Sindssykeasylernes Virksomhet, 1908, Efter de fra asylerne ...

66 1908.
holder han ikke det læste saa længe i erindringen, at han faar nogen sammenhæng
i det.
I motsætning til de her nævnte sygdomme er det en eiendommelighet ved
den epileptiske dæmringstilstand, at merkeevnen er i behold, mens erindringen om
fortiden kan være yderst daarlig. I det foreliggende tilfælde var erindringsmanglen
paafaldende svær, mens indprægningen av dagens begivenheter foregik
ganske upaaklagelig. Mens den syke kunde holde regning med ukedag og aarstal
og opgi rigtig, hvem hun nylig hadde besøk av, husket hun ikke, hvor gammel
hun var, eller naar hun blev gift, naar manden dede, eller hvad børnene het,
og hvor mange de var . De fleste av de navne, hun gav dem, viste sig senere
at være gale. Den syke opfattet litt sent, men ellers godt, og lot sig uten
stone vanskelighet fiksere.
Av lærebøker er det, saavidt jeg liar kunnet se, alene Wernickes's, som,
gjor opmerksom paa dette forhold mellem erindringen og indprægningen i epileptiske
dæmringstilstande. Det fortjener uten tvil at bli mere kjendt, end hittil
har været tilfældet, og jeg har derfor fundet det værdt at meddele denne sykehistorie
som et illustrerende eksempel. Tar en indgaaende psykologisk analyse av
sygdomstegnene langt mere tid end den optegnelse av den sykes ydre forhold,
SOIE man for neiet sig med, saa yder den til gjengjæld en hjælp til erkjendelsen
av den foreliggende tilstand, som psykiatrien for et slegtled tilbake maatte undvære.
I dette tilfælde var det saaledes mulig at gjøre diagnosen straks uten
kjendskap til, hvad der var gaat forut, bare ved at gjøre sig rede for forholdet
mellem indprægningsevne og erindring. Hertil krævedes ikke engang nogen
systematisk undersøgelse med resultaterne uttrykt i tal; at man kan neie sig
med den nu vanlige form for klinisk undersøgelse, gir iagttagelsen saa meget
sterre praktisk værd. Det skal hermed ikke være sagt, at alle epileptiske
dæmringstilstande viser dette træk. Hvor det findes, og det er ihvertfald
ganske hyppig, er det imidlertid meget karakteristisk.
Fjorten dage efter indkomsten hadde den syke det første krampeanfald.
Mens hun spiste til aftens, slap hun pludselig skeen, begyndte at skjælve i hele
kroppen, var først blek, siden blaalig i ansigtet og bevisstløs i 10 minuter. Der
kom ingen snorken. Bakefter hadde hun ingen erindring om anfaldet og var selv
morgenen efter temmelig slap. Om natten hadde hun forøvrig været urolig og var
flere ganger gaaet ut gjennem vinduet. Ogsaa en saadan stereotypt gjentat meningslos
handling samtidig med mangelfuld orientering er karakteristisk for en epileptisk
dæmringstilstand. Tre dage bakefter, 17de august, hadde hun tre krampeanfald
om morgenen, og pupillerne var siden ulike igjen og reagerte daarlig like til
4de september. Hun var ogsaa mere urolig og forvirret, talte om, at hun ikke
skulde være her, men sokkes ned i sjøen, og knyttet nattrøien fast i dørvrideren
for at hænge sig. Da hun blev hindret heri, mente hun, at hun nok skulde
faa det til, naar de andre sov. En gang tok hun ogsaa teppet over sig og lot
avforingen i sengen; bakefter gav hun tilsyneladende plausible undskyldninger:
«natstolen turde bun ikke bruke, da den ikke var hendes; forresten var der