Maj 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

har kun en håndfuld mel i krukken og
en smule olie i kanden. Nu er jeg ved
at samle et par stykker brænde, og så
går jeg hjem og bager brød til mig og
min søn; når vi har spist det, kan vi
lægge os til at dø‹« (vers 10–12).
En håndfuld mel kan ikke være
særlig meget, måske kun nok til en
person, hvilket gør profeten Elias’
svar interessant. Hør: »Men Elias
sagde til hende: ›Du skal ikke være
bange! Gå hjem og gør, som du har
sagt, men bag først et lille brød til
mig« (vers 13, fremhævelse tilføjet).
Lyder det ikke selvisk, ikke blot at
bede om det første stykke, men
muligvis også det eneste stykke?
Lærte vore forældre os ikke at lade
andre mennesker få først, og især en
gentleman bør lade en dame få først,
og især en sultende enke? Hendes
valg – spiser hun, eller ofrer hun sit
sidste måltid og fremskynder døden?
Måske kan hun ofre sin egen mad,
men kan hun ofre den mad, som hendes
sultende søn skal have?
Profeten Elias forstod den lærdom
om, at velsignelser kommer efter, at
vores tro er blevet prøvet (se Ether
12:6; L&P 132:5). Han var ikke selvisk.
Elias var der som Herrens tjener for at
give, ikke for at tage. Og historien
fortsætter:
»Men bag først [førstegrøden] et
lille brød til mig, og kom herud med
det; bagefter kan du lave noget til dig
selv og din søn.
For dette siger Herren, Israels
Gud: Krukken skal ikke blive tom for
mel og kanden ikke mangle olie, før
Herren lader det regne på jorden.‹
Så gik hun bort og gjorde, som
Elias havde sagt. Og både han og hun
og hendes familie fik føden i lang tid.
Krukken blev ikke tom for mel, og
kanden kom ikke til at mangle olie,
efter det ord, Herren havde talt ved
Elias« (vers 13-16; fremhævelse tilføjet).
En af grundene til, at Herren illustrerer
lærdomme ved hjælp af de
mest ekstreme omstændigheder, er
for at komme undskyldninger til livs.
Hvis Herren forventer, at selv den fattigste
enke skal betale sin lille del,
hvad betyder det for alle de andre,
som ikke synes, at det er belejligt eller
let at ofre?
Ingen biskop, ingen missionær bør
nogensinde tøve eller mangle troen til
at undervise de fattige i tiendeloven.
Følelsen af, at ›de har ikke råd til at
gøre det‹, skal udskiftes med: ›De har
ikke råd til ikke at gøre det.‹
En af de første ting, som en biskop
skal gøre for at hjælpe de nødlidenden,
er at bede dem om at betale
deres tiende. Ligesom med enken
gælder det, at hvis en nødlidende
familie har valget mellem er at betale
deres tiende eller spise, bør de betale
deres tiende. Biskoppen kan hjælpe
dem med mad og grundlæggende
fornødenheder, indtil de bliver
selvhjulpne.
I oktober 1998 ødelagde orkanen
Mitch store dele af Mellemamerika.
Præsident Gordon B. Hinckley var
meget bekymret for ofrene for denne
katastrofe, hvoraf mange havde mistet
alt – mad, tøj og husholdningsartikler.
Han besøgte de hellige i byerne San
Pedro Sula og Tegucigalpa i Honduras
og Managua i Nicaragua. Og som de
ord som den kærlige profet Elias
sagde til den sultende enke, så var
denne nutidsprofets budskab det
samme i hver by – at ofre og være
lydig over for tiendeloven.
Men hvordan kan man bede
nogen, der er så fattig, om at ofre?
Præsident Hinckley vidste, at de sendinger
med mad og tøj, som de modtog,
ville hjælpe dem med at overleve
krisen, men hans bekymring og kærlighed
til dem gik videre end det.
Hvor vigtig humanitær hjælp end er,
så vidste han, at den vigtigste hjælp
kommer fra Gud, ikke fra mennesker.
Profeten ønskede at hjælpe dem med
at åbne himlens vinduer som lovet af
LIAHONA MAJ 2005 35