Jesper har boet på otte kvadratmeter i over to år: - Hus Forbi

hus forbi 

Køb avisen på stationen – ikke i toget 

Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 73 maj 2008 

Jesper har boet på otte kvadratmeter i over to år: 

Det er som at være 

i spjældet 

Udlændinge bag tremmer i årevis efter afsonet straf 6 

EU-kommissær: Kommunerne skal løse hjemløseproblemet 

Sådan blev Sydamerikas første hjemløseavis til 

Incestofre risikerer at blive hjemløse 

20 

14 

10

Vi støtter Hus Forbi: 

2 hus forbi · nr. 72 · april 2008 

De har det virkelig dårligt 

Et liv på piller, med sygdom, vold, misbrug og selvmordsforsøg – sådan er 

det at være socialt udsat i dagens Danmark, viser en ny undersøgelse kaldet 

”SoSy Udsat”, som Rådet for Socialt Udsatte og Institut for Folkesundhed står 

bag, og som blev offentliggjort kort før dette blads deadline. Rapporten er på 

mange måder trist læsning og en bekræftelse af det billede af socialt udsattes 

liv, som mange, der arbejder med socialt udsatte, havde i forvejen – eller som 

man kan danne sig blot ved at læse serien med interviews med Hus Forbisælgere 

på dette blads bagside. 

Hver fjerde af de socialt udsatte svarer, at de inden for det sidste år har 

været udsat for grov fysisk vold, mens en tilsvarende befolkningsundersøgelse 

fra 2005 viser en andel på blot 1,8 procent for befolkningen generelt. Og 

andelen af socialt udsatte kvinder, der rapporterer, at de har været udsat for 

voldtægt det seneste år er 9,7 procent mod blot 0,3 procent for den kvindelige 

befolkning generelt. Noget af det mest tankevækkende er, at tæt på 

halvdelen har forsøgt at begå selvmord (43,2 procent) mod blot 1,2 procent i 

befolkningen generelt. Det i sig selv fortæller en hel del om disse menneskers 

liv. Hvad angår sundhedstilstanden vurderer mindre end en tredjedel af de 

socialt udsatte deres eget helbred til at være godt eller virkelig godt mod 80,8 

procent i befolkningen generelt. Og sådan er det stort set hele vejen igennem 

rapporten. 

Spørgeskemaundersøgelsen er baseret på 1.290 personer og bestod af 51 

spørgsmål. Svarpersonerne har udfyldt skemaerne på forsorgshjem, herberger, 

væresteder og natcaféer rundt om i landet. Og selv om det kun er de socialt 

udsattes egne svar og ikke også kliniske undersøgelser, rapporten er baseret 

på, er der ikke tvivl om, at den dokumenterer, at de virkelig har det dårligt. 

Udgiver: 

Foreningen Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

Tlf. 3832 2320 

www.husforbi.dk 

Ansvarshavende redaktør: 

Jaku-Lina E. Nielsen 

Tlf. 3832 2324 

jaku-lina@husforbi.dk 

Administrator: 

Heidi Riel 

Tlf. 3171 0481 

heidi@husforbi.dk 

Debatindlæg og læserbreve: 

redaktion@husforbi.dk 

Næste nummer udkommer 

den 30. maj. 

Forsidefoto: 

Ulrik Jantzen 

Bidrag: 

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, 

kan du sætte beløbet ind på dette 

konto-nr.: Giro (9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ”bidrag”. 

Distribution: 

Boformer for hjemløse, varmestuer, 

medborgerhuse mm. kan fungere 

som distributør for Hus Forbi – dvs. 

være udleveringssted af avisen til 

sælgerne. Kontakt os på: 

3171 0481 (se listen af distributører 

på www.husforbi.dk). 

Abonnement: 

Standardabonnement: 340 kr. 

(12 numre om året – inkl. moms, 

porto og gebyr). 

Støtteabonnement: 540 kr. 

Henvendelser vedr. abonnement 

på tlf. 7026 7006 eller 

dorte@notatgrafisk.dk 

Layout: Westring + Welling A/S 

Tryk: Medieselskabet Nordvestsjælland 

Oplag: 90.000 

Antal sælgere: ca. 500 

Læsertal: 3. kvartal 2007 

ifølge TSN Gallup: 329.000 

ISSN: 1397-3282 

www.logo86.dk 

En ting, man savner ved undersøgelsen, er dog, at den ikke også har fået 

de socialt udsatte til selv at angive, hvornår og hvordan det gik galt for dem: 

Var det forældrenes svigt i barndommen, eller var det, da de blev skilt fra den 

første kone eller gik fallit med firmaet? Kunne en tvangsfjernelse fra hjemmet, 

et mandekrisecenter eller en gældssanering have hjulpet dem et langt stykke 

hen ad vejen? Men selv om man sidder og savner disse ’selvrapporteringer’, når 

man læser undersøgelsen, så ændrer det ikke ved, at det, som før blot var en 

antagelse, nu er blevet dokumenteret. Næste skridt bliver derfor at finde ud 

af, hvordan vi kan mindske denne markante ulighed i samfundet og dermed 

få reduceret denne gruppe menneskers lidelser væsentligt. For at se igennem 

fingrene med dette vil gøre det er svært overhovedet at tale om et velfærdssamfund 

fremover – i hvert fald et velfærdssamfund for alle. 

God læselyst. 


Ansvh. redaktør, Hus Forbi 

Om Hus Forbi 

Hus Forbi udkom første gang i 1996. Siden starten 

af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om 

måneden. Salgsrekorden er ca. 78.000 solgte eksemplarer 

(december 2007). Hus Forbi sælges af 

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt 

udsatte mennesker – det, man under ét kan kalde 

’skæve eksistenser’. Avisen sætter fokus på udsatte 

mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet 

er at nedbryde fordomme om marginaliserede 

grupper både via indholdet af Hus Forbi samt i 

mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle 

udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis 

sekretariat. Salget af Hus Forbi 

fungerer for sælgerne som et 

alternativ til tiggeri og evt. 

kriminalitet. Indholdet 

i Hus Forbi produceres 

primært af professionelle 

freelancere, fotografer 

og illustratorer. Der er fem 

fastansatte på Hus Forbi: To 

på fuldtid og tre på deltid, 

herunder en studentermedhjælper. 

Hus Forbi er medlem af det 

internationale netværk af 

gadeaviser, INSP. 

Lions Club Søllerød Mølleaa 

En ting, man savner ved undersøgelsen, er dog, at 

den ikke også har fået de socialt udsatte til selv at 

angive, hvornår og hvordan det gik galt for dem. 

Markedsføring 

Husleje mv. 

Reserve 

Løn til medarbejdere 

Det går din 20’er til 

Moms 

Produktion og tryk 

OBS: Kig efter det originale Hus Forbi id-kort 

af plastik, før du køber avisen! 

Sælgeren 

Boliger til hjemløse 

Hus Forbis artikelserie 

om, hvordan de 

hjemløse bor, fortsætter 

i dette nummer 

med en rundtur til en 

række københavnske 

herberg, hvor alle 

værelser – uanset 

størrelse og kvalitet 

– koster 2.490 kr. om 

måneden. 

41-årige Jesper Hansen i 

sit værelse på herberget 

på Gl. Køge Landevej, 

hvor han har boet i to et 

halvt år. Størrelse: Otte 

kvadratmeter. Pris: 2.490 

kr. om måneden. 

Sådan bor Jesper 

Pris: 2.490 kr./måneden 

hus forbi · nr. 73 · maj 2008 3 

Foto: Flemming Schiller

Samme pris – uanset stør relse 

Otte eller tyve kvadratmeter. Prisen på et værelse er den samme på alle herberger i Københavns Kommune – 

uanset værelsets størrelse og kvalitet. Argumentet for den faste pris er, at værelserne kun er en midlertidig 

løsning, men virkeligheden er, at mange hjemløse bor på værelserne i årevis. 

Af Simon Ankjærgaard 

Foto: Flemming Schiller 

33-årige Tommy Carlsen og 41-årige 

Jesper Hansen bor begge på et 

københavnsk herberg. Tommy bor på 

et tyve kvadratmeter stort værelse 

med højt til loftet på Sundholm, 

Jesper på otte smalle kvadratmeter 

på Kollegiet på Gl. Køge Landevej. 

Begge betaler 2.490 kr. om måneden. 

Loven om Social Service dikterer 

nemlig, at kommunerne skal tage 

samme pris for værelser på hjemløseherbergerne 

– uanset, hvilket 

herberg der er tale om, og uanset 

værelsets størrelse og kvalitet. I 

Københavns Kommune er lejen sat 

til 83 kr. om dagen for et enkeltværelse, 

hvilket svarer til 2.490 kr. 

om måneden. 

Det koster et værelse på et herberg 

Hensigten med den faste takst 

er at få beboerne på herbergerne 

sluset hurtigt ud i andre boliger. 

- Taksten på herbergerne er 

beregnet ud fra niveauet for boligudgifter 

for lignende boliger i kommunen. 

Desuden er det meningen, 

at prisen på den ene side ikke er 

højere, end at brugerne kan betale, 

og på den anden side ikke er så lav, 

at nogen af økonomiske årsager får 

et incitament til at blive boende på 

herberget, siger socialborgmester 

Mikkel Warming (EL). 

Bor på herberg i årevis 

Virkeligheden er imidlertid, at en 

lang række hjemløse bor på de københavnske 

herberger i årevis, lyder 

meldingen fra en række forstandere, 

som Hus Forbi har talt med. 

- Der er en del af de hjemløse 

– det er dog ikke et flertal, men 

• I Københavns Kommune koster et værelse på et herberg 2.490 kr. 

om måneden. 

• I Århus Kommune koster et værelse på et herberg 2.490 kr. om måneden 

for beboere over 25 år og 1.230 kr. for beboere under 25 år. 

• I Odense Kommune koster et værelse på et herberg 2.160 kr. om 

måneden for beboere over 25 år og 1.296 kr. for beboere under 25 år. 

• I Ålborg Kommune koster et værelse på et herberg 1.770 kr. om 

måneden for logi og 1.650 kr. for kost. 

44-årige Mikael Steen Olsen i sit ti kvadratmeter 

store værelse på Mændens Hjem på Vesterbro, hvor 

han har boet i fire år. Pris: 2.490 kr. om måneden. 

49-årige Lars Sonne i sit femten kvadratmeter store værelse 

på herberget i Hillerødgade, hvor han har boet i fire år. Pris: 

2.490 kr. om måneden. 

der er en del – der kan have svært 

ved at bo i en almindelig lejlighed, 

siger forstander Arne Jacobsen fra 

herberget på Gl. Køge Landevej, der 

drives af Missionen Blandt Hjemløse. 

- De søger en boform, hvor der 

er et utvunget fællesskab og personale, 

der kan hjælpe. I Missionen 

Blandt Hjemløse vil vi ikke sige 

beboere op, selvom de har boet her 

længe, fortsætter han. 

Få kilometer nordpå, på Kirkens 

Korshærs herberg i Hillerødgade 

på Nørrebro, er forstander Bjørn 

Bendorff enig. 

- I herbergsafdelingen skal man 

helst kun bo i et kortere tidsrum, 

ofte sat til seks måneder, men en 

del af vores beboere er så dårlige 

af for eksempel misbrug, at de ikke 

magter eller ikke har lyst til at 

flytte uden for huset efter få måneder. 

Andre er tilsvarende så dårlige, 

at de simpelthen ikke kan klare sig 

i egen selvstændig bolig. Begge 

grupper får lov til at blive boende, 

indtil de selv – og vi – synes, de er 

klar til at flytte, siger han. 

Er næsten som i spjældet 

Uanset længden af opholdet på 

herberget må beboerne slippe 2.490 

kr. om måneden. 

- Enhedsprisen er jo en beslutning, 

som kommunen har truffet, og 

jeg skal undlade at have kommentarer 

til begrundelsen, men blot 

tilføje, at den ikke virker særlig 

rimelig på beboerne, siger forstander 

Bjørn Bendorff fra herberget i 

Hillerødgade. 

Og spørger man beboerne, er der 

da også store udsving i udmeldingerne. 

- Jeg kom til Sundholm i november 

2007 og er meget tilfreds med 

at bo her. Det betyder meget for 

mig, at der er et miljø med nogle 

gode kammerater og en tv-stue, 

Jeg er ikke synderligt 

begejstret for stedet, 

men nu bor jeg her. 

hvor man kan mødes. Det er meningen, 

at jeg skal bo et sted mere 

permanent, men det skal ikke være 

lige nu. Her har jeg fået ro til at få 

styr på nogle ting i mit liv, fortæller 

Tommy Carlsen. Jesper Hansen, 

der har boet to et halvt år på Gl. 

Køge Landevej, er derimod mindre 

tilfreds. 

- Jeg er ikke synderligt begejstret 

for stedet, men nu bor jeg her. 

Det her er ligesom i spjældet, blot 

med udgang og orlov, siger han. 

Borgmester vil se på prisen 

På Københavns Rådhus afviser 

socialborgmester Mikkel Warming 

33-årige Tommy i sit tyve kvadratmeter store værelse på Sundholm, 

hvor han har boet siden november 2007. Pris: 2.490 kr. 

om måneden. 

ikke at kigge nærmere på den 

månedlige ydelse. Han vil tage 

sagen op med Socialudvalget, når 

strategien for hjemløseområdet 

skal debatteres til sommer. 

- Hvis det kræver en lovændring 

at rykke prisen op eller ned, 

vil jeg bede Socialforvaltningen 

om at kontakte Velfærdsministeriet, 

siger han. Han understreger 

imidlertid at hensigten fortsat er 

at få de hjemløse ud af herbergerne 

og ind i andre boformer, gerne 

lejligheder i almene boligselskaber. 

- Vi har anvisningsret til hver 

tredje lejlighed i de almene boligselskaber. 

Boligerne anvises bl.a. 

til de personer, der udsluses fra 

herbergerne. Herudover arbejder 

vores medarbejdere på at motivere 

beboerne fra herbergerne til 

at flytte i særlige bofællesskaber. 

Et problem kan dog være, at 

huslejen nogle gange er for høj, 

siger Mikkel Warming, der vil se 

på, om boligudgifterne for socialt 

udsatte grupper kan presses ned 

ved hjælp af de 500 millioner kr., 

som hjemløseområdet har fået 

over de næste fire år i forbindelse 

med satspuljeforliget i marts i år. 

simon@husforbi.dk 

Det siger loven 

De omtalte værelser falder 

ind under § 110 i Lov om 

Social Service: 

”Kommunalbestyrelsen skal 

tilbyde midlertidigt ophold 

i boformer til personer med 

særlige sociale problemer, 

som ikke har eller ikke kan 

opholde sig i egen bolig, og 

som har behov for botilbud 

og for tilbud om aktiverende 

støtte, omsorg og efterfølgende 

hjælp”. 

Boliger til hjemløse 


Foto: Ulrik Jantzen 

Jesper Hansen står i døråbningen 

med hånden rakt frem mod socialborgmester 

Mikkel Warming (EL). 

- Her bor jeg, siger han og viser 

borgmesteren ind i det otte kvadratmeter 

store værelse på herberget 

Kollegiet på Gl. Køge Landevej. 

I forbindelse med Hus Forbis 

artikel om værelserne på de københavnske 

herberg, der – uanset 

størrelse og kvalitet – koster 2.490 

kr. om måneden, har socialborgmesteren 

sagt ja til at møde op på 

Kollegiet til en fotoseance og en 

snak med Jesper. De to sætter sig 

på Jespers nyredte seng. 

- Hvor længe har du boet her?, 

spørger Mikkel Warming. 

- To et halvt år, men der er 

andre, der har boet her længere. 

Nogle helt op til 30 år, svarer Jesper 

Hansen. 

- Det gør indtryk på mig at se, 

hvordan du bor, siger socialborgmesteren 

og fortsætter: 

- Værelserne på herbergerne er 

tiltænkt som midlertidige boformer. 

Problemet er, at der ingen faste 

regler er for, hvornår man skal 

videre. Det er ikke meningen, at 

beboerne skal bo der i årevis, men 

omvendt er jeg også modstander 

af, at man presser dem videre efter 

få måneder. Beboerne skal være 

parate til at komme videre. 

Man tager en dag ad gangen 

I løbet af den sidste måned har 

Jesper Hansen brugt tid og kræfter 

på at friske det lille, aflange værelse 

op. Der er blandt andet kommet 

skabe op – og så er han begyndt at 

samle på klovne. 

- Det er for at blive mindet om, 

hvor stor en klovn man kan være, 

siger han og smiler. Der er nemlig 

sket store ting i hans liv: 

- Jeg er holdt op med at drikke. 

Det er vel 35 eller 36 dage siden nu. 

Ja, jeg er holdt op med at tælle. Og 

så har jeg fået et job som maler hos 

min gamle mester. Nu skal der ske 

noget. Forhåbentlig betyder det, at 

jeg snart kan flytte væk fra Kollegiet. 

Han vender sig mod Mikkel 

Warming. 

”Det gør indtryk at se, hvordan du 

bor”, sagde socialborgmester Mikkel 

Warming (EL), da han forleden 

besøgte Jesper Hansen (tv.) på Kollegiet 

på Gl. Køge Landevej. 

Det gælder om at få 

et godt springbræt 

Socialborgmester Mikkel 

Warming har besøgt 

Jesper Hansen på hans 

otte kvadratmeter store 

værelse på herberget på 

Gl. Køge Landevej. Det 

gør indtryk, siger han og 

efterlyser flere skæve 

boliger og bofællesskaber. 

- For at komme væk fra et sted 

som det her, gælder det om at tage 

en dag ad gangen. Først dropper 

man alkoholen, siden får man sig 

et job. Det er om at få det rette 

springbræt for at komme videre, 

siger han. Det er socialborgmesteren 

enig i. 

- Det er vigtigt, at beboerne på 

de københavnske herberg får al den 

hjælp, de har brug for i bestræbelserne 

på at flytte videre, siger 

Mikkel Warming og fortsætter: 

- Og i den forbindelse er det vigtigt, 

at der er noget at flytte videre 

til. Det er helt centralt, at vi får bygget 

flere boformer på mellemstadiet 

mellem herbergerne og de ’rigtige’ 

boliger. Jeg ser gerne, at der bliver 

bygget flere skæve boliger og skabt 

flere bofællesskaber, blandt andet for 

beboerne, der kommer fra herbergerne. 

Det vil vi tage op i Socialudvalget 

i forbindelse med debatten om 

hjemløsestrategien til sommer. 

Samtalen og fotoseancen er ved 

at være slut. Både Jesper Hansen 

og Mikkel Warming skal videre. 

Jesper Hansen skal ud til sin malermester, 

Mikkel Warming tilbage til 

rådhuset. De to trykker hånd. 

- Tak, fordi I kom. I er altid 

velkomne, siger Jesper Hansen til 

socialborgmester, journalist og 

fotograf. 

- Jeg håber, at næste gang vi 

ser dig, er det ikke her, svarer Mikkel 

Warming. 

4 hus forbi · nr. 73 · maj 2008 hus forbi · nr. 73 · maj 2008 5

Udlændinge venter på udvisning i fængslet 

Kriminelle udlændinge, der er dømt til udvisning oven i 

deres fængselsstraf, risikerer at sidde bag tremmer i Vestre 

Fængsel i årevis, efter de har afsonet deres fængselsstraf. 

Denne form for frihedsberøvelse kritiseres blandt andet af 

Institut for Menneskerettigheder. 

Af Birgitte Rørdam 

Kriminelle udlændinge, der er udvist 

ved dom, bliver ofte ikke sat fri, når 

de har afsonet deres straf. I stedet 

bliver de overført til varetægtsfængsling 

i Vestre Fængsel i København, 

og her kan de sidde i lang 

tid uden at ane, hvornår de bliver 

løsladt. Samtidig lever de her under 

vilkår, der er langt mere restriktive, 

end da de afsonede deres straf. 

Hvor de i fængslerne havde åbne 

døre, fælles opholdsrum og kunne 

ringe frit til fire forskellige telefonnumre, 

så sidder de nu i celler for 

lukkede døre, uden fælles opholdsrum 

og kan ikke få lov til at ringe, 

heller ikke til deres kone og børn, 

med mindre det drejer sig om noget 

akut, som ikke kan klares via brev. 

Ifølge rigspolitiets seneste tal, 

sidder der lige nu 32 udlændinge i 

Vestre Fængsel, som har afsonet deres 

straf og venter på at blive sendt 

ud af landet. En af dem har siddet 

varetægtsfængslet i mere end halvandet 

år, mens tre andre har siddet 

inde mere end et år. Men der er eksempler 

på folk, der har siddet inde 

i årevis. Og det er helt uacceptabelt, 

mener formand for flygtningeadvokaterne 

advokat Helge Nørrung. 

- Som varetægtsfængslingen praktiseres 

med de varigheder (frihedsberøvelse 

i mange måneder, red.), 

er det helt uantageligt og må stride 

mod menneskerettighederne. Det er 

jo i realiteten en dobbeltstraf. Først 

får de en straf for den kriminalitet, 

de har begået, og når den er afsonet, 

så varetægtsfængsles de – og 

endda på ubestemt tid – fordi de er 

udvist, siger han. 

Når udviste udlændinge ikke 

bliver udsendt straks, de har afsonet 

deres dom, skyldes det oftest, 

at hjemrejselandene ikke har fået 

udfærdiget de papirer, også kaldet 

rejsedokumenter, der skal til, for 

at den udviste kan vende hjem. 

Det kan tage lang tid, nogle gange 

tager det år – og er ikke noget, de 

udviste personer selv har nogen indflydelse 

på. 

Skal sikre effektiv udvisning 

Ifølge vicepolitichef Hans-Viggo 

Jensen, der er leder af udlændingeafdelingen, 

så varetægtsfængsler 

man udlændinge for at sikre den 

mest effektive udvisning. 

- Personer, der er udvist ved dom, 

skal rejse ud, og gør de ikke det, skal 

vi sørge for, at de gør det. Der kan 

også være tilfælde, hvor vi har en 

formodning om, at de vil gå under 

jorden for at undgå at blive sendt 

ud af landet. I de fleste tilfælde kan 

de udviste personer imidlertid ikke 

hjemsendes, fordi papirerne ikke 

er gået i orden, og der varetægtsfængsler 

vi også, fordi folk, der er 

udvist, ikke skal kunne gå rundt på 

gaden, forklarer han. 

Når udlændinge varetægtsfængsles, 

sker det for fire uger ad gangen. 

Det skal godkendes af retten, men 

der findes ingen lovmæssig øvre 

grænse for, hvor længe man kan 

holde dem bag tremmer. Ifølge Hans- 

Viggo Jensen skal fængslingen dog 

altid afpasses efter, hvad det er for 

en kriminalitet og tidsperspektivet 

for, hvornår personen kan udsendes. 

- Der skal være en balance mellem 

længden af frihedsberøvelsen 

og årsagen til den. Vi har sager, hvor 

vi varetægtsfængsler, men hvor det 

trækker så langt ud, at det ikke længere 

er rimeligt. Her kan vi selv løslade, 

eller retten kan. Og sker det, 

vil personen typisk blive indkvarteret 

i Sandholm med meldepligt, 

som indebærer, at man skal møde op 

to gange om ugen for at drøfte sin 

udsendelse, forklarer han. 

Helge Nørrung er ikke enig i, at 

længden af varetægtsfængslingen 

er afpasset årsagen. Han mener, at 

ordningen bliver brugt for ukritisk, 

og at der burde indføres en maksimumsgrænse 

for, hvor længe folk 

kan holdes varetægtsfængslet. 

- Nogle vil ikke samarbejde, men 

i de tilfælde, hvor det er landene 

der er årsag til, at personen ikke 

kan sendes ud, og det er det i de 

fleste af sagerne, må der være en 

øvre grænse for, hvor længe man 

kan holde på dem, f.eks. to måneder. 

Har en person fået en dom på 

to års fængsel, er det jo helt ude 

af proportioner at lade personen 

sidde yderligere i et år eller mere i 

varetægt, siger Helge Nørrung, som 

også er skeptisk over den måde, 

domstolene behandler disse varetægtsfængslinger. 

Formel domstolsprøvelse 

- Som flygtningeadvokat er jeg ofte 

med i retten, og selvom retten efter 

loven skal vurdere hver sag nøje for at 

finde ud af, om problemet kan klares 

med mindre indgribende foranstaltninger, 

så er der nærmest tale om 

en formel domstolsprøvelse. Politiet 

opsummerer kort sagen, man spørger 

ikke engang klienten, om han eller 

hun har noget at sige. Det hele tager 

ti minutter, det foregår anonymt og 

nærmest proforma, forklarer han. 

Seniorforsker Kim U. Kjær fra 

Institut for Menneskerettigheder har 

forståelse for, at der kan være behov 

for at kunne holde på udviste personer, 

men han mener, at varetægtsfængslingen 

ofte trækker så længe 

ud, at det er i strid med menneskerettighederne. 

Og da frihedsberø- 

velse efter grundloven er den sidste 

løsning, bør retten i alle sager først 

overveje muligheden af at løslade 

den udviste og give personen meldepligt 

i stedet, påpeger han. 

- Der kan godt være fornuft i, at 

frihedsberøve en udvist, hvis der er 

risiko for, at personen forsvinder. 

Men varetægtsfængslingerne træk- 

ker ofte helt unødvendigt ud. Faktisk 

så længe, at Højesteret i nogle 

sager har sagt, at nu må det være 

slut. Afgørelser fra både Højesteret 

og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol 

viser da også, at der 

skal være et rimeligt forhold mellem 

målet med og længden af varetægtsfængslingen. 

Jeg ved ikke, om en 

fast øvre grænse er løsningen. Jeg 

tror mere på, at lovgivningen eller 

praksis skærpes, så varetægtsfængslingens 

længde i hver enkelt sag 

kommer til at stå mål med forbrydelsen, 

siger han. 

Også vilkårene for de udviste, 

der sidder i varetægt, bør imidlertid 

ændres, mener Kim U. Kjær, som 

er bekymret over, at de udvistes 

forhold er væsentlig mere strenge 

i varetægtsfængslet, end da de 

afsonede. 

- De rettigheder, man har i 

fængslet, bør man selvfølgelig også 

have under varetægtsfængslingen. 

Det giver slet ingen mening, hvis 

varetægten er mere streng end selve 

straffen. Og helt urimeligt, hvis man 

af den grund ikke kan opretholde 

kontakten til sine nærmeste. Det 

er for mig at se et spørgsmål om, at 

praksis bliver justeret, så udviste 

udlændinge bliver sikret de samme 

rettigheder, som de havde, da de sad 

fængslet, siger han. 

Det siger loven 

Varetægtsfængsling af udlændinge 

sker efter udlændingelovens 

§ 35, der siger, 

at man kan varetægtsfængsle 

en udlænding for at sikre 

en effektiv fuldbyrdelse af 

udvisningen. 

6 hus forbi · nr. 73 · maj 2008 hus forbi · nr. 73 · maj 2008 7 

Foto: Scanpix 

I øjeblikket sidder 32 udlændinge i Vestre 

Fængsel. De har alle afsonet deres straf og 

venter kun på at blive sendt ud af landet.

En af de udlændinge, som sidder i Vestre 

Fængsel og venter på at blive sendt tilbage 

til hjemlandet, er Adnan Zejullaku. Han har 

siddet i ni måneder i Vestre Fængsel uden 

at se sin kone og fire børn og uden at vide, 

hvornår han bliver sat på et fly til Kosovo. 

Udvist og fængslet 

Adnan Zejullaku har afsonet sin straf. Alligevel sidder han nu på niende måned i Vestre Fængsel uden at vide, 

hvornår han bliver sendt tilbage til Kosovo og igen kan gå frit omkring. 

Af Birgitte Rørdam 

Den 42-årige automekaniker Adnan 

Zejullaku afsluttede for ni måneder 

siden afsoningen af sin straf, men 

da han er udvist ved dom, blev han 

ikke løsladt, men i stedet overført til 

Vestre Fængsel i København. Her sidder 

han varetægtsfængslet, mens han 

venter på at blive sendt tilbage til 

sit hjemland Kosovo. I Horsens sidder 

hans kone og deres fire teenagebørn 

tilbage og aner ikke, hvor længe han 

skal sidde fængslet, eller om han 

netop nu er på vej til lufthavnen for 

at blive sat på en flyver hjem. Udvisningen 

omfatter kun ham, da familien 

har fået humanitær opholdstilladelse. 

- Vi kom hertil i 2001. Krigen i 

Kosovo havde gjort det umuligt for os 

som albanere at blive. Mit hus og mit 

værksted var blevet brændt. Jeg så 

min søster, hendes mand og deres to 

børn blive dræbt, og de var det sidste, 

jeg havde tilbage af min familie, forklarer 

Adnan Zejullaku. Han og hans 

familie søgte og fik afslag på asyl i 

Danmark, men efter at være flyttet 

rundt i fem forskellige flygtningelejre 

i de første fire år fik familien i 2005 

humanitær opholdstilladelse, fordi 

hans kone er alvorligt psykisk syg. 

Fik dom på to år 

Opholdstilladelsen betød, at familien 

kunne slå sig ned. De flyttede til 

Horsens, fik et sted at bo, børnene begyndte 

at gå i skole, og livet blev for 

en kort tid næsten helt almindeligt. 

Adnan Zejullaku kom på sprogskole. 

Han kom i gang med at tage dansk kørekort 

og skulle begynde på et arbejde 

som mekaniker i september 2005, men 

lige inden blev han arresteret og fik 

en dom på to år for en forbrydelse, 

han ikke har erklæret sig skyldig i og 

ej heller vil fortælle om til Hus Forbi 

af hensyn til sine børn. Med dommen 

fulgte også udvisning af landet, og 

det er på den baggrund, at rigspolitiet 

holder Adnan Zejullaku varetægtsfængslet, 

selvom han har afsonet sin 

dom. En varetægtsfængsling, som skal 

godkendes af retten hver fjerde uge 

i princippet frem til, at udsendelsen 

kan finde sted. Men udsendelsen lader 

vente på sig, og det gør den, fordi 

Kosovo endnu ikke har fået sendt 

hjemrejsedokumenterne til Danmark. 

- Alting går tilsyneladende meget 

langsomt, og hver gang jeg skal i 

retten for evt. at få opretholdt min 

fængsling, aner jeg ikke, hvad der 

kommer til at ske. Om jeg dagen efter 

vil blive sat på en flyvemaskine. Og 

advokaten ser jeg kun kort i retten, 

og han ved vist heller ikke, hvad der 

sker. Men jeg har forstået, at jeg 

sidder her, fordi papirerne fra Kosovo 

stadig ikke er kommet, forklarer han. 

Uvisheden nedbryder mig 

Men samtidig med at han må vente bag 

tremmer, er hans vilkår blevet betydelig 

ringere, end de var, da han afsonede 

sin straf i Horsens Statsfængsel. 

- Det er meget ubehageligt at sidde 

her. Både fordi jeg kan blive udvist 

hvert øjeblik, og fordi jeg har 

en kone, som er meget syg, og fire 

børn, som jeg ikke har mulighed for 

at ringe til mere end en gang måske 

hver tiende dag. Jeg skal spørge fra 

gang til gang, og så er det op til den 

enkelte fængselsbetjent, om jeg får 

lov, for der er ingen faste regler, som 

der var i Horsens. Der kunne jeg ringe 

til både min kone og mine børn og 

gjorde det mange gange dagligt for 

at holde kontakt. I Horsens havde jeg 

også besøg af hele familien en eftermiddag 

hver uge. Jeg har endda haft 

en hel weekend sammen med dem, og 

det er helt umuligt her, siger Adnan 

Zejullaku, der ikke har set sin familie, 

siden han kom til Vestre Fængsel. 

- Jeg må få besøg en time om 

ugen, men jeg vil ikke have min familie 

skal tage toget helt fra Horsens 

for så kort et besøg. Men grunden 

er også, at jeg er så påvirket af min 

usikre situation, at det er nemmest 

for mig ikke at se dem. Jeg er 

ukoncentreret og har tit svært ved 

at finde de rigtige ord, siger Adnan 

Zejullaku, som efterhånden vil gøre 

hvad som helst for at komme væk fra 

fængslet og uvisheden. 

- Det vigtigste for mig er at komme 

ud af fængslet og den hurtigste vej ud 

er til Kosovo. Og selvom det er en katastrofe 

at skulle vende tilbage, fordi jeg 

ikke tør tage min familie med og ikke 

aner, hvad der venter mig i Kosovo, 

hvor jeg skal starte helt forfra, så er 

det bedre end at sidde her. Uvisheden 

er det værste. Før jeg kom til Danmark, 

blev jeg tilbageholdt og mishandlet af 

det serbiske politi. Jeg fik bank, men 

det vidste jeg, hvad var, i modsætning 

til de psykiske overgreb, jeg oplever 

her, hvor jeg er sat helt ud af spillet og 

ikke aner, hvad der skal ske, siger han. 

br@socialrdg.dk 

Kontakt: Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Ballerup og Hørsholm, 

Christel Lous, tlf. 20 47 97 26 eller mail: lous@get2net.dk 

Modelfoto: Polfoto 

Nekrolog: 

Henrik Pedersen 

er død 

Af Jaku-Lina E. Nielsen 

på vegne af Hus Forbis sekretariat og bestyrelse 

Onsdag den 16. april gik tiden for en stund helt i stå på 

Hus Forbi, da vores afholdte kollega Henrik Pedersen 

døde på Rigshospitalet af en blodprop i hjertet. Henrik 

Pedersen blev kun 48 år gammel. 

Henrik var en fantastisk ressource for Hus Forbi. 

Han havde et kæmpe netværk og en masse erfaringer at 

trække på, som både Hus Forbis redaktion, kommunale 

sagsbehandlere og Hus Forbis sælgere med flere havde 

stor nytte af. Henrik var både valgt af sælgerne som 

sælgerrepræsentant og ansat som Hus Forbis gadeplansmedarbejder. 

Sælgerne kom til ham med deres personlige 

problemer, for at få hjælp til deres problemer med ’systemet’ 

og for at få lavet nye id-kort eller udleveret Hus 

Forbi-tasker, jakker og støvler. Og kom de ikke til ham, så 

opsøgte Henrik dem ude på pladserne og togstationerne, 

hvor de holdt til. Henrik udtalte sig også ofte i medierne 

i sin egenskab af at være sælgernes repræsentant 

og talte de hjemløse og Hus Forbi-sælgernes sag på en 

utvungen og direkte måde. Og få måneder før sin død 

blev han valgt som formand for den københavnske lokalafdeling 

af SAND, der er de hjemløses landsorganisation. 

Vi er alle meget kede af, at Henrik ikke længere er hos 

Bliv frivillig i Røde Kors 

Næste introkursus er den 6. maj 2008 kl. 17-20 

Natherberg for kvinder 

På Natherberget i Hvidovre har vi brug for kvindelige 

frivillige til dag- og nattevagter. Hos os stiller vi ingen 

spørgsmål, men rækker hånden frem og giver rum 

til at snakke og komme sig. Som frivillig skal du tale 

med kvinderne, lytte og i det hele taget være nærværende 

og møde dem i øjenhøjde. Vi forventer, at 

du er parat til at tage mindst to vagter om måneden, 

du kan vælge mellem eftermiddags- eller nattevagt. 

Som eftermiddagsvagt er opgaven blandt andet at 

lave mad til kvinderne, på nattevagten er der mulighed 

for at sove, så man kan sagtens passe sit arbejde 

dagen efter. Ring og spørg løs på telefon 36 48 50 03. 

Lektiehjælp og samtaletræning 

– har du lyst til at gøre en forskel? 

Til Sprogcentret på Vesterbro søger vi frivillige, der 

kan indgå i undervisningen som lærerens hjælpende 

hånd for fx 2 kinesiske elever, der har brug for støtte 

i deres forløb på danskuddannelsen. 

Efter undervisningen har alle kursister derudover 

brug for hjælp i studieværkstedet hver mandag midt 

på dagen og onsdag aften. Du kan vælge at være tilknyttet 

studieværkstedet hver eller hver anden uge. 

os alle sammen og hos Hus Forbi. Han var en fantastisk 

person og en højt skattet medarbejder, og savnet er stort. 

Henrik Pedersen efterlader sig sin samlever Marianne, 

en voksen datter og tre papbørn, der er hans afdøde 

kones børn. Begravelsen var ved redaktionens deadline 

fastsat til den 7. maj fra Vor Frue Kirke. 

Vi mangler også frivillige til lektiehjælp i studieværkstedet 

på Sprogcenter IA i nordvest. Ring og 

hør nærmere om opgaver og tidspunkter. 

Cykeltræningskursus lørdage kl. 10-12 

På Nørrebro har vi startet cykeltræning, vi søger 

frivillige hver eller hver anden uge indtil 11. oktober 

2008, dog undtaget skolernes sommerferie. At 

kunne cykle er af stor betydning, særligt fordi flere 

af kursisterne skal kunne det for at blive optaget på 

social- og sundhedshjælperuddannelsen, andre fordi 

de bare gerne ville kunne cykle af sted sammen med 

børnene eller vennerne. Kursisterne gennemgår et 

veltilrettelagt forløb og kan se frem til at klare sig 

i trafikken, når kurset slutter. 

Besøgsven med ballast 

Vi er i opstarten af et spændende pilotprojekt 

for psykisk syge københavnere og søger lige nu 

besøgsvenner, som vil være med til at sætte præg 

på projektet. Har du en faglig interesse for denne 

målgruppe og en robust personlighed, kan du gøre 

en stor forskel for et andet menneske. Vi tilbyder 

relevante kurser, supervision, tilknytning til et 

Sovende 

hjemløse i 

bybilledet 

netværk af besøgsvenner og grundig indføring til 

din egen besøgsmodtager. 

Kvindecentret i Kongelunden 

Vi mangler frivillige, der kan sy og har lyst til at 

lære andre at sy. Kvinderne kan have stort udbytte 

af at få hjælp til at sy tøj og andre ting til deres 

børn eller til dem selv. Samtidig får de et indhold i 

hverdagen, som kan gøre situationen lettere for en 

stund. Ring og få en snak, hvis du er interesseret. 

Receptionister 

Bliv en del af vores team bestående af glade, imødekommende 

og hjælpsomme receptionister på kontoret. 

Vi søger receptionister, som kan varetage heldagsvagter 

fra kl. 9-16. Som receptionistfrivillig er du 

med til at sikre, at alle frivillige får en god oplevelse, 

når de henvender sig til os. 

Nordre Fasanvej 224, 2. 

2200 København N. 

T. 38336400 

hrk@drk.dk 

www.hovedstaden.drk.dk 

Fra 16. maj og to uger frem kan 

man i bybilledet møde store billeder 

af sovende hjemløse. Billederne 

er taget af den svenske fotograf 

Kent Klich og er en del af udstillingen 

”Get Lost”, som Dansk Arkitektur 

Center står bag i samarbejde 

med Kent Klich og fotografen Tina 

Enghoff. 

Formålet med udstillingen, der 

byder på meget andet end Kent 

Klichs sovende hjemløse, er at 

diskutere, hvordan en storby som 

København rummer sine borgere – 

især de socialt udsatte. 

Efter udstillingen fortsætter 

diskussionen på hjemmesiden 

www.getlost.nu frem til oktober. 

Herefter udgives et katalog over 

kunstværkerne og indsparkene i 

debatten. 

- sia 


Foto: Ulrik Jantzen

EU-kommissær: 

Kommunerne skal løse 

hjemløseproblemet 

Det er i kommunerne og 

ikke på EU-niveau, at 

hjemløseproblemet skal 

løses, siger EU-kommissær 

for sociale anliggender, 

Vladimir Spidla, til Hus 

Forbi. Løsningen er flere 

socialarbejdere og større 

fokus på de hjemløses rettigheder. 


Foto: EU-kommissionen 

At give et interview til Hus Forbi 

stod højt på ønskelisten, da Vladimir 

Spidla, EU-kommissær for Sociale anliggender, 

forleden var i København. 

Efter en omgang heftig kalenderjonglering 

lykkedes det for kommissæren 

i et ellers meget stramt program 

at få stillet en halv time og et 

mødelokale i Europahuset i Gothersgade 

til rådighed. Her startede han 

med at slå fast, at selvom EU-kommissionen 

på sin hjemmeside kalder 

hjemløshed for ”det mest ekstreme 

eksempel på fattigdom og social 

eksklusion i de europæiske lande”, er 

det ikke på europæisk niveau, at den 

primære kamp mod hjemløshed skal 

foregå. Det er i kommunerne: 

- Det er rigtigt, at hjemløshed 

Den Europæiske Socialfond (ESF) 

er et problem i alle de europæiske 

lande, men det er ikke et problem, 

der primært skal løses på europæisk 

niveau. I første omgang er de 

hjemløse en udfordring på nationalt, 

ja snarere kommunalt niveau, hvor 

man er tættere på de hjemløse, som 

er mennesker med store personlige 

problemer. Når det er sagt, er det 

klart, at vi på europæisk plan har 

en mulighed for at bidrage til dette 

arbejde. EU skal naturligvis yde sin 

del af arbejdet. 

Hvordan kan EU bidrage til arbejdet 

med at udrydde hjemløshed i de europæiske 

lande? 

- Det er naturligt, at vi bruger de 

forskellige netværk, der er opstået 

på europæisk plan, til dette arbejde. 

Et vigtigt instrument er Den 

Europæiske Socialfond, hvis midler 

kan bruges til det allervigtigste i 

bekæmpelsen af fattigdom og hjemløshed, 

nemlig uddannelse. Der skal 

ikke fokuseres så meget på tekniske 

spørgsmål, men på at uddanne og på 

at sikre, at der afsættes nok ressourcer 

og ansættes nok socialarbejdere 

på hjemløseområdet. Hvordan det 

Det er utopi at tro, 

at vi kan hjælpe alle 

hjemløse, men hjælper 

vi 10, 20 eller 30 

procent, er det også 

en bedrift. 

ESF har til formål at udligne forskellene i velstand og levestandard 

i EU’s medlemslande og regioner, og at fremme økonomisk og social 

samhørighed. Se mere på www.socialfonden.dk 

Ud over ESF opererer netværket Feantsa (the European Federation 

of National Organisations working with the Homeless) også på euro- 

pæisk plan. 100 organisationer fra 30 lande er medlem af netværket, der 

modtager finansiel støtte fra EU-kommissionen og har som mål at sætte 

fokus på hjemløseproblemerne i Europa. Se mere på www.feantsa.org 

Det er vigtigt, at hjemløse bliver orienteret om deres rettigheder, siger EU-kommissær 

Vladimir Spidla. 

går i de enkelte lande, er helt op til 

kvaliteten af de nationale socialsystemer. 

Centralt i dine taler og i EU’s erklæringer 

om det sociale arbejde står rettigheder. 

Hvordan kan rettigheder forbedre 

livet og hverdagen for de hjemløse? 

- Alle har rettigheder. Også de hjemløse. 

Og de rettigheder skal respekteres, 

hvilket er en udfordring for 

både de hjemløse og de mennesker, 

der arbejder med dem. Det sociale 

arbejde er helt centralt i dette, for 

det er igennem det sociale arbejde, 

at de hjemløse skal oplyses om deres 

rettigheder. For eksempel retten til 

en bolig. Får de hjemløse ikke hjælp 

til dette, har de ikke en chance. Men 

det er et svært arbejde, det ved jeg 

godt. Selv de bedste metoder og 

Vladimir Spidla 

de bedste intentioner kan vise sig 

ikke at nytte. Det er utopi at tro, 

at vi kan hjælpe alle hjemløse, men 

hjælper vi 10, 20 eller 30 procent, 

er det også en bedrift. Og så må vi 

bare arbejde endnu hårdere på at få 

hjulpet de sidste. Man kan nemlig 

altid bestræbe sig på at gøre sit arbejde 

lidt bedre. Det er klart, at den 

enkelte socialarbejder kun har en vis 

kapacitet, men så må der arbejdes 

på at få flere socialarbejdere. 

Med de ord var interviewet overstået. 

Kommissærens bil stod klar i 

Europahusets gård, og i Velfærdsministeriet 

ventede Karen Jespersen 

(V) på at få sin halve time med 

kommissæren. 

simon@husforbi.dk 

57-årige Vladimir Spidla er fra Tjekkiet og har siden 2004 været 

EU-kommissær for Beskæftigelse, Sociale anliggender, Arbejdsmarkedsforhold 

og Ligestilling. Før kommissærposten var han i to år – fra 

2002 til 2004 – tjekkisk premiereminister for Det Tjekkiske Demokratiske 

Parti, CSSD. Fra 1998 til 2002 var han landets vicepremiereminister 

og arbejds- og socialminister. 

Vladimir Spidla har en PhD. i historie. 


RIS OG ROS 

Kommentar 

Prostitution handler 

også om mænds seksualitet 

Der findes få samfundsemner, som 

er belagt med så mange fordomme 

og myter, som diskussionen for eller 

imod prostitution. Noget af det værste 

ved diskussionen er, at den ikke 

handler om det, den burde handle 

om, nemlig mænds seksualitet. Det 

er nemlig vigtigt at fremhæve, at 

prostitution er et ligestillingsproblem, 

fordi mænds seksualitet er eksistensbetingelsen 

for prostitution. 

Prostitution er et samfundsmæssigt 

mandligt privilegium, som er ’gearet’ 

til mænds seksualitet. Mænds 

seksualitet rummer selvfølgelig også 

i stor udstrækning evnen til ømhed 

og intimitet, men prostitution er for 

mange mænd belejligt, fordi mænds 

seksualitet ofte gør det muligt at se 

igennem fingre med prostitutionens 

elendighed, og det er ikke let at 

overbevise en erigeret penis om, at 

den burde have dårlig samvittighed. 

Forskningen i prostitution har 

vist, at der ikke er stor forskel på de 

mænd, som har prostitutionserfaring, 

og dem, som ikke har. Mange 

Tankevækkende serie 

Jeg er trofast køber af Hus Forbi og læser altid 

bladet med stor interesse. Især bagsidens ”Historier 

fra gaden” sætter altid tanker i gang. Tag nu 

f.eks. martsudgavens historie om David Lehnhard, 

der grundet smerter røg ud i misbrug og siden blev 

hjemløs. Det er tydeligt, at Davids liv ikke er en 

dans på roser, men trods det, er det hans børn og 

mest af alt deres ve og vel, der fylder hans tanker. 

Tusinde tak til David og Hus Forbi for en så rørende 

og tankevækkende skildring, der vil sidde i 

kroppen i mange dage. 

Sally Frydenlund Larsen, Roskilde 

Han spreder godt humør 

Jeg blev ked af og vred over kritikken af ’vores’ 

altid glade og humørfyldte Hus Forbi-sælger, 

Tonny B. Andersen, som nogle her i Hillerød har 

klaget over (i Hus Forbi nr. 71, red.). Nej, der 

skulle hellere klages over harmonikaspillerne, 

som de stakkels forretningsindehavere skal høre 

på hele dagen. Kæmp videre Tonny, og fortsæt 

med dine hyggelige indslag i hverdagen. 

af de mænd, som har købt sex, 

kunne have undladt at gøre det, og 

der findes mænd, som ikke har købt 

sex, men som i fremtiden kunne 

finde på det. Det er måske her, 

noget af årsagen til trægheden med 

hensyn til at kriminalisere kunden 

skal findes. 

Debatten er ligeledes præget af en 

tilgang, der hævder, at prostitutionen 

udfylder nogle samfundsmæssige 

opgaver. Jeg har i forbindelse 

med kampagnen ”tagstillingmand” 

haft en blog i to uger på kampagnens 

hjemmeside, www.tagstillingmand.dk. 

Her oplevede jeg 

personligt, hvor kontroversielt det 

er, at rette opmærksomheden mod 

mændene. Jeg mener dog stadig, at 

ansvaret skal placeres hos mændene, 

så det bliver umuligt at sige, at 

»kvindernes forhold ikke er noget, 

jeg tænker på«. 

Som situationen er lige nu i Danmark, 

opfordres mænd imidlertid 

ikke til at tænke over, hvad det er, 

de foretager sig ved at købe sex. Det 

’Farmoren’, Hillerød 

er svært at tro på, at der kan skabes 

prostitutionsfrie verdener, og man 

må ikke være naiv med hensyn til, 

hvor naturligt det at købe sex kan 

indgå i den normale mandekultur. 

Det gælder om at gøre det klart, at 

det ikke kun er bagmanden, som er 

gerningspersonen i prostitution. 

Der er ingen tvivl om, at seksualitet 

og prostitution er nogle svære 

emner, og derfor foretrækker mange 

lette løsninger. Det føles stadig 

grænseoverskridende at skulle sætte 

fokus på mænds seksualitet. Dette, 

tror jeg, skyldes, at mænd i mange 

henseender er det usynlige køn. Vi 

skal selvfølgelig passe på med ikke 

at skabe et dystert mandebillede 

og dæmonisere mænds seksualitet 

unødvendigt, men mænd skal rives 

ud af deres privilegerede ’skjulte’ 

position. 

Det er vigtigt at gøre den mandlige 

sexkøber opmærksom på, at han 

udøver en form for vold og overgreb 

på de prostituerede, han har sex 

med, selvom han ikke umiddelbart 

Hus Forbi som ulandshjælp? 

Jeg har et stykke tid undret mig over, at nogle 

Hus Forbi-sælgere ikke taler særlig godt dansk. 

Jeg opfatter ikke disse sælgere som danske hjemløse 

og synes derfor ikke, at Hus Forbi opfylder 

sit formål. Endvidere siges det, at mænd fra det 

gamle Østeuropa kommer herop i en periode og 

sælger bladet, hvorefter de rejser hjem til familien. 

På den måde mener jeg, at projektet er gået 

fra at være til støtte for danske hjemløse til at 

være ulandshjælp. Er det rigtigt opfattet, at ikke 

alle sælgere er danske hjemløse? 

Palle Christensen 

Svar: 

Det er rigtigt, at Hus Forbi har udstedt sælgerkort 

til udenlandske hjemløse, som stammer 

fra de nye østeuropæiske EU-lande. Det er også 

rigtigt, at en del af dem ikke lever som hjemløse 

i deres hjemlande, men f.eks. er arbejdsløse 

familiefædre. Det er dog Hus Forbis klare 

indtryk, at vores østeuropæiske sælgere lever 

som hjemløse, mens de opholder sig i Danmark. 

Ifølge Hus Forbis vedtægter (kan læses på vores 

hjemmeside www.husforbi.dk), er foreningen Hus 

tænker sådan. Jeg er overbevist om, 

at mange mænd køber illusioner og 

ikke ønsker at blive konfronteret 

med hverken de sociale realiteter 

eller magtforholdet i prostitution. 

Kenneth Reinicke er lektor på Institut for 

Samfund og Globalisering på Roskilde Universitetscenter. 

Han modtog i 2007 Dansk 

Kvindesamfunds Mathildepris for sin måde 

at debattere mænds seksualitet på. 

Forbis formål: ”At udgive en landsdækkende avis, 

Hus Forbi, der sælges på gaden af hjemløse og 

tidligere hjemløse.” Foreningen Hus Forbi skelner 

altså ikke mellem udenlandske og danske hjemløse 

i sine formålsparagraffer. 

Dagbladet Politiken lavede i efteråret 2007 en 

optælling, der viste, at mindst 110 østeuropæere 

lever i København som hjemløse. Hus Forbi giver 

i øjeblikket ikke sælgerkort til flere østeuropæiske 

sælgere. Vi afventer blandt andet resultatet 

af en undersøgelse af vores sælgergruppe, som 

analysebureauet CASA er i færd med at lave, 

og som gerne skulle give os en større viden om 

denne gruppe. Højst ti procent af Hus Forbis 500 

sælgere har østeuropæisk baggrund. 

Nederst på side to i hvert nummer af Hus 

Forbi står der en opfordring til vores købere om 

kun at købe bladet af sælgere med Hus Forbis 

id-kort. Det skyldes, at vi har haft en del tilfælde 

med østeuropæere, som har solgt Hus Forbi uden 

at være i besiddelse af gyldige id-kort. 

Foto: Privatfoto 


Redaktør, Hus Forbi

Klarinettens bønner blev hørt 

”Halleluja! Endelig et New 

Orleans-jazzorkester med 

unge musikere. Dem vil jeg 

gerne møde”. Sådan sagde 

Mikael Steen Olsen, også 

kaldet Klarinetten, om 

bandet Six City Stompers. 

Hus Forbi indfriede hans 

ønske. 

Af Lisbeth Rindholt 

Foto: Flemming Schiller 

- Du er bandleaderen, ikke?, spørger 

Mikael Steen Olsen straks, da han 

træder ind på værtshuset Hvide Lam i 

indre København og sætter kurs mod 

Mads Mathias – sangeren og saxofonisten 

i jazzorkestret Six City Stompers. 

Mads Mathias nikker. 

- Jeg kan altid mærke, hvem der er 

bandleader i et orkester. Det er noget 

med karisma, griner Mikael. 

Han bor i bofællesskabet – eller 

”Funnyfarmen”, som han selv kalder 

det – på Mændenes Hjem i København 

og sælger jævnligt Hus Forbi. Men i 

dag er avisposen skiftet ud med en 

klarinet, som han bærer i en taske på 

ryggen. Mikael er også kendt under 

øgenavnet Klarinetten, fordi han er 

vild med at spille jazzmusik og føler 

sig tæt forbundet med sin klarinet. 

Et af hans største ønsker er at møde 

musikerne i Six City Stompers. Og nu, 

hvor det er lykkedes, holder han sig 

ikke tilbage. 

- Sku’ vi ikke starte med at spille 

lidt sammen?, spørger han som det 

første. 

Forslaget vækker begejstring 

hos de fire (ud af i alt seks, red.) 

musikere i Six City Stompers, der er 

mødt op på Hvide Lam med deres instrumenter. 

Her er Regin Fuhlendorf 

på banjo, Peter Rosendal med sit 

flygelhorn og Mads Mathias på saxofon. 

Kasper Tagel spiller normalt bas, 

men da han er på cykel i dag, har 

han ladet den tunge bas stå hjemme. 

Han må nøjes med at være publikum. 

Værtinden på Hvide Lam har intet 

imod lidt improviseret jazzmusik, 

for her spilles live New Orleans-jazz 

næsten hver aften, så hun er vant 

til at ”høre trut i hornet”, som hun 

siger. 

Giver fest i gaden 

- One, two, three, four …, tæller Klarinetten. 

Og snart fyldes værtshuset 

med tonerne fra jazzklassikerne ”Bye 

Denne interviewartikel er 

en del af Hus Forbis serie 

”Hende/ham vil jeg gerne 

møde”, hvor Hus Forbi- 

sælgere interviewer et af 

deres forbilleder i samarbejde 

med Hus Forbis redaktion. 

Bye Blackbird” og ”On the Sunny Side 

of the Street”. Klokken er 11.00, og 

her er endnu ingen værtshusgæster, 

men udenfor på gaden stopper folk 

og kigger ind ad vinduerne. Tiltrukket 

af den glade jazz. 

- Jeg er kendt for at spille 

temaet til Olsenbanden. Kan I det?, 

spørger Klarinetten. Det kan de. Og 

den lille kvartet giver den fuld gas i 

deres egen udgave af Bent Fabricius- 

Bjerres kendte nummer. 

Nu har Klarinetten og Six City 

Stompers fået en fin musikalsk fornemmelse 

af hinanden og kan roligt 

sætte sig ned og tale sammen. 

- Musikere, der spiller New 

Orleans-jazz, er ofte mellem 60 år 

og skindøde. Jeg har i ti år bedt til, 

at flere unge ville spille traditionel 

jazz. Nu er mine bønner endelig 

blevet hørt, siger Klarinetten til de 

fire musikere, der alle er omkring 30 

år, og spørger: 

- Hvorfor spiller unge mennesker 

som jer den her type jazz? 

- Swingjazzen har en god og 

umiddelbar energi i sig. Det er 

musik, som giver fest i gaden, svarer 

Regin. 

- Og så er vi stort set alle sammen 

flasket op med jazzmusikere 

som Louis Armstrong, Dizzy Gillespie 

og Papa Bue. Min far er f.eks. arrangør 

af Riverboat Jazz Festivalen i Silkeborg, 

så jeg har altid hørt en masse 

jazz derhjemme, supplerer Mads, der 

ligesom resten af bandet er medlem 

af flere orkestre og bl.a. lever af at 

spille og undervise i musik. 

Six City Stompers er – med seks jazzmusikere på gennemsnitligt 30 år – det yngste 

tradjazzband i Skandinavien. På billedet ses (fra højre): Regin Fuhlendorf, 

Mads Mathias, Peter Rosendal og Mikael Olsen (guest star). 

- Hvor ofte optræder I med Six 

City Stompers?, spørger Klarinetten. 

- Mest om sommeren. Til alle de 

store festivaler, bl.a. Copenhagen 

Jazz Festival, Riverboat Jazzfestival 

– og på Femø, siger Mads og vil 

gerne vide, om Klarinetten også har 

deltaget i Femø Jazzfestival? 

- Jeg skal til Femø-festivalen for 

18. gang i år. Det er også mit 30-års 

jubilæum, for jeg var af sted for 

første gang i 1978. Den jazzfestival 

er fantastisk. Men der er for få ’fede’ 

negere. Sidste år var der kun tre negere 

med. Det ville være skønt med 

flere af de originale musikere fra 

New Orleans, som er vokset op med 

jazzen, konstaterer Klarinetten. 

Alle ler. De er enige med Klarinetten: 

”Flere ’fede’ negere til Femøfestivalen!”. 

Musikken fylder 

meget i mit liv. Jeg 

tror på, at det er 

Helligånden, som 

spiller igennem os. 

Lad os jamme i Nyhavn 

Six City Stompers er også nysgerrige 

efter at høre om Klarinettens 

musikalske baggrund. 

- Hvorfor valgte du klarinetten 

som dit hovedinstrument?, spørger 

Kasper. 

- Det blev jeg nærmest tvunget 

til. Jeg kom ind i Maribo Borgervæbning 

(ungdomsharmoniorkester, 

red.) i 1974 – 10 år gammel – og de 

manglede en klarinettist. Så blev 

klarinetten mit instrument. Og det 

har jeg aldrig fortrudt, fortæller 

Klarinetten og tilføjer: 

- Da jeg første gang så en kon- 

Kort om Six City Stompers 

certoptagelse med Papa Bues Viking 

Jazzband i fjernsynet i 1970’erne, 

vidste jeg, at jazzen var den musik, 

der stod mit hjerte nærmest. Og 

gennem årene har jeg spillet på 

mange forskellige instrumenter, bl.a. 

mundharmonika, trompet, trækbasun 

og tuba. 

- Bruger du musikken til at holde 

dig oppe?, spørger Mads, der har set 

og hørt Klarinetten spille på gaden, 

bl.a. foran Superbrugsen på Halmtorvet. 

- Musikken fylder meget i mit 

liv. Jeg tror på, at det er Helligånden, 

som spiller igennem os. Jeg har 

været kristen siden 1985, og hvis 

det ikke var for troen, havde jeg ikke 

siddet her i dag. Så var jeg død for 

mange år siden af alkoholisme, fortæller 

Klarinetten, som nu er holdt 

helt op med at drikke alkohol. 

- Til gengæld ryger jeg lidt hash. 

Så spiller man også bedre. Men jeg 

savner nogen at spille sammen med. 

Da jeg boede på Sundholm (herberg 

for hjemløse, red.) i 1990’erne, fandt 

jeg et par guitarister og én på banjo. 

Vi spillede på Strøget næsten hver 

dag. Men vi blev opløst igen for 

nogle år siden, siger Klarinetten og 

spørger: 

- Hvornår skal jeg spille sammen 

med jer igen? 

- Når det bliver lidt varmere i 

vejret. Ja, lad os jamme sammen i 

Nyhavn til sommer, foreslår Mads 

og giver et andet tilbud, der kan 

indfries allerede her i foråret. 

- Vores nye cd er snart på gaden. 

Vi vil gerne komme ind og overrække 

dig den på Mændenes Hjem, hvis vi 

må? 

- Det lyder fedt, siger Klarinetten 

begejstret og udveksler telefonnumre 

med bandet. De tager afsked i 

døren til Hvide Lam. 

- Gud være med jer, råber 

Klarinetten efter musikerne, da de 

forsvinder ud i menneskemængden. 

lisbeth@rindholt.dk 

Six City Stompers er et traditionelt jazzband. Det blev dannet i 2004 

og består af Mads Mathias (sax/vokal), Peter Marott (trompet), Peter 

Rosendal (flygelhorn/klaver), Regin Fuhlendorf (banjo/vokal), Kasper 

Tagel (bas) og Morten Ærø (trommer). Six City Stompers vandt ”Publikumsprisen” 

i Europamesterskabet i tradjazz i 2007. Deres første 

album, “Work Around the Rules”, udkommer i april. 

Læs mere på: www.sixcitystompers.dk 


Argentina 

Ikke kun 

kirkens opgave 

Omkring årtusindskiftet oplevede Argentina en voldsom økonomisk krise, 

og en ny form for solidaritet opstod hos den argentinske befolkning. 

Sydamerika var klar til sin første hjemløseavis. 

Af Søren Møberg, Buenos Aires 

Foto: Hecho en Bs. As. 

Hecho en Bs. As. er navnet på den 

argentinske hjemløseavis. Navnet 

kan nemmest oversættes til ”Made in 

Buenos Aires” eller ”Skabt i Buenos 

Aires”, men spiller også på nød- 

vendigheden af en hjemløseavis, 

at avisen er et faktum; un hecho. 

Ideen til avisen opstod, da en 

kvinde ved navn Patricia Merkin i 

slutningen af 1990’erne lånte et par 

eksemplarer af den engelske hjemløseavis, 

The Big Issue, af en veninde, 

som var hjemvendt fra London. Kort 

efter begyndte Patricia Merkin at 

arbejde målrettet på at få skabt den 

første latinamerikanske hjemløseavis, 

og i dag er hun daglige leder af 

Hecho en Bs. As. 

- Argentina var omkring årtusindskiftet 

midt i en omfattende 

økonomisk krise, der havde taget 

fart op gennem 90’erne og fik sit 

absolutte klimaks i 2001. Derfor 

var det umuligt at skaffe offentlige 

tilskud til bladet i opstartsfasen, 

fortæller hun til Hus Forbi. 

Til gengæld lykkedes det hende 

at samle en lille gruppe af venner 

og bekendte, der var villige til at 

arbejde gratis for projektet. Efter 

flere udvekslinger med det Internationale 

Netværk af Gadeaviser, 

INSP, og folkene bag The Big Isssue 

kom det første økonomiske tilskud 

på 20.000 kr. Pengene kom fra to 

engelske fonde med tilknytning til 

The Big Issue og skulle bruges på at 

producere 5.000 eksemplarer af et 

gratis prøvenummer. 

Få dig et job 

På forsiden på det første blad stod 

der: ”Andá a laburar” (få dig et 

job), mens man inde i bladet sva- 

rede: ”Esté es mi trabajo” (dette er 

mit arbejde). For at være helt sikre 

på, at der også kom et blad nummer 

to, blev Patricia og hendes stab af 

frivillige dog enige om at droppe 

de engelske fondes ide om et gratis 

prøvenummer. Og i juni 2000 gik 

godt to håndfulde hjemløse sælgere 

på gaden for at sælge det første 

eksemplar af Hecho en Bs. As. 

Bladet kostede en pesos 

(svarede dengang til otte kr.), 

hvoraf 70 procent gik til sælgeren. 

Sergio Rotman, der arbejder som 

konsulent og vejleder for mindre 

virksomheder, blev kontaktet af 

Patricia tidligt i forløbet. Han 

husker stadig med et smil på læben, 

hvordan det første oplag kom på 

gaden: 

- Vi var et lille, intimt avishold 

samlet under Patricias gæve 

engagement. Vi havde ingen faste 

lokaler, skrev selv artiklerne sammen 

med enkelte freelancejournalister. 

Alle billederne var i sort/hvid, 

og uddelingen af aviserne skete fra 

en af de frivilliges bopæl. 

Sergio Rotman blev så betaget 

af Patricias iværksætterånd og 

professionelle omhu, at han også 

tog aktiv del i arbejdet med at 

lede efter mulige sælgere rundt 

om i byens parker og på pladser, 

hvor hjemløse holder til. Men i 

opstartsfasen virkede det svært at 

overbevise både kommende sælgere 

og potentielle læsere om, at den 

utraditionelle gadeavis havde et 

udviklingspotentiale og en fremtid, 

husker Sergio. 

Efter tre uger var de første 

5.000 eksemplarer imidlertid solgt, 

og man var klar til at sende blad 

nummer to i trykken med større 

optimisme. Der blev oprettet en 

telefonlinje, som sælgerne kunne 

ringe gratis til, hvis de havde brug 

for hjælp, havde brug for at få 

bragt aviser ud til et gadehjørne i 

Jeg glæder mig til den dag, hvor der ikke 

længere er behov for at lave en avis, der skaber 

debat og opmærksomhed om flere tusinde 

menneskers kamp for at overleve på gaden. 

den anden ende af byen, eller hvis 

de havde mødt en kammerat, som 

ønskede at prøve sælgerjobbet. 

I oktober 2000 fik avisen sine 

første primitive lokaler i en mindre 

toværelseslejlighed i det gamle 

San Telmo-kvarter. Lejligheden 

havde stået tom længe og var uden 

elektricitet og vand. Den fungerede 

både som avislager, distributionssted, 

kontor, mødelokale og socialt 

værested for sælgerne og bevirkede, 

at der blev skabt en fælles holdånd 

mellem stiftere, medarbejdere og 

sælgere. Mindre end et år efter debutnummeret 

i juni 2000 havde man 

udvidet månedssalget med 10.000 til 

15.000 eksemplarer, der blev solgt af 

70 sælgere. 

Den argentinske hjemløseavis, Hecho en 

Bs. As., vægter især samfundsdebat og 

kulturstof. Ofte har avisen interviews med 

berømte musikere eller andre kunstnere. 

Sælgerne har også deres egen side og 

klummer, som er med til at give læseren 

et indblik i deres liv. 


For fem år siden fik Hecho en Bs. As. foræret en ældre, nedslidt bygning i San Telmokvarteret. 

Huset kaldes Puerto 21 (Port 21) og er avisens omdrejningspunkt og socialt 

værested for sælgerne. 

Præsidenten måtte flygte 

I december 2001 slog Hecho en Bs. 

As. alle hidtidige salgsrekorder med 

knap 50.000 solgte eksemplarer. 

Tankevækkende nok var det præcis 

samme måned som det argentinske 

samfund oplevede et historisk 

sammenbrud med en devaluering af 

pesoen til en fjerdedel på få uger, 

og hvor præsidenten De la Rua 

måtte flygte i en helikopter fra taget 

af præsidentpaladset efter en massiv 

folkeprotest. 

Hecho har aldrig siden solgt så 

mange aviser, og de månedlige salgstal 

ligger i dag på 30-35.000. Tal, 

der kan virke små, når man tænker 

på størrelsen af Buenos Aires, hvor 

antallet af hjemløse er på ca. 12.000, 

og i sammenligning med f.eks. Hus 

Forbi, der i de seneste år har haft 

salgstal på 60-80.000 pr. måned. 

- Det økonomiske kollaps i 2001 

berørte hovedparten af den argentinske 

befolkning og skabte en større 

udvandringsbølge, der først er blevet 

vendt de seneste år. Men midt i desillusionen 

trængte en ny form for solidaritet 

og social bevidsthed sig ind i 

den argentinske befolkning, fortæller 

Patricia Merkin og fortsætter: 

- En solidaritet og et strejf af 

social ansvarlighed, der stadig ses 

i visse områder i landets genop- 

bygning, men, som visse samfundskritikere 

påpeger, allerede er ved 

at forsvinde igen i takt med den 

økonomiske genopretning. 

En forklaring kan være, at socialt 

arbejde blandt samfundets fattigste 

oftest er blevet set som en opgave 

for landets kirker, hvorfor der fra 

politisk side og hos befolkningen 

generelt har været en meget passiv 

holdning til disse problemer. 

Fik bygning foræret 

For fem år siden fik Hecho en Bs. As. 

foræret en ældre, nedslidt bygning 

i San Telmo-kvarteret. Huset kaldes 

Puerto 21 (Port 21) og har åbent 

to gange om ugen. Ud over en kop 

mate (argentinsk te-drik, red.), et 

brusebad, en samtale med frivillige 

hjælpere og en gratis frisør, 

kan sælgerne deltage i skolekurser, 

kreative værksteder og terapi. De 

kan også få vejledning i at håndtere 

sælger jobbet på gaden, ligesom de 

kan få advokathjælp til ansøgninger 

om medicin eller offentlig understøttelse. 

Avisen har tilmed i perioder 

haft en ordning med en ’lægebus’, der 

kører ud og behandler gadens folk på 

forskellige pladser i byen. 

Selv om bladet i løbet af sin 

otte-årige levetid på den måde er 

knopskudt i mange retninger, drøm- 

Hecho en Bs. As. på egne ben 

Er uafhængig af politiske og religiøse tilhørsforhold, 

og modtager ikke driftstilskud. 

Enkelte lønninger er dog finansieret via 

legater, ligesom avisen af og til modtager 

beløb til øremærkede formål. Ud over en 

daglig leder har avisen seks deltidsansatte. 

Derudover er der tilknyttet knap 20 frivillige 

og en række freelanceskribenter. 

Salgsprisen på gaden er i dag tre pesos 

(fem kr.). 2,10 pesos (70 procent) går til 

sælgeren, hvilket er en høj procentsats i 

forhold til andre hjemløseaviser under INSP. 

Fordelingen af sælgere er p.t. 70 procent mænd og 30 procent 

kvinder fra 22 til 65 år. Der har været 2.200 registrerede sælgere i 

avisens otte årige levetid. I øjeblikket har avisen ca. 200 sælgere, 

som dagligt tjener 50-150 kr. 

En spørgeskemaundersøgelse blandt Hecho en Bs. As.’ sælgere fra 

2006-07 viste, at: 

89 procent betragtede sælgerjobbet som et rigtigt job. 

62 procent brugte en del af fortjenesten på at forsørge 

familiemedlemmer. 

29 sælgere var kommet videre i fast arbejde. 

23 sælgere valgte at tage tilbage til deres hjemprovins for 

at søge en mere stabil tilværelse. 

13 sælgere, der havde deltaget i kunstundervisningen i Puerto 21, 

udstillede værker på offentlige udstillinger. 

mer Patricia Merkin alligevel om den 

dag, hvor avisen kan dreje nøglen 

om: 

- Jeg glæder mig til den dag, 

hvor der ikke længere er behov for 

at lave en avis, der skaber debat 

og opmærksomhed om flere tusinde 

menneskers kamp for at overleve på 

gaden. Men jeg ved godt, at selv om 

Argentina i dag oplever god økonomisk 

vækst – kun få år efter en 

historisk økonomisk krise – så er det 

nok utopi, siger hun. 

Fattige besætter huse 

Og efter fem år med huller i 

taget og fugt på væggene i Puerto 

21 er lokalerne nu så småt ved at 

blive repareret. For Hecho, som et 

talerør og en hernu-løsningsmodel 

for hjemløse på vej mod nye mål, 

er højst sandsynlig un hecho – et 

faktum i Buenos Aires’ gader i mange 

år endnu. 

syren-myberg@hotmail.com 

Sociale organisationer anslår, at ca. 12.000 ud af Buenos Aires’ 11 

millioner indbyggere er hjemløse. Tæller man de primitive Villaområder 

(forstæder, red.) med, ligger det samlede antal mennesker 

med akutte boligproblemer på omkring en halv million. 

Økonomisk vækst, udenlandske investeringer og byfornyelsesprojekter 

har fået boligpriserne i Buenos Aires til at stige. Et nyt 

offentligt tilskud på 750 kr. om måneden til socialt udsatte, der 

kan udbetales i et halvt år, virker som en ringe trøst for mange. Og 

regeringen har ikke kunnet følge med, hvad angår nye boligsociale 

tiltag, så ophold på primitive familiehoteller – oftest med delekøkken 

og ringe toiletforhold – er en realitet for en voksende del af befolkningen. 

Mange er også begyndt at gribe til husbesættelser. Sidste 

år blev 25.000 mennesker smidt ud af besatte huse, og antallet af 

husbesættelser forventes at blive fordoblet i år. 


Gaden gjorde mig stærk 

Da Leifs datter bliver skudt, rammes han af en stor sorg, der sender ham ud på gaden og hjemløseherberger 

de næste 10 år. Samtidig får Leif erindringer om seksuelle overgreb fra hans barndom, 

som han hidtil har fortrængt. 

Af Birgitte Ellemann Höegh 

Foto: Holger Henriksen 

For 12 år siden rejser Leif – kaldet 

Leif Kok – til Ludvika i Dalarna for at 

fejre sin datters 18-års fødselsdag. 

Han skal overnatte et par dage hos 

sin ekskone, som fødselsdagsfesten 

bliver holdt hos. Leif er kok, og har 

gennem sit 44 år lange liv forpagtet 

adskillige restauranter, og laver 

derfor al maden til festen. 

Den efterfølgende aften tager 

hans datter på diskotek med nogle 

kammerater, men i stedet for at 

blive vækket af hendes nøgle i 

døren om natten er det politiet, der 

ringer på for at fortælle, at datteren 

er blevet skudt på et diskotek. En 

gæst, der tidligere på aftenen var 

blevet vist ud, kom rasende tilbage, 

gik amok, skød vildt omkring sig og 

ramte uheldigvis Leifs datter, som 

døde på stedet. 

- Jeg blev i Sverige i tre uger. 

Min ekskone blev indlagt på psykiatrisk 

afdeling, og jeg måtte klare 

alt det praktiske og lukkede helt af 

for mine følelser. Men da jeg tog 

toget hjem, gik jeg fuldstændig i 

sort. Jeg husker kun glimtvis ting 

fra de kommende dage, f.eks. at jeg 

vågnede op i Esbjerg på en bænk 

og bare ville drikke mig ihjel. På et 

tidspunkt møder jeg Skovtrolden, 

en landevejsridder, som tager mig 

under sine vinger. Vi går sammen på 

landevejen i et år, og derefter bliver 

jeg bybums, fortæller Leif. 

Bizarre erindringsbilleder 

Det bliver starten på ti år som hjemløs, 

hvor han rejser rundt mellem 

landets hjemløseherberger – i alt 

17 af slagsen – fordi han har svært 

ved at være nogle steder særlig lang 

tid ad gangen. Det er en række år, 

hvor han har vanskeligt ved at sætte 

datoer på de forskellige begivenheder, 

for det hele løber sammen godt 

hjulpet på vej af et massivt alkoholmisbrug. 

Leif har altid haft svært 

ved kun at drikke fire øl på en festlig 

aften, men har tidligere – mens han 

var i fast forhold – kunnet holde sit 

misbrug nede på et par drukture om 

året af 14 dages varighed. 

Men da Leif bliver hjemløs, sker 

der noget med ham. Nogle bizarre 

erindringsbilleder dukker op i hans 

hoved, og efterhånden som han 

forstår deres betydning, forstår han 

pludselig også, hvorfor det hidtil har 

været næsten umuligt for ham at 

huske noget fra før 12-års alderen. 

- Tidligere troede jeg bare, at 

jeg havde drukket hjernen væk, men 

efter nogle måneder på gaden dukker 

der nogle meget stærke billeder frem 

i glimt, som jeg har svært ved at 

fortrænge. De kommer, når jeg sidder 

for mig selv om morgenen og endnu 

ikke er for fuld. Nogle underlige billeder 

med min far og en dobbeltseng, 

og jeg går fuldstændigt i panik. Alt, 

hvad jeg har troet på, var jo løgn. 

Vi fik tæsk, så det bragede i mit 

barndomshjem. Det kunne jeg godt 

huske. Jeg har et erindringsbillede 

af min far, hvor jeg står i bar røv ind 

over badekarret, og han står med 

sin store livrem. Jeg vender mig om, 

fordi det gør ondt, og jeg kan se, at 

han griner. Jeg får senere at vide i 

incestterapien, at der er fire typer 

mennesker, der begår overgreb. Han 

var så psykopaten, fortæller Leif. 

Han har aldrig været bevidst om, 

at han har været seksuelt misbrugt, 

og der skal altså gå 44 år af hans 

liv og en tur helt ned på gaden, før 

hans hukommelse åbner for de modbydelige 

erindringer. I avisen har 

Leif læst om Torah Centret i København, 

et center for seksuelt misbrugte, 

som han vælger at konsultere. 

- Jeg sidder tre timer med to 

terapeuter, vræler og kan slet ikke 

magte det. Tænker ”fuck dem” og 

går. Men det dukker jo op igen. To 

år efter sidder jeg en dag fuld på 

Ladegården i Randers (et botilbud 

under KFUM’s Sociale Arbejde, red.) 

og fortæller om mine tanker til en 

socialrådgiver, som hjælper mig ud 

Men da jeg tog toget hjem, gik jeg fuldstændig 

i sort. Jeg husker kun glimtvis ting fra de kommende 

dage, f.eks. at jeg vågnede op i Esbjerg 

på en bænk og bare ville drikke mig ihjel. 

på et værested, hvor de har specialiseret 

sig i incest. Her bor jeg så i 

syv måneder og er i terapi. Jeg er 

ikke nogen tøsedreng, men jeg har 

aldrig prøvet noget så hårdt. Der går 

et par måneder, før jeg begynder at 

snakke om selve overgrebene, men 

så kommer det hele også tilbage, 

fortæller Leif og fortsætter: 

- Det drejer sig om en periode 

fra jeg var seks til 12 år. Min mor var 

meget på sygehuset i den periode, 

og mens hun var det, blev min far 

’flink’, og min søster og jeg blev aet 

over håret og andre steder. Siden da 

er der aldrig nogen, der har måttet 

røre ved mit hår. I terapien kommer 

der både syn, lugt og smag tilbage. 

Jeg blev tør i halsen, fik halsbrand, 

blev bange og fik ondt i maven, 

præcis som dengang. 

Leif voksede op nær Næstved i 

en familie med en barsk baggrund. 

Leifs far var dansk frihedskæmper 

og kørte under Anden Verdenskrig 

sporvogn i Tyskland for at blande 

sig med de tyske soldater og samle 

oplysninger. Men han blev taget af 

tyskerne og sendt til Theresienstadt 

(koncentrationslejr, red.), hvor han 

mødte Leifs mor, der var russer og 

var blevet deporteret i en kreaturvogn 

til lejren for at arbejde. De 

arbejdede begge med jernbanespor, 

men flygtede sammen til Danmark to 

måneder før krigens afslutning, hvor 

de blev gift og fik to børn. Leifs mor 

kom sig aldrig over krigstraumerne, 

og gennem Leifs barndom var hun 

ofte på hospitalet af fysiske og 

psykiske årsager. 

- Alt det har selvfølgelig påvirket 

familien, men det undskylder ikke, 

at min far begik de overgreb, siger 

Leif. 

Terapien blev ikke afsluttet 

Da Leif har været i terapi i syv 

måneder bliver centeret, han bor på, 

lukket. Incestbehandlingen hører nu 

under distriktspsykiatrien. 

- Jeg var ikke færdig, de var jo 

kun ved at lukke mig sammen. Det 

var helt sort. Jeg bliver jaget på 

gaden som en åben bog, og så kører 

det hele igen. Når man har drukket 

så tæt, som jeg har gjort i alle de år, 

bliver man til sidst aldrig rigtig fuld. 

Der skal en 30-35 øl til om dagen, 

for ikke at blive syg af abstinenser, 

men jeg var altid rimelig klar. Det 

var i den periode, jeg begyndte at 

sælge Hus Forbi, og så gjaldt det 

om ikke at være alt for fuld, hvis jeg 

skulle have kontakt til kunderne, 

fortæller Leif. 

I samme periode begyndte hans 

hjerte dog at svigte. Han ryger på 

hospitalet 30-40 gange. En af de 

sidste gange fortæller en læge ham, 

at hvis han vil opleve den kommende 

juleaften, så skal han stoppe med at 

drikke nu! 

- Jeg beslutter mig for at holde 

op med at drikke på hjemløsedagen 

den 17. oktober 2006. Jeg 

kan huske, at jeg drikker bajere om 

morgenen for ikke at blive syg, og så 

køber jeg tre små flasker ’små grå’. 

Da jeg har drukket dem og været inde 

på Rådhuspladsen (dagen markeres på 

Rådhuspladsen. red.) i en time, går jeg 

hjem. Siden da har jeg kun drukket 

sodavand med undtagelse af fem 

dage, hvor jeg faldet i, fortæller Leif. 

Kommer på hospitalet igen 

Kort før Leif stopper med at drikke, 

har han fået en lille et værelses lejlighed 

i Nordsjælland, og på mange 

måder begynder hans liv igen at 

tage form. Han sælger aviser for sig 

selv for at undgå alkohol fristelserne 

i samværet med ’gaderødderne’, og 

kører frem og tilbage mellem sine 

salgssteder og sit nye hjem på en 

scooter, som han har sparet sammen 

til ved at sælge Hus Forbi. Men den 

2. august 2007 bliver hele hans liv 

endnu engang vendt på hovedet. På 

vej hjem fra København mister han 

kontrollen over sin scooter, fordi en 

pige taber en plastikpose i hovedet 

på ham. Leif havner på hospitalet 

med et brækket lårben, et skinnebensbrud 

og en knæskal, der er delt 

i fem stykker. Hus Forbi interviewer 

ham til bladets bagside serie, mens 

han ligger på hospitalet og venter 

på at blive opereret. Efter seks uger 

kommer han hjem i sin lejlighed igen 

og er bange for at ryge tilbage i 

alkoholmisbruget. 

- Jeg sidder i min kørestol i min 

lejlighed og kan overhovedet ikke 

bevæge mig. Det er en rasende omgang. 

Bare dét, at jeg kun kan rykke 

Leifs liv har budt på mange hårde hændelser. 

Som barn var hans mor ofte på sygehuset, 

og i de perioder forgreb faren sig 

på ham. Og som voksen mistede Leif sin 

ene datter, hvorefter han gik ”fuldstændig 

i sort” og levede de næste ti år som hjemløs 

alkoholiker rundt om i Danmark. 


fra kørestolen til toiletstolen, er 

ved at drive mig til vanvid, fortæller 

Leif. 

Men frygten for at miste 

kontrollen over sin krop, hvis han 

drikker sig fuld, og dermed risikere 

at beskadige benet igen, holder Leif 

fra at begynde at drikke igen. 

- Jeg vil ikke opereres én gang 

til. Og så har jeg også nogle gode 

kontakter, som holder mig oppe. 

Hus Forbis fotograf, Holger Henriksen, 

og Hus Forbis administrator, 

Heidi Riel, kommer og besøger 

mig på sygehuset. Det samme gør 

gutterne fra gaden, der ganske vist 

er ret fulde – ha, ha, ha – og jeg 

får postkort fra mine stamkunder. 

Da jeg kommer hjem i min lejlighed, 

kommer ’Chopper’, min ven fra 

gaden, som jeg er kommet kanon 

tæt på, en del hos mig. Min veninde 

Alice hjælper til – uden hende var 

jeg helt sikkert kommet på plejehjem. 

Og så har jeg en ’hjemmehosser’ 

(kommunal kontaktperson, 

red.), Inge, som kommer hos mig to 

gange om ugen og hjælper mig med 

planlægning af mit liv. Hende er jeg 

også frygtelig glad for. Derudover 

bruger jeg min styrke fra gaden. For 

kan man overleve på gaden, bliver 

man meget stærk, fortæller Leif og 

tilføjer: 

- Jeg har sat mig nogle mål, 

og når jeg når et af dem, er det 

ligesom, når vandet løber ind over 

et sandslot på stranden, så opløser 

det sig selv, siger Leif. 

Et af Leifs mål er at få kontakt 

til sine børn igen. Hans yngste søn 

på 13, fra hans sidste ægteskab, har 

han talt med i telefon og sendt en 

julegave i år. Og han regner med, at 

de skal ses, når Leif kan smide sine 

krykker. Dagen før Hus Forbi interviewer 

ham i hans lejlighed, har Leif 

taget kontakt til sin 28-årige datter 

i Sverige, som er halvsøster til datteren, 

som blev skudt: 

- Jeg tog mig sammen og lagde 

en besked på hendes telefonsvarer. 

Og hun ringede tilbage med det 

samme, for hun elsker mig ligegyldigt 

hvad. Hun er sgu’ forsanger i 

Leif er begyndt at genoptage kontakten 

til sine fire børn. Den yngste er 13 og den 

ældste 33. For nylig sendte hans 28-årige 

datter i Sverige ham billeder sig selv og 

af sine to børn. Datteren er forsanger i et 

svensk band. 

et rimeligt kendt rockpunk-band i 

Sverige, ”The Spookshow”. De var 

på Christiania og spille i sommer 

og skal på Europatur. Hun sendte 

mig nogle billeder over computeren 

af sig selv, mit barnebarn på syv år 

plus en knægt på 11 måneder. For 

jeg er blevet morfar én gang til. Det 

Jeg sidder tre timer 

med to terapeuter, 

vræler og kan slet 

ikke magte det. 

Tænker ”fuck dem” 

og går. Men det 

dukker jo op igen. 

var så overvældende – en fantastisk 

oplevelse at tale med hende og 

se billeder af hendes børn på min 

computer, fortæller han. 

Avisen slipper jeg aldrig 

Leif har været gift fem gange, så 

han har også to sønner på henholdsvis 

33 og 31 år. Den yngste 

af dem har han kun set to gange, 

for Leif har indtryk af, at han blot 

har haft behov for at vide, hvem 

hans far er, men ikke ønsker et reelt 

venskab. 

Et andet mål for Leif er at starte 

på et computerkursus for begyndere 

på VUC, nu da han snart selv kan 

transportere sig hen til undervisningslokalerne. 

Han har nemlig fået 

nogle bidrag fra læsere af Hus Forbi 

som hjælp til en ny scooter. Benet 

er nu 60 procent mobilt, og om et 

halvt år regner han med, at han kan 

smide sine krykker helt. En gang om 

ugen tager Leif til banko i Nødebo, 

og så har han samlet kræfter til at 

gå i incest-terapi igen. 

- Det er først nu, efter jeg er 

helt ædru, at jeg har haft lyst til at 

’lukke den rigtig’. Jeg er startet på 

en klinik (for incestofre, red.) på 

Frederiksberg, der har specialiseret 

sig i mænd – og det er rart. Det 

er ligesom en nærdødsoplevelse, 

hvor jeg sidder og kigger ned på de 

gamle oplevelser og arbejder med 

’at tilgive det indre barn’ og få det 

dér liv, hvor det klukker i maven, 

fortæller Leif. 

Han vil gerne forsætte med at 

sælge aviser, indtil han får førtidspension. 

- Jeg kommer aldrig til at 

arbejde som kok mere – det kan 

min psyke og fysik slet ikke klare. 

Målet er på sigt, at jeg kan stoppe 

med at sælge aviser, men Hus Forbi 

slipper jeg aldrig. Jeg vil gerne 

fortsætte med at holde foredrag 

om min livshistorie, som jeg også 

gør nu, og være praktisk gris ved 

forskellige hjemløsearrangementer. 

Men jeg kan ikke stå inde på gaden 

i København og sælge sammen 

med de andre gutter, der drikker 

øl, når jeg selv er helt ædru. 

Gutterne på gaden står mit hjerte 

nær. De har været der, da jeg var 

allermest nøgen, og er nogle af de 

bedste venner, man kan få. Når jeg 

bliver mere mobil, skal jeg også ind 

og sige goddag engang imellem. 

Men mit liv har forandret sig. Jeg 

er blevet meget mere ydmyg over 

for tilværelsen. Ved at få kontakt 

til min familie har jeg fået noget 

indhold tilbage. Jeg kan få tårer i 

øjnene og sådan lidt høfeber bare 

ved at tænke på min familie, ha, ha, 

ha, slutter Leif. 

Begge Leifs forældre er døde, 

og han fik aldrig konfronteret dem 

med minderne om overgrebene fra 

barndommen. 

Leif holder gerne foredrag om sit 

liv og kan kontaktes på leifbaran@ 

webspeed.dk 

Hus Forbi bragte et bagsideportræt 

af Leif i september 2007. 

Artiklen kan ses på www.husforbi.dk 

Leif har ikke ønsket at få sit 

efternavn frem i artiklen. 

birgitte.hoegh@os.dk 

Foto: Colourbox 

En af årsagerne til, at et 

menneske ender på gaden, 

kan være, at den pågældende 

har været udsat for 

seksuelle overgreb i sin 

barndom. 


Der er mange måder at reagere på 

i sit voksenliv, når man har været 

udsat for incest, og får man ikke 

bearbejdet de traumatiske overgreb, 

kan de have katastrofale følger. 

I nogle tilfælde fører overgrebene 

et menneske væk fra normaltilværelsen 

og ud på gaden, hvor 

man ikke længere behøver at stå til 

ansvar for andre, eller være afhængig 

af at stole på nogen. Sådan lyder 

det fra Thora Center i København, 

som er et af de steder, hvor man 

kan henvende sig anonymt for en 

uforpligtende samtale eller for at 

indlede et længerevarende incestterapiforløb, 

hvis man har været 

udsat for overgreb. 

- Generelt ender man på gaden, 

fordi tilværelsen har været hård 

ved én i perioder, og ens netværk er 

gået i opløsning. For dem, der har 

været udsat for incest, kan derouten 

gå meget stærkt. Den normale mekanisme 

i samfundet er, at man søger 

hjælp hos venner eller familie, hvis 

man har en krise, men incestofre har 

ofte kappet forbindelsen til familien 

og har ikke vedvarende bånd til venner, 

siger Erik Andreasen, cand. psyk. 

og rådgiver på Thora Center. 

Han har selv haft flere hjemløse i 

terapi, der har haft et stærkt behov for 

krisehjælp, fordi de har været udsat for 

incestovergreb i deres barndom. 

- De er blevet samlet op på 

gaden af en gadeplansmedarbejder, 

for det er nemlig meget svært at få 

kontakt til hjemløse, der har været 

udsat for incest – de henvender 

sig absolut ikke selv. Derfor er det 

vigtigt, at der findes nogle dygtige 

socialarbejdere og socialrådgivere, 

som er vant til at tale med disse 

mennesker og kan komme ind på 

livet af dem personligt. Man skal 

være meget robust og vedholdende, 

for ellers forsvinder de incestramte 

meget hurtigt ud på gaden igen, 

siger Erik Andreasen. 

Bør døgnanbringes 

Det er Erik Andreasens fornemmelse, 

at der er rigtig mange 

mennesker, der lever på gaden 

med senfølger efter incest, og at 

de kunne have god brug for hjælp. 

Thora Center har desværre ikke ressourcer 

nok til at udføre opsøgende 

arbejde. 

- Når man starter i terapi på 

Thora Center, samarbejder vi med 

socialforvaltningen om at finde et 

krisecenter, hvor den misbrugte kan 

blive døgnanbragt under hele forløbet. 

Det kan være en hård proces at 

være i terapi, så det er vigtigt, at 

der bliver taget hånd om dem, mens 

terapien står på. Her nytter det ikke 

noget at skulle ud og overnatte på 

gaden, når man har været inde og 

lukke op for sine værste oplevelser 

hos en psykolog. Når terapiforløbet 

er slut, medvirker vi også til at få 

klienterne etableret i egen lejlighed, 

så de ikke falder tilbage på 

gaden igen – og det er faktisk også 

lykkedes i nogle tilfælde, fortæller 

Erik Andreasen. 

Gaden føles mere tryg 

Lone Lyager, der er leder af Støttecenter 

mod Incest på Frederiksberg 

og er uddannet psykoterapeut 

og socialrådgiver, har også haft 

flere hjemløse incestklienter i sin 

praksis. 

- Hvis man er blevet misbrugt i 

sit hjem, som er det sted, vi andre 

normalt tager hen, når vi har det 

dårligt, så sker det modsatte for 

incestofre, der faktisk kan opleve 

hjemmet som det sted, der aktiverer 

følelsen af utryghed. Derfor foretrækker 

de at opholde sig på gaden. 

Mange er nemlig ramt af posttraumatisk 

stress og har udviklet 

nogle undvigelsesreaktioner, så de 

bevidst forsøger at undgå at komme 

i kontakt med følelser og erindringer 

fra dengang, de blev misbrugt. 

Derfor kan de ikke finde ro nogen 

steder og har behov for hele tiden 

at være på vej eller på flugt, siger 

Lone Lyager. 

Der er i Danmark endnu ikke 

udarbejdet statistiske undersøgelser, 

der kobler hjemløshed sammen 

med incest. Servicestyrelsen under 

Velfærdsministeriet, der udarbejder 

årsstatistikker om senfølger af 

seksuelle overgreb i barndommen, 

Her kan man få hjælp 

En senfølge af incest kan være, at 

man ikke kan finde ro nogen steder, 

og derfor har behov for hele tiden at 

være på, vej eller på flugt. Og meget 

tyder på, at der er en sammenhæng 

mellem seksuelle overgreb i barndommen 

og hjemløshed. 

Incest kan føre til hjemløshed 

mener, at der kan være en sammenhæng 

mellem seksuelle overgreb i 

barndommen og hjemløshed. 

- Jeg forestiller mig, at man i 

gruppen af hjemløse vil finde en 

overrepræsentation af mennesker, 

der har været udsat for seksuelle 

overgreb i barndommen sammenholdt 

med den generelle befolkning 

– men vil dog pointere, at man 

deraf ikke kan udlede, at dét at 

blive udsat for seksuelle overgreb i 

barndommen nødvendigvis fører til 

hjemløshed, siger Luise Moustgaard 

Frandsen, der til daglig arbejder 

med problemstillingen ”senfølger 

efter seksuelle overgreb” i Servicestyrelsen. 

birgitte.hoegh@os.dk 

Servicestyrelsen udgav i 2007 en håndbog om de 20 centre, der 

behandler senfølger efter seksuelle overgreb. Bogen kan skaffes 

via www.vfcudsatte.dk eller tlf.: 33 17 09 00. 

Se også mere på www.incest.dk eller www.thoracenter.dk 


Nogle fattigbesøg før jul 

Af Herman Bang, 

Bragt første gang i Nationaltidende 

den 19. december 1880 

Vi gik over en gammel svalegang, 

gulvet var skrøbeligt, og brædderne 

gyngede under os. Vi måtte 

bøje hovederne og halvvejs kravle. 

På noget gammelt sejlgarn var der 

hængt nogle grå klude til tørre, som 

spærrede passagen. 

Fra begge sidelængers vinduer 

stirrede bag de skidne ruder kvinde- 

og børneansigter ud på os med dette 

halvt sky, halvt grådige blik, med 

hvilket elendigheden ser på én, og 

som havde forfulgt os på hele denne 

forfærdelige vandring. 

- De vasker til jul, sagde politimanden 

og bøjede sig ind under 

nogle sammenflikkede pjalter, man 

her ville kalde et skørt. 

Vi faldt ned ad et par trin i 

mørket. Trappen var en besynderlig 

stige, der gik ud og ind med slidte, 

klæbrige trin. På hver afsats var 

der en stolpe, grå og fugtig – som 

næsten alt i disse huse – men intet 

gelænder. 

- Her må være svært at gå op, 

når de er fulde, sagde H, den tredje 

i selskabet. 

Politimanden bemærkede tørt: 

- Derfor falder de også ned. 

*** 

Vi bankede på i stuen, ingen 

svarede. Politimanden tog i døren, 

åbnede den. Det var køkkenet, vi 

kom ind i. Et lille rum med et forladt 

ildsted. Man undredes over, at det 

kunne være så tilrøget og på samme 

tid så forladt. På et bord under et 

beskidt vindue var vådt snavs blevet 

tørt og lå nu over brædderne som 

grå skimmelsvamp. På hylden over 

køkkendøren stod to urtepotter. H 

åbnede skabet under bordet. Jeg ved 

ikke, om den masse, han tog frem, 

muligvis har været et af fattigvæsenets 

brød. Ellers intet. 

Hvordan skal jeg beskrive kulden 

i dette rum? Hvordan beskriver man 

barheden, tomheden? Det var sultens 

tilberedningssted, dette rum. 

Bagved lå stuen. Opstil fire 

vægge, hvis nøgenhed er kold og 

beskidt, læg i fantasien et gulv så 

snavset som bordet i køkkenet. Fyld 

et rum, hvis loft er revnet, så det 

To nøgne børn væltede sig rundt i den kasse, 

som om natten rummede disse fire: Konen, 

hendes logerende og hendes to børnebørn – 

man tvinger sig til at se det, man vægrer sig 

ved at fortælle det. 

regner ned, med ”fattiglugtens” 

stinkende fugtighed, så vil du vide, 

hvordan dette værelse så ud. 

I et hjørne stod en seng med 

nogle bylter af klude, en grå, 

farveløs masse, pjalter af noget, 

som engang har været tæpper og 

klædningsstykker; på gulvet to stole, 

rørstole med gennembrudte sæder. 

På en knage ved døren hang et 

skørt. Pantelåneren ville have givet 

det tilbage med et hovedrystende 

smil. Men det var vel derfor, det 

hang der. 

Således så her ud: På gulvet lå 

indpakket i et gråt sjal det yngste 

barn. To andre krøb skrålende sammen 

bag døren. Jeg ved ikke, om de 

skjulte sig, fordi de var nøgne, men 

det gjorde de næppe, for de vidste 

vel dårligt, hvad det vil sige at have 

tøj på. 

Politimanden trak det ene barn 

frem. Det var skrækkelig magert, 

denne rystende magerhed hos børn, 

der sulter. Kinderne indfaldne, 

blålige. Øjnene store, liggende inde 

i hovedet, sløve. Blikket var ængstet 

og ældre end deres år. Sult giver 

børn en egen gammelklogskab i 

udtrykket. 

Og skindet – bronzegult hos dem 

alle – var som trukket ud over de 

tynde knogler og dækket med sår. 

Der var sår på ben og arme og væmmelige, 

opbrudte sår om næsen. 

- Sult, sagde politimanden: De 

sulter. 

- Jeg vidste ikke, det så sådan 

ud, sagde jeg. Og der må have været 

en gysen i min stemme, for politimanden 

så op. 

- Disse er de lykkeligste, sagde han. 

Han slap barnets arm og vendte 

sig for at gå. Vi stod allerede ude på 

gangen. 

- Godt, det ikke er mig, som skal 

skrive om det, sagde han. 

- Hvorfor? 

- De ord står ikke hos Molbech 

(ordbog fra 1859, red.), sagde han. 

Der hang et reb ned fra loftet. 

Værtens menneskekærlighed havde 

fået ham til at hænge det op for at 

redde livet på dem, som betalte 10 

kroner om måneden for kvistetagen, 

og som skulle op ad denne stige. 

Trinene gyngede lidt. 

Der var helt mørkt deroppe. 

Politimanden ragede lidt. Stødte 

på noget træ, bankede på. Indefra 

hørte man en grynten. 

Så åbnede vi en dør af nogle 

sammenslåede brædder og kom ind. 

Jeg fór lidt tilbage. 

- Behøver vi at gå ind? spurgte jeg. 

Det var luften, som jog mig 

tilbage. Man smagte denne væmmelighed. 

Det var en stank af syges 

uddunstninger, af fordærvet føde, af 

snavs. Man måtte være født i denne 

luft for at kunne ånde den. 

Når man havde vænnet sig til 

mørket, så man i skumringen et 

bord med en uendelighed af skår, 

ituslåede urtepotter, ubestemmelige 

stumper, og i alle disse skår lå halvrådne 

levninger af nødens måltider. 

Det var disse levninger, som stank. 

*** 

Herman Joachim Bang blev født den 

20. april 1857 og døde den 29. januar 

1912. Han var enormt produktiv 

både som forfatter og journalist. 

Som forfatter er han for eftertiden 

mest kendt for novellen ”Ved Vejen” 

(1886) og romanen ”Tine” (1889). 

Et halvvoksent menneske lå midt på 

gulvet ligesom Job (bibelsk karakter, 

red.). Han var en enkes eneste søn 

og idiot. Han fik noget af idiotens 

sanktvejtsdans-bevægelser (muskeltrækninger 

med grimasser, red.), 

da han så os. Han rejste sig halvt 

og talte utydeligt, lallende som en 

dranker, der ikke kan få mundvigende 

rigtig op. Alt, hvad han havde 

over sig, var et gammelt skørt. 

Idioten blev ved med at grine 

mumlende og ravede og rodede 

rundt imellem skårene på gulvet. 

Det var, som om elendigheden havde 

taget en skrækkelig sprællemands 

skikkelse og gjorde grimasser ad sig 

selv … 

Vi ville ikke se mere i dette hus, 

ville ikke. 

- Lidt endnu, sagde politimanden. 


Foto: Scanpix 

*** 

Mens vi gik hen ad gaden, fortalte 

vores fører politihistorier, der var 

mange morsomme blandt dem. De 

passede til vores stemning som 

dårlige vittigheder til en begravelsesmiddag. 

- Det her er naturligvis bunden af 

samfundet, sagde han og tilføjede: 

- Men det gode ved denne del af 

befolkningen er, at den er så stabil, 

at vi kender den gennem generationer 

– det letter arbejdet. 

*** 

På kvisten ville de ikke lukke os ind. 

De blev ved at klynke indenfor. Til 

sidst kom konen ud. Hun holdt sammen 

på en hullet nattrøje med hænderne. 

Skørtet skrævede over maven. 

Hun lallede allerede på morgenstunden, 

og hendes forsikringer om, 

at der ikke var rent, druknede i fuldskabens 

vrøvlende grædefærdighed. 

Hun tørrede tårer fra de rindende 

øjne af med nogle ophovnede fingre. 

Drankerens svedige bulenhed havde 

oppustet dette ådsel. 

- Vi skal se på taget, sagde vores 

fører, politimanden, og til sidst slap 

vi ind. 

Den logerende sad på en skammel 

i krogen under tagvinduet og 

rokkede idiotisk med åben mund, 

hvis læber var sårbesatte som alt 

andet i dette skrækkelige hus. To 

nøgne børn væltede sig rundt i den 

kasse, som om natten rummede disse 

fire: Konen, hendes logerende og 

hendes to børnebørn – man tvinger 

sig til at se det, man vægrer sig ved 

at fortælle det. 

Det var luften, som 

jog mig tilbage. Man 

smagte denne væmmelighed. 

Det var en 

stank af syges uddunstninger, 

af fordærvet 

føde, af snavs. 

Man måtte være født 

i denne luft for at 

kunne ånde den. 

Tilsvarende minder får ikke ord, 

rædslen ved erindringen lammer 

pennen i ens hånd. 

- De børn lever af brændevin, 

sagde politimanden. 

De sad på hug i sengen, blåfrosne, 

og stirrede på os. Således flovt og 

misundelig stirrer kun sulten. Hvad 

dette blik misunder os, er ikke klæder, 

ikke lykke, kun kødet på vores krop. 

*** 

Overalt var der vugger, selv i det 

nøgneste hjem, overalt var der børn. 

Hjælpeløs elendig nøgenhed havde 

født dem til elendighed. 

*** 

- Mest ondt gør det mig for de stakkels 

pigebørn. For dem går det som 

regel kun én vej, sagde vores fører. 

- Men så får de da i det mindste 

brødet, mente H. 

- Ja, politimanden tøvede lidt og 

fortsatte så: 

- I alt fald for en tid. 

- Ja, og så kommer de på Ladegården 

(fattiggård, red.) – og det må 

da også være en velsignelse. 

Politimanden svarede først ikke. 

- Men hjælpe her, det kan man 

ikke, sagde han så. 

- Tag børnene fra dem, sagde jeg. 

Han rystede på hovedet: 

Ja, sagde han så: Hvis man 

kunne. 

*** 

Hvor vi end kom hen, bad man os om 

brød, i det mindste bare til børnene. 

- Juleaften, sagde vores fører 

overalt og uddelte med rund hånd 

spisebilletter for ”Fattige børns 

juleglæde”. 

Lad dem da blive mætte denne 

ene dag, disse tusinder, som ellers 

sulter. Lad os alle, som kan, sende 

et bidrag. 

- Ser de, sagde politimanden, 

her kan man skabe lykke med en skål 

risengrød. Det kan man ikke alle 

vegne. 

Nej – ikke alle vegne. 

Hus Forbi har ”oversat” 

Herman Bangs reportage til 

nudansk og forkortet den ved 

at tage afsnit ud (markeret 

med tre stjerner ***).

Bang og borgerskabet 

Som journalist slog 

Herman Bang sit navn 

fast i Nationaltidende. 

Han var ikke mændenes 

kop te, men vandt 

genhør hos kvinderne 

i det bedre borgerskab 

– blandt andet med sine 

sociale reportager. 

Af Peter Kyhl Olesen 

24 hus forbi · nr. 73 · maj 2008 

Ved siden af sit forfatterskab 

havde Herman Bang en lang 

karriere som journalist, hvor 

han både mestrede at være reporter, 

anmelder, litteraturformidler og 

modeskribent. Bang var ansat på 

flere aviser, men det var på Nationaltidende 

i perioden 1879 – 1884, 

at han for alvor slog sit navn som 

journalist fast. 

På grund af sin ekshibitionisme, 

excentricitet og – ikke mindst – sine 

homoseksuelle tilbøjeligheder, blev 

Herman Bang af den toneangivende 

maskuline omverden betragtet som 

en outsider. 

De fleste af tidens forfattere, 

mest markant Georg Brandes 

og Johannes V. Jensen, forsømte 

således ingen lejlighed til i skrift og 

tale at håne ham. Aviserne trykte 

nedladende karikaturtegninger. Bang 

reagerede ved af to omgange at rejse 

væk fra Danmark; til Frankrig i 1893 

og til Berlin i 1907. 

Bang pirrede forfængeligheden 

Hvad Herman Bang ikke formåede 

hos mændene – at blive accepteret – 

lykkedes hos deres koner. 

Igennem sine skriverier appellerede 

han ofte til det bedre borgerskabs 

kvinder, hvis forfængelighed blev pirret 

af, at Bang i nogle af sine artikler 

indledte med ord som ”Kære Frue”. 

Da Herman Bang fik til opgave 

at beskrive de sociale forhold for 

samfundets allerfattigste, var han 

godt klar over en ting: Hvis han 

nogensinde skulle gøre sig forhåbninger 

om, at de rige fruer 

ville læse, forholde sig til og måske 

endda føle sympati for mennesker, 

hvis levevilkår lå så langt fra dem 

Det var damerne i det bedre 

borgerskab, der var målgruppen 

for Herman Bangs 

sociale reportager. 

som overhovedet muligt, kunne det 

ikke nytte noget at agitere. Det var 

ellers tidens tendens, men i det pågældende 

tilfælde ville det blot have 

betydet lukkede øjne og ligegyldighed. 

Derfor var hans mål udelukkende 

at beskrive sandheden, som han 

så den – uden løftede pegefingre. I 

sine reportager fra samfundets bund 

formåede han at gøre sine observationer 

uhyggeligt levende igennem 

brugen af beskrivelser, en fortæller 

og replikker. 

Dette var uden tvivl med til at 

gøre nøden, fordærvet, elendigheden 

og stanken mere nærværende helt 

op i fruernes stuer. Igennem Herman 

Bangs nøgterne reportager fik de 

øjnene op for, at der fandtes en helt 

anden verden – et sted tæt på. 

acpo@hotmail.com 

Foto: Polfoto/Holger Damgaard 

Der boede 235.000 indbyggere i 

København omkring 1880. 

20-25 procent af disse tjente 

mere end en faglært arbejder. De var 

enten velhavende eller levede i jævn 

velstand. 

60-65 procent klarede sig selv, 

men tjente højst så meget som 

en faglært arbejder. Mange tjente 

mindre. Det gav råd til de basale 

fornødenheder, men ikke til at spare 

op til arbejdsløshedsperioder eller 

sygdom. 

Omkring 16 procent af københavnerne 

kunne i løbet af et år ikke 

klare sig selv og måtte på midlertidig 

fattighjælp, fordi de ikke havde 

penge til husleje, mad, lægehjælp 

og medicin. En tredjedel af disse 

var så syge eller svage, at de var på 

varig hjælp. Resten kom til at klare 

sig selv igen. 

Fattighjælpen var en ret, men 

når man modtog den, mistede man 

stemmeretten og forældremyndigheden 

over sine børn. Begge 

rettigheder kunne genvindes, hvis 

fattighjælpen blev eftergivet eller 

tilbagebetalt. Når forældre mistede 

forældremyndigheden over børn, 

skulle fattigvæsenet holde opsyn 

med, hvordan de opdragede børnene 

og kunne uden videre beslutte at 

tvangsfjerne børnene. 

Blandt de fattigste kvarterer i 

København var Borgergade/Adelgade-kvarteret 

og Christianshavn. 

Kilde: Historiker, dr.phil. Anne Løkke, 

Saxo-Instituttet, Københavns Universitet. 

Læs mere i bogen ”Drømmen om 

Tryghed” af Ole Feldbæk, Anne Løkke, 

Steen Leth Jeppesen, Gads Forlag 

2007. 

Den dansk-amerikanske fotograf har taget dette 

billede af en fattig familie i 1880’erne. Billedet 

er taget i New York, men kunne lige så godt være 

taget på Christianshavn eller i Borgergader/Adelgadekvarteret 

i København. 

København omkring 1880 

Foto: Polfoto/Holger Damgaard 

En baggård på Christianshavn, der var et 

af de fattigste kvarterer i København i 

slutningen af 1800-tallet og starten af 

1900-tallet. 


Foto: Scanpix/Jacob Riis


www.andersagerbo.dk 

X-orD 

af Anne Jensen 

tidligere hjemløs 

Send løsningen på X-ORD 

senest den 31. maj. 

Blandt de rigtige løsninger trækkes lod 

om et boggavekort til en værdi af 500 kr. 

Vinderen får direkte besked pr. post. 

Kodeordet skrives på bagsiden af en kuvert 

eller på et postkort og sendes til: 

Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

Vinder af boggavekort 

Mindeparken 

I tankerne 

går jeg en tur 

i mindeparken 

Blomsterne 

hvisker i 

mine hænder 

Indsendt af Kirsten Elgaard, Århus N. 

nr. 71 

Metteliv Mertz, Holmbladsgade 7, 4 tv., 2300 Kbh. S 

Hus Forbi modtager meget gerne korte 

digte. Er du inspireret eller har et liggende 

i skuffen, så send det til os, gerne på mail: 

redaktion@husforbi.dk eller med posten: 

Hus Forbi, Tornebuskegade 1, 2., 1131 Kbh. K 

Vorherres køkkenhave 

Maj 

et er så dragende og 

D 

så stort at opleve 

overgangen fra nat 

til dag, mens småskyerne 

i horisonten langsomt farves 

røde og orange af den endnu ikke 

synlige sol. Maj er afrundingen på 

et sælsomt forår, hvor alt synes at 

have startet for tidligt og dog for os 

utålmodige mennesker for sent, men 

hvorom alting er, så er maj kåret 

som den sidste forårsmåned, hvor 

nattergalen den 12. maj synger farvel 

til foråret og byder forsommeren 

velkommen i Vorherres køkkenhave. 

Jeg slår mig ned på solsiden af 

et levende hegn og får fyr på mit 

stormkøkken og stopper min pibe, 

stadig med nattens kølighed siddende 

i kroppen. Vandet koger og 

det brune pulver forvandles til en 

nogenlunde drikkelig substans, mens 

min pibe blander sig i mængden af 

forurenere. Jeg er lykkelig som en ål 

i mudder. 

Snitter en vitaminbombe 

Dette hegn er min yndling. Her er 

bl.a. birk, skovabild, hyld, mirabelle 

og i bunden brombær, hindbær og 

skovjordbær. Selv om det er tidligt 

i maj, er træerne sprunget ud, og 

vinden giver de spæde, jomfruelige 

blade liv. 

Det er netop de spæde blade, jeg 

skal høste, for de indeholder kraft, 

og det er dem, jeg tørrer til urte-te. 

Når jeg kommer hjem, tager jeg 

en god håndfuld friske birkeblade, 

skyller dem og blander dem med 

snittede unge blade af mælkebøtte, 

skvalderkål og kodriver. For at give 

denne vitaminbombe en fornuftig 

smag blander jeg en håndfuld rosiner 

og saften fra en halv grapefrugt i 

og lader salaten hvile ti minutter. 

Velbekomme. 

Mosegrisen er den største 

Vorherre dukker op og peger mod 

vådområdet på den anden side af engen, 

hvilket er fint for mig, da det er 

nærmere end de fjerntliggende skove. 

Da vi nærmer os vådområdet, 

undres jeg over noget, der ligner 

muldvarpeskud, men ingen muldvarp 

med respekt for sig selv ville slå sig 

ned her. Det er mosegrisen, forklarer 

Vorherre, der hygger sig i området. 

Den er fædrelandets største mus, der 

i modsætning til rotten er 100 procent 

vegetar og udmærker sig ved – 

til haveejeres store fortrydelse – at 

æde grøntsager og andre planter ved 

at trække dem ned i sine underjordiske 

gange. 

Mens vi hygger os over de falske 

muldvarpeskud og baner os vej gennem 

pilekrattet, øjner vi sivskoven. 

Atter er vi ved et spændende område 

i køkkenhaven. De første planter, 

jeg genkender, er angelik (engleurt/ 

kvan), mjødurt og vandmynte. 

Lav en vikinge slikkepind 

Kvanen, som vikingerne bragte 

til Danmark fra Island, Færøerne 

og Grønland, kan man sylte eller 

kandisere. De hule bladstængler kan 

fyldes med honning eller sukker, 

og dermed har man fremstillet den 

slags ’slikkepinde’, som glædede 

vikingebørnene og nu kan glæde 

vores unger. 

Maj er afrundingen på et sælsomt forår, hvor 

alt synes at have startet for tidligt og dog 

for os utålmodige mennesker for sent. 

Mjødurten er på begynderstadiet, 

så også her er det de unge blade, 

jeg høster for at tørre. De knuste 

tørrede blade giver en vidunderlig, 

velsmagende og stærk urtete. 

Senere på året, hvor jeg vender 

tilbage, høster jeg blomsterstanden, 

som jeg lader trække i henholdsvis 

eddike og olie og bruger i madlavningen. 

Hvis man tørrer blomsterstandene, 

knuser dem og drysser 

dem ud på overfladen af en skål med 

dårlig, billig rødvin og lader den stå 

i køleskabet et døgns tid, ja, så har 

man den fineste bourgogne at byde 

sine gæster. 

Vandmynten er fin og stor, og 

med det samme tager jeg et par 

blade i munden – pragtfuldt! Som 

alle de øvrige mynter i Vorherres 

køkkenhave er de værdifulde i køkkenet. 

Bladene kan tørres og bruges 

som te. De friske blade kan bruges 

i saucer eller som drys over lammestegen. 

Man får en god tørstslukker, 

hvis man finthakker en god håndfuld 

mynteblade og blander dem op i en 

skål med en kop sukker, fire deciliter 

ananassaft, samt saften af fire 

citroner, hvorefter skålen placeres 

i køleskabet i fem-seks timer. Så er 

det blot at si indholdet og tilføre 

nogle isterninger. 

Men ak, ja, selv dagene i maj 

får ende. Vorherre og jeg følges ad 

op til hegnet, hvor vi betragter et 

slimspor i hvis ende en vinbjergsnegl 

’drøner’ af sted. Del glæden med os, 

og tag herud. 

Foto: Niels Nyholm 

steenviggo@galnet.dk 

Af Steen Viggo, 

tidligere hjemløs 

og udeligger 


Foto: Colourbox

Historier fra gaden 


Tre spørgsmål til Harley Rasmussen, 

44 år og Hus Forbisælger 

Hvad tænker du over i øjeblikket? 

- At jeg snart skal i Statsamtet og kæmpe om retten til at se min lille datter. Jeg 

er ikke ude på, at hun ikke skal have en mor, men hun har lige så meget brug for en 

far – og så er hun jordens dejligste tøs. 

Hvad fik du at spise i går? 

- Lige nøjagtigt to toast hos Kirkens Korshær. Jeg laver ikke så meget mad derhjemme, 

da mit værelse er noget lort. 

Hvad drømmer du om? 

- At få lov at se min datter, få en lejlighed og en lille butik, hvor jeg kan sælge 

gamle ting og sager. 


Foto: Holger Henriksen 

Gaden giver mig ro 

Harley bruger gaden til at 

sælge aviser, fotografere og 

få styr på sit temperament, 

der har godt af lange gåture. 

Der er indkaldt til møde for Hus 

Forbis sælgere i Hjemløsehuset på 

Nørrebro, og omkring 30 sælgere er 

mødt op. Mest mænd i alderen 25-45 

år. Mange af dem kender hinanden 

fra gaden, og før mødet går i gang 

sidder de i kantinen og snakker 

livligt, mens de spiser dagens ret, 

chili con carne. Hjemløsehuset har 

samme dag engageret en frisør, en 

lille, smilende mørkhåret dame, der 

klipper dem, som trænger. 

En af de fremmødte er 44-årige 

Harley Rasmussen, som Hus Forbis 

udsendte når at tale med over en 

gang chili con carne, inden sælgermødet 

begynder. Harley har solgt 

Hus Forbi, siden han i efteråret 2007 

gik fra sin kæreste og blev boligløs. 

Fra første december har han dog haft 

adresse på et lille værelse i Nordvestkvarteret 

i København. 

- Ja, jeg kalder det altså for 

en jordhule, for det er lillebitte og 

bestemt ikke særlig lækkert. Derfor 

sover jeg også altid hos min nye 

kæreste i weekenden og bruger det 

mest til opmagasinering af ting, 

fortæller Harley. 

Det gælder blandt andet møbler, 

porcelæn og legetøj. For Harley er 

lidt af en klunser, og alt, hvad han 

kan finde rundt omkring af interessante 

objekter, kommer hjem på 

værelset. 

- Jeg er fascineret af gamle ting 

og skal også til at arbejde frivilligt 

en dag om ugen hos Svalerne 

(U-landsforening, der står bag 

genbrugsbutikker og loppemarkeder, 

red.) på Nattergalevej, og så har jeg 

altid godt kunnet tænke mig at få en 

lille forretning, hvor jeg kan sælge 

mine gamle ting, siger Harley 

Men lige nu går hverdagen med at 

sælge Hus Forbi på Frederiksborgvej 

i København, og når han trænger 

til en pause, lægger han vejen forbi 

Hjemløsehuset eller Kirkens Korshærs 

kontaktcenter på Birkedommervej. 

- Det er begge dejlige steder, 

hvor der arbejder nogle søde mennesker, 

og hvor jeg kan købe mine 

aviser og få en kop kaffe. Avisen 

giver mig noget at gøre om dagen, 

og pengene er gode til mad og personlig 

hygiejne, fortæller han. 

I fængsel for mord 

Harley har mange tatoveringer. De 

fylder hans hænder, arme og ryg, og 

på hver side af halsen har han med 

sirlige krøllede bogstaver fået tatoveret 

navnene på to kvinder i hans 

liv, som i dag er kommet på afstand 

af forskellige årsager. Den ene 

kvinde er hans datter i Sverige, som 

i dag er 18 år, men som han ikke har 

set siden, hun var ni. I 1999 fik han 

nemlig en fængselsstraf på otte år 

plus 15 års udvisning fra Sverige for 

et mord. Harley sad det første år i 

fængsel i Sverige og blev derefter 

flyttet til Danmark. 

Det andet kvindenavn på hans 

hals skal snart fjernes. Det er navnet 

på moren til hans syv måneder 

gamle datter, som han desværre 

heller ikke ser i øjeblikket. To uger 

efter hun blev født, gik Harley 

nemlig fra hendes mor. Til gengæld 

har han planer om, at datterens 

navn skal tatoveres hen over den 

ene håndryg. 

- Lige efter jeg kom ud af 

fængslet, var det ellers rigtigt fedt. 

Det var dejligt at se min kæreste 

blive stor og rund, men så fandt jeg 

ud af, at hun havde været sammen 

med andre mænd, og det stod jeg 

ikke model til. Efter bruddet så jeg 

i starten min datter, men så gik det 

hele galt mellem os, og derfor har 

jeg ikke set hende siden den 26. 

januar i år. Så nu skal vi desværre i 

Statsamtet. 

Rejste fra kriminaliteten 

I begyndelsen af 90’erne flyttede 

Harley til Sverige, hvor han boede i 

ti år og blandt andet arbejdede med 

voksne udviklingshæmmede. 

- Jeg flyttede derover, fordi jeg 

var kriminel i Danmark, og gerne 

ville væk fra det hele, og så havde 

jeg også gjort en svensk kvinde 

gravid. Men efter ni år i Sverige 

mødte jeg en mand på et værtshus, 

som jeg var så dum at tage med 

hjem. Han truede mig med en kniv, 

og så gik det lige pludselig meget 

hurtigt. Jeg har fået drabet bearbejdet 

og har det fint nok med det 

i dag. Han bad selv om det. Og hvis 

jeg ikke havde taget ham, så havde 

han taget mig. Men de otte år i 

fængsel gjorde ondt på sjælen. Jeg 

blev psykisk syg, og de proppede 

Lige efter jeg kom ud af fængslet, var det ellers rigtigt 

fedt. Det var dejligt at se min kæreste blive stor 

og rund, men så fandt jeg ud af, at hun havde været 

sammen med andre mænd. 

mig med medicin, så jeg følte mig 

som et forsøgsdyr, siger Harley. 

I dag får han stadig medicin for 

at kontrollere sit temperament, og 

så hjælper det at være på gaden og 

sælge aviser. 

- Der er mange søde mennesker, 

som køber aviser af mig, og så giver 

det mig indre ro at gå meget. Jeg 

får ilt til hjernen, og det dæmper 

mig. Derudover er jeg vild med at 

fotografere blandt andet i Dyrehaven 

og på Christiania. Jeg kan også godt 

lide at fotografere gamle bygninger, 

gavlmalerier, biler og motorcykler. 

Billederne forsøger jeg at lægge til 

side, så mine børn også kan få nogle 

af dem og på den måde følge med i 

mit liv, fortæller Harley. 

birgitte.hoegh@os.dk

Jesper har boet på otte kvadratmeter i over to år: - Hus Forbi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?