Sindssykeasylernes Virksomhet, 1908, Efter de fra asylerne ...

1908.
hun søkte andre ord for dem, som først meldte sig. Hun var gjennemgaaende
ikke sen til at svare, men saa blev der ogsaa til proven valgt dage, da hemningen
var litet uttalt.
Der var ingen klangassociationer og bare etpar citater (ordsprog). Imellem
var der litt tilboielighet til at knytte vidtløftige betragtninger til et opgit ord og
til at fabulere; men hun lot sig let fore tilbake. Paa ordet krig associerte hun
saaledes: «Det skal jeg ikke i — — kongen (leter efter navnet.) Oskar
— — den sjette — vil ikke ha krig (erindringer fra 1905!); han
er i Stockholm, De kan bare ringe op! (Der indvendes, at han er død). Kong
Oskar er steget ned fra himmelen ; han kommer vel hit til sommeren —
hvis han lever saa længe.»
Reaktionerne tydet ikke paa noget imbecilt anlæg. En og anden forklaring
av det opgivne ord. forekom (saks — at klippe med), men ikke hyppig.
Hendes skrivedygtighet var ogsaa omtrent, som det var at vente av en kone,
som ernærer sig ved at vaske, og det, som var at merke, stod mere i forbindelse
med hendes stuportilstand end med hendes dannelsesgrad. Det hændte jevnlig,
at hun glemte bokstaver (søster skrev hun saaledes soter eller ster, gaten gan)
og i en stavelse puttet ind bokstaver, som først horte næste stavelse til (sykenanstalt),
sjeldnere omvendt (for senest dennes : senns desnest). Snart delte hun
et ord i to (ende lig), snart skrev hun flere ord i ett (skrivetil, derer) eller
skilte dem urigtig ad (dus kal). Der var forøvrig god sammenhæng i det,
hun skrev.
Resultatet av associationsprøverne i dette tilfælde styrket saaledes diagnosen
epilepsi. Dens rigtighet bekræftedes av det videre forløp og senere indhentede
oplysninger om sygdommens utvikling.
Der gik et par maaneder mellem liver gang, hun hadde krampeanfald, men
da fik hun gjerne to—tre i løpet av et døgn. Baade efter anfaldene og ellers
reagerte pupillerne ofte meget trægt eller endog slet ikke (i sidste tilfælde var
der dog gaat anfald forut), og de var ulike, idet snart h. var større end v.,
mint omvendt. Anfaldene kunde indledes av en halv dages uvelhet og appetitmangel,
hodepine, træghet og følelsen av at være daarlig, mest i hele kroppen,
men ogsaa i maven eller brystet eller tristhet uten at hun visste, hvad der var
i veien ; men denslags daarlige dage, som kjendtes paa, at hun gik tilsengs, indfandt
sig ogsaa uten anfald nogen ganger om maaneden.
Da hun først var blit rolig (i november), orienterte hun sig let og hadde
i regelen rede paa dagene. Hun interesserte sig dog forbausende litet for omgivelserne,
lærte saavidt navnene paa nogen av de syke paa samme værelse og
visste endnu i mars ikke, hvad doktoren het. Erindringen for fortiden vendte
tilbake ; men der var amnesi for opholdet paa sykehuset og den første tid paa
asylet, og hun kunde fremdeles ikke klare, hvor lang tid der var gaat siden
mandens død («14 aar» istedetfor 4) eller indlæggelsen i asylet, som hun stadig
la 4 aar tilbake. Hun var fremdeles stille av sig, og der var ingen fremtrædende
stemning; paa sygdommen saa hun optimistisk som saa mange epileptikere
og trodde ikke, der vilde komme flere anfald.
69