DET IAGTTAGE (N)DE MENNESKE - Aarhus Universitet

2. MELLEM GODARD OG WARHOL: TO BUD PÅ EN FILMÆSTETISK ANTROPOLOGI
All great fiction films tend towards documentary, just as all great documentaries tend towards
fiction.
- Jean Luc Godard
Hvor den klassiske antropologi, inkarneret i Malinowski, leverer et emne og en metode, der er
brugbar for Leth, må vi for at forstå hans antropologiske film som film se nærmere på tressernes
internationale avantgardemiljø, hvori Leth udvikler sig som kunstner. 12 To navne skiller sig på
filmens område ud som de mest radikale og for Leth mest betydningsfulde figurer, hvilket
afspejles af den måde, hvorpå han i ”Brev om filmen i Danmark”, trykt i ta’ nr. 6, 1968, pointerer
sin kritik af dansk film:
Det er som om de ikke har set Godard *…+ Og Andy Warhol har de naturligvis hverken
hørt eller set noget om *…+ (Leth 1968, 2)
Og i samme filmiske manifest hedder det polemisk:
Hvad vi har brug for er mere primitive film. Film som er voksne nok til at kunne vende
tilbage til at være film i stedet for alt muligt andet fra underholdning til budskab.*…+ Film
som er kommet ud over uskylden og tør beskæftige sig erfarent og ømt med
elementære ting som billede og lyd. *…+ End ikke nøgne damer på film kan erstatte
nøgne film. (Leth 1968, 2)
2.1. Godards sociologiske filmeksperimenter
Leths kritik er ikke blot hans subjektive udfald mod filmen herhjemme, men kan samtidig læses i
forlængelse af det filmæstetiske opgør, som den franske Nouvelle Vague lancerer i de tidlige
tressere, og som Jean Luc Godard er den mest radikale repræsentant for. Nybølgen betoner
instruktøren som en ’auteur’, der sætter sine personlige visioner igennem både i filmens indhold
og stil med den følge, at filmen opnår anerkendelse som en autonom praksis på linje med de
øvrige kunstarter. I denne proces skrælles en række af de klassiske konventioner omkring
filmproduktion bort, såsom det tunge produktionsapparat, manuskriptforfatterens privilegerede
rolle og det strømlinede plot, og i stedet produceres mere letbenede film, der ofte med et
beskedent budget eksperimenterer med de filmiske former (Neupert 2002, 36ff). Majoriteten af
12 På den hjemlige front boltrer Leth sig tidligt i de tværæstetiske fællesskaber Den Eksperimenterende kunstskole,
tidsskriftet ta’ og filmkollektivet ABCinema. Pladsen tillader dog ikke her en udfoldelse af disse kollektivers betydning
for hans arbejde. Se evt. Ørum 2009, 481ff; 596ff.
16