magasin 2012– 2013

han pludselig, hvordan det var – med et højt klask
smækker han hænderne sammen, stemmen runger:
“SÅDAN her bliver det!” Og derpå mildt: “Og mine
ord blev indprentet.”
Men en understrøm trækker den anden vej.
Jakob siger altid ja til kunderne. Kæresten må und-
være, og det koster: “Vi ligger i sengen, og jeg siger,
at jeg gerne vil have et barn med hende. Det vil hun
også gerne, men hun tør ikke. Hun tør ikke, fordi hun
er bange for at stå alene med det. Og jeg ved ikke,
hvad jeg skal sige, for jeg kan ikke sige, at jeg laver
alting helt om.” Han må accelerere sig ud af det.
et klarsyn
I 2001 flytter Jakob ind på sit kontor. “Det er nok her,
kæden hopper helt af,” siger han, “for jeg begynder at
holde mig vågen flere døgn i træk for at arbejde.”
Dengang frustrerede det ham, at musikbranchen ikke
udnyttede internettets muligheder godt nok. Alt
foregik på papir, fortæller han, og hvis musikerne ville
have en hjemmeside, skulle de selv betale for den.
En aften skriver han idéer, hurtigere, hurtigere, og
pludselig eksploderer han indefra: “BLITZ siger det,
og jeg har et klarsyn. Det er helt passé, det vi laver.
lundbeck magasin 2012-2013 13
”
min mani bliver dybere,
fordi jeg ikke kan tale med
nogen. jeg føler mig fortabt
– men alting bliver så smukt.
Og jeg ved, hvad vi skal. Vi skal reformere hele musik-
branchen, nej hele underholdningsbranchen, jeg ser,
hvordan det bliver om seks-syv år, jeg ser det så
klart.” Hinden mellem den indre og ydre verden
brister, det buldrer i Jakob, og uden for er det blevet
tordenvejr, og han løber ud og stiller sig i regnen.
Han ansætter seks nye medarbejdere for at
realisere sin vision. Men understrømmen er stærkere.
Kunderne er skeptiske. Når han går ud fra et kreativt
møde, kan han ikke huske, hvad der blev sagt. Regn-
skaberne er kaos, udlejeren af bureauets lokaler vil
smide dem ud, og de nyansatte vil ikke arbejde i
Jakobs tempo og truer med en fagforeningssag. Det
er ikke sjovt længere. Nu må han have fred.
Han efterlader sine telefoner, fem i alt, på rad
og række, så de ansatte kan regne ud, at chefen er
gået sin vej. Men hvorhen? Til Gran Canaria med
nogle poser beskidt vasketøj. Han aner ikke, at han er
langt inde i en manisk episode. Men på Gran Canaria
tager manien en ny drejning: “Min mani bliver
dybere, fordi jeg ikke kan tale med nogen. Jeg føler
mig fortabt – men alting bliver så smukt.” Ved en
AIDS-mindeevent bevæger synet af de mange
levende lys ham. Han kigger ud over lyshavet
oppefra. Men noget er galt. “Jeg opdager, at nogle
lys er ude af gitter. Dem løber jeg ned og retter.”