DET IAGTTAGE (N)DE MENNESKE - Aarhus Universitet

antropologien, som Søren Birkvad 1992 kalder ”pseudodokumentarisme”, men som jeg med en
mere positiv betoning vil kalde en ’filmæstetisk antropologi’.
Specialet sigter med de tre film som materiale overordnet mod at klarlægge og analysere,
hvordan Leth applikerer den antropologiske metode rent æstetisk. Målet er at afdække, hvilket
kunstnerisk potentiale der kan siges at ligge i Leths særlige tilgang, og omvendt vil opgaven også
berøre spørgsmålet om, hvorvidt kunsten har noget at beskaffe på det felt, der traditionelt siges at
tilhøre den videnskabelige antropologi. I overførslen af metoden fra videnskabens område til den
æstetiske sfære transformeres den fra at være et middel til at opnå teoretiske resultater til at blive
et mål i sig selv som kunstnerisk strategi. I denne proces skæres metoden ind til benet og står
tilbage som et renset perspektiv på verden, med hvilket Leth kan forholde sig til enhver form for
virkelighed, fra banale emner som tennis og leg (Motion Picture, Det legende menneske) til de
største og mest umulige temaer som Amerika, kærlighed og erotik (66 Scener fra Amerika, Notater
om kærligheden, Det erotiske menneske). Det perfekte menneske, Livet i Danmark og Det gode og
det onde indlader sig på at undersøge mennesket og dets liv som sådan uden at forankre det i
noget konkret miljø eller placere undersøgelserne i nogen teoretisk kontekst. Leths egen påstand,
som han ikke underbygger væsentligt, er, at værkerne på trods af den svage forbindelse til den
empiriske verden er skåret efter ”en model”, der ”er *…+ mere repræsentativ for fremadpegende
tendenser i samfundet, end selv den mest nøgterne sociologiske rapport om livet i Danmark.” 2
Specialets projekt er i én forstand at efterprøve denne påstand og fremanalysere, hvad vi i det
kulturelt senmoderne eventuelt kan lære af Leths filmæstetiske antropologi.
Som baggrund for analysen introduceres i kapitel 1 Malinowskis version af den antropologiske
metode, og det belyses, hvorledes Leth antager metoden som perspektiv på verden. Etnografens
køligt distancerede og beskrivende holdning er en tilgang, Leth bruger til at løfte sig ud af det kaos,
virkeligheden umiddelbart udgør, for at kunne forholde sig æstetisk til et konkret udsnit af verden.
Hvor det første kapitel således fokuserer på den antropologiske metode, tager kapitel 2 fat på det
andet ’ben’, værkerne står på, nemlig det filmæstetiske. Med sine tidlige tresserfilm
afstedkommer Jean Luc Godard en frigørelse af filmsproget fra litterære, kommercielle og
filmhistoriske konventioner, der for samtidige og efterfølgende filmmagere slår filmens status fast
2 Leth om Det perfekte menneske i indlægshæftet til The Jørgen Leth Collection 1.
3