PDF-version af publikationen [360 KB] - Finansministeriet

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Administrationen af tildelingen af hjælpemidler vanskeliggøres af, at tildelingen
ikke foregår efter én lov, men at det er muligt efter en række forskellige
love at opnå støtte til hjælpemidler.
Kompensationsprincippet i den danske handicappolitik siger, at alle med
behov – uanset indkomst – i videst muligt omfang skal kompenseres for
følgerne af deres nedsatte funktionsevne.
Boks 4.1. Principper for handicappolitikken
Kompensationsprincippet betyder, at personer skal kompenseres for følgerne af deres nedsatte
funktionsevne ved at give dem mulighed for at leve en så normal og selvhjulpen tilværelse som
muligt. Da en nedsat funktionsevnes betydning for en persons muligheder for at leve en så normal
tilværelse som muligt varierer fra menneske til menneske afhængig af både den konkrete
funktionsnedsættelses karakter og af andre sociale og økonomiske forhold, medfører kompensationsprincippet,
at hjælp ydes på baggrund af en individuel, skønsmæssig vurdering af hver enkel
ansøgers samlede situation.
Solidaritetsprincippet indebærer en fælles forpligtelse over for den enkelte, der, når behovet
opstår, er sikret de nødvendige ydelser med henblik på den pågældendes fremtidige tilværelse.
Dette giver sig udtryk i, at ydelserne hovedsageligt er kollektivt finansierede via skatter.
Sektoransvarlighedsprincippet tager udgangspunkt i, at indsatsen på handicapområdet ikke kun
er en opgave for socialsektoren. Alle offentlige ydelser skal principielt være tilgængelige for
mennesker med nedsat funktionsevne. Handicapindsatsen er dermed ikke kun en opgave for den
sociale sektor, men rækker ind i andre områder som f.eks. bolig-, trafik-, arbejdsmarkeds-, undervisnings-,
og sundhedssektoren.
Kilde: Socialministeriet, Vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning mv. Lov om
social service, 1998.
Solidaritetsprincippet indebærer en fælles forpligtigelse over for den enkelte
med funktionsnedsættelse. Det giver sig udtryk i, at finansieringen af
støtte til hjælpemidler foregår via kollektive skatter.
Der foreligger ikke entydige principper for, hvilke typer af funktionsnedsættelse
der kompenseres for. F.eks. ydes der altid støtte til høreapparater,
hvis det på grund af hørenedsættelsen er indiceret. Der skelnes ikke mellem
et evt. aldersbetinget eller sygdomsbetinget høretab. Tilskud til briller
kan derimod kun gives, hvis den nedsatte funktionsevne er en følge af en
medicinsk optisk defineret varig øjenlidelse. Forskellen i ydelsesstruktur
mellem høreapparater og briller beror i første række på en sundhedsfaglig
vurdering. Ved normal funktionsevne er den enkelte borger selvhjulpen og
har således ikke brug for hjælpemidler i dagligdagen.
Der en anden type af afgrænsning på synsområdet. Der skelnes mellem
optiske synsfejl og medicinsk-optisk definerede varige lidelser, hvor der
87