horelsen - onlinecatalog.dk

old i udlandet, for indimellem ikke
fik det hele med.
– Allerede der fik jeg konstateret nedsat
hørelse. Men skridtet til høreapparater
tog jeg først mange år efter, da jeg var
blevet træner, fortæller Morten Olsen.
At snyde sig selv for noget
De er begge to enige om, at det var alt
for sent, de kom i gang. Alt for sent de
overvant sig selv til at putte et høreapparat
i øret, og hvorfor det tog så lang tid
har de ikke noget entydigt bud på. Måske
forfængelighed og så alligevel ikke.
– Jeg tror, mit ego er så stort, så hvad
jeg end tog på, ville jeg synes, jeg så
godt ud, ler Per Arnoldi.
Men af en eller anden grund var de
altså begge meget længe om det.
– Jeg bruger jo 60% af min tid alene
i mit værksted, og der betød det ingenting,
at jeg ikke hørte så godt. Men i de
40%, der er mere sociale, har jeg da nok
isoleret mig lidt og gået og blevet lidt
sær, siger billedkunstneren.
Og en enkelt ting plager ham.
– Tænk hvis jeg har snydt mig selv
for noget, ler han.
Og vi ved ikke helt, om han tænker
på nuancer i den jazzmusik, han holder
så meget af eller samtalerne med sin
kone eller noget helt tredje.
At stræbe efter mesterværket
Men faktisk tog ingen af de to gamle
drenge sig selv i nakken og gik hen for
at købe et høreapparat. Nej, de skulle
kontaktes af Widex, før der skete noget.
Widex havde i begge tilfælde opsnappet,
at her vist var et endnu ikke erkendt
behov og henvendte sig til de to
kendte danskere.
– Det er dygtige folk, siger Per Arnoldi
med glimt i øjet.
Han er overbevist om, at han selv og
Morten Olsen har meget til fælles trods
deres forskellige temperamenter og
landstræneren giver ham ret.
– Vores arbejde er også vores hobby. Et
eller andet sted tænker jeg på mit hold
hele tiden. Det kan både være strategi
og træning men også de mange mere
sociale ting, som skal fungere på et
hold. Det er jo en flok individualister,
som skal arbejde sammen, siger Morten
Olsen.
– Jeg synes jo aldrig, at det jeg laver
er godt nok. Mit bedste billede er altid
det næste, ellers kunne det jo være lige
meget, siger Per Arnoldi.
– Ja, det er lidt det samme. Vi stræber
selvfølgelig også efter et mesterværk.
Det er bare først, når det står på
resultattavlen, at det rigtig duer, siger
Morten Olsen.
Når det lykkes
Den ene står alene med sin stræben i
sit værksted og den anden står i et fyldt
stadion og hjemme i alle vores stuer.
– Jeg kan da godt misunde Morten
de 40.000 mennesker, der klapper af
ham og hans hold, siger Per Arnoldi.
Og hvad er det så, de stræber efter de
to gamle drenge.
– Et moment af klarhed. Når det lykkes
genkender du noget, du ikke har set
før, siger billedkunstneren.
at leve med høreproblemer
– For mig er kunsten, når mine spillere
sparker bolden fra den ene til den
anden og ender med at score uden, at
modstanderen har rørt bolden. Men
det sker ikke så tit, erkender landstræneren
med et lunt smil.
Brownies og fjernbetjeninger
Og så er der kaffe og chokolade. Det er
brugere og testpersoner hos Widex, der
er inviteret til denne aften. Deres udsendte
spiser brownies sammen med en
af dem – Lasse Snack fra Birkerød, som
er her sammen med sin kone. Jo, han
er også en slags bruger. I hvert fald har
han fået et par af de nye Passion 440 på
prøve i 5 uger hos sin lokale høreapparatforhandler.
– De kan fx indstilles på ”comfort”,
så de ikke tager så meget baggrundsstøj
med, når man er til et arrangement som
dette, hvor der i pauserne er en masse
snak på kryds og tværs, fortæller han.
Virker det så?
– Det ved jeg ikke, for fjernbetjeningen
ligger i min taske, siger han med et smil.
Men hans kone kan forsikre, at han
er blevet meget nemmere at tale med,
efter han har fået apparaterne. Og det
er da noget.
25
nr • 1 • jan 2010