magasin 2012– 2013

20
Universitetshospital skulle være et landsdækkende
tilbud. Men træerne vokser ikke ind i himlen af den
grund, mener Rasmus Licht: “En stor del af de
bipolare patienter har ikke tilstrækkelig effekt af den
medicinske behandling. Derfor er den tværfaglige
indsats, der inddrager psykoedukation og
psykoterapi, helt afgørende. Så kan vi hjælpe alle,
men det er meget forskelligt, hvor langt vi kan nå.”
Også i samarbejde med kommunens
socialforvaltning kommer klinikkens specialviden i
spil: “Vores opgave er at begrænse alle sygdommens
konsekvenser – også de sociale.”
det vigtigste fremskridt
Fra 1998 blev Rasmus Licht leder af en nyoprettet
forskningsafdeling ved hospitalet i Århus. Målet var
at gennemføre store randomiserede undersøgelser,
der kunne bidrage til fremme af den evidensbaserede
behandling. Men man må ikke have et naivt forhold
til evidensen, mener han. Allerede som helt ung læge
fik det mislykkede manistudie ham til at spørge: ‘De
mest syge patienter kan typisk ikke indgå i random-
iserede studier. Alligevel bruger vi studiernes resul-
tater også på dem. Men hvor langt kan vi genera-
lisere? Hvor langt rækker evidensen?’ Det spørgsmål
forsøgte han at besvare i sin ph.d. Dette viden-
skabelige arbejde førte til, at World Federation of
Societies of Biological Psychiatry (WFSBP) inviterede
ham med i et internationalt netværk og senere i den
styregruppe, der udarbejder guidelines for behand-
lingen af bipolar lidelse. For nylig har han været med
til at opdatere dem: “De nye guidelines må opfattes
som kataloger over den evidens, vi aktuelt har,” siger
han og pointerer: “og ikke mindst over evidensens
begrænsninger.” Derfor kan WFSBP’s guidelines kun
være vejledende.
I den forbindelse savner han en bestemt type
undersøgelser: “Helt forståeligt ønsker ingen virk-
somheder, at deres lægemiddel skal være andetvalg,
og derfor fokuserer deres undersøgelser især på
førstevalg. Denne type undersøgelse er nødvendig,
for den viser os, hvad der har effekt. Men i den kliniske
virkelighed er den ikke fuldt ud tilstrækkelig. Hvad
gør vi, når førstevalget ikke dur? Her ved vi ikke nok
til at kunne lave virkeligt gode guidelines.”
I det hele taget er der store lakuner i psykiatriens
viden om behandling af bipolar lidelse. Rasmus Licht
giver et eksempel: “I 1994, ved den første interna-
rasmus wentzer licht
overlæge, ph.d.
udvalgte stillinger
• Leder af Forskningsenheden for Affektive
Sygdomme, Århus Universitetshospital
• Medlem af styregruppen, der udarbejder
guidelines for affektive lidelser under World
Federation of Societies of Biological Psychiatry
(WFSBP)
• Medlem af styregruppen for Danish University
Antidepressant Group (DUAG)
• Lektor i psykiatri og klinisk farmakologi, Århus
Universitet
forskningsinteresser
• Klinisk psykofarmakologi
tionale kongres om bipolar lidelse, Pittsburgh
konferencen, var antidepressiva i behandlingen af
bipolar depression et vigtigt diskussionsemne. Og
det var det også i 2011. 17 år efter er det stadig til
debat!” Det mest markante fremskridt rent behand-
lingsmæssigt finder han i fraværet af bipolare
patienter invalideret af neurologiske skader: “De
gammeldags antipsykotika var standardbehandling
helt frem til slutningen af 1990’erne. I dag er det
konsensus at undgå dem til fordel for alternativerne.
Det er det vigtigste fremskridt i behandlingen i de
seneste 25 år.”
Psykiatere, der interesserer sig for bipolar lidelse
– og ikke mindst deres patienter – har fortsat brug
for tålmodighed og udholdenhed, mener Rasmus
Licht: “Jeg tror, vi mangler et afgørende paradigme-
skift i vores forståelse af bipolar lidelse, og jeg tror,
vi har lang vej igen. I ventetiden er vi nødt til fortsat
at forbedre og udvikle den platform, vi står på nu.”
Efter at have arbejdet med sygdommen i et kvart
århundrede må han som behandler og forsker
konkludere: “Bipolar lidelse maner til ydmyghed.”