tillid og respekt, for det
giver mod til at turde spørge ”dumt” – hvilket igen
betyder, at interessante og nytænkende spørgsmål opstår.
Og så er man godt på vej til innovation. Som
Einstein skal have sagt: ”Hvis jeg havde en time til at
finde frem til en livsvigtig løsning på et problem, ville
jeg bruge de 55 minutter på at finde frem til det rigtige
spørgsmål”. Vigtigheden af at kunne formulere
46
”
De såkaldt ”dumme” spørgsmål udfordrer
det indforståede og er derfor slet ikke så
dumme endda. Hvad betyder for eksempel
ordet uddannelse?
”
innovative spørgsmål bør derfor ikke undervurderes.
Ej heller klimaet – relationerne – der skal være til
stede, for at det kan lade sig gøre.
Prøv at læse følgende spørgsmål:
1. Er det vigtigt, at de studerende ved noget
om innovation?
2. Hvilke uddannelser har innovation på skemaet?
3. Hvordan underviser de i innovation?
4. Hvordan undervises der i innovation?
5. Hvordan kunne man også undervise i innovation?
6. Hvorfor ønsker vi at undervise i innovation?
7. Hvad nu, hvis vi lod de studerende undervise
lærerne i innovation?
Eksemplerne illustrerer spørgsmål, der alle drejer sig
om innovation og uddannelse. De er udformet, så de
nedefter bliver mere og mere divergente. Det første
spørgsmål er et lukket spørgsmål: Det kan kun besvares
med enten ja eller nej. Nummer to er konvergent,
fordi man her kan finde frem til et antal specifikke
uddannelser. Nummer tre er ligeledes overvejende
konvergent, da der nu spørges til, hvordan de specifikke
uddannelser underviser i innovation. Nummer
fire ligner nummer tre, men bliver mere generelt og
åbent. Nummer fem bliver tydeligt divergent, fordi
spørgsmålet nu stilles hypotetisk, dels hvordan et eller
andet (ukendt) sted underviser i innovation, dels
hvordan man kunne forestille sig, at der blev undervist.
Nummer seks berører formål og mål og åbner
for en palet af muligheder og niveauer for, hvad man
vil opnå. Endelig er nummer syv divergent, hypotetisk
og idébåret.
Spørgsmålene gør forskellen
Man kan også stille ”dumme” eller ”brændende”
spørgsmål 4 for at fremme innovationsprocessen. De
såkaldt ”dumme” spørgsmål udfordrer det indforståede
og er derfor slet ikke så dumme endda. Hvad
betyder for eksempel ordet uddannelse? Ofte kan
spørgsmålene hjælpe til større dybde og forståelse af
udgangspunktet for den innovative idé. De ”brændende”
spørgsmål berører deltagernes interesse og

motivation for at arbejde med netop dette projekt,
ved at hver deltager skal formulere sit eget brændende
spørgsmål. På den måde bliver spørgsmålene
vigtige retningspile for at opbygge ny viden.
Denne korte artikel argumenterer for, at kvaliteten af
de spørgsmål, vi stiller, er afgørende for kvaliteten af et
innovativt koncept og dermed for det endelige resultat.
Evnen til at formulere spørgsmål er en helt afgørende
kompetence, som alle – unge som gamle – bør opøve
til mestring. Det gælder i innovationsprocessen, men
også i forhold til at interviewe brugere, eksperter og
netværkskontakter samt i forhold til at skabe bedre dialog,
større refleksion og bedre møder.
Evnen til at formulere relevante kvalitetsspørgsmål
er en væsentlig, overordnet social teknologi, som kan
blive en uvurderlig innovativ kompetence i både et
lokalt og et globalt perspektiv. Alle uddannelser kan
principielt udfolde og udvikle kompetencen. Det
behøver ikke at være i forbindelse med en forkromet
ny uddannelse, men som en målrettet, bevidst indsats,
der kan vokse og blive en helt afgørende forskel
for vores fælles fremtid.
1 Begrebet er inspireret af Otto Scharmer’s Theory U fra 2007,
hvor han taler om sociale teknologier, der kan åbne vores sind,
vores hjerte og vores vilje.
2 Lotte Darsø, ”Innovation in the Making”, Samfundslitteratur,
2001.
3 Se artiklen ”En Formel for Innovation?” i Børsens Ledelseshåndbøger
2003,www.dpu.dk/site.aspx?p=11170&pureid=23837&
puretype=pub&lang=dan&retur=1
4 Ibid.
Identitet: Spørgsmål, der skaber innovation
Mads Samsing
Studerende på socialrådgiveruddannelsen
og formand for Sammenslutningen af
Danske Socialrådgiverstuderende
”Gennem de senere år er uddannelserne
blevet mere akademiserede. At der er indført
videnskabsteori på de mellemlange
videregående uddannelser, er som sådan
ikke problemet. Det, synes jeg, er positivt.
Men det er et problem, at det ikke
er bedre integreret i uddannelsen. Vi har
brug for en grundig debat om, hvordan
videnskabsteorien bliver grundlaget for
undervisningen og ikke et påklistret fag,
som de studerende har svært ved at forstå. Vi har brug
for en grundig debat om, hvordan vi får koblet teori og
praksis bedre.
Højskoleformen på Sorø-mødet gav rum til mere frie
diskussioner. Økonomien på institutionerne ser ikke
god ud, men jeg er glad for, at debatten på Sorø-mødet
var mere præget af indhold end af tørre tal. Selv om det
kan se sort ud, er der stadig håb for uddannelserne. Det
bliver klart, når studerende, rektorer, embedsmænd, politikere
og så videre fremadrettet diskuterer, hvad det er,
vi vil med uddannelserne.”
Mads Samsing var med på Sorø-mødet for første gang.
Lotte Darsø
Lektor. Lotte Darsø er lektor i innovation på Danmarks Pædagogiske
Universitetsskole (DPU), Aarhus Universitet, samt studieleder på en ny,
international masteruddannelse, Leadership and Innovation in Complex
Systems (LAICS), som er blevet til i et samarbejde mellem DPU og Copenhagen
Business School (CBS). Hun modtog i 2001 erhvervsforskerprisen for sin ph.d.
”Innovation in the Making” og udgav i 2004 bogen ”Artful Creation.
Learning-Tales of Arts-in-Business”.
47

HANS PETER JENSEN

Internationalisering af
uddannelserne
HANS PETER JENSEN
Med Globaliseringsrådets afsluttende rapport 1 nedsatte
Undervisningsministeriet, Ministeriet for Videnskab,
Teknologi og Udvikling samt Kulturministeriet
Rådet for Internationalisering af Uddannelserne.
Rådet består per august 2008 af 10 personer, der repræsenterer
uddannelsessektoren bredt, og har derudover
medlemmer fra industrien og Skandinavien.
Rådets sekretariat betjenes af CIRIUS 2 og benytter
sig af ad hoc-arbejdsgrupper.
I Globaliseringsrådets rapport lægges der op til betydelig
vækst i internationaliseringen på danske videregående
uddannelsesinstitutioner. Blandt andet
forpligtes alle institutioner til at opstille mål for internationaliseringen
af deres respektive uddannelser.
For få danskere rejser ud
I løbet af efteråret 2008 offentliggør CIRIUS en
mobilitetsstatistik, som for det første viser, at der er
Identitet: Internationalisering af uddannelserne
I Danmark modtager vi i dag dobbelt så mange
udenlandske studerende, som vi sender ud.
Formand for Rådet for Internationalisering af
Uddannelserne Hans Peter Jensen spørger,
om et semester i udlandet skal gøres obligatorisk.
dobbelt så mange udenlandske studerende i Danmark,
som der er danske studerende i udlandet. For
det andet viser den, at den internationale udveksling
ligger på et volumenmæssigt ganske lavt niveau.
I Danmark er der i alt cirka 205.000 studerende
ved de videregående uddannelsesinstitutioner:
20.000 ved erhvervsakademiuddannelserne (toårige),
125.0000 ved professionsbacheloruddannelserne
(tre- til fireårige), 60.000 ved universiteterne (tre- +
toårige). Det svarer til, at cirka fire procent af den
danske studentermasse udsendes. Tilsvarende udgør
de udenlandske studerende i Danmark cirka syv
procent. Man kan ikke hævde, at det er voldsomt
imponerende eller tegn på et stort internationalt
islæt i de danske videregående uddannelser.
I tabel 2 og tabel 3 ser vi udviklingen i studenterudvekslingen
i studieårene 1999/ 2000 til 2006/07 3 .
Hans Peter Jensen
Formand. Hans Peter Jensen er formand for Rådet for Internationalisering
af Uddannelserne. Han har tidligere blandt andet været ansat på Danmarks
Tekniske Universitet (DTU) som amanuensis, siden lektor og docent i uorganisk
kemi. Fra 1986 til 2001 var han rektor på DTU. Er i dag efor på Egmont H. Petersens
Kollegium, medlem af en række fondsbestyrelser, virksomhedsbestyrelser, udvalg
og råd. Er desuden formand for DIS (Danish Institute for Study Abroad) og
adjungeret professor ved Roskilde Universitetscenter (RUC).
49

Tabel 1. Danske studerende i udlandet og udenlandske studerende i Danmark 2006/07
Tabel 2. Danske studerende på studieophold i udlandet 1999/00-2006/07
Tabel 3. Udenlandske studerende på studieophold i udlandet 1999/00-2006/07
50
Danske studerende Udenlanske studerende
i udlandet i Danmark
Udvekslingsstuderende (studieophold) 4.950 6.713
Studerende på en hel uddannelse 3.154 7.757
I alt 8.104 14.470
1999/00 2000/01 2001/02 2002/03 2003/04 2004/05 2005/06 2006/07
Universiteter 3.107 3.342 3.289 3.399 3.455 3.506 3.436 3.504
MVU-institutioner 998 732 1.023 997 971 927 1.001 1.028
KVU-institutioner 123 142 159
Kulturministeriets
institutioner 207 205 207 179 362 179 165 259
I alt 4.312 4.279 4.519 4.575 4.788 4.735 4.744 4.950
1999/00 2000/01 2001/02 2002/03 2003/04 2004/05 2005/06 2006/07
Universiteter 3.153 2.968 3.271 3.629 3.913 4.357 4.442 4.541
MVU-institutioner 463 426 631 747 1.086 1.228 1.531 1.761
KVU-institutioner 97 230 255
Kulturministeriets
institutioner 327 331 360 329 329 202 292 156
I alt 3.943 3.725 4.262 4.705 5.328 5.884 6.495 6.713
Figur 1. Erasmus-studerende fra og til Danmark
Fra Danmark Til Danmark
5.000
4.500
4.000
3.500
3.000
2.500
2.000
1.500
1.000
500
0
1.730
1.300
4.750
1.587
1996/97 1997/98 1998/99 1999/00 2000/01 2001/02 2002/03 2003/04 2004/05 2005/06 2006/07

For de danske studerende er der tale om en vækst
på lidt flere end 600 studerende i hele perioden. Og
det må nærmest betragtes som en stagnation i udviklingen,
når man tænker på emnets politiske fokus
og de ressourcer, som institutionerne bruger på at
promovere internationaliseringen.
Værre står det imidlertid til med danske studerende
på hele uddannelser i udlandet. Her er antallet i
perioden 2000/01 til 2006/07 faldet fra 4.245 til
3.154, på trods af at man kan tage både SU og nu
også taxametret med sig.
Anderledes gunstigt stiller det sig med udenlandske
studerende på de danske videregående uddannelsesinstitutioner
– både for semesterophold og hele
uddannelser – hvor antallet for begge områder er
fordoblet. Som man ser i figur 1, er det, for så vidt
angår semesterophold, i høj grad drevet af EU’s
Erasmus-program.
Tabellen viser med al mulig tydelighed, at der er et
potentielt godt marked for udenlandske studerende
i videregående uddannelser i Danmark og en alvorlig
problematik knyttet til internationalisering af
danske studerende.
Det voksende marked for udenlandske studerende i
Danmark kan også illustreres ved tal fra DIS (Danish
Institute for Study Abroad), som leverer fuldt
betalte meritgivende semesterforløb for amerikanske
universitetsstuderende på studieophold i Danmark.
Her har man i perioden fra 1997/98 til 2007/08
oplevet en vækst i antallet af studerende fra 394
til 1.105, samtidig med at studieafgiften inklusive
indkvartering er steget fra 8.650 USD til 15.850
USD.
Identitet: Internationalisering af uddannelserne
”
At vi kan være i verdensklasse på alle hovedområder,
er en myte, som vi er bedst tjent med at gøre
op med hurtigst muligt.
”
Læreruddannelsens opbygning
gør det svært at rejse ud
Med disse tal i baghovedet kan man spørge om,
hvilke udfordringer vi står over for, især i forbindelse
med udsendelse af danske studerende på studieophold
– både på semesterbasis og i hele uddannelser.
Hvad det første angår, er modulopbygning
af studierne et væsentligt element, hvilket vi har set
på læreruddannelserne i forbindelse med rådets gennemgang
af dem. De fleste læreruddannelser er ikke
moduliserede. Det betyder, at det er vanskeligt at
meritoverføre og dokumentere erhvervede kompetencer
på semester- eller årsbasis.
Et andet forhindrende element for internationalisering
i læreruddannelserne er den manglende mulighed
for at lægge skolepraktikken i udlandet. Derfor
er rådets anbefaling, at man ser på en række forhold
i læreruddannelserne i den revisionsrunde, som skal
foregå i Undervisningsministeriet og Folketinget
i efteråret 2008. Om dette har Rådet for Internationalisering
af Uddannelserne i juni 2008 udgivet
hæftet ”Læreruddannelser med internationalt perspektiv”
4 .
Svært at få en studiebolig i Danmark
I bestræbelserne på at få flere udenlandske studerende
til Danmark er boligforhold et væsentligt element.
Danske uddannelsessteder er ikke som mange
udenlandske ditto bestyrere eller ejere af kollegier,
ungdomsboliger eller studielejlighedskomplekser.
Det må der laves om på, hvis der virkelig skal ske en
volumenforøgelse på området.
I en del provinsbyer er de kommunale myndigheder
ganske hjælpsomme på området, men i de store uddannelsesbyer
– og især i København – er indkvarteringen
af udenlandske studerende en kæmpe ud-
51

Identitet: Internationalisering af uddannelserne
fordring, hvis der virkelig skal komme resultater ud
af den markedsføring af danske uddannelser, som
politikerne forestiller sig at gennemføre.
I den sammenhæng kan jeg også nævne Udlændingeservice,
som ganske vist er blevet bedre de seneste
par år på det uddannelsesmæssige område, men
hvor der stadig er rum for forbedring. Tænk blot på
det simple faktum, at arbejds- og opholdstilladelser
udstedes på dansk og kun på dansk! Der medfølger
ikke engang en uautoriseret oversættelse til engelsk.
Henrik Sørensen
Administrerende direktør i DESMI A/S
”Det har været et par spændende dage
i Sorø, hvor trends, rammer og vilkår i
relation til uddannelsessektoren er blevet
vendt på bedste højskolemaner. Jeg
er tilfreds med udbyttet, ligesom jeg er
tilfreds med at have fået lejlighed til at
fremføre det, som jeg mener er vigtigt at
sætte fokus på i forhold til de unges valg
af uddannelse.
Med den respons, jeg har fået på mit
indlæg, der tog udgangspunkt i egne erfaringer, er jeg
sikker på, at mit budskab er hørt. Jeg håber derfor, at jeg
har påvirket beslutningstagerne til at prioritere de praktiske
uddannelser højere. Det vil på den lange bane være
til gavn for alle.”
Henrik Sørensen var med på Sorø-mødet for første
gang.
52
Langt fra verdensklasse
I vinter udkom en rapport skrevet af et fremtidspanel
nedsat af Ministeriet for Videnskab, Teknologi
og Udvikling, som hedder ”12 udfordringer for videnpolitikken”
5 . Det er en glimrende bog, der kontant
peger på en række forhold om udviklingen i
Danmark.
Allerede i indledningen manes til alvorlig eftertanke:
”At vi kan være i verdensklasse på alle hovedområder,
er en myte, som vi er bedst tjent med at gøre op med
hurtigst muligt. Som vidensamfund er Danmark i
verdensklasse på nogle få områder, men på langt de
fleste områder findes eliten uden for Danmark.”
Jeg mener, det er rigtige ord i en tid, hvor ordet
verdensklasse snart sagt bruges i enhver sammenhæng.
Jeg er enig i panelets synspunkter om, at hvis
Danmark skal udvikle sig til en konkurrencedygtig
nation, kan det kun ske i et tæt samarbejde med
udenlandske parter og via udvikling af relevante internationale
netværk, som vi kan trække på. Vi skal
kunne vælge, prioritere og udvikle, og det giver den
omtalte rapport en række valide anvisninger på.
Desværre virker det som om, at rapporten er endt på en
hylde i Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
Og det er ærgerligt! Jeg kan kun opfordre til, at
den tages frem til læsning i politiske studiekredse.
Gør internationalisering obligatorisk
Mit eget forslag til en effektiv internationalisering af
det danske uddannelsessystem er at agere som visse
amerikanske universiteter, nemlig at gøre et semester
på en udenlandsk uddannelsesinstitution til en
obligatorisk del af et dansk studium. Der er masser
af problemer og udfordringer i et sådant krav, men
det ville sætte internationaliseringen af uddannelserne
ind i en ramme, som passer til Globaliseringsrapportens
tekst og forslag.
1 ”Fremgang, fornyelse og tryghed. Strategi for Danmark i den globale økonomi”, Regeringen, april 2006.
2 CIRIUS er en styrelse under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, der har til formål at styrke internationaliseringen
af de danske uddannelser.
3 CIRIUS’ mobilitetsstatistik, efterår 2008.
4 ”Læreruddannelse med internationalt perspektiv”, Rådet for Internationalisering af Uddannelserne, CIRIUS, 2008.
5 ”12 udfordringer for videnpolitikken”, rapport fra fremtidspanelet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, 2008.

Hjælpende hænder. Sorø Akademis alumner yder hvert år en kæmpe
indsats for at få mødet til at blive en succes.

Identitet: Klar til den globale udfordring
Klar til den globale
udfordring
INGELISE BOGASON
Produktion af viden og rådgivning er Danmarks
tredjestørste erhverv med en omsætning på 130
milliarder kroner om året. Eksporten af den viden
nåede op på 25 milliarder kroner i 2007. Det er en
stigning på 35 procent siden 2004. Til sammenligning
eksporterede landbruget for cirka 60 milliarder
kroner samme år. Det viser, at eksport af viden udgør
en væsentlig andel af den samlede danske eksport
med potentiale for at vokse yderligere.
Eksport af viden adskiller sig i høj grad fra vareeksport.
I modsætning til eksport af standardiserede
produkter, hvor der ikke er nogen tæt relation mellem
producent og forbruger, er der en helt anden
relation mellem videnrådgiveren og kunden, da der
foregår en tæt dialog mellem de to. Videnrådgiveren
skal være i stand til at formidle sin viden i en global
verden. Og det stiller igen krav til uddannelserne i
Danmark.
Vi er en af dem
ALECTIA er en international rådgiver, men for kun
tre år siden så det meget anderledes ud, og navnet
var Birch og Krogboe. Birch og Krogboe var en klassisk
ingeniørvirksomhed, grundlagt i 1912, som i
2005 havde cirka 380 medarbejdere. Kerneområdet
var projektering af byggeri i Danmark, og eksporten
var tæt på ikkeeksisterende – cirka 0,1 procent af
den samlede omsætning. Timeprisen for projekte-
54
Eksport af viden er Danmarks største erhverv. Derfor skal
flere danske studerende sendes til udlandet, mens vi med
åbne arme skal tage imod de udenlandske, påpeger administrerende
direktør i ALECTIA A/S Ingelise Bogason.
ring er nemlig lav og konkurrenceudsat fra blandt
andet virksomheder i Indien. Det var derfor ikke
økonomisk muligt at foretage store investeringer i
innovation og udvikling.
I 2005 blev der derfor udviklet en ny strategi: Virksomheden
skulle vokse, være mere konjunkturuafhængig
og udvikle kompetencerne. Birch og Krogboe
skulle udvikle sig til en globaliseret virksomhed.
Efter tre intensive år er ALECTIA blevet en anden
virksomhed. ALECTIAs medarbejderantal er mere
end fordoblet, og bundlinjen er syvdoblet siden
2004. Eksporten udgør nu 30 procent af omsætningen,
og der ydes rådgivning i samtlige verdensdele.
For at blive konjunkturuafhængig var det nødvendigt
at blive rådgiver på flere forskellige markedssegmenter
og geografier samt at kunne rådgive i andet
og mere end klassiske ingeniørydelser. Der var
behov for at udvikle kompetencerne, og ALECTIA
købte derfor en række virksomheder med branchespecifikke
kompetencer. De nye kompetencer gav
mulighed for at anvende de klassiske ingeniørkompetencer
i branchespecifikke projekter, som kunne
afsættes til en højere timepris. Virksomhedens ydelser
blev målrettet skarpe branchesegmenter som
for eksempel bryggerier, mejerier og farmaceutisk
industri.
”
Som udgangspunkt skal Danmark passe på med at
blive alt for dansk. Vi skal stræbe efter at udvikle
os til internationale danskere.
”

DAG 1: Skolen for livet
INGELISE BOGASON

Identitet: Klar til den globale udfordring
På grund af ALECTIAs specialisering i de forskellige
brancher blev indtjeningen langt bedre, og der
blev dermed økonomiske midler til at investere i innovation
og udvikling. ALECTIA rådgiver nu sine
kunder i hele værdikæden, og kompetencerne spænder
vidt. Medarbejderne dækker over alle afarter af
ingeniører, brygmestre, økonomer, handelsskoleuddannede,
industriarkitekter, geologer, psykologer,
terapeuter og sygeplejersker. Vi har opbygget
Per B. Christensen
Formand, Børne- og Kulturchefforeningen,
direktør i Næstved Kommune samt formand
for følgegruppen for læreruddannelsen
”Det har været et godt Sorø-møde. Jeg har
især været glad for de studerendes indlæg.
Både Maja Engberg-Sønderskov og de
studerende i salen, som deltog i diskussion.
Selv om jeg godt ved, at de er nogle
af de ”fremmeste” fra deres studier, gav de
alligevel det indtryk, at de trives, og at så
står det heller ikke værre til derude.
Lars Olsens og Christian Madsbjergs indlæg
gjorde også indtryk, fordi de begge havde et skævt
perspektiv på årets emne. Det kom for eksempel bag på
mig, at det stadig har så stor betydning for unges uddannelse,
hvad mor og far laver, sådan som Lars Olsen
fortalte. Og Christian Madsbjergs indlæg gav stof til eftertanke,
i forhold til hvordan unge tænker.
Jeg fik nogle ideer, som jeg vil tage med hjem til følgegruppens
arbejde. Blandt andet hvor vigtigt det er, at
professionshøjskolerne og den enkelte kommune finder
ind i et godt samarbejde. Man skal huske, at for kommunerne
er det meget vigtigt, at samspillet i forhold til
praktikpladser fungerer, da det er kommunens vindue
udadtil.
Der var højt til loftet på Sorø-mødet i år. De forskellige
verdener formåede at mødes i en god stemning.”
Per B. Christensen var med på Sorø-mødet for sjette gang.
56
en bred palet af faglige kompetencer, og ydelserne
omfatter blandt andet forretningsrådgivning, bygherrerådgivning,
udbud, idriftsættelse, arbejdsmiljø,
vand, energi og bæredygtighed.
At eksportere viden kræver nye kompetencer
Verden bliver stadig mere international, og handel
med viden på tværs af landegrænser kommer til at
vokse. Det stiller krav til medarbejdernes globale
kompetencer, og der er et stigende behov for, at de
studerende udvikler disse kompetencer. De skal have
en multikulturel forståelse, og de skal kunne arbejde
på engelsk. Efterspørgslen på andre eksotiske sprog
er begrænset, da næsten alle globale virksomheder
vælger engelsk som koncernsprog.
Eksport af videnrådgivning medfører ofte, at medarbejderne
skal have kontakt med kundernes øverste
ledelse: Man skal derfor kunne begå sig på de bonede
gulve – udvise konsulentadfærd.
I rådgiverbranchen arbejdes der mere og mere på
tværs af forskellige fag, fordi koncepter ofte er tværfaglige.
De studerende skal også lære at arbejde tværfagligt,
så de kan samarbejde med en projektgruppe
med forskellige fagligheder og kompetencer.
På grund af den globale udvikling kan vi i dag ikke
længere forvente altid at befinde os på samme fysiske
sted som vores kunder, kolleger og samarbejdspartnere.
Vi skal kunne arbejde virtuelt i projekter
ved hjælp af kommunikationsteknologi. E-learning
kan være en god forberedelse hertil.
Kernen i virksomhedernes krav til medarbejderne
er, at de skal have forretningsforståelse. Fagligheden
alene er ikke nok – medarbejderen skal kunne forstå
sin faglighed i en forretningsmæssig kontekst.
Kort fortalt har rådgiverbranchen behov for, at de
studerende i dag, ud over en stærk faglighed, udvikler
globale kompetencer: De skal have en kulturel
forståelse, de skal kunne arbejde tværfagligt og virtuelt,
de skal kunne begå sig på de bonede gulve, og
de skal have forretningsforståelse.

Mål: International kultur
Som udgangspunkt skal Danmark passe på med at
blive alt for dansk. Vi skal stræbe efter at udvikle os
til internationale danskere, og vi kan forfølge dette
mål på flere måder. Først og fremmest skal der
flere udenlandske studerende til Danmark: Der bør
iværksættes flere initiativer, som kan tiltrække internationale
studerende. Derudover skal der langt flere
danske studerende til udlandet. Der har været et fald
i antallet af studerende i udlandet med 17,4 procent
fra 2000 til 2006. Det skal være mindre besværligt
for de studerende at tage et semester i udlandet.
Universiteterne bør blive bedre til at informere om
mulighederne, have kontakter i udlandet og etablere
udvekslingsaftaler, og det skal være lettere for universiteterne
at give merit for opholdene.
Danmark skal ansætte flere udenlandske lærere.
Samtidig skal der flere danske lærere til udlandet
for at opnå international erfaring. En international
kultur blandt lærerne vil være en væsentlig forudsætning
for at skabe et internationalt miljø på uddannelsesinstitutionerne.
Identitet: Klar til den globale udfordring
Ingelise Bogason
Direktør. Ingelise Bogason har siden 2005 været administrerende direktør i den
rådgivende ingeniørvirksomhed ALECTIA A/S. Før det har hun blandt andet været
administrerende direktør i CSC Denmark, ansat i Dansk Data Elektronik og
undervist som gymnasielærer. Uddannet cand.mag. i samfundsfag og historie.
Hold på de udenlandske
dimittender og medarbejdere!
Undersøgelser fra CIRIUS 1 viser, at 73 procent af de
udenlandske studerende er positive over for at arbejde i
Danmark efter endt uddannelse. Men de kan ikke finde
job. De oplever allerede i første fase at blive forhindret i
at komme i kontakt med virksomhederne, fordi de fleste
onlinejobdatabaser er på dansk. Et simpelt tiltag for
virksomhederne vil være at ændre rekrutteringssproget
fra dansk til engelsk.
Uddannelsesinstitutioner skal i højere grad samarbejde
med virksomheder for at skabe gode forudsætninger for,
at de internationale studerende kan finde job i Danmark.
En mulighed er at oprette praktikpladser og studiejob,
som er tiltænkt internationale studerende. På den måde
vil de få mulighed for at skabe et netværk i Danmark og
få første fod ind i erhvervslivet.
På sigt er eksport af rådgivningsydelser en af de største
eksportmuligheder. Uddannelsesinstitutionerne skal derfor
styrke det internationale miljø, så de er med til at bidrage
til udviklingen af denne eksportmulighed.
1 CIRIUS er en styrelse under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, der har til formål at styrke internationaliseringen af
de danske uddannelser.
57

Arbejdsmarked

SØREN PEDERSEN

Fremtidens arbejdsmarked
– fra Palle til Pelle
ANNE SKARE NIELSEN & SØREN PEDERSEN
Stolthed til sit arbejde og høj faglighed er med til at
fremtidssikre éns virke på arbejdsmarkedet. Vi taler
om ”The complexity U”, hvor man har ”kropsarbejdere”
og ”videnarbejdere” på hver sin top. Pointen
er, at hvis man er dygtig til et arbejde med et højt
kompleksitetsniveau, er man meget svær at erstatte.
På den ene top er det for eksempel jord- og betonarbejdere,
en kundeservicemedarbejder eller en lastbilchauffør.
På den anden top er det en sekretær, en
kirurg eller en chef. I bunden af U’et finder vi de
mennesker, hvis kernearbejde er at skubbe information
mellem de to grupper. Det er et arbejde, der
kan automatiseres, og som derfor bliver mindre og
mindre værd.
Mange servicefunktioner får det svært i fremtiden.
Det kommer også til at gå hårdt ud over administratorer,
ejendomsmæglere, journalister og bankfolk.
Vi vil for eksempel sagtens selv kunne finde ud af at
købe et hus, lave bankforretninger og sammensætte
vores egne nyheder på nettet. Men vi kan ikke finde
ud af at grave kabler ned eller køre rundt i byen med
varer i en kæmpe lastbil uden at køre folk ned. Selv
om mange i dag ser ned på folk, der arbejder med
kundeservice, er det et utrolig vigtigt og kompliceret
job. Det kræver empati, overblik, sprogkundskaber,
forhandlingsevne samt indsigt i politik og andre
kulturer. Derudover skal man have forståelse for
virksomhedens produkter og for kundernes behov.
Opgaver, som en computer aldrig ville kunne løfte.
Den faglige stolthed og det at finde mening i sit job
vil blive mere efterspurgt af jobsøgende og kommer
i stigende grad i fokus hos virksomhederne. Ser
man på Fortune 500 (en liste, som det amerikanske
blad Fortune laver, over de 500 største amerikanske
Arbejdsmarked: Fremtidens arbejdsmarked – fra Palle til Pelle
På fremtidens arbejdsmarked handler det om at få det bedste og
ikke det meste ud af medarbejderne. Det mener Anne Skare Nielsen
og Søren Pedersen fra Future Navigator.
virksomheder efter omsætning), kan man spore en
tydelig sammenhæng mellem bundlinje og arbejdsglæde.
Arbejdsglæden kommer oftest, når man kan
se meningen med det, man laver, og den sammenhæng,
man indgår i.
Ved vi for meget om fremtiden?
Måske er problemet i dag, at vi ved for meget om
fremtiden. Man siger om Columbus, at hvis han
havde vidst, hvor lang hans rejse var, var han aldrig
taget af sted. På en af verdens bedste handelshøjskoler,
IESE Barcelona, hvor vi gæsteunderviser,
har man fundet ud af, at en tredjedel af organisationers
succes ikke kan forklares ud fra den forhåndenværende
teori. Vi tror, det skyldes, at det ikke
kan forklares – ikke teoretisk utilstrækkelighed. Det
er interessant, for det betyder, at der altid skal være
plads til en ”happy go lucky”-attitude og vilje til at
eksperimentere. Og vi skal belønne både succeser og
fiaskoer. Der skal være lys, tid og plads til at undre
sig, udforske og blive klogere – også på sig selv.
Det er præcis den type mennesker, fremtidens erhvervsliv
vil forsøge at rekruttere; medarbejdere, der
kan gå fra forundring og videre derfra til at skabe
forandring. Hvor vi tidligere havde værnepligt, der
i arbejdslivets termer handler om at hæve sin løn og
være til stede fra klokken 8 til 16, ser vi nu forventninger
om, at de ansatte lever op til en hjernepligt.
Det indebærer en pligt til og forventning om at udnytte
sin viden bedst muligt og proaktivt. I fremtiden
bliver det altafgørende for virksomheder at have
selvstændigt tænkende medarbejdere, der i kraft af
deres indgående viden om arbejdspladsen skal få de
ideer, som hjælper virksomheden til at navigere i
fremtiden.
61

Arbejdsmarked: Fremtidens arbejdsmarked – fra Palle til Pelle
I Future Navigator tror vi, at evnen til at tænke
selv, være fleksibel, men samtidig også have noget at
tro på og et fællesskab at indgå i bliver meget mere
vigtig. Og det bringer os til en forklaring på titlen
på denne artikel: fra Palle til Pelle. Hvor vi tidligere
agerede selvstændigt i uddannelsessystemet og
i erhvervslivet som Palle alene i verden, ser vi nu et
stigende behov for at være mere som Pelle Pelikan
fra Rasmus Klump.
Pelle er den fødte netværker. Han handler på eget
initiativ, kender sin egen rolle i flokken og ved, at
han ikke ved, hvad fremtiden vil byde på. Derfor
opsamler han alt muligt i sit næb, som han senere
er i stand til at finde frem og kombinere på nye og
smarte måder. Overført til uddannelser kan man
sige, at det giver nyt liv til den gamle floskel om,
at det handler om at lære at lære, om evnen til at
spørge andre og erkende, at man ikke selv har alle
svarene, samt om at lytte til de svar, der gives. Det
bliver afgørende kvalifikationer på morgendagens
arbejdsmarked. Vi vil se ansatte, der i højere grad
indgår i livslang læring, og hvor dette ganske enkelt
er en nødvendighed. Vi skal derfor skoles i nysgerrighed
for at begå os i en verden, der hurtigt forandrer
sig.
62
Fra det meste til det bedste
I fremtiden handler det nemlig ikke længere om
at få det meste ud af mennesker. Det handler om
at få det bedste ud af mennesker. Det hedder ikke
længere human resources i erhvervslivet, men human
potentials, og HR-afdelingen er ikke længere
en uambitiøs kage-bage-kursus-afholder, men det
vigtigste strategiske område overhovedet. At få det
bedste og ikke det meste ud af de personer, man har
omkring sig, og dermed det bedste ud af sin tid, sit
liv, sin familie, kolleger og samarbejdspartnere, at få
det bedste ud af naturen og de globale ressourcer.
Det bliver dér, at Danmark virkelig kan blive foregangsland.
Vi har i nogle få hundrede år været meget inspireret
af den amerikanske drøm og ”The Declaration of
Independence”: Uafhængighed er godt, enhver er
sin egen lykkes smed, og med de rette rammebetingelser
kan enhver realisere sin egen lykke. I 2025
taler vi hellere om den europæiske drøm og ”The
Declaration of Interdependence”: Vores verden, ja
hele universet, er en forbundet helhed, hvor grænser
og systemer er noget, mennesker har fundet på, og
derfor aldrig bør sættes før mennesker. Det er ved
at tænke i helheder og ved at samarbejde, at vi som
mennesker fungerer bedst.

Arbejdsmarked: Fremtidens arbejdsmarked – fra Palle til Pelle
”Mange servicefunktioner får det svært i fremtiden. Det kommer også
til at gå hårdt ud over administratorer, ejendomsmæglere, journalister
og bankfolk. Vi vil for eksempel sagtens selv kunne finde ud af at købe
et hus, lave bankforretninger og sammensætte vores egne nyheder på
nettet. Men vi kan ikke finde ud af at grave kabler ned eller køre rundt
i byen med varer i en kæmpe lastbil uden at køre folk ned .
”
Vi ved meget om fremtiden, men 80 procent af den
faktiske virkelighed ved vi ikke, at vi ikke ved. Det
vil sige, at vi ikke engang kan formulere spørgsmålet.
Muhammed-krisen er et eksempel på et meget vigtigt
problem, vi var ubevidste om, at vi ikke vidste
noget om. Så fremtiden er svær at forudsige, og det
bringer os til en af de vigtigste pointer: Det handler
ikke om, hvad man gør, men hvordan man gør det!
Mod bedre uddannelse?
Liselotte Lyngsø, et af de mest inspirerende mennesker,
vi kender, sagde engang, at det, vi mangler
mest, som regel er det, vi taler mest om. Så når vi
i dag taler rigtig meget om individualitet, værdier,
mening, kreativitet, fællesskab, tolerance, viden,
sammenhængskraft og innovation, er det, fordi vi
ikke har det. Der er ingen grænser for alt det gode,
vi gerne vil gøre for vores børn, deres uddannelse,
de mennesker, der skal tage hånd om dem, og de
steder, de færdes. Men i virkeligheden er dragen i
eventyret ikke det, vi tror. Det er ikke mangel på
tid, penge, viden eller ressourcer. Der er mennesker
i denne verden, som med færre penge, mindre tid,
større modstand, dårligere uddannelser og under
horrible vilkår har opnået bedre resultater, end vi
kan vise frem i dag.
Dragen er inden i os selv. Og den store rejse, vi kommer
til at bevæge os ud på i fremtiden, bliver ikke
som fordums opdagelsesrejsende ud på havet, over
indlandsisen, ud i rummet eller ned i havets dyb.
Rejsen kommer til at gå ind i os selv – i vores molekyler,
fysik, biologi, kemi, gener, adfærd, sociale liv,
relationer, myter, tanker og drømme. I virkeligheden
er vores grimme drage, at vi ikke kan skabe positive
forbedringer, hvis ikke vi selv er villige til at forandre
os. Og helt ærligt, hvem kunne ikke trænge til det?
Anne Skare Nielsen
Anne Skare Nielsen var som biolog og cand.scient.pol. med til at sætte
fokus på fremtidens verden på Institut for Fremtidsforskning. I dag er hun medejer
af firmaet Future Navigator, der arbejder med idéudvikling og
fremtidens ledelsesudfordringer.
Søren Pedersen
Søren Pedersen har en uddannelsesmæssig baggrund som civilingeniør
inden for industrielt design. De seneste tre år har han arbejdet med koncept- og
metodeudvikling hos Future Navigator.
63

Arbejdsmarked: Engagement i uddannelsen
Engagement i
uddannelsen
KNUD HENNING ANDERSEN
”Unge flokkes om finansuddannelser” skrev Dagbladet
Børsen på sin netavis den 30. juli. Når avisen
skriver sådan, tror vi i finansbranchen, at det i høj
grad hænger sammen med følgende forhold:
• Vi repræsenterer en branche, der engagerer sig i
den enkelte uddannelse.
• Vi har en mangfoldighed af karrieremuligheder, og
vi bruger ganske mange penge på efteruddannelse.
• Og så kan den unge, uanset hvor vedkommende
begynder sin uddannelse, slutte på højt niveau.
Vi har fået skabt adgangsveje.
For os har det været en kongstanke, at professionerne
skulle inddrages i selve processen med at udvikle
og vedligeholde uddannelser.
Med Finansrådet som krumtap er der derfor blevet
opbygget en praksis, hvor en gruppe af vores medlemmer
sætter sig sammen for at definere kompetencekrav
til en given uddannelse. Det er en opgave,
vores medlemmer er gået til med stor entusiasme,
hvad enten det drejer sig om at skabe en ny uddannelse
eller at revidere en gammel.
Når medlemmerne har sat ord på deres krav til
kompetencer, sætter vi os sammen med repræsentanter
for uddannelsesinstitutionerne og definerer,
hvilke fag og kombinationer af fag der skal til for at
honorere disse kompetencekrav.
Det er ikke ligetil, for uddannelsesinstitutioner er
traditionelt meget fagligt opdelte, og vi vil gerne
bruge ”det moderne køkken”, hvor man kombinerer
lidt af det ene med lidt af det andet, men gennem
dialogen fremmes forståelsen.
64
Samarbejde mellem brancher og uddannelsesinstitutioner
er vejen frem, mener Knud Henning Andersen, der gennem
sin egen verden – finansbranchen – har lært, at mangfoldighed
er nøgleordet, når der skal rekrutteres.
Sådan er det også i relation til Undervisningsministeriet.
Vi har et fortrinligt samarbejde og får langt
hen ad vejen opfyldt vores ønsker.
Meningsfyldte professionsrettede job
Men ansvaret går videre. Finansbranchen er med til
at løfte opgaven med at finde kvalificerede lærere
og fremstille undervisningsmaterialer. Og vi kommer
løbende med forslag til ændringer på områder,
der vel traditionelt anses for at være skolernes, for
eksempel gennemførelse af uddannelserne.
Som jeg hørte på mødet, rumsterer vi i lighed med
mange andre med, hvordan studenterjob kan anvendes
i forbindelse med vores nye professionsbacheloruddannelse.
Når nu de fleste studerende alligevel
skal have et studenterjob, kunne det så ikke
kombineres med praktikken? Hvorfor ikke arbejde
i deres kommende fag på en studierelevant måde?
Det må i højere grad være meningsfuldt med et professionsrettet
job end et job på en tankstation. Ideen
er ikke købt endnu, men vi synes, den falder godt i
tråd med tanken om, at realkompetence er et vigtigt
element i uddannelserne.
Det er altså vores erfaring, at branchen er godt tjent
med at bruge mange ressourcer på de relevante uddannelser,
deres indhold og deres gennemførelse. Ud
af vores model, hvor parterne tidligt går i dialog med
hinanden, er der kommet velsøgte uddannelser, engagerede
uddannelsesinstitutioner, kompetente kandidater
og ikke mindst en branche, som føler et medansvar,
ja et medejerskab til den enkelte uddannelse.
Andre videregående professionsrettede uddannelser
kunne måske have lige så stor gavn af endnu mere
involverede aftagere.

KNUD HENNING ANDERSEN

Arbejdsmarked: Engagement i uddannelsen
Mangfoldighed i branchen
Finansbranchen tror på mangfoldighed og på, at
muligheder for jobudvikling skal være tiltrækkende.
Hvor er der sammenhæng mellem de unges ønsker
til en uddannelse og virksomhedernes ønsker til de
unge? Vores undersøgelser viser, sagt med mine ord,
at vi er enige om mangfoldighed og muligheder.
Vi har i den finansielle sektor brug for dygtige medarbejdere,
men gerne med forskellige fundamenter. Vi
har nemlig meget forskelligartede virksomheder i størrelse,
geografisk omfang, nationalitet og produktionsomfang.
Vi har både den lille sparekasse i provinsen og
den store internationale koncern med hele afdelinger,
der er specialiserede i valutahandel eller it-systemer.
Konsekvensen er selvfølgelig også, at vi skal bruge
en mangfoldighed af kompetencer – både personlige
og faglige. Og det er der ingen standard for.
Det kan kun lykkes, hvis der er en mangfoldighed
af muligheder. Også i uddannelsessystemet – med
mange forskellige indgange og plads til studerende
med mange forskellige baggrunde. Man kan sige det
sådan, at finansuddannelserne skal være en motorvej,
hvor der er mange tilkørsler, så folk fra alle mulige
lokaliteter og destinationer kan komme på.
66
Dialog. Deltagerne på Sorø-mødet har rig lejlighed til at
diskutere de mange indlæg og netværke med hinanden.
Derfor har vi valgt udelukkende at basere os på
offentlige uddannelser. Historisk har det gjort de
sømløse overgange fra et niveau til et andet lettere.
Ikke let, men lettere.
Det betyder ikke, at sektoren ikke selv vil bidrage. Vi
anvender 4,3 procent af lønsummen på uddannelse –
plus den tid, der medgår. Men den basale uddannelse
baserer sig på offentlige uddannelser. Og det er essentielt.
Det er ringvejene i systemet, som gør det muligt
at komme fra en retning til en anden uden at skulle
vende om og begynde forfra. Både for den ansatte og
for virksomheden er det en stor fordel, at den ene uddannelse
kan føre den anden med sig. Det giver den
fleksibilitet, som er så attraktivt for den studerende
– og for de virksomheder, der skal kunne tiltrække
arbejdskraft i et demografisk presset arbejdsmarked.
Globalt udsyn
Og det gør heller ikke noget, hvis vejen kan lede
andre steder hen end til vores branche. Det er bevidst.
Vi vil have mennesker med udsyn – gerne globalt
udsyn. Og det kan betyde, at de søger arbejde
uden for vores sektor. Der har vi selvfølgelig en lille
fordel. Hvis vi har behandlet dem godt, bliver de
sikkert også til gode kunder, når de skifter til andre
brancher.

Vi er sikre på, at regeringens ønske om, at 50 procent
af en ungdomsårgang skal have en videregående
uddannelse, kun kan opfyldes, hvis vi i Danmark
har professionsrettede videregående uddannelser af
høj klasse.
Det er kvaliteten, der er afgørende – både for de studerende
og for aftagerne. Det nytter ikke at sænke
overliggeren.
Vi rekrutterer såvel fra de akademiske som fra de
professionsrettede videregående uddannelser og fra
ungdomsuddannelserne. De har hver deres berettigelse.
Og dem skal vi holde fast i. Ikke for at være
en Jeronimus, men fordi der er forskellige behov,
som skal dækkes, på vores arbejdspladser. Pointen
er jo netop, at alle ikke behøver at have de samme
kompetencer! Så længe alle får samme muligheder
på den lange bane for karriere og uddannelse, hvis
evnerne og interessen er til stede. Mangfoldighed er
nøgleordet.
Statsministeren sagde engang, at man i Danmark
skulle kunne gå ”fra at være bistandsklient til bank-
Arbejdsmarked: Engagement i uddannelsen
”Hvis nogle ikke får indfriet deres ambitioner,
skal det ikke være vores udannelsessystem,
der stillede barrierer op.
”
direktør”. Det er den helt basale idé bag det danske
uddannelsessystem, som er værd at holde fast i.
Og vi har faktisk fået skabt system, hvor der er en
indgang til finansverdenen, uanset om du kommer
med en akademisk lang videregående uddannelse,
eller du kommer fra en stilling som kassemedarbejder
i et supermarked. Begge skal kunne ende som
forretningsansvarlig på et højt niveau. Begge skal
kunne komme så langt, evnerne rækker. Hvis nogle
ikke får indfriet deres ambitioner, skal det ikke være
vores udannelsessystem, der stillede barrierer op.
Jeg kan kun opfordre andre aftagere af de professionsrettede
uddannelser til at gå endnu mere aktivt
ind i et samarbejde med uddannelsesinstitutionerne.
Det er en krævende proces. Det kan være besværligt.
Men grundlæggende er det den rigtige vej.
Så idealisme eller ej: Det drejer sig om at få tilstrækkeligt
mange kvalificerede kandidater at vælge
imellem. Og det er vores opfattelse, at en involveret
sektor, der giver mange muligheder, betyder rigtig
meget for dagens unge, når de skal vælge uddannelse.
Knud Henning Andersen
Knud Henning Andersen er underdirektør i Finansrådet med ansvar for
uddannelses- og forskningspolitik. Blandt de senere års fokusområder kan
nævnes, hvorledes de professionsrettede uddannelser kan fremmes, hvorledes
it i forbindelse med uddannelse kan fremme differentiering og vigtigheden af en
prioritering af forskning inden for humaniora og samfundsvidenskab.
67

JENS KLARSKOV

Historien om en samfundskontrakt
JENS KLARSKOV
Uddannelse er svaret på mange samfundsmæssige
udfordringer. Uddannelse bidrager til personlig udvikling,
almen dannelse, social sammenhængskraft
og økonomisk konkurrencekraft.
Som talerør for de videnbaserede erhverv i Danmark
er Dansk Erhverv optaget af at sikre vores medlemsvirksomheder
de bedst mulige rammevilkår, og her er
uddannelse en helt central konkurrenceparameter.
Behov for et politisk serviceeftersyn
Selv om – eller måske netop fordi – vi denne sommer
har været vidne til et bekymrende historisk fald
i optaget til universitetsuddannelserne, er der i mine
øjne behov for et serviceeftersyn af regeringens målsætning
om, at halvdelen af en ungdomsårgang skal
gennemføre en videregående uddannelse. Min klare
overbevisning er, at vi skal uddanne mere end de
50 procent – og med en anden fordeling end den
nuværende. Det skyldes tre ting:
• Videnvirksomhedernes kompetencebehov bliver
stadig mere komplekse, både i dybden og i bred-
den. Det skyldes den strukturelle forandring af
Danmark fra industrisamfund til højteknologisk
servicesamfund og globaliseringsbølgen, der
flytter viden og virksomheder rundt i verden så
let som ingenting.
• Vores udenlandske konkurrenter – især de asiatiske
vækstøkonomier – investerer i disse år massivt i
uddannelse og forskning.
• Uddannelse af høj kvalitet er et af de kort, vi
som erhvervsorganisation har brug for at spille,
når vores medlemsvirksomheder spørger os,
hvorfor de skal drive forretning i et land, der
brandbeskatter viden.
Arbejdsmarked: Historien om en samfundskontrakt
Erhvervslivet har brug for flere medarbejdere med uddannelser
af forskellig varighed. Det skal politikere, uddannelsesinstitutioner
og erhvervsliv sammen sørge for bliver muligt, siger Jens Klarskov,
administrerende direktør i Dansk Erhverv.
Vi har i vores nye publikation, ”Viden skaber værdi”
(Dansk Erhverv, 2008), om de viden- og erhvervspolitiske
udfordringer for Danmark slået til lyd for,
at 25 procent af en ungdomsårgang skal have en
universitetsuddannelse i 2020. Dermed ikke sagt,
at der ikke skal uddannes flere erhvervsakademiøkonomer
og professionsbachelorer. For det skal der. Vi
skal gøre hele kagen større og uddanne mere end
halvdelen af en ungdomsårgang. Men vi forventer,
at erhvervslivets efterspørgsel på universitetskandidater
stiger relativt hurtigere i de kommende år.
Merit og bedre adgangsveje fra netop erhvervsakademier
og professionshøjskoler til universiteterne
bliver af samme grund en af nøglerne til at sikre erhvervslivet
det aktiv, som en veluddannet og omstillingsparat
arbejdsstyrke er.
Når vi skal til at uddanne en stadig større andel af
de unge på videregående niveau, må vi anlægge en
strategi med et dobbelt sigte: Dels skal vi skabe rammerne
for, at flest mulige unge går i gang med en
videregående uddannelse, umiddelbart efter at eksamen
fra ungdomsuddannelsen er i hus. Dels skal
vi motivere de mange unge, for hvem videregående
uddannelse ved første øjekast ikke er et attraktivt
alternativ til beskæftigelse, til at slå ind på denne vej
på et senere tidspunkt.
Det videregående uddannelsessystem skal anerkende
realkompetencer og sikre en smidig merit på
tværs af uddannelser og institutioner. Vi kan ikke
være bekendt at lede studerende ind i blindgyder og
udsætte dem for fagchauvinisme. Erhvervslivet har
ikke råd til at vente på, at veluddannet arbejdskraft
bliver sendt i uddannelseskredsløb på diverse suppleringsforløb.
Så henter de hellere de kloge hoveder
i udlandet.
71

Arbejdsmarked: Historien om en samfundskontrakt
”Erhvervslivet har ikke råd til at vente på, at veluddannet arbejdskraft
bliver sendt i uddannelseskredsløb på diverse suppleringsforløb.
Så henter de hellere de kloge hoveder i udlandet.
”
Samfundskontrakt er vejen frem
Det kalder på en samfundskontrakt mellem det
politiske system, uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet:
• Det politiske system skal sørge for, at rammerne
er til stede og – ikke mindst – at institutionerne
har et økonomisk grundlag, der stemmer overens
med regeringens målsætning om ”uddannelse i
verdensklasse”.
• Uddannelsesinstitutionerne skal stå på mål for,
at de unge får en uddannelse, der har høj faglig
kvalitet, som udvikler deres personlige kom-
petencer, og som er fremtidssikret i forhold til
udviklingen på arbejdsmarkedet.
• Erhvervslivet skal være en aktiv medspiller og
byde sig til som aktiv medspiller i forhold til
praktikpladser, studiejob, gæstelærere, eksterne
censorer, aftagerpaneler mv. Men trafikken skal
også gå den anden vej. Langt flere undervisere
72
fra uddannelsesinstitutionerne skal udstationeres
i virksomhederne under overskriften ”lektorer i
praktik”.
Når det er sagt, er det vigtigt at holde sig for øje, at
erhvervslivet kun engagerer sig i uddannelsesverdenen,
hvis virksomhederne føler, at de får noget igen.
”Noget for noget” er altså ikke kun et reklameslogan
for en større dansk bank. Det er helt afgørende, at
erhvervsakademierne, og især professionshøjskolerne,
formår at slå dørene op for erhvervslivet. Man
skal ville samarbejdet.
Det skal ses i lyset af, at 96 procent af de danske virksomheder
har under 50 ansatte. De mange små og
mellemstore virksomheder er lidt af en udfordring
for de uddannelser, der vil tættere på erhvervslivet,
for mange af virksomhederne har ikke tradition
for at samarbejde med uddannelsesinstitutionerne.
Men det nytter ikke noget at opgive på forhånd eller
læne sig tilbage og vente på, at virksomhederne selv
henvender sig. Uddannelserne skal selv være aktivt
Jens Klarskov
Har siden 2007 været administrerende direktør for Dansk Erhverv.
Før det en række lederposter inden for byggebranchen, blandt andet som
administrerende direktør i Dansk Byggeri. Uddannet cand.jur.

opsøgende og selv sparke døren ind hos de små og
mellemstore virksomheder. Det bør være en af videncentrenes
fineste opgaver.
Jeg fornærmer vist ikke nogen ved at sige, at der er
et uudnyttet potentiale for videncentrene, når det
gælder om at styrke samarbejdet med erhvervslivet
– særligt servicesektoren. Serviceerhvervene spiller
allerede i dag en dominerende rolle i dansk økonomi,
og det er i den sektor, hovedparten af fremtidens
videnarbejdere får job.
Tværfaglighed og samarbejde
Hvis den praksisbaserede uddannelse skal omsættes
til værdi i erhvervslivet, skal de unge klædes på med
tværfaglige kompetencer. Virksomhedernes problemer
kræver ofte svar, der går på tværs af faglige skel.
Det er en af grundene til, at vi har støttet oprettelsen
af ægte flerfaglige professionshøjskoler, som også går
på tværs af de traditionelt offentligt og privat rettede
uddannelser. Her er vi ikke i mål endnu. Og vi opfordrer
derfor uddannelsesinstitutionerne til at intensivere
samarbejdet på tværs af fag, institutioner,
uddannelsesniveauer og sågar ressortområder.
Universiteterne skal spille en langt større rolle i
udviklingen i den ikke-universitære sektor. Vi har
efterhånden talt om forskningstilknytning i rigtig
mange år, men meget lidt er sket. Det skal der laves
om på. Vi har også talt meget om behovet for nye
professionsbacheloruddannelser til den private sektor.
Her håber vi, at de nye erhvervsakademier får de
nødvendige rammer for at udvikle nye uddannelser
– især inden for it-området – i tæt samspil med professionshøjskolerne.
Viden skal anvendes
Viden er i sig selv uden værdi, hvis den ikke anvendes.
Derfor skal praksisbaseringen prioriteres højt.
Når de unge forlader uddannelsessystemet, skal de
være jobparate og i besiddelse af faglige og personlige
kompetencer, der gør dem i stand til både at
deltage i fællesskabet som demokratiske medborgere
og at bidrage til værdiskabelsen på det globale arbejdsmarked.
Leverer de videregående uddannelser overbevisende
svar på disse udfordringer, er de godt på vej mod den
verdensklasse, som vi alle taler om. Men det nytter
ikke kun at spise flødeskumskager på bekostning
Arbejdsmarked: Historien om en samfundskontrakt
af rugbrødet. En af de største uddannelsespolitiske
udfordringer er, at alt for mange unge ikke gennemfører
en ungdomsuddannelse. Vi skal have fat i de
unge, der hellere vil bore knallert end at sidde på
skolebænken. Men det er en anden historie.
Stina Vrang Elias
Underdirektør, DEA, Danmarks
ErhvervsforskningsAkademi
”Det var berigende at få mulighed for at
sætte fokus på uddannelse i Sorø. Der var
indlæg, som gav stof til eftertanke. Men
de erfaringer, der blev udvekslet i pauserne,
var dog lige så vigtige.
Det var opløftende at høre lærerstuderende
Maja Engberg-Sønderskov, og jeg
var meget optaget af forfatter Lars Olsens
indlæg. Det indtryk, jeg sad tilbage med,
var, at vi har en stor opgave foran os, hvis vi skal bryde
den negative sociale arv på uddannelsesområdet.
På mødet havde vi flere vigtige dagsordener. Lars Olsen
havde dog en afgørende pointe i, at akademisering af uddannelserne
kan være en medvirkende årsag til, at det
ikke lykkes os at bryde den negative sociale arv. Det er
vigtigt, at de praksisnære uddannelser dyrker deres egen
identitet og er stolte af det, de er.
Det er mit indtryk, at de private uddannelser har ret
godt fat i deres faglige identitet. Det var markant, at arbejdsgiverne
på det private område var villige til at tage
et ansvar for uddannelserne, og der var gode eksempler
på, hvordan arbejdsgiverne kan tage samme ansvar på
det offentlige område.
Og så ville det være dejligt, hvis uddannelsesinstitutionerne
i endnu højere grad bruger lejligheden til at lære af
hinanden, lure de bedste institutioner af og indfører det,
de gør godt, hjemme hos sig selv. Der er meget vundet
ved at se på dem, som prøver noget nyt og lykkes med
det. Pædagoguddannelsen i Jelling er et af de steder, man
kan lade sig inspirere af.”
Stina Vrang Elias deltog i Sorø-mødet for første gang.
73

Arbejdsmarked: Det attraktive arbejdsmarked på sundhedsområdet
Det attraktive arbejdsmarked
på sundhedsområdet
Hvordan holder man på personalet i sundhedssektoren, og
hvordan får man et højt kvalitetsniveau? Det har lægelig direktør
Johannes Gaub fra Sygehus Lillebælt et godt bud på.
JOHANNES GAUB
Der sidder to mænd og hamrer på blokkene i et
marmorbrud. En besøgende spørger den ene, hvad
han laver. ”Jeg slår skærver,” siger han. Den besøgende
spørger også den anden, der sidder lidt derfra,
og han svarer: ”Jeg er blevet bedt om at være med til
at bygge en katedral.”
Den gamle anekdote har trængt sig på, siden jeg
blev inviteret til Sorø-mødet for at tale om den attraktive
arbejdsplads på sundhedsområdet.
Gennem de seneste ni år har min arbejdsplads været
Vejle Sygehus. Sygehuset har fået mange pokaler
i de syv til otte år, der er lavet nationale sammenligninger
mellem sygehuse. Vi har guld eller sølv i
produktivitet, patienttilfredshed, medarbejdertilfredshed,
kvalitet og rettidighed. Og resultaterne
har været bemærkelsesværdigt konsekvente – sommetider
ovre i det kuriøse.
Et eksempel er, da B.T. testede rengøringen på seks sygehuse
ved at lægge hundehømhømmer i krogene. På
Vejle Sygehus var den sidste fjernet på andendagen.
Og i en nordisk undersøgelse af den interne kommunikation
i 34 private og offentlige virksomheder
blev vi til vores overraskelse igen nummer et. Et af
spørgsmålene var: ”Læser du altid det interne personaleblad?”
Over 50 procent af medarbejderne sva-
74
rede ”Ja, hver gang”. Der er blot den hage, at Vejle
Sygehus i ti år ikke har haft et internt personaleblad!
En positiv tilgang blandt medarbejderne er meget
værd – og i øvrigt udbredt, hvor der foregår meget
katedralbyggeri.
Min pointe er, at vi nok gør ét eller andet rigtigt i
den måde, vi driver sygehus på.
Hvordan holder vi på personalet?
Sundhedsvæsenet mangler personale i en sådan
grad, at det truer befolkningens sundhed. Og der er
mangel i alle grupper. Artiklen her beskriver noget
af det, vi har gjort for at skabe attraktive arbejdspladser,
især for de mellemlangt uddannede, det vil
sige sygeplejersker, radiografer og bioanalytikere.
Dernæst vil jeg omtale de muligheder, der åbner sig,
når man er konsekvent i brugen af moderne it.
På Sygehus Lillebælt arbejder vi systematisk med
opgaveglidning. Lad mig give nogle eksempler:
• Kræft i tyktarmen er den tredjehyppigste kræft-
form. Diagnosen stilles ved en kikkertundersøgelse.
Den udføres normalt af kirurger, som
der er en udtalt mangel på. Vi har uddannet
sygeplejersker til at udføre undersøgelsen. Vi har
belæg for, at de ikke er ringere til det, sammen-
lignet med kirurgerne, tværtimod.
”Vi drager nytte af to stærke naturkræfter, som dominerer
i de fleste medarbejdere: trangen til at være dygtig og
behovet for at høre til.
”

JOHANNES GAUB

Arbejdsmarked: Det attraktive arbejdsmarked på sundhedsområdet
• Radiografer har en teknisk uddannelse, og
normalt udfører de undersøgelserne på en rønt-
genafdeling, mens det er røntgenlægerne, der
tolker og beskriver billederne. Vi har sendt
radiografer på en uddannelse i Birmingham, og
røntgenbilleder af knogler samt ultralydsunder-
søgelser af maven udføres og beskrives nu selv-
stændigt af radiograferne.
• Bioanalytikere er uddannede til at passe det meget
avancerede maskineri, der anvendes i laboratorierne.
Alligevel bruger de op mod halvdelen af deres tid
på at tage blodprøver, og det er en belastning.
Social- og sundhedsassistenter, som typisk har
valgt fag ud fra en omsorgsvinkel, har vist sig at
være mindst lige så gode til at tage blodprøverne.
Sygehuset har fire generelle principper for opgaveglidning.
De handler om uddannelse, supervision,
kvalitetskontrol og løntillæg:
• Uddannelse etablerer vi enten selv, eller også
bruger vi en eksisterende – eventuelt udenlandsk.
Hvis der er en eksamen, skal den bestås. Tre af
de fire radiografer bestod eksamen i Birmingham.
• Supervision af speciallæger, der typisk arbejder i
rummet ved siden af.
• Resultatindikatorer overvåges løbende.
• Løndifferencen deles mellem den ansatte,
afdelingen og sygehuset.
Mange vil sige: Det er jo det glade vanvid. Der er jo
mangel på sygeplejersker, radiografer og social- og
sundhedsassistenter. Ja, netop! Og opgaveglidning
er en del af løsningen. De mere interessante opgaver
og den højere løn er med til at holde på sygeplejerskerne,
som ellers har en massiv tendens til at forlade
faget, helt eller delvist. Udfordringen i disse fag
er, at vi skal have flere til at søge ind, vi skal have
en højere procentdel til at gennemføre, og vi skal
holde dem i faget. Opgaveglidning virker, og når de
studerende i praktik ser den vifte af jobudvikling,
sygehusene kan byde på, er jeg ikke i tvivl om, at det
motiverer dem til at gennemføre uddannelsen.
Nye muligheder med it
Vejle Sygehus er Danmarks mest elektroniske. Vi har
haft elektronisk patientjournal i hele huset i snart fem
år, og røntgenafdelingen har i flere år været papirløs.
Tidligere var der 18 trin og en snes mennesker invol-
76
veret, fra en læge bestilte et røntgenbillede, til han
modtog et svar. I dag er det reduceret til fem trin.
Den praktiserende læge skriver en elektronisk henvisning,
og patienten kan gå direkte op på sygehuset
og få taget billedet uden tidsbestilling, hvis der er tale
om knogler eller lunger. Røntgenlægen ser billederne,
dikterer til talegenkendelsen, og svaret afgår sekunder
senere elektronisk. Det betyder, at alle røntgenundersøgelser,
der er foretaget i løbet af dagen, er besvaret
inden klokken 18. Ved at droppe bookningen får vi
desuden en uhørt høj produktivitet: Rekorden er 32
patienter på en time i et lungerum.
Hos os er it i mange afdelinger parret med en lystbetonet
gøren op med gamle rutiner, faggrænser og
monopoltænkning og med den udbredte opfattelse,
at en venteliste ikke er et problem, men en ordre-
beholdning.
Elektronikken er ikke blot en tidssvarende løsning
på dokumentationsopgaven; den revolutionerer arbejdsgangene.
Papir egner sig glimrende til at ligge
i bunke – derfor bliver journaler væk, og sager går i
stå. Det er et absurd levn fra fortiden, at en sag kan
ligge og vente i ugevis på, at en medarbejder bruger
nogle minutter på at ekspedere den til næste trin.
Elektronikken skaber en umiddelbarhed i sagsbehandlingen,
som får ventetider til at forsvinde. Jeg
tror, at der her ligger en væsentlig del af forklaringen
på, at vi har rekorden i produktivitet. Devisen hos
os er: én boldberøring, derefter aflevering.
Vejle Sygehus er kendt for sine pakkeforløb, for
eksempel lungepakken, som gennemfører udredning
af en mulig lungekræft på to uger, fordi de
nødvendige undersøgelser er forudbestilt, svarende
til den påregnelige efterspørgsel. Driftsformen er
slået rigtig godt an takket være Kræftplan II; den
har været Sundhedsstyrelsens officielle anbefaling i
årevis og indskrives i både politiske forlig og økonomiaftaler.
Den praktiserende læge, som har seks ugers ventetid
på et lungebillede på det lokale sygehus, hvor kræftudredningen
derudover tager tre måneder, vil være
stærkt fristet til at sige til den hostende ryger: ”Det
er nok en virus, lad os se, om ikke det går over af sig
selv.” Jeg er glad for at kunne tilføje, at der er sket
en meget positiv udvikling i løbet af det seneste år,

landt andet fordi pakkeforløb og åbne røntgenambulatorier
er indført de fleste steder.
Vi går efter endnu en sidegevinst. Den praktiserende
læge skal kunne klare så mange opgaver, at
hun kan nøjes med sende cirka 10 procent af patienterne
videre. Ændrer hun adfærd, så det i stedet
for 90 procent er 89 procent, hun klarer selv, øges
belastningen af sygehusene med 10 procent. Der er
jo også mangel på praktiserende læger, og jeg har
en tyrkertro på, at vi ved at give uhindret adgang
til sygehusets undersøgelser gør almen praksis til en
attraktiv arbejdsplads.
Motivation som drivkraft
Det er stærkt motiverende for et personale at være
med til at levere rettidige ydelser og at nedbryde
forældede driftsformer. Vi har mange 25- og 40-års
Arbejdsmarked: Det attraktive arbejdsmarked på sundhedsområdet
Rygepolitik. Man må gå udenfor, når man skal ryge til Sorø-møderne,
men der er altid nogen at snakke med på trappen.
jubilæer, og sygefraværet er blandt de laveste i branchen.
Rekrutteringsproblemer har vi, men kun pletvis
og ikke generelt. Og vi anser det for en selvfølge,
at de årgange, der nu kommer ud på arbejdsmarkedet,
som er opvokset med Game Boy, internet og
World of Warcraft, endnu lettere går ind i den højteknologiske
virkelighed.
Lad mig slutte med at komme med mit bud på,
hvordan vi i ledelsen skaber rammer for at realisere
det attraktive arbejdsmarked, og en smule om den
psykologiske baggrund for, at det kan lykkes.
Nøgleordene for ledelse er ”økonomisk råderum” ude
i afdelingerne og ”uddelegering” af beføjelser til det
udførende led. Vejles høje produktivitet betyder, at
vi leverer ydelser for 120 kroner, hvor gennemsnitssygehuset
leverer for 100 kroner for de samme om-
77

Sangens år. Førstedagens aftenunderholdning stod professor ved Det Kongelige
Danske Musikkonservatorium Inge Marstal for. Hun tog deltagerne igennem kendte
såvel som ukendte sange fra den danske sangskat.

kostninger. Det meste af de 20 procent går til skatteyderne
i form af lave basisbudgetter, men der bliver
fire til fem procent til overs som driftsoverskud. Det
betyder, at vores afdelingsledelser har seriøst mange
penge til rådighed, typisk fem til seks millioner kroner
i de store afdelinger, som er midler til nye initiativer,
efteruddannelse og grej i den lettere genre.
Det gør det sjovt at være leder hos os. Og det betyder,
at uddelegering af beføjelser ikke bare er tom
snak. Der er midler til at gennemføre de beslutninger,
der træffes ude i frontlinjen, og det skaber korte
beslutningsveje, korte sagsbehandlingstider og et
enormt engagement.
Hvorfor det lykkes? Vi drager nytte af to stærke naturkræfter,
som dominerer i de fleste medarbejdere:
trangen til at være dygtig og behovet for at høre til.
At få lov til at vise, hvor dygtig man er, er en helt
grundlæggende drift for alle os, der har gået længe
i skole. Vi fodrer den drift med teknologi og med
mulighed for forskning og udvikling.
Arbejdsmarked: Det attraktive arbejdsmarked på sundhedsområdet
Stolt personale
Det er også et elementært behov at høre til. Det virker
på teamniveau i de grupper, der dannes om de
enkelte opgaver, og det virker på institutionsniveau.
Den omtale, vi har været genstand for de senere år,
har været en kraftig booster af holdånd og stolthed
over virksomheden. Det kan vi se på de årlige medarbejderundersøgelser.
Der er i tiden stærke opløsningstendenser af både
den ene og den anden art. Griskhed og almindelig
atomisering er reelle trusler. Foreløbig tror vi på, at
vores model holder. Vi er nu i gang med en skræmmende
realistisk afprøvning af, om vi kan få den til
at virke i hele Sygehus Lillebælt – det vil sige også på
Kolding, Fredericia og Middelfart sygehuse. Om et
par år ved vi, om det lykkes.
Johannes Gaub
Johannes Gaub er lægelig direktør for det nyetablerede sygehusfællesskab
Sygehus Lillebælt. Før det har han blandt andet været cheflæge for Vejle og Give
sygehuse. Johannes Gaub har siden 1. januar 2007 været formand for
Den Centrale Videnskabsetiske Komité.
79

OLE GRANGAARD OLESEN

Til dig, der ved,
hvad du vil
OLE GRANGAARD OLESEN
Rachel er en kommende traineestuderende ved pædagoguddannelsen
i Jelling. Hun er velovervejet og
moden og har en god studentereksamen. Hun har
valgt Jelling – og fravalgt Århus – fordi hun allerede
fra begyndelsen af sit studium ønsker at blive
tilknyttet et jobsted. I Jelling får hun blandt andet
indflydelse på sine praktikker, fordi der allerede ved
studiestart lægges en individuel uddannelsesplan.
Den traineeordning, som bliver en del af Rachels
hverdag, består i, at aftagerne ansætter en eller flere
medarbejdere, som uddannes på pædagoguddannelsen
i Jelling. Det enkelte aftagersted – jobsted
– den studerende og uddannelsen aftaler ud fra jobstedets
ønsker en plan for hele studieforløbet, inklusive
praktikken. Jobstedet stiller en pædagogfaglig
mentor til rådighed for den studerende gennem de
tre og et halvt år, som uddannelsen er normeret til.
Rammen for uddannelsesplanen er en overordnet
partnerskabsaftale, gældende bestemmelser, love og
bekendtgørelser for uddannelsen.
Modellen har som forudsætning, at studiet bliver
fleksibelt. Vi har de seneste tre til fire år arbejdet
målrettet på at ændre vores uddannelsesformer og
vores image fra at være en skole centreret om aktiviteterne
i klasserummet med en underviser ved
katederet til at satse på uddannelsesformer, hvor in-
Arbejdsmarked: Til dig, der ved, hvad du vil
I Jelling har man fundet opskriften på en uddannelsesmodel,
der har fået ansøgertallet til pædagoguddannelsen til at
stige. Studierektor for pædagoguddannelsen i Jelling Ole
Grangaard Olesen forklarer her hvordan.
novative elementer er en integreret del af undervisningen,
og hvor studieaktiviteterne åbner op, så det
ud over undervisernes prioriteringer bliver professionens
behov og de studerendes faglige interesser,
der bliver bærende for studiet.
Innovative elementer i undervisningen
Hvis man har en uddannelse, som primært knytter
sig til det, der foregår i klasserummet, bliver det
svært – meningsfuldt og autentisk – at inddrage og
etablere samspil med læringsrummet i professionsfeltet,
sådan som traineeuddannelsen er tænkt.
Vi bruger cirka en tredjedel af vores underviseres arbejdstid
på forelæsninger og to tredjedele på faglig
og processuel vejledning. Sagt med andre ord: Adjunkter
og lektorer er nu først og fremmest facilitatorer
af samarbejdende arbejdsformer.
Vi har etableret prøver på første semester, hvor de
studerende går til eksamen, og hvor særligt kompetente
pædagoger, der er hentet fra professionsfeltet,
deltager som bedømmere. Bedømmerne måler
naturligvis præstationerne i forhold til deres egne
erindringer om uddannelse, og de giver udtryk for
stor anerkendelse af, hvad vores studerende formår
allerede efter første studieår.
”Oprindeligt markedsførte vi faktisk traineepædagoguddannelsen
under sloganet ”Til dig, der ved, hvad du vil!”.
Og vi er forbavsede over, hvor mange der har set muligheden
for at bruge denne model til ”det, de ikke vil”.
”
81

Arbejdsmarked: Til dig, der ved, hvad du vil
Omstillingen fra skole til studium er en svær proces.
Dels fordi underviserne skal tilegne sig nye kompetencer
og rutiner, dels fordi de studerende selv møder
op med traditionelle billeder af, hvordan der drives
god uddannelse. Deres billeder er ofte mere forbundet
med ”skolen” end med ”studiet”. Derudover foretrækker
omverdenen ”skoleformen”, fordi man, især i
forbindelse med forelæsninger, har et billede af, at det
Torben Kornbech Rasmussen
Konstitueret afdelingschef i Undervisningsministeriet,
Afdelingen for videregående
uddannelser og internationalt samarbejde
”Noget af det vigtigste, der kom ud af
Sorø-mødet, var den sociale og faglige
kontakt, der blev skabt. Det var godt for
interessenterne i professionsuddannelserne
og erhvervsakademierne at tale sammen,
og der blev taget fat på mange af de
problemstillinger, der er helt centrale for
at få udviklet sektoren.
Måske var programmet lidt for tæt. Der
var ikke tid til at få vendt alle de vedkommende emner
lige godt. Her tænker jeg blandt andet på internationalisering
og overgangmuligheder, hvor der dog kom væsentlige
synspunkter frem. Det er for eksempel vigtigt, at
vi gør det attraktivt for folk at blive i den profession, de
er uddannede til. Det er vigtigt, at der er mulighed for at
tage en overbygning på sin uddannelse. Men det er lige
så vigtigt, at vi udvikler uddannelserne, så de i sig selv
bliver attraktive at søge ind på.
To oplæg lagde jeg særligt mærke til. Det ene var af lægelig
direktør på Sygehus Lillebælt Johannes Gaub. Han
illustrerede de muligheder, der er, for at udvikle og kvalitetssikre
en arbejdsplads, hvis ledelsen griber det rigtigt
an. Det andet kom fra partner i ReD Associates Christian
Madsbjerg, som havde en undersøgelse om unge.
Udviklingen blandt dem er både tankevækkende og vigtig
at kende, når vi laver kampagner for at få dem til at
tage en uddannelse.”
Torben Kornbech Rasmussen har deltaget i alle Sorømøder
siden 1987.
82
er en kedelig undervisningsform. Forelæsninger anses
for at være en undervisningsform, hvor der ikke kan
foregå dialog og aktivitet, sådan som man kender fra
universitetet. Det er helt forkert!
Vores undervisere er til forskel fra universiteternes
dedikeret til undervisning. Det er deres hovedaktivitet.
De har læring og formidling som fokus. Så
vidt jeg husker, var det ikke altid det, der var i fokus
hos underviserne, da jeg læste på universitetet.
Traineemodellen giver tryghed
For at kunne etablere en traineeuddannelse, der på
den ene side er utraditionel i sin kobling til praksis
og i sin daglige organisering, og som på den anden
side fremstår som meningsfuld for den studerende,
egne undervisere og aftagerfeltet, er der efter min
opfattelse en række mellemregninger, der nødvendigvis
skal være på plads både didaktisk og holdningsmæssigt.
Hos os er traineeuddannelsen udviklet i tæt samspil
med Vejle Kommune, som har haft mange gode ønsker
til indhold og form.
Rachel er en studerende, vi rigtig gerne vil have. En
studerende, der ved, hvad hun vil. Oprindeligt markedsførte
vi faktisk traineepædagoguddannelsen under
sloganet ”Til dig, der ved, hvad du vil!”. Og vi er forbavsede
over, hvor mange der har set muligheden for at
bruge denne model til ”det, de ikke vil”. Det kan være
”sømanden”, der synes, at han med sine tatoveringer
vil virke helt forkert i en vuggestue. Eller ”indvandrerpigen”,
som på grund af sin kultur og religion ville føle
sig ilde berørt, hvis hun skulle udføre personlig pleje på
for eksempel voksne handicappede mænd.
Men uddannelsen henvender sig også til de usikre,
som har svært ved at finde en plads i uddannelsesjunglen.
De har glæde af den solide vejledning fra
nogle, som forstår at møde dem. Traineemodellen
giver den unge tryghed, for det første fordi den er
tilknyttet et bestemt (job)sted, for det andet fordi
man allerede fra begyndelsen får lagt en uddannelsesplan,
og for det tredje fordi en pædagogfaglig
mentor støtter den studerende gennem alle tre og
et halvt år.
Vi har brug for både piger som Rachel, ”sømanden”,
”indvandrerpigerne” og dem, der bare skal hjælpes

lidt på vej. En del af dem, der har søgt ind på trainee-
uddannelsen, giver udtryk for, at hvis ordningen ikke
havde været der, ville de nok ikke være kommet i
gang med en uddannelse.
Vi skal ikke være universiteter
Traineeuddannelsen blev mulig på grund af vores
egen uddannelsesomlægning på pædagoguddannelsen
i Jelling, og fordi den nye uddannelsesbekendtgørelse
gav nogle nye frihedsgrader, specielt
i praktikken, samt flere muligheder for at foretage
valg undervejs i uddannelsen.
Og så er der jo hele meningen med en professionsbacheloruddannelse.
Det er jo netop ikke to uddannelser
– en professionsuddannelse over for en
akademisk bacheloruddannelse – men en professionsbacheloruddannelse,
der rummer begge dele
– og udgør et fælles tredje.
Arbejdsmarked: Til dig, der ved, hvad du vil
Ole Grangaard Olesen
Ole Grangaard Olesen har tidligere arbejdet som pædagog, men har
i dag som studierektor for pædagoguddannelsen i Jelling særligt fokus
på innovativt arbejde, institutions- og uddannelsesudvikling,
læring og samarbejde gennem partnerskab.
Traineemodellen er én måde at gøre det på. Den
har hos os taget udgangspunkt i, hvad der kan gøres
inden for normeret studietid. Der kunne også være
andre modeller. University College Lillebælts (UCL)
læreruddannelse har for eksempel indsendt forslag
til Undervisningsministeriet for at få godkendt en
særlig spordelt uddannelse samt en uddannelse med
mulighed for at læse på halv tid og arbejde i den
øvrige tid. Jeg tror, at efterhånden som professionshøjskolerne
får næsen oven vande, vil man se rigtig
meget nytænkning fra den side.
Jeg synes ikke, vi skal bestræbe os på at blive universiteter.
Lad os bevare vores mission, som går ud på i
et integreret samarbejde med aftagerne og ”de gamle
universiteter” at drive brugbar læring, der kan give
brugbare svar på professionsfelternes kompetence-
og udviklingsbehov.
83

Rekruttering

LARS OLSEN

Rekruttering – ulighed og nye
potentialer
LARS OLSEN
I 2015 skal 95 procent gennemføre en ungdomsuddannelse
og mindst 50 procent en videregående
uddannelse. De ambitiøse målsætninger – som et
bredt politisk flertal er enige om – har baggrund i
globaliseringens krav om bedre uddannet arbejdskraft.
Men hvis de skal realiseres, indebærer de også
et opgør med uligheden. Simpelthen fordi potentialet
for dette uddannelsesløft især findes blandt unge
fra miljøer uden boglig uddannelse.
Danmark er ikke befolket af akademikere
Jeg er ved at lægge sidste hånd på en analyse, der offentliggøres
i efteråret, og kan derfor kun illustrere
pointen med tre tal. Vi bad blandt andet Danmarks
Statistik om at fokusere på de 25-årige mænd, der
har gennemført en lang, mellemlang eller kort videregående
uddannelse eller er i gang med det:
• Blandt unge med akademikerbaggrund er det
70 procent.
• Blandt unge fra hjem med faglig uddannelse er
det 24 procent.
• Blandt unge fra ufaglærte familier er det
13 procent.
Tallene siger noget om den massive ulighed, der
stadig præger dagens Danmark. Men de siger også
noget om, hvor vi skal sætte ind, hvis 50-procentmålet
skal gøres til virkelighed.
Rekruttering: Rekruttering – ulighed og nye potentialer
Social baggrund og stabile rammer i familien er afgørende
for, om unge får en uddannelse. Journalist og forfatter
Lars Olsen peger på, at hvis uddannelserne skal rekruttere
bredere, må der være en langt tættere forbindelse til
virkeligheden udenfor.
Akademikernes børn har for længst opfyldt 50-procent-målet.
Potentialet findes blandt de tusinder af
unge fra faglærte og ufaglærte familier, som ikke i
dag gennemfører en sådan uddannelse.
Når man følger debatten i uddannelsessystemet og
offentligheden, får man til tider det indtryk, at Danmark
stort set er befolket med akademikere – eller
i det mindste af folk med en videregående uddannelse.
Det er en myte. Blandt dagens forældre udgør
de faglærte og ufaglærte stadig det store flertal. Det
er på tide, at uddannelsessystemet får skarpere fokus
på de manges børn.
Hvad ved vi så om de unge fra ikke-boglige miljøer,
der realistisk set har potentiale til at gennemføre en
kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse?
Vi ved blandt andet, at kulturen i hjemmet
har afgørende betydning. Det er frem for alt unge
fra aktive og stimulerende ikke-boglige familier, der
klarer sig godt i skolen, fortsætter i gymnasiet og
– måske, måske ikke – tager en videregående uddannelse.
Aktive og inaktive familier
Inden jeg går nærmere ind på de krav til uddannelserne,
som dette rejser, vil jeg omtale en analyse,
som AKF (Anvendt KommunalForskning) har
gennemført for Ugebrevet A4 (hovedresultaterne
”De praksisorienterede videregående uddannelser er helt afgørende
for det uddannelsesløft, Danmark har brug for. Disse uddannelser er
orienteret mod praksis og tydelige roller. De har været lette at afkode
for de unge og deres familier, og de har tradition for at lære på andre
måder end ved hjælp af abstrakt teori.
”
87

Rekruttering: Rekruttering – ulighed og nye potentialer
er offentliggjort i A4 nr. 1/2008). Den bygger på
PISA-undersøgelserne. Her har man ikke bare testet
de unges færdigheder i blandt andet læsning og matematik.
Man har også stillet et hav af spørgsmål om
forholdene i hjemmet, blandt andet: Hvor tit spiser
du et hovedmåltid med mor og far? Har du adgang
til internettet derhjemme? Hvor tit diskuterer I politik
og samfundsforhold? Og meget andet.
AKF fokuserede på de seks forhold i hjemmet, der
ifølge analysen har størst betydning for, hvordan de
unge klarer sig i folkeskolen. Det var blandt andet,
om man som regel spiser et hovedmåltid med sine
forældre, om der er bøger i hjemmet, om man tit
diskuterer film og tv med sin far og mor, og om man
tit diskuterer samfundsforhold og politik.
I alle sociale lag er der både aktive og inaktive familier.
Det er kendetegnende, at de unge fra aktive
familier klarer sig markant bedre end dem fra inaktive
familier. Undersøgelsen viser dog også et andet
tankevækkende resultat: Børn fra inaktive akademikerfamilier
klarer sig paradoksalt nok bedre end
deres kammerater fra aktive faglærte og ufaglærte
familier.
Skolens sprog og koder er givetvis en del af forklaringen.
Når læreren beder klassen om at ”analysere”
eller ”perspektivere” en tekst eller om at ”skrive en
synopsis”, har unge fra højtuddannede familier lettere
ved at afkode, hvad der menes. De er simpelthen
i højere grad på hjemmebane i skolen og uddannelsessystemet
end unge fra ikke-boglige hjem.
Men hvad sker der så efter skolen?
88
AKF’s analyse byggede også på interview med de
unge fire år efter PISA. Herfra ved man, om de som
19-årige havde en gymnasial uddannelse eller var i
gang med en. Undersøgelsen viser, at familiekulturen
er helt afgørende for, hvem der bliver mønsterbrydere
og tager en gymnasial uddannelse, selv om
far og mor ikke har det.
Blandt unge fra aktive ufaglærte familier er det 50
procent, der som 19-årige har en gymnasial uddannelse
eller er i gang med en. I de inaktive kun 30
procent. I de faglærte familier er tallene 63 procent
mod kun 40 procent.
Det er ”den læsende arbejders børn”, der klarer sig
godt i skolen, fortsætter i gymnasiet og har potentialet
til at tage en videregående uddannelse. Det er
unge, som kommer fra velfungerende familier – forældrene
er engagerede i børnenes opvækst og skolegang
– men de har nogle andre uddannelsesmæssige
forudsætninger end de højtuddannede.
I erhvervsuddannelserne betyder 95-procent-målet
en stor udfordring med at få unge fra inaktive familier
igennem en uddannelse. Derfor er der meget
fokus på vejledning, mentorer og andet, hvor det
offentlige tilbyder noget af det, som far og mor ellers
klarer. I de videregående uddannelser er udfordringen
en anden. Her handler det typisk om de unge
fra aktive ikke-boglige miljøer. For 50-procent-målet
er det afgørende, at uddannelserne bliver lettere
at afkode – at mindske afstanden mellem den verden,
de unge kender hjemmefra, og den, de møder i
uddannelsessystemet.

Social mobilitet gennem uddannelse
Her har de praksisbaserede videregående uddannelser
et kæmpe fortrin. Historisk set har disse uddannelser
spillet en afgørende rolle for den sociale mobilitet i
samfundet. For 100 år siden var det bondestandens
kvikkeste børn, der gik på højskole og seminarium
og vendte tilbage som lærere i landsbyskolen. I nyere
tid har læreruddannelsen været springbræt for mange
unge fra arbejderklassen. Det var uddannelser orienteret
mod praksis og en velkendt rolle.
Når arbejdsmandens datter skulle forklare far og
mor, at hun ville læse videre, vidste de, hvad en skolelærer
var. Det samme var tilfældet med de tekniske
uddannelser. En af mine bedste ungdomskammerater,
Søren, var udlært smed, men fik en rygskade og
læste videre på teknikum. Den vej har tusinder af
faglærte gået.
Hvis de praksisbaserede videregående uddannelser
skal fremme den sociale mobilitet, må de videreudvikle
det, der har været deres styrke. De skal ikke være
miniatureudgaver af de lange akademiske uddannelser,
men netop have et stærkt element af praksis og en
tæt forbindelse mellem teori og praksis.
Jeg tror, at tre problemstillinger er centrale for at
blive et bedre springbræt for unge fra hjem uden
boglig uddannelse:
For det første må der ske en styrkelse af praktikperioderne,
og de teoretiske fag må forbindes bedre med
praksis. I forbindelse med min bog, ”Den nye ulighed”,
har jeg diskuteret akademiseringen af uddannelsessystemet
ved mange foredrag på lærer-, pædagog-
og socialrådgiveruddannelserne. Mange studerende og
en del lærere oplever, at praktikperioder og teoretisk
undervisning er to verdener, som er løsrevet fra hinanden.
Der er meget ”teoretisk teori”, for eksempel
videnskabsteori eller undervisning, der består i at sammenstille
sociologiske teorier med hinanden.
På en samfundsorienteret uddannelse skal man naturligvis
lære sociologi og lignende. Men et fag som
socialrådgiver eller lærer giver rig mulighed for, at
dette sker i tæt forbindelse med fagets praksis – til
tider med afsæt i egne erfaringer fra praktikperioderne.
Det kræver imidlertid, at undervisning og
lærebøger indrettes derefter og ikke efter skabeloner
fra de lange akademiske uddannelser.
Rekruttering: Rekruttering – ulighed og nye potentialer
Tættere på virkeligheden
Det undrer mig, at 95- og 50-procent-målsætningerne
stort set ikke har ført til debat om den daglige
undervisningspraksis. Det er trods alt her, det
foregår!
Det er afgørende, at lærebøger og undervisningsformer
bliver mere virkelighedsnære, og at teorier i
højere grad læres med afsæt i praksis. Måske burde
Undervisningsministeriet oprette en pulje, hvor uddannelsesinstitutioner,
bogforlag og andre kan få
støtte til udvikling af mere praksisorienterede undervisningsformer
i de teoretiske fag.
Samtidig er der i flere uddannelser brug for en
styrkelse af selve praktikken. Selv efter den seneste
reform af læreruddannelsen er det fortsat sådan, at
praktikdelen udgør 0,6 årsværk, mens de teoretiske
pædagogiske fag – altså didaktik, psykologi og pædagogik
– udgør 0,7 årsværk.
Jeg vil ikke bestride, at en lærer skal have teoretisk
pædagogik – problemet er balancen. Jeg tror simpelthen
ikke på, at man bliver en god lærer ved at teoretisere
sig til det. Det kræver, at man kan det fag,
man skal undervise i, at man har prøvet det mange
gange, og at man har haft lejlighed til at bearbejde
praktiske erfaringer. Nok så mange pædagogiske
teorier gør det ikke.
Den anden problemstilling i forhold til en bredere
rekruttering handler om forholdet mellem teori og
empiri. Efter et af mine foredrag faldt jeg i snak med
en socialrådgiverstuderende, som oprindeligt er uddannet
journalist. Hun undrede sig over, at det er
en stort set ukendt arbejdsmetode på uddannelsen
at henvende sig til den lokale forvaltning for at få
konkrete oplysninger. ”Det er stort set kun mig, der
gør det,” sagde hun.
Kernen i et projekt eller en synopsis er som regel
teoretisk teori: At opgaven perspektiveres med nogle
teorier, som de studerende i bedste fald kender sporadisk.
Dette suppleres med henvisninger til bøger og
andre skriftlige kilder. Derimod er der langt mellem
det selvstændige arbejde med empirisk materiale.
Empiri eller teori?
Lad mig illustrere det med et eksempel fra det virkelige
liv: Min papdatter er i gang med uddannelsen
89

Rekruttering: Rekruttering – ulighed og nye potentialer
som professionsbachelor i tekstile fag og formidling;
det, der i gamle dage var en uddannelse til håndarbejdslærer.
Hun har lige afleveret en stor opgave om
en ”burkini” – en særlig badedragt for meget troende
muslimer. I en sådan opgave indgår selvfølgelig et syfagligt
element om burkiniens stof, snit og så videre,
men det vejer kun halvt. Den anden halvdel er det
samfundsorienterede og teoretiske. Vejlederens råd
var: Find nogle bøger om integrationsteori, tag ud på
DPU’s bibliotek, læs om assimilation og integration,
og lav en komparativ analyse af forskellige teorier.
Det valgte hun kun at gøre i begrænset omfang. I
stedet tog hun chancen og gjorde noget, som vejlederen
slet ikke havde tænkt på. Hun interviewede
en gruppe unge indvandrere om, hvorvidt en burkini
ville få dem til at gå mere i svømmehallen. Og
hun interviewede et stort antal gæster i svømmehallen
om, hvordan de ville se på en kvinde i burkini.
Målet var at finde ud af, i hvilket omfang en burkini
ville lette eller hæmme integrationen mellem meget
troende muslimer og danskere.
Jeg vil påstå, at hun dermed kom betydelig tættere
på de relevante problemstillinger om burkini og integration
end ved at læse en masse højpandet teori,
der er udviklet under helt andre himmelstrøg. Men
det er kendetegnende, at den slags selvstændigt arbejde
med empiri sker på den studerendes initiativ
– ikke på lærerens.
Samtidig oplever hun, at det syfaglige element i uddannelsen
er svækket til fordel for videnskabsteori
og forskellige brudstykker af samfundsvidenskab.
Mange af de studerende er piger, der kan en masse
med deres hænder, har kreative ideer og vil lære at
forbinde dem med det håndværksmæssige. De vil
også gerne lære at sætte det i en samfundssammenhæng,
men det teoretiske er for langt væk fra faget
og balancen forskubbet for meget fra det håndværksmæssige
til det teoretiske.
Min papdatters erfaringer minder meget om dem,
der for nogle år siden kom frem under debatten om
sygeplejerskeuddannelsen. Mange mellemlange videregående
uddannelser er præget af en akademisering,
der har styrket de almene og teoretiske sider af
uddannelsen. Noget af det er udmærket, men der er
også en problematisk bivirkning – at uddannelsens
egentlige kerne, faget, er blevet svækket. Resultatet er,
90
at disse uddannelser mister det potentiale for social
mobilitet, som de historisk set har været gode til. Akademiseringen
gør det simpelthen sværere for unge fra
ikke-boglige miljøer at afkode og gennemføre uddannelserne.
Det blev dokumenteret i 2006, da AKF analyserede
frafaldet på sygeplejerskeuddannelsen, hvilket
heldigvis førte til ændringer af denne uddannelse. Men
problemet stikker langt dybere, og mange andre uddannelser
trænger til en lignende ”afakademisering”.
Problemerne begynder allerede i gymnasiet
Den sidste problemstilling, jeg vil pege på, ligger
uden for de videregående uddannelser, men handler
om adgangsvejen dertil – om gymnasiet. Til efteråret
skal politikerne forhandle om en reform af gymnasiereformen,
og undersøgelser blandt eleverne viser,
at det er tiltrængt. Noget af det mest påtrængende er
at gøre op med den akademiserede form for opgave-
og projektarbejde.
Gymnasiereformen har nogle firkantede krav om
tværfaglighed, som i praksis ofte udmøntes i videnskabsteori.
Simpelthen fordi videnskabsteori opfattes
som det eneste oplagte mødested for fag, der skal
bringes sammen. I stedet bør projektarbejdet føres
tilbage til sin oprindelige idé, nemlig at man tager udgangspunkt
i et konkret problem og ad den vej inddrager
forskellige fag. Det bør gøres til et krav, at man
som gymnasieelev en eller to gange i sin gymnasietid
foretager et selvstændigt arbejde med empirisk materiale
– for eksempel interview og spørgeskemaer.
Det er vigtigt, at eleverne allerede i gymnasiet lærer
andre og mere virkelighedsnære arbejdsformer. Det
er også vigtigt, at lærerne, som selv er universitetsuddannede,
opøves i andre undervisningsformer
end dem, der er typiske på universitetet.
Fra tid til anden beskrives gymnasiet som en akademisk
uddannelse. Det er noget vrøvl. Det er en studieforberedende
uddannelse. Gymnasiet peger ikke kun frem
mod de lange akademiske uddannelser, men også mod
erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne.
De gymnasiale uddannelser må tage konsekvensen
af, at de ikke længere uddanner en snæver elite, men
over halvdelen af en ungdomsårgang.
I de seneste årtier er der sket et skred i opgave- og projektarbejdet
i både gymnasiet og de mellemlange videregående
uddannelser – ja, helt ned i folkeskolen.

Den oprindelige idé med projektarbejde var, at det var
konkret og bragte uddannelsesverdenen tættere på livet
udenfor. Derfor kunne projektarbejde lette vejen for
unge fra hjem uden tradition for boglig uddannelse.
I folkeskolen var forløberen den såkaldte emneundervisning,
der spillede en stor rolle i ”Den blå betænkning”
i 1960. Her pegede man på, at arbejdet med
konkrete emner lærte eleverne at gå på tværs af fagene
og gav skolearbejdet ”et præg af det praktiske livs
forhold”, som det blev udtrykt. I betænkningen blev
der som eksempel nævnt, at eleverne i 8. og 9. klasse
kunne besøge en bondegård og derved inddrage både
biologi, samfundsorientering og historie.
Problemet er, at der er sket et skred, hvor akademiske
begreber og arbejdsmetoder har bredt sig fra
universiteterne til andre dele af uddannelsessystemet,
godt hjulpet på vej af bureaukratiske interesser,
en elitær pædagogisk forskning og vanetænkning
blandt lærere uddannet på universiteterne.
Det kommer også til udtryk i de stadig mere udbredte
krav om engelske ”abstracts”. Jeg er helt enig
i, at der skal skrives engelske resumeer på universiteter
og andre akademiske uddannelser, som indgår
i et internationalt forskningskredsløb. Men er det
virkelig nødvendigt i gymnasiet, på hf og på de mellemlange
videregående uddannelser?
I vores familie har min gamle far på 81 fået en strategisk
rolle. Han fulgte et kursus ved Cambridge i
Rekruttering: Rekruttering – ulighed og nye potentialer
Lars Olsen
Lars Olsen er journalist, kommentator og foredragsholder. Han har blandt
skrevet Den nye ulighed (2007) og Det delte Danmark (2005). Derudover har han i
over tyve år været journalist, blandt andet på Politiken. I årene 2002-07 analytiker
på Ugebrevet A4, hvor han tilrettelagde en række undersøgelser af ulighed
og sociale skel i dagens Danmark. Uddannet cand.phil. i samfundsfag.
1947 og er den eneste i familien, der kan perfekt
skriftlig engelsk. Så han var inde over, da min datter
skulle skrive abstract til sin store skriftlige opgave på
hf. Og han var også inde over, da min papdatters
mand skulle skrive et engelsk resumé til sin opgave
på skov- og landskabsuddannelsen. Det er selvfølgelig
fint, at uddannelsessystemet bidrager til, at vores
ældste medborgere føler sig værdsat. Men nu er det
jo ikke alle, der har en farfar, som fulgte et kursus
ved Cambridge i 1947. For mange er kravene om
engelske resumeer blot endnu en af de sociale barrierer,
der spærrer vejen til videregående uddannelse.
Praksisorientering er afgørende
De praksisorienterede videregående uddannelser er
helt afgørende for det uddannelsesløft, Danmark
har brug for. Disse uddannelser er orienteret mod
praksis og tydelige roller. De har været lette at afkode
for de unge og deres familier, og de har tradition
for at lære på andre måder end ved hjælp af
abstrakt teori.
Hvis dette potentiale skal realiseres, må der udvikles
nye undervisningsformer og uddannelseskulturer.
Der må gøres op med akademiseringen. Uddannelserne
må stå ved det, der var deres oprindelige
kerne: Faget og dets tætte forbindelse mellem teori
og praksis. Hvis uddannelsessystemet skal have flere
med, står vi foran en kulturkamp.
91

Rekruttering: Teenageliv i Danmark i år 2008
Teenageliv i Danmark
i år 2008
CHRISTIAN MADSBJERG
Måske er der sket en hel del blandt danske unge,
som vi endnu ikke helt forstår, og som både har indflydelse
på optaget til de videregående uddannelser
og på undervisningskvaliteten i de eksisterende uddannelser.
I forbindelse med et større studie af danske teenagepiger
for medievirksomheden Egmont var jeg med
til at undersøge, hvordan unge piger i Danmark
forholder sig til uddannelse. Både dem, de går på,
og dem, de – hvis alt går vel – kommer til at gå på
senere i deres liv. Undersøgelsen er et kig ind i livet
hos teenagepiger i Danmark, og den rummer overraskende
og skræmmende indsigter, der bør føre til
eftertænksomhed i uddannelsessektoren i de kommende
år.
Indblik i pigernes hverdagsliv
Først lidt om undersøgelsen: Vi var interesserede
i unge menneskers medieforbrug, vaner og behov.
Formålet med studiet var som udgangspunkt dybt
kommercielt: Vi ville se, hvorfor unge mennesker
ikke vil betale for indhold (film, musik, software),
men gerne for alt muligt andet (barbesøg, mode,
datingsider). Samtidig ville vi undersøge, hvilke af
Egmonts mange virksomheder (magasiner, internet,
film, spil, bøger, tegneserier), der var relevante at
udvikle videre i forhold til unge kvinder.
92
Den totale frihed er rædselsfuld. En undersøgelse fra
ReD Associates viser, at unge danske piger ikke kan
overskue at vælge en uddannelse. De ønsker sig i
virkeligheden færre valg og færre muligheder.
Vi valgte at anvende antropologiske metoder, hvor
vi ville observere pigernes liv i deres eget habitat,
som var det en hel økologi. Vi ville ikke blot tale
med vores primære respondenter, men med alle de
mennesker, de kender og er sammen med, og ikke
mindst inddrage de begivenheder, der udspiller sig i
løbet af hverdagen. Vi var derfor på hesteskoler, til
håndbold, i skolen, til fest om fredagen og så videre
for at forstå hele konteksten af pigernes liv.
Vi valgte at se på piger i aldersgruppen 13-23 år i alle
sociale strata, i byen og på landet, i skilsmissefamilier
og i kernefamilier. Altså ganske bredt i udsynet.
Vi tog udgangspunkt i otte steder i landet som base
for vores observationer med et balanceret udsnit af
Danmarks befolkning. Teamet, der gennemførte
undersøgelsen, var trænet i ReD Associates, som er
en rådgivningsvirksomhed med baggrund i blandt
andet socialvidenskab, antropologi og psykologi.
Vi søgte et balanceret og dybt indblik i hverdagslivet.
Ikke i særligt interessante piger, men i en helt
almindelig hverdag, som den leves i Danmark i dag.
Vi brugte et par dage med hver af pigerne og fulgte
derefter i deres fodspor rundt i deres lokalmiljø. Vi
havde en åben dagsorden og fulgte med, hvor det
var naturligt for vores respondenter.
”Unge mennesker vælger uddannelse fra. De kan ikke overskue det.
Det er ganske enkelt lettere at tage endnu et sabbatår, endnu et år
i Paris eller endnu et ufaglært job i stedet for at vælge en uddannelse
og en erhvervsmæssig retning for livet.
”

DAG 1: Skolen for livet
CHRISTIAN MADSBJERG

Rekruttering: Teenageliv i Danmark i år 2008
For at få overblik over data blev alle observationer,
åbne interview og lignende optaget på video og kodet
i et stykke kvalitativt researchsoftware ved navn
Atlas.ti. Det blev til mange timers video, der i dag
er kategoriseret i cirka 100 kodeord som ”medie”,
”forbrug”, ”kærlighed”, ”familie”, ”lillebror”, ”mor”,
”smerte”, ”sex”, ”biograf” og så videre. Koderne er
naturligvis organiseret strukturelt i forhold til Egmonts
kommercielle interesser, men de har et udsyn,
som er bredt nok til at have generel interesse for alle,
der gerne vil forstå hverdagslivet for danske piger.
Der kan i denne ganske omfattende database trækkes
data ud efter boelske operatorer (and, or, not etc.), så
man kan finsøge i forhold til for eksempel ”handball,
time, university, fitness issues” og dermed få alle de dataenheder
(videoklip, fotoer, feltnotater), der er relevante
for søgningen. På den måde kan man se mønstre i de
ganske omfattende datamængder og skabe mening og
indsigter i forhold til målgruppen på tværs af alder, social
strata, geografisk placering og så videre. Vi var ikke
så interesserede i, hvad der var specielt for den enkelte,
men snarere i, hvad der var af generelle mønstre på tværs
af pigernes liv. Altså hvad der er generelt for kvinderne.
For mange valgmuligheder
Undersøgelsen førte til en lang række indsigter i de
unge kvinders liv, som hverken Egmont eller ReD
Associates havde den fulde forståelse af inden forløbet:
Det er ganske svært at være teenagepige i dagens
Danmark. Hvor man før i tiden havde klare ret-
94
Christian Madsbjerg
Christian Madsbjerg er partner i og en af grundlæggerne af rådgivningsfirmaet
ReD Associates. Har ført projekter for en lang række globale klienter gennem det
meste af sit arbejdsliv. Han er forfatter til bøger om social teori, diskursanalyse
og samfundsvidenskab. På det seneste har Christian Madsbjerg fokuseret på
hightechindustrien og Fast Moving Consumer Goods-klienter.
Uddannet cand.scient.pol.
ningslinjer og krav fra skole, forældre og omverden,
for eksempel om at blive bager, advokat eller læge,
er der i dag meget mere diffuse krav og målsætninger
at forholde sig til. Forældrene til vores respondenter
fortæller generelt, at de ikke går så meget op i uddannelse
og arbejdsliv for deres børn, men at de blot
vil have, at de er ”lykkelige”, som det omtales. Det
fører til ganske megen frustration og rådvildhed hos
de unge kvinder, når de skal vælge studieretning.
De føler, at ”anything goes” i forbindelse med deres
valg af uddannelse og erhvervsretning. De aner ganske
enkelt ikke deres levende råd, i forhold til hvad
de gerne vil med deres arbejdsliv, og ingen hjælper
med at coache eller i det hele taget mene noget om,
hvad der kunne være godt for dem.
Den totale frihed opleves som rædselsfuld, og på
tværs af langt hovedparten af respondenterne bliver
der talt om ”færre valg”, ”retningsgivende rådgivning”
og ”færre muligheder” som noget saliggørende.
Dette fører til, at de unge mennesker vælger
uddannelse fra. De kan ikke overskue det. Det
er ganske enkelt lettere at tage endnu et sabbatår,
endnu et år i Paris eller endnu et ufaglært job i stedet
for at vælge en uddannelse og en erhvervsmæssig
retning for livet.
Teknologi har invaderet uddannelsessystemet og
livet blandt de unge kvinder i en grad, som researcherne
ikke havde drømt om. Pigerne sendte ofte
op mod 3.500 sms-beskeder om ugen (det er en per
syvende minut) for at holde sig orienteret med den

nære verden. Det er ganske forstyrrende for undervisning
og familieliv, men også stressende for de unge
kvinder. De tunge investeringer, der er foretaget i
de senere år på it-området i folkeskolen, har ført til,
at eleverne er ganske ufokuserede i undervisningen.
De surfer på Facebook, Arto og MSN i stedet for at
deltage i undervisningen. De oploader, downloader,
chatter, hører musik og kigger på drenge i timerne.
Lærerkorpset har generelt opgivet alt om at kunne
håndtere it-udstyr og lader stå til. Det betyder, at der
er skabt en markant it-kløft mellem lærer og elever.
De unge kvinders it-kompetencer er begrænsede.
De kender til ganske få hjemmesider, som primært
handler om mennesker, de allerede kender (Arto,
Facebook, Myspace etc.), og har derudover ikke
de store erfaringer med at finde, samle og vurdere
information på nettet. Mange af de unge kvinder
er decideret digitale analfabeter. Ideen om en generation
med antenner på hovedet, fra de bliver født,
kan afkræftes. Der findes stort set ikke noget digitalt
læremateriale, der reelt er i brug på skolerne. Bøgerne
foretrækkes og prioriteres, hvorfor den store
investering i it ikke opnår den ønskede effekt.
Man bliver ikke kendt af at tage en uddannelse
Meget få af respondenterne læser nyheder eller orienterer
sig i nyhedsbilledet. Når langt de fleste unge
kvinder omtaler nyheder, taler de i virkeligheden om
sladder om de kendte, der fylder meget i deres liv. I
det hele taget er ideen om at blive kendt – om ikke
andet, så for en stund – ganske omfattende blandt
respondenterne. Og man bliver ikke kendt af at tage
en uddannelse.
Når dette studie er relevant for uddannelsessektoren,
er det, fordi de unge mennesker, der går i gang med
uddannelse og videregående uddannelse, på en række
områder har andre prioriteter og evner, end det har
været tilfældet før i tiden. Nogle vil hævde, at vi har
med den dummeste generation nogensinde at gøre.
Men der er nok snarere tale om, at vi endnu ikke har
forstået teenagernes liv og derfor ikke forstår faldende
traditionelt medieforbrug (bøger, magasiner, aviser),
ændrede forbrugsmønstre og ikke mindst ganske
markant lavere optag til videregående uddannelser.
Dette studie er på mange måder et første kig ind i
livet som kvinde/pige mellem 13 og 23 år og åbner
muligheder for medievirksomheder som Egmont for
Rekruttering: Teenageliv i Danmark i år 2008
at definere nye produkter og servicer, der vil være
ganske meget mere succesfulde end nuværende medie-
og teknologiplatforme, og som måske kan kaste
lys på nogle af de spørgsmål, man må stille sig med vigene
optag på uddannelser og ændret uddannelsesinteresse.
Men omvendt er der mange andre spørgsmål,
som endnu ikke er blevet belyst i dette studie:
• Hvordan vælger unge kvinder uddannelser?
• Hvad kan man gøre for at vejlede dem succes-
fuldt?
• Hvad er der galt med eksisterende uddannelses-
koncepter?
• Hvordan kan man redefinere nuværende
uddannelser, så de er opdaterede og samtidig
spiselige for unge mennesker som deltagerne i
dette studie?
Disse og mange flere spørgsmål bør uddannelsessektoren
bruge kræfter på i de kommende år, hvis man
ikke ønsker at se flere forvirrede unge, færre optagne
på uddannelserne og massiv kritik af fejlinvesteringer
på it-området.
Stefan Hermann
Rektor for Den Flerfaglige Professionshøjskole
i Region Hovedstaden
”Der har været højt til loftet her på Sorømødet
og en forbløffende åben stemning
– både i oplæg og i pauserne. Det er en
god idé at lade erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne
mødes under
samme tag, men programmet savnede
lidt præcision.
Jeg synes, der var for meget fokus på det
praktiske og operationelle og for lidt på
det strategiske og visionære, som skal trække os frem i
fælles retning. Det blev måske for upolitisk. Det ville
have været godt, hvis et par oplægsholdere havde talt om
de langsigtede målsætninger for velfærdsuddannelserne.
Altså havde taget det lange lys på og set mere strategisk på
vores uddannelser. Det skete så til gengæld i pauserne!”
Stefan Hermann var med på Sorø-mødet for første gang.
95

LAUST JOEN JAKOBSEN

Mandskab til velfærdssamfundets
maskinrum
Velfærdsuddannelserne er professionshøjskolernes største optagelsesområde.
Svigtende søgning til uddannelserne vil få velfærdssamfundet
til at halte. Hvad gør vi for at sikre kvalificeret håndtering af de store
udfordringer, spørger Laust Joen Jakobsen.
LAUST JOEN JAKOBSEN
Svigtende søgning til velfærdsuddannelserne rammer
selve maskinrummet i velfærdssamfundet. Kan
vi ikke levere dimittender til de store velfærdsprofessioner,
kommer velfærdssamfundet til at halte. Årets
optag til de videregående uddannelser bør analyseres
nøje. Umiddelbart viser tallene god eller stigende
søgning til uddannelser, som retter sig mod de
private erhverv inden for teknik, handel, økonomi,
it og design. Søgning og optag til de store velfærdsuddannelser
inden for pædagogik og sundhed har
derimod været svigtende.
Samtidig er de store velfærdsuddannelser professionshøjskolernes
største optagelsesområde. Kan vi
ikke trække studerende til vores uddannelser, rammer
det kernen i professionshøjskoleprojektet.
Hvis man skal rekruttere de unge, ligger udfordringen
både i at ramme de unges uddannelsesønsker og
i at imødekomme uddannelses- og udviklingsbehovet
i professionerne.
Færre hænder om flere velfærdsopgaver
Høj vækst, fuld beskæftigelse og tidlig tilbagetrækning
udfordrer velfærdssamfundet og velfærdsprofessionerne.
Store årgange står over for pensionering.
Længere levetid øger og ændrer efterspørgslen på vel-
Rekruttering: Mandskab til velfærdssamfundets maskinrum
færdsopgaver. Stigende velstand øger forventninger
og krav til velfærdsydelserne, som skal være fleksible
og individuelt tilrettet. Selve forventningspresset er
blevet et selvstændigt problem, der må arbejdes med.
Samtidig giver små ungdomsårgange og faldende
faktisk/nominel søgning til flere af de store velfærdsuddannelser
udsigt til færre hænder om flere
velfærdsopgaver.
Den offentlige debat er præget af forskellen mellem
forventningerne til de offentlige serviceydelser og de
målelige tilbud. Der er et politisk pres på velfærdsinstitutionerne
for at skabe bedre og dokumenterede
resultater inden for eksisterende rammer. Der er
pres fra ”den kritiske forbruger” og fra almindelige
borgere, som ønsker bedre kvalitet for sig selv og
deres pårørende.
Hertil kommer løn- og arbejdsvilkår i velfærdsprofessionerne.
Som nyuddannet i et kommunikationsbureau
tjener en cand.comm. fra Roskilde Universitetscenter
(RUC) 7.000 kroner mere om måneden
end en nyuddannet folkeskolelærer.
I denne ramme skal professionshøjskolerne tiltrække
studerende til velfærdsuddannelserne.
”Professionshøjskolerne står som en lige så stor leverandør af
færdiguddannede med videregående uddannelse i Danmark
som universiteterne. Alligevel er det de færreste, der ved, at
de findes, og hvad de faktisk står for.
”
97

Rekruttering: Mandskab til velfærdssamfundets maskinrum
Store uddannelsesmiljøer
Professionshøjskolerne er ramme for cirka 56.000
grunduddannelsesstuderende og uddanner årligt
cirka 11.500 professionsbachelorer – det samme antal
dimittender som universiteterne. Samtidig deltager
rigtig mange voksne erhvervsudøvere i efter- og
videreuddannelse på professionshøjskolerne. Endelig
er professionshøjskolerne ramme for en række
videncentre, der opsamler, udvikler, anvender og
formidler viden om og til de store professioner, som
professionshøjskolerne uddanner til.
Professionshøjskolerne står som en lige så stor leverandør
af færdiguddannede med videregående ud-
Anne Mette Zachariassen
Rektor, TEKO, Skandinaviens største
design- og businessskole inden for mode-
og livsstilsbranchen
”Programmet på Sorø-mødet var spændende,
og der var et godt miks af forskellige
uddannelsesretninger repræsenteret,
både offentlige og private.
Flere deltagere gav udtryk for, at det er et
problem, at uddannelserne har svært ved
at tiltrække studerende. Det er jeg dog
slet ikke bekymret for. Det handler om at
skærpe uddannelsernes profiler. Generelt
arbejder vi for meget på at få flere ind i vores system. I
stedet skal vi arbejde mere med, hvad vi kan tilbyde de
unge, og hvad de kan bruge deres uddannelser til.
Der kom også påstande om, at unge trækker deres uddannelsesstart
ud eller vælger slet ikke at tage en uddannelse.
Jeg tænkte på, om de unge har en form for
”uddannelsesforstyrrelse” i forhold til at tage ansvar for
at uddanne sig. At det er lettere at udskyde og vente til
næste år eller året efter. Hvis det er sandt, er det et tema,
der er værd at arbejde videre med. For hvad hjælper det
med fine målsætninger, hvis de unge ikke går i gang med
en uddannelse? Så har vi en udfordring. Det var det indtryk,
jeg gik hjem med.”
Anne Mette Zachariassen deltog i Sorø-mødet for første
gang.
98
dannelse i Danmark som universiteterne. Alligevel
er det de færreste, der ved, at de findes, og hvad de
faktisk står for.
Med professionshøjskolerne er der sket en virksomhedsgørelse:
• Der er kommet en enstrenget ledelse med et helt
nyt beslutningsrum og beslutningskraft.
• Der er kommet udviklingskontrakter som ramme
om uddannelsesproduktionens kvantitet og kvalitet.
Uddannelserne er samlet i endnu større, enkelte rigtig
store, uddannelsesmiljøer:
• Med den nye lovgivning er mange uddannelsesinstitutioner
gået fra få- eller enkeltfaglige
institutioner til flerfaglige professionshøjskoler.
• Fokus er ikke længere på det lokale behov og
traditionen, men på den regionale efterspørgsel
og udvikling.
Professionshøjskolerne er ikke længere defineret som
afhængige af forskning, men som stærke samarbejdspartnere
for forskere og praksis samt som selvstændige
centre for udvikling og formidling af ny viden.
Udfordringen for professionshøjskolerne, Undervisningsministeriet
og uddannelsespolitikerne bag
professionshøjskolereformen er at realisere projektet
og gøre professionshøjskolerne synlige nationalt og
regionalt som institutioner, der
• uddanner unge mennesker i en treklang af
praksis, udvikling og forskning
• efter- og videreuddanner voksne erhvervsudøvere,
hvor deres viden og erfaringer bringes i samspil
med ny teori og forskning
• forestår udviklingsprojekter og videncenterydelser
for professionerne som bidrag til deres innovation
og effektiviseringer.
Hvad gør vi for at sikre mandskab i velfærdssamfundets
maskinrum, for at sikre kvalificeret håndtering af de
store udfordringer og krydspres i velfærdssektoren og
for at sikre, at professionshøjskolerne bliver en magnet
i stedet for en parentes i dansk uddannelseshistorie?
Det har Professionshøjskolernes Rektorkollegium
drøftet med KL, Danske Regioner og FTF. Disse

fire væsentlige aktører på velfærdsuddannelsesområdet
er enige om, at der er brug for en national
strategi for velfærdsuddannelserne.
Opsamling af hverdagens viden
Uddannelserne til velfærdssamfundets hovedområder
– skoler og daginstitutioner, social omsorg,
sundhed og sygepleje – har den største volumen
og den laveste ledighed. Der er brug for en strategisk
satsning på videnudvikling i disse uddannelser,
fordi den viden, der opsamles i hverdagens arbejde,
får mulighed for at blive kvalificeret og formidlet
til mange.
Vi har en fælles forventning om, at den tid, det tager
ny viden at forankre sig som praksis i den kommunale
og regionale dagligdag, skal blive meget kortere.
Vi har en fælles forventning om, at den tid, det
tager at forandre og tilpasse uddannelserne til nye
behov, skal blive meget kortere.
Kvaliteten fastholdes og udvikles, når vi sørger for
at holde de eksisterende uddannelser ajour, så de til
stadighed har høj kvalitet, når vi udvikler nye uddannelser,
som kan dække fremtidige behov, og når
vi arbejder med nye uddannelsesmodeller, som kan
tiltrække nye grupper af studerende.
Professionshøjskolerne skal tænkes med ind i bestræbelserne
på at fastholde medarbejderne i velfærdsprofessionerne,
blandt andet ved løbende at stille efter-
og videreuddannelse til rådighed for alle ansatte.
Rekruttering: Mandskab til velfærdssamfundets maskinrum
Laust Joen Jakobsen
Laust Joen Jakobsen er formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegium og
har tidligere haft kommunale lederjob i skolesektoren. Han er desuden medlem
af Københavns Universitets Kompetencepanel, formand for Nørre Gymnasiums
bestyrelse og medlem af Vækstforum Bornholm.
Der skal være sikkerhed for, at den nyeste viden
kommer den enkelte borger og samfundet til gode,
uanset om det gælder undervisning, sygepleje eller
forebyggelse. Det gør vi ved at styrke professionshøjskolernes
videncentre og gøre professionshøjskolerne
til økonomisk attraktive samarbejdspartnere
for universiteterne.
National strategi for velfærdsuddannelserne
Vores fælles mål er at kvalificere de ”velfærdsprofessionelles”
arbejde. Den nyeste viden skal i langt højere
grad være et redskab for ledere og medarbejdere på
de kommunale og regionale institutioner, og viden
om praksis i de kommunale og regionale institutioner
skal indgå som et centralt element i uddannelserne.
Det lange perspektiv er, at professionshøjskolerne
skal forsyne Danmark med professionsbachelorer
inden for snart sagt alle fag og brancher i både den
offentlige og private sektor. Professionshøjskolerne
bliver derfor nyskabende i deres tværgående og
tværfaglige opgaver inden for grunduddannelser, efter-
og videreuddannelser samt videnudvikling.
Vi vil gerne drøfte det videre arbejde med en national
strategi for velfærdsuddannelserne med interessenter
og myndigheder. Vi er sikre på, at man
får noget ud af en prioriteret satsning på professionshøjskolerne:
Det bliver muligt at realisere den
visionære forandring, som de seneste års lovgivning
er udtryk for. Det er vigtigt for videreudviklingen af
det danske velfærdssamfund.
99

PETER ENEVOLD

Hvordan synliggør vi
de nye erhvervsakademier?
PETER ENEVOLD
En erhvervsakademiuddannelse åbner en lang række muligheder – både for et
godt job og for videreuddannelse. Men de unge ved det ikke. Derfor skal de ti nye
akademier arbejde sammen om at opnå større synlighed, siger Peter Enevold,
direktør på TietgenSkolen.
Unge tænder på fremtidsmuligheder og drømme –
ikke på institutioner. Vi står derfor over for en meget
stor opgave med at gøre de nye erhvervsakademier
kendte og synlige. Og hvis vi ser på, hvor synlige vi er
for de kommende studerende, er det en næsten umulig
opgave. Spørgsmålet er, om vi på erhvervsakademierne
i fællesskab kan få målgruppen i tale.
Uddannelserne skal gøres synlige og interessante for
vores kommende studerende. Vi skal fortælle den enkelte
unge, hvad han eller hun kan få ud af at tage en
kort eller mellemlang videregående uddannelse på et
teknisk/merkantilt erhvervsakademi. Og her skal vi
stå ved vores særkende: den praksisnære tilgang med
direkte og hurtig vej ud til synlige job i erhvervslivet.
Omsat til lidt mere ungt sprog skal vi gøre det synligt,
at vores uddannelsestilbud er den direkte vej til fede
job med mulighed for at tjene mange penge, stor personlig
frihed, prestige og karrieremuligheder. Og det,
vi som akademisk uddannede uddannelsesfolk i gode
og trygge tjenestemandslignende stillinger forbinder
med mange penge, er med garanti ikke det samme,
der får unge mennesker i tale.
Rekruttering: Hvordan synliggør vi de nye erhvervsakademier?
Første skridt på karrierestigen
En gang imellem må jeg selv stoppe op og vænne mig
til dagens kommunikationsformer. For eksempel så
jeg i forbindelse med årets åbenthusarrangement på
TietgenSkolens afdeling for videregående uddannelser,
at vi havde indkøbt 20 skriggrønne stiger. Stigerne
skulle bruges til, at nuværende studerende agerede
reklamesøjler på gaderne i Odense. Ideen fattede jeg
først, da jeg så, at skolens husgavl var udsmykket med
et kæmpestort banner, hvorpå en ung pige – naturligvis
i businessdress – er på vej op ad en stige, og budskabet
lød: ”Tietgen Business College – første skridt
på karrierestigen”.
Vi i de ti nye erhvervsakademier skal sammen blive
enige om en ensartet linje i vores information og markedsføring.
Det kræver blandt andet, at vi hæver os op
over den ellers indarbejdede tradition for konkurrence
mellem erhvervsskolerne om at få fat i de unge mennesker.
For at erhvervsakademierne kan løse den politiske
opgave med at tiltrække en langt større andel af de
unge mennesker end i dag, skal vi gøre fælles sag. Ellers
er opgaven næsten dømt til at mislykkes på forhånd.
”Vores uddannelser skal være synlige og tiltrækkende
på landsbasis, og det bliver de kun, hvis vi skaber en
ensartet identitet.
”
101

Rekruttering: Hvordan synliggør vi de nye erhvervsakademier?
Vores uddannelser skal være synlige og tiltrækkende på
landsbasis, og det bliver de kun, hvis vi skaber en ensartet
identitet. De unge skal kunne identificere sig med
uddannelsen. En god mulighed for en fælles, målrettet
indsats er at fastholde og udbygge de landsdækkende
netværk, der findes for en række af de kendte, korte
videregående uddannelser. Men der skal også opbygges
et stærkt samarbejde på institutionsplan.
Eddie C. fik flere i gang med en uddannelse
Vi skal være parate til at erkende, at unge menneskers
valg af uddannelse kan sammenlignes med deres valg
af tøj. Uddannelsen er en del af deres identitet, og de
skal kunne argumentere for valget. Da en ejendomsmæglerkæde
kørte landsdækkende tv-reklamer med
den lidt oversmarte Eddie C. – blandt andet i sports-
102
Tak og på gensyn. Til festmiddagen taler undervisningsminister
Bertel Haarder. I takken til Sorø Akademi ligger altid et ”på gensyn til næste år”.
vogn op ad Strandvejen – øgede det interessen for
finansøkonomuddannelsen og ikke mindst akademiuddannelsen
i finansiel rådgivning betydeligt. At tvreklamens
Eddie aldrig fik job i mæglerkæden, havde
ingen negativ virkning på søgningen til uddannelsen,
og ej heller, at formålet med reklamen slet ikke var at
tiltrække unge mennesker.
Ejendomsmæglerkampagnen er ikke et eksempel på
et tæt samarbejde mellem skolerne og erhvervslivet.
Det findes der heldigvis en række andre gode eksempler
på. Og jeg mener, at det er en af de veje, vi skal
gå for at synliggøre mulighederne.
Da det i februar-marts i år stod klart, at otte erhvervsskoler
– eller akademier under snarlig stiftelse – fik

udbudsmuligheden til en ny finansbacheloruddannelse,
blev der hurtigt indledt et tæt samarbejde mellem
de otte udbydere og branchen. Det betød, at vi
på meget kort tid fik organiseret en landsdækkende
informationskampagne med annoncering, særlig
hjemmeside etc. Ud over organisering og fælles finansiering
indebærer samarbejdet også, at branchen
bakker den nye uddannelse op med for eksempel udsagn
fra centralt placerede branchefolk, som fortæller,
at der er brug for de unge. Det gør beskæftigelsesmulighederne
mere synlige og sandsynlige, og som
en tillægsgevinst forpligter det branchen til at støtte
uddannelsen i form af praktikpladser i studietiden og
efterfølgende ansættelse.
Man skal udvikle sig
En erhvervsrettet kort eller mellemlang videregående
uddannelse er i sin natur praksisnær og forsyner erhvervslivet
med det rette råstof. Om vi kan lide det
eller ej, er der en tydelig tendens til, at kravene fra
erhvervslivet er stigende – specielt til de personlige
kompetencer hos nyansatte. Der er et stort behov for
ansatte, som kan tænke selv, samarbejde, kommunikere
og hele tiden udvikle sig i jobbet. Og udvikling i
jobbet kræver såvel praktisk som teoretisk brændstof.
Det er derfor yderst vigtigt, at det er synligt for unge
mennesker, at de efter en uddannelse på erhvervsakademierne
kan og skal udvikle sig videre, apropos
eksemplet med ”første skridt på karrierestigen”.
Rekruttering: Hvordan synliggør vi de nye erhvervsakademier?
Erhvervsakademierne mangler målrettethed i de nuværende
traditioner og tænkemåder. I vores kommunikation
har vi haft alt for stort fokus på adgangsmuligheder
– eller mangel på samme – til fuldtidsuniversitetsuddannelser
og for lidt fokus på mulighederne i efter- og
videreuddannelsessystemet. Når en studerende har
gennemført for eksempel en toårig finansøkonomuddannelse,
er den naturlige vej ikke overgang til en
akademisk bacheloruddannelse med efterfølgende
kandidatoverbygning. Vejen bør være åben, men en
diplomuddannelse med mulighed for på sigt en professionsmaster
er meget mere oplagt.
Fleksibiliteten med på- og afstigningsmuligheder i de
kommende professionsbacheloruddannelser hilser jeg
velkommen. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget det
vil blive brugt, og hvor meget det skal fylde i vores information.
Vi skal være skarpe til at kommunikere, hvad
de unge kan blive efter to til to et halvt år og tilsvarende
efter tre til fire år. Jeg frygter, at vi for eksempel på det
merkantile område i løbet af ganske få år vil se, at langt
de fleste studerende tager en hel bachelor. Sådan er uddannelsesreformen
ikke tænkt, men det kræver en stor
indsats, hvis vi vil undgå den udvikling.
Peter Enevold
Har siden 2002 været direktør på TietgenSkolen i Odense. I årene 1997-2002 var
han direktør på Vejle Handelsskole. Før det en række uddannelsesrelaterede job,
blandt andet syv år som uddannelseschef i Jyske Bank. Uddannet cand.merc.
103

Foto inden regnen. Det traditionelle gruppebillede i festklæder måtte i år erstattes
af et billede af deltagerne i arbejdstøjet. Regn og sorte skyer truede i horisonten,
så der måtte handles hurtigt. Deltagerne skulle foreviges – festtøj eller ej.

Identitet, arbejdsmarked og rekruttering
– de nye erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser
Publikationen indeholder oplæg og fotos fra Sorø-mødet 2008
Forfattere: Navne på forfattere til de enkelte oplæg/artikler fremgår
af indholdsoversigten og de enkelte artikler
Redaktion og produktion: Karen Ormstrup Søndergaard (red.),
Drude Beck (red.), Tine M. Mortensen og Werner Hedegaard,
Undervisningsministeriet, Kommunikationsenheden
Grafisk tilrettelægger: Sanne Mains, Dreamteam
Fotos: Heine Pedersen
Omslag: Sanne Mains, Dreamteam
1. udgave, 1. oplag, oktober 2008: 2.100 stk.
ISBN: 978-87-603-2717-9
ISBN: 978-87-603-2718-6 (WWW)
Internetadresse: pub.uvm.dk/2008/identitet
Udgivet af Undervisningsministeriet, Kommunikationsenheden
Bestilles (ISBN 978-87-603-2717-9) hos:
NBC Ekspedition
Tlf. 56 36 40 40, fax 56 36 40 39 eller e-mail: ekspedition@nbcas.dk
Telefontid: Mandag-torsdag 9.30-16.00, fredag 9.30-15.00
eller hos boghandlere
Tryk: Scanprint
Trykt med vegetabilske trykfarver på miljøcertificeret papir
Printed in Denmark 2008
Eventuelle henvendelser af indholdsmæssig karakter rettes til
Kommunikationsenheden i Undervisningsministeriet, tlf. 33 92 50 57
eller e-mail: pub@uvm.dk

Sorø-mødet 2008
Hvert år inviterer undervisningsministeren over 100 gæster ud af deres vante omgivelser til debat og
inspiration i de historiske sale på Sorø Akademi. I år dannede det mange hundrede år gamle akademi
rammen om overskriften ”Identitet, arbejdsmarked og rekruttering – de nye erhvervsakademi- og
professionsbacheloruddannelser”.
I tre dage diskuterede skolefolk, repræsentanter for erhvervslivet, eksperter, praktikere og politikere
de nye erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser, som blandt andet uddanner diplomingeniører,
lærere, sygeplejersker og pædagoger.
Denne publikation samler Sorø-mødets mange oplæg om blandt andet koblingen mellem teori og
praksis i erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne, ”branding”, arbejdsmarkedets
behov og internationalisering.
Identitet • arbejdsmarked • rekruttering
Sorø-mødet 2008