Jesper har boet på otte kvadratmeter i over to år: - Hus Forbi

Nogle fattigbesøg før jul
Af Herman Bang,
Bragt første gang i Nationaltidende
den 19. december 1880
Vi gik over en gammel svalegang,
gulvet var skrøbeligt, og brædderne
gyngede under os. Vi måtte
bøje hovederne og halvvejs kravle.
På noget gammelt sejlgarn var der
hængt nogle grå klude til tørre, som
spærrede passagen.
Fra begge sidelængers vinduer
stirrede bag de skidne ruder kvinde-
og børneansigter ud på os med dette
halvt sky, halvt grådige blik, med
hvilket elendigheden ser på én, og
som havde forfulgt os på hele denne
forfærdelige vandring.
- De vasker til jul, sagde politimanden
og bøjede sig ind under
nogle sammenflikkede pjalter, man
her ville kalde et skørt.
Vi faldt ned ad et par trin i
mørket. Trappen var en besynderlig
stige, der gik ud og ind med slidte,
klæbrige trin. På hver afsats var
der en stolpe, grå og fugtig – som
næsten alt i disse huse – men intet
gelænder.
- Her må være svært at gå op,
når de er fulde, sagde H, den tredje
i selskabet.
Politimanden bemærkede tørt:
- Derfor falder de også ned.
***
Vi bankede på i stuen, ingen
svarede. Politimanden tog i døren,
åbnede den. Det var køkkenet, vi
kom ind i. Et lille rum med et forladt
ildsted. Man undredes over, at det
kunne være så tilrøget og på samme
tid så forladt. På et bord under et
beskidt vindue var vådt snavs blevet
tørt og lå nu over brædderne som
grå skimmelsvamp. På hylden over
køkkendøren stod to urtepotter. H
åbnede skabet under bordet. Jeg ved
ikke, om den masse, han tog frem,
muligvis har været et af fattigvæsenets
brød. Ellers intet.
Hvordan skal jeg beskrive kulden
i dette rum? Hvordan beskriver man
barheden, tomheden? Det var sultens
tilberedningssted, dette rum.
Bagved lå stuen. Opstil fire
vægge, hvis nøgenhed er kold og
beskidt, læg i fantasien et gulv så
snavset som bordet i køkkenet. Fyld
et rum, hvis loft er revnet, så det
To nøgne børn væltede sig rundt i den kasse,
som om natten rummede disse fire: Konen,
hendes logerende og hendes to børnebørn –
man tvinger sig til at se det, man vægrer sig
ved at fortælle det.
regner ned, med ”fattiglugtens”
stinkende fugtighed, så vil du vide,
hvordan dette værelse så ud.
I et hjørne stod en seng med
nogle bylter af klude, en grå,
farveløs masse, pjalter af noget,
som engang har været tæpper og
klædningsstykker; på gulvet to stole,
rørstole med gennembrudte sæder.
På en knage ved døren hang et
skørt. Pantelåneren ville have givet
det tilbage med et hovedrystende
smil. Men det var vel derfor, det
hang der.
Således så her ud: På gulvet lå
indpakket i et gråt sjal det yngste
barn. To andre krøb skrålende sammen
bag døren. Jeg ved ikke, om de
skjulte sig, fordi de var nøgne, men
det gjorde de næppe, for de vidste
vel dårligt, hvad det vil sige at have
tøj på.
Politimanden trak det ene barn
frem. Det var skrækkelig magert,
denne rystende magerhed hos børn,
der sulter. Kinderne indfaldne,
blålige. Øjnene store, liggende inde
i hovedet, sløve. Blikket var ængstet
og ældre end deres år. Sult giver
børn en egen gammelklogskab i
udtrykket.
Og skindet – bronzegult hos dem
alle – var som trukket ud over de
tynde knogler og dækket med sår.
Der var sår på ben og arme og væmmelige,
opbrudte sår om næsen.
- Sult, sagde politimanden: De
sulter.
- Jeg vidste ikke, det så sådan
ud, sagde jeg. Og der må have været
en gysen i min stemme, for politimanden
så op.
- Disse er de lykkeligste, sagde han.
Han slap barnets arm og vendte
sig for at gå. Vi stod allerede ude på
gangen.
- Godt, det ikke er mig, som skal
skrive om det, sagde han.
- Hvorfor?
- De ord står ikke hos Molbech
(ordbog fra 1859, red.), sagde han.
Der hang et reb ned fra loftet.
Værtens menneskekærlighed havde
fået ham til at hænge det op for at
redde livet på dem, som betalte 10
kroner om måneden for kvistetagen,
og som skulle op ad denne stige.
Trinene gyngede lidt.
Der var helt mørkt deroppe.
Politimanden ragede lidt. Stødte
på noget træ, bankede på. Indefra
hørte man en grynten.
Så åbnede vi en dør af nogle
sammenslåede brædder og kom ind.
Jeg fór lidt tilbage.
- Behøver vi at gå ind? spurgte jeg.
Det var luften, som jog mig
tilbage. Man smagte denne væmmelighed.
Det var en stank af syges
uddunstninger, af fordærvet føde, af
snavs. Man måtte være født i denne
luft for at kunne ånde den.
Når man havde vænnet sig til
mørket, så man i skumringen et
bord med en uendelighed af skår,
ituslåede urtepotter, ubestemmelige
stumper, og i alle disse skår lå halvrådne
levninger af nødens måltider.
Det var disse levninger, som stank.
***
Herman Joachim Bang blev født den
20. april 1857 og døde den 29. januar
1912. Han var enormt produktiv
både som forfatter og journalist.
Som forfatter er han for eftertiden
mest kendt for novellen ”Ved Vejen”
(1886) og romanen ”Tine” (1889).
Et halvvoksent menneske lå midt på
gulvet ligesom Job (bibelsk karakter,
red.). Han var en enkes eneste søn
og idiot. Han fik noget af idiotens
sanktvejtsdans-bevægelser (muskeltrækninger
med grimasser, red.),
da han så os. Han rejste sig halvt
og talte utydeligt, lallende som en
dranker, der ikke kan få mundvigende
rigtig op. Alt, hvad han havde
over sig, var et gammelt skørt.
Idioten blev ved med at grine
mumlende og ravede og rodede
rundt imellem skårene på gulvet.
Det var, som om elendigheden havde
taget en skrækkelig sprællemands
skikkelse og gjorde grimasser ad sig
selv …
Vi ville ikke se mere i dette hus,
ville ikke.
- Lidt endnu, sagde politimanden.
22 hus forbi · nr. 73 · maj 2008 hus forbi · nr. 73 · maj 2008 23
Foto: Scanpix
***
Mens vi gik hen ad gaden, fortalte
vores fører politihistorier, der var
mange morsomme blandt dem. De
passede til vores stemning som
dårlige vittigheder til en begravelsesmiddag.
- Det her er naturligvis bunden af
samfundet, sagde han og tilføjede:
- Men det gode ved denne del af
befolkningen er, at den er så stabil,
at vi kender den gennem generationer
– det letter arbejdet.
***
På kvisten ville de ikke lukke os ind.
De blev ved at klynke indenfor. Til
sidst kom konen ud. Hun holdt sammen
på en hullet nattrøje med hænderne.
Skørtet skrævede over maven.
Hun lallede allerede på morgenstunden,
og hendes forsikringer om,
at der ikke var rent, druknede i fuldskabens
vrøvlende grædefærdighed.
Hun tørrede tårer fra de rindende
øjne af med nogle ophovnede fingre.
Drankerens svedige bulenhed havde
oppustet dette ådsel.
- Vi skal se på taget, sagde vores
fører, politimanden, og til sidst slap
vi ind.
Den logerende sad på en skammel
i krogen under tagvinduet og
rokkede idiotisk med åben mund,
hvis læber var sårbesatte som alt
andet i dette skrækkelige hus. To
nøgne børn væltede sig rundt i den
kasse, som om natten rummede disse
fire: Konen, hendes logerende og
hendes to børnebørn – man tvinger
sig til at se det, man vægrer sig ved
at fortælle det.
Det var luften, som
jog mig tilbage. Man
smagte denne væmmelighed.
Det var en
stank af syges uddunstninger,
af fordærvet
føde, af snavs.
Man måtte være født
i denne luft for at
kunne ånde den.
Tilsvarende minder får ikke ord,
rædslen ved erindringen lammer
pennen i ens hånd.
- De børn lever af brændevin,
sagde politimanden.
De sad på hug i sengen, blåfrosne,
og stirrede på os. Således flovt og
misundelig stirrer kun sulten. Hvad
dette blik misunder os, er ikke klæder,
ikke lykke, kun kødet på vores krop.
***
Overalt var der vugger, selv i det
nøgneste hjem, overalt var der børn.
Hjælpeløs elendig nøgenhed havde
født dem til elendighed.
***
- Mest ondt gør det mig for de stakkels
pigebørn. For dem går det som
regel kun én vej, sagde vores fører.
- Men så får de da i det mindste
brødet, mente H.
- Ja, politimanden tøvede lidt og
fortsatte så:
- I alt fald for en tid.
- Ja, og så kommer de på Ladegården
(fattiggård, red.) – og det må
da også være en velsignelse.
Politimanden svarede først ikke.
- Men hjælpe her, det kan man
ikke, sagde han så.
- Tag børnene fra dem, sagde jeg.
Han rystede på hovedet:
Ja, sagde han så: Hvis man
kunne.
***
Hvor vi end kom hen, bad man os om
brød, i det mindste bare til børnene.
- Juleaften, sagde vores fører
overalt og uddelte med rund hånd
spisebilletter for ”Fattige børns
juleglæde”.
Lad dem da blive mætte denne
ene dag, disse tusinder, som ellers
sulter. Lad os alle, som kan, sende
et bidrag.
- Ser de, sagde politimanden,
her kan man skabe lykke med en skål
risengrød. Det kan man ikke alle
vegne.
Nej – ikke alle vegne.
Hus Forbi har ”oversat”
Herman Bangs reportage til
nudansk og forkortet den ved
at tage afsnit ud (markeret
med tre stjerner ***).