Maj 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

56
som ›Guds kraft givet til mennesket.‹«
Han fortsætter: »Det er, synes jeg, en
præcis definition. Men af praktiske
årsager vil jeg gerne definere præstedømmet
i forbindelse med tjeneste,
og jeg kalder det ofte for ›den fuldkomne
plan for tjeneste.‹ ... Det er et
redskab til at tjene ... og den mand,
som ikke bruger det, risikerer at miste
det, for vi bliver tydeligt fortalt ved
åbenbaring, at den, der forsømmer
det, ›skal ikke agtes værdig til at stå i
sit kald.‹« 9
I januar i år havde jeg det privilegium
at være vidne til en tankevækkende
tjenestegerning for en kvinde,
som havde boet i min menighed, da
jeg tjente som biskop for mange år
siden. Hendes navn er Adele, og hun
og hendes to voksne døtre – hvoraf
den ene er handicappet – har i mange
år boet i Rose Park-området i Salt
Lake-dalen. Adele, som er enke, har
kæmpet med økonomien, og hendes
liv har ofte været vanskeligt.
Jeg havde modtaget en telefonopringning
fra en person, der var involveret
i et honningkage-projekt, og
hun indbød mig til afsløringen af
Adeles hjem, som var blevet renoveret
i en periode på blot tre dage og nætter
af mange venlige og gavmilde personer,
der alle arbejdede frivilligt med
materialer, der var skænket af talrige
lokale forretninger. I løbet af den tid,
det tog at ordne Adeles hjem, havde
hun og hendes to døtre boet i en by
nogle kilometer væk, hvor de selv var
blevet forkælet.
Jeg var til stede, da limousinen
med Adele og hendes døtre ankom til
stedet. Gruppen, som havde ventet
på dem, omfattede ikke alene familie
og venner, men også mange af de
håndværkere, som havde arbejdet nat
og dag på projektet. Det var tydeligt,
at de var glade for resultatet og var
spændte på at se Adele og hendes
døtres reaktion.
Kvinderne trådte ud af bilen med
bind for øjnene. Hvor var det et spændende
øjeblik, da bindene for øjnene
blev fjernet og Adele og hendes døtre
vendte sig om og så deres nye hjem.
De var fuldstændig lammede af det
storslåede projekt, som var blevet
udført, deriblandt genopbygning af
facaden, en udvidelse af huset og et
nyt tag. Det ydre så helt nyt og fint
ud. De kunne ikke lade være med at
græde.
Jeg fulgte med Adele og de andre,
da vi gik ind i huset og blev overrasket
over, hvad man havde opnået for
at gøre omgivelserne smukke og
bedre. Væggene var blevet malet, der
var lagt nyt gulvtæppe. Der var nye
møbler, nye gardiner, nye forhæng.
Skabene i køkkenet var blevet udskiftet,
der var nye borde og nye hårde
hvidevarer. Hele huset var blevet ordnet
fra top til bund, hvert rum var
pletfrit og smukt. Adele og hendes
døtre var bogstavelig talt overvældede.
Udtrykkene i ansigterne på
dem, som havde arbejdet så intenst
for at gøre huset nyt var dog lige så
gribende og rørende. De fik tårer i
øjnene, mens de var vidner til den
glæde, de havde skænket Adele og
hendes døtre. Ikke alene var enkens
byrde blevet lettet, men talløse andre
blev berørt i processen. Alle var bedre
mennesker fordi de havde deltaget i
denne indsats.
Præsident Harold B. Lee, en af de
største lærere i Kirken, gav os dette
letforståelige råd vedrørende præstedømmet.
Han sagde: »Forstår I, når
man kommer til at bære præstedømmet,
bliver man Herrens repræsentant.
Man bør tænke på sin kaldelse,
som om man går Herrens ærinde.« 10
Nogle af jer er måske generte af
natur eller anser jer selv for utilstrækkelige
til at tage imod en kaldelse.
Husk, at dette værk ikke blot er jeres
og mit. Det er Herrens værk, og når vi
går Herrens ærinde, brødre, så er vi
berettiget til Herrens hjælp. Husk, at
Herren vil forme den ryg, der bærer
byrderne.
Mens den formelle situation i
klasseværelset af og til kan være
skræmmende, finder noget af den
mest effektive undervisning sted
andre steder end i kirkebygningen
eller klasseværelset. Jeg husker, at
medlemmer fra min menighed og
en nabomenighed i foråret for nogle
år siden, tog alle bærerne af det
Aronske Præstedømme, der glædede
sig til denne årlige begivenhed til
minde om gengivelsen af det
Aronske Præstedømme, med på
udflugt. Ved denne særlige lejlighed
rejste vi med bus omkring 130 km
nordpå til Clarkston kirkegård i
Utah. Dér samlede vi de unge i disse
smukke omgivelser omkring Martin
Harris’ grav. Han var et af de tre vidner
til Mormons Bog. Mens vi stod
rundt om den smukke granitsøjle,
som står på hans grav, fortalte ældste
Glen L. Rudd, daværende biskop for
den anden menighed, om baggrunden
for Martin Harris’ liv og læste
hans vidnesbyrd fra Mormons Bog
samt Oliver Cowderys og David