Skik og brug for vikinger - Karen Krarup

Kapitel 1
Store nordiske krig II
Gå på indkøb hos naboen og få et gedigent kulturchok. Skan-
dinavisk erhvervsliv rider på en bølge af fusioner og opkøb,
men foreningen med de nærmeste naboer er ikke altid lige
let eller lykkelig. Fusionsmagere med ambitioner om et na-
turligt hjemmemarked med 19 millioner kunder og ambitio-
ner om at gå ud i den store verden må erkende, at forståelse
for egen og andres kultur ikke er en luksus, men en nødven-
dighed. Ellers ender ældgamle fordomme sammen med re-
elle og store forskelle i ledelseskultur, lovgivning og livserfa-
ring med at skygge for det frugtbare samarbejde.
En betroet svensk medarbejder rejser fra Stockholm for at sætte sig ved
mødebordet hos Arla Foods i Århus. Sammen med sine danske kolleger i
den fusionerede mejerikoncern har han sat hele dagen af til et møde. Her
diskuteres livligt og højrøstet. Den svenske kollega lytter mest og rejser
om aftenen dybt frustreret hjem til Sverige. Næste morgen møder han på
jobbet hos Arla Foods i Stockholm og aflægger rapport om mødet i Dan-
mark: Danskerne kørte ham fuldstændig over. Han fik ikke et ben til jorden,
ingen spurgte ham, hvad han mente om tingene. Typisk dansk!
Da sagen senere tages op, er danskerne slået med forbavselse: Ja-
men, svenskeren sagde jo ikke noget. Vi gik da ud fra, at han var enig. El-
lers ville han vel have åbnet munden?
”HA, HA, HA, NORGE!” Den svenske avis Expressen godter sig.
Avisen lægger i sin artikel1 om fusionen mellem det norske Telenor og
Når vikinger slås
det svenske telefonselskab Telia ikke skjul på, at nordmændene har tabt
slaget om placeringen af den nye telekæmpes hovedkontor for mobiltelefoni.
Det skal nemlig ligge i Stockholm.
Forud for kampen om mobilhovedkontoret er gået et næsten dilettantisk
forløb, hvor den svenske erhvervsminister i efteråret 1999 for åben mikrofon
i tv får sagt, at det er som at forhandle med den sidste Sovjetstat,
når man forhandler med nordmænd. De er uhørt nationalistiske, alt deroppe
er politik, mener ministeren.
Krigen mellem de svenske og norske forhandlere bryder ud i lys lue,
og aviserne agerer nationalistisk heppekor på sidelinjen. Fusionen, der
skulle give de to store, statsejede teleselskaber en gunstig position at
ekspandere fra, bliver godkendt af EU, men ender med at gå fuldstændig
op i sømmene. Begge lande debatterer livligt de kiksede forhandlinger og
det mislykkede samarbejde. Og offentligheden får et af de sjældne kig ind
i bestyrelseslokalerne og det forhandlingsklima, der hersker dér. Nordmændene
er enige om, at svenskerne ikke fatter, at Norge ikke længere er
den fattige lillebror, men tværtimod har fået råd til at bade i sit eget, sorte
guld. Svenskerne peger på, at man ikke behøver at være uddannet antropolog
for at se, hvordan alle beslutninger i Norge træffes i blåt-rødt-hvidt
perspektiv. Den første, store nordiske telefusion falder sammen med et
brag, der giver genlyd langt ud over bestyrelseslokalerne.
Hvordan kan rationelle og velbegrundede strategiske overvejelser
ende med at minde om en fodboldlandskamp på grønsværen? Hvordan
kan Telenors og Telias forhandlere ende med – symbolsk – kun at kunne
se hinanden iført nationaldragter? Hvordan kan Arlas svenske og danske
medarbejdere ende med at gå fejl af af hinanden rundt om et mødebord?
Er det her typisk dansk? Typisk norsk? Eller typisk svensk?
Det korte svar er, at det er typisk skandinavisk!
Kigger man på den bølge af fusioner, opkøb og samarbejder, der
de seneste 10-15 år er føget over grænserne, kan man konkludere, at de
skandinaviske broderfolk ikke altid har lige let ved at finde kammertonen.