Elevbog til print - Udenrigsministeriet

om hvordan vortesvinet mistede
sin snabel.
Engang for længe siden var der frygtelig tørt i Afrika.
Ingenting ville gro, så dyrene sultede.
En dag mødte elefanten et vortesvin.
- Skal vi ikke hjælpes ad med at finde noget mad? sagde
svinet.
- Det kan vi godt, sagde elefanten.
Og så fulgtes de ad, mens de svingede med deres
snabler. Dengang havde vortesvinet nemlig også en
snabel. En fin og tynd snabel, der kunne hente frugter og
blade i træerne. Men nu var der ikke noget at hente nogen
steder.
På et tidspunkt kom de to sultne dyr forbi et stort
termitslot. De snusede med snablerne.
- Her lugter af mad. Herlig honning og søde sager,
gryntede svinet. - Lad os få termitterne til at komme ud
med noget til os.
-
Kom ud, og giv os noget af jeres mad! råbte elefanten.
Men der kom ikke nogen.
Så gravede elefanten et hul ind i slottet. Den stak
snablen ind og truttede højt. Men der skete ikke noget.
Kun duften af dejlig mad sivede ud til dem.
Elefanten prøvede at mase sig gennem hullet, men den
var alt for stor.
- Prøv du, sagde den til svinet. - Du er mindre end mig.
- Så må du skubbe bag på mig, sagde svinet. Den
masede sig ind i elefantens hul og strakte sin tynde snabel
ud efter den dejlige mad.
Inde i tuen havde termitterne hørt alt, hvad der blev sagt.
Og da svinets snabel prøvede at få fat i deres mad, var de
parat. Tusind termitter kastede sig over snablen og åd et
stykke af den.
- Hjælp! skreg svinet. - Så hjælp mig dog, elefant!
Elefanten troede, at svinet ville længere ind for at få fat i
termitternes mad, så den skubbede af alle kræfter. Svinet
kom endnu længere ind, og termitterne åd et nyt stykke af
snablen.
- Hjælp! Jeg bliver ædt! skreg svinet. - Hjælp! Hjælp!
Endelig forstod elefanten, at den skulle trække svinet
ud. Men sikken et syn. Svinet havde ingen snabel, og den
blødte noget så forfærdeligt.
Sådan mistede vortesvinet sin fine snabel. Den kan ikke
længere hente sin mad i træerne, men må nøjes med at
rode i jorden med sin korte tryne.
27