Maj 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige
Maj 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige
Maj 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
72<br />
Tro er svaret<br />
ÆLDSTE DAVID E. SORENSEN<br />
De Halvfjerds’ Præsidium<br />
Husk på, at tro og lydighed stadig er svarene –<br />
selv når tingene går galt, måske især når tingene<br />
går galt.<br />
Ibegyndelsen <strong>af</strong> 1950’erne var<br />
USA i krig på den koreanske<br />
halvø. På grund <strong>af</strong> værnepligten<br />
på den tid kunne unge mænd ikke<br />
tjene som missionærer, men skulle<br />
i stedet gå ind i militæret. Med<br />
denne viden meldte jeg mig til<br />
hærens reserveofficersuddannelse,<br />
mens jeg gik på universitetet. Mit<br />
mål var at blive officer ligesom min<br />
ældste bror. Men da jeg i juleferien<br />
var hjemme på besøg, kaldte min<br />
biskop derhjemme, Vern Freeman,<br />
mig ind på sit kontor. Han fortalte<br />
mig, at en ung kirkeleder, der hed<br />
bror Gordon B. Hinckley, havde<br />
lavet en <strong>af</strong>tale med den amerikanske<br />
regering, der gjorde det muligt<br />
for hver <strong>af</strong> <strong>Kirke</strong>ns menigheder i<br />
USA at kalde en ung mand til at<br />
tjene på mission. Denne unge mand<br />
ville få udsat sin værnepligt, mens<br />
han var på mission.<br />
Biskop Freeman sagde, at han<br />
havde bedt om det, og han følte, at<br />
han skulle anbefale mig til at være den<br />
fra vores menighed, der tjente som<br />
fuldtidsmissionær. Jeg fortalte ham, at<br />
jeg allerede havde lavet andre planer<br />
– jeg havde meldt mig til hærens<br />
reserveofficersuddannelse og forventede<br />
at blive officer! Min biskop mindede<br />
mig venligt om, at han var blevet<br />
tilskyndet til at anbefale mig til at<br />
tjene en mission på lige dette tidspunkt.<br />
Han sagde: »Gå hjem og tal<br />
med dine forældre, og kom tilbage i<br />
<strong>af</strong>ten med dit svar.«<br />
Jeg gik hjem og fortalte min far og<br />
mor, hvad der var sket. De sagde, at<br />
biskoppen var inspireret, og at jeg<br />
med glæde skulle tage imod Herrens<br />
opfordring til at tjene. Min mor kunne<br />
se, hvor skuffet jeg var over udsigten<br />
til ikke at blive officer nu. Hun citerede<br />
dette:<br />
»Stol på Herren <strong>af</strong> hele dit hjerte,<br />
og støt dig ikke til din egen indsigt.<br />
Anerkend ham på alle måder, så vil<br />
han jævne dine stier.« 1<br />
Den <strong>af</strong>ten tog jeg tilbage til biskoppens<br />
kontor og tog imod hans<br />
invitation. Han fortalte mig, at jeg<br />
skulle tage hen til hvervekontoret og<br />
fortælle dem om min beslutning.<br />
Da jeg gjorde det, fik jeg til min<br />
overraskelse følgende at vide <strong>af</strong><br />
damen, der var formand for hvervekontoret:<br />
»Hvis du accepterer en<br />
missionskaldelse, så vil du modtage<br />
din indkaldelse til hæren, før du kan<br />
melde dig til hærens reserve igen. Du<br />
vil så tjene som menig soldat, ikke<br />
som officer.«<br />
Trods denne uventede ændring<br />
var min mission vidunderlig. Den<br />
ændrede mit livs kurs, som den gør<br />
for dem, der tjener. Men som jeg<br />
havde fået at vide, så sendte regeringen<br />
mig en indkaldelse til den<br />
amerikanske hær en måned, før jeg<br />
var færdig med min mission.<br />
Efter træningsforløbet og militærpolitiskolen<br />
blev jeg sendt til en<br />
militærbase for at arbejde i militærpolitiet.<br />
En nat fik jeg en opgave, der<br />
ville vare hele natten, hvor jeg skulle<br />
eskortere en konvoj <strong>af</strong> fanger fra en<br />
lejr til en anden.<br />
I løbet <strong>af</strong> natten stoppede konvojen<br />
halvvejs for at holde pause.<br />
Den øverstbefalende officer sagde,<br />
at vi skulle gå ind i restauranten<br />
og drikke noget k<strong>af</strong>fe, så vi kunne<br />
holde os vågne resten <strong>af</strong> natten. Han<br />
lagde straks mærke til, at jeg undslog<br />
mig. Han sagde: »Soldat, du skal<br />
drikke noget k<strong>af</strong>fe, så du kan holde<br />
dig vågen på resten <strong>af</strong> denne tur.<br />
Jeg vil ikke have, at nogen fanger<br />
flygter eller laver problemer på<br />
min vagt.«<br />
Jeg sagde: »Sir, med al respekt, jeg<br />
gør det ikke. Jeg er mormon, og jeg<br />
drikker ikke k<strong>af</strong>fe.«<br />
Han kunne ikke lide mit svar, og<br />
han bad mig endnu engang om at<br />
drikke k<strong>af</strong>fen.<br />
Igen <strong>af</strong>slog jeg høfligt. Jeg satte mig<br />
bagest i bussen med mit våben<br />
fremme og en bøn i mit hjerte om, at<br />
jeg måtte kunne holde mig vågen og<br />
ikke ville få brug for det. Turen sluttede<br />
uden begivenheder.<br />
Nogle få dage senere inviterede den<br />
øverstbefalende officer mig ind på sit<br />
kontor til et personligt interview. Han<br />
fortalte mig, at selvom han havde<br />
været bange for, at jeg ikke ville kunne<br />
holde mig vågen på turen den nat, så<br />
satte han pris på, at jeg havde stået ved