Nårh, pædagogerne?! I verdens brændpunkter Skammen i ... - Elbo

gørende forløber for beslutningen om, hvilke typer af intervention
der skal iværksættes for at stabilisere situationen.
Det er ikke ualmindeligt, at psykologerne afholder 20 individuelle
samtaler med soldaterne om dagen, når en særlig hændelse
er indtruffet. Arbejdet her er intensivt og skal være det, da det er
begrænset, i hvor lang tid man kan holde de implicerede ’grounded’
af hensyn til missionen og det beredskab, der naturligt skal
opretholdes i en krigszone.
Af samme grund gør psykologerne ikke brug af traditionel terapeutisk
behandling, når de arbejder med soldaterne i missionsområderne.
Derimod anvender de korttidsbaserede interventioner,
netop fordi tiden og forholdene i missionsområdet er afgørende
faktorer, som hverken kan eller skal tilsidesættes.
’In theatre’
Når psykologen har dannet sig et overblik over situationen, påbegyndes
typisk, hvad psykologerne kalder gruppesamtaler ’in theatre’.
Her samler man implicerede nøglepersoner til en såkaldt ’debriefing’,
hvor hændelsesforløbet gennemgås, hvorpå man i fællesskab
stykker et fælles narrativ sammen om, hvad der skete samt
indarbejder sanseindtryk fra hændelsen. En fælles historie som
giver mening, og som den enkelte soldat kan bruge i bearbejdelsen
af de potentielt traumatiske oplevelser og eventuelle efterreaktioner.
Psykologen faciliterer samtalen og lader for så vidt muligt
den enkelte komme til orde, så soldaterne selv sætter ord og
sanseoplevelser på hændelsen.
gruppesessionerne giver på den måde også soldaterne syn for
sagn i forhold til, at de følelser, som de sidder med (angst, skyldfølelse,
magtesløshed, frustration, vrede, apati, lettelse over at være
i live), også deles af deres kammerater, hvilket skaber grobund for
en vigtig normalisering.
Med baggrund i rollen som facilitator er det psykologens rolle
at rådgive kompagnichef, underledere og fremkomme med anbefalinger
til, hvordan soldaterne og kompagniet bedst kommer videre
fra hændelsen. opgaven for psykologen er altid at understøtte
lederne og soldaterne i den rolle, de har – hvad der også er en
af grundene til, at psykologerne står i beredskab frem for at være
udsendt med holdet i alle seks måneder. Psykologen skal kunne
opretholde en vis neutralitet og arbejde konsultativt, hvilket kan
være vanskeligt ved permanent tilstedeværelse i en lejr.
Når det kommer til kriseinterventioner, anskuer militærpsykologerne
soldaternes reaktioner som normale og naturlige, set i
relation til den unaturlige situation, soldaten befinder sig i – at
være i en krigszone. Nogle reagerer selvfølgelig uhensigtsmæssigt
og har det meget skidt, men langt de fleste reagerer normalt på udsendelsen.
og heldigvis for det, da det er mere problematisk, hvis
reaktionerne udebliver.
- Som krisepsykologer er vi meget fokuseret på de soldater,
der ikke reagerer. Det handler dog i særlig grad om at sikre, at reaktionerne
på udsendelsen ikke bliver permanente eller tiltager i
styrke, hvilket kræver stort indblik i assessment. Psykologerne bliver
ofte benyttet til at vurdere om en soldat bør hjemsendes eller
trækkes tilbage til en mere sikker lejr, siger Robert Jonasen.
Psykolog i en machokultur
Det er dog ikke kun ved særlige hændelser, at militærpsykologerne
ved Veterancentret drager ud til de udsendte styrker. I løbet af udsendelsesperioden
på seks måneder kommer psykologerne på to til
tre fastlagte kontaktbesøg i missionsområdet, hvor der etableres en
midlertidig klinik i lejren. Her kan soldaterne ganske uformelt stikke
hovedet ind og tale med en psykolog, hvis de har behov.
Det er ikke ualmindeligt, at psykologerne
afholder 20 individuelle samtaler med soldaterne
om dagen, når en særlig hændelse er indtruffet
Typisk handler samtalerne om tilpasningsproblemer i forhold
til familien derhjemme eller kamptræthed og forhøjet spændings-
og stressniveau, når tiden for hjemsendelse nærmer sig. Her foretager
psykologerne såkaldte ’Battlemind debriefinger’, hvor soldaterne
gøres bevidste om de mange faktorer – både sociale, psykologiske,
hormonelle, ernæringsmæssige og fysiske – der spiller ind,
når de skal vende hjem til en civil tilværelse.
En udfordring i det militærpsykologiske arbejde i forsvaret har
i mange år været, hvordan man som psykolog varetager sit faglige
virke i en militær kontekst ofte kendetegnet ved en udpræget machokultur.
Kernemålgruppen for militærpsykologernes arbejde er
naturligt soldaten, hvor det stereotype billede af denne er en mand,
for hvem det ikke falder naturligt at tale om følelser. Et billede, som
stadig gælder, men som i de senere år er blevet væsentligt ændret.
- Forsvaret har i samarbejde med veteranområdets øvrige aktører
haft held med at få langt den største del af de danske soldater til
at gøre brug af forsvarets tilbud om psykologstøtte før, under og efter
udsendelse. Holdningen blandt mange af de danske soldater i
dag er nemlig, at man tager imod tilbuddet om at tale med en psykolog
– også selv om man ikke har noget større og akut problem og
samtalen måske kun varer 15-20 minutter. Det gør man for at vide,
hvad man skal være opmærksom på, og hvordan man bedst håndterer
de erfaringer, man har gjort sig under udsendelsen.
- og det er et vigtigt skridt på vejen for at sikre, at krigen for
den enkelte soldat ikke varer ved resten af livet, fastslår Robert Jonasen.
Andreas Reckeweg Godfrey, fuldmægtig i Veterancentret
PSYKOLOG NYT NR. 12 | 2012 | SIDE 13