Skik og brug for vikinger - Karen Krarup

Kapitel 5
En norsk nordmand
fra Norge
Ufatteligt rige og ufatteligt selvtilstrækkelige. Norske olie-
penge har pustet liv i den norske økonomi og den norske
selvtillid, mens omverdenen med undren iagttager en stolt
nation, hvor ny teknologi går hånd i hånd med kvinder i fol-
kedragter. ”Så længe Norge har olien og ingen ydre fjender,
er vi tilfredse med at være for os selv”, mener den norske so-
cialantropolog Thomas Hylland Eriksen.
”Jeg ved ikke, om det er sandt, at nordmænd tror, at IT står for IshavsTorsk,
og at bredbånd er sådan noget, man hænger gardiner op med. Men der
ligger vel noget i, at Tandbergbåndoptageren er den seneste norske, tek-
niske nyhed, jeg kan komme i tanke om. Og den var ophørt med at være
greit, allerede inden jeg blev født”.
Sådan skrev en svensk journalist i den svenske avis Kvällsposten i de-
cember 1999, 13 da der var gået regulær landskamp i fusionen mellem te-
leselskaberne, norske Telenor og svenske Telia. Den perfide tone anslår
glimrende niveauet i debatten om fusionen, der endte i åbenlyse uenighe-
der mellem bestyrelserne og verbale udfald mod både norsk og svensk
kultur.
Tilbagestående, bondske, sære – og pludselig ufatteligt rige. Kliche-
erne om nordmændene lå lige på tungen, da Telia-Telenorsamarbejdet
kollapsede og mindede om, at forretning også handler om andet end pen-
ge. Men fordommene om Norge og historierne om et isoleret, usofistikeret
folk har fået en fortsættelse, der iagttages med nogen vantro i nabolande-
5 Når vikinger slås 5
ne.
I 2005 havde hver nordmand over 250.000 norske kroner på sin fikti-
ve oliebankbog. Norsk olie og den norske oliefond tilhører nemlig hele det
norske folk, og i efteråret 2005 blev værdierne i fonden opgjort til næsten
1.300 milliarder norske kroner. 14 Nordmændene har bestemt ikke festet
pengene op, siden olien begyndte at strømme fra Ekofiskfeltet i Nordsø-
en i 1971, men tværtimod investeret i udenlandske værdipapirer. Kun fire
procent af oliepengene kan gå direkte ind i den norske finanslov, resten
investeres klogt, og i efteråret 2005 skønnede den norske regering, at
fondens pengekasse i 2007 vil overhale samme års norske bruttonatio-
nalprodukt. Norge er verdens tredjestørste olieeksportør, og olien giver,
sammen med traditionelle norske erhverv som skibsfart og fiskeindustri,
et mere end pænt skub til norsk økonomi. Den er siden midten af 1990’er-
ne buldret derudaf. Rigdommen er blevet synlig i et norsk samfund, der
længe var det fattigste af de tre skandinaviske. Besøgende må revidere
deres billede af et trist og tilbagestående land efter et besøg i hovedsta-
den Oslo, hvor arkitekttegnet glas, stål, træ og beton er skudt op på hav-
nefronten. Byen har fået liv og leben, norske unge hører til blandt verdens
mest veluddannede, arbejdsløsheden er lav og erhvervsfrekvensen høj.
Norge fik med OL i Lillehammer i 1994 stivet selvtilliden af i en grad,
der måske, måske ikke var en medvirkende årsag til, at landet samme
år for anden gang sagde nej til EU-medlemskab. Norge fik Gro Harlem
Brundtland, der formåede at gøre landet kendt ud over egne grænser,
først som statsminister og bekymret initiativtager til Brundtlandrappor-
ten om hele verdens fælles fremtid. Senere i rollen som generaldirektør i
WHO, hvor hun fortsatte en fornem norsk tradition for humanitært arbejde
og freds- og konfliktmægling. Norske kvinder er på arbejdsmarkedet og
samtidig mødre til børn i et omfang, der ligger i toppen af de europæiske
statistikker. Norge har en topmoderne ligestillingslovgivning, og en rege-