Sindssykeasylernes Virksomhet, 1908, Efter de fra asylerne ...

64 1908.
pleier pupillerne at reagere daarlig for lys, samtidig med at de er utvidet;
men dette gjælder mest ganske kortvarige anfald, mens pupillerne her hadde
været stive i 1 1/2 md. og dertil var ulike. Var det en epilepsi, kunde den
naturligvis være av traumatisk oprindelse, og det daarlige utfald av taleprøven
kunde lede tanken hen paa, at den traumatiske epilepsi var forbunden med en
amnestisk afasi. Med en saadan kunde taleforstyrrelsen i dette tilfælde dog ikke
forveksles ved en nærmere undersøgelse. Noget talebesvær som ved paralyse
var her forsaavidt heller ikke, som de vanskeligere ord uttaltes bedre, jo længere
den syke beskæftiget sig med dem. At der kan optræde varige taleforstyrrelser
ved epilepsi, uten omtaak et bevissthet og uten noget betydeligere tap av ordforraad,
derpaa er det tilfælde, som er meddelt herfra i beretningen for 1902
S. 84. et udmerket eksempel. Det er betegnende for meget sløve epileptikere, at
de mangler evnen til at vælge sine ord, bevæger sig i en ring omkring det
væsentlige og uttrykker sig ikke bare klodset og skruet, men ogsaa parafasisk,
saa de kan være vanskelige at forstaa. Noget saadant foreligger ikke her.
Forklaringen til det daarlige utfald av taleprøverne maatte søkes i den litt sene
opfatning, utilstrækkelig fiksering av opmerksomheten og manglen paa interesse.
Der fandtes imidlertid et sygdomstegn, som var avgjørende for diagnosen,
og det var indpnegningsevnens forhold til hukommelsen.
Ved indprægningsevnen er her ikke tænkt paa en tilsigtet og anspændt tilegnelse
av nyt kundskapsstof for en længere tid fremover, hvorved hovedvegten
ligger paa den associative virksomhet, fremdragning av tankeforbindelser og tilknytning
av det nye til det gamle. Her menes den mere eller mindre ufrivillige
kortvarige optagelse i erindringen av sanseindtryk (det gjælder mest syn og hørsel),
som drar raskt forbi uten i nogen storre grad at sætte tanker i rørelse. Ved
bedømmelsen av denne evne maa der naturligvis tages hensyn til den sykes evne
til at orientere sig, til at samle opmerksomheten og til at opfatte (f. eks. erkjende
foreviste gjenstande), endvidere til den storre eller mindre trætbarhet,
fordi alt, som svækker optagelsen av sanseindtryk, nedsætter evnen til at merke
sig noget. Til undersøgelsen kan man betjene sig av en bok med enkle billeder,
som den syke skal forklare og gjengi nogen tid efter, eller man nøier sig i
uttalte tilfælde med at trække slutninger av de eksempler, som byr sig under
samtalen med den syke.
De sygdomme, hvori indprægningsevnen er mest svækket, er paralyse, senil
demens, alkoholisme og idioti, mens den ikke lider synderlig ved dementia,
præcox og oftet er ganske uskadt i manisk-depressiv sindssygdom. Det er merkeevnens
forhold ved de første sygdomme, som interesserer os her.
Ved polyneuritisk sindssygdom og delirium tremens er som bekjendt hukommelsen
for det tidligere oplevede god, mens merkeevnen er meget daarlig. Mest gjælder
dette for hørselsindtryk, noget mindre for synsindtryk, da de lettere utløser
associationer, som understøtter indprægningen, personlige forskjelligheter gjør sig
dog gjældende (Bonhoeffer). Opmerksomheten er omflakkende eller stump, selv om
det let lykkes at fiksere den syke for et oieblik. Mest iesinefaldende er svækkelsen
av orienteringsevnen, hvad der vel hænger sammen med manglen paa evne til